![](http://www.american-pictures.com/grafik/animations/bloddryp.gif)
Herunder min opsummering på
4 års fødselsdagen
bragt som kronik i Politiken den 22. februar 2007:
Irak i vore hjerter
af Jacob Holdt,
workshopleder om undertrykkelse
gennem 25 år i amerikanske universiteter
Med udgangspunkt i
min advarsel i Politiken inden krigen giver jeg her mit
bud på hvordan vi kunne have håndteret Irak med
ikke-voldelige metoder. Dels for at opmuntre til en
tiltrængt debat om vores krigsdeltagelse og dels for at
opmuntre danske soldater til at deltage i fremtidige
befrielsesaktioner uden at "ødelægge landsbyen, de ville
redde."
Det har undret mig
at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under
debat. Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte
til at forføre os ind i "krigens nødvendighed", men ikke
løgnen i at ville indføre demokrati vha. ikke-demokrati
eller voldelig kommunikation. Skønt alt nu er tabt bør
diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige
diktaturer.
Vi var mange der
inden korstoget advarede mod at deltage i galskaben, men
både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage
voldelige positioner. Enten for en voldelig afvæbning af
Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse af hans
diktatur gennem en pacifistisk venden det blinde øje til.
Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som
fortsat vold mod irakerne ville gøre mod os selv. Som
ikke-voldstilhænger prøvede jeg i
Politiken (14.2.03) inden krigen derfor at argumentere
for en tredje vej.
På det personlige plan har jeg praktiseret ikke-voldelig
afvæbning af voldsmænd lige siden jeg som ung så nogle
rockere jage en fyr med jernlænker på Vesterbro. Jeg var i
fineste skrud på vej til fest, men sprang af cyklen for at
intervenere, hvorefter rockerne pryglede mig til en
skadestuetur og en ufestlig fest i blodige laser. Jeg indså
siden at jeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig
kommunikation overfor voldsmændene ("I opfører jer som
nazister") frem for afvæbnende indlevelse. Siden lærte jeg
at "afvæbne" langt mere voldelige gangstere i USA’s ghettoer
og har man først lært sig kunsten er det spændende at
afprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i
f.eks. Sydafrika,
Namibia,
Nicaragua,
Haiti, Jamaica osv.
Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og
Hizb-ut-Tahrir) bearbejdes jo ved at man kærligt går ind
i dem, mens de altid forværres af hadsk passiv fordømmelse
udefra. Selv to magtfulde
Ku Klux Klan-ledere har jeg på det sidste fået
"afvæbnet" eller til at forlade klanen – den ene dog næsten
med døden til følge. Det må dog huskes at ikke-voldelig
intervention i reglen kræver langt færre ofre end
pacifismens passive vold.
(ps. Denne kronik blev skrevet før mit besøg hos omtalte
Klan-leder Jeff Berry i februar. Han overlevede med nød og
næppe overfaldet fra andre klanmedlemmer, da han ville
opløse KKK, og
ses nu lam og blind for livstid her. Et Tv-program om
min forsoningsrejse med ham rundt for at besøge alle mine
sorte venner kort tid før kommer om kort tid på DR2).
Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor
dengang at bruge en sådan afvæbningspolitik, som kan
formuleres kort: "Hvis en voldsmand angriber dig er hjælpen
altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, som er låst
fast inde i lidelsesmønstret." Overfor voldsmennesker eller
voldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks
menneskets befrielse ved at dæmonisere det som ondt i en
"ondskabens akse." I undertrykkelsessystemer som skildret i
filmen "De andres liv" er alle ofre og bødler.
Det var derfor
vigtigt og ikke spor svært at tillægge sig et kærligt syn på
Saddam Hussein som offer. Lad mig undtagelsesvis se bort fra
de barndomsskader, som vi ved at han led under. Men fra
første øjeblik, hvor han fik magten og i det voldsklima, som
Bath-partiet havde skabt, henrettede rivaliserende
officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for
fjender, som førte til undertrykkelsens logik med mere og
mere vold overfor "fjender" for ikke selv at miste livet.
Nøjagtig som jeg kender det fra så mange af mine "gode"
sorte venner, som "kom til" i ghettoens voldelige logik at
tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af
angst pludselig begyndte at skyde mod alt og alle uden at
have nogen kalkuleret plan eller indre ondskab.
Da alle diktatorer drives af frygt skal enhver
befrielsesaktion gennemtænkes og tilrettelægges som et
Stockholmsk gidselsyndrom. Alle gidslernes liv skal reddes
inklusive den oprindelige gidseltager. Hvis ikke man fra
begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dette
vil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går
ud over gidslerne, "fjendens" uskyldige soldater. Der er
altså ingen "fjender" i et gidseldrama, kun mennesker, som
skal udfris af deres midlertidige lidelsesmønstre. Dette
løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne ud i live –
ikke mindst i alle andre diktaturer.
En ting kan vi
være sikre på efter at vi har set Bushs og Foghs stupide
straffeekspedition endt med et reb om Saddams hals, er at
alverdens diktatorer nu vil stramme løkken om deres egne
gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i
Politiken mod inden krigen:
"Vi svigter irakerne hvis vi ikke
magter at undervise en cowboy (Bush) i at man sindigt og
blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso -
ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog.
Vi svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke
behandler Saddam Hussein ordentligt."
Gidselaffærer i
USA ender altid i blodbade og yderligere vold som
massedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City
- et direkte spejlbillede af det Irak, Bush og Fogh nu har
skabt. Dermed har Bush også forskertset det magtmonopol som
er så vigtigt i en befrielsesaktion og som den empatiske
Clinton var så dygtig til at bruge uden unødig spild af liv.
Selv deltog jeg ivrigt
under invasionen i Haiti efter hans intelligente
ikke-voldelige afvæbning af diktatoren Cédras og
sad på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen
af Kosovo efter den lidt vanskeligere afvæbning af
Milosevic på lokalt plan.
Da jeg så alle de
albanske massegrave og nedbrændte huse var jeg glad for at
jeg ikke havde indtaget en passiv og pacifistisk holdning
til serbernes racistiske apartheid-politik. Det var
vanskeligt ikke at føle had overfor undertrykkerne, når jeg
sammen med de hjemvendte albanere genfandt deres slægtninge
i grave eller ødelagte hjem. Netop derfor indså jeg at det
var dette hadske serbiske mindretal, der fra nu af skulle
have al min kærlighed i tanker og forsonende handling hvis
jeg (som besætter) skulle medvirke til at århundreders
gensidig undertrykkelse og hævn blev bragt til ophør.
Det var en lignende ikke-voldelig intervention i Irak jeg
foreslog i Politiken. "Det vil tage
tid og snilde, militær omringning, psykologisk bearbejdning
af de indespærrede osv. Den måde man løser en gidselaffære
på siger ikke blot noget om én selv, men om den verden man
ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller
undertrykker for at nå sine mål lægger man kimen til den
næste krig."
Det jeg havde i
tankerne var en fortsættelse af den beskyttende zone, som
Bush’s far med luftvåbnets magt – inspireret af englænderne
i 1920’erne - havde anlagt for kurderne nord for den 36.
breddegrad. Den burde udvides til at genetablere den
tilsvarende zone han oprindelig gav marskaraberne syd for
den 32. breddegrad. Men da han efter at have opmuntret disse
til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders død til
følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i
dette område og tro de ville blive tiljublede som
"befriere".
Shiiternes hjerter
kunne vi derimod have vundet ved i måske 5-10 år at
genoptage beskyttelsen af dem fra luften og langsomt – i
takt med at Saddam derved mistede olieindtægten i både nord
og syd og ikke havde en chance i den åbne ørken for at
erobre det tabte tilbage – at bruge cowboyens beskyttende
lasso til på samme måde langsomt og blidt at indfange de
hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranernes
hjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat
betrådte "hellig muslimsk jord" udover den de allerede
betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter.
Problemet vi har
med shiiterne i dag går tilbage til vores svigt. Husk at
Muqtada al-Sadr fra starten var på et faderhævntogt nøjagtig
som Bush var det. Næsten 70 % af irakerne støtter angreb på
besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års intelligent
lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – sammen med
tyrkerne snart de eneste provestlige muslimer i verden, som
endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil det
sige at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere
imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken
fra deres eller vore hjerter.
