Bør vi deltage i FN’s racismekonference når visse muslimske diktaturer ønsker at gøre kritik af religion til en form for racisme? Flere af vore politikere synes at opfatte racisme som fortidige skilte om at sætte sig bag i bussen, hvis man er sort. Jeg har dog sjældent deltaget i racismekonferencer i moderne multietniske samfund som USA, hvor racisme ikke defineredes som (ubevidst) diskrimination af en gruppe, som man har en negativ, afstandtagende og bebrejdende holdning overfor og finder fejl hos på basis af dens etniske, seksuelle, religiøse, handicappede eller klassebaserede tilhørsforhold – i ganske særlig grad hvis gruppen som følge af langvarig marginalisering har udviklet anderledes karaktertræk end majoriteten.

I den forstand har de muslimske lande ret i at angreb på andre gruppers religiøse identitet hører ind under racisme. I den globaliserede multietniske virkelighed, vi lever i, er der alvorlig fare for at gammeldags "indre svinehunds" angreb på etniske mindretal i stigende grad vil tage sig ud som "legitime" angreb på disses religiøse identitet, som vi f.eks. ser det i Saudi Arabien og Danmark. Dette illustreres af udviklingen herhjemme. Vi så i 60’erne lidt skævt til fremmedarbejdere, som ankom "næsten" uden religiøs identitet, - udviklede derpå i fattigfirserne stærkt racistiske tanker overfor disse indvandrere – og begyndte så i 90’erne at legitimere vores indre negative tænkning ved nu at angribe deres religiøse identitet, som vore ofre derpå selv begyndte at "opdage" og videreudvikle.

Så frem for at blive væk fra racismekonferencen, var der så ikke en pointe i at komme disse muslimske lande i møde med et ægte "at se bjælken i eget øje" kompromis? Nemlig at angreb på andres religiøse identitet rigtignok hører ind under racismedefinitionen, idet  "de andres" tro på f.eks. jomfrufødsler, sharia osv. altid vil forekomme uforståelig og let angribelig for den som ikke selv som snotforvirret barn blev trukket ind i kirkens, templets, moskeens eller synagogens hellige underkastelse ved mors kærlige, beskyttende skørter.

Men til gengæld skal det være en universel grundlovssikret ret i alle lande at kritisere sin egen religion uden risiko for "blasfemi", straf og forfølgelse. Der skal altid være plads til en Henrik Nordbrandt og Ayaan Hirsi Ali. Ved at give lidt køb på vort eget barnlige behov for at håne etniske mindretals religiøse identitet – vel vidende at racisme- og blasfemiparagraffen alligevel aldrig (bør) bruges – kunne vi med et sådant drillende modforslag til muslimske diktaturer være med til at beskytte deres egne forfulgte og tydeliggøre hvorfor reformation, oplysningstid og ytringsfrihed er så hellige for os. Om de æder forslaget er mindre vigtigt end at vi på den måde kunne tvinge en vigtig intern debat i igennem og derved yde et bidrag til deres oplysningstid. 

ps. Mit forslag er naturligvis inkonsekvent, men ikke "racistisk" overfor "de andres" religion - kun overfor de magtens mænd, der som altid misbruger religion som et undertrykkelsesmiddel.