Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Tale til julefrokosten 12. december 2000 i 
Eventyrernes Klub
 

 

Juletale om at leve op til julebudskabet:


Lidt julesnak i Eventyrklubben


tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Ja, hvad skal man egentlig sige ved en julefrokost i en rejseklub? Er der ikke et modsætningsforhold? Julen handler jo om at være noget for andre mens det at rejse handler om at tilfredsstille sin rejselyst, sine egne behov, ikke? Men man kan jo også vende den om og sige at julen handler om kun at interessere sig for sine egne, at bruge en afrikaners årsløn på at belæsse sin familie med gaver, som de er trætte af få dage efter, mens det at rejse handler om at interessere sig for andre mennesker i verden end lige sine egne, hvilket ofte fører til en slags socialt engagement. Så lad os se om vi ikke kan forene de to fortolkninger.

I praksis er dette ikke altid så let. Da jeg skulle holde juleafslutningstale for nogle år siden i det ene af Vejles to gymnasier - var det Rostrup eller Rødkilde? - blev jeg lidt smittet af julestemningen og snakkede rørstrømsk om hvordan vi skal være gode ved hinanden. Glad kørte jeg bagefter hjemad for at holde jul med familien. Men lige før Storebælt opdagede jeg så en blaffer ude i vejkanten, der så træt og opgivende ud. Jeg samlede ham selvfølgelig op, som jeg altid gør, men da jeg hørte at han var flygtning fra Bosnien og havde drevet om på Europas landeveje i over et halvt år som krigsflygtning uden at nogen havde inviteret ham ind, kom jeg til at tænke på at jeg jo ikke så godt kunne være bekendt ikke selv at leve op til mit glade julebudskab. Så - skønt han absolut ikke var den mest tiltalende type - var der ikke andet at gøre end at invitere ham til at holde jul hos os.

Min kone syntes heldigvis det samme - skønt vi studsede lidt over hvordan han kastede sig over maden inden den var serveret og nærmest lå hen over bordet under måltiderne. Han var tydeligvis krigsskadet og havde tilmed lidt under voldsom mishandling fra sin far i barndommen. Så vores tolerance gik jo et langt stykke. Men lige gyldigt hvad han rørte ved i huset, gik det straks i stykker. Hans voldsomhed slog os alle om kuld. Børnenes fodbold var flad efter to minutters spil på gaden og snart fik han ødelagt alt deres legetøj, mens CD'erne underligt begyndte at forsvinde. Da jeg med hans sportsinteresse gjorde mig stor ulejlighed med at købe nogle Jugoslaviske sportsblade til ham, kylede han dem fornærmet igennem lokalet, da han så at de var serbiske. Han selv var kroat. På det tidspunkt var der ren borgerkrig i huset mellem ham og de to serbiske flygtninge jeg i forvejen indkvarterede fra Sarajevo. Finalen kom da han nytårsnat med en eneste tændstik fik sat ild til børnenes store pose med nytårsfyrværkeri, så vores gade et kort festligt øjeblik lignede bombardementet af Sarajevo. Hvorefter min kone rasende sendte ham ud på Europas kolde landeveje kl. 4 om morgenen. Underligt nok stod Slaven der - som huserende et sultent genfærd - midt under julemiddagen igen den næste juleaften uden at nogen anede hvordan han var kommet ind i huset. Han fortalte at han gennem hele dette år havde sovet på Europas banegårde og til sidst givet op og været tilbage i Bosnien. Men han længtes tilbage efter den eneste menneskelige varme, han nogensinde havde mødt. Vi fik igen straks dårlige nerver ved synet af ham, men forbarmede os over ham. Hvorefter det hele gentog sig og vi igen måtte smide ham ud - denne gang allerede inden nytårsaften. Når min kone reagerede så voldsomt, var det sikkert fordi jeg selv nogle år før var flyttet ind hos hende efter at min egen lejlighed var blevet totalt raseret i mit forsøg på at integrere en gruppe feminine, shia-muslimske iranske transvestitter med en stor gruppe maskuline, palæstinensiske sunni-muslimske PLO-krigere, der aldrig havde kendt andet end AK-47 og israelske fængsler. Snart lignede lejligheden det rene Beirut og jeg måtte flygte og bruge over en million på at istandsætte den.

Nej, det er ikke let at leve op til julebudskabet, at prøve at lukke den store verdens tragedier og smerte ind i sin egen lille egoistiske jul. Det var ligesom hyggeligere i min barndom, når vi i præstegården inviterede en eller to af sognets fattige med til vores juleaften, og de sad i stille ydmyghed overfor præsten og tillod denne og os andre at beruse os i selvgodhed over således at have lukket Jesus-barnet ind i vores varmende stald…..stalden hvor i øvrigt de omrejsende jyske vagabonder blev henvist frem for til en opvarmet seng. Sådan ser den idealiserede fattige ud i kristendommens tankeverden og min fars fattige julegæster kunne godt evne at leve op til dette glansbillede for en enkelt aften, når min far ikke hældte for meget op i glassene. Men virkelighedens fattige og udstødte har sværere ved at leve op til vores julebudskab. Ja, for det må jo være dem, der er noget galt med når de ikke formår at vise rigtig taknemmelighed, konkluderede de fleste af mine andre gæster til vores lille Sarajevo-nytårsaften.

 

Det værste ved den slags historier er imidlertid at de er med til at skabe yderligere berøringsangst i os, den angst som jo fik os til i første omgang at udstøde og gøre visse mennesker anderledes end os selv. Hvorefter vi yderligere får grund til at frygte dem.

Men hvorfor er det så svært for os at leve op til essensen i det glade julebudskab vi fejrer hvert år? Og hvad kan vi gøre for at blive bedre til det?

Ja, her kommer jeg til at tænke på en anden juleaften fra de år, hvor jeg selv gik frysende rundt på landevejene og havde brug for lidt hjertevarme. Af en eller anden grund var jeg altid i New York juleaften og der var det sandelig ikke let at komme indenfor i julevarmen. De kristne havde jo travlt med at fejre deres egen lille egoistiske jul. Og de fleste - jøderne - fejrede den slet ikke. En morgen vågnede jeg netop op i sengen hos en sød jødisk pige og opdagede kun ved et tilfælde at det var julemorgen, hvorefter jeg kan huske at jeg havde skyldfølelse over at jeg var kommet til at bolle denne - i mit præstehjem så højhellige dag - væk uden at have opdaget det. Og pigen forsøgte jo ikke at leve op til noget forkvaklet julebudskab og sparkede mig ud i julemørket fordi jeg vist ikke havde levet op til hendes forventninger om en Scandinavian lover. Så de fleste juleaftner endte jeg med at sidde på gaden omkring et bål og dele julehistorier med en eller anden hjemløs og dele en billig flaske Boones Ablewine. Da de hjemløse altid blev mere berusede end jeg og faldt først i søvn, flakkede jeg derpå alene rundt i gaderne. Og det var netop en sådan juleaften, som jeg sent glemmer, hvor jeg blev overfaldet af tre pistolbevæbnede puerto ricanske røvere i de mennesketomme gader. Ud over chokket kan jeg huske min højhellige forargelse over at de ikke kunne finde på at fejre julen på en anden og lidt mere menneskekærlig måde. Men her kommer vi altså igen med vores kristne billede af hvordan den fattige bør opføre sig som en "savage noble". Og da de fattige jo sjældent gør det, bliver vi angste.

 

Gennem årene er jeg imidlertid blevet klogere og ved nu at det jo ikke var disse røvere, der gjorde mig angst, men tværtimod min angst som gjorde dem til røvere. Med alle de advarsler, vi er blevet flasket op med i barndommen, kommer vi selvfølgelig altid som rejsende anstigende med en vis angst ude i det ukendte. Den angst genstimulerede de hvide amerikanere ustandseligt med deres evindelige advarsler om de sorte og puerto ricanerne - med deres fantastiske "politisk korrekte" evne til at gøre dette uden nogensinde at nævne denne tabu-ramte befolkning direkte ved navn. Og hvad opnåede de med en sådan velment ondskab i den kærlige omsorgs navn? At deres egen irrationelle angst det første års tid forplantede sig så dybt i mig at jeg blev overfaldet af pistolmænd 4 gange.

Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se at jeg dengang ikke var noget frit menneske. Skønt volden i dag er ca. dobbelt så hyppig som i 70'erne og skønt jeg i dag færdes langt mere i ghettoerne end dengang, er jeg ikke siden blevet overfaldet af pistolbevæbnede mennesker. Det menneske der er overvældet af angst overfor medmennesket bliver nemlig let offer. Det kan allerhøjest karakteriseres som modigt eller dumdristigt ved måske i en snæver fysisk forstand at bevæge sig ind i tabu-belagte grænseområder. Ud fra en selvisk interesse i personlig overlevelse er jeg altså siden blevet en bedre rejsende, men har samtidig mistet min uskyld ved ikke længere at være "modig" eller "dumdristig". For jeg har for længst lært at der ikke findes nogen mennesker, jeg behøver at være bange for.

De erfaringer, som jeg fik ved hjælp af andre, vil jeg gerne lade gå videre til nutidens unge rejsende, og samtidig prøve at vise hvordan en sådan egoisme godt kan gå hånd i hånd med en form for næstekærlighed, der kan hjælpe med at frigøre ikke blot os selv, men også "mennesket" i vore potentielle overfaldsmænd. Når jeg - som en anden Troels Kløvedal - tager unge danskere med på mine turneer, ser jeg dem i regel lammet af den samme angst, som jeg selv engang var plaget af og ser hvordan de derfor uundgåeligt sender angstens vibrationer ud til potentielle kriminelle og overfaldsmænd.

Det er imidlertid mere farligt end de fleste forestiller sig at vise frygt overfor såkaldte "voldsmænd". Man må jo ikke glemme at dette er mennesker, som samfundet og opvæksten har forkastet og knust og givet en sådan afmagt at deres eneste følelse af magt netop består i magten til at skræmme os andre ved at være "cool", "bad", "tough", "mean" og iklæde sig voldens skrækindjagende symboler. Men denne magt må vi aldrig give dem, thi det er en falsk magt som ikke fører til frigørelse for dem, men desværre alt for ofte til yderligere undertrykkelse: fængsel. Fængslingen i sig selv er en umenneskelig handling overfor mennesker, der allerede er så indespærrede og ufrie, men den er samtidig en direkte følge af vores umenneskelige opførsel overfor dem ved gennem vores undvigende adfærd at provokere dem til at gøre os til ofre. Thi når vi sender dem vibrationer eller signaler, der tydeligt afslører vores angst overfor dem, sender vi dem samtidig budskabet: "Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig." Men at fortælle mennesker, der har det skidt med sig selv, endnu engang at de er "dårlige", at de ikke dur, at vi ikke ønsker dem osv er som at smide benzin på ulmende gløder: det gen-stimulerer hele den fortvivlede knude af smerte og vrede, som et livslangt lidelsesmønster har skabt i dem - og netop derpå er det at de pludseligt og planløst eksploderer og overfalder os. Men deres udgangspunkt var såmænd blot at de med deres ringe selvværdfølelse - ganske vidst på en lidt klodset og aggressiv måde - havde forsøgt at kontakte os i et desperat forsøg på at møde lidt menneskelighed - en menneskelighed som de ofte ikke er i stand til at få fra ghettoens andre indespærrede med deres egne lidelsesmønstre. Det er endnu engang undertrykkelsens onde cirkel, vi ser: både "offer" og "gerningsmand" får pludseligt og ufrivilligt disse etiketter hæftet på sig fordi ingen af dem var "frie" fra begyndelsen, men styret af ydre kræfter.

Men efter 4 af den slags overfald begyndte jeg efter et par års rejse at frigøre mig fra denne lammende angst, som andre havde plantet i mig, og siden har det været et sandt mirakel at rejse. Det var selvfølgelig det positive samvær med så mange af ghettoens andre beboere, som hjalp mig til tydeligere og tydeligere at se mennesket bag nogle af ghettoens patologiske symptomer såsom "kriminelle", "narkomaner" "prostituerede" osv og derved at overvinde den angst som ghettoens ydre undertrykker havde plantet i mig.

Jeg har ofte været forundret over at unge danskere - som jo hører til jordens mest rejsende folkefærd - samtidig kan være så lukkede at de hyppigt kommer tilbage fra både hele og halve jordomrejser uden egentlig at have "oplevet" andet end deres egen slags. For at krydse grænser har jo intet med grænseoverskridende rejseri at gøre. Derfor tager jeg altid straks de unge danskere, jeg inviterer med på mine turneer, med på besøg hos mine venner i ghettoerne. Gennem disses vidunderlige gæstfrihed, madlavning og hjertevarme, overvinder de snart den irrationelle angst, som alt for mange voldsreportager fra amerikansk domineret Satellit-tv har plantet i de unge i disse år. Thi angst overfor mennesker er efter min mening altid irrationel og tjener intet formål. Først når man har overvundet den, kan man frit rejse rundt i verden - og dermed hjælpe andre til at blive frie. Thi når man er i stand til at møde f.eks. de føromtalte smertens børn uden angst sender man dem uvægerligt budskabet: "Du er god, jeg har grund til at vise dig tillid."

Og så først åbner verden sig op for én, thi dette er intet mindre end en kærlighedserklæring til alle de mennesker i verden, der har det dårligt fordi de aldrig har mødt andet end afvisning, frygt, ghettoisering og siden det uundgåelige følgeskab af foragt og had. Undertrykkelsens onde cirkel har jo altid kørt efter devisen: "Til dem som har skal mere gives, fra dem som lidet har skal også det tages." Men hvem siger egentlig at sådanne cirkler ikke kan brydes?

Netop som rejsende har man fantastisk mulighed for at eksperimentere med sig selv og andre. Og når man først har opdaget hvilke mirakler der kan udrettes ved at vise andre mennesker tillid, ja, så først bliver man "hooked" på at rejse. For så først åbnes dørene op til det grænseudvidende univers. At vise mennesker tillid bliver af dem opfattet som en kærlighedserklæring - ikke mindst blandt de mennesker, der har allermest brug for en sådan tillid. Alle mennesker - lærer man snart - hungrer efter kærlighed, og selv de "farligste" eller mest "truende" mennesker - indespærrede som de jo er med følelsen af aldrig at have fået nogen kærlighed - ja, de slet og ret smelter for fødderne af én. Luften så at sige siver ud af de skrækindjagende, tomme "monstre" de tidligere havde blæst sig op til i mødet med os. Og derefter vil de gøre alt for én, tage os ved hånden og føre os trygt gennem tykt og tyndt, hvorved tidligere tilsyneladende lukkede døre næsten "sprænges" op for øjnene af os.

 

At sige ja til menneskene man møder uden undtagelse kan umiddelbart lyde som en form for næstekærlighed a la den barmhjertige Samaritaner og i sin konsekvens ender det da også uundgåeligt før eller siden i en form for kærlighed til næstemennesket. Men udgangspunktet er og bør altid være ens egne selviske interesse: at man simpelthen snyder sig selv for uerstattelige oplevelser ved at sige nej til netop de mennesker der udfordrer én ved umiddelbart at forekomme som "farlige", "ulækre", "perverse", "tabubelagte" osv. og som netop i kraft af disse tabuer rummer de virkeligt grænseoverskridende oplevelser som "rigtige" rejser bør indeholde.

Til dette selviske udgangspunkt hører også med at en sådan imødekommenhed og åbenhed overfor netop dem, som direkte udfordrer én, slet og ret er den bedste måde at overleve på. For hvad ligger os vel mere på sinde i en stadigt mere voldelig verden end netop personlig overlevelse?

Således går egoisme og næstekærlighed - julebudskab og rejseri - hånd i hånd og begge parter bliver mere og mere befriede og befriende overfor andre i processen, som får en selvforstærkende lavineffekt. For det helt frigjorte menneske - hvis man kunne forestille sig et sådant - har jo en smittende naturlig nysgerrighed, åbenhed, rejselyst og..... ja, måske endog en dag en slags oprigtig kærlighed til alt levende omkring sig..... den naturlige kærlighed, der blev undertrykt i os alle i opvæksten.

Men som min indledende historie om den mislykkede jul med den Bosniske flygtning antydede kan vi blive nok så gode til måske at leve op til julebudskabet, når vi rejser og prøver at overleve ude blandt de fremmede. Men det som julebudskabet virkelig handler om er hvor godt vi lever op til det, når de fremmede - med alle deres traumer og problemer - kommer til os.

 


 
Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler