Hjertelig tillykke med sønnen. Hernede fra Kosovo, hvor 81 af dine tyrkiske forfædre engang herskede og sultan Murad - din 16. grandfætter 20 generationer tilbage - tilføjede de serbiske kristne det endnu rygende og sviende nederlag på Solsortesletten, går mine tanker uundgåeligt til vores nye multi-etniske prins derhjemme. For dette smukke resultat af dit kærlige oprør mod en tusindårig familietradition for arrangerede ægteskaber, sender jo et vigtigt budskab om de ændrede etniske forhold i vort land af samme betydning som da din 26. tipoldefar, Alfons VI i Castile og Leon, giftede sig med en muslimsk indvandrer og derved bragte friskt arabisk blod ind i dit blå blod - udtrykket der netop stammer fra den tids europæiske forsøg på at holde det "muslimske" blod ude.

Med din stærke historiefornemmelse har du i pressen givet udtryk for at tænke i langsigtet familieplanlægning. Som mange andre danskere vil jeg derfor blande mig og foreslå, at det måske var en idé under navngivningen af jeres søn at tage højde for fremtidens anderledes etniske balance i vort fædreland. Thi når den nye prins engang bliver gammel, vil et flertal af de danske skatteydere, som skal betale kongehusets apanage, ifølge mange prognoser være muslimer. Skal kongehuset bevare sin popularitet til den tid - og det ønsker vi jo alle - er det altså vigtigt at det ikke entydigt er forbundet med folkekirken.

Et vigtigt skridt i den retning kunne I - uden grundlovsændringer - selv tage ved at komme muslimerne i møde under navngivningen af jeres søn. Blandt de mange forfædre, han kan opkaldes efter i dit og Alexandras stamtræer, er nemlig din 43. tipoldefar, Islams grundlægger, Muhamed. Dette ville være et flot binavn og en symbolsk etnisk gestus og håndsrækning midt i nutidens hetz - men også en fremtidssikring, idet navnet altid kan trækkes frem i forgrunden, hvis fremtidens religiøse magtforskydninger kræver det. Når man ser hvor hårdnakket vandrehistorien om din oldefars rideture med jødestjernen på genfortælles blandt jøder overalt i verden, ser man monarkiets enorme betydning i undertrykte minoriteters messianske ønsketænkning. Jeg tør ikke at tænke på hvad et festligt nytårsindslag af din mor iført et solidarisk medsøstertørklæde under nytårstalen kunne afstedkomme, men nu har jeg i al fald plantet også denne vandrehistorie!

Nogle nutidsdanskere får allerede nu skrækvisioner over dette fremtidige muslimske Europa og læserbrevsskribenter farer hyppigt i felten som din 39. tipoldefar Karl Martel eller korstogsfarere a la dine 26-28. tipoldeforældre, Raimond af Toulouse, Barbarossa, Erik Ejegod osv.
Men hernede fra det euforiske muslimske Kosovo kan jeg ikke lade være at spekulere over hvad deres paranoia egentlig går på. For netop her kan vi jo studere europæisk muslimsk kultur sådan som den former sig over længere tid. Lad os et øjeblik "flygte" - som jeg tilstår jeg gør det med dette brev - fra mit triste og angstfyldte CARE-arbejde i dagtimerne med massegrave og miner og i stedet betragte dette "andet Kosovo."

Bortset fra enkelte gamle koner på landet, der ligesom de gamle kristne går med tørklæder, ligner muslimerne her i et og alt danskerne. Det typiske bybillede præges f.eks. af lårkorte muslimske kvinder i højhælede sko, nedringede bluser og håret væltende frit ned over skuldrene. De kæderyger nøjagtigt som deres danske medsøstre og sidder overalt og drikker øl på et utal af fortovscafeer - hyppigt endog gumlende på en skinkesandwich. At moskeerne ligger ligeså øde hen som de danske kirker kan ikke undre, for intetsteds i Europa har jeg set et så sprudlende natteliv med så mange og overfyldte natklubber. Men modsat Danmark er de her fyldt hver nat i ugen med et lige antal mænd og kvinder. Kvinderne klæder sig normalt stramt og sexede - med læbestift og makeup - tydeligvis for at lokke os mænd med alt andet end muslimsk ærbarhed og kropsafstand.

Så hvad har vi at frygte? Uden tvivl vil dansk muslimsk kultur udvikle sig i samme retning - hvis vi giver den lov til at udvikle sig frit. I så fald kan vi glæde os, thi jeg føler mig allerede som i paradis - her i Pristina - midt i Kosovos i sandhed lumske "minefelter"!

Hvis vi åbner vore arbejdspladser, natklubber og hjerter mere herhjemme for vore egne muslimske indvandrere, vil disse med tiden naturligvis blive ligeså "danske" - på godt og ondt - som Kosovos muslimer. (En fortsat udelukkelsespolitik, derimod, vil fastholde dem i fremmedartede "tilslørede" kulturer i stil med danske immigranters import af dansk "rugbrødskultur" i fremmede lande og sågar i USA? Hvis vi virkelig "elsker den brogede verden", som jeg blev opflasket til det i kristendom og højskoleopvækst, hvorfor så ikke allerede i dag forsøge at påvirke dem med disse, vore stærkeste danske værdier, gennem en ægte grundtvigiansk respekt og hensyntagen overfor vore mindretal og de "brogede" tørklæder frem for at forsøge at påvirke dem med et intolerant og totalitært livssyn a la de lande, de hyppigt er flygtet fra.) Et vigtigt symbolsk skridt for os alle, Joachim, ville være din stolte anerkendelse af kongehusets forfædrene muslimske rødder i navngivningen af din søn.

Men glem ikke lidt etnisk balance. Du ville med et slag række ud til både din kone og alle Østens religiøse mindretal i Danmark, hvis du valgte også at opkalde din søn efter din 68. tipoldefar, Ashoka. Som H.G. Wells skrev: "Blandt de titusinder af monarker gennem historien, skinner navnet Ashoka som en enlig stjerne. Fra Volga til Japan æres hans navn stadig. Kina, Tibet og Indien bevarer mindet om hans storhed."

Han samlede Indien år 250 f. Kr., men efter at have set krigens gru blev han pacifist, grundlagde dyrehospitaler og skabte den indiske tradition for vegetarmad for også at skåne dyrene, blev verdens første kvindesagsforkæmper med et netværk af universiteter for kvinder og blev til sidst buddhistisk munk. Han var Gandhis store forbillede, og da Nehru 2100 år senere sad fængslet under kampen for på ny at skabe et genforenet frit Indien, sidestillede han i fængselsbrevene til sin 14-årige datter, Indira Gandhi, Ashoka og Jesus som sin store inspiration i den ikke-voldelige frihedskamp mod englænderne. Men hverken han eller de fleste indere i dag er i stand til som jeres dansk-orientalske søn, Joachim og Alexandra, at føre en slægtslinie direkte tilbage til deres store landsfader, hvis navn netop her i de rygende sorte ruiner efter Kosovos multi-etniske nederlag lyser så stærkt for mig. Ved at kaste glans over Ashokas navn, ville I kaste hans fredens lys og håb ind over fremtidens multi-etniske Europa.

De to stamtræer fra Muhamed og Ashoka ned til vor nye multi-etniske prins NN Ashoka Muhamed Joachimsen Manley (?) kan ses på Muhammad og Ashoka.

Jeg var taget til Kosovo for at assistere i CARE's minerydning og havde forestillet mig at jeg ville skrive artikler dernede fra. Imidlertid var jeg efter hver dag i marken - den konstante angst for at træde forkert og sprænge i luften, samtalerne med mineofrene og de pårørende ved massegravene i næsten hver eneste landsby, de konstante trusler fra serberne (en af vore biler blev totalt smadret af dem den sidste dag i et af de kvarterer vi ikke kunne få vore albanske chauffører til at køre igennem) osv. - alt sammen gjorde mig så psykisk slået ud og smadret af indtrykkene, at jeg ikke kunne skrive.