Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Artikel i IBIS' blad Zigzag Oktober 2001
 

Rejse til Namibia I: Gensyn med Afrika

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

 

Ved en natlig fest i Windhook kom en afrikansk pige hen og trak mig sødt i skægget. Jeg mærkede straks at hun var fra den anderledes ”stamme” - de såkaldte ”eksilere”, der som børn af frihedskæmperne under kampen mod apartheid var vokset op i udlandet og der har fået en bredere horisont og viden end flertallet. De er i reglen aldrig helt faldet til efter ”hjemkomsten” til det befriede, men mere snæversynede Namibia. Hun fortalte mig nu at hele krigen havde været et mareridt for hende og tvillingesøsteren, der konstant havde været på flugt med forældrene, hvoraf faren mistede livet i frihedskampen. Men en dag var de kommet til guerillalejren Kwanzu Zul i Angola og det blev deres redning. Kasper fra Ibis, som havde overhørt vores samtale, fortalte hende nu at denne - hendes barndoms eneste tryghed - var blevet delvist finansieret af undertegnede. Så var båndene straks knyttede imellem os.

Overlevende fra Kwanzu zul

Jeg havde i 1982 været i Zimbabwe for at starte projekter med indtægterne fra Amerikanske Billeder som indirekte støtte til ANC. Et tidligere forsøg på med Sovjets hjælp at støtte frontliniestaternes kamp mod apartheid i Angola var løbet ud i sandet - ja, fik tilmed mange år efter Ekstrabladet til at ”afsløre” mig som KGB-agent. Zimbabwe var et godt demokratisk alternativ til det uigennemtrængelige marxistiske bureaukrati i Angola og her kunne jeg arbejde gennem Danida frem for at støtte mig på totalitære kræfter. Imidlertid var jeg blevet så deprimeret over den racisme, jeg så danskerne dernede udvise i ulandshjælpen, at jeg af angst for selv at udvikle en lignende racisme hurtigt besluttede mig for blot at smide pengene og helt at trække mig ud af både Afrika og Danmark for kort efter at flytte Amerikanske Billeder til USA. Derfor fik jeg ikke tid til at følge op på mit sidste afrikanske eventyr, Kwanzu Zul, før Ibis ved en julefest for nylig gjorde mig opmærksom på at vi havde arbejdet sammen engang og at det jo kunne være spændende nu 18 år efter at genoptage samarbejdet. Og således stod jeg nu her i Namibia overfor mennesker, der i et frihedens glædesudbrud kunne bekræfte at mit arbejde med Amerikanske Billeder ikke havde været helt forgæves.

Hellere død end rød

Ibis’ idé havde været at jeg skulle lave en billedserie om racismen i det postkoloniale Namibia. Fint, tænkte jeg, det har jeg jo ekspertise i fra Amerika. Men det skulle vise sig en næsten umulig opgave, thi racismebilleder kan jo kun opnås i kraft af at man bliver lige så forelsket i undertrykkeren som i den undertrykte. Og i al fald bliver inviteret lige meget hjem hos begge parter - sådan som jeg var blevet det hos både hvide og sorte, da jeg blaffede rundt i Zimbabwe og Botswana. Hvorfor Namibias hvide har udviklet en forskanset herre-racementalitet, der mindede mere om israelernes Zabra-arrogance end den gæstfrihed jeg kendte fra de hvide i apartheidtidens frontliniestater eller USA’s sydstater ved jeg ikke. Men det er jo umuligt at skildre racisme hvis man ikke en eneste gang bliver inviteret ind i hjerter og hjem hos de hvide.

En af kvinderne, jeg boede hos

På samme måde blev jeg oprindeligt anklaget af lesbiske i USA for ikke at have dem med i mit lysbilledshow. Mit evindelige forsvar: ”Jamen, I inviterede mig jo aldrig hjem sådan som bøsserne dagligt gjorde det.” Men i 80’erne skete der en holdningsændring hos de lesbiske i hele verden, så at de i dag næst efter jøderne er mine vigtigste allierede i USA. Utroligt var det derfor at jeg også i Namibias slumkvarterer straks og spontant blev inviteret til at bo sammen med lesbiske i olielampens hyggelige skær i deres enkeltrumsblikskure, som det vil ses af mine billeder. Tilmed holdt jeg foredrag for dem i deres gay workshops - nu vendt mod den homofobi, der blev udspyet af min gamle allierede i frihedskampen, Sam Nujorma. Denne havde jeg haft møder med som guerillaleder, men som præsident forstod han åbenbart ikke helt at kampen mod undertrykkelse aldrig kan vindes hvis man ikke samtidigt sætter ind mod racismens mange nært forbundne ”fætre og kusiner.”

Nuvel, uden de hvides støtte kunne jeg altså ikke skildre racismen netop der hvor den virker allermest inhuman og forskanset. Heller ikke Ibis’ danske medarbejdere havde åbenbart opnået et egentligt venskab med ”boerne”. Alligevel blev jeg straks fanget ind af disses racisme. Ibis havde givet mig en gæstebolig, der lå midt i de hvide kvarterer. Og det tog ikke lang tid for mig der at tilegne mig al den hvide frygt, når jeg om aftenen kom ”hjem” til min borg og skulle låse mig igennem porte, gitre, pigtrådshegn, blinkende lys og alarmsystemer med et nøglebundt så stort som et møllehjul.

Arbejdsløs mand

Da jeg modsat USA ikke kendte de sortes psykologi hernede blev jeg følgelig lammet af skræk. Ikke mindst da tyve en nat ribbede nabohuset for alt inklusive gitre og porte og en anden nat lagde en madras over min egen pigtrådsforskansning a la 1. verdenskrigs slagmarker og stjal alle vore lagner. Paradokset var altså at jeg uden at have nogen som helst kontakt med de hvide lynhurtigt udviklede eller tilegnede mig al deres racisme. For det er racisme at frygte andre mennesker, hvilket jeg også hurtigt mærkede i mit eget sind er forfærdeligt dehumaniserende. Fra USA vidste jeg at denne frygt og racisme ikke kommer fra de sorte, men fra de hvide. Altså havde jeg ikke andet valg end at flytte derud, hvor de kriminelle kom fra i slumkvartererne, hvor der intet var at frygte da stort set ingen der havde mere end de andre fattige.

Mand i slumkvartererne

Mere herom i en senere artikel og om hvordan jeg der overvandt min lammende frygt, som hurtigt blev erstattet af en befriende begejstring for, ja forelskelse i blikskurenes mennesker – ikke mindst i de smukke kvinder, som overalt inviterede mig til at bo hos dem. Snart tænkte jeg at når Ibis i den grad havde lammet mit sind i de første dag ved at forskanse mig i racismens og frygtens højborg, - ja, så skulle jeg sandelig sørge for at ”lamme” Ibis’ informationsarbejde ved at tage nogle billeder så intime at Ibis ville rødme over at bruge dem. Men faktisk havde jeg ikke noget valg, som jeg vil fortælle om i næste nummer. I dette nummer har Anders Thybjerg dog valgt nogle mere ”sikre” udendørsbilleder af typen vi vist allerede kender alt for godt fra et Afrika, der vist også i sit fotografiske udtryk trænger til lidt udvikling. Så hvorfor egentlig sende gamle øjne som mine derned?

Fortsættes i Del 2

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;  og Ibis
 

Tilbage til oversigt over mine artikler