Jeg er lidt i vildrede med hvad jeg skal tale om til
denne demonstration. Da Amnesty bad mig om at være taler
sagde jeg med det samme, at det kan jeg da sagtens, for
det er jo det jeg står og snakker om i USA hver eneste
dag. Men så kom jeg jo i tanker om at til en sådan
demonstrationen kommer der jo kun folk, som har samme
mening som en selv og så er det jo tidsspilde at stå og
fyre de argumenter af som jeg normalt bruger overfor
amerikanerne. For ambassaden derovre hører jo ikke efter
hvad vi står og siger her.
Helt naturligt gik tankerne så tilbage til de mange
gange jeg stod her sammen med en tusindtallig skare
foran ambassaden for 25 år siden. Dengang demonstrerede
vi mod den dødsstraf USA idømte mere end 2 millioner
vietnamesere i en udsigtsløs krig imod demokrati - eller
vendt imod de 80% af vietnameserne, som ville stemme
kommunistisk ifølge Eisenhower, hvis de havde fået lov
til det. Dette blodbad var naturligvis et udslag af den
irrationalitet angst avler, dengang den kolde krigs
angst.
Hvad har krig så med dødsstraf at gøre? Uendelig
meget, vil jeg påstå. Men - i al fald - skønt vi stod
her i nogle af Danmarkshistoriens største
demonstrationer, husker jeg tydelig den magt og afmagt vi
følte på samme tid. Nu måtte da amerikanerne
kunne høre os, så mange som vi var, og dog: det var jo
ligegyldigt hvad vi gjorde: krigsmaskinen kørte
upåagtet videre. Afmagtsfølelsen fik os til i
nattetimerne at snige tilbage til ambassaden og udløse
et sandt bombardement mod dens vinduer. Med andre ord
havde vi opgivet at nå og overbevise Amerikanerne.
Afmagt korrumperer jo i ligeså grad som magt.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg dengang drømte: Kunne
jeg dog blot få amerikanerne i tale, så skulle jeg vel
nok få dem overbevist om deres vildfarelse. Ak ja....
Jeg var vel en af de få af demonstranterne for hvem
dette ønske gik i opfyldelse. Men aldrig havde jeg
drømt om at amerikanske skoler en dag ville betale mig
for at rejse rundt og banke deres elever oven i hovedet
med mange af de ideer jeg havde forsøgt at udtrykke med
brosten. Det, som en ung dansk demonstrant havde troet
var et dumt eller uoplyst folk, som blot skulle omvendes
til den rigtige tro, viste sig jo at repræsentere et
kæmpemæssigt tankeunivers, hvis ideer i en anden
sammenhæng end den hyggelige og trygge danske pludselig
forekom gyldige og endog logiske.
Jeg har derfor lyst til her i dette luksuspublikum,
som sagt, snarere end at komme med endnu en række
argumenter imod dødsstraf at forsvare tilhængeren af
eller mennesket bag kravet om dødsstraf - vel at mærke
med risikoen for at det i nogles ører let vil blive
opfattet som et egentligt forsvar for dødsstraf. For det
er jo en luksus at være imod dødsstraf, den luksus der
består i ikke at være synderligt psykisk skadet i sin
opvækst af utryghed, undertrykkelse, angst, ydmygelse,
mishandling osv. Kun mennesker, som er dybt skadede, kan
nære ønske om at tage et andet menneskes liv. Et sundt
menneske har intet ønske om at dræbe andre. Dette synes
indlysende klart for folk, som har arbejdet med
menneskelig smerte og forklarer også naturligt hvorfor
dødsstraffen især er afskaffet i de rigeste lande med
den største velfærd og tryghed (selvom også
Latinamerika er godt med). Det, der ryster mig efter
personligt at have oplevet den utrolige vold og smerte,
der hersker i USA, der nok har velstand men på ingen
måde lever op til vore normer om velfærd, er derfor
ikke at et flertal af amerikanere er tilhængere af
dødsstraf. Nej, det der ryster mig er snarere hvor lidt
der skal til før vi, som er formet af den, synes jeg, i
verdenssammenhæng umådelige tryghed i den skandinaviske
velfærdsstat, havner i den modsatte grøft. F.eks.
mødte jeg i Afrika danskere, som jeg tidligere havde
kendt som idealistiske og sunde mennesker med alle de
rigtige meninger om livet f.eks. om dødsstraf, men som
nu var blevet udstationeret som bistandsarbejdere i lande
med fattigdom, utryghed og vold. Det tør nok siges at
det ikke varede længe før de så havde fået deres
boliger omgivet med pigtrådshegn og ansat bevæbnede
vagter, som de gav ordre til at skyde for at dræbe
enhver, der gjorde forsøg på at bryde ind. Så vi som i
vores luksustryghed kræver dødsstraffen afskaffet bør
i det mindste gøre os selv den tjeneste, at granske i
vort eget sind, hvordan vi selv mon ville reagere i et
voldens klima - om ikke andet, så for gennem
selvindlevelse bedre at kunne kommunikere med vore
modstandere. Thi har vi først fået volden i vore
hjerter er skridtet fra at ønske øjeblikkelig død over
den fattige indbrudstyv, som forsøger at tage vores
farve-tv eller Volvo, til at ville tage forbryderens liv
efter domfældelse ikke stor. I et angstens klima handler
både gerningsmanden og ofret nemlig lige ulogisk og
irrationelt.
Dette er vigtigt for at forstå hvorfor et stort
flertal af amerikanerne er tilhængere af dødsstraf. Der
er i dag dobbelt så mange i fængsel i USA som da jeg
ankom for 23 år siden. Intet land i verdenshistorien har
procentvis nogensinde haft så mange fængslede
indbyggere som USA i dag - inklusiv de værste perioder i
Sovjets og Sydafrikas historie. Da alle også ved at de
ikke længere har råd til et så stort Gulagsystem
stiger kravet bestandig i en befolkning lammet af angst:
spær dem inde, isolér dem, skaf dem af vejen,
ghettoiser dem, put dem i detentions- eller
koncentrationslejre og sluttelig - når intet af dette
virker mere - henret dem. For udenforstående er det
måske let at se, at den tiltagende vold er et resultat
af stigende racisme og ulighed, men mennesket, som står
med ryggen mod muren ser ikke sammenhængen mellem årsag
og virkning. Det kræver sin ret til at overleve og ser
derfor repressionsapparatet inklusive dødsstraf som et
beklageligt, men nødvendigt selvforsvar. I min
undervisning i USA har jeg for længst lært at når
mennesket står med ryggen mod muren hjælper ingen
fornuftsargumenter om at kriminaliteten er lige så høj
i stater med dødsstraf som i stater uden dødsstraf, at
kriminaliteten faldt 5% da vi afskaffede dødsstraf i
Danmark i 30erne osv. Ligesom voldsmanden er ofret nemlig
et produkt af samme lidelsesmønster, som får det til at
handle i smerte og desperation frem for rationelt. Derfor
har demonstrationer som denne ingen som helst virkning
på dem som vi ønsker at nå og omvende. Lad os i stedet
bruge den til at se på os selv.
Gang på gang ser jeg f.eks. hvordan selv de mest
frisindede danskere, som flytter til USA, straks bliver
en del af dette akkumulerende voldsklima. For at undgå
smerten og vreden, som århundredes undertrykkelse har
affødt i visse befolkningsgrupper, søger danskerne
altid til de tryggeste hvide forstadskvarterer og sender
dermed endnu engang det indirekte budskab til smertens
børn i ghettoerne: i er ikke ønskede! Især sorte og
latiner børn indvendiggør meget tidligt sådanne
budskaber, opgiver troen på sig selv, troen på en
fremtid og mulighederne for at klare sig. Og fra det
øjeblik begynder de at falde bagud i skolesystemet, at
nedgøre sig selv, blive selvdestruktive, og den dag,
hvor de er nået til universitsalderen, er de i reglen
faldet så langt bagud, at flere sorte i dag vandrer i
fængsel end på universitet. Det var lige omvendt, da
jeg først kom til USA i 70erne, dengang man endnu havde
det så godt med sig selv, at man havde et stort psykisk
overskud til de sorte, afskaffede dødsstraf osv. Den
smerte, jeg har set vokse i samfundet lige siden, går
først og fremmest ud over de farvede. Når de som følge
af den indvendiggjorte racisme ikke får den fornødne
uddannelse, har de ikke kvalifikationer til at få
arbejde i et stadigt mere specialiseret samfund. I år
2000 har man således beregnet at op mod 70 % af sorte
mænd vil være arbejdsløse. Med det mønster vi kender
i dag ved vi at de ikke passivt vil affinde sig med denne
uret. De vil slå tilbage mod samfundet i et voldsorgie
aldrig tidligere set i USA. Skrækslagne hvide i
forstæderne vil derefter kræve yderligere repressive
foranstaltninger, men da statskassen for længst er
løbet tør for penge til flere fængsler, kan man kun
gisne om hvad retning udviklingen vil ta. I midten af
næste århundrede vil halvdelen af den amerikanske
befolkning være farvet, og hvis en stor del af disse til
den tid stadig er låst fast i vredes- og
smertesmønstre, som kun vanskeligt kan uddannes, vil
amerikansk industri ikke have nok højtuddannet
arbejdskraft til at konkurrere effektivt med andre lande,
hvorfor levestandarden vil falde som vi allerede ser det
i dag. Da der er en voksende erkendelse i USA af alvoren
i disse fremtidsprognoser, skimter jeg også et svagt
håb: nemlig at man i stigende grad vil tage sig sammen
og arbejde alvorligt med de underliggende
undertrykkelsesmekanismer i samfundet, som avler dette
voldsklima. Af ren og skær egoisme for at kunne klare
sig i den internationale konkurrence vil man være
tvunget til at arbejde med de dybere lidelsesmønstre i
sind og samfund og derved langsomt, men uundgåeligt
genvinde troen på mennesket. Først når troet på
mennesket er genvundet, først da vil dødsstraffen blive
afskaffet i folks hjerter.
Netop i samværet med de mennesker, som mange
amerikanere føler burde henrettes, ser jeg utrolig meget
håb. En af dem var Woody, en hvid blaffer, som jeg
samlede op en nat i Texas. Han var af den voldsomme type
med tatoveringer og læderjakke, som ingen bryder sig om
at samle op. Han virkede tynget og lukket, men efter en
tid fik jeg ham til at snakke. Og det viste sig at han og
hans to brødre personligt havde myrdet så mange sorte,
at de ikke længere kunne tælle dem på fingre og tæer,
som han sagde. Først troede jeg det var pral, men det
viste sig at være sandt. Hans ældste bror sidder nu i
fængsel for livstid plus en dag for det sidste mord, de
begik. Til en byfest havde de været godt fulde, og den
ældste bror, som var den voldsomste, havde sagt:
"Jeg vil slå en nigger ihjel i aften". De to
andre vidste han talte alvor, men drillede ham og sagde:
"Hvorfor tar du ikke ham den store sorte der
henne?" Og foran en stor mængde af mennesker trak
han så sin kniv og gik lige over og stak den i ham igen
og igen. Da der var masser af vidner, blev han fængslet.
Men alle de andre mord var de sluppet godt fra. Woody
fortalte mig på min båndoptager i grusomme detaljer om
hvordan de havde myrdet hver enkelt. De skød dem aldrig,
men dræbte dem langsomt for at se angsten i deres øjne
først, og dumpede derefter ligene i sumpe og floder i
Louisiana. De var rejefiskere og havde på et tidspunkt
fanget et af deres totalt opløste lig i nettet. Jeg
stillede ham så det spørgsmål, jeg altid først
stiller sådanne voldstyper og Ku Klux Klanfolk selvom
jeg efterhånden kender deres svar: "Har de sorte
nogensinde gjort dig fortræd?" Man ville jo
umiddelbart tro at det var tilfældet når de har et så
voldsomt had mod sorte, at de må myrde dem. Nej,
han havde haft masser af sorte venner i barndommen osv.
Så hvor fra kom denne vrede. Det var jo uhyggeligt
parallelt til Europa i 30erne, da vi var i dyb smerte, og
endte med at tage den ud imod millioner af jøder,
homoseksuelle og sigøjnere. Efter krigen lavede Sartre
en undersøgelse af antisemitismen og fandt at den
gennemsnitlige antisemit aldrig personligt havde mødt en
jøde. Så det er selvfølgelig ikke fra dem vores vrede
kom, som bevirkede at vi ønskede at skaffe dem af vejen.
