Kære venner

Man bliver lidt vemodig når man kommer op i alderen og ser mange gamle venner og kampfæller falde fra. Men man bliver også taknemmelig for den gave livet blev i kraft af jer og vil så gerne finde en god måde at sige jer alle tak for det. 

Nu er der igen kommet en rund milepæl som undskyldning for at gøre det.
Dels fylder det eneste fornuftige jeg sikkert har lavet i mit liv,  "Amerikanske Billeder", 40 års jubilæum, og dels har jeg lykkeligvis fået udsat kræftangrebet for en tid så jeg samtidig kan fejre min 70 års fødselsdag.

Øv, vil I sikkert sige, da jeg jo på det sidste har haft nok fødselsdagsfester. Men husk at min store 60 års fødselsdagsfest i Øksnehallen netop blev arrangeret for at takke alle mine venner - også fra USA - for alt det I har betydet for mig gennem livet. Mens jeg ikke selv stod for eller fortjente min 65-årsfødselsdag på Charlottenborg,  som blev arrangeret af en række kunstnere og ildsjæle med musikeren Metta Kim Carter i spidsen.

Så for at det ikke skal føles som en tung byrde hvert 5. år at komme til mine fødselsdage, vil jeg på min 70 års fødselsdag sørge for at arrangere det så løst at I ikke skal føle jer (helt) så forpligtede til at møde op :-)

 




Første mulighed for at undslippe:

40 års jubilæum for Amerikanske Billeder i Dagmar Bio kl. 10

Her er der så mange pladser at jeg alligevel ikke opdager om I er til stede eller ej :-)
De fleste af jer har sikkert også set diasshowet i jeres ungdom. Men samtidig spørger mange af jer hele tiden hvor jeres børn eller børnebørn - eller nye ægtefæller - kan se det. Så dette er jeres familiers chance. De kan dog også gå ind og se det sammen med skolerne den 26. april i Imperial Bio, hvor jeg plejer at samle Sjællands skoler hvert år. Send gerne dette link til jeres venner blandt skolelærere

For jer, der er lidt nysgerrige efter at granske om I har bevaret lidt af den entusiastiske idealisme, som I gav udtryk for, da I oplevede "showet" som unge - nu hvor vi alle er ved at forvandle os til Trumpister - vil det måske også være sjovt at opleve den digitale udvikling vi har været igennem i disse 40 år ved at se hvordan mine neglesmå halvformat-dias nu er forstørret superskarpt op på kæmpelærred i HD-format  med musikken i Dolby surround sound. For husk at det nok er den eneste musical om racisme i nogensinde vil få at se - og nu tilmed kortere end "Borte med blæsten" :-) 

Da det er en lørdag morgen bør I komme i god tid til croissant og kaffe i Dagmars foyer. Her vil jeg også signere og sælge min nyeste udgave af bogen - nu med de to små sætninger rettet, som Weekendavisen lavede 12 siders hetz om, men som jeg siden har fået tid til her at finde beviserne på var "fake news".

Det bliver først til mølle med billetter, som I kan købe her:
http://www.kino.dk/ticketflow/2219221

 




Anden mulighed for at undslippe:

70 års fødselsdag med åbent hus i Ubuntu-Huset

Efter forestillingen i Dagmar holder jeg resten af lørdagen fra ca. kl. 15 åbent hus i Ubuntu-Huset. Mange af jer husker det som stedet hvor jeg i
ti år fra 1977-87 viste "Amerikanske Billeder" i mine egne foredragslokaler i Købmagergade 43. Her er jeg igen begyndt at holde mine andre foredrag i de samme lokaler, som jeg nu kalder Ubuntu-Huset.


Husker I da I sad mast 90 sammen uden udluftning i 5 timer i mit gamle foredragslokale i Købmagergade? Det er nu blevet til Ubuntu-Huset.

Med erfaringerne fra mine workshops i amerikanske universiteter gennem 30 år har jeg her oprettet et dialogcenter, hvor jeg ønsker at tilbringe min alderdom sammen med diverse grupper, der arbejder med integration og dialog, hjælp til voldsramte kvinder og homoseksuelle truet af social kontrol i vore ghettoer, dialog mellem jøder og muslimer, opgør med patriarkatet i religioner i kvindemoskeen (som vi håber snart at udvide til kvindesynagoge om lørdagen), brobygning til hadets mennesker, internationalt ungdomsarbejde på tværs af grænsebomme, undervisning i konfliktløsning mm.
Her er det kvinderne, der styrer - mens jeg går i køkkenet og laver kaffe til deres møder :-) 

F.eks. kan I se mig her brygge Javakaffe for storimamen fra en af verdens mest rummelige moskeer (med plads til 200.000 i tæt samarbejde med Jakartas storkatedral) og for datteren af Indonesiens præsident med hendes ligeså rummelige samarbejde med kristne og jøder. En rummelighed vi håber med vores arbejde i Ubuntu-Huset også vil smitte lidt af herhjemme.