Resten af mit ikke-voldelige forslag går på, at efter 20 års
kurdisk og måske 8 års shiitisk de facto befrielse
ville magtforholdet i Irak være ændret totalt. Fra 2010
kunne vi derpå begynde en gradvis inddæmning af den hårde
"Sunnitrekant", der så gradvist ville have vænnet sig til at
have mistet sin tidligere mangeårige dominans og nu blot
skulle vindes det sidste lille stykke over på vores side
gennem en intelligent "omvendt Saddam-politik".
Tænk blot på hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme
i Falluja med dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år
stolt havde holdt både ottomanerne og englænderne ude. Selv
Hussein fra Albu-Nasir-stammen turde ikke komme der, men
vandt alligevel langsomt Fallujas loyalitet over med løfter
om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke spiller
helt så stor rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse
det, hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som
Saddam. Jeg forestillede mig at hvis det i slutfasen skulle
blive nødvendigt med besættelsestropper i Al Anbarprovinsen,
skulle ubevæbnede danske tropper udstationeres i Falluja,
for som jeg skrev "efter den angste
forskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det
fredelige syd-Kosovo, tør jeg ikke overlade opgaven til dem.
Jeg blev stolt over at se hvor populære de danske styrker
blev ved åbent at blande sig med befolkningen i det svære og
hadske Mitrovice-område. Betændte områder bør derfor
overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst er det at en hel
hær af irakere bliver uddannet i det bedste jeg kender fra
USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal
vi vende marginaliseringen af den arabiske verden og dens
sårbare post-koloniale psykologi må hvert et skridt vi
foretager os i Irak se lige så uselvisk ud som under kampen
for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på
hænderne har vi ved intet at foretage os nu som da vi
forrådte muslimerne i Bosnien!"
Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig
som elefanter i en glasbutik – Bush "udslettede byen for at
redde den" og Fogh stak hovedet i ørkensandet for at lade
som om han ikke var en del af myrderierne. Selv i dag ligger
store dele af denne by med århundreders ry for at være
uindtagelig, øde hen. Derimod ligger dens flygtede
indbyggere med deres knuste og sårede stolthed overalt i
Irak på lur for at knuse og såre os, som tog alt fra dem –
tilmed det levebrød Saddam havde givet dem i bytte for at
kunne "indtage" byen med den intelligente ikke-vold, vi selv
burde have brugt overfor sunnierne.
Vi får de fjender (og terrorister) vi har fortjent når vi
bekvemt vælger ikke at "se" og bygge på mennesket i dem, vi
ønsker at befri (eller integrere!) – både i Irak og i resten
af den muslimske verden. Særligt undrer det mig at Fogh
svigtede sine tidligere tanker om at man bør gøre modstand
mod besættelse, men i stedet fuldstændig blottet for
forståelse kaldte oprørerne "terrorister" - selv mens disse
endnu kun gik efter militære mål. Først senere gik sunnierne
løs på shiitiske civile, der søgte de jobs og den magt de
selv tidligere havde haft. Hvilket var starten på en
borgerkrig og årtiers blodbad, som vi kunne have undgået
gennem en anderledes empatisk ikke-voldelig indgriben med
krav til Bush om at opføre sig som en sindig cowboy og ikke
som et spoleret barn, der forlanger hele verden serveret på
et sølvfad – her og nu.
For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg dengang
skrev: "Lad dette være en "pædagogisk
krig", hvilket der er stærkt brug for med "øje for øje og
tand for tand"-tænkningen i USA og den arabiske verden. EU
bør kun støtte et FN-mandat mod løfter om at ingen selv nok
så ansvarlige kan få dødsstraf og mod at de ansvarlige
bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da
almindelige amerikanere er totalt uvidende om at de med
dødsstraffen står alene sammen med de mest brutale regimer i
verden, vil dette budskab til amerikanerne og mange
muslimske lande i sig selv mindske volden i verden."
Fogh svigtede
demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne at
trække sig ud den dag dødsstraffen blev genindført i Irak og
således gjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke
at bruge koalitionen til at kræve ægte demokrati, hvilket
nødvendigvis måtte indebære krav om at ingen landsdækkende
afstemning måtte finde sted inden en langvarig forsoning
havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af
historiske undertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at
gøre, da det altid vil udarte i flertalsdiktatur - en vigtig
debat, der bør tages inden fremtidige demokratikorstog.
Jeg selv lærte
lektien bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid til
Lancasteraftalens demokratisering af Zimbabwe investerede
penge og håb i Mugabe blot for i dag at se det hele
vanslægte i shonaernes flertalstyrani og projekterne i
ruiner. Uffe Elleman lærte også den bitre lektie, som jeg
advarede imod i Politiken: "Hvad der kommer efter krigen
afhænger helt af hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet
overfor irakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer
der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning." Skønt
vores generation fik ørerne tudet fulde med at "efter Tito
kommer kaos", gik Uffe og Kohl alligevel ud og opmuntrede og
anerkendte Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for at
bruge en mild samlende "undertrykkelse" med pisk og gulerod
under EU som værdig erstatning for Titos ditto. At optage et
samlet Jugoslavien under fortsat kollektiv ledelse i EU
dengang ville have været langt "billigere" end blodbadet,
der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i
demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoning straks
til et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning med
massegrave.
Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved
ikke at have brugt Saddam Hussein til det alle diktatorer
skal bruges til – ikke-voldelig forsoning. Som jeg skrev:
"Efter denne militære omringning lader
vi Carter overtale Saddam til efter Haiti-modellen at gå i
asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore befæstede adelige
borge og sætte i stand for sine penge. Balsalen skal bruges
til pædagogisk konfliktløsning og forsoning med de irakiske
flygtninge i Danmark, som hver dag skal sendes på irakisk Tv
og Al Jazeera!"
Med løfte til ham (og verdens andre diktatorer) om evigt liv
i en beskyttet bolig mod at stille op i denne uhyre vigtige
pædagogiske brobygning forestillede jeg mig at vi her kunne
flyve hans ofre op til daglige konfrontationer, der ville
have en forsonende og samlende virkning på alle irakere.
Først hans sunni-ofre for at undgå den heltestatus han i dag
har fået i den arabiske verden, derpå kurderne og shiiterne.
Men da Bush og Fogh kun forstår straf og "konsekvens"
er vi i dag endt med et flertalstyrani i Irak ligeså blodigt
som Saddams – mens Mandelas intelligente forsoningspolitik
opbyggede et flertalsdemokrati uden at krumme et hår på de
tidligere undertrykkere.
Jeg har i høj grad skrevet dette for at opmuntre Danmark til
at deltage i fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer,
dog med tropper og under en regering, der forinden har lært
ikke-voldelig kommunikation. Der findes ingen voldsmænd, har
jeg lært, som man ikke kan vinde over hvis man kommunikerer
med et rent, åbent og lyttende hjerte.
Men irakerne var aldrig i vore hjerter og derfor vandt vi
aldrig deres. Modsat invasionerne i Haiti og Kosovo skinnede
det igennem for vore ofre at dette handlede mest om olie,
fede kontrakter og ideologi, hvorfor det for araberne
lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt for
godt. Tænk blot på Saddams noble læremester, englænderne, og
deres brug af kemiske våben mod kurderne i 1920.
Om irakerne virkelig er i vore hjerter får vi at se nu, hvor
vi bliver nødt til at tage imod et antal af de 2-3 millioner
flygtninge fra volden, vi iværksatte imod dem, som står i
forhold til vores andel af ansvaret, dvs. 7.000-10.000.
Hovedet og hjertet havde vi ikke med os i Irak, men skal vi
også være hoved- og hjerteløse herhjemme?
![](http://www.american-pictures.com/grafik/animations/bloddryp.gif)
Nogle af fejlene
vi begik blev udtrykt i denne video om forspillet til
krigen:
www.american-pictures.com/gives/thanks/
Andre artikler om
ikke-voldelig afvæbning af voldsmænd:
Lad os afskaffe indvandrerkriminaliteten
Om Nørrebrooprøret
1994:
Stop Volden
|