Der er en rystende mangel på entusiasme hos københavnerne overfor de havneplaner, der er ved at blive trukket ned over hovedet på os. Hvad er gået galt?

Implicit i debatten om Københavns havneareal er spørgsmålet om hvordan man bedst kan tiltrække fremtidens turister: storslåede konferencecentre, hoteller eller musikhuse? Skyldes vores manglende begejstring mon en intuitiv følelse af at vi netop i det storladne ikke er i stand til at konkurrere med andre storbyer? Og hvis vi prøver på det alligevel - vil det så harmonere med vore egne dybere behov? Tillader vor grundtvigianske nationalkarakter (hvis jeg et øjeblik må benytte mig af tidens slidte nationalistiske modedille) den slags glas- og stålstrukturer, hvor højde eller storprangethed står i omvendt proportion med omgivelsernes sociale nød, fremmedgørelse og følelse af mindreværd i visse andre storbyer?

Med udgangspunkt i det jeg svagt husker af byen i 60'erne, da jeg som nytilflyttet bondeknold første gang blev forelsket i den, kan jeg ikke andet end møde disse nyeste planer fra en socialdemokratisk overborgmester med nogle bittersøde betragtninger. I særlig grad fordi de mange pludseligt opståede havnearealers uendelige muligheder virker kaotisk og uoverskueligt lammende på os, som et verdensbillede i opløsning, bliver det jo mere bekvemt at overlade det til dem, der sikkert har mere forstand på det hele: overborgmester og "eksperter" i form af byplanlæggere, arkitekter osv. Da en sådan afmagtsfølelse er farlig, har jeg lyst til at lege lidt med fantasiens legoklodser for forsøgsvis at pejle mig ind på en mulig årsag til københavnernes manglende begejstring for planerne - alt imens vi bør have Piet Heins gruk om spøg og alvor in mente:

Jeg glemmer ikke det indtryk, det gjorde på amerikanske turister, når jeg i 60'erne tog dem på besøg i det gamle Pilestræde hos familier, som boede i bindingsværk med de hyggeligste overdækkede åbne ildsteder i køkkenet af præcis den slags, som mange bedrestillede i dag igen får installeret. Når jeg fortalte disse henrykte besøgende at hele herligheden stod lige for at skulle rives ned var det ikke kun røgen fra ildstederne, der fik tårerne frem. En af dem var så oprevet at jeg senere fik ham med i natlige aktioner med spraymaling mod de nedrivningsplankeværker, der snart efter kom op, med store blåmalede krav til Urban (overborgmesteren) om at standse hærværket. Steve var også med den nat, hvor vi gik i lag med plankeværket omkring Tivolis fordums elegante ydre, det gamle Wivex, der skulle rives ned og erstattes med ligegyldige tomme glasmontrer a la havnefronten i Baltimore, - byen hvis havnerenæssance "lykkedes" fordi man forinden havde ødelagt den så grundigt at ingen længere ønsker at bruge resten af byen. Sent glemmer jeg synet, da vi vækkede de sovende passagerer i SAS-hotellets forhenværende glasventesal ved at komme farende lukt igennem forbi deres skræmte opspilede øjne med to knippelsvingende betjente lige i hælene. Vi havde held til at undslippe, da betjentene med et brag røg næsegrus ind i netop den slags glasdøre, hvis fremmarch vi forsøgte at standse. For Steve gjaldt det om at standse hvad han vemodigt så som en "amerikanisering" af Europa. Vi havde dengang ingen anelse om at det var selveste Anders And fra hans hjemby, der kort efter skulle rykke ind i glas og beton i Pilestræde. Vores handlemåde bar præg af magtesløshed (i den uskylds ungdom da jeg måtte skrive mine kronikker på plankeværker), men vores vision for byen og fremtidens amerikanske turister var måske mere vidtrækkende end socialdemokraternes med deres misforståede import af Sunset Boulevard minus palmetræer hist hvor gaden slår en bugt.

Nå, nu, hvor skaden er sket kunne jeg have lyst til at fantasere lidt over om ikke udviklingen kunne vendes. Hvis et fattigt land som Polen kunne genopbygge mange af de totalt udraderede gamle bydele i Warszawa efter krigen i oprindelig skikkelse (om end patina og sjæl mangler lidt), burde et rigt land som Danmark med stor arbejdsløshed og mangel på arbejdsintensive opgaver vel også kunne magte det. Nu, hvor ikke blot amerikanske turister, men også vi selv, flygter væk fra sterile betonmiljøer som det nye Pilestræde, Bremerholm, Åbenrå osv. for at flokkes omkring de få tiloversblevne gamle miljøer som Nyhavn og Gråbrødretorv, synes tiden inde til en genoprettelse af det ødelagte. Helst burde det ske i de oprindelige gader, men hvis vi ikke kan få Gutenberghus o.a. firmaer til frivilligt at flytte over i nogle af de mange kvadratkilometer af tomme kontorarealer i indre by eller hvis deres miljøfjendtlige betonblokke ikke direkte kan eksproprieres til nedrivning, ja, kunne vi så ikke forestille os at disse gamle hyggelige gader genopstod på B&W's forladte havneareal ved siden af Unibank i naturlig og harmonisk forlængelse af den historiske og smukke (halve) Strandgade? Vi får måske aldrig igen så stor en tom grund til rådighed midt i byen. Enkelte gader såsom det øvre Pilestræde og det nedre Bremerholm kunne her genopbygges næsten intakte, mens arkitekter og historikere i fællesskab kunne sammensætte andre gadebilleder af de huse, der ellers er gået tabt i København i tidens løb, bygninger som i dag ville have været bevaringsværdige. For at være lidt drilske, kunne vi måske endda få lov til at købe de brosten tilbage, som vore fremskridtstro socialdemokrater i årevis møjsommeligt har brækket op og solgt til tyske byer. Der kunne være plads til mindst to eller tre parallelle (jovist: krogede!) gader med gårdhaver imellem i et sådant tankeeksperiment. Ud mod de to kanalsider og havnefronten burde man samle sådanne huse at et miljø i stil med Nyhavns eller Overgadens kunne opstå. Den smukke Christianskirke kunne igen komme i sit rette miljø omgivet af huse fra det attende århundrede og en sådan lav bebyggelse ville i modsætning til nogle af de foreslåede projekter ikke ødelægge det utroligt flotte lys i kirken. Lotterikirken blev den engang kaldt efter måden den blev finansieret på og måske hele genopstandelsen af "Urbansminde" kunne finansieres delvist på samme måde over en årrække. Men en sådan helhedsplan kunne jo i modsætning til bagstræveriske og fremmedgørende glas- og stålstrukturer også tænkes at ville opildne til en betydelig frivillig indsats i en by, der i dag er løbet tør for penge. Ældre mennesker, som ofte med stor sorg og modstand måtte forlade husene under fortidens hærværksbølge, ville være begejstrede rådgivere og medarbejdere under genopførslen. Os, der f.eks. var med i det voldsomme slag om at bevare Sofiegården, og Christianitterne, der kom derfra, ville med ildhu være med i arbejdet med at genopføre denne som en gave til byen og verden og som et monument over den bevidstgørelse om alternative livsværdier knippelslagene dengang gav os. Ja, selv nutidens autonome fra Nørrebro med deres lidt specielle håndelag er jeg sikker på ville danne særlige brolæggerbrigader som en kærlighedserklæring til deres by! Genopbygningen af de mange sammenførte huse kunne ske med samme minutiøse sans for detaljer som det sker på fregatten Jylland, hvis snarligt arbejdsløse snedkere kunne bruges til bindingsværkerne sammen med Christianias dygtige tyske navere, således at det ikke ville ende i Solvang'sk pladderromantik. Jo, lad fantasien komme til magten.

Og hvis Jens Kramer Mikkelsen ville undgå at det bliver et rent museum over "Urbans Nederlag" kunne vi da godt inkludere huse, der blev ødelagt under Københavns store brande og ved bombardementet i 1807. Skal vi virkelig more os kunne vi jo også genopbygge selveste Københavns Slot en dag. Det ville i sin knejsende, torneroseagtige charme kunne ligge fint på Ny Tøjhusgrunden ud mod en ægte voldgrav (Stadsgraven), hvis vi elegant bøjede Amager Boulevard lidt søndenom. Med sit historiske Blåtårn og sine spir med ægte københavnsk "gejst" ville det som hotel- eller kongresbyggeri i en arkitektkonkurrence til enhver tid kunne vinde over det hæslige hotel Kramer nu har givet tilladelse til på Kalvebod Brygge, der "med tårne så store som møllehjul" (thi en H.C. Andersensk sammenligning med "Rundetaarn" ville være stadsfornærmelse) efter planerne skal voldtage byens jomfruelighed i kulturåret. Skulle nogle finde det angribeligt kunstigt at genopføre fortids minder sammen med ægte varer kunne man minde om at mange af vore vigtigste nationale klenodier, fra Guldhornene til Frederiksborg Slot (og nu også Christiansborg Slotskirke), jo heller ikke er ægte varer mere.

Men i al fald, inden vi tænker på at bygge storstilede "moderne" hoteller på havnefronten af samme art, som skyder op overalt i verden (og som derfor ikke vil lokke flere turister til byen), burde vi lege med tanken om ikke Københavns genopbyggede gamle gader i et vist omfang kunne udnyttes som hotelværelser af en art, som ingen andre lande kan lokke med. Thi mange af de gamle lejligheder i Pilestræde var jo så små, at de i dag ville være velegnede som hotelværelser, og så hyggeligt danske, at de netop burde nydes og fornemmes af så mange som muligt. Yen- eller dollarbeslåede turister ville formodentlig gerne betale ekstra for ikke at blive stablet i bokse i et glashus, men derimod i små møblerede lejligheder i et "oprindeligt" gademiljø blandet med boliger. Netop amerikanske turister ville være begejstrede for "Hotel Sofiegården"s bindingsværksindelukkede danske købmandsgårdsmiljø med dens bittesmå værelser.

Jeg taler naturligvis udelukkende om indre by. Jeg holder meget af moderne arkitektur der hvor den naturligt hører hjemme - i hyppige jordskælvsområder og udenfor gamle byers synlige eller usynlige volde. Det er en fryd for øjet at befinde sig i Henning Larsens Handelshøjskole derude på Frederiksberg, men hører sådanne mesterværker hjemme indenfor voldene? Med en befolkningseksplosion uden lige, vil det meste af verden snart bo i nyere byggeri, og der vil relativt set være færre og færre kvadratkilometers byggeri tilbage fra de mange århundreder før befolkningskurven blev lodret som et højhus. Fremtidens turister vil for flertallets vedkommende komme fra forstæder eller glas- og betonhøjhuse og derfor uden tvivl i ferier og ledige konferencestunder søge tilbage mod noget oprindeligt fra tiden før gamle byer eksploderede ud over voldene. På denne baggrund får de efterhånden uhyre små arealer indenfor voldene for mig en nærmest hellig karakter. Hver tids arkitekter bør give udtryk for tidens ånd, men vil det være rigtigt overfor fremtidens slægter at lade netop disse små historiske områder fortsat være tumleplads for tidens arkitekter? Hvor mange "Nationalbank-bokse" kan vi klare indenfor voldene før byen "vælter"? De foreslåede hotelprojekter med truende pompøse tårne afslører, at vi næppe er kommet ud over de bagstræveriske og forstokkede socialdemokratiske visioner fra 60'erne, thi de synes blottede for indføling med det der tydeligere og tydeligere tegner til at blive næste århundredes sandsynlige dybere behov og længsler i verdens befolkninger. Og mon ikke også vore egne? Under sommerens våde cykeltur rundt i de danske provinsbyer fandt jeg mig som de fleste turister konstant draget mod deres ældste bindingsværksgader.

Der findes også i det indre København smukke symbioser mellem ny og gammel arkitektur såsom det røde hjørne af Ny Østergade og Grønnegade. Og ved et nærsyn er den Bremerholmske symbiose måske heller ikke entydigt uskøn, men helhedsmiljøet er her alligevel blevet til en gold, men bekvemt bred udfaldsvej for "flugtbilister" på vej væk fra deres egen hærgen af indre bys miljø. For ældre mennesker er denne smukke gamle gade med dens udsigt til Nationalbanken blevet et nostalgiens smertepunkt - et glasmenageri over byens fremmedgørende anonymitet - og for evigt tabt for den spadserende - og turisten.

Der er ikke råd til flere af den slags overgreb mod vor by. Tiden er nok kommet, hvor vi må erkende, at selv de mest storslåede Utzon'ske musikhuse i en verden, hvor flere og flere af jordens milliarder bor i moderne betonbyggeri, sikkert ikke i længden vil udgøre samme trækplastre som det vi kan få ud af gamle fabrikker og havnebygninger a la Pumpehuse, Grå Haller og Gasværker. Når vi ser de utroligt smukke lokaler udenrigsministeriet har fået indrettet i gamle pakhuse eller husker hvad Kirsten Delholm kunne få ud af B&Ws gamle bygninger på B&W grunden, må man spørge (endnu engang) hvem der mon beordrede selvsamme B&W bygninger nedrevet med en lynets hast uden nogen som helst forudgående debat om hvorvidt de f.eks. med overbygning fra hal til hal med indendørs grønne miljøer kunne have været brugt som konferencecentre e. lign. En usædvanlig destruktionshast, der mere afslørede myndighedernes angst for at kreative unge her skulle skabe et nyt Christiania end en egen sammenfattet idé og plan for området.

Vi kan sikkert blive enige i ønsket om et nyt musikhus (selvom Nordens største indendørs vandland f.eks. på Ny Tøjhusgrunden sikkert ville have højere prioritet for flertallet af unge københavnere). Men jeg kan ikke forestille mig, at et kæmpe musikhus kan ligge på Bryghusgrunden uden at ødelægge det smukke miljø omkring de gamle huse. Og pengestærke folks storhotelbyggeri på Kalvebod Brygge er jo en ren fornærmelse mod os københavnere, der fortsat føler at Islands Brygge bør være en del af os, hotelbranchen der må dreje nøglen om andre steder i byen såvel som mod de turister, der allerede har forstået at nyde udsigten i overnattende motoriserede campere. I de fleste amerikanske byer må og kan man ikke sidde i sin bil ved kajen og slappe af med en kop kaffe eller en stille bajer.

Det var muligvis tiden snarere end partiet som forvoldte tidligere ulykker og brudflader i byens "sjæl", men med de skræmmende erfaringer vi har fået med tidligere socialdemokratiske borgmestres futuristiske Ceausescu-visioner for byen bør vi møde nye planer fra den side med samme sunde skepsis som den man i Østeuropa i dag møder gamle kommunister med. Inden de får lov at rasere Kalvebod og Christians Brygge med deres fremtidsfjendske ideer burde de i al fald få lov til at genoprette nogle af de historiske og turistmæssige værdier, de ødelagde i byen, og derved gøre den parat til det 21. århundredes turister - og vore børn. I sidste instans var det naturligvis vor egen passivitet, der var med til at ødelægge byen, men det betyder ikke at vi flove i dag bør give op. Vor tids teknologi, arbejdsløshed og helt anderledes menneskelige værdier kunne i skøn forening genoprette noget af det tabte. I dag hvor vor overflod har gjort os til måske jordens mest rejsende folkefærd er det ved at gå op for os at vi bor i verdens dejligste og roligste by. Vi danskere, der ofte bor i det fremmede, må gang på gang tilbage til det vi fornemmer som "sjælen" i København.