Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Indlæg til Politiken juni 2004 efter længere tids debat mellem især Torben Lund og Bent Melchior om jøders "pligt" til at sige fra overfor Israel.


En Salomonisk dom

 

Af Jacob Holdt,
(foredragsholder og sammen med Bent Melchior) medlem af Jødisk/Kristent/Muslimsk Forum

Tak til Politiken for debatserien om antisemitisme. Nu hvor det er tid til at udråbe vinderen, må min konklusion være at begge, Torben Lund og Bent Melchior, har tabt. Jeres argumenter ville øjeblikkeligt blive forkastet af enhver amerikansk domstol idet I både som individer og som de minoritetsgrupper I repræsenterer, har konspireret imod selve staten Israels idégrundlag. Tillad mig med udgangspunkt i mit 34-år lange samarbejde med de minoriteter I hver repræsenterer at vidne imod de argumenter I som individer udtrykker. Thi med jeres beundringsværdige indsats som talsmænd for det multikulturelle samfund diskvalificerer I jer jo begge til at udtale jer om Israel, der ligesom den dødfødte idé om f.eks. en homoseksuel, en serbisk eller en islamisk stat er grundlagt på alt andet end ideen om det multikulturelle.

Lad mig prøve at mægle med udgangspunkt i den minoritetsparanoia, I begge udtrykker. Som holocaustforfulgt og evigt truet minoritet er Torben Lund jo bevidst om hvem hans stærkeste alliancepartner er i denne kamp. Hans insisteren på at et interessefællesskab med Israel giver et særligt ansvar var derfor ikke antisemitisme, men tvært imod en stærk lovsang forklædt som skuffelse. Nemlig hans forståelse for at jøderne gennem næsten hele deres lidelseshistorie – og i høj grad som et resultat af dennes indsigt i undertrykkelsens dynamik - altid har været stærkt overrepræsenterede i alle befrielses-, borgerrets- og menneskerettighedsbevægelser. I USA ser jeg tit 10-20 gange så mange jøder i sådanne bevægelser som i befolkningen som helhed - endog som beskyttere af Ku Klux Klans og nazisternes rettigheder.

På en så stolt historisk baggrund er det kun naturligt for Lund at skuffes over at jøderne ikke overfor Israels overgreb synes at gøre indsigelse i helt samme grad som normalt. Særligt når Israel jo ikke længere er militært truet som folk, men kun som lysende demokratisk eksempel (læs f.eks. muslimen Irshad Manjis rosende skildring af Israels interne demokrati i "The trouble with Islam", der snart kommer på dansk).


Omvendt har Melchior og dem der støtter hans synspunkt selvfølgelig ret i at jøder er individer og ligesom f.eks. irerne i USA med deres stærke engagement i Nordirland har ret til at være ligeglade eller passive og oplever det sårende ikke at blive tildelt fuld frihed som individ uden særlig pligt til at tage stilling. Men ligeså vigtig det spørgsmål er, ligeså sårende er det for mig at se to af mine vigtigste allierede kaste sig over hinanden når jeg normalt i mit arbejde ser dem handle og samarbejde – rigtigt nok som individer – men dog optrædende i let genkendelige sociologiske mønstre, som kun deres lange fælles undertrykkelse kan forklare. Fra min første dag i Amerika ville f.eks. mit eget multikulturelle arbejde hverken være blevet født eller fortsat uden deres fælles støtte. 60% af mine foredrag i USA organiseres eller finansieres af jøder af østeuropæisk afstamning (skønt de kun udgør 2% af befolkningen) mens min næststørste gruppe udgøres af homoseksuelle, især lesbiske. Hvis der findes blot én jøde i en ørkenstat som Arizona eller én homoseksuel i en cowboystat som Wyoming har jeg lært at denne person næsten altid står bag mit arrangement. Igen og igen oplever jeg rørende eksempler på deres solidariske gavmildhed når f.eks. jødiske arbejdere giver 25$ til hver af deres 140 medarbejdere for at få dem til at gå til mit foredrag (om racisme mod sorte) eller når tilfældige forbipasserende homoseksuelle overhører mig som taler på Rådhuspladsen (om racismen mod muslimerne) og derpå støtter "mit arbejde" med en hel månedsløn.

Og hvis vi slår Lund og Melchior sammen til én person – ikke nogen dårlig idé i vores multikulturelle forening, Bent! – f.eks. under etiketten lesbiske jøder, ja, så har vi et slagskib – eller rettere en ubåd, da den er usynlig og ukendt af de fleste – med så formidabel en kraft at USA uden tvivl ville fremstå som et langt mere reaktionært land uden deres utrættelige arbejde.

Magthaverne lader normalt kun disse minoriteter stige helt til tops i form af ekstremt synlige høge (f.eks. Kissinger, Wolforitz, Perle, Abrams). Uden nødvendigvis at være det, minder dette om klassisk antisemitismes brug af jøderne som stødpuder, for i vor vrede over disses politik glemmer vi let, at er der nogen som netop har haft en stærkt modererende indflydelse på alle de værste aspekter af amerikansk tænkning og politik er det uden tvivl det store "usynlige" netværk af f.eks. jødiske etikprofessorer. Overalt – også i arabiske områder som Detroit – er de elskede af deres elever for deres endeløse retfærdighedssøgen med "the Jewish Why" og dens evne til at se den anden part. Det var disse moderne lærere – mere end gammelprofetiske advarsler - som fik mine egne blinde øjne åbnet for Israels selvmodsigelse.

Derfor har jeg lyst til med alt det bedste jeg har lært af jødisk etik at forsøge at fælde en ægte salomonisk dom i Lund-Melchior debatten:

At hvis man påkalder sig retten til som individ ikke at gøre indsigelser og derved passivt har "forrådt" staten Israels fundament ved f.eks. at tillade israelerne at bosætte sig over HELE det historiske Israel (hvori jødernes senhistoriske foragt for samaritanerne og deres område jo netop skyldtes deres fælles blodbånd med disse!), må man logisk udvise en tilsvarende passivitet overfor palæstinensernes krav om at kunne bosætte sig i HELE det historiske Palæstina og at vende tilbage til deres tidligere jord i det Storisrael/Palæstina, som økonomisk, infrastrukturelt og gennem fælles blod og tårer allerede er en kendsgerning.
Men de af os, som har jødiske aktivister som vore vigtigste allierede i kampen for det multikulturelle samfund, kan i det mindste overfor disse venner forsøge at insistere på lidt konsistens: at med mindre disse samtidig arbejder for "én mand - én stemme" i det multikulturelle Storisrael/Palæstina, som vi alt for stiltiende ALLE SAMMEN har medvirket til er blevet en uundgåelig realitet – igen gennem vores 37 år lange passivitet - ja, så mister Israel enhver ret til at kaldes et demokrati og de selv integriteten og eksemplets magt som multikulturelle forkæmpere.


 

 


 Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler