Menneskerettighederne er noget vi alle kan tilslutte os og råbe højt om – især når det gælder om at slå andre i hovedet med dem.
Alligevel kan kun de færreste af os leve op til dem i tankerne. Nelson Mandela skriver i sin bog om hvilken skræk han fik ved første gang at flyve med en sort pilot.

Jeg selv oplevede et tilsvarende gib i mig første gang jeg som eneste passager fløj med et fly, hvori begge piloter var kvinder - kun halvt så gamle som jeg selv.

For langvarig systematisk undertrykkelse får os nemlig alle til at indvendiggøre undertrykkelsen i en sådan grad at vi ikke umiddelbart lever op til menneskerettighedernes vigtigste princip om at kunne se alle som født frie og lige - for slet ikke at tale om "med fornuft."
I Danmark har vi udviklet en dumstolt tro på at vi her lever op til menneskerettighederne. Men, som Sovjetunionen viste det, forekommer de alvorligste krænkelser tit der hvor de er nedfældet i et lands forfatning.

Lad mig give tre eksempler fra Danmark. For et par år siden blev jeg involveret i en sag med en ung amerikansk kvinde, der på sit ansøgningsskema om at blive udvekslingsstudent i Danmark var kommet til at skrive at hun var lesbisk idet hun havde hørt at Danmark var et frisindet land. Resultatet blev at hun var den eneste ud af et stort antal ansøgere, man ikke kunne finde en værtsfamilie til.

Ingen med kendskab til den homofobiske danske virkelighed ville selvfølgelig have drømt om i en ansøgning tillidsfuldt at betegne sig selv som "lesbisk." Men Sally kom fra et samfund, hvor højere idealer og faktiske realiteter går hånd i hånd - og derved tillader bøsser og lesbiske også at gøre det. Hun var nemlig fra den frisindede by Madison i Wisconsin, hvor det er naturligt at benytte en sådan etikette.

I dette danskorienterede område har bøssebevægelsen nok mere end i resten af USA overromantiseret hvordan vi i Danmark har taget menneskerettighederne til os i hjerter og sind.

Men dette var ingen undtagelse, for på samme tidspunkt var bøssefestivalen Europride det eneste af Kulturbyen Københavns arrangementer, man ikke kunne finde sponsorer til - med det resultat at alverdens forfulgte bøsser drog til det som de troede var deres Mekka - blot for at se sig selv totalt ghettoiserede.

Og denne åbenlyse diskrimination og krænkelse af menneskerettighedernes ånd fortsætter hver gang diskussionen kommer op i folketinget om homoseksuelle pars lige rettigheder til adoption, kunstig insemination osv.

Nej, ikke meget har forandret siden min barndom i Vestjylland, hvor det lykkedes os at gøre de homoseksuelle lige så usynlige som i Saudi-Arabien, så de ofte følte sig tvunget ind i meningsløse, selvfornægtende "tvangsægteskaber" med heteroseksuelle for slet og ret at overleve psykisk i vores skjulte og ubevidste holdningsterror.

At menneskerettigheder ustandseligt kommer i konflikt med vore nedarvede undertrykkelsesmønstre viser netop tvangsægteskabers kuldsejling med artikel 16 i menneskerettighedserklæringen.

Jeg har netop i sommerferien læst Rushy Rashids bog "Et løft af sløret," som er en fremragende, dybt personlig og kærlig indføring i den smerte både kvinder og mænd udsættes for når de mod deres dybere vilje fratages den fundamentale ret til selv at søge det som måske er langt vigtigere for alverdens mennesker end selv ytringsfrihed - nemlig friheden til forelskelse, romantik, kærlighed og til slut ægteskab.

Der er ingen grund til at skelne mellem tvangs- og arrangerede ægteskaber, for Rushy Rashid viser tydeligt hvordan programmeringen starter i en så tidlig alder, at der reelt ikke er tale om parternes frie valg af den livsledsager, som de overhovedet ikke kender.

Der er heller ingen grund til at forsvare dette som et ligeværdigt alternativ til f.eks. danske kulturelle normer, for i storbyerne i de pågældende indvandreres hjemlande er disse undertrykkende landlige mønstre også for længst kommet under forandring som utidssvarende.

Men som Rashid tydelig viser det – ved som elefanten, der er blevet løsladt fra lænken og i mange år bagefter fortsætter med at gå i samme ring som lænken tidligere tvang den til – ja, så kommer den mest effektive undertrykkelse altid i kærlighedens navn. Ikke mindst kærligheden til forældrene og ens egen kultur. Dette ser jeg på tilsvarende vis i USA når forældrene opdrager deres sorte og hvide børn til at indpasses i og videreføre et destruktivt racistisk mønster i det uendelige.

Så her kommer jeg til det tredje eksempel på hvordan vi ikke magter at leve op til ånden i menneskerettighederne. For det er jo ikke nok på papiret at forbyde sådanne historiske former for undertrykkelse. Den undertrykkelse, der er kommet i kærlighedens navn, kan naturligvis kun løsnes op gennem uhyre nænsom og kærlig indleven.

Og netop på det punkt gør danskerne i dag det stik modsatte ved både i tanker og ofte i ord og handling at kaste sig ud i utilsløret fordømmelse og had overfor indvandrernes kulturmønstre.

Når vi tilmed har valgt en regering, der frem for lederskab kynisk vælger at bygge på had, intolerance og de sorteste fjendebilleder, er det let for udlandet at se, at der i Danmark ikke blot er tale om et sort kabinet, men om dens egentlige forudsætning - en bred sort koalition.  Ved at være sunket ned i en dyb national tilstand af negativ tænkning overfor vore indvandrere, er vi alle blevet en del af det sorte kabinet. 

I dette formørkede udsyn trækker vi vore indvandrere med ned i sølet. Vi formår ikke at integrere dem, for uden egen hæderlighed er vi ikke i stand til at løsne hinandens undertrykkende knuder op og at invitere dem ind i vore hjem og hjerter hvor vi har mulighed for at påvirke hinanden. Uden kærlig indleven og medmenneskelig interesse formår vi ikke at forme hinanden til et gradvist mere progressivt syn.  

Mens amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed er i stand til at integrere også f.eks. de mest ikke-uddannede muslimer, bliver disse i Danmark let til et spejlbillede af alle vore egne negative, kritiske og direkte hadske tanker overfor dem.
Når vore medier nu synes enige om at vi skal gå mere i kødet på indvandrernes reaktionære kulturelle normer er det altså i høj grad vore egne monstrer, vi ønsker at slå ned på.

I den altgennemgribende offentlig stening af Islam, vi står i lige nu, behøver man ikke at have læst Jesu bjergprædiken for at føle, at man ikke er kvalificeret til at kaste den første sten mod den sorte indvandrer-reaktion, som man rent faktisk selv har været med til at skabe.  

Vi er alle så forsumpede i negativ tænkning, at vi ikke længere er i stand til at se klart i denne undertrykkelsesproces og diskvalificerer derved os selv fra at kunne undervise andre i demokrati og menneskerettigheder.
Vi skal selvfølgelig bekæmpe reaktionære synspunkter, men i det nuværende klima vil vores velmente ord blot opfattes som endnu en dræbende salve af meningsløse ord såsom "demokrati, oplysning og universelle rettigheder" mod de få indvandrere, der lader sig fange i krydsilden foran vores mur af had – mens det store flertal af dem overhovedet ikke nås af vore kugler, da de klogelig har forskanset sig psykisk ved at søge tilbage til de kulturelle rødder, de hyppigt flygtede fra. 

Nej, menneskerettigheder uden menneskelig vækkelse og medmenneskelig interesse udarter let i flertalsdiktatur.
Vi skal ikke "belære" indvandrerne i ord, men vise i handling, udstråling, positiv tænkning og medindlevelse hvad demokrati og menneskerettigheder vil sige.
Det vi i dag effektivt underviser dem i er derimod totalitær tænkning, intolerance, snæversind og afgrundsdyb menneskeforagt.

Kære danskere. Prøv dog at leve op til menneskerettighedernes ånd frem for endeløst at dissekere ofrene gennem en sygelig fascination af hvad der er galt med "de andre."
Vi ved jo godt hvor skylden ligger når forældre efter at have pryglet, nedgjort, ydmyget og negligeret deres børn får voldelige, intolerante, arrogante eller indelukkede børn ud af det.
Vi behøver ikke at skamme os over, at vi selv blev ofre for den sorte bølge, medierne og politikerne lod skylle ind over alle danskerne.
Vi havde ikke rigtig noget valg under denne massive hjernevask. Men nu hvor fejlen er sket og vi bittert har erkendt at vi ikke i længden blev lykkeligere af at tænke negativt om andre i dette no-win-game, må vi have mod til at se dybt ind i os selv.

Menneskerettigheder får vi i alle samfund først når vi kommer i kontakt med vore egne dybe smertesafgrunde, som får os til at tænke negativt og undertrykkende om andre.
Hvis vi ønsker at menneskerettighederne en dag skal få rodfæste i Danmark, kan jeg derfor ikke foreslå andet end en gennemgribende psykologisk terapi for alle danskere og nydanskere.