Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Berlingske Tidende tirsdag 26. juni 2001

 

Om at indkvartere 
flygtninge privat:

Hus en flygtning - eller 30


tekst og fotos af Jacob Holdt


 

Se også videoklippet om min flygtningeindkvartering (for modem)


Leif Bork Hansen opfordrer danskerne til privat indkvartering af asylsøgere som alternativ til udsigtsløs indkvartering i containere. Da mange sikkert tøver med at tage flygtninge ind i deres "private" hjem ved tanken om besværet med sprog- og kulturforskelle, vil jeg berette om mine egne positive erfaringer. Dels om glæderne ved at fylde sine stuer med flygtninge, men også om farerne

Som jordens mest rejsende folkefærd med en naturlig nysgerrighed over for fremmede kulturer er vi danskere jo på ingen måde fremmedangste. Men begravede i familie- og arbejdsproblemer på hjemmebane "føler" vi blot ikke her at vi har samme overskud overfor medmennesket og åbner derfor kun landet op for flygtningene, men ikke vore hjerter. Derfor isolerer vi dem straks i ghetto-situationer (containere), som fremmedgør dem i vore øjne og giver næring til angst.

I et sådan frygtens klima går det aldrig op for os, i hvilken grad de fremmede kan berige os, og de får aldrig fingeren i jorden. Åbner vi i stedet vore 'private' hjem, knyttes der straks nære og stærke bånd, som varer ved, hvorved de hurtigere bliver integreret.

Da vi altså på overfladen kan virke egoistiske, vil jeg kort berette om alle mine egne egoistiske grunde for at holde åbent hus, da dette jo primært handler om at give en håndsrækning til sig selv. Jeg havde i en årrække ca. 30-60 boende i min lejlighed hvilket efter areal svarede til ca. 20-40 i et gennemsnitsparcelhus. (Hvis alle åbnede deres hjem kunne vi altså bekvemt huse 30-40 millioner flygtninge i Danmark!) Jeg siger bekvemt, for da jeg gennem årene blev vænnet til at have så mange boende, forstod jeg ikke længere hvordan man kunne klare sig uden. Tag madlavning f.eks. Før i tiden, da jeg havde kollektiv med kun 8-10 medlemmer, kunne vi aldrig enes om hvem der skulle vaske op og maden var kedelig dansk.

Med flygtninge i huset stod maden på 'mit' bord hver eneste dag. Den ene dag pakistanske risretter, den næste afrikansk mad med lækker jordnøddesovs, så egyptisk osv. Der var nok at vælge imellem. Ved en folketælling havde jeg 1 pakistaner, 2 marokkanere, 1 egypter, 1 iraner, 9 algeriere, 2 peruanere, 1 bolivianer, 1 mexicaner, 1 kenyaner, 1 gambianer, 1 cubaner, samt diverse australiere, israelere, amerikanere og almindelige europæere - ja og så grønlænderen Albert ude under trappen. Således brugte jeg i flere år næsten ingen penge på mad. Det betaler sig simpelt hen at indkvartere flygtninge. Og dengang var jeg ikke klar over at der var tilskud at få, så mine flygtninge bespiste mig udelukkende ved at samle flasker i gaderne.

Før i tiden gik vi tit rundt og kedede os i huset og de værste aftener endte vi foran fjernsynet. Men nu hvor hele verden kom inden døre, behøvede jeg aldrig mere at blive skræmt af al det uhyggelige fjernsynet viser 'ude i verden'. Der var altid en med spændende beretninger, musik, sang osv. Så nu sparede jeg også Tv-licensen. Angsten som fjernsynet skabte var som forduftet. F. eks. hørte jeg om så meget vold før i tiden, som bevirkede at jeg holdt min dør låst i en eller anden paranoid forestilling om at en narkoman ville komme ind og stjæle musiksamlingen. Ja, faktisk havde jeg tit indbrud før.

Men med huset fyldt af flygtninge, behøvede jeg aldrig mere at låse dørene, da der jo var så mange nu til at holde øje med alt mit dyre filmudstyr. Og for hver dag så jeg musiksamlingen vokse, så der sparede jeg også skillinger. Skulle en tyveknægt komme ind, ville han falde over alle de sovende på gulvet før han nåede pladesamlingen. Før i tiden måtte jeg have en lønnet sekretær til at passe kontoret, telefonen og huset, når jeg var væk. Nu ordnede alle mine udlændinge også det, så der sparede jeg ligeledes penge. Og således kunne jeg blive ved.

Men den største glæde havde nok min søn, som nu altid havde nogen, der var ivrig efter at lege med ham, hvorved jeg som stresset dansker kunne få mere arbejde fra hånden uden skyldfølelse. For jeg vidste jo at den bedste opdragelse, han kunne få, var den at dreadlocks, jordnøddesovs, arabisk te, swahili, farsi osv. blev nære og kære ting for ham, hvis han skulle undgå al den utryghed og fremmedangst vi voksne slæber rundt på. De følelser var jeg ikke fri for selv. Hver gang en ny 'fremmed' ankom, følte også jeg en lille irritation over at 'mine' enemærker blev krænket. Men det at leve sammen med så mange skaber uundgåeligt ofte en tilknytning så stærk, at jeg hver gang forbavsedes over at måtte fælde en tåre ved afskeden med en, som måske irriterede mig grænseløst i begyndelsen, men som alligevel til sidst blev en del af mig selv.

Tolerance er ikke noget man er født med. Det er noget man lærer i samværet. Og skulle min søns marsvin være røget med i en peruansk gryderet en dag, herregud, så modtog han så store glæder i det nære samvær med sådanne indianere, at tabet ville have svært ved at skabe racistiske lidelsesmønstre hos ham. Tænk bare på de spændende madpakker med snegle og frølår på brødet, han ofte fik med i skole fra sine arabiske "tjenestefolk"?

Jo, der vil altid være nogle fordomme tilbage. F. eks. lagde jeg i en tid, hvor mit hus langsomt ændrede sig til et arabisk kaffehus, mærke til en stigende tendens til ikke at være helt så åben over for skandinaviske hjemløse. "De drikker" og det ødelagde den gode stemning. Men også det kunne man sikkert vænne sig til, hvis man havde overskud til at invitere nogle flere inden døre i længere tid. Ikke at jeg ikke forsøgte, men også jeg har mine fordomme. For når jeg fik naboklager over larmen efter blot 6 alkoholstinkende, guldbajerdrikkende svenske hjemløse, var det nu engang bekvemmere at have 60 kaffedrikkende stilfærdige arabere boende. Vi er jo alle egoister.

Men da jeg en dag læste i avisen, at 300 sådanne fordrukne danskere i irritation over at en tilsvarende lille gruppe udlændinge blev indkvarteret i Kalundborg gik til angreb på disses flygtningehotel, så begyndte jeg at indse hvor farligt det var, at jeg havde diskrimineret mod skandinaver, hvad de end måtte have af uheldige vaner – såsom aften efter aften i fuldskab fuldstændig umotiveret at slå nogle af mine egne beboere til blods i gaderne. Jeg vidste jo at denne tragedie ikke kunne være sket, hvis disse isolerede og ensomme danskere havde oplevet mit åbne hjem og de utrolige glæder ved at leve sammen med udlændinge. I den "usikre verden" man siger vi lever i, ville de hurtigt have indset at vi ikke har råd til ikke at invitere så meget af denne verden inden døre som muligt for der gennem samværet at opnå forståelse, tryghed og nærvær.

Her vil læserne måske spørge om det aldrig blev for meget? Jo, men det var som om jeg aldrig kunne få nok af alle de spændende mennesker og derfor ikke kunne sætte grænser. Dem måtte flygtningene selv sætte, tænkte jeg, og ventede spændt på hvornår deres grænser blev nået. Jeg fandt at 66 var den øvre grænse for hvor mange jeg, mine naboer og flygtningene selv kunne klare i min lejlighed.  På det tidspunkt stod jeg alene dansker tilbage i et hus med lutter arabere, hvoraf jeg kun kunne tale (engelsk) med 3. Alle mine danske og amerikanske venner var flygtet. Selv "mit eget" soveværelse var blevet omdannet til bedestue for muslimerne, hvorfor jeg 5 gange om dagen måtte rykke ud fra computeren. Ligeså kunne det skabe småtrippende irritation at skulle stå i lang kø for at komme på sit "eget" toilet. Men når flygtningene mærkede mine små irritationer over dette, behagede de mig ved at stille en endeløs række af små eksotiske retter og glas med vin på mit skrivebord, så jeg nogle dage følte mig som en lallende Jeppe i baronens seng med så mange "lakajer" omkring mig.

At det endte med at udvikle sig til en ghetto, skyldtes ikke kun at jeg ikke kunne sætte grænser, men at aviser i Nordafrika begyndte at skrive om dette fristed, hvilket blot øgede tilstrømningen derfra. Den fejl kan andre måske lære af. Også at man helst ikke skal fylde sit hus samtidigt med f.eks. en stor gruppe "feminine" iranske transvestitter på flugt fra Ayatollahen og ligeså mange macho-palæstinensiske PLO-krigere, der kun havde kendt AK47's og lige var løsladt fra israelske fængsler. Mennesker, der er så skadede som disse palæstinensere, kræver særlig kærlig pleje, hvilket jeg ikke havde tilstrækkeligt overskud og tid til, hvorfor huset på kort tid lignede Beirut efter krigen.

For at bevare en god og gensidigt smittende stemning i huset er det derfor vigtigt at blande mange nationaliteter. Dette er også klogest, hvis man ønsker at bevare en vis styring med "sit" hus (selvom det for det meste gik fint uden) f.eks. ved at lege koloniherre gennem en "del og hersk" politik. For det hele skal naturligvis blot være en leg med én selv og de vidunderlige mennesker Vorherre har sendt os at lege med. Legen fik desværre en ende for mig, da mit arbejde i Amerika efter nogle år tvang mig til et tårefyldt farvel. Men savnet var så stort at jeg snart igen åbnede op for bosniske flygtninge.

Privat indkvartering af flygtninge er et utroligt bevidstheds- og grænseudvidende eksperiment for én selv, som alle burde prøve i en kortere eller længere periode af deres liv. Bortset fra de nævnte småproblemer, der skyldtes manglende omtanke fra min side, har det altid været en eventyrlig glæde at indkvartere flygtninge privat. Og glem aldrig det egoistiske aspekt i det - at det altid lønner sig! Adskillige gange siden er jeg blevet reddet ud af uheldige eller farlige situationer under rejser i Den Tredje Verden - enten af nogle af mine egne tidligere beboere eller af deres slægtninge - ligesom jeg har et utal af invitationer til at blive indkvarteret privat i disses hjem - ikke mindst i den arabiske verden. Så nære og kære blev disse "fremmede" for min søn i hans barndom, at han nu som 21-årig blaffer sig igennem Nordafrika og Østen, hvor han har fået respekt og gæstfrihed ved til punkt og prikke at overholde f.eks. Ramadanen.

Men hvorfor spilde penge på at rejse når man gratis kan lade hele den "elskede brogede verden" rejse ind i ens eget hjem? Hent asylsøgerne ind i de danske hjem og spar alle de dyre skattepenge, det koster at ghettoisere og ulykkeliggøre både dem og danskerne. Livet er en fest og kun gulvets bærekraft bør afgrænse antallet af udlændinge vi tager ind.

Tilmeldinger til Leif Bork Hansens flygtningeindkvartering og evt. spørgsmål kan indtelefoneres på  45 87 24 83. En videofilm om mit eget overfyldte flygtningehus kan ses her.

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler