Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

 

Politikens Debat søndag 4. august 1985

 

Vi skal åbne vore hjem for flygtningene:

Apartheiden i vore hjerter kan overvindes

 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Se også videoklippet om min flygtningeindkvartering (for modem)

Eller for Quicktime ADSL

Efter den racistiske tragedie i Kalundborg vil jeg tillade mig at stille et forslag til en praktisk og billig løsning på flygtningeproblemet. Problemet består i at vi danskere jo nok åbner landet for flygtningene, men ikke vore hjerter. Derfor isolerer vi straks de fremmede i ghetto-situationer, hvor de vil vedblive at være og se fremmede ud og således blive ved med at give næring til den angst mennesker føler for det fremmede.

I et sådan frygtens klima vil det aldrig gå op for os, i hvilken grad de fremmede kan berige vor kultur, og de vil aldrig få en chance for at få fingeren i jorden. Hvis vi i stedet for at luske dem ind i fremmedangstens hoteller åbner vore 'private' hjem, vil der straks blive knyttet nære og stærke bånd, som vil vare ved, hvorved de bliver sluset ind i samfundet. De af vore naboer og venner, som lider af fremmedangst eller såkaldt racisme og ikke vil tage dem ind, vil gennem vort venskab lære de fremmede at kende som venner - og det vil gå op for dem hvor fattige de selv er blevet ved ikke at have nogen boende.

Lad mig kort berette om alle de egoistiske grunde jeg har for selv at holde åbent hus. Jeg har i min lejlighed ca. 30-35 boende hvilket efter areal vil svare til ca 20-25 i et gennemsnitsparcelhus. (Hvis alle åbnede deres hjem kunne vi altså bekvemt huse 30-40 millioner flygtninge i Danmark!) Jeg siger bekvemt, for nu hvor jeg gennem årene er blevet vænnet til at have så mange boende, kan jeg ikke længere forstå hvordan man kan klare sig uden. Tag madlavning f.eks. Før i tiden, da jeg havde kollektiv med kun 8-10 medlemmer, kunne vi aldrig enes om hvem der skulle vaske op og maden var kedelig dansk.

I dag står maden på 'mit' bord hver eneste dag. Den ene dag pakistansk rismad, den næste afrikansk mad med lækker jordnøddesovs, så egyptisk osv. Der er nok at vælge imellem. Ved sidste folketælling havde jeg 1 pakistaner, 2 marokkanere, 1 egypter, 1 iraner, 9 algeriere, 2 peruanere, 1 bolivianer, 1 mexicaner, 1 kenyaner, 1 gambianer, 1 cubaner, samt diverse australiere, israelere, amerikanere og almindelige europæere - ja og så grønlænderen Albert ude under trappen. Således har jeg det sidste par år næsten ikke brugt penge på mad. Det betaler sig simpelt hen at indkvartere flygtninge og andre gæster.

Før i tiden gik vi tit rundt og kedede os i huset og de værste aftener endte vi foran fjernsynet. Men nu hvor hele verden er inden døre behøver jeg aldrig mere at blive skræmt af al det uhyggelige fjernsynet viser 'ude i verden'. Der er altid en med spændende beretninger, musik, sang osv. Så nu sparer jeg også Tv-licensen. Angsten som fjernsynet skabte er som forduftet. F. eks. hørte jeg om så meget vold før, som bevirkede at jeg holdt min dør låst i en eller anden paranoid forestilling om at en junkie ville komme ind og stjæle pladesamlingen.

Nu behøver jeg aldrig at låse dørene, for nu er der jo så mange til at holde øje med huset. Og for hver dag ser jeg pladesamlingen vokse, så der sparer jeg også skillinger. Skulle en tyveknægt komme ind, ville han falde over alle de sovende på gulvet før han nåede pladesamlingen. Før i tiden måtte jeg have en lønnet sekretær til at passe kontoret, telefonen og huset, når jeg er væk. Nu ordner alle mine udlændinge også det, så der sparer jeg ligeledes penge. Og således kunne jeg blive ved.

Men den største glæde har nok min søn, som nu altid har nogen, der er ivrig efter at lege med ham, hvorved jeg kan få mere arbejde fra hånden uden skyldfølelse. For jeg ved at den bedste opdragelse han kan få er den at dreadlocks, jordnøddesovs, arabisk te, swahili, farsi osv. bliver nære og kære ting for ham, hvis han skal undgå al den utryghed og fremmedangst vi voksne slæber rundt på. De følelser er jeg ikke fri for selv.

Hver gang en ny 'fremmed' ankommer føler også jeg en lille irritation over at 'mine' enemærker bliver krænket. Men det at leve sammen med så mange skaber uundgåeligt ofte en tilknytning så stærk, at jeg hver gang forbavses over at måtte fælde en tåre ved afskeden med en, som måske irriterede mig grænseløst i begyndelsen, men som alligevel til sidst blev en del af mig selv.

Tolerance er ikke noget man er født med. Det er noget man lærer i samværet. Og skulle min søns marsvin ryge med ned i en peruansk gryderet en dag, herregud, så modtager han så store glæder i det nære samvær med sådanne indianere, at tabet vil have svært ved at skabe racistiske lidelsesmønstre hos ham. Jo, der vil altid være nogle fordomme tilbage. F. eks. har jeg i den sidste tid, hvor mit hus lige så stille har ændret sig til et arabisk kaffehus, kunnet mærke en stigende tendens til ikke at være helt så åben over for skandinaver. De 'drikker' og det ødelægger den gode stemning. Men også det kunne man sikkert vænne sig til, hvis man tog sig sammen til at invitere nogle stykker inden døre i længere tid.

Men når jeg så læser i avisen, at 300 sådanne fordrukne danskere i irritation over at en lille gruppe udlændinge blev lusket ind i deres by er gået til angreb på disses hotel, så begynder jeg at indse hvor farligt og forkert det er, at jeg har diskrimineret mod danskere, hvad de end måtte have af uheldige vaner. For jeg ved at noget sådant ikke kunne være sket, hvis jeg havde åbnet mit hjem for sådanne isolerede og ensomme mennesker og ladet dem opleve på egen krop de utrolige glæder det er at have sit hjem fyldt med udlændinge.

Ligesom vi i sin tid erkendte, at vi ikke havde råd til at undvære fremmedarbejdere, hvis vi skulle klare os i konkurrencen med udlandet, ville sådanne utrygge kalundborgere hurtigt indse, at de i den usikre verden vi lever i simpelt hen ikke har råd til ikke at invitere så meget af denne verden inden døre som muligt og gennem samværet også opnå forståelse, tryghed og nærvær. Og de ville spørge sig selv hvordan de overhovedet havde råd til at lade være.

Hent flygtningene ind i de danske hjem og spar alle de dyre skattepenge det koster at ghettoisere og ulykkeliggøre både dem og danskerne. Livet er en fest og kun gulvets bærekraft bør afgrænse antallet af udlændinge vi tager ind. I nat sover vi 46 her - lykkeligt uvidende om at et tilsvarende antal imens fik en hel by til at bryde ud i borgerkrig.

 


 Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler