En
julehilsen
om lidt mere kærlige tanker...
Kære venner
Jeg vil benytte
lejligheden til at sige tak til mine mange
samarbejdspartnere i skoler, foreninger og bestyrelser
for et spændende år - og undskylde at mine mange rejser
og foredrag forhindrede mig i at møde op til mange af
møderne.
Jeg sender hvert år et
trykt julebrev til gamle skolekammerater om året der gik
i mit liv. Hvis det har interesse at vide hvad jeg laver
ind imellem mine hæsblæsende shows er I velkomne til at
læse med her:
www.american-pictures.com/dansk/jacob/julebrev/index.htm
Her er også billeder fra årets turneer i USA:
www.american-pictures.com/gallery/usa/tour.feb.2005/index.htm
og
www.american-pictures.com/gallery/usa/tour.nov.2005/index.htm
Der har her op til jul været en voldsom debat om
tonefaldet i dansk politik. Med ønsket om lidt mere
positive tanker overfor indvandrerne i det nye år
vedlægger jeg en artikel jeg for nylig havde i
Berlingske Tidende om vores egen interesse i at tænke
positivt om vore medborgere.
De kærligste nytårshilsner
Jacob
Berlingske Tidende den 10.
december 2005
Lad os afskaffe
indvandrerkriminaliteten
af Jacob Holdt
Integration.
Ingen nok så hårde straffe kan standse
ghettokriminalitet. En helt anderledes empatisk tilgang
er stærkt påkrævet.
Jacob Holdt fortæller
her om den hakkeorden, som ligger bag ghettobørnenes
smerte, og hvilke holdningsændringer der skal til for at
fjerne kriminaliteten, den giver anledning til.
En af de værste barrierer for
integrationen herhjemme er indvandrerkriminaliteten og
frygten den skaber. Så hvorfor sætter vi ikke en stopper
for den når den bevisligt er unødig og selvskabt? Vi
føler os forrådte over at se den i en velfærdsstat med
stor økonomisk lighed skønt marginaliseringskriminalitet
jo ikke handler om relativ fattigdom, men om psykisk
udelukkelse.
Jeg har livet igennem arbejdet med
ghettoernes kriminelle i USA og genser i unge danske
indvandrere den samme vrede fjendtlighed, jeg mødte da
jeg ved ankomsten i USA i 1970 blev overfaldet af tre
sorte pistolmænd. Disse overfald på mig fortsatte i de
første to år – 4 gange af pistolrøvere og talrige gange
af knivbevæbnede bander uden motiv. Men derefter ophørte
de pludselig skønt kriminaliteten omkring mig blev
stadig værre. Hvorfor blev jeg aldrig siden overfaldet
skønt jeg færdes langt mere i ghettoerne i dag? Dette
har jeg i 33 år haft rig lejlighed til at afprøve og
diskutere med flere af mine tidligere overfaldsmænd. Som
en af dem for nylig grinede til min kone: "Jeg fatter
stadig ikke at min bande ikke fik ram på din mand. Siden
myrdede jeg to og var 40 gange i fængsel. Og vi var de
rene engle mod ungdommen i dag. Sidste år blev 8 myrdet
i denne husblok."
Lad mig med disse erfaringer antyde hvad
vi herhjemme kan gøre - dels for personligt at overleve
ghettokriminaliteten og dels for som samfund at bringe
den til ophør. Det første er naturligvis lettest, men
viser direkte frem mod en helhedsløsning. Min fejl var,
ser jeg i dag, at jeg i de første to år var offer for de
hvides racisme. Ustandseligt plantede de frygt i mig:
"Gå ikke ind i det og det kvarter". Selv om amerikansk
racismes stærke skyldfølelse sjældent (modsat
danskernes) siger det ligeud, var meningen tydelig: "Pas
på de sorte".
Når et så racistisk syn på en hel gruppe
først plantes i én, står man forsvarsløs. Uundgåeligt
sender man derpå undvigende frygtsignaler ud til de
sorte a la "Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at
frygte dig!"
Dette kropssprog aktiverer alle de dårlige følelser,
marginaliserede kriminelle har omkring sig selv, hvorfor
de eksploderer i irrationel vrede og overfalder én.
Modsat klassebetonet berigelses- og narkokriminalitet,
som er beregnende og delvist kan holdes i ave med straf,
virker ingen straf overfor den marginaliseredes
vredesbetonede kriminalitet. Den er farlig og voldelig
fordi den intuitivt retter sig mod den formodede
undertrykker. Den "dræber for en dollar" som man
ustandseligt ser sorte børn gøre det i USA, og om få år
vil se ghettobørn gøre det i Danmark. Og dog handler den
ikke om at skaffe sig en dollar i USA eller en
mobiltelefon fra en dansk skoledreng, men om raseri og
magtesløs magtudøvelse, som vi ser det når
indvandrerdrenge rasende sparker glasset itu på
S-togsstationer.
Mine danske klassebegreber forstod ikke
dengang en sådan kriminalitet, så under mine første
billeder af sorte kriminelle citerede jeg blot Macbeth:
"I am one, my liege, whom the vile blows and buffets of
the world have so incens'd that I am reckless what I do
to spite the world." Selv nok så kontant en retorik fra
Lene Espersen eller Søren Pind om at "straffe" en sådan
"Shakespearesk" kriminalitet vil kun opflamme den
yderligere, da det netop er vores afstandtagende
tænkning overfor ghettoens (psykisk) indespærrede, der
fremkalder dens smerte.
Først da jeg begyndte at tænke positivt om smertens børn
var jeg i stand til at overleve blandt dem og at ændre
deres adfærd. Gradvist fik jeg kæmpet mig ud af de
hvides negative tænkning og oparbejdet tillid til de
sorte, som jeg først havde opfattet som lukkede og
fjendtlige – nøjagtig som danskerne opfatter
indvandrerne. Fra nu af begyndte hele mit angstfyldte
kropssprog at ændre sig, konkluderer mine kriminelle
venner som stærkt bevæbnede, mødte mig i denne
overgangsperiode. Nu begyndte jeg at sende modsatte
signaler ud: "Du er god. Jeg har grund til at vise dig
tillid."
For smertens børn, som dels mishandles af
deres arbejdsløse fædres manglende selvagtelse og dels
ustandseligt føler det hvide samfunds afvisning og
undvigende frygtreaktioner, er dette - pludseligt at få
at vide at man er god nok – intet mindre end en
kærlighedserklæring. Alle mennesker hungrer efter
kærlighed, men ingen så meget som smertens børn, der
aldrig fik den. Og intet er mere afvæbnende, så
fra nu af tog de kriminelle mig overalt ved hånden for
at vise mig rundt i deres verden af smerte.
I årevis efter at Amerikanske Billeder
udkom, lod jeg derfor dem sælge min bog i storbygaderne
frem for hvide forlag, da det jo gav dem mere
selvværdsfølelse at slå "whitey" i hovedet med min bog
end at slå os ned rent fysisk.
Klik her for evt. at se et billede om dette, som jeg
aht. spam- og virusfiltre
ikke har medsendt i denne mail:
Jeg distribuerer bøger blandt ghettoens kriminelle i
Baltimore.
Nathaniel Makell (til højre), søn af en af mine egne
tidligere overfaldsmænd, blev ligesom to af mine
gadesælgere i Washington og Philadelphia myrdet
inden de fik afregnet. Alligevel var de i reglen
lettere at få penge ud af end de hvide boghandlere,
da det gav dem stolthed at sælge bøger til de hvide,
som de føler har ghettoiseret dem og gjort dem
arbejdsløse. Alternativet er alt for ofte
narkotikahandel og kriminalitet.
Det er altså af
egoistiske årsager – slet og ret for at overleve – at vi
skal bekæmpe vores racisme og negative tænkning. Så da
min 16-årige søn blev slået ned og mishandlet af en
pakistansk bande på Nørrebro og danske medier og
politikere havde fået mig til igen at tænke racistisk om
en hel samfundsgruppe – nu muslimerne – indså min kone
og jeg at vi måtte tage os sammen i vores danske
isolation. Aktivt gik vi derfor ind i det muslimske
samfund og fik på kort tid en stor venskabskreds, blev
indvalgt i muslimske bestyrelser, moskeer osv. Pludselig
åbnede en farverig verden sig op med
bryllupsinvitationer til Syrien og Pakistan, og vi
opdagede hvor fattige vi havde været før.
Det er for tidligt
at måle om vi også nu er mindre udsatte for
indvandrerkriminaliteten. Men allerede nu ser jeg det
samme mønster, som jeg opdagede efter ændringen af mit
ubevidste kropssprog i USA Før jeg begyndte aktivt at
bearbejde min fjendtlige tænkning om muslimer kunne jeg
nemlig aldrig få dem til at sidde stille under mine
foredrag i skolerne – den samme smertens uro jeg kender
så godt fra ghettoens sorte i USA. De larmede op og
udvandrede. Men når jeg i dag kommer i de samme
indvandrertunge skoler med nøjagtig det samme foredrag
(der kører på bånd) spørger lærerne: "Hvordan fik du dog
vore indvandrerdrenge til at sidde bomstille i 5 timer?
Vi har aldrig set det før!" Og de "lukkede"
tørklædeklædte piger, jeg tænkte mest negativt om før,
står nu i en ring om mig efter foredragene for at komme
i kontakt med mig. Når jeg så let – uden at ændre et
ord, kun via min indre ubevidste tænkning om muslimerne
– kan få dem til at åbne op for mine grundtvigianske
(danske) værdier, kan vi alle gøre det
Hvilke beviser har
jeg så for at en sådan holdningsændring også kan bruges
til at bekæmpe indvandrerkriminaliteten på et større
samfundsplan? Jo, sendte vi danskerne på dannelsesrejser
til indvandrernes hjemlande ville de hurtigt der føle at
indvandrerkriminaliteten er noget vi selv har skabt Thi
mange af disse lande – f.eks. Egypten og Syrien – har
verdens laveste kriminalitet. I millionbyer som Cairo og
Damaskus kan jeg trygt lade min teenagedatter gå alene i
de værste slumkvarterer efter midnat, hvilket jeg føler
mig utryg ved i København.
Men langt mere
dannelse ville vi få ved at se hvordan amerikanernes
kærlige behandling af indvandrere – f.eks. fra samme
lande og samfundslag som vore – viser sig i fraværet af
"indvandrerkriminalitet". Når jeg fortæller mine
pakistanske/arabiske venner eller politiet i USA at min
søn blev slået ned af muslimer, måber de, for alle ved
jo at en sådan vredens vold mod ukendte personer kun ses
hos de marginaliserede, nemlig de sorte og mexicanerne.
Det er dem hvide amerikanere bruger til at projicere
egne problemer over på, så de har intet behov for også
at mishandle indvandrerne med antagonistisk tænkning.
Deres positive og imødekommende tanker overfor disse ses
i deres iver efter at få deres børn i skoler med mange
indvandrere og at bo blandt disse, - selv sorte
indvandrere, der følgelig klarer sig ligeså godt i
universiteterne. De hjemmeavlede sorte indvenddiggør
derimod de hvides negative tænkning om dem og falder
ligeså langt bagud i Pisa-undersøgelser som danskfødte
indvandrerbørn og havner hyppigere i fængsel end i
college.
Når vi her ser
hvor let man gennem en sådan "ikke-voldelig
kommunikation" kan integrere indvandrere til at blive et
spejlbillede af den ægte imødekommenhed og
åbenhed, de mødes med, er det forstemmende nu på 10. år
at se en koalition af danske politikere svigte
danskheden ved at bruge antagonistisk kommunikation frem
for ophøjet statsmandskunst. F.eks. som Søren Pind – der
skønt Amerika-elsker som jeg selv – direkte oppisker
indvandrervolden ved at føre uamerikansk valgkamp af
typen amerikanske politikere vendte ryggen for 50 år
siden - dengang de på samme primitive vis forsøgte at "out-nigger"
hinanden for at få frygtens stemmer. Resultatet af den
tids koalition med hadske demagoger blev som bekendt
verdens største ghettoer, kriminalitet og
fængselsudgifter.
Når vi har så
tungtvejende beviser for at danske politikere sætter
vore liv og lemmer og hele fremtid på spil med deres
destruktive, afstandtagende kommunikation, burde vi sige
til dem "Three strikes and you're out!" Dette kræver dog
at vi først får styr på vor egen ødelæggende tænkning om
indvandrerne - og dens hidtidige succes med at gøre
disses danskfødte smertensbørn mere og mere voldelige –
og "udanske".
------------------
Det
i blå skrift blev udeladt i
Berlingske Tidende.
Mine
tidligere artikler om parallellen mellem de sortes
ghettoisering i USA og muslimernes i Danmark:
Kan vi løfte sløret for vore øjne?
(om diskriminationen mod muslimske tørklæder)
Vores sorte koalition
(om danskernes koalition med hadets kræfter)
Forsvar for Hizb-ut-Tahrir
(om politikernes skjulte anti-muslimske hetz)
De radikale på hadets korstog?
(om muslimske børns hadske ghettosprog)
Invitation til Louise Frevert
(til at tage på genopdragelsesrejse med mig i USA)
Vort eget Titanic
(om amerikanernes ghettoisering af de sorte og
danskernes af muslimerne)
Politikens undertrykkende Winkel
(om Katrine Winkels hadske artikler om muslimer i
Politiken)
ps. Hvis dit mail program ikke er sat op til html vil du
ikke kunne se disse links. Find dem så i stedet under
www.american-pictures.com/dansk/artikler/index.htm
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63,
1319 København K
Tlf.: 33 124412 -
Mobil: 20 32 44 12
E-mail:
JacobHoldt@american-pictures.com og
Jacob@Holdt.us
Hvis mit e-mail var
for kort og ikke-fyldestgørende kan du finde uddybende
materiale på mine 22.438 hjemmesider under:
www.american-pictures.com
Min kalender hvor du kan se om et
af mine foredrag er i din omegn eller - hvis du ønsker
at arrangere et - om jeg er ledig på en ønsket dato.
Min bog Amerikanske Billeder sat op som
verdens største online billedbog.
Mit fotogalleri - for forlag,
tidsskrifter og museer, der ønsker at bruge mine
billeder fra USA, Bolivia, Nepal, Guatemala, Nicaragua,
Thailand, Haiti, Namibia og Kosovo.
Mine artikler og kronikker gennem
årene om alt fra racisme, Tibet, ulandshjælp, bibel- og
oldtidshistorie, vold, spionage, byplanlægning osv. |