Nej, den gik langt dybere. Og det var selvfølgeligt
også tilfældet med Woody. Da jeg udspurgte ham om hans
barndom, vældede tårerne op i øjnene på ham. Begge
forældrene havde været dybt alkoholiske. Faren var
rejefisker og sjældent hjemme, og havde altid været
fuld og gennemtæsket de tre drenge. Moren var altid
fuld, havde pryglet dem ustandseligt og efterladt dem for
lud og koldt vand i dagevis. Og når børn bliver så
mishandlede, ved vi at de har en utroligt indestængt
vrede, som senere skal ud. Og i det racemæssige klima i
Louisiana, hvor et flertal af hvide for nylig stemte for
en Ku Klux Klan mand som guvernør, er det da også helt
naturligt at vælte sin vrede ud mod de sorte, skønt de
aldrig har gjort én fortræd. Så godt som hver gang jeg
har haft med Ku Klux Klanfolk at gøre så vel som
racismens modsatte produkt, den sorte kriminelle, har jeg
altid fundet frem til et mere eller mindre fortrængt
mønster af voldsom mishandling i barndommen, incest,
undertrykkelse, ydmygelse osv. Og det samme gælder stort
set for den mere generelle kriminalitet såvel som for
dens modsatte produkt: den kategoriske tilhænger af
dødsstraf. Ligesom man ikke kan demonstrere mod
kriminaliteten, smertens irrationelle produkt, er det
altså ligeså nyttesløst at demonstrere imod det som er
affødt af nøjagtig den selv samme smerte, dødsstraffen
- i al fald i USA. Det bør dog ikke få os til at opgive
sådanne demonstrationer, hvori vi kan udveksle meninger
med hinanden om hvad der kan gøres. Opgivenhed fører
nemlig til at man vender mennesket ryggen og ender let i
et repressivt tankemønster som f.eks. fortaler for
dødsstraf. Netop når vi har identificeret smerten, som
ligger bag volden, synes jeg svaret på hvad vi bør
gøre ligger lige for. Netop i samværet med sådanne
ekstreme tabere, den åbenlyse smertes børn, såsom
Woody eller Ku Klux Klanfolk, kriminelle og voldsmænd,
dødsstraftilhængere osv. føler jeg kun der er en måde
man kan opføre sig fuldt menneskeligt på: nemlig så
vidt mulig med et lidt slidt ord at give dem uendelig og
ubetinget kærlighed. Fra USA er det min erfaring at
stort set alt hvad de foretager sig af destruktiv art,
korsafbrænding såvel som menneskeafbrænding, blot er
et råb om vor hjælp. Og det vi næsten altid
umiddelbart gør er at vende dem ryggen netop når råbet
om hjælp er størst. Når jeg har sådanne blaffere i
bilen eller bor hos dem i længere tid synes jeg det er
utrolig lidt, der skal til før de retter sig op. Blot
ved at lytte til dem og give dem lidt af den
opmærksomhed og tillid ingen gav dem i deres opvækst,
ser jeg dem i løbet af ganske kort tid ranke ryggen og
føle sig bedre tilpas. Og vi ved jo alle at mennesker,
som har det godt med sig selv, aldrig kan skade andre
mennesker, myrde andre mennesker eller blot tænke
dårligt om andre mennesker. Kun mennesker i dyb smerte
er i stand til at gøre andre mennesker fortræd eller at
tænke dårligt om andre mennesker. Efter kun ganske kort
tids samvær med Woody kunne jeg se ham rette sig op og
begynde at ytre sætninger som "We have got to learn
to live with each other" om de sorte, som han
tidligere havde gået rundt og myrdet. Som massemorder
stod Woody til dødsstraf. Men det er netop folk som
Woody, der giver mig håb og inspiration fordi han
tydeligt viser, hvor lidt der skal til for at nå dem.
Han er også en påmindelse om, at i et demokratisk
samfund, hvor et angst flertal har magten, kan man ikke
afskaffe dødsstraffen og de næsten ligeså grusomme
obligatoriske livstidsdomme uden samtidig at arbejde
alvorligt med hans og sin egen smerte, den smerte jeg har
set vokse voldsomt i USA i de sidste 20 år. Især blandt
børnene. Hvis vi derfor vil gøre os forhåbninger om at
komme volden til livs må vi simpelthen uddanne hinanden
til at blive det som Alice Miller kalder "frelsende
engle" for undertrykte børn. Men det er en længere
historie.
Jeg vil slutte med at sige, at jeg ser et vist håb i
Clinton og de tanker han og Hillary gør sig om børnenes
trivsel. Det er så blot trist at hans mere progressive
syn kun i et demokratisk samfund kunne komme til magten
ved samtidig at være tilhænger af dødsstraf og ved af
politiske hensyn, om end med store kvaler, at nægte
benådning for en dødsdømt i hans guvernørtid. Sådan
er realiteterne nu engang når man ikke kan klare sig uden
frygtens og voldens stemmer. Og med dette triste udsagn
om demokrati eller underoplyst pøbelvælde må jeg vel
hellere slutte.