Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Information 12 august 1978:


Første gensyn


med Amerika

 

Det er et af de mest euforiske øjeblikke i mit liv at komme tilbage til USA for at vise showet. Amerikanske Billeder skildrer landets skyggesider, men, ligesom hos krigsveteraner, erfarer jeg at det er skyggesiderne jeg først har fortrængt, så jeg i mit stille sind havde udviklet et rosenrødt billede af Amerika. Det er uhyggeligt, hvor hurtigt det menneskelige sind kan fortrænge lidelsen, og jeg indser at jeg må i forbindelse med den igen for ikke at miste engagementet. Men forvandlingen fra vagabond til en slags multi-national show-business mand er ikke let og jeg må hele tiden omdefinere mig i forhold til mine nye omgivelser. Som vagabond i New York kunne jeg vente i uger på at danske venner sendte mig 25-Ører, der fungerer som polet i undergrundsbanen for at komme rundt i denne by, hvor man ikke kan blaffe. Nu betaler jeg gladeligt 6 kr for at undgå frygten for at blive arresteret, men skyldfølelse og angst følger mig stadig i undergrunden. Og det giver fortsat et gib i mig hver gangjeg passerer en avis i en affaldsspand skønt jeg nu har råd til at købe en. Tabet af den mere menneskelige side af vagabondrollen er endnu mere trist. Jeg stikker nu tiggeren en dollar i farten hen til 400 ventende studenter, skønt jeg ved det er menneskeligt samvær tiggeren har brug for. Hvor intet før forekom mig mere væsentligt end at lytte til de mennesker jeg var sammen med i øjeblikket, har jeg nu en forpligtelse overfor nogen jeg end ikke kender. Jeg vælger publikummet, men med nogle salte bemærkninger om det vanvittige i at bruge $ 800 på at flyve en udlænding halvvejs over kloden for at vise dem mennesker de kan gå lige ud og se på gaden. Og dog, i min fortravlethed kan jeg næsten ikke selv se lidelsen i samfundet mere. I interview med medierne, som har bedre øje for salgsværdi end indhold, druknes mit ”budskab” konstant i reklamer eller er bortcensureret så folk kun husker det sensationelle i at en hvid mand ”har overlevet i de sorte ghettoer” i 5 år, etc. Med andre ord, det forstærker deres racisme og får ghettoerne og de sorte til at se virkeligt farlige ud. Således synes systemet at absorbere mit arbejde med lynets hast. Et af de første shows er hjemme hos Jane Fonda, hvor en sort gæst viser sig at være Hollywood promotor og straks ønsker at slå showet stort op. For at få reaktioner og økonomisk opbakning inviterer han Marvin Gaye, Jesse Jackson og Muhammad Alis familie til en særlig forevisning. Jeg overhører en henkastet bemærkning fra en NBC-mand: ”Hvis vi fjerner marxismen har vi en ny serie ”Rødder” her,” og mindes advarslerne fra universiteterne ”For Guds skyld, lad ikke de store tv-selskaber købe det.” De næste dage tilbringer jeg i air-conditionerede velpolstrede skyskraberkontorer hos cigarrygende Hollywood-promotorer og sagførere. De viser et stort kort med 76 større byer, hvor de mener showet vil være profitgivende. De har allerede udarbejdet en liste over kendte filmstjerner, der skal med til premieren og kalkulerer med gevinst/risiko-tabeller over hvor meget de skal investere i PR. Hele tiden tager de det for givet at jeg er interesseret i succes og prøver at udnytte den usikkerhed og også stolthed jeg, som mennesker oftest, føler i en sådan situation: ”We will make you a super star!” Pludselig slår det mig at jeg føler mig fristet til at forråde alle personerne i showet ved at sælge dem ud og lave underholdning på dem. Jeg beder promotorerne om at give mig en måneds frist til at nå rundt til alle medvirkende i showet for at få deres reaktion. De anbefaler et mødested et sted i Syden så de kan flyve en vicepræsident for Universal Pictures ud og se showet. Jeg lover at sende en adresse senere, men er allerede så skræmt af perspektiverne at jeg ved jeg ikke vil mødes med ham. Mens jeg tumler med spørgsmålet, om jeg er ved at blive overklassens eller systemets hofnar, stikker jeg af. At rejse rundt i en bil for at gense mine gamle venner påvirker også min tidligere vagabondkærlighed til Amerika, som nu forekommer som en endeløs, uspændende række af gentagelser: Burger Kings, Holliday Inns, tankstationer med larm fra tomme TV­gameshows osv., facader bag hvilke der gemmer sig en række ligeså stereotype mennesketyper, som man i sin auto-ensomhed ingen trang har til at kontakte og knap nok magter at kommunikere med. Mange europæere har fortalt mig, at før de læste min bog nærede de intet ønske om at se Amerika. Min intense længsel tilbage til Amerika, de varme følelser ordet Amerika hver gang vakte i mig under mit fravær, er forsvundet nu hvor jeg er blevet ”amerikaniseret” med bil, med moteller ”sanitized for your protection”, med rejsechecks og med et uerotisk, følelsesforladt ”benign neglect”-forhold til menneskene omkring mig. Jeg føler pludselig medlidenhed med alle de amerikanere, som på denne måde er blevet afskåret fra at se den virkelige skønhed i deres land. Men gensynet med de gamle venner bliver en stærk følelsesladet oplevelse: den fælles glæde, da de opdager sig selv i bogen, deres overraskelse over at der kom noget ud af den tilfældige måde, jeg havde fotograferet på. Hvis der er elektricitet, ser de showet i deres usle shacks. For at kunne bringe udstyr til 50.000 kr ind i de værste ghettoområder har jeg hældt affald over det, revet polstringen i stykker, skrabet malingen af bilen og bulet den. Efter at have holdt foredrag i to år uden at vide hvordan de fattige på billederne selv ville opfatte det, er det vigtigt for mig at få opbakning fra alle involverede og opnå deres tilladelse til at bruge pengene i Afrika.
 

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;