af Jacob Holdt, multi-kulturradikal foredragsholder, bestyrelsesmedlem i Ghettogether-foreningen Mixeurope

 

 

Hvordan kan en ligestillingsminister slippe af sted med at vende tingene totalt på hovedet?

Eva Kjer Hansen skriver (Politiken 19.6) om grøften mellem ”os” - de slappe kulturradikale, der mener at alle værdier er lige gode – og ”dem”, ”kulturbærerne”, der ved, at nogle værdier er bedre end andre.
Lad være at jeg ser de fleste af mine kulturradikale venner aktivt ”pløje” sig gennem den danske kultur og selv bære og skabe meget af denne mens jeg ser de fleste af mine fremmedangste borgerlige venner slappe af foran Tv med amerikanske sæbeoperaer.

 

Vigtigere er, at de kulturradikale er uhyggeligt overrepræsenterede der hvor det virkelig gælder om at bære den danske kulturarv videre for at undgå parallelsamfund og marginalisering – nemlig blandt vore indvandrere. Det er os, jeg hele tiden ser til fester med de andre og invitere dem til middage og gå til bøn med dem i moskeer, templer og synagoger og invitere dem med til vore egne kirkelige højtider Det er også os der hjælper indvandrerne med lektiehjælp i frivilligcentrene efter skoletid - en utrolig sjov leg f.eks. for forfattere til at genopdage vores eget sprog gennem fremmede ører og tanker.  

Jo, selv om dette er både sjovt og udfordrende, så kald ikke os multi-kulturradikale ”slappe”, for det tager virkelig meget tid og energi at gå til så mange farverige indvandrerfester. Forrige weekend var jeg igen til flere fester, men opdagede her atter hvordan det er jer mono-kulturgale, der ”slapper” den af som kulturbærere.

 

Fredag aften var jeg til stor fødselsdagsfest hos mine gammeldanske venner i Jylland af typen der råber ”skik følge eller land fly.” Der var et ganske stort antal DF’ere og ikke én indvandrer blandt de 70 gæster. Og alligevel blev der ikke sunget en eneste af de danske sange, som så mange af os kulturradikale elsker og er rundet af i vores højskoleungdom, og der var ikke et eneste dansk flag.

 

Næste aften var jeg til en ligeså stor fødselsdagsfest hos nogle af mine pakistanske venner iklædt alle de farverige dragter min gode ven Søren Espersen, DF finder upassende ved hoffester. Men her rungede den danske sangskat op mellem Nørrebros huse i ligeså klare toner som Politikens kendte reklamefilm med indvandrerdrenge. Ikke én sang blev sunget på urdu eller punjabi. Og overalt vejede Dannebrog i lokalet så jeg troede at jeg havde forvildet mig til DF’s landsmøde.

Så nu er spørgsmålet, fru ligestillingsminister, ”Er det jer mono-kulturgale med al jeres berøringsangst og nedvurdering af fremmede kulturværdier, der har været så effektive kulturbærere overfor disse pakidanere, eller er det os multi-kulturradikale, som tog os tid til at lege vore danske værdier ind i dem og fik dem til at åbne op for vore værdier i kraft af vor egen indre positive tænkning om at deres kultur er ligeværdig?”

Hvis I ser nogle indvandrere havne i udanske parallelsamfund har I kun jer selv at takke for det ved ikke at have været aktive kulturbærere og været med til at lege de danske værdier ind i alle vore nye medborgere.

 

Forskellen er vist at vi multi-kulturradikale ikke kan få nok af at lege med andre kulturer i et naivt og spinkelt håb om måske en dag at finde nogen som ikke på bunden viser sig at være ligesom os selv – hvorefter legen først bliver rigtig sjov, spændende og udfordrende - mens I mono-kulturgale rent ud sagt er gale fordi I naivt tror at I i længden vil kunne holde andre kulturer ude - midt i en integreret globaliseret verden - uden at gøre brug af undertrykkende metoder og et eskalerende voldeligt sprog, som netop tvinger de andre til enten at søge ind i sig selv og tidligere kulturer eller endog at søge mod et paradis i det hinsidige fordi de føler sig truede på hele deres identitet her på jord.

Og dette medfører automatisk en anden sjov lille forskel imellem os. Nemlig at vi multi-kulturradikale leger os igennem livet med ”de andre” og gennem vor leg får disse til at åbne sig op for vore danske værdier, til at blive som os og til at blive ved med kærligt at lukke dørene op for os fordi alle mennesker elsker at føle sig elskede, mens I mono-kulturgale rent ud sagt gør ”de andre” gale ved i medierne at udråbe dem som ”de gale”, ”de forkerte”, ”de andre”, ”de fremmede”, ”de urene”, hvorfor de bliver vrede på jer, voldelige og kriminelle således at I nøjagtig ligesom alle andre undertrykkere ender med at miste jeres egen frihed ved f.eks. som Pia Kjærsgård ikke at kunne færdes frit på Nørrebro.
Både undertrykkeren og den undertrykte ender altid med at miste friheden, hvilket mange danskere netop følte de gjorde ude i verden lige efter karikaturkrisen.

Men ude i verden opfører I jer underligt nok ligesom os, går efter alt det eksotiske, går til fællesbøn i moskeer og templer og på kulinariske besøg i hjemmene – så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark? Sjovt nok bytter I derude roller med amerikanerne, som på hjemmebane er legende og imødekommende multi-kulturradikale overfor deres indvandrere og muslimer og derved får disse til at åbne sig op for amerikanske værdier, men som typisk ude i verden opfører sig som mono-kulturgale -  terroriserede som de er af den samme irrationelle medieskabte fremmedangst som lammer jer på hjemmebane.  

Da I i jeres indre tænker dårligt om de andre paralyseres I også af angsten for at blive afvist af dem – ”vi troede ikke vi var velkomne i moskeen,” siger I dumt – og mister altså igen friheden. Enhver der arbejder med forsonende konfliktløsning, integration eller dialog mellem forskelligartede grupper ved jo at man ingen steder kommer hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og viser dyb interesse og respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i sin indre positive tænkning.

Kun gennem den frie leg med ”de andre” gør vi ”de andre” til ”os”. Lige børn leger som bekendt bedst, men ingen ønsker at lege med ”de andre” hvis en ligestillingsminister eller regering, der baserer hele sin magt på had og udelukkelse, udelukker denne frie konkurrence mellem børn ved på forhånd at definere nogle som mindre lige. I et frit samfund vil majoritetskulturens værdier altid til sidst vinde sådan som vi ser det ske i USA med indvandrere og muslimer. Derimod sker dette ikke for dem som amerikanerne i deres indre tænkning er enige om at definere som ”mindre lige” – dvs. de sorte og latinoerne (begge i øvrigt kristne) - som derfor ender i påtvungen ghettoisering og parallelsamfund.

Integration og senere assimilation opnås ikke ved at skaffe ”de uønskede” i arbejde – som netop disse to grupper viser det – men ved at man i gensidig "ghettogether" og leg med hinanden får mennesker til at føle sig som ønskede. For hvor i verden har man opnået ligestilling, integration eller blot dialog ved som Eva Kjær Hansen at begynde hvor Animal Farm slutter med at ”nogle er mere lige end andre”?

Så fordøm ikke os få danskere og utroligt mange amerikanere, der aktivt gør et ihærdigt arbejde som kulturbærere ved at lege vore nationale værdier ind i indvandrerne.
Selvfølgelig kender jeg enkelte kulturradikale, som svigter ved at tage deres børn ud af de skoler, som mange andre danskere allerede har ghettoiseret. Alligevel er min egen kritik af de kulturradikale ikke at de svigter ”de andre”, men at de tit svigter arbejdet med at lege med og integrere ”de forkerte” såsom nazister, Ku Klux Klan, DF-vælgere, Hizb-ut-Tahrir, fundamentalister, kriminelle og psykisk syge, hvorfor disse – altid stærkt overrepræsenterede blandt mennesker som føler sig uønskede - ikke blot hele tiden ”skaber” hinanden, men også skaber og opretholder integrationsbremsende regeringer.
 
 

---

 

Sidste:  Hvad angår Ku Klux Klan kommer der i øvrigt om kort tid en film i fjernsynet om hvor sjovt det var for mig på samme måde at tage USA's største Klan-leder med rundt for at integrere ham med mine sorte venner - et lettere kunststykke end at få danskerne til at integrere sig. Hvor vidt det lykkedes? Ja, det kan I jo få at se....