Tja, når så meget andet i mit liv føles mislykket - såsom næsten 50 års aktiv kamp mod racismen - så føler man jo alligevel at et eller andet er lykkedes når man ender sit liv som mandlig bestyrer af Danmarks første kvindemoske :-)




Så kom og lad os sammen fejre disse skønne unge ildsjæle!

På min 70 årsdag har jeg lyst til at fejre alle de idealistiske unge, som skal bære verden videre og som her arbejder ivrigt sammen på at afbøde de ophobede skader vi gamle har efterladt dem ved ikke at integrere os godt nok - både med hinanden og med vores klima - på vores hurtigt skrumpende jordklode. Kom og lær dem at kende og hør dem fortælle om deres projekter og støt dem i arbejdet.

Men kom først og fremmest for at feste sammen imod alle de trumpistiske kræfter, der forsøger at splitte os. Om eftermiddagen til kaffe, lagkage, vin og sodavand. Til jer der bliver til eller først kommer til spisning om aftenen laver min kone Vibeke og Hawar Shuan nogle store gryder lækker mad til de første hundrede gæster, men skulle det ske at der kommer flere er det ikke forbudt at bringe lidt med selv. Medbring også gerne musikinstrumenter, musik eller blot jeres gode humør.




Gaveønsker? Ingen gaver til mig, men gerne til Ubuntu-fællesskabet.
 
Vi har endnu ikke kunnet få fonds- eller kommunal støtte, så har I adgang til mange penge, ønsker vi os et ventilationsanlæg til foredragssalen om sommeren, bedre stole i stuen, nye persienner og mørklægningsgardiner, et scenetæppe, et aflåst arkivskab til arbejdsmapper, hjælp til tæpperensning og hvad I mon ellers kommer i tanke om når I kommer og ser hvad vi mangler :-)

Ubuntu-Husets konto reg. 4310 konto 4083075635
eller min MobilPay (øremærk til Ubuntu): 20-324412

Pengene fra forestillingerne i Imperial Bio og Dagmar Bio går også til at finansiere dette arbejde, så send gerne jeres venner ind og se disse forestillinger.

Tjek løbende for opdateringer på denne side.
Håber at se jer - også selvom I kun har tid til at smutte forbi i få minutter til en kop kaffe under jeres lørdagsshopping :-)
 



Forstået?   :-)


Kommende arrangementer:

8-9. april: Transformation Symposium om heling af bl.a. incest ofre

9. april:
Salaam Shalom Pesach Vi - jøder, muslimer, kristne osv. - fejrer sammen den jødiske påske i Ubuntu-huset.

29. april: Åbent hus på min 70 års fødselsdag

30. april: Jeg starter mine "Om at sige ja" foredrag i Ubuntu-Huset.

4. maj: "Never again" om folkemordet i Rwanda. Crossing Borders debatmøde med Mogens Lykketoft i Ubuntu Huset 14:30-20

7. maj "Singing Salaam Shalom" ved Tali Padan kl. 16-20

23. maj: "Performance og kærlighed" ved Lotte Arnsbjerg

28. maj: Den jødiske fredsbevægelse "New Outlook" mindes 50. årsdagen for besættelsen af Vestbredden i Ubuntu-huset.

5. juni: Jeg holder grundlovstale i min kirke, Sankt Pauls kirken
 



De kærligste hilsner

Jacob Holdt
Gernersgade 63
1319 København K
eller
Ubuntu-Huset
Købmagergade 43
1150 København K

Mobil: +45 20 32 44 12
E-mail: 
Jacob@Holdt.us og
JacobHoldt@american-pictures.com
Facebook: 
Facebook.com/Jacob.Holdt
 


I kan finde uddybende materiale på mine 22.438
(10 år gamle og lidt forældede) hjemmesider under:

www.american-pictures.com
 

Min kalender hvor du kan se om et af mine foredrag er i din omegn eller - hvis du ønsker at arrangere et - om jeg er ledig på en ønsket dato.

Om mit nyeste foredrag ”Om at sige ja” 
Dette billedforedrag om integration med alle dem vi har fordomme overfor er i dag blevet mit mest populære.
 

Liste over mine ca. 6.500 tidligere foredrag opdelt efter gymnasier, højskoler, AOF, navne på arrangører, lande osv. samt topscorerne indenfor de enkelte skoletyper.

Min bog Amerikanske Billeder sat op som billedbog.

Mine artikler og kronikker om alt fra racisme, Tibet, ulandshjælp, bibel- og oldtidshistorie, vold, spionage, byplanlægning, muslimer osv.

Videoer og dokumentarfilm om mit arbejde med racisme og integration.

Anmeldelser af mine foredrag 

Mit fotogalleri - mine billeder fra USA, Bolivia, Nepal, Guatemala, Nicaragua, Thailand, Haiti, Namibia og Kosovo.