Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

Bevar Christiania:

Godnat med 'nitterne - eller et pinligt godmorgen for borgerne

tekst og fotos af Jacob Holdt
 

I anledning af den opblussede folketingsdebat i 1994 om at rydde Christiania.... endnu en gang

 

Med afstemningen om Christiania kommer politikerne ikke blot med tomme trusler. De leger også på det farligste med ilden. For halvdelen af befolkningen - dem under 35 år - har Christiania reelt altid eksisteret. For os andre vil det altid eksistere. Som en syndebuk for tankens negative aggressioner og behov for sygelige fikseringer i de mere primitive blandt os (eller sider i os), - eller som en fristad for de legende, kreative sider i os, som aldrig helt vil lykkes, men hvis håb og idealer aldrig må kvæles hvis vi skal undgå den altid snigende kræftlignende vækst af indre svinehund? 

Derved er "Christiania" på linie med "indvandrere" blevet den værdiladede litmusprøve, som giver politikerne samme klump i halsen som "abort" i USA. Borgerlige og venstrefløj har lige meget brug for Christiania i disse ikke-ideologiske tider. Hvordan skulle Fremskridtspartiet kunne fiske angstens stemmer for det fremmede og anderledes uden håndgribelige fjendebilleder som "indvandrere" og "christianitter"?

Man kan undre sig over at christianitterne ikke blot "gør sig pæne" ved at smide alle de københavnere ud, der hver dag trasker der ud for at sælge hash. Men det gør de ikke, fordi "Pusher Street", som den torn i øjet netop dette deprimerende syn er på de strengt taget lige så borgerlige christianitter, har nøjagtig samme betydning for dem, som "Christiania" har for danskerne. Også de har brug for at få bekræftet deres frisind og menneskelighed og bruger behændigt Københavns endeløse sociale problemer til at måle deres egen uendelige (men inderst inde stærkt slidte) tolerance.

Netop fordi debatten om Christiania handler om noget helt andet end det den foregiver, er nye toner i Christiansborgs traditionelle fifty-fifty fordeling af politikernes brug/misbrug af "christianitter" også et mål for, hvor godt danskerne har det med sig selv. Eller omvendt: hvor langt skal vi lade dem gå med at udnytte vore dybere sår? Hvis fifty/fifty balancens skær af harmoni vælter, truer det med at udløse hidtil ukendte kræfter i befolkningen. Ligesom Hitler åbent bekendte at han ville have været nødt til at opfinde jøderne, hvis de ikke behændigt havde været der i en utryg tid, er Christiania og indvandrere kommet fordi vi slet og ret har brug for dem. 

Derfor eksisterer der ikke nogen fredelig måde at "afhænde" denne voldelige side i os selv på. Politikerne leger med ilden, for hvem af dem vil, når det kommer til stykket, tage ansvar for at overgive så meget magt til politiet, som ville kræves for at rydde Christiania fra "Vestbredden" af København - såvel som fra vore hjerter. Når vi ser hvordan hobevis af unge (autonome i kamp mod svenske nazister) drager til Sverige for - i det andet af vore fjendebilleders navn - at bekæmpe Don Quixote'ske vindmøller er det et tegn på, at arbejdsløshedens tider har efterladt sig nogle ophobede aggressioner, som med ideologiernes fald desperat søger en konkret sag at kæmpe for. 

Med de effektive telefonkæder christianitterne fik effektueret i tidligere truede perioder over hele Sjælland, ville intet overraskelsesangreb lykkes, thi med de mange veletablerede børnefamilier på Christiania ville politiet være tvunget til at gå så forsigtigt til værks, at det halve København ville stå derude eller på barrikaderne inden nattens første stormløb var ovre. Kampene ville sandsynligvis brede sig i den ganske by i dage- eller ugevis, fredede bygninger derude stå i luer, menneskeliv gå tabt, sjæle og drømme blive knust. Frem for godnat til 'nitterne vil det blive et pinligt godmorgen for 'borg'erne.

Så mange har givet Christiania deres hjerte, at selv om dette drømmeeksperiment per definition aldrig vil kunne "lykkes" og blive til andet og mere end et spejlbillede af det samfund af slum og hyggelige forstæder udenfor voldene - som jo heller aldrig "lykkedes" for de enkelte politikere - må det ikke glemmes at et tabt blødende hjerte ikke blot er farligt, men konstant vil forsøge at realisere sig selv i nye Christianiaer. Derfor vil politikere (eller politiet) aldrig kunne vinde den kamp. Christiania er her for at blive - på Vestbredden eller i et fortvivlet diaspora! 

Se det dog i øjnene, politikere, og tag så hellere en cykeltur på den eventyrlige rute rundt langs Christianias voldgrave i aftensol med nogle amerikanske venner, for hvem netop denne tur med jeres nu kondemnerede Disneyland af fantasifulde måneskibe o. lign. bygninger altid er en af de største oplevelser på Europaturen. Og nyd så - midt i jeres misbrug af Christiania - alligevel den følelse af stolthed over af være en del af et land, der har mod og hjerterum til at være anderledes end lande, der i ensrettethedens navn med militær jernhånd ville have tromlet sådanne spirende drømme ned før de unge træer, vi engang plantede derude var blevet til nutidens kæmpetræer med skygger langt ud i samfundet.

Husk først og fremmest, politikere, at det er langt lettere at vælte jer af taburetterne end det vil være for jer at udslette Christiania. Netop fordi "Christiania" er en litmusprøve på noget langt dybere, som I og vi står for, vil f.eks. socialdemokratiets brud med fifty/fifty harmonien være ligeså utilgiveligt for vælgerne som da Nyrup Rasmussen på Socialdemokratiets kongres leflede for racistiske stemninger ude i befolkningen. 

Mange vil efter Christianiadebatten konkludere, at de svageste i samfundet - som vi jo blot ser symboliseret i litmusprøverne "Christiania" og "indvandrere" - vil stå stærkere med socialdemokratiet som en stærk og ansvarsbevidst opposition, der tvinger en borgerlig regering til at føre midtpunktsøgende politik til venstre, end som taburetklæbere leflende for de politikere på højrefløjen, som - nu frigjorte fra regeringsansvar - har frie hænder til at byde højest på den indre svinehunds stemmer ude i samfundet. 

Meget kan og bør politikere gå på kompromis om, men netop når disse to emner handler om nogle følelsesafgrunde så dybe i befolkningen, går man netop ikke her på kompromis. Man sælger heller ikke disse værdier ud for kortvarigt at tækkes et lille parti som CD, der har vundet så høj respekt på den ene litmusprøve, at det tvinges til at søge intolerancens stemmer på den anden. Efter et sådant brud med troværdighed og dybere værdier skulle det ikke undre om mange føler efter valget, at den bedste måde at støtte socialdemokratiet på er at gøre det til ansvarlig opposition.
 

Se også http://www.christiania.org  og Nils Vest's film om Christiania på http://www.vestfilm.dk/christiania-film.html

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;