Hvordan kan en ligestillingsminister slippe af sted med at vende
tingene totalt på hovedet?
Eva Kjer Hansen skriver (Politiken 19.6) om grøften
mellem ”os” - de slappe kulturradikale, der mener at alle værdier er
lige gode – og ”dem”, ”kulturbærerne”, der ved, at nogle værdier er
bedre end andre.
Lad være at jeg ser de fleste af mine kulturradikale venner aktivt
”pløje” sig gennem den danske kultur og selv bære og skabe meget af
denne mens jeg ser de fleste af mine fremmedangste borgerlige venner
slappe af foran Tv med amerikanske sæbeoperaer.
Vigtigere er, at de kulturradikale er uhyggeligt
overrepræsenterede der hvor det virkelig gælder om at bære den danske
kulturarv videre for at undgå parallelsamfund og marginalisering –
nemlig blandt vore indvandrere. Det er os, jeg hele tiden ser til
fester med de andre og invitere dem til middage og gå til bøn
med dem i moskeer, templer og synagoger og invitere dem med til vore
egne kirkelige højtider Det er også os der hjælper indvandrerne med
lektiehjælp i frivilligcentrene efter skoletid - en utrolig sjov leg
f.eks. for forfattere til at genopdage vores eget sprog gennem
fremmede ører og tanker.
Jo, selv om dette er både sjovt og udfordrende, så kald ikke os
multi-kulturradikale ”slappe”, for det tager virkelig meget tid og
energi at gå til så mange farverige indvandrerfester. Forrige weekend
var jeg igen til flere fester, men opdagede her atter hvordan det er
jer mono-kulturgale, der ”slapper” den af som kulturbærere.
Fredag aften var jeg til stor fødselsdagsfest hos mine
gammeldanske venner i Jylland af typen der råber ”skik følge eller
land fly.” Der var et ganske stort antal DF’ere og ikke én indvandrer
blandt de 70 gæster. Og alligevel blev der ikke sunget en eneste af de
danske sange, som så mange af os kulturradikale elsker og er rundet af
i vores højskoleungdom, og der var ikke et eneste dansk flag.
Næste aften var jeg til en ligeså stor
fødselsdagsfest hos nogle af mine pakistanske
venner iklædt alle de farverige dragter min gode ven
Søren Espersen, DF finder upassende
ved hoffester. Men her rungede den danske sangskat op mellem Nørrebros
huse i ligeså klare toner som Politikens kendte reklamefilm med
indvandrerdrenge. Ikke én sang blev sunget på urdu eller punjabi. Og
overalt vejede Dannebrog i lokalet så
jeg troede at jeg havde forvildet mig til DF’s landsmøde.
Så nu er spørgsmålet, fru ligestillingsminister, ”Er det jer
mono-kulturgale med al jeres berøringsangst og nedvurdering af
fremmede kulturværdier, der har været så effektive kulturbærere
overfor disse
pakidanere, eller er det os multi-kulturradikale, som tog
os tid til at lege vore danske værdier ind i dem og fik dem til at
åbne op for vore værdier i kraft af vor egen indre positive tænkning
om at deres kultur er ligeværdig?”
Hvis I ser nogle indvandrere havne i udanske
parallelsamfund har I kun jer selv at takke for det ved ikke at have
været aktive kulturbærere og været med til at lege de danske værdier
ind i alle vore nye medborgere.
Forskellen er vist at vi multi-kulturradikale
ikke kan få nok af at lege med andre kulturer i et naivt og spinkelt
håb om måske en dag at finde nogen som ikke på bunden viser sig at
være ligesom os selv – hvorefter legen først bliver rigtig sjov,
spændende og udfordrende - mens I mono-kulturgale rent ud sagt
er gale fordi I naivt tror at I i længden vil kunne holde andre
kulturer ude - midt i en integreret globaliseret verden - uden at gøre
brug af undertrykkende metoder og et eskalerende voldeligt sprog, som
netop tvinger de andre til enten at søge ind i sig selv
og tidligere kulturer eller endog at søge mod et paradis i det
hinsidige fordi de føler sig truede på hele deres identitet her på
jord.
Og dette medfører automatisk en anden sjov lille forskel imellem os.
Nemlig at vi multi-kulturradikale leger os igennem livet med
”de andre” og gennem vor leg får disse til at åbne sig op for vore
danske værdier, til at blive som os og til at blive ved med kærligt at
lukke dørene op for os fordi alle mennesker elsker at føle sig
elskede, mens I mono-kulturgale rent ud sagt gør ”de andre”
gale ved i medierne at udråbe dem som ”de gale”, ”de forkerte”, ”de
andre”, ”de fremmede”, ”de urene”, hvorfor de bliver vrede på jer,
voldelige og kriminelle således at I nøjagtig ligesom alle andre
undertrykkere ender med at miste jeres egen frihed ved f.eks. som Pia
Kjærsgård ikke at kunne færdes frit på Nørrebro.
Både undertrykkeren og den undertrykte ender altid med at miste
friheden, hvilket mange danskere netop følte de gjorde ude i verden
lige efter karikaturkrisen.
Men ude i verden opfører I jer underligt nok ligesom os, går efter alt
det eksotiske, går til fællesbøn i moskeer og templer og på
kulinariske besøg i hjemmene – så hvorfor ikke gøre det samme i
Danmark? Sjovt nok bytter I derude roller med amerikanerne, som på
hjemmebane er legende og imødekommende multi-kulturradikale
overfor deres indvandrere og muslimer og derved får disse til at åbne
sig op for amerikanske værdier, men som typisk ude i verden opfører
sig som mono-kulturgale - terroriserede som de er af den samme
irrationelle medieskabte fremmedangst som lammer jer på hjemmebane.
Da I i jeres indre tænker dårligt om de andre paralyseres I
også af angsten for at blive afvist af dem – ”vi troede ikke vi var
velkomne i moskeen,” siger I dumt – og mister altså igen friheden.
Enhver der arbejder med forsonende konfliktløsning, integration eller
dialog mellem forskelligartede grupper ved jo at man ingen steder
kommer hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og viser dyb
interesse og respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i
sin indre positive tænkning.
Kun gennem den frie leg med ”de andre” gør vi ”de andre” til ”os”.
Lige børn leger som bekendt bedst, men ingen ønsker at lege med ”de
andre” hvis en ligestillingsminister eller regering, der baserer hele
sin magt på had og udelukkelse, udelukker denne frie konkurrence
mellem børn ved på forhånd at definere nogle som mindre lige. I et
frit samfund vil majoritetskulturens værdier altid til sidst vinde
sådan som vi ser det ske i USA med indvandrere og muslimer. Derimod
sker dette ikke for dem som amerikanerne i deres indre tænkning er
enige om at definere som ”mindre lige” – dvs. de sorte og latinoerne
(begge i øvrigt kristne) - som derfor ender i påtvungen ghettoisering
og parallelsamfund.
Integration og senere assimilation opnås ikke ved at skaffe ”de
uønskede” i arbejde – som netop disse to grupper viser det – men ved
at man i gensidig "ghettogether" og leg med hinanden får mennesker til
at føle sig som ønskede. For hvor i verden har man opnået
ligestilling, integration eller blot dialog ved som Eva Kjær Hansen at
begynde hvor Animal Farm slutter med at ”nogle er mere lige end
andre”?
Så fordøm ikke os få danskere og utroligt mange amerikanere, der
aktivt gør et ihærdigt arbejde som kulturbærere ved at lege vore
nationale værdier ind i indvandrerne.
Selvfølgelig kender jeg enkelte kulturradikale, som svigter ved at
tage deres børn ud af de skoler, som mange andre danskere allerede har
ghettoiseret. Alligevel er min egen kritik af de kulturradikale ikke
at de svigter ”de andre”, men at de tit svigter arbejdet med at lege
med og integrere ”de forkerte” såsom nazister,
Ku Klux Klan, DF-vælgere,
Hizb-ut-Tahrir, fundamentalister,
kriminelle og psykisk syge, hvorfor
disse – altid stærkt overrepræsenterede blandt mennesker som føler sig
uønskede - ikke blot hele tiden ”skaber” hinanden, men også skaber og
opretholder integrationsbremsende regeringer.
