Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Tale til Henrik Saxgrens overrækkelse af
Martin Andersen Nexø Fondens pris
den 27. oktober 2006:





Henrik Yde overrækker Saxgren prisen på 20.000 kr


Har den fattige et valg?:

Jorden er en syndefuld sang
 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Tak fordi jeg er blevet inviteret til at tale her til Henrik Saxgrens prisoverrækkelse i dag. Jeg spekulerede lidt over hvorfor bestyrelsen i Andersen Nexø-fonden har valgt mig til at tale, da jeg jo overhovedet ikke har forstand på eller nogen særlig interesse for fotografering. Jeg går næsten aldrig på fotoudstillinger og har kun set enkelte af Saxgrens.
Så jeg gik ud fra at det nok var vores fælles menneskelige engagement – især i den Tredje Verden og indvandrerspørgsmål – som har fået jer til at vælge mig som dagens "festlige" taler.
Og netop derfor kommer jeg nok til at skuffe, da meget af det Henrik og jeg har beskæftiget os med jo ikke just er festligt.

Jeg vil da heller ikke tale om Henriks billeder, som jeg som sagt ikke har forstand på i en kunstnerisk sammenhæng og da det jo under alle omstændigheder er lidt farligt at tale om andre fotografers billeder, når man som os to har så forskellig en stil. Jeg må tilstå at jeg kun har set tre af Henriks udstillinger, nemlig hans rystende Nicaragua-billeder, hans æstetisk meget flotte Ecuador-billeder og hans sidste Krig og Kærlighed i Øksnehallen, som fik min kone til anklagende at spørge om hvorfor vi dog ikke levede ligeså lykkeligt som disse
indvandrere :-)
Og da jeg i går forsøgte at låne nogle af hans bøger på biblioteket for at skrive denne tale var de alle udlånt.

Så derfor vil jeg hellere snakke om det fællesskab jeg føler jeg deler med dig i vores menneskelige holdning og hvilke selvkritiske spørgsmål disse uundgåeligt rejser for os i vores formidling gennem afslørende billeder. Og især om nogle af de fælles steder vi har fotograferet og hvor jeg derfor ikke kunne undgå at sende dig en venlig tanke. Dine Nicaragua-billeder og tanker omkring dem i din kronik i Politiken var nok de mest oprivende og tankevækkende for mig netop fordi du rejste spørgsmålet om hvordan vi skal opfatte kulturer med helt anderledes værdinormer end vores og om hvor vidt den fattige reelt har et valg.

Jeg ville sikkert selv have skrevet kronikken som dig, altså tilpasset til et dansk publikum med næsten romantiske Martin Andersen Nexø-agtige fortolkninger af fattige pigers prostitution som (citat) "et udtryk for deres ansvarlighed og sidste desperate udvej til at brødføde en sulten børneflok" og "eneste udvej i et Nicaragua uden socialhjælp." Vi hyler jo med de kulturimperialistiske ulve vi befinder os i blandt og ved at danskerne elsker at se sådanne skæbner som ofre frem for som ligeværdige individer med et frit valg.

Kun antydningsvis lod du, som jeg husker det lige nu, læseren ane at der er tale om en helt anderledes kulturs gensidige arrangementer og ikke tvang når nogle langtidsobserverede piger til din tilsyneladende forbavselse ikke viste tegn på at have været udsat for "en kynisk seksuel udnyttelse." Er dette for at skåne os eller Nicaraguanerne at vi vælger at skrive næsten som i Ditte Menneskebarns tradition?

Som rejsende opfatter man lynhurtigt et folks kulturmønstre under privat indkvartering. Jeg selv tog spontant af sted til Nicaragua fra USA og ankom uvidende om at Managua var totalt mørklagt. Jeg havde ikke andet valg end at famle mig rundt i mørket i de enorme slumkvarterer, der grænser op til lufthavnen i et forsøg på at finde et sted at bo. Her oplevede jeg uden at kunne et ord spansk den anden side af din beskrivelse - en umiddelbar gæstfrihed uden sidestykke og i al fald ganske anderledes end den kendt fra stive afmålte danske kaffeborde. Frit gik jeg ind og ud af alle deres brune papkasseskure - nogle på størrelse med hundehuse - direkte ind i deres "soveværelser".

For virkelig gæstfrihed må der vel være tale om når man overalt fortsætter sine elskovsscener i sengene uden at ænse den fremmede og end ikke påvirkes af dennes blitzfotografering i mørket. Og ikke blot i byernes sultende slum, men også ude på landet i sengene under ofte bugnende majslofter. Godt nok nåede jeg ikke hos de få rige at se dette ukomplicerede forhold til det seksuelle og "private", men du bekræftede alligevel mønstret med din beskrivelse af Daniel Ortegas incesthistorie.

Også jeg var rystet over afsløringerne af denne sympatiske præsident, som jeg personligt havde haft den fornøjelse - på i øvrigt ganske absurd vis mens Reagan lå i krig mod ham - at vise rundt i New Yorks "udbombede" slumkvarterer, der stod som tro kopier af Managuas. Men da incest jo hyppigt går i ring fra offer til offer uden at skele til fattigdom er Nicaraguanernes egen reaktion mere interessant. Deres forargelse fulgte nemlig stort set de allerede kendte for-eller-imod-sandinisterne-mønstre.

 

En lignende "udansk" holdning til det seksuelle og private oplevede jeg i det mere velstillede Botswana, hvor kvinderne hyppigt i hjemmene løftede skørterne op og blottede deres nøgne underliv for mig som fotograf mens vrimlen af lyse mulatbørn udenfor vidnende om dette, ulandshjælpens mest synlige bidrag til Botswana.

Sluttelig kunne jeg nævne det rige Thailand, hvor glædespigerne overalt havde lært sig historier, der kunne få tårerne frem hos danskere, om at "prostitution var deres eneste udvej ud af fattigdom" i deres i øvrigt ikke særligt desperate forsøg på at nå ned i min snerpede, tilknappede danske værdi-pengepung, - kulturofre som de jo nok mere var end klasseofre.
(Mine generaliseringer her er selvfølgelig sket på et større erfaringsgrundlag end disse overfladiske eksempler. Det kan som bekendt af og til være farligt IKKE at generalisere hvis man som turist eller bistandsgiver ønsker at opnå overlevelse eller succes gennem indleven i en fremmed kultur).

Som modsætning til disse landes særlige seksuelle mønstre står f.eks. Bolivia med en fattigdom ligeså håbløs som Nicaraguas, da man stort set ikke kan opdrive eller opleve sex som fremmed. Ja, når jeg i deres hjem så døende børn og tilbød penge og kørsel for at tage dem på hospitalet, nægtede de pure at "prostituere sig selv" overfor den hvide mand eller de hvides hospitaler og valgte at lade børnene dø.

Endnu stærkere oplevede jeg den fattiges valgmulighed i Haiti, da jeg var flyttet ind i det fattigste blikskursslum, City Solei, hvor jeg blev glad for at opdage at du også har fotograferet ......skønt Jørgen Leth og alskens gode kræfter jo advarede os mod at færdes i dette blodige voldsområde. Men heller ikke her så jeg åbenlys prostitution og oplevede endog selve natten som kønsopdelt. Når jeg blev vækket kl. 4 om morgenen som næsten eneste sovende mand mellem slummets kvinder, havde mændene natten lang stået udenfor og holdt vagt med deres macheter. Af pladsmangel sov de nemlig på skift. 
 

Når jeg derfor lå klemt inde - et sted mellem en 20-årig tændstiktynd aidsramt kvinde og en 19-årig sindslidende pige lænket med jernkæde til en sten på gulvet fordi hun hele tiden flygtede - oplevede jeg et ganske anderledes moralsk billede end i Nicaraguas fattige senge. Natten igennem kom f.eks. pigens bror ind for ærbart at tildække den sindssyge piges bryster hver gang de faldt ud af natkjolen under hendes konstante vriden sig i lænken - i hans skamfølelse over at jeg skulle se "dette private".
 

 Med til dette rørende billede hører at vandet stod os op til sengekanten og at vi vadede rundt i skvulpende lig, bl.a. naboens 16-årige søn med hjernen hængende ud af hans smadrede hoved, da det var midt under orkanen Gordon. At mennesket altså har et valg selv midt i den mest håbløse fattigdom så jeg dog endnu stærkere, da jeg fotograferede nabokonen, som stod i vand til underlivet i sin blikhytte med et barn i hver arm. Det ene var lammet og stift som et bræt, uden tegn på indre liv og uden chancer for langtidsoverlevelse i dette område, der altid stod under en halv meter vand med menneske- og dyrelort flydende gennem blikskurene. Hvorfor "taber" hun ikke blot barnet i det befriende vand som naboens barn, der faldt ud af sengen og druknede natten før, tænkte jeg kynisk, da jeg selv på kort tid var blevet totalt dehumaniseret af denne fattigdom?
 

Jeg forstod pludselig hvorfor de valgte at "tabe" sig selv i det tilstødende hav på tømmerflåder mod USA - ligesom jeg selv snart valgte at "tabe" deres trøstesløse fattigdom af sind og syne som en anden "bekvemmelighedsflygtning" tilbage i Danmark. Når mennesker i så håbløs fattigdom altså tydeligvis har magt til at vælge et værdigt liv, er det vel et udtryk for kulturimperialisme når vi forsøger at beskrive og fortolke f.eks. Nicaraguas prostitution og afvigende seksuelle adfærd som et fattigdomsproblem.

Har vi alligevel på typisk dansk vis trang til at se Nicaraguanerne som ofre, skulle vi måske lytte til de forklaringer jeg selv fik på deres seksuelle mønstre. For ca. 200 år siden blev næsten alle indianske mænd (500.000) i Nicaragua sendt til Bolivia for at arbejde som slaver i minerne. Ingen kom tilbage. Nicaraguas kvinder ønskede at bevare deres indianske kultur og lod derfor de få resterende mænd befrugte så mange kvinder som muligt. Nicaraguas store problemer i dag med seksuelt "misbrug" af unge piger, incest, vold i hjemmene og børnerige familier med mange forskellige fædre tolkes altså som en nedarvet reaktion på vores ødelæggende kolonialisme (konstant re-stimuleret og fastholdt af USA gennem Somoza og contra'er) og ikke som en eller anden dansk sødsuppeforklarende og ansvarsfravigende universel fattigdom.

For mig er disse spørgsmål nogle af de vigtigste du har bragt op med dine billeder og skriverier og jeg ved at du må have tænkt meget over dem i Nicaragua ligesom jeg selv dagligt bliver mindet om dem af mine moralske amerikanske elever uden at kunne give dem et godt svar ud over at ”Jorden er en syndefuld sang”. Lær at elske den uden fordomme.

Når vi smider fordommene væk bliver det hele i al fald lidt festligere, så måske jeg alligevel skulle forsøge mig med en mere festlig afslutning på noget der kan virke lidt trist. Jeg må nemlig tilstå at jeg selv var lige ved at udvikle fordomme overfor dig, da du var skyld i at jeg blev sablet ned af kritikken til den eneste udstilling jeg selv har haft her i landet. Det var i agurketiden og Politiken sendte derfor arkitekturanmelderen Henrik Steen Møller. Han ringede mig op forinden og spurgte om jeg havde nogle Nicaraguabilleder med på udstillingen. Jeg svarede at jeg kun havde 5 dårlige billeder derfra, da jeg kun havde været i Nicaragua i sammenlagt to dage, men havde valgt alligevel at tage dem med da opholdet havde været så rystende for mig. ”Ja men, så glæder jeg mig til at se din udstilling, sagde Steen Møller, for jeg har lige været i Nicaragua sammen med Henrik Saxgren og det var også for mig en dybt rystende oplevelse at møde de mennesker han har fotograferet.” Men var der nogen der blev dybt rystet da jeg så Steen Møllers anmeldelse i Politiken var det mig. For den oplevelse du havde givet ham i Nicaragua kort før bevirkede at han næsten overhovedet ikke kunne fokusere på andet end mine elendige 5 billeder derfra ud af en samlet udstilling på 260 billeder. Og i sammenligning med dine fantastiske billeder var det klart at de faldt helt til jorden - gødet som den var af den syndefulde jord, der i den grad havde rystet os alle tre.

Så hvis jeg ikke havde fået lov til at lufte denne min lille frustration her i dag over at du gav anledning til en nedrakning af den eneste udstilling jeg nogensinde havde dristet mig til at ryste op af jorden, - ja, hvem ved om jeg så ikke havde udviklet fordomme imod dig? :)

Og når først vi udvikler fordomme mod andre mennesker og andre kulturer, ja, så ved vi at alting virkelig går galt som det er sket i det dagens Danmark, hvis fordomme du på så fin vis er gået i krig og kærlighed med i dine seneste billeder.

Kære Henrik, i denne kamp er jeg stolt over at have dig som allieret. Der er mere end nogensinde brug for folk som dig, der utrætteligt og – ved jeg selv som fotograf – ofte lidt ensomt afslører den virkelighed, som kan forekomme så uforståelig når den ses og fordømmes udefra - i andre lande. De spørgsmål du har rejst om hvor vidt Nicaraguas fattige har et valg er jo de samme som udlandet i dag stiller om Danmarks rige indbyggere i en tid hvor vi i al fald ikke mere kan bruge Martin Andersen Nexøs virkelighed som undskyldning.

Tak fordi du får os til at tænke over og stille spørgsmål til den verden vi lever i Henrik!
 



Tillykke med den velfortjente pris.

 

 


Copyright © 2006 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler