Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

 

Indlæg til Krogerup Højskoles 50 års jubilæum

 

Demokrati kræver en aktiv indsats overfor taberne i samfundet:

Demokrati med undertrykkelse


tekst og fotos af Jacob Holdt

 

I min barndom sad jeg til bords med Hal Kock. Som taler i vores ungdomsforening var han til middag hos mine forældre. Han sad lige overfor mig og jeg glemmer aldrig hans milde, intense blik på mig. Selv min mor, som normalt kunne tromle enhver demokratisk meningsudveksling ned med ordskvalder, sad den dag musestille i ærbødig respekt. At kunne skaffe mig dette korte befriende pusterum var nok til at give Hal Kock en større status i mit sind end nogen anden besøgende i vort hjem.

År senere fik jeg så de ungdommelige vredesmønstre, som kan være så farlige for demokratiet. Jeg blev smidt ud af gymnasiet og mine forældre mente at min eneste redning var højskole. Jeg valgte Krogerup, da jeg fandt ud af at den havde noget med manden med det forstående milde ansigt at gøre. Det blev da også et nyt befriende pusterum - skønt mine lærere såsom Erik Knudsen, Niels Jensen og Arne Skovhus sikkert må have følt at i hvert fald én elev nåede de ikke ind til. Opholdet blev én lang rus af natlig druk og søvngængertilstand i dagtimerne. Når jeg i dag som foredragsholder ser en tilsvarende gruppe unge mænd med ølflasker og modvillige slæbende træsko på de bagerste rækker, ved jeg - på de dage hvor jeg har det nødvendige overskud - at mine ord netop gælder dem, for de var jo mig selv engang!

Det kan være svært at se i sin barndom, hvad der kom til at præge én mest. Men én ting ved jeg: intet gav så hurtige resultater som Krogerup. Lige før opholdet havde jeg i fuldt alvor svaret "løjtnant af reserven" på læreres og forældres nagende spørgsmål om hvad deres fortabte søn ville være efter bortvisningen fra gymnasiet og havde meldt mig til Den Kgl. Livgarde. To måneder efter Krogerup nægtede jeg både at bære og skyde med våben i Livgarden og blev følgelig snart smidt ud. Året efter var jeg på landevejen i USA. Eneste bagage var en tandbørste og Erik Knudsens "Blomsten og Sværdet" repræsenterende "ånden fra Krogerup".

Denne ånd - som satte så dybt et præg på mig i mødet med Hal Kock og Krogerup - frem for det talte ord, som på ingen måde nåede mig - har jeg funderet over i årene siden. Ikke mindst i mit arbejde med tilsvarende vredens børn i USA. Uden menneskelig vækkelse er demokrati en farlig ting, siger Hal Kock, og advarer mod flertalsdiktatur som f.eks. ghettoiseringen af jøderne i førkrigstidens Europa. I mit møde med menneskelig smerte på USA's landeveje gik det hurtigt op for mig hvor langt der er fra retorisk ideal til Hal Kock's dybere betydning af demokrati. De der taler højest om demokrati fandt jeg ofte skabe en ånd så totalitær, at f.eks. homoseksuelle i gennemsnitsdemokratiet tvinges under jorden lige så effektivt som dissidenter i Stalins Sovjet - og sluttelig sendes i et gulagsystem af ghettoer (som San Francisco) væk fra familie og rødder. Først i mit voksne liv er det gået op for mig hvor mange (og hvem) der blev knækket af denne totalitære ånd i mit vestjyske landsbyfællesskab mens Hal Kock talte og vi sang smukke grundtvigske salmer.

Jo, alle er vi for demokrati og ønsker at bekæmpe undertrykkelse i ord. Alligevel bliver vi i virkelighedens verden så let en del af undertrykkelsens mønstre. Sjældent så man det så tydeligt som da to tyske nazister i 1994 slog sig ned i Kværs for at sende hadsk propaganda ud. Straks blev en hel nation mobiliseret i en voldsom og hadsk hetz imod dem dragende i busser til Don Quixotesk vindmøllekamp "for demokratiet". Men hvor ønskede vi egentlig at fordrive dem hen, når de så tydeligt repræsenterede sider i os selv, som vi ikke ønskede at se i øjnene. Efter de sidste årtiers oplysning om børns skader og de lidelsesmønstre de efterlader, er det forstemmende gang på gang at opleve mennesker falde tilbage i "øje for øje, tand for tand" handlingsmønstre. Thi ingen behøver længere at have læst Alice Miller for at vide at man ikke fordriver had med had. At ghettoisere mennesker - at udelukke dem - fastlåser og forstærker blot deres vredesmønstre. Det er ikke til fare for demokratiet, men er slet og ret det mest antidemokratiske man kan gøre. Skulle vi da have ignoreret de to nazister? Nej, for det er i praksis det samme. For mig at se er der - både i teori og praksis - kun Én ting at gøre: at give sådanne smertens børn ubetinget og grænseløs kærlighed - sådan som jeg selv havde fået det af kærlige individer på Krogerup i min egen ungdoms vrede, den vrede som i første omgang havde fået mig til at søge mod et totalitært fællesskab (i militæret). Havde vi i stedet inviteret de to nazister på de velkendte sønderjyske kaffeborde med 17 slags småkager og menneskelig varme kunne vi have opnået det modsatte: at gøre dem til en del af os selv. At bygge vores forhold til det indre menneske i dem frem for deres øjeblikkelige ydre lidelsesmønstre ville samtidig have hjulpet os til at komme i kontakt med de sider i os selv som de repræsenterede: den smertesafgrund som havde givet os det selv samme kategoriske behov for at tænke dårligt og fordømmende om dem som de havde for at tænke dårligt om andre. At tro på demokratiet er for mig at se et vedvarende møjsommeligt vækkelses- og græsrodsarbejde med sådanne smertesmønstre.

Jeg er i skrivende stund på landevejen ned mod en sydstat i USA for at se en fyr jeg for et par år siden samlede op som blaffer. Da jeg har arbejdet en del med Ku Klux Klan-folk genkendte jeg ved den lejlighed straks de samme lukkede og fjendtlige vredesmønstre i ham som i klanfolk (og nazister for den sags skyld) og prøvede at få ham til at åbne sig. Det viste sig at han og hans to brødre personligt havde myrdet så mange sorte, at han ikke kunne "tælle dem på sine fingre og tæer." Han beskrev i detaljer hvordan de havde tortureret dem og smidt ligene i floder og sumpe og tog mig til gerningsstederne. Det sidste af mordene havde givet hans ældste bror livsvarigt fængsel. "I am gonna kill me a nigger to night" havde han pralet hele dagen og de to andre havde ægget ham til at stikke en tilfældig "big nigger" ihjel. Da jeg var kommet mig over mit første chok (og den umiddelbare primitive indre trang til fordømmelse) indså jeg at denne fyr, Woody, havde brug for hjælp. Netop fordi han af type lignede KKK-folk jeg havde mødt vidste jeg hvor let det er at hjælpe dem ud af sådanne lidelsesmønstre. Jeg vidste at jeg på intet tidspunkt (også for min egen sikkerheds skyld) måtte fordømme hans handlinger ved at sige at det er forkert at slå ihjel. Det behøver man ikke at sige. Det ved alle mennesker godt. Det var jo netop derfor han havde gjort det. Tværtimod skal man vise sådanne mennesker at de er "Guds egne børn" - ikke blot i ord, men i sit hele samvær med dem ved at vise dem uendelig tillid - toner de aldrig har mødt før. Da jeg spurgte ham ud om barndommen - om de endeløse prygl han havde fået af de dybt alkoholiserede forældre, der havde efterladt de tre drenge for lud og koldt vand i dagevis - begyndte tårerne at vælde op i ham. Da vidste jeg at jeg var ved at blive hans "allierede" og at han var ved at komme i kontakt med sin dybe smertesafgrund. Noget af det, der har givet mig mest håb for demokratiet og menneskeheden her i de senere år, hvor jeg ganske vidst møder flere og flere mennesker af hans type, er at se hvor lidt der skal til før sådanne tyngede mennesker begynder at løfte hovedet, ranke ryggen og at få det bedre med sig selv. Og mennesker, der har det godt med sig selv, ønsker ikke at skade andre, at slå andre ihjel eller blot at tænke dårligt om andre. Kun mennesker i dyb smerte er i stand til det, vil jeg kategorisk hævde, fordi alene et sådant udgangspunkt giver os håb om at kunne komme undertrykkelsesmønstrene til livs. Fra historiens krisetider, når der finder en voldsom kollektiv ophobning af sådanne lidelsesmønstre sted, ved vi hvor farligt det er at ghettoisere smerten. Mit håb er at der med marxismens fald - og for mange dermed den blinde naive tro på "det gode system" som en gang for alle ville kunne "helbrede" alle lidelsesmønstre - bliver større forståelse for hvordan man aktivt kan arbejde med menneskelig smerte før den bliver til en truende kræftknude for demokratiet. Ikke oppefra i store politiske fantasisystemer, men netop nedefra i det nære arbejde med det individuelle menneske. Det er indlysende at vi kun kan hjælpe hinanden ud af vore lidelsesmønstre når vi selv har det godt med os selv og har det fornødne overskud. I krisetider har de fleste en meget kort lunte. Derfor er det vigtigt for demokratiet at vi i de gode tider lærer disse helingsprocesser - i skole og vækkelsesarbejde - sådan som jeg ser det i mange sammenhænge i USA. Alle kan lære disse processer og med det jeg selv har lært er jeg overbevist om at Woody i dag er på rette vej. Men jeg ved også hvor vigtigt det er at være hans fortsatte "allierede" - og er derfor nu mens jeg skriver disse linier i bilen på vej tilbage.

Et af de smukkeste og mest inspirerende eksempler på en sådan intervention var en jødisk forretningsmand, som Time berettede om. Som jøde var han i årevis blevet truet af den lokale Ku Klux Klan-leder og talte med familien om at flytte fra byen af angst for at få en benzinbombe gennem vinduet. Men de var flygtet fra nazismen i Europa og kunne ikke blive ved med at flygte. Så fandt han ved et tilfælde ud af at klanlederen var handicappet og sad i rullestol. En dag gik han til hans bopæl og spurgte om han havde brug for hjælp til indkøb og rengøring. Naturligvis havde han det i sin ensomhed og på kort tid udviklede de et dybt venskab. En dag fortalte jøden så klanlederen hvem han i virkeligheden var, men da kunne klan-lidelsesmønstrene ikke længere få overhånd: de var blevet venner for livet. Og der gik ikke mere end et halvt år før han endog fik klanlederen til at konvertere til jødedommen! Med andre ord skulle der blot ét menneskes betingelsesløse kærlighed til for at ændre et livslangt mønster af had og destruktion. Så let er det i virkeligheden at bekæmpe undertrykkelsesmønstre. Og alligevel ender de fleste af os altid på den forkerte side i dette vigtige befrielsesarbejde. Som målgruppe for mange af historiens lidelsesmønstre - ikke mindst i Europa - finder jeg gang på gang at amerikanske jøder er de mest aktive i forsvaret for demokratiet. Men det er trist at se på den rolle vi selv - gennemsnitsborgeren - spillede i den berettede historie. Time berettede nemlig at den 65-årige klanleder havde været i Ku Klux Klan siden han var 16 år gammel. Som med flertallet af klanfolk jeg er kommet til at kende var skaden sket i barndommen (utrolig tit i form af incest). I hans tilfælde var han blevet voldtaget i tidlig ungdom, og da ingen havde hjulpet ham ud af de vredesmønstre, som er så velkendte hos sådanne undertrykte børn, var han endt i mere og mere klodset, aggressiv og hadsk adfærd overfor omgivelserne. Disse stadig mere tydelige mønstre fik blot os andre til yderligere at vende ham ryggen og i stigende grad at ghettoisere ham - at fastlåse ham i vreden - helt til det punkt, hvor lidelsesmønstrene blev kroniske: undertrykkelsens onde cirkel. Den oprindelige skade skete måske nok i barndommen, men var ikke uoprettelig. Den værste skade skete i virkeligheden ved at vi andre blev hans virkelige undertrykkere - hvorved vi svigtede demokratiet.

I dag, hvor sådanne lidelsesmønstre blusser voldsomt op overalt i verden, tror jeg at det så småt er ved at gå op for os at demokrati ikke er noget vi blot passivt skal deltage i ved møder og valgurner. Gør vi ikke vores hjemmearbejde ender vi en dag med selv at skulle ud og skyde på de smertens børn, vi har skabt midt i dansen om skindemokratiets gulvkalv. Her tænker jeg ikke blot på de fjerne, stadig mere hyppige tragedier som Jugoslavien og Rwanda, men på den tikkende bombe vi skaber i det mere nære. Den bombe, som for mig eksploderede da min 15-årige søn sidste sommer ved højlys dag blev overfaldet af en indvandrerbande af pakistanske og tyrkiske unge fra Nørrebro med knive og pistoler. Efter at chokket over hvor let han kunne være blevet dræbt havde lagt sig, var jeg mest rystet over på hvor kort tid vi midt i Europas velfærd og tryghed havde skabt nøjagtig de samme vredesmønstre blandt indvandrerne, som jeg kender fra Amerikas sorte ghettoer. Det hjalp sandsynligvis min søn at overvinde lidelsesoplevelsen at han dagligt lytter til denne vrede i sort rap-musik. Min kones reaktion var i første omgang det klassiske reaktionsmønster: "Nu vi se at flytte ud til tryggere forstadskvarterer!" Dog straks efter fulgt af fornuften: "Nu vi se at gøre noget ved den stigende ghettoisering af indvandrerne!" Hvorefter vi begge måtte le over inkonsekvensen i de to sætninger - og hvor let og menneskeligt det er at havne i racismens reaktionsmønstre. For var der noget vi vidste efter vore år i USA, var det naturligvis at der intet godt kommer ud af at skabe yderligere vredesmønstre hos de udskudte gennem vores personlige og aktive ghettoisering af dem. Ghettoer - hvad enten de er homoseksuelle, jødiske i Østeuropa, sorte i USA, eller muslimske i Europa, skabes jo altid af ydre kræfter - selvom alle altid er overbeviste om det modsatte mens processen sker. "De ghettoiserer jo sig selv" siger europæerne i dag om indvandrerne mens vi er i gang med den værste ghettoisering verden endnu har set - overstigende i antal mennesker selv de gamle jødiske ghettoer og hastigt på vej til at overgå de sorte amerikanske. At dette udsagn er et falsum viser indvandrernes situation i USA. Her inviterer de hvide straks indvandrerne ind i de bedste kvarterer, skoler og stillinger, hvorved de på kort tid bliver superamerikanere i kultur, sprog og tænkning. Nøjagtig de selv samme muslimske eller asiatiske nationaliteter, er vi i vores dybe racisme og afvisning i Europa i stand til at låse fast i deres oprindelige kulturer. Helt til et punkt, hvor de til sidst end ikke ønsker at integreres i vores menneskekulde. Hvorefter vi bebrejder ofret for ikke at ville integreres. At amerikanerne er i stand til at give deres indvandrere en menneskelig velkomst - mens det ikke lykkes for os - skyldes naturligvis ikke at de er "bedre" mennesker end vi. Nej, efter min mening skyldes det udelukkende at de allerede har en altopædende syndebuk for deres dybere smerte - nemlig de sorte - mens vi i Europa af mangel på bedre dæmoniserer indvandrerne. Når jeg fortæller mine amerikanske elever om at vi i Europa har skabt så voldsomme vredesmønstre i vore indvandrere at de nær tog livet af min søn, har de svært ved at tro mig. De forbinder nemlig vredesmønstre - og den medfølgende vold og kriminalitet - med sorte ghettoer, mens de ser indvandrerne for sig som de "gode" amerikanere, der uddannelsesmæssigt, økonomisk og socialt endog klarer sig bedre end gennemsnitshvide. At disse vredesmønstre udgør en af de største trusler for demokratiet ses på udviklingen i USA. Gennemsnitsborgeren her ønsker ikke at opfatte sig selv som racist. Tværtimod tror de fuldt og fast på deres høje demokratiske idealer. Tidligere tiders dominative racisme er derfor for længst afløst af undvigende racisme. Stort set ingen diskriminerer længere på grundlag af hudfarve, men derimod overfor den vrede og smerte man har skabt i sorte som følge af århundreders ghettoisering. Intet er mere menneskeligt, som eksemplet med min kone viste, end at frygte og dernæst undvige den eksplosive og ofte irrationelle vrede man selv har skabt. Hvorefter man lames af skyldfølelse over ikke at kunne leve op til sine høje demokratiske idealer. Amerikanske medier har i de senere år skrevet meget om hvordan "racefaktoren" - den bevidste eller ubevidste afstemning for eller imod sorte - i stigende grad er altafgørende ved valg. Store dele af debatten i kongressen (f.eks. omkring socialhjælp og kriminalitet) handler i virkeligheden om denne dæmonisering. Intet er mere ødelæggende for et demokrati end borgerne som føler sig med ryggen mod muren og stemmer i frygtmønstre. Det er rystende hvor hurtigt vi er på vej mod de samme tilstande i Europa. Dette sås bl.a. ved sidste års kommunalvalg i Norge, hvor et vietnamesisk bandemord i Oslo gav Fremskridtspartiet 25% af stemmerne der.

Vælgerne anførte som grund at indvandrerne bringer vold ind i Norge. Undvigende racisme betyder ghettoisering og ghettoisering er slet og ret vold mod mennesker. At denne vold med tiden vil vende tilbage mod undertrykkeren selv synes meget få mennesker at forstå. For som med valget, som bragte Hitler til magten i 30'erne, handler den form for demokrati ikke om rationelle argumenter, men om dæmonisering. Når et sådant misfoster af demokrati er nået hjælper selv den mest storslåede oplysning ikke længere. Ligesom Woody godt vidste at det er forkert at slå ihjel ved alle amerikanere godt at det er forkert at diskriminere. De kan blot i deres dybe smerte ikke leve op til det.

Jeg har for længst i mit arbejde i USA lært, at oplysning - som man ofte dumper ned ovenfra eller igennem brevsprækken - stort set ingen virkning har for den form for demokrati. Jeg blev derfor glad for at se at Hal Kock bruger ordet vækkelse - den vækkelse, der sker i den nære medmenneskelige kontakt. Da demokrati begynder og ender i det nære med vore nærmeste kunne jeg tænke mig at bruge min egen mor som eksempel. Hun repræsenterer bedre end nogen den typiske danske racist, som skabte den vrede, som nær slog min søn ihjel. Min mor ringer mig op i tide og utide og raser og skælder ud i telefonen over "alle de indvandrere der vælter ind i landet." Da hun en dag råbte op på lignende vis om "tamiler" tillod jeg mig at spørge, om hun nogen sinde havde mødt en tamil. Nej, det havde hun godt nok ikke. For som med den gennemsnitlige antisemit i fortidens Europa, som aldrig personligt havde mødt en jøde, handler min mors vredesudsagn naturligvis om noget helt andet. Som jeg antydede i begyndelsen af dette indlæg, fornemmede jeg allerede i barndommen en dybere smerte i min mor. Da jeg kendte den lang tid før indvandrerne ankom, har den hjulpet mig til lettere at gennemskue andre menneskers racisme. Da dette har været af uvurderlig værdi for mig i arbejdet med at hjælpe hvide amerikanere med at bearbejde deres racisme, hvilket kun kan ske gennem medfølende indlevelse, skylder jeg min mor ikke så lidt. Alderdom, ensomhed og utryghed har ikke gjort det lettere for min mor og i min travlhed glemmer jeg - på trods af min viden om hvad jeg burde gøre - ofte min mor i processen. Hun har derfor i stadig mere udtalt grad vendt sin dybe smerte ud mod andre i klassiske syndebukkemønstre. Jeg taler aldrig med hende om indvandrere - i hvert fald ikke når jeg har det godt med mig selv. Jeg ved jo at oplysning ikke hjælper det mindste, for det handler om noget helt andet. Hendes racisme er nemlig fuldstændig lig Woodys. Hvor han slog mennesker ihjel bogstaveligt, gør min mor det i tankerne. Ligesom jeg ved hvor let det er at hjælpe folk som Woody ud af disse lidelsesmønstre, ved jeg også hvor let det er med min mor. Alt hvad jeg behøver at gøre er at ringe hende op engang imellem, drikke morgenkaffe med hende og slet og ret lade hende føle sin søns kærlighed og nærvær. Og hver gang forundres og glædes jeg over at se den grimme ælling i hende folde sig ud i svanens pragt: uden at jeg overhovedet kommer ind på emnet begynder hun tit selv at tale med største forståelse om hvor svært det må være at være indvandrer, om hvor henrykt hun er for sin afrikanske hjemmehjælper, osv.

Denne vækkelse, som jeg her simplificerer lidt for anskuelighedens skyld, er det utroligt berigende for begge parter at deltage i. De nødvendige fortsatte helingsprocesser kan læres af alle, men hidtil har jeg kun set dem praktiseret i USA i bl.a. racismeworkshops. Da ingen endnu har vist mig én eneste alternativ måde at bearbejde racisme på (udover fordømmelse som kun medfører yderligere fastlåsning af vredesmønstre), er jeg overbevist om at vi overalt bør lære disse helingsprocesser. Det vil dog føre for vidt at komme ind på her. Blot vil jeg gerne på en lidt anden måde end Hal Kock antyde at hvis vi skal undgå at demokratiet blot bliver et spørgsmål om afstemning mellem mere eller mindre kroniske lidelsesmønstre som i 30'ernes Tyskland, må der en vedvarende vækkelse til. En sådan kommer til udtryk i det små med naboens mishandlede barn både før og efter at det udvikler sig til Ku Klux Klan, nazist eller massemorder - m.a.o. den lille racisme som kun sporadisk skader målgrupperne og kun i krisetider truer demokratiet. Og i det store med ens egen mor eller nærmeste - for ikke at tale om én selv - som kommer til udtryk i den store racisme, som udøver voldsom og uigenkaldelig skade på målgrupperne ved at udelukke og ghettoisere dem. Og som derfor er den absolut største trussel overhovedet mod demokratiet.

 


 
Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler