Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Kronik i Politiken 19. juni 1998


 

Lad arkitekterne gå under jorden

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Så faldt krinsen. Det er synd at dette indgreb overfor naturens raseren af København ikke kunne vente til den amerikanske kur mod elmesyge er klar til eksport omk. år 2008. Men når skaden er sket, hvorfor ikke benytte lejligheden til med et slag at løse det fortvivlede problem omkring et ny operahus?

Intet taler for at et teater skal bruge sollys, så frem for at begrave projektet på støvede hylder i tid og evighed, hvorfor ikke begrave det lynhurtigt under Kongens Nytorv så vi kan nyde godt af det i vor levetid?

Det vil tilfredsstille Det Kgl. Teaters behov for at kunne rulle kulisser, kostumer og skuespillere frem og tilbage mellem scenerne mens publikum kan rulle lige til døren med direkte udstigning fra S-tog uden at skulle ud i vejr og vind. Bilen bliver stående i Birkerød så man kan tage sig et par ekstra drinks efter forestillingen uden at tænke på nye promillegrænser eller forøget CO2 udslip. Riste kan konstrueres ovenpå, så vores stigende antal hjemløse kan lytte med - og varme sig i det bedre borgerskabs miljøvenlige dunster. Nutidig teknik vil kunne forhindre at man - som på Broadway - kan høre S-toget hvine imellem arierne. Det hele vil kunne anlægges i løbet af ingen tid uden at tænke på dyrt ydre design, krig med naboer eller forurettede, men lidt for udsvævende nordmænd der - endnu engang - har forsøgt at vælte byen over ende.

Skulle en debat vise ønske om med tiden at få et "rigtigt" skuespilhus, der også i sit ydre fremtræder som en fantasifuld kulisse den dag det rigtige sted findes, - ja, så kunne man her og nu nøjes med at bygge et midlertidigt teater i en kæmpemæssig sænkekasse, der siden kan konverteres til underjordisk parkering, shopping center, vandland eller hvad ved jeg. Men hvad er i øvrigt ideen med en planlagt parkeringskælder til 700 biler under Kgs. Nytorv når øko-egoister allerede er gået næsten i stå på alle indfaldsvejene i myldretiden - kofanger mod kofanger - og glemmer at de virkelige egoister med bjældeklang motionerer mod overvægts-, kræft- og stress-sygdomme for at spare i skat på de eksploderende fremtidige sygehusudgifter, som parkeringskældre blot yderligere ville øge.

Men at sænke hele stærekassen vil også være en protest mod alle de overgreb middelmådige arkitekter i de senere år har begået på vores by. For der er masser af andre eksempler på kasser, der burde have været bygget under jorden frem for at forpeste miljø og æstetik. Hvad er f. eks. meningen med at Ikea dagligt pirrer til den dårlige samvittighed hos de stillesiddende bilister på Lyngbyvejen ved at smække en kæmpemæssig ligkiste ned over hovedet på dem? Ligkister, der har sagt farvel til lys og ydre liv, bør ligge under jorden og ikke i et smukt dansk villakvarter med røde hustage og grønne træer. Med en sådan modsætning mellem de ydre rammer og den indre profil med lyst og let skandinavisk design, som Ikea fører sig frem med overalt i verden, kan jeg ikke andet end opfordre til at man boykotter dette misfoster af arkitektur. (Brug Ikea på Roskildevej i stedet indtil ligkisten er "tvunget under jorden"!) Den overgås i hæslighed kun af Ikea i Newark, hvis helt tillukkede blå kasse dog kan forsvares med at ligge i et ligeså hæsligt olieraffinaderiområde - og ikke i et smukt dansk forstadsmiljø.

En lige så fortvivlet modsætning mellem nordisk indre og hæsligt ydre gør sig gældende med den nye ‘Valhalla’ i Tivoli. Intet argument hos de brølende nordiske guder deri berettiger at de skal eksistere over jorden når Disneyland’s pirater og spøgelser synger og spøger lige så godt under jorden. Mens Disneyland har masser af plads har Tivoli det ikke, og skal Tivoli overleve i længden må de mest larmende attraktioner føres under jorden, så pensionister og andre kan nyde den stille fortryllende æstetik "vi danskere" altid har holdt så meget af der. Den hidtidige fine balance er en gang for alle blevet brudt med Valhallas hæslige lukkede brune kasse, der kommer væltende ind over plænen og ødelægger synet op mod koncerthuset, og - modsat alt andet i Tivoli - ikke udtrykker ydre lys og liv. Hvis I virkelig vil høre brøl, så grav Thors hammer ned endnu engang!

At man har givet tilladelse til Valhalla efter al den skæld ud en tilsvarende sort kasse har fået på Rådhuspladsen er ufatteligt. Intet nyt ondt ord om denne kasse - bare ned under Rådhuspladsen med den! Men indtil der findes penge til nedgravningen, kan man starte med at fjerne det overliggende nytteløse, tomme luftkastel, der blot ligger der som en tro kopi af arkitektens eget ditto. Lad os se hvordan pladsen tager sig ud blot med HT’s lille glashus nedenunder liggende tilbage - og derefter tage stilling.

Andre kasser bør begraves i sand snarere end at graves ned. Arken er en sådan, for heller ikke det indre fungerer her. Første gang er den ganske vidst spændende at udforske som når man i sin barndom kravlede ind i de urin-stinkende tyske bunkers - men derefter? Ja, så håber man blot på at den lige så hurtigt skal sande til så man ikke behøver at komme der igen. Den er en forbrydelse mod ens indre harmoni og tankemiljø ved - modsat Louisianas smukke integration med naturen - intet forsøg at gøre på at bruge det smukke strandlys. Selv i cafeteriet forhindres man af tremmer i at se stranden i widescreen format. Ikke engang lagerplads har arkitekten tænkt på. Det behøver han heller ikke, for så snart de første nysgerrige vande har lagt sig vil Noah uden tvivl gå fra borde, hvorefter hele arken vil kunne indrettes som et velegnet, tilpas mørkt fjernlager for Louisianas overskudssucceser.

Den ny hvide kasse på Statens Museum for Kunst siges derimod at fungere særdeles godt indadtil. Og dog - at gemme selve hjertet væk fra adgangen til liv og udsigt mod parken kan blive en fatal fejltagelse. For netop Louisianas succes som familiemuseum viser at cafeteriet er selve hjertet i et museum - hvor man kan placere sin svagtgående bedstemor og kunsthaderne i enhver familie så man ikke får sin familieudflugt ødelagt. Med et naturskønt cafeteria får man lokket dobbelt så mange besøgende ind.

Derimod skaber den ny tilbygning ekstra liv udadtil, for når jeg nu løber min sædvanlige runde i Østre anlæg bliver jeg hver morgen så rasende over synet at jeg uden at tænke over det kommer til at løbe yderligere et par runder. En ting er at sløjfe børnenes kælkebaner, men at bruge blot en millimeter af de få grønne områder, der fungerer som vore hjerter og lunger i byen, til at smække andre kasser end sandkasser ned i er en forbrydelse mod København. Bygningen slet og ret vælter ind over parken nu. Den er ikke uskøn, men som en tro kopi af det nye Getty museum - eller et privathospital i San Diego - burde den knejse på et bjerg i Los Angeles og ikke i en dansk kolonihave - klistret ovenpå en bygning, der blev tegnet i røde københavnske sten som en integreret del af parken.

Den gigantiske hvide flade "deler" fra visse vinkler parken midt over som en Berlinmur. Skønt den ikke udnyttes fuldt ud til vinduer, burde bygningen i dette tilfælde ikke graves ned, men tværtimod have været brugt til at dække en grim, støjende udgravning med. For der er intet som helst inde i den, der ikke kunne have været placeret lige så godt hen over S-togsudgravningen ned mod Østerport med et fantastisk udsyn over parken, sådan som daværende museumsinspektør Rostrup Bøyesen foreslog det. At en i byhistorisk henseende politisk døgnflue som Jytte Hilden fik denne ødelæggelse af parken gennemtrumfet viser hvor tilfældigt beslutningerne om Københavns fremtid foretages.

Og samme problem har den nye tilbygning til Det Kgl. Bibliotek. Som ivrig bruger af biblioteket glæder jeg mig naturligvis til at tage dette spændende stykke arkitektur i brug - indefra. Men udefra, hvor de fleste af os skal bruge det? Jo, der er det også en spændende sort kasse, men hvor længe kan man egentlig leve med sorte kasser? Tilmed én der vælter hele havnefronten. Set fra Christianshavn og havnen dækker den helt unødvendigt synet af Christiansborg, Rådhuset og byens andre grønne tårne. Og næsten endnu værre - de smukke og meget danske røde teglstensbygninger såsom Tøjhusmuseet og det gamle Kgl. Bibliotek.

Jeg har ikke noget imod glas og stål, men hvor originalt er det egentlig i en moderne verden, der overalt snart ser sådan ud udenfor de gamle europæiske bykerner. Det er en parodi at vi giver priser til danske arkitekter for at vælte virkeligt originale omvendte ‘vikingeskibe’ ud over Sydneys havnefront, mens vi prostituerer vor egen by ved at vælte de mest usexede dele af f.eks. Bangkok ud i vores egen havn. Selv med skæve stålvinkler er der intet fornyende i at efterligne verdensbyer med solbriller på, men i processen plastrer vi alt det over, som er virkeligt dansk og originalt i verdensperspektiv: de smukke røde og grønne tage - for ikke at tale om de bindingsværksbygninger, som Kramer sågar tænkte på at dække til med sit lignende Musikhus på havnen.

Det er rart at biblioteket bliver liggende i centrum, men når halvdelen af etagerne er bygget uden vinduer og kun med en 30 cm høj lysstribe, som man ikke kan kigge ud af, er der intet der berettiger at disse er med til at rage op og dække udsynet ind over byen. De kunne ligeså godt have ligget under jorden eller vandet, hvorved bygningen kun var blevet halv så høj. Selv indefra biblioteket får man ødelagt sit udsyn, for ligesom i den sorte kasse på Rådhuspladsen bruges den øverste del af den inderste glasbygning ikke, men dækker for udsynet mod de smukke røde tage på det gamle bibliotek. Denne topdel tjener kun det formål at arkitekten har villet lege med sine klodser som helst skulle være lige høje. Men det var de jo også blevet hvis man havde gravet de mørke etager ned under jorden.

Jeg glæder mig alligevel til at tage den nye læsesal i brug med dens flotte udsigt over mod Christianshavn, men er bange for at få mine studier af Grundtvig og Tordenskjold ødelagt af at se hvordan Henning Larsen på samme vis har klistret disses gamle bopæle i Strandgade såvel som Christianskirken til. For også hans bygninger slet og ret voldtager et gammelt kvarters særlige historiske stil. I dette smukke område foreslog jeg selv i sin tid at man skulle forsøge at harmonere med samme ældre byggestil - eller direkte genopføre nogle af de mange historiske huse, der i tidens løb er revet ned. Nu frygter jeg at kvarteret med så store cementklodser bliver ligeså goldt og uspændende som Borgergade.

Da de charmerende gamle københavnske huse her i sin tid blev revet ned og erstattet af nutidens grå østeuropæiske Stalinfacader, fremkaldte det voldsomme protester hos de unge arkitektstuderende, som minutiøst gik rundt og lavede tegninger af husene inden nedrivningen. Disse tegninger kunne sagtens have været brugt til at skabe et nyt spændende Christianshavns- eller Nyhavnsmiljø langs kanalen med genbrug af de gamle Borgergadefacader. Evt. med mere nutidige udvidede baggårdslejligheder og blandet med enkelte nyere huse. Huse, der vel at mærke ikke måtte rage højere op end de laveste på den anden side i Strandgade, hr. Larsen! For man troede jo ikke at netop du - efter geniale mesterværker som Handelshøjskolen udenfor voldene hvor sådanne hører hjemme - kunne være med til at begå endnu en himmelråbende brøler som ‘Ørkenfortet’ i dette sensitive historiske kvarter. Tilmed overgår du Ørkenfortet - som Unibanks ansatte af skamfølelse har fået forbud mod at kalde det - ved modsat dette at masse dig helt frem i Strandgade, hvorigennem man derfor ikke længere kan se hele den flotte Christianskirke.

Hele dette forreste smalle område foran kirken burde have ligget hen som en alternativ Amaliepark helt ned til vandet med dets flotte view hen mod Grundtvigs arbejdssted i Vartov og Tordenskjolds sidste hvilested i Holmens kirke (hvorefter protesterne mod den sorte bibliotekskasse midt i var steget til et ramaskrig!)

Men nej! Den særligt uheldige alliance af storkapital og arkitekter fik her overrumplende hurtigt knaldet en hel parade af Ørkenforter ned - uden de karakteristiske skrå københavnske tage og uden københavnernes forudgående debat. Ikke mindst de sløve penne i Forfatterforeningen (i Strandgade) ligger som de har redt ved ikke at have brugt deres særligt gunstige udsigt til Rådhus og Christiansborg, som de nu for evigt får blokeret med aflange fladpandede pensionskasser.

Ja, vi er blevet så apatiske overfor udformningen af vores by at spredt kritik blot fornemmes som en nytteløs leg på kostbare avisspalter - fjernet næste dag af dagrenovationen - og glemt. Men når arkitekterne leger med alt det, der har givet vores charmerende gamle by sit helt usædvanlige internationale særpræg, er det uigenkaldeligt og bliver stående. Og når de ikke tilgodeser vore dybere behov i byen for lys, plads, natur, ren luft og historiske miljøer er vi - som nogle af de nævnte tilfælde tyder på - måske bedst tjent med indenfor voldene at ‘drive arkitekterne under jorden’, hvor de kan lege uden at skade os andre.

Men pas på! For dér ligger jo også ting gemt - endog fra Absalons tid - som vi må sørge for at styre udenom med samme dybe respekt som de gør det i Rom. Fortidslevn, som vi f.eks. kunne spadsere rundt og se på i underjordiske montrer i vor søgen efter og forsøg på at fastholde det gamle København - den kære og måske mistede Eurydike - i pauserne under Det Kgl. Teaters ny ‘virkelighedsnære’ opsætning af ‘Orfeus i underverdenen’.

 

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler