Politikens debatsider har på det seneste bragt flere utilslørede angreb på islam uden at disse forholdt sig til islam som tro.
Vi kan diskutere hvor vidt det er rimeligt i et multireligiøst samfunds medier at kritisere andres tro – den tilstand et flertal af jordens beboere ufrivilligt er havnet i ved som forvirrede, snottede børn i mors skørter at blive slæbt hen i synagoger, kirker, moskeer, templer osv. og som altid vil opleves som tåbelig, ligegyldig eller undertrykkende for den udenforstående. Netop derfor oplever jeg sjældent medierne gøre det i mit andet hjemland, det multireligiøse USA.

I al fald burde redaktionen skarpt adskille skidt fra kanel. Thi alt for mange af de kritiske indlæg I har bragt har forsøgt at stemple muslimer generelt ved at fremdrage visse lokalt betingede medbragte kulturmønstre hos indvandrere såsom tvangsægteskaber, tørklæder, omskæring, æresdrab, kønsdiskrimination osv. skønt disse hyppigt er ligeså udbredte i andre religioner fra samme landområder eller er under hastig afvikling i samme landes byer. Er det ikke nok at vi bruger ytringsfriheden til at placere den form for generaliserende had eller uvidenhed – selv fra højt uddannede folk som Flemming Bengtsson (Pol. 3.1) - der hvor de rettelig hører hjemme i Jyllands Postens og BT’s smertesspalter?

”Jeg tror ikke at muslimer generelt er terrorister, men…..” skriver Bengtsson og bruger så alligevel Politikens spalteplads til at gøre en hel religion synonym med terror og vold ved - modsat ovennævnte tilfælde - at fokusere på en døgnfluekort nutidig epokes modstandskamp hos enkelte muslimer inspireret af hinduernes brug af selvmordsbomber i Sri Lanka. Bengtsson må være ung, for det meste af mit liv har terrorisme været associeret med kristne – ikke blot i Nordirland og Sydafrika, men først og fremmest hos dem vi ”normalt sammenligner os med” – Frankrigs og USA's massedrab på 1 million algeriere og 3 millioner vietnamesere – de fleste gennem tæppebombninger af uskyldige. Skønt billederne af biskopper som velsignede Vestens masseødelæggelsesvåben inden de blev smidt over fattige landsbyer formede hele min generations psyke, mindes jeg aldrig at vore muslimske og buddhistiske ofre udviklede et had som Bengtssons og mange andre nutidsdanskeres ved at de sidestillede kristendom med terrorisme. Men glem ikke hvor mange islamister, der blev inspireret af for 10 år siden at se højtudviklede europæere – serbere og kroater – metodisk og planmæssigt i Jesu navn myrde langt flere end samtlige islamiske terrorister siden har myrdet og at kristne stadig dækker over massemorderne – uden anger. Til det ”voldelige” historiske perspektiv bør også nævnes at både Carsten Niebuhr og min egen blaffende søn efter lange rejser i muslimske lande først blev voldeligt overfaldet EFTER at de var vendt tilbage til Vestens ”civilization.”

Faren ved ustandseligt at bringe sådanne hadske indlæg om islam er at vi langsomt lulles ind i en tro på deres rigtighed som jeg hørte det i et radioprogram, hvor en tyrkisk kvinde meget bevægende fortalte om de voldelige overgreb hun havde været udsat for i et tvangsægteskab. Næsten samtlige danske lyttere, der ringede ind, forklarede det derpå som et eller andet aspekt i islam ”som vi nok skal støtte dig imod” - skønt kvinden på intet tidspunkt havde sat sin smerte i forbindelse med islam.  Intet forekommer mig mere kvalmende end at se sådanne undertrykte kvinder blive omklamret af danskernes blinde had forklædt som omsorg. For disse havde uden tvivl ghettoiseret hende i alle de år hvor hun råbte på vores omsorg og venskab og hvor hendes prygl steg proportionalt med hendes mands egen følelse af ghettoisering (ligesom jeg kender det fra USA’s sorte ghettoer).

Så kunne Politiken ikke inden I bringer sådanne urimelige generaliseringer om islam afprøve dem ikke blot med jøde-testen, men også med kristen-testen (om kopterne f.eks. også bruger omskæring i de områder visse muslimer stammer fra), hindu-testen (om disse også bruger tvangsægteskaber og æresdrab i det subkontinent, de deler med muslimerne), buddhist-testen (om disse også brugte selvmord(sbombninger) i deres modstandskampe) osv. Men vigtigst af alt er ghetto-testen – dvs. at afprøve hvor meget af al denne undertrykkelse, som vore muslimer oprindelig flygtede fra, der er blevet fastholdt og forstærket af mødet med danskernes afvisning og had - f.eks. i form af ovennævnte generaliseringer - og som bevirker at mange danske muslimer søger tilbage til den smerte de trods alt kendte bedre.

Overdriver jeg når jeg påstår at vi med sådanne generaliseringer om islam er med til at bygge et levende museum for fortidens smerte? Så prøv at kombiner ghetto-testen med jøde-testen på Brooklyns hassidiske jøder. For her ser vi netop alt det danskerne tillægger muslimer såsom tvangsægteskaber, religiøst tildækkede kvinder, omskæring, rigid kønsadskillelse (med skillevægge i offentlige restauranter) og endog terrorisme - procentvis har denne lille ghetto på få år fostret flere enkeltmandsterrorister end alle verdens 1,5 milliarder muslimer. Kun æresdrab har jeg endnu ikke hørt om, når jeg bor hos disse ellers så elskværdige mennesker. Men når jeg lytter til dem om hvordan de blev formet af århundreders europæiske generaliseringer a la ”Jøden lugter og undertrykker kvinder med tvangsægteskaber og påbud om tildækning” forstår jeg hurtigt at alt dette ikke handler om ”jødedommen,” men om en lille gruppe mennesker, hvis næsten holocaust-udslettede kultur blev født og fastholdt af århundreders smerte, ghettoisering og had i Østeuropa.

Men hvorfor være med til at skabe en lignende smerte for muslimerne i Politikens spalter når vi har Jyllandsposten? Hvorfor ikke vise verden at vi har i al fald én avis med en anstændig tone ved at redaktionen konsekvent returnerer sådanne generaliserende og undertrykkende indlæg med ordene: ”Præciser venligst HVILKEN af verdens 1,5 milliarder muslimer, De beskriver, inden vi tager stilling til at bringe Deres indlæg.”