Offentligt vidneudsagn på Facebook 2017, da EXITCIRKLEN og Sherin Khankan var under angreb af Naser Khader og to andre politikere:


MIT FORSVAR FOR SHERIN KHANKAN….


…….OG HENDES ANKLAGERE


af Jacob Holdt for Ubuntu-huset





I denne uge for 30 år siden vågnede digteren Pia Tafdrup op – på en af de tre turneer hun var med mig rundt i USA – og fortalte at hun havde haft et forfærdeligt mareridt om natten. Hun havde oplevet mig hver eneste dag i et nyt universitet gennem en måned stå og forsvare både de sorte og deres hvide racister i mine foredrag. Nu fortalte hun at drømmen handlede om en overvægtig, skrækslagen sort kvinde, som uophørligt blev stenet af en rasende pøbel omkring hende. Pludselig i mængden dukkede jeg op og stod ivrigt og fotograferede hende mens hun blev stenet – men uden at hjælpe hende.

Jeg var dybt rystet over anklagen i hendes drøm, for jeg vidste jo godt at jeg som konfliktsky på den måde altid havde gemt mig bag kameraet frem for at handle. Når man ser det menneskelige i begge sider af en konflikt – og føler at man selv rummer elementer fra begge sider – bryder man sig ikke om at såre følelserne hos undertrykkeren ved direkte at kritisere dem. Så er det lette at anklage systemet, de alle lider under, racismen, antisemitismen, islamofobien, sexismen, homofobien etc.  

Og sådan har jeg det også lidt i denne konflikt, hvor et par gode venner sammen med en større folkepøbel offentligt kaster sig ud i steningen af en anden god ven. For jeg kender dem jo godt nok til at vide at de alle af hjertet egentlig ønsker det samme – integrationen af Danmark. Det er bare deres metoder der er lidt forskellige 😊  De to af anklagerne har jeg arbejdet sammen med i integrationssammenhæng – den ene var min medambassadør i OfferForum, den anden sad jeg og Sherin Khankan sammen med i bl.a. Jødisk-Kristent-Muslimsk Forum. Sådan er vi alle meget lig hinanden og i det indre lige ”gode” til at være en del af den ”godhedsindustri”, som de samtidig scorer point ved at fordømme.

Jeg nævner dem ikke ved navn på Facebook, da jeg som nævnt i Pia Tafdrups drøm aldrig i mit liv har angrebet noget navngivet menneske. Jeg har svært ved at forstå mennesker der har behov for dette – ikke mindst på Facebook. Jeg føler at man først og fremmest ødelægger sig selv og gør den angrebne til sit eget spejlbillede ved at skulle bruge så meget ond energi på at dæmonisere andre. Men jeg har altid – og ikke mindst efter drømmen – taget mennesker i forsvar. Jeg føler mig simpelthen dybt såret, når jeg ser mennesker og sårbare grupper blive angrebet og ryger instinktivt ud til deres forsvar. Selv Lars Løkke har I set mig forsvare på Facebook, da han lå under alles angreb. For ligegyldig hvilke fejl mennesker begår er den største fejl dog når vi nægter dem muligheden for at ændre sig ved at gøre os blinde overfor alle deres positive egenskaber.

Og det er det vi gør når vi som disse tre anklagere bruger klassisk patologisk dualisme a la 30’ernes antisemitisme i deres syndebukke-fikserende kamp mod minoriteter. Og særligt når de går videre i denne mørke tid end at jagte spøgelser ved direkte at anklage navngivne personer som Sherin Khankan for at rumme samme dæmoniserende egenskaber som dem selv.    
For hvis Sherin Khankan virkelig gik ind for sharia lov og stening, som de hævder, ville hun uden tvivl selv være den første til at blive dømt ved en sharia domstol. Lad mig kort vise hvorfor.


OM SHERIN KHANKAN

Efter at have beundret Sherin i medierne for hendes klare sekulære udtalelser kontaktede jeg hende i sin tid fordi jeg var lige så forvirret som danskerne flest om islam og havde brug for en demokratisk sindet og højt uddannet religionssociolog som allieret i min integrationskamp. Hun kendte mig ikke og det siger lidt om hendes mod som enligboende kendt muslimsk talskvinde, da jeg ringede på døren efter midnat, at hun lukkede en vildtfremmed, langskægget mand indenfor. (Jeg havde kun tid på dette travle tidspunkt da det var natten før min datters konfirmation næste morgen). Til hendes overraskelse kom jeg tilmed for at fri til hende – i al fald i politisk forstand 😊 Og jeg ved faktisk ikke om det var lykkedes mig at få hendes ”ja”, hvis jeg ikke på et eller andet tidspunkt havde nævnt at jeg kendte Pia Tafdrup. Da hun var en stor beundrer af Tafdrups digte, sagde hun tøvende til sidst, ”Hvis du kender Pia Tafdrup tror jeg du må være god nok.”
Tja, sådan scorede jeg den nat en muslimsk skønhed ved hjælp af en jødisk skønhed. Hvor er livet dog pudseløjerligt, tænkte jeg på cykelturen hjem fra Amager, mens jeg begyndte at tænke på talen til min datters konfirmation næste morgen :-)
I vores nye politiske ægteskab med hinanden begyndte vi straks at turnere land og rige rundt med et foredrag vi meget apropos kaldte for ”Skønheden og udyret – Islam og racismen.” Vi optrådte i studentermenigheder, foreninger, kirker og selv i Københavns Domkirke og på Louisiana.

Undervejs fik min kone og jeg et tæt venskab med Sherins forældre, Iria og Fayez, og kom derfor hyppigt til sammenkomster med deres syriske venner, deriblandt Sherins nuværende anklagers familie. Jeg er nødt til at sige dette fordi det er tydeligt for os, der kender denne baggrund, at hele hetzen mod Sherin i dag handler om noget helt andet end det den foregiver udadtil. Da dette er dybt privat vil jeg dog ikke her omtale det.

Konflikten skærpedes i tiden efter at Sherin Khankan som den første i Norden dannede en forening for demokratisk sekulær islam sammen med en ikke-muslimsk samfundsforsker. Jeg har selv været i bestyrelsen gennem alle årene som eneste kristen. Det er vigtigt at huske at Sherin dannede foreningen lang tid FØR 11. september 2001, hvorefter alles interesse for islam skærpedes – positivt og negativt. Vi havde særlig meget vægt på kvinderådgivning for at modvirke den sociale kontrol Sherin allerede den gang så muslimske kvinder kæmpe med lang tid før ordet blev almindelig brugt om æresrelaterede konflikter. Allerede her fornemmede jeg en vis rivalisering mellem Sherin og hendes anklager idet denne samtidig udgav en bog om ære og skam i islamiske familiemønstre både i Danmark og i Mellemøsten. Men modsat Sherin kom han overhovedet ikke med nogen løsningsforslag eller forsøg på at hjælpe ofrene for social kontrol. De viste dog begge mod ved at påpege problemet og ingen af dem blev af samme grund særligt populære i de cirkler, der følte sig stigmatiserede af dem. Hvilket var en grund til at vi blot kaldte arbejdet med social kontrol for ”kvinderådgivning” i Kritiske Muslimer, som stærke frivillige muslimske kvinder stod for.  

Hurtigt indså vi nødvendigheden af at gå mere aktivt imod den islamistiske undertrykkelse, der hyppigt lå bag kvindeundertrykkelsen og begyndte at arbejde med afradikalisering af islamister. Ikke de senere voldelige, men de konsekvent ikkevoldelige og højtuddannede i Hizb-ut-Tahrir, der var lettest at nå med religiøse argumenter. Her begyndte vore veje virkelig at skilles fra Sherins anklager, som konstant lagde sig ud med dem gennem sine offentlige nyttesløse angreb. Jeg havde selv en Tv-debat med ham, hvori jeg forsvarede mennesket i dem, som jeg genkendte fra blandingen af floskler fra min ungdoms venstrefløj og vestjyske Indre Mission. Kun ved at forholde sig kærligt til troende mennesker kan man nå det – i første omgang lettest ved at tilbyde dem en erstatningstro, hvilket vi gjorde med den rummelige sufisme.

Mens Sherins anklager gemte sig i stigende grad bag politibeskyttelse, tog Sherin tyren ved hornene ved at gå direkte ind i de mest muslimske områder af Nørrebro, hvor vi holdt afradikaliseringsmøder ligesom vi inviterede Hizb-ut-Tahrir ind i varmen i vore egne hjem til dialoger. Med gode resultater. Alle dem jeg inviterede hjem i mine stuer har for længst forladt HuT ligesom en af toplederne hoppede af under et møde vi havde i mine stuer i samarbejde med The Quilliam Foundation. Afhopperen Muhammad Hee har jeg siden arbejdet sammen med i Københavns Kommune omkring afradikalisering af andre islamister.

Efter Muhammedkrisen brød rivaliseringen mellem Sherin og hendes anklager ud i fuld lue, da han grundlagde sin egen forening på nøjagtig samme demokratiske sekulære grundlag som vores, Demokratiske Muslimer. Som om vi ikke allerede havde en sådan forening. Han kunne jo bare have støttet vores. Hvor ens de to foreninger var kan illustreres ved at vi var tre fra vores bestyrelse der samtidig begyndte at arbejde aktivt i Dem. Muslimer – primært pga. den succes den pludselig fik og med dens adgang til en rigmands pengetank idet vi aldrig havde haft penge i Kritiske Muslimer til at lave store arrangementer for. En rigmand og hans kone, der for øvrigt sidenhen har bevæget sig helt ud over den islamofobiske afgrund og nu også sidder og fører hetz mod Sherin anført af hendes anklager. Snart var det os – særligt de to højtuddannede konvertitter fra vores bestyrelse, idealisterne Annette Belaovi Etni Chat og Poul Watne – der udførte det meste af det praktiske arbejde Demokratiske Muslimer såsom at køre de dyrt indkøbte internationale muslimske feminister rundt i København.

Eneste forskel mellem vore to feministiske sekulære foreninger var at Demokratiske Muslimer lagde alle møderne inde bag Landstingets og Rådhusets beskyttende mure med politibeskyttelse hvor kun de ”pæne” mennesker kom, mens Sherin samtidig gik direkte ud i de betændte parallelsamfund for at nå dem som kampen mod social kontrol jo handlede om. Som ledere af to foreninger med samme erklærede formål så vi da også i denne rivaliserings tid visse ligheder mellem dem. De var næsten lige forfængelige og havde svært ved at skjule deres jalousi overfor den andens succes og derved viste de sig i deres menneskelighed at ligne alle de andre lederskikkelser jeg har kendt. Sherins anklager mistede utrolig hurtigt interessen for sin forening så snart døgnfluesuccessen havde lagt sig, hvilket jeg havde spået Sherin ville ske indenfor et år – hvorefter det sjovt nok var os tre, der næsten alene fortsatte dens arbejde endnu et par år ved nu at lægge møderne ud i byen, da nu også pengemanden bag havde mistet interessen. 

Sjovt nok endte de to rivaliserende modstandere med at befrugte hinanden, for da Demokratiske Muslimer inviterede min afroamerikanske veninde, USA’s første kvindelige imam Amina Wadud over for at give hende demokratiprisen, begyndte hun under middagen hjemme hos mig at lufte ideen om at få kvindelige imamer også i Danmark, hvorefter vi i Kritiske Muslimer indledte et samarbejde med hende samtidig med at vi fortsatte kampen mod social kontrol.

Og denne befrugtning kom der derfor to nye foreninger ud af, da de ikke så let kunne forenes i en. Nemlig Exitcirklen og FemImam projektet med henblik på at skabe Danmarks første kvindemoske. I den sidste fortsatte jeg i min bestyrelsespost og var med min enlige stemme grunden til at vi fik en ren kvindemoske og ikke en blandet moske for både kvinder og mænd med kvindelige imamer, som Sherin ønskede det. Så når hendes anklager nu i hetzen mod hende anklager hende for ”kønsadskilt” fredagsbøn er det altså ikke hendes skyld, men min. Altså endnu engang en muslimsk kvindes nederlag overfor det patriarkat hun ønskede at gøre oprør imod  :-)

Det kræver en længere forklaring, men lad os nu springe op til nutiden og undersøge om der er noget i anklagerne om at Sherin mon går ind for stening og sharia lov, der holder.


OM MARIAM MOSKEEN OG EXITCIRKLEN

Som modig feminist går Sherin i sit oprør mod patriarkatet imod samtlige mandlige imamer i Skandinavien. Hun vier ægtepar på tværs af tro, nationalitet, klan, stamme og familiebånd. Nogle efter at de er blevet afvist af over 90 norske imamer. Hun giver voldsramte kvinder øjeblikkelig skilsmisse uden at de først efter muslimsk sædvane skal bede deres mænd om lov. De mandlige danske imamer har intet imod hendes fredagsbøn kun for kvinder, men kommer virkelig i oprør når hun lavet integreret fredagsbøn for både mænd og kvinder.

Hvorfor den eneste mandlige imam der hidtil har støttet Sherin er storimamen i Jakarta, hvis moske med plads til 200.000 arbejder tæt sammen med Indonesiens kristne og nu også med Sherins kvindemoske. Han kom på besøg og knælede i bøn med hele hans mandlige følge sammen med Sherin og Indonesiens tidligere præsident Wahids datter. Hun er nemlig ligeså inkluderende en muslim som Sherin. Det var Yenny Wahid, der efter den iranske præsident Ahmadinejads holocaustbenægtelse i protest arrangerede verdens første holocaust konference i et muslimsk land i samarbejde med Simon Wiesenthal Centret.

Sherin var da også den første til efter terrorangrebet på synagogen at invitere Niddal El-Jabri til at dele sit kontor i moskeen for at arbejde for forsoning mellem jøder og palæstinensere. Niddal er dansk-palæstinenseren som tog initiativet til muslimernes Fredsring om synagogen, efter hvilket han blev inviteret til både det hvide Hus og FN. Siden har Sherin åbnet moskeen for det ene dialogmøde mellem palæstinensere og jøder efter det andet i samarbejde med jødiske New Outlook ligesom hun bruger den til dialogmøder mellem jøder og muslimer fra hele Europa. Hun fejrer tilmed de religiøse jødiske højtider derinde såsom (påskefesten) Pesach, hvorunder en israeler underviser de kristne og muslimske deltagere i at brække usyret matza og synge efter Haggadah. Og 12. december fejrer vi også sammen Chanukah i moskeen.

Hun har fra starten haft et tæt samarbejde med Shir Hatzafon – de progressive jøder – og aktivt arbejdet med deres kvindelige rabbiner i Malmø om at bruge kvindemoskeen som kvindesynagoge om lørdagen i selvsamme lokale idet islam jo ikke er alene om at have et dominerende patriarkat. Den tilknyttede dansk-somaliske imam underviser i ”Tro i enighed” i moskeen om dette fælles abrahamitiske søsterskab, hvorfor der i moskeens bibliotek står både muslimske, jødiske og kristne bøger. Lige for tiden forhandler buddhisterne længere oppe i Købmagergade om også at flytte ind og bruge moskeen til deres religiøse handlinger.

Samtidig har Sherin ladet kvinderne fra SABAAH – de konstant truede muslimske homoseksuelle – holde deres kaffemøder i moskeen hvor de føler sig mere trygge end i Kødbyen. Og SABAAH holder tit deres weekendlange seminarer i moskeen.

Denne har Sherin også åbnet op for middage og fester for LGBT-Asylums medlemmer på flugt fra homofobisk forfølgelse i deres kristne og muslimske hjemlande og fortsatte chikaner fra andre asylsøgere i Danmark. Og selvom alle overholder muslimsk skik med at smide skoene i en moske, føler Sherin selvfølgelig at regler skal kunne bøjes for at rumme alle mennesker. Så når LGBT-ASYLUM holder deres fester får deres optrædende drag queens lov til at gå i deres højhælede sko. Og ja, mon ikke også det er Danmarks eneste moske, der så spiller musik, tilmed så højt at den kan høres næsten lige så langt væk som Mellemøstens minareter  :-)

Og godt nok er der billedforbud i dele af islam, men det har ikke afholdt Sherin fra at have fotoudstillinger om diskriminationen mod homoseksuelle (bl.a. med billeder af halvnøgne kyssende bøsser) side om side med billeder af islamofobisk undertrykkelse, antisemitisme og muslimernes egen diskrimination mod Ahmadiyya bevægelsen, som hun altid har haft et tæt samarbejde med.

Og i forlængelse af Exitcirklens efterhånden landsomfattende undervisning om og hjælp til voldstruede kvinder fra alle samfundslag – ligesom moskeens egen sjælesorg for voldsramte muslimske kvinder – har Sherin også ladet lokalet bruge til konferencer for mennesker udsat for seksuelt misbrug med deres rystende vidnesbyrd derom og hvordan de ofte først som voksne med hjælp fra andre gennemgik en transformation, der overvandt deres dybe psykiske skader. Eller transkønnede, der grafisk viser hvordan de først sent i livet fik mod til at få deres sexoperationer samt mange andre, der herinde får hjælp til og siden hjælper andre med at finde deres sande identitet og frihed. For det er Sherins mål, at herinde skal friheden, demokratiet og især kærligheden sættes fri til at kunne trives og blomstre uden at være underlagt social kontrol og ydre hadsk fordømmelse.
Derfor bruger Center for Konfliktløsning også lokalerne til deres undervisning om ikkevoldelig kommunikation for at lære danskerne at tænke lidt mere kærligt og lidt mindre fordømmende om deres medborgere og til at indkvartere syriske flygtninge sammen med danskere for på den måde hurtigt at give dem danske værdier. 

Så hvordan passer alt dette mon ind i jeres billede af ”sharia lov” og stening, Susanne?
Er det mon ikke snarere jer, der fører jer frem med en pøbelens folkedomstol og offentlig stening af et menneske, uden at have sat dig ind i om hun er skyldig i det vanvittige opspind I anklager Sherin for?
Hvor er jeres vidner, som jo selv en udemokratisk sharia domstol kræver for at kunne dømme nogen?
Og hvor er mon mine? Ja, hvorfra ved jeg mon alt det jeg her skriver om?
Fordi jeg har fotograferet og videofilmet hele Sherins oprør mod patriarkatets og islamisternes sociale kontrol lige fra.

Desværre må jeg ikke bruge billederne offentligt fordi alt for mange af de taknemmelige kvinder jeg har mødt under arbejdet stadig føler sig truede af deres bagland. Men billederne ligger der som bevismateriale for demokratiske instanser dersom nogen forsøger at skade Sherins og Khaterahs vigtige arbejde.


Med kærlig hilsen
Jacob Holdt
leder af Ubuntu-huset