Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Information onsdag 8. juli 1992:

 

Jacob Holdt siger undskyld for den
nye udgave af Amerikanske Billeder:

Forsøget på at skrive en bog der gør alle tilfredse
 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Forfatteren til "Amerikanske Billeder", Jacob Holdt, siger undskyld. Den nye udgave af bogen er et "slaveprodukt af alles ideer", et "malprodukt", der gør forfatteren pinlig berørt. 
Her forklarer han, hvordan det gik til.

Flere har studset over Erik Thygesens forkastelse af teksten i min nye udgave af Amerikanske Billeder (Inf. den 26. juni). Som forfatter til bogen er jeg desværre nødt til at give Thygesen ret. Jeg kom selv til at læse noget af teksten dagen efter udgivelsen. Jeg var mildt sagt rystet over den, ja, kunne enkelte steder ikke forstå den. Til sidst blev det så pinligt at jeg måtte lægge den til side. Til de mange, som seriøst arbejder med racisme og evt. så frem til at bruge den nye i undervisningen, kan jeg ikke andet end sige undskyld. 

Racismen er blevet et så voldsomt problem siden den første udgave kom i 1977 og som en af de få, der ved et tilfælde kom til at skabe noget af det eneste visuelle materiale om racismens omkostninger (selv Martin Luther Kings enke og datter turnerer rundt med dele af mit show) står jeg i al fald i USA med en særlig forpligtelse til at formidle det på en ansvarlig måde. 

Hvordan kunne jeg så lade en kærkommen lejlighed til at skabe lidt tiltrængt fornyelse i racismedebatten herhjemme i den grad falde til jorden? Som forfatter har jeg naturligvis ansvaret for - på opfordring - at have tilladt en ny udgave lige efter Los Angeles-oprøret uden selv at have læst den. Lige siden Information i 1977 opfordrede mig til at lave den første udgave har titlen forfatter ganske vist ligget lidt tungt for mig al den stund de måtte indkalde Kirsten Thorup og en hel hær af sprogeksperter til at få et læseværdigt manuskript ud af det dengang. I bunkerne af hysteriske breve jeg skrev til Information under forsøget på siden at få den standset (Inf. 4.1) beskrev jeg den da også som et "Frankenstein-monster". 

Men om noget blev en møllesten om min hals var det dog den amerikanske udgave, som nyudgivelsen er oversat fra. Uden at fralægge mig ansvaret har jeg lyst til at fortælle lidt om de kvaler en uduelig forfatter kan have med at få sin bog ud i USA og i den forbindelse skal jeg ikke undlade drilsk at give Erik Thygesen lidt af skylden for det nye malprodukt. Thi han var blandt de kritikere, der dengang fuldkommen ukritisk roste både bogen, showet og biograffilmen Amerikanske Billeder uden at påpege deres dybe problemer af racistisk og sexistisk art. 

Som en bondeknold, der fuldkommen ufortjent var kommet til æren ved at vade ind i universitetsmarxisternes tidsalder med USA's hoved på et fad, anede jeg ikke hvad ben jeg skulle stå på med al den ros. Uden at få nogen hjælp fra kritikerne endte jeg selv med at blive ukritisk overfor værket. Flere Informationslæsere kritiserede mig sidste år for at lade mig bruge i Weekendavisens reklamekampagne. Min begrundelse overfor Weekendavisen var, at det var den eneste avis der i de år Amerikanske Billeder kørte i Danmark havde skrevet en stor afslørende kritik af mit virke. Den gjorde ondt, men det er nu engang af modgang man udvikler sig. 

Hvor farligt det er at hvile på laurbærrene, oplevede jeg da jeg tog min film, som Erik Thygesen i Information havde rost til skyerne, til USA. Her var den nær blevet min død: rasende grupper angreb den for at være racistisk, sexistisk og endog homofobisk. Af samme grund har jeg bedt Danmarks Radio aldrig at genudsende den. Jeg og mine sorte medarbejdere, som på grundlag af danskernes reaktioner troede vi ankom til USA med en succes, endte i fiasko og dybeste fattigdom. Gruppen satte mig derpå til at skrive en amerikansk udgave af bogen udelukkende for at vi kunne få et forskud fra et forlag til at overleve på. (Det behøver ikke at siges at den danske udgave ville have været endnu mere ubrugelig end filmen til 1.4 millioner, som måtte lægges på hylden). 

Jeg fik at vide at for at bogen overhovedet skulle kunne sælges i Reagans Amerika (i 1983), måtte den gøres mere personlig. Det er vist ulideligt for de fleste forfattere at begynde at skrive en bog om, men nu måtte jeg altså vride min hjerne med at finde alle mulige personlige oplevelser fra vagabondårene og presse dem ind i teksten. Denne konstante venden tilbage til jeg'et skurrer rigtignok med Thygesens ord i danske ører som "selvpromoverende". 

Amerikanske universitetslærere, som bruger bogen i undervisningen, sender mig fortløbende kopier af studenternes opgaver om den, og da jeg omvendt aldrig har set en tilsvarende kritik fra amerikansk hold, begik jeg altså igen en kulturkløft-bommert ved nu at udgive den danske oversættelse fra 1983.

"Den ubærligt moraliserende ramme" Thygesen kritiserer bogen for, er det som vækker mest ubehag hos mig ved læsning i dag, fordi den genvækker mine smertefulde følelser af at være under anklage, da jeg skrev bogen. Når man aften efter aften anklages for racisme, sexisme, homofobi osv. og på Kafkask vis intet selv forstår af anklagerne imod sig er det svært ikke at skrive bogen til de "dumme" amerikanere, der altså ikke forstår én, som andet end én lang forsvarstale. 

Når jeg f.eks. hyppigt skriver om "mit virkelige forhold til kvinder", om hvordan jeg "ikke kunne vise mandlige aggressioner i sengen", om hvorfor "jeg ikke kunne have et forhold til sorte kvinder" osv. er det både dybt uvedkommende for en dansk læser med interesse for racisme og giver bogen en "helligere end du"-tone. Men pga. Am. Bil.'s personlige indfaldsvinkel, rammer jeg ind i et minefelt af følelser i USA, og alt dette forklares. 

Efter mine erfaringer med Amerikanske Billeder i 14 lande, indså jeg i hvor høj grad værket er et produkt af dansk grundtvigiansk tænkning såvel som en særlig dansk "hvor er det synd for de sorte"-racisme. Dansk kritik var et produkt af dette mønster og kunne følgelig ikke hjælpe mig. Jeg lærte mere om racisme (især min egen) ved at træde nøgent frem på den amerikanske scene i de kejserens nye klæder Thomas Bredsdorff, Erik Thygesen og den samlede danske presse (minus Weekendavisen) havde spundet mig ind i end jeg havde lært gennem 5 års vagabondering. 

Da jeg altså ikke forstod anklagerne imod mig i USA dengang, var det bedste forsvar et modangreb i form af at lade en række af sorte, feminister, homoseksuelle osv. få indflydelse på mit manuskript. Dette fandt jeg helt naturligt. Det var helt klart at Am. Bil. udgjorde et eksplosivt materiale, der var brug for. Og når jeg ikke selv havde menneskeligt format til at forstå betydningen af det jeg havde skabt, måtte jeg lade andre komme til. De dybe følelser, showet afstedkom hos seerne (vi havde f.eks. flere rystende tilfælde af folk, der forsøgte selvmord lige efter at have set showet i Sverige), gjorde det til mere end en personlig rejsebeskrivelse. Den stærkeste støtte og voldsomste kritik fik vi fra de lesbiske i San Francisco. Derfor skulle de have særlig indflydelse på manuskriptet, men med tiden blev det ikke så få andre grupper. 

Én feministisk skribent ansatte jeg på løn i 9 måneder til at føje feministiske ideer ind i bogen. Ofte sloges vi i ugevis om en enkelt sætning. At lade de forskellige interessegrupper få deres sætninger med i bogen var for mig en måde at vaccinere Amerikanske Billeder overfor yderligere angreb. 80'ernes puritanske moral havde afløst den uhæmmede seksuelle løssluppenhed, jeg havde oplevet som vagabond i 70'erne og Californiens venstrefløj var særligt inficeret. Det lykkedes mig stort set at vaccinere bogen mod dette meningstyranni. Siden har jeg faktisk kunnet snakke om emnet racisme uden først at skulle kæmpe mig gennem en spidsrod af feminister, sorte kulturnationalister osv. Én gruppe glemte jeg dog at vaccinere bogen imod: dyreværnsforeningen. Og derfor bliver jeg den dag i dag angrebet for at medvirke til ulvenes udryddelse ved at bruge ordet "ulvefilosofi" om en negativ egenskab, der - får jeg at vide - kun findes hos mennesker.

Nogen vil i alt dette have bemærket en forløber til det der siden blev til de mest utålelige aspekter af PC-bølgen (Politically Correct). Vi var i gruppen kommet til Amerika for at arbejde med racisme, men da først vi var havnet på bistandskontoret kan det nok være at vi hurtigt lod os PC-vaccinere for at få mad på bordet. Og at prøve at presse al den PC-vaccine ned på den sparsomme plads i Kitte Fennestads layout gør sandelig -kan jeg se i dag - ikke bogen til spændende læsning i direkte dansk oversættelse. 

Ærgerligt, for allerede året efter kom mine medarbejdere under stærk indflydelse af "genvurderings"-teorien, og bevæbnet med disse ideer har vi siden lært at stå på egne ben i USA. Denne anskuelse benytter jeg i dag selv i min undervisning og den kan afvæbne selv de mest hårdkogte racister. Jeg har tit beklaget overfor amerikanske studenter at jeg ikke kendte disse ideer, da jeg skrev bogen, thi så havde den været skrevet med ægte solidaritet overfor dem og ikke som et antagonistisk og eksalteret selvforsvar overfor en anklage jeg dengang i bund og grund ikke forstod. 

Hvordan skulle jeg kunne forstå? Når jeg i dag har danskere i mine workshops kan jeg se at de står med den samme måbende uvidenhed som jeg selv havde. Hvorfor står de hvide og græder over deres egen racisme? Hvorfor bliver de sorte vrede over dette og hint? Men jeg har selv lang vej endnu. Jeg må stadig lade mine amerikanske medarbejdere klare den emotionelle side af vores racismeworkshops. Jeg har ikke selv den fornødne indsigt i dybere amerikansk race-psykologi. Når og hvis jeg får den vil jeg måske være i stand til at frembringe en bog, der viser fuldt ansvar overfor alle uden at blive et slaveprodukt af alles ideer. Men, ak, hvem orker at skrive sin bog om endnu engang? Man skal jo også videre i livet....

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler