Martin Luther Kings smukke drøm er fra tiden hvor vi endnu turde at drømme om lighed, frihed og broderskab. Det var den tid hvor USA inspireret af sin forfatnings smukke idealer gjorde et enormt forsøg på at demokratisere Europa ved at overtale os til at afkolonisere vore ydre kolonier - og hvor vi i Europa lagde enormt pres på USA for selv at blive et demokrati gennem en afvikling af dets egne hjemlige kolonier.

Det er da også vigtigt at slå fast, at der nok er sket fremskridt siden den tid. Når hele verden i dag kan forfærdes over at se Israel myrde tusind palæstinensere i sin ulovlige koloniseringspolitik og nogle endda i vrede bruger dette til at retfærdiggøre et uhørt 11. sept. angreb ind i selve Vestens finansielle og militære hjerte, - ja, så glemmer vi let vor egen terrorisme, som i min barndom slagtede en million algierere og 3 millioner vietnamesere uden at vi stort set rørte en finger.

Så, jo, menneskeliv har vist nok fået en højere værdi – også farvede menneskeliv – siden frihedsdrømmene hos vore undertrykte tvang os til at indføre egentligt demokrati i Vesten - for kun små 40 år siden.

Men desværre slipper ingen jo upåvirket igennem flere århundreders påtvunget multikulturelt samfund.
Både undertrykkeren og den undertrykte formedes af undertrykkelsen.

Så når der ikke er tale om lutter fremskridt siden Kings tale, skyldes det ikke mindst den blodige bagage vi i dag slæber rundt på fordi friheden og det dæmrende demokrati først kom da det var for sent.

Mange blev så brutaliserede af vores vold og undertrykkelse at vold og intern undertrykkelse har fulgt dem lige siden som det f.eks. kan ses i Algeriet, Afghanistan, det sorte USA og Sydafrika – for ikke at tale om det kommende Palæstina - der alle fremstår som globaliseringens ghettoområder.

Jo, vi ligger som vi har redt i den hvide verden, når den multikulturalisme vi med vold påtvang disse ghettoområder i dag vender hjem til os i form af flygtningene og indvandrere!

Kan vi mon løbe fra ansvaret? Måske, men så husk at for hundrede år siden var hvert fjerde menneske i verden europæer. Om 50 år vil mindre end hver sekstende være europæer. Alene Italiens befolkning vil være faldet fra 60 millioner til kun 16 millioner. Mon der virkelig er nogen der forestiller sig at vi ville kunne indhegne sådanne tomme hvide pletter på jordkloden til evig tid midt i et stigende folkehav udenom?

Så hvor er din internationalisme pludselig blevet af, Karen Jespersen, som du kæmpede for som ung VS’er?
Hvor er melodien blevet af, Bertel Haarder, som du fik ind med modermælken, da du lå og "hyggede dig i smug mens verden brændte" i vuggen på Rønshoved Højskole når sangen steg op fra spisestuen nedenunder med tonerne fra "Jeg elsker den brogede verden"?

Eller handlede jeres nye toner under valgkampen om noget helt andet? Handlede det om kynisk at henvende sig til den lillebitte minoritet i verden, som I som stemmekvæg kunne skræmme indenfor folden for en stakket tid…. ligesom boerne i Sydafrika cirklede deres vognborge omkring koner og kvæg, når det omgivende farvede flertal truede deres privilegier?

Hvis det er sandt – og jeg må indrømme at jeg kun har fået det fortalt idet jeg var i USA under hele valgkampen og dårligt kan forestille mig at tonen under denne skulle kunne blive endnu værre end den jeg havde hørt i årene før – men hvis det ikke desto mindre er sandt, at politikerne under valget bandevoldtog demokratiet og kneblede og bagbandt hende med et blodplettet Dannebrog i total foragt for menneskeheden, - ja, så har I i sandhed bombet demokratiet helt tilbage til Martin Luther Kings tid.

For var der noget der karakteriserede det manglende demokrati i sydstaterne før man gav de sorte medansvar og begyndte at åbne sine forhærdede hjerter for dem, var det netop politikernes hæslige og demagogiske forsøg på at overbyde eller "outnigger" hinanden, som det hed, da det gjaldt om at bruge ordet "nigger" flest mulige gange i valgtalerne. Og var der noget man kunne høste stemmer på var det netop at antyde hvordan hvide kvinders ærbarhed ville blive udsat for samme fare som under danske julefrokoster hvis disse såkaldte "niggere" fik for mange rettigheder.

Men da USA blev et demokrati og de sorte fik stemmeret, blev dette utålelige undertrykkende klima hurtigt ændret. I dag hersker der en fuldstændig konsekvent tone af politisk korrekthed hos politikerne og i medierne.

Dog var der en enkelt undtagelse, der er skyld i at vi i dag har Bush som præsident. Nemlig i 1988, da hans far spillede racekortet ud og blev valgt ved hjælp af reklamer om en voldtægtsmand, Willy Horton, som modkandidaten Dukakis havde givet orlov fra fængslet. Dog turde republikanerne ikke at sige at Horton var sort. Det behøver man ikke i USA. Det går alle automatisk ud fra.

Og med god grund, idet den vrede, som mangeårig udelukkelse og ghettoisering altid medfører, jo desværre først og fremmest viser sig i kriminalitet.

Netop fordi denne undtagelse var så usædvanlig, at den netop bekræfter tonen af politisk korrekthed i amerikanske valgkampagner, var det rystende at vende hjem til et land, som udviklingsmæssigt i omgangstone og tænkning befinder sig helt tilbage på det hadfyldte stade….. før borgerretskampen og Martin Luther King gav USA et mere menneskeligt ansigt.

Dengang troede de hvide at de blot kæmpede for deres ret og privilegier, men i dag skorter det ikke på beretninger om hvilke psykiske lidelser dette hadfyldte klima påførte både det sorte og det hvide sind i apartheidårene.

Mange rettænkende mennesker, højtuddannede professorer osv., fortæller mig at de i dag ikke fatter hvordan de dengang, da de voksede op i sydstaterne, kunne stå på den forkerte side med det som de i dag uden omsvøb beskriver som den tids hetz og had i deres egne hjerter.

Hvordan vil den ny danske regering, der er kommet til magten i en tilsvarende hetz med slogans a la fortidens sydstatspolitikere som at "de skal kende deres plads" – ……….altså en plads i et stadig mere forarmet apartheidområde uden for vore hvide områder…….
- hvordan vil den undskylde for de lidelser, den har påført f.eks. tusinder af danske forældre, der ufrivilligt barnløse har adopteret farvede børn fra den Tredje Verden?

For er der nogle, der står last og brast med indvandrerne i disse år er det netop disse forældre, som ser hvordan deres egne børn indvendiggør og formes af hadet de hører fra medierne og politikerne - eller mobbes i skolen som "fejlfarvede" af hvide børn, der ligeledes har opsuget dette klima af had ……nøjagtig som vi netop hørte børn gjorde det før borgerretskampens tid i USA.

Og hvis disse danskopdragede adoptivbørn har det svært, - ja, så kan vi forestille os hvordan indvandrernes børn må have det under dette psykiske tyranni – formet som de er i første eller anden generation af helt andre kulturer – eller splittede mellem en undertrykkende kultur, som de måske flygtede fra, og en undertrykkende kultur, som de ikke oprigtigt kan ønske at blive en del af med dens skingre skrig om at den ikke ønsker dem.

For hvordan kan du, Bertil Hård, Hårdere eller Hårdest, og en million andre danskere råbe op om konstante stramninger uden samtidig at sende det knusende budskab til hvert eneste indvandrerbarn i landet:
"Vi kan ikke lide sådan nogen som jer!"

Hvordan kan du gøre dig håb om at integrere det uønskede?
Hvordan kan du lære danskerne at elske det som dit parti bruger hadefulde omskrivninger om?
Hvordan vil du lære "dem" – disse såkaldte "andre" - at få respekt for et samfund hvis demagoger overbyder hinanden med påfund om at holde flest mulige af "deres" slags udenfor det gode selskab?
Hvordan vil du undgå at gøre dem til en del af det had I påvirker dem med, - undgå at de fejlagtigt begynder at tro at det er det, danske værdier handler om?

Eller ser du mon dig selv på din valgte uriaspost som en anden Oscar Schindler (fra "Schindlers Liste"), der som et får i ulveklæder gennem medlemskab af et parti, der benytter had og hetz, kan redde og integrere flest mulige af de uønskede? 
Nej, Bertel, du er et anstændigt menneske. 
(Og jeg er glad for at det er dig, der har fået posten som "integrationsminister," da jeg har dyb respekt for dit vid - også efter at du som undervisningsminister misforstået angreb mig i medierne for at sprede "antiamerikanisme," - en anklage som jeg aldrig har hørt fra mine amerikanske publikums og som din egen bror Oskar heldigvis ivrigt modarbejdede ved at arrangere flere foredrag for mig end nogen anden dansker!)  
Men du er ingen Oscar Schindler. For du havde - modsat Schindler - valget til at frasige dig dit partis hadske signaler.
(Uden sammenligning i øvrigt mellem partiet Venstre og nazisterne!..... skal jeg skynde mig her at tilføje, da en trykt tekst på Internettet jo ikke bliver opfattet helt på samme måde som en retorisk tale til en demonstration!) 

Du ønskes naturligvis held i dit bierhverv med at "integrere," men jeg tvivler på at een, hvis hovedstilling er at være "udsmider," vil være den bedste til det. Indvandrere har jo ikke for gode erfaringer med dørmænd. 

For netop adoptivforældre ved hvor svært det er at blive godkendt som egnet til at adoptere. Kun de som skønnes at ville kunne give barnet uendelig kærlighed, omsorg og tryghed får lov til at adoptere. Og med gode grunde.
For enhver pædagog ved jo at det barn som ikke er elsket, men genstand for fysisk eller psykisk vold, nedvurderinger og hadefulde blikke, - jo, det barn bliver i sin opvækst som et spejlbillede af denne vold, det had og den nedvurdering det blev udsat for.

Som adoptivland for indvandrere og flygtninge ville Danmark altså dumpe med et brag.
Jeg ved det fordi jeg sammenligner med den kærlige imødekommenhed og gæstfrihed indvandrere er genstand for i USA, hvor disse derfor straks med åbenhed stræber efter og ender med at blive integrerede, ja, slet og ret super-amerikanere – og derigennem bliver en fantastisk økonomisk gevinst for USA.

I Danmark derimod udvikler mange af vore indvandrere sig helt naturligt til at blive et spejlbillede af den psykiske vold, fjendtlighed, isolation eller direkte hadefulde fundamentalistiske danskhed, vi gennemtæsker dem med i vores omgangstone, i medierne …..og ikke mindst i det nye regeringsgrundlag.

Jeg har hyppigt hørt sorte amerikanere i mine workshops i USA sige "Jamen, der er ingen af os sorte, der er i psykisk ligevægt mere." Dette sammen med deres irrationelle vrede, deres enorme stressniveau, deres høje blodtryk er alt sammen en naturlig følge af den racisme de gennem mange år har været udsat for i USA.

Det kan derfor undre mig at vi - og særligt politikerne i Danmark - ikke har taget ved lære af USA’s fejl overfor de sorte, men på kort tid tværtimod har overfyldt vore egne fængsler og psykiatriske anstalter med indvandrere som et synligt vidnesbyrd om den vold vi har udøvet imod dem – snart i samme høje procentandel, som de sorte udgør i USA’s fængsler og psykiatriske anstalter. Og så barsler vor nye justitsminister tilmed med planer om at bruge en milliard ekstra på at indespærre vore uønskede i endnu længere tid…….. frem for at bruge pengene på en kærlig bearbejdelse af den racisme i danskerne, som skaber så meget af volden og de psykiske problemer.

Ser jeg noget håb midt i al det had? Ja, for nylig kom jeg ved et tilfælde ind på borgmesterkontoret i Selma i Alabama og spurgte derfor borgmesteren om hvilken side han havde stået på under den borgerretskamp, som havde gjort netop hans by så verdensberømt.

Uden et ord tog han det kendte billede op af skrivebordsskuffen, hvor Selmas borgmester personligt standser og angriber Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch med politi og schæferhunde. 
"That is me," sagde han. 
Jeg fik et chok over at opdage at det minsandten var den samme borgmester, der sad der endnu …..efter al det had han havde udspyet dengang. Men lidt efter tog han en af USA’s store aviser op med et stort billede af ham selv hen over forsiden, hvorpå Jesse Jackson, der den gang havde marcheret sammen med King, nu gav ham et kæmpeknus for den store indsats han havde gjort for siden at integrere de sorte.

Jo, den slags solstrålehistorier har vi brug for i dagens Danmark….. nu hvor vi selv står overfor at skulle igennem en lignende borgerretskamp for at åbne de danske sind og hjerter op.

Til indvandrerne vil jeg derfor sige, at jeg godt kan forstå at mange af jer lukker jer i disse år og begynder at vende jer imod hele ideen om integration …..når I hører dette ord udtalt som var det en straffeekspedition af vore hetzende politikere.

Men som Selmas borgmester så lysende viser det, må I aldrig opgive troen på at der kan komme noget godt ud af danskerne….. på trods af den knusende spidsrod af hårdhændede slag vi i disse år udsætter jer for.

De sorte i USA og jøderne i Østeuropa levede i en lignende undertrykkelse i så mange århundreder at de udviklede en stærk indsigt i og forståelse for at de mennesker, der slog dem hårdest, var mennesker, der selv havde det svært.

Ud af denne indsigt fremstod Martin Luther King og den sort/jødiske alliance under borgerretskampen med et kærlighedsbudskab, der appellerede til og gradvist var i stand til at vinde den indre godhed og fornuft i de hvide undertrykkere over.

Deres store inspiration var Ghandis integrerede muslimsk/hinduistiske og buddhistiske ikke-volds kamp for frihed.
Kun ved at finde styrke i multikulturel enhed kunne de både i Indien og Pakistan og senere USA og Sydafrika blive så stærke at de kunne appellere til den indre godhed i overmagten, vinde den over ….og tilmed låne det bedste af den til at garantere deres nyvundne frihed med, nemlig demokratiet.
Andre tidligere kolonier ligger derimod stadig i dag badet i det blod og det had, de forsøgte at fordrive deres undertrykkere med.

Men som både det senere Indien, Pakistan, USA og senest Danmark viser det, er demokratiet med dets respekt for dets mindretal, de anderledes - hvad enten disse er homoseksuelle, kasteløse, Ahmadi-muslimer e.lign. - ikke noget vi blot kan tage for givet.
Det må aldrig som lige nu i Danmark eller i 30’ernes Tyskland udarte til et flertalsdiktatur hetzende mod et udsat mindretal.
Der vil altid være brug for nye borgerrettighedskampagner ….. såsom denne demonstration.

Men spørgsmålet er så om vi, der står her, selv kan leve op til Ghandis og Kings smukke principper om aldrig at fornægte mennesket i undertrykkeren?
Jeg har med vilje her ikke nævnt Pia Kjærsgård og hendes vælgere fordi hendes blotte navn i denne sammenhæng meget let kan forføre os til at kæmpe på hendes præmisser – altså at tænke negativt om og føre hetz imod vore medborgere.

Jeg har gjort det til min faste politik aldrig at sige negativt om hende og hendes tilhængerskare.
Da jeg skulle debattere med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti derinde i Politikens foredragssal, brugte jeg al min tid på at forsvare ham overfor et rasende publikum. Og lige siden har vi faktisk været venner.
Som vi alle ved er personlige venskaber jo den hurtigste måde at integrere dem på, som vi - når vi har det lidt skidt med os selv - uheldigvis forvilder os til at tænke dårligt om :-)

Vi kommer derfor ikke særligt langt i vor kamp uden at indse i hvor høj grad Pia Kjærsgårds tanker er en del af os selv.
Tænk blot på de exit-polls, der blev lavet på valgdagen, hvor så få ville indrømme hvad de havde stemt overfor anonyme udspørgere, at Dansk Folkeparti blev tippet til at få kun 12 pladser i Folketinget. Om aftenen viste det sig så at de havde stemt 22 kandidater ind.

Denne markante forskel viser altså deres dårlige samvittighed og det er denne indre godhed i disse vælgere, vi hele tiden må have for øje og bygge vores kamp på med Ghandis og Martin Luther Kings viden om hvor let den er at vinde over på retfærdighedens side. Som foredragsholder møder jeg dem ustandseligt i de kompetencegivende uddannelser og ser hvor let det er at vinde dem over gennem kærlig indleven.
Deres forståelse for racisme er faktisk enorm fordi uhyre mange af dem selv føler sig udstødte, ghettoiserede og udenfor det gode selskab.

Dette har Pia da også klogt indset ved at ændre Glistrups hetz mod velfærdsstaten til et stærkt forsvar for den velfærdsstat, som netop hendes egne vælgere drager mere fordel af end nogen andre - bortset fra en vis anden gruppe af magtesløse, der burde være deres naturlige allierede - nemlig indvandrerne.

Nej, lad os hellere se positivt på alt det vi har til fælles med pianisterne. Er vi ikke alle f.eks. strammere?
Eller er der mon virkelig nogen, der ønsker fuldstændigt åbne grænser stillet overfor fremtidens stigende nød i den Tredje Verden? 
I USA er indvandrere, der har fået deres på det tørre, tit de hurtigste til at kræve stop for yderligere indvandring. De ønsker ikke flere fattigbylter ind, der kan true deres egen hårdt tilkæmpede position.

Så hvis vi ønsker at gøre os stærke som borgerrettighedsbevægelse, skylder vi og indvandrerne derfor at give et klart svar på hvor vores ultimative grænse for fremtidig indvandring egentlig går.
Og mon så ikke vi bliver nødt til at spørge vore diverse guder til råds for at finde en acceptabel balance mellem altruisme og egoisme….. mellem de ydre smertesophobninger i den Tredje Verden og de hjemlige smertesgrænser i vore egne hjerter?

Eller skal vi blot overlade svaret til Leif Bork Hansen?