Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 


Tale til Amnesty Internationals demonstration foran den amerikanske ambassade:

Om dødsstraf
 

tekst og fotos af Jacob Holdt


 

Jeg er lidt i vildrede med hvad jeg skal tale om til denne demonstration. Da Amnesty bad mig om at være taler sagde jeg med det samme, at det kan jeg da sagtens, for det er jo det jeg står og snakker om i USA hver eneste dag. Men så kom jeg jo i tanker om at til en sådan demonstrationen kommer der jo kun folk, som har samme mening som en selv og så er det jo tidsspilde at stå og fyre de argumenter af som jeg normalt bruger overfor amerikanerne. For ambassaden derovre hører jo ikke efter hvad vi står og siger her.

Helt naturligt gik tankerne så tilbage til de mange gange jeg stod her sammen med en tusindtallig skare foran ambassaden for 25 år siden. Dengang demonstrerede vi mod den dødsstraf USA idømte mere end 2 millioner vietnamesere i en udsigtsløs krig imod demokrati - eller vendt imod de 80% af vietnameserne, som ville stemme kommunistisk ifølge Eisenhower, hvis de havde fået lov til det. Dette blodbad var naturligvis et udslag af den irrationalitet angst avler, dengang den kolde krigs angst.

Hvad har krig så med dødsstraf at gøre? Uendelig meget, vil jeg påstå. Men - i al fald - skønt vi stod her i nogle af Danmarkshistoriens største demonstrationer, husker jeg tydelig den magt og afmagt vi følte på samme tid. Nu måtte da amerikanerne kunne høre os, så mange som vi var, og dog: det var jo ligegyldigt hvad vi gjorde: krigsmaskinen kørte upåagtet videre. Afmagtsfølelsen fik os til i nattetimerne at snige tilbage til ambassaden og udløse et sandt bombardement mod dens vinduer. Med andre ord havde vi opgivet at nå og overbevise Amerikanerne. Afmagt korrumperer jo i ligeså grad som magt.

Jeg husker tydeligt hvordan jeg dengang drømte: Kunne jeg dog blot få amerikanerne i tale, så skulle jeg vel nok få dem overbevist om deres vildfarelse. Ak ja....

Jeg var vel en af de få af demonstranterne for hvem dette ønske gik i opfyldelse. Men aldrig havde jeg drømt om at amerikanske skoler en dag ville betale mig for at rejse rundt og banke deres elever oven i hovedet med mange af de ideer jeg havde forsøgt at udtrykke med brosten. Det, som en ung dansk demonstrant havde troet var et dumt eller uoplyst folk, som blot skulle omvendes til den rigtige tro, viste sig jo at repræsentere et kæmpemæssigt tankeunivers, hvis ideer i en anden sammenhæng end den hyggelige og trygge danske pludselig forekom gyldige og endog logiske.

Jeg har derfor lyst til her i dette luksuspublikum, som sagt, snarere end at komme med endnu en række argumenter imod dødsstraf at forsvare tilhængeren af eller mennesket bag kravet om dødsstraf - vel at mærke med risikoen for at det i nogles ører let vil blive opfattet som et egentligt forsvar for dødsstraf. For det er jo en luksus at være imod dødsstraf, den luksus der består i ikke at være synderligt psykisk skadet i sin opvækst af utryghed, undertrykkelse, angst, ydmygelse, mishandling osv. Kun mennesker, som er dybt skadede, kan nære ønske om at tage et andet menneskes liv. Et sundt menneske har intet ønske om at dræbe andre. Dette synes indlysende klart for folk, som har arbejdet med menneskelig smerte og forklarer også naturligt hvorfor dødsstraffen især er afskaffet i de rigeste lande med den største velfærd og tryghed (selvom også Latinamerika er godt med). Det, der ryster mig efter personligt at have oplevet den utrolige vold og smerte, der hersker i USA, der nok har velstand men på ingen måde lever op til vore normer om velfærd, er derfor ikke at et flertal af amerikanere er tilhængere af dødsstraf. Nej, det der ryster mig er snarere hvor lidt der skal til før vi, som er formet af den, synes jeg, i verdenssammenhæng umådelige tryghed i den skandinaviske velfærdsstat, havner i den modsatte grøft. F.eks. mødte jeg i Afrika danskere, som jeg tidligere havde kendt som idealistiske og sunde mennesker med alle de rigtige meninger om livet f.eks. om dødsstraf, men som nu var blevet udstationeret som bistandsarbejdere i lande med fattigdom, utryghed og vold. Det tør nok siges at det ikke varede længe før de så havde fået deres boliger omgivet med pigtrådshegn og ansat bevæbnede vagter, som de gav ordre til at skyde for at dræbe enhver, der gjorde forsøg på at bryde ind. Så vi som i vores luksustryghed kræver dødsstraffen afskaffet bør i det mindste gøre os selv den tjeneste, at granske i vort eget sind, hvordan vi selv mon ville reagere i et voldens klima - om ikke andet, så for gennem selvindlevelse bedre at kunne kommunikere med vore modstandere. Thi har vi først fået volden i vore hjerter er skridtet fra at ønske øjeblikkelig død over den fattige indbrudstyv, som forsøger at tage vores farve-tv eller Volvo, til at ville tage forbryderens liv efter domfældelse ikke stor. I et angstens klima handler både gerningsmanden og ofret nemlig lige ulogisk og irrationelt.

Dette er vigtigt for at forstå hvorfor et stort flertal af amerikanerne er tilhængere af dødsstraf. Der er i dag dobbelt så mange i fængsel i USA som da jeg ankom for 23 år siden. Intet land i verdenshistorien har procentvis nogensinde haft så mange fængslede indbyggere som USA i dag - inklusiv de værste perioder i Sovjets og Sydafrikas historie. Da alle også ved at de ikke længere har råd til et så stort Gulagsystem stiger kravet bestandig i en befolkning lammet af angst: spær dem inde, isolér dem, skaf dem af vejen, ghettoiser dem, put dem i detentions- eller koncentrationslejre og sluttelig - når intet af dette virker mere - henret dem. For udenforstående er det måske let at se, at den tiltagende vold er et resultat af stigende racisme og ulighed, men mennesket, som står med ryggen mod muren ser ikke sammenhængen mellem årsag og virkning. Det kræver sin ret til at overleve og ser derfor repressionsapparatet inklusive dødsstraf som et beklageligt, men nødvendigt selvforsvar. I min undervisning i USA har jeg for længst lært at når mennesket står med ryggen mod muren hjælper ingen fornuftsargumenter om at kriminaliteten er lige så høj i stater med dødsstraf som i stater uden dødsstraf, at kriminaliteten faldt 5% da vi afskaffede dødsstraf i Danmark i 30erne osv. Ligesom voldsmanden er ofret nemlig et produkt af samme lidelsesmønster, som får det til at handle i smerte og desperation frem for rationelt. Derfor har demonstrationer som denne ingen som helst virkning på dem som vi ønsker at nå og omvende. Lad os i stedet bruge den til at se på os selv.

Gang på gang ser jeg f.eks. hvordan selv de mest frisindede danskere, som flytter til USA, straks bliver en del af dette akkumulerende voldsklima. For at undgå smerten og vreden, som århundredes undertrykkelse har affødt i visse befolkningsgrupper, søger danskerne altid til de tryggeste hvide forstadskvarterer og sender dermed endnu engang det indirekte budskab til smertens børn i ghettoerne: i er ikke ønskede! Især sorte og latiner børn indvendiggør meget tidligt sådanne budskaber, opgiver troen på sig selv, troen på en fremtid og mulighederne for at klare sig. Og fra det øjeblik begynder de at falde bagud i skolesystemet, at nedgøre sig selv, blive selvdestruktive, og den dag, hvor de er nået til universitsalderen, er de i reglen faldet så langt bagud, at flere sorte i dag vandrer i fængsel end på universitet. Det var lige omvendt, da jeg først kom til USA i 70erne, dengang man endnu havde det så godt med sig selv, at man havde et stort psykisk overskud til de sorte, afskaffede dødsstraf osv. Den smerte, jeg har set vokse i samfundet lige siden, går først og fremmest ud over de farvede. Når de som følge af den indvendiggjorte racisme ikke får den fornødne uddannelse, har de ikke kvalifikationer til at få arbejde i et stadigt mere specialiseret samfund. I år 2000 har man således beregnet at op mod 70 % af sorte mænd vil være arbejdsløse. Med det mønster vi kender i dag ved vi at de ikke passivt vil affinde sig med denne uret. De vil slå tilbage mod samfundet i et voldsorgie aldrig tidligere set i USA. Skrækslagne hvide i forstæderne vil derefter kræve yderligere repressive foranstaltninger, men da statskassen for længst er løbet tør for penge til flere fængsler, kan man kun gisne om hvad retning udviklingen vil ta. I midten af næste århundrede vil halvdelen af den amerikanske befolkning være farvet, og hvis en stor del af disse til den tid stadig er låst fast i vredes- og smertesmønstre, som kun vanskeligt kan uddannes, vil amerikansk industri ikke have nok højtuddannet arbejdskraft til at konkurrere effektivt med andre lande, hvorfor levestandarden vil falde som vi allerede ser det i dag. Da der er en voksende erkendelse i USA af alvoren i disse fremtidsprognoser, skimter jeg også et svagt håb: nemlig at man i stigende grad vil tage sig sammen og arbejde alvorligt med de underliggende undertrykkelsesmekanismer i samfundet, som avler dette voldsklima. Af ren og skær egoisme for at kunne klare sig i den internationale konkurrence vil man være tvunget til at arbejde med de dybere lidelsesmønstre i sind og samfund og derved langsomt, men uundgåeligt genvinde troen på mennesket. Først når troet på mennesket er genvundet, først da vil dødsstraffen blive afskaffet i folks hjerter.

Netop i samværet med de mennesker, som mange amerikanere føler burde henrettes, ser jeg utrolig meget håb. En af dem var Woody, en hvid blaffer, som jeg samlede op en nat i Texas. Han var af den voldsomme type med tatoveringer og læderjakke, som ingen bryder sig om at samle op. Han virkede tynget og lukket, men efter en tid fik jeg ham til at snakke. Og det viste sig at han og hans to brødre personligt havde myrdet så mange sorte, at de ikke længere kunne tælle dem på fingre og tæer, som han sagde. Først troede jeg det var pral, men det viste sig at være sandt. Hans ældste bror sidder nu i fængsel for livstid plus en dag for det sidste mord, de begik. Til en byfest havde de været godt fulde, og den ældste bror, som var den voldsomste, havde sagt: "Jeg vil slå en nigger ihjel i aften". De to andre vidste han talte alvor, men drillede ham og sagde: "Hvorfor tar du ikke ham den store sorte der henne?" Og foran en stor mængde af mennesker trak han så sin kniv og gik lige over og stak den i ham igen og igen. Da der var masser af vidner, blev han fængslet. Men alle de andre mord var de sluppet godt fra. Woody fortalte mig på min båndoptager i grusomme detaljer om hvordan de havde myrdet hver enkelt. De skød dem aldrig, men dræbte dem langsomt for at se angsten i deres øjne først, og dumpede derefter ligene i sumpe og floder i Louisiana. De var rejefiskere og havde på et tidspunkt fanget et af deres totalt opløste lig i nettet. Jeg stillede ham så det spørgsmål, jeg altid først stiller sådanne voldstyper og Ku Klux Klanfolk selvom jeg efterhånden kender deres svar: "Har de sorte nogensinde gjort dig fortræd?" Man ville jo umiddelbart tro at det var tilfældet når de har et så voldsomt had mod sorte, at de myrde dem. Nej, han havde haft masser af sorte venner i barndommen osv. Så hvor fra kom denne vrede. Det var jo uhyggeligt parallelt til Europa i 30erne, da vi var i dyb smerte, og endte med at tage den ud imod millioner af jøder, homoseksuelle og sigøjnere. Efter krigen lavede Sartre en undersøgelse af antisemitismen og fandt at den gennemsnitlige antisemit aldrig personligt havde mødt en jøde. Så det er selvfølgelig ikke fra dem vores vrede kom, som bevirkede at vi ønskede at skaffe dem af vejen. Nej, den gik langt dybere. Og det var selvfølgeligt også tilfældet med Woody. Da jeg udspurgte ham om hans barndom, vældede tårerne op i øjnene på ham. Begge forældrene havde været dybt alkoholiske. Faren var rejefisker og sjældent hjemme, og havde altid været fuld og gennemtæsket de tre drenge. Moren var altid fuld, havde pryglet dem ustandseligt og efterladt dem for lud og koldt vand i dagevis. Og når børn bliver så mishandlede, ved vi at de har en utroligt indestængt vrede, som senere skal ud. Og i det racemæssige klima i Louisiana, hvor et flertal af hvide for nylig stemte for en Ku Klux Klan mand som guvernør, er det da også helt naturligt at vælte sin vrede ud mod de sorte, skønt de aldrig har gjort én fortræd. Så godt som hver gang jeg har haft med Ku Klux Klanfolk at gøre så vel som racismens modsatte produkt, den sorte kriminelle, har jeg altid fundet frem til et mere eller mindre fortrængt mønster af voldsom mishandling i barndommen, incest, undertrykkelse, ydmygelse osv. Og det samme gælder stort set for den mere generelle kriminalitet såvel som for dens modsatte produkt: den kategoriske tilhænger af dødsstraf. Ligesom man ikke kan demonstrere mod kriminaliteten, smertens irrationelle produkt, er det altså ligeså nyttesløst at demonstrere imod det som er affødt af nøjagtig den selv samme smerte, dødsstraffen - i al fald i USA. Det bør dog ikke få os til at opgive sådanne demonstrationer, hvori vi kan udveksle meninger med hinanden om hvad der kan gøres. Opgivenhed fører nemlig til at man vender mennesket ryggen og ender let i et repressivt tankemønster som f.eks. fortaler for dødsstraf. Netop når vi har identificeret smerten, som ligger bag volden, synes jeg svaret på hvad vi bør gøre ligger lige for. Netop i samværet med sådanne ekstreme tabere, den åbenlyse smertes børn, såsom Woody eller Ku Klux Klanfolk, kriminelle og voldsmænd, dødsstraftilhængere osv. føler jeg kun der er en måde man kan opføre sig fuldt menneskeligt på: nemlig så vidt mulig med et lidt slidt ord at give dem uendelig og ubetinget kærlighed. Fra USA er det min erfaring at stort set alt hvad de foretager sig af destruktiv art, korsafbrænding såvel som menneskeafbrænding, blot er et råb om vor hjælp. Og det vi næsten altid umiddelbart gør er at vende dem ryggen netop når råbet om hjælp er størst. Når jeg har sådanne blaffere i bilen eller bor hos dem i længere tid synes jeg det er utrolig lidt, der skal til før de retter sig op. Blot ved at lytte til dem og give dem lidt af den opmærksomhed og tillid ingen gav dem i deres opvækst, ser jeg dem i løbet af ganske kort tid ranke ryggen og føle sig bedre tilpas. Og vi ved jo alle at mennesker, som har det godt med sig selv, aldrig kan skade andre mennesker, myrde andre mennesker eller blot tænke dårligt om andre mennesker. Kun mennesker i dyb smerte er i stand til at gøre andre mennesker fortræd eller at tænke dårligt om andre mennesker. Efter kun ganske kort tids samvær med Woody kunne jeg se ham rette sig op og begynde at ytre sætninger som "We have got to learn to live with each other" om de sorte, som han tidligere havde gået rundt og myrdet. Som massemorder stod Woody til dødsstraf. Men det er netop folk som Woody, der giver mig håb og inspiration fordi han tydeligt viser, hvor lidt der skal til for at nå dem. Han er også en påmindelse om, at i et demokratisk samfund, hvor et angst flertal har magten, kan man ikke afskaffe dødsstraffen og de næsten ligeså grusomme obligatoriske livstidsdomme uden samtidig at arbejde alvorligt med hans og sin egen smerte, den smerte jeg har set vokse voldsomt i USA i de sidste 20 år. Især blandt børnene. Hvis vi derfor vil gøre os forhåbninger om at komme volden til livs må vi simpelthen uddanne hinanden til at blive det som Alice Miller kalder "frelsende engle" for undertrykte børn. Men det er en længere historie.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg ser et vist håb i Clinton og de tanker han og Hillary gør sig om børnenes trivsel. Det er så blot trist at hans mere progressive syn kun i et demokratisk samfund kunne komme til magten ved samtidig at være tilhænger af dødsstraf og ved af politiske hensyn, om end med store kvaler, at nægte benådning for en dødsdømt i hans guvernørtid. Sådan er realiteterne nu engang når man ikke kan klare sig uden frygtens og voldens stemmer. Og med dette triste udsagn om demokrati eller underoplyst pøbelvælde må jeg vel hellere slutte.

 


 Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler