Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

 


Irak i vore hjerter

 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

 

af Jacob Holdt, workshopleder om undertrykkelse gennem 25 år i amerikanske universiteter

 

Med udgangspunkt i min advarsel i Politiken inden krigen giver jeg mit bud på hvordan vi kunne have håndteret Irak med ikke-voldelige metoder. Dels for at opmuntre til en tiltrængt debat om vores krigsdeltagelse og dels for at opmuntre danske soldater til at deltage i fremtidige befrielsesaktioner uden at ”ødelægge landsbyen, de ville redde.”

 

Det har undret mig at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under debat. Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til at forføre os ind i ”krigens nødvendighed”, men ikke løgnen i at ville indføre demokrati vha. ikke-demokrati eller voldelig kommunikation. Skønt alt nu er tabt bør diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer. Vi var mange der inden korstoget advarede mod at deltage i galskaben, men både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage voldelige positioner. Enten for en voldelig afvæbning af Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse af hans diktatur gennem en pacifistisk venden det blinde øje til. Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som fortsat vold mod irakerne ville gøre mod os selv. Som ikke-voldstilhænger prøvede jeg i Politiken (14.2.03) inden krigen derfor at argumentere for en tredje vej.

På det personlige plan har jeg praktiseret ikke-voldelig afvæbning af voldsmænd lige siden jeg som ung så nogle rockere jage en fyr med jernlænker på Vesterbro. Jeg var i fineste skrud på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere, hvorefter rockerne pryglede mig til en skadestuetur og en ufestlig fest i blodige laser. Jeg indså siden at jeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation overfor voldsmændene (”I opfører jer som nazister”) frem for afvæbnende indlevelse. Siden lærte jeg at ”afvæbne” langt mere voldelige gangstere i USA’s ghettoer og har man først lært sig kunsten er det spændende at afprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i f.eks. Sydafrika, Namibia, Nicaragua, Haiti, Jamaica osv.

Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og Hizb-ut-Tahrir) bearbejdes jo ved at man kærligt går ind i dem, mens de altid forværres af hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv to magtfulde Ku Klux Klan-ledere har jeg på det sidste fået ”afvæbnet” eller til at forlade klanen – den ene dog med døden til følge. For hvor der handles, spildes der, men spildet gennem ikke-voldelig intervention kræver langt færre ofre end pacifismens passive vold.

Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor dengang at bruge en sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: ”Hvis en voldsmand angriber dig er hjælpen altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, som er låst fast inde i lidelsesmønstret.” Overfor voldsmennesker eller voldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks menneskets befrielse ved at dæmonisere det som ondt i en ”ondskabens akse.” I undertrykkelsessystemer som skildret i filmen ”De andres liv” er alle ofre og bødler. Det var derfor vigtigt og ikke spor svært at tillægge sig et kærligt syn på Saddam Hussein som offer. Lad mig undtagelsesvis se bort fra de barndomsskader, som vi ved at han led under. Men fra første øjeblik, hvor han fik magten og i det voldsklima, som Bath-partiet havde skabt, henrettede rivaliserende officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for fjender, som førte til undertrykkelsens logik med mere og mere vold overfor ”fjender” for ikke selv at miste livet. Nøjagtig som jeg kender det fra så mange af mine ”gode” sorte venner, som ”kom til” i ghettoens voldelige logik at tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af angst pludselig begyndte at skyde mod alt og alle uden at have nogen kalkuleret plan eller indre ondskab.

Da alle diktatorer drives af frygt skal enhver befrielsesaktion gennemtænkes og tilrettelægges som et Stockholmsk gidselsyndrom. Alle gidslernes liv skal reddes inklusive den oprindelige gidseltager. Hvis ikke man fra begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dette vil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går ud over gidslerne, ”fjendens” uskyldige soldater. Der er altså ingen ”fjender” i et gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres midlertidige lidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne ud i live – ikke mindst i alle andre diktaturer. En ting kan vi være sikre på efter at vi har set Bushs og Foghs stupide straffeekspedition endt med et reb om Saddams hals, er at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i Politiken mod inden krigen: ”Vi svigter irakerne hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i at man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso - ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt.”

Gidselaffærer i USA ender altid i blodbade og yderligere vold som massedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City - et direkte spejlbillede af det Irak, Bush og Fogh nu har skabt. Dermed har Bush også forskertset det magtmonopol som er så vigtigt i en befrielsesaktion og som den empatiske Clinton var så dygtig til at bruge uden unødig spild af liv. Selv deltog jeg ivrigt under invasionen i Haiti efter hans intelligente ikke-voldelige afvæbning af diktatoren Cédras og sad på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen af Kosovo efter den lidt vanskeligere afvæbning af Milosevic på lokalt plan. Da jeg så alle de albanske massegrave og nedbrændte huse var jeg glad for at jeg ikke havde indtaget en passiv og pacifistisk holdning til serbernes racistiske apartheid-politik. Det var vanskeligt ikke at føle had overfor undertrykkerne, når jeg sammen med de hjemvendte albanere genfandt deres slægtninge i grave eller ødelagte hjem. Netop derfor indså jeg at det var dette hadske serbiske mindretal, der fra nu af skulle have al min kærlighed i tanker og forsonende handling hvis jeg (som besætter) skulle medvirke til at århundreders gensidig undertrykkelse og hævn blev bragt til ophør.

Det var en lignende ikke-voldelig intervention i Irak jeg foreslog i Politiken. ”Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede osv. Den måde man løser en gidselaffære på siger ikke blot noget om én selv, men om den verden man ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller undertrykker for at nå sine mål lægger man kimen til den næste krig.” Det jeg havde i tankerne var en fortsættelse af den beskyttende zone, som Bush’s far med luftvåbnets magt – inspireret af englænderne i 1920’erne - havde anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Den burde udvides til at genetablere den tilsvarende zone han oprindelig gav marskaraberne syd for den 32. breddegrad. Men da han efter at have opmuntret disse til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i dette område og tro de ville blive tiljublede som ”befriere”. Shiiternes hjerter kunne vi derimod have vundet ved i måske 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem fra luften og langsomt – i takt med at Saddam derved mistede olieindtægten i både nord og syd og ikke havde en chance i den åbne ørken for at erobre det tabte tilbage – at bruge cowboyens beskyttende lasso til på samme måde langsomt og blidt at indfange de hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte ”hellig muslimsk jord” udover den de allerede betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter. Problemet vi har med shiiterne i dag går tilbage til vores svigt. Husk at Muqtada al-Sadr fra starten var på et faderhævntogt nøjagtig som Bush var det. Næsten 70 % af irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års intelligent lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – sammen med tyrkerne snart de eneste provestlige muslimer i verden, som endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil det sige at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken fra deres eller vore hjerter.
Resten af mit ikke-voldelige forslag går på, at efter 20 års kurdisk og måske 8 års shiitisk de facto befrielse ville magtforholdet i Irak være ændret totalt. Fra 2010 kunne vi derpå begynde en gradvis inddæmning af den hårde ”Sunnitrekant”, der så gradvist ville have vænnet sig til at have mistet sin tidligere mangeårige dominans og nu blot skulle vindes det sidste lille stykke over på vores side gennem en intelligent ”omvendt Saddam-politik”. Tænk blot på hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme i Falluja med dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt både ottomanerne og englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammen turde ikke komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujas loyalitet over med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke spiller helt så stor rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse det, hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som Saddam. Jeg forestillede mig at hvis det i slutfasen skulle blive nødvendigt med besættelsestropper i Al Anbarprovinsen, skulle ubevæbnede danske tropper udstationeres i Falluja, for som jeg skrev ”efter den angste forskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det fredelige syd-Kosovo, tør jeg ikke overlade opgaven til dem. Jeg blev stolt over at se hvor populære de danske styrker blev ved åbent at blande sig med befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte områder bør derfor overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst er det at en hel hær af irakere bliver uddannet i det bedste jeg kender fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal vi vende marginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare post-koloniale psykologi må hvert et skridt vi foretager os i Irak se lige så uselvisk ud som under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på hænderne har vi ved intet at foretage os nu som da vi forrådte muslimerne i Bosnien!”

Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig som elefanter i en glasbutik – Bush ”udslettede byen for at redde den” og Fogh stak hovedet i ørkensandet for at lade som om han ikke var en del af myrderierne. Selv i dag ligger store dele af denne by med århundreders ry for at være uindtagelig, øde hen. Derimod ligger dens flygtede indbyggere med deres knuste og sårede stolthed overalt i Irak på lur for at knuse og såre os, som tog alt fra dem – tilmed det levebrød Saddam havde givet dem i bytte for at kunne ”indtage” byen med den intelligente ikke-vold, vi selv burde have brugt overfor sunnierne.
Vi får de fjender (og terrorister) vi har fortjent når vi bekvemt vælger ikke at ”se” og bygge på mennesket i dem, vi ønsker at befri (eller integrere!) – både i Irak og i resten af den muslimske verden. Særligt undrer det mig at Fogh svigtede sine tidligere tanker om at man bør gøre modstand mod besættelse, men i stedet fuldstændig blottet for forståelse kaldte oprørerne ”terrorister” - selv mens disse endnu kun gik efter militære mål. Først senere gik sunnierne løs på shiitiske civile, der søgte de jobs og den magt de selv tidligere havde haft. Hvilket var starten på en borgerkrig og årtiers blodbad, som vi kunne have undgået gennem en anderledes empatisk ikke-voldelig indgriben med krav til Bush om at opføre sig som en sindig cowboy og ikke som et spoleret barn, der forlanger hele verden serveret på et sølvfad – her og nu.

For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg dengang skrev: ”Lad dette være en ”pædagogisk krig”, hvilket der er stærkt brug for med ”øje for øje og tand for tand”-tænkningen i USA og den arabiske verden. EU bør kun støtte et FN-mandat mod løfter om at ingen selv nok så ansvarlige kan få dødsstraf og mod at de ansvarlige bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da almindelige amerikanere er totalt uvidende om at de med dødsstraffen står alene sammen med de mest brutale regimer i verden, vil dette budskab til amerikanerne og mange muslimske lande i sig selv mindske volden i verden.”  Fogh svigtede demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne at trække sig ud den dag dødsstraffen blev genindført i Irak og således gjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke at bruge koalitionen til at kræve ægte demokrati, hvilket nødvendigvis måtte indebære krav om at ingen landsdækkende afstemning måtte finde sted inden en langvarig forsoning havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af historiske undertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at gøre, da det altid vil udarte i flertalsdiktatur - en vigtig debat, der bør tages inden fremtidige demokratikorstog. Jeg selv lærte lektien bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid til Lancasteraftalens demokratisering af Zimbabwe investerede penge og håb i Mugabe blot for i dag at se det hele vanslægte i shonaernes flertalstyrani og projekterne i ruiner. Uffe Elleman lærte også den bitre lektie, som jeg advarede imod i Politiken: ”Hvad der kommer efter krigen afhænger helt af hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet overfor irakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning.” Skønt vores generation fik ørerne tudet fulde med at ”efter Tito kommer kaos”, gik Uffe og Kohl alligevel ud og opmuntrede og anerkendte Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for at bruge en mild samlende ”undertrykkelse” med pisk og gulerod under EU som værdig erstatning for Titos ditto. At optage et samlet Jugoslavien under fortsat kollektiv ledelse i EU dengang ville have været langt ”billigere” end blodbadet, der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoning straks til et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning med massegrave.

Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved ikke at have brugt Saddam Hussein til det alle diktatorer skal bruges til – ikke-voldelig forsoning. Som jeg skrev: ”Efter denne militære omringning lader vi Carter overtale Saddam til efter Haiti-modellen at gå i asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore befæstede adelige borge og sætte i stand for sine penge. Balsalen skal bruges til pædagogisk konfliktløsning og forsoning med de irakiske flygtninge i Danmark, som hver dag skal sendes på irakisk Tv og Al Jazeera!” Med løfte til ham (og verdens andre diktatorer) om evigt liv i en beskyttet bolig mod at stille op i denne uhyre vigtige pædagogiske brobygning forestillede jeg mig at vi her kunne flyve hans ofre op til daglige konfrontationer, der ville have en forsonende og samlende virkning på alle irakere. Først hans sunni-ofre for at undgå den heltestatus han i dag har fået i den arabiske verden, derpå kurderne og shiiterne. Men da Bush og Fogh kun forstår straf og ”konsekvens” er vi i dag endt med et flertalstyrani i Irak ligeså blodigt som Saddams – mens Mandelas intelligente forsoningspolitik opbyggede et flertalsdemokrati uden at krumme et hår på de tidligere undertrykkere.

Jeg har i høj grad skrevet dette for at opmuntre Danmark til at deltage i fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer, dog med tropper og under en regering, der forinden har lært ikke-voldelig kommunikation. Der findes ingen voldsmænd, har jeg lært, som man ikke kan vinde over hvis man kommunikerer med et rent, åbent og lyttende hjerte. Men irakerne var aldrig i vore hjerter og derfor vandt vi aldrig deres. Modsat invasionerne i Haiti og Kosovo skinnede det igennem for vore ofre at dette handlede mest om olie, fede kontrakter og ideologi, hvorfor det for araberne lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt for godt. Tænk blot på Saddams noble læremester, englænderne, og deres brug af kemiske våben mod kurderne i 1920.

Om irakerne virkelig er i vore hjerter får vi at se nu, hvor vi bliver nødt til at tage imod et antal af de 2-3 millioner flygtninge fra volden, vi iværksatte imod dem, som står i forhold til vores andel af ansvaret, dvs. 7.000-10.000. Hovedet og hjertet havde vi ikke med os i Irak, men skal vi også være hoved- og hjerteløse herhjemme?

 

 


Copyright © 2007 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler