Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Kronik i Politiken 31. august 2001
 

Racisme....bjælken i øjet

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Jacob Holdt har set så megen død og ødelæggelse blandt ofrene for sin racisme – over 30 af hans egne venner har den myrdet - at han tvinges til at definere sygdommen ud fra dens dræbende effekt på ofrene og ikke på de pæne hensigter, der skrives af dens udøvere i højtidelige FN-konventioner, som alle kan bifalde.

 

I dag åbner FN’s verdenskonference om racisme i Sydafrika og jeg flyver sammen med tusind andre "med de rigtige meninger" højt hen over millioner af jordens udstødte og fattige for at tale om "andres" racisme. Vi vil med FN’s menneskerettigheds- kommisær Mary Robinson ord i "højtideligt sprog kræve opfølgning i praktisk solidaritet og tale om den ufattelige smerte, vi har påført hinanden på denne jord. Smerte påført med ord. Smerte påført uden ord." Men gør denne højtflyvende arrogance os ikke netop til de værste racister ligesom deltagere i Koyoto-miljøkonferencer objektivt set vel er blandt de værste CO2-forurenere? Ord dræber, ja, så lad os se om ikke vi med de højestflyvende ord ofte påfører den værste smerte.

Som dansker følte jeg mig naturligvis stødt over Europarådets kritik af min hjemlige racisme i foråret. Frem for at se den som en hjælp til ændring af destruktiv adfærd, forsøgte jeg mig først med alkoholikerens selvfornægtende fejhed. Racisme er jo som bilisme og alkoholisme; man opbygger et væv af genveje, udveje og flugtveje, afskærer sig skridt for skridt fra menneskeligt samvær og ender til sidst med at miste friheden til at vælge. Men hvornår er det for sent at vælge fra?

Min danske selvgodheds moralske forsvar ræsonnerede f.eks. at når en tryg, kristen eller stimulerende opdragelse havde lært mig at tale politisk korrekt, når jeg havde været venner med og endog gift med sorte og indvandrere og i mange år undervist om racisme, kunne jeg så ikke sige mig selv fri for at være racist? Eller havde mit "grundtvigianske frisind" blot gjort mig til en farligere racist, tvang rapporten mig nu til at spørge? For det ville være utilgivelig blindhed – hvilket jo altid er undertrykkerens privilegium – at tro at kun de "andre danskere" var fordærvede?

Racismebearbejdelse må per definition tage udgangspunkt i én selv. I samme øjeblik vi begynder at måle os med andres sygdomsbillede, er vi allerede i gang med syndebukkefikseringen – og dermed lige vidt. Altså er der ingen værre racisme i hele verden end MIN RACISME, da det er den eneste, JEG er ansvarlig for. Og omvendt: Al anden racisme i verden vil først forsvinde, når jeg kommer MIN til livs. Om ikke andet vil man først effektivt kunne hjælpe andre ud af deres racisme, når man gennem indsigt i sin egen får klarhed, kærlighed og overskud til andres.

Vanskeligheden for frisindede i at erkende vore undertrykkende sider beror bl.a. på at vi vælger at bruge definitioner skrevet af os selv i svulstige internationale konventioner. Disse frikender os ved at forveksle fordomme med racisme og fortrinsvis at fordømme højrøstet støjende fordomsfyldt adfærd frem for skjult undertrykkende (institutionaliseret) racisme. Men for ofrene af undertrykkelser såsom racisme, sexisme, antisemitisme, xenofobi, homofobi osv. er der kun én meningsfyldt definition: Fordomme + Social Magt = Undertrykkelse. Der er altså først tale om racisme, når vi bruger vores sociale magt til at skade dem, vi nærer fordomme overfor. Denne – de undertryktes definition - kommer også vrøvlet til livs om, at "indvandrerne kan være racister." Disse har selvfølgelig ligeså mange fordomme som os, men ikke den ringeste magt til at undertrykke og udstøde os med dem.

Lad mig illustrere hvor farlig denne cocktail er ved at vise min egen situation i USA - et godt spejl for os herhjemme, da ghettoiseringsprocessen der er langt mere fremskreden (af sorte, ikke af indvandrere!) Her føler jeg i mit sind tydeligt alle samfundets fordomme overfor sorte, når jeg befinder mig i hvide institutioner. Intet menneske kan nemlig undgå at indvendiggøre en så massiv racistisk tænkning parallelt med at danskerne føler at flere års intens antimuslimsk propaganda i medierne nu begynder "at sive ind" herhjemme. Først og fremmest internaliserer jeg de hvide amerikaneres psykologiske reaktion af frygt og skyldfølelse, der er karakteristisk for nutidens undvigende racisme modsat fortidens dominative. Ingen af disse dehumaniserende følelser lider jeg imidlertid af, når jeg befinder mig blandt mine sorte venner i ghettoen. Mine fordomme fremkaldes og forstærkes altså af min isolation fra de sorte forårsaget af min arbejdssituation, der afspejler deres stigende ghettoisering. På samme måde lider danskerne som jordens mest rejsende folkefærd ikke af fremmedangst, idet vi oprigtigt kan elske og værdsætte indfødte kulturer i disses hjemlande. Men med det mindre overskud, man har i sin problemfyldte, stressede hverdag, fremkalder vores isolation fra de samme mennesker uundgåeligt fordomme overfor dem herhjemme.

Først når sådanne fordomme kombineres med magtudøvelse bliver de dog farlige. I USA ses det objektive billede på min sociale magt på hverdage, når jeg sidder i fly sammen med lutter hvide mænd - højst to kvinder og én sort. I disse dyre højder ses magtforholdet i vort samfund klart. Pga. mit arbejde ønsker jeg ikke at ses som en del af denne undertrykkende magtstruktur og lægger gennem mit udseende bevidst afstand til den. Men jeg kan ikke stikke blår i øjnene. Jeg er en del af den – nøjagtig som mændene i Europas forretningsfly – blæst for kvinder og indvandrere.

Billedet bekræftes når vi lander. Så er vi straks omgivet af sorte sikkerhedsvagter, kuffertslæbere, skopudsere og sorte overvægtige kvinder, der - med ansigter fortrukket i vrede og smerte - dvaske skubber rige, svagelige hvide til flyene i rullestole.

Hov, hvad var det for en fordom, jeg her gav udtryk for? Ja, lad os nu se, hvor farlige mine fordomme er, når de får magt. Det er menneskeligt og vigtigt at dømme på forhånd på grundlag af vor viden om mennesker for at få det bedst mulige ud af en ny situation.

Forhåndsdomme bliver kun til overkategoriserende fordomme hvis de er uomstødelige når de udsættes for nye kendsgerninger.

Så hvad er det jeg ved om de sorte, som umærkeligt glider over i fordomme og dernæst racisme? Jo, jeg ved, at de allerede er ghettoiserede. Så når sorte organiserer mine foredrag, kommer de hvide simpelthen ikke. Apartheid løber usynligt gennem alle USA’s universiteter. Gang på gang har jeg advaret dem om at fjerne Black Student Union fra plakaterne, der annoncerer foredragene, men hvad gør jeg mig nu skyldig i? Jo, jeg prøver at få dem til at opgive deres navn, deres stolthed, hele deres identitet. Med andre ord at gøre dem usynlige – "Invisible Man." Ligesom danskerne prøver at få indvandrerne til at smide tørklæder, farverige dragter, muslimske navne, hele deres identitet og kultur "for deres egen skyld." Jeg vil jo gerne nå mine "kunder", og da jeg arbejder med racisme, er mine "kunder" de hvide studenter - ligesom FDB’s hovedmålgruppe er danskere uden tørklæder.

Men selv når det lykkes mig at gøre de sorte usynlige, kommer de hvide stadig ikke i stort tal. Hvorved min næste viden om de sorte bliver til fordom: i kraft af deres ghettoisering er de blevet ineffektive og har ikke de rigtige "good old boys" forbindelser. Da jeg ikke ønsker at tale for tomme sale, begynder jeg derfor at diskriminere dem. Jeg giver min agent besked om, når nogen ringer for at få mit foredrag, at lytte efter om stemmen har sort accent. I så fald opgiver agenten straks en høj pris, hvilket udelukker de fleste sorte organisationer, som er fattige. Mon ikke de fleste "rettænkende" mennesker kan forstå og undskylde denne "uskyldige" racisme, som min hvide magt her er i stand til at udøve? For se hvad der sker, når en sort alligevel slipper igennem nåleøjet og – i kraft af universiteternes hvide skyldfølelse – får fakultetspenge til at hyre mig. I februar – Black History Month – fik jeg igen mine fordomme bekræftet, da de sorte studenter bragte mig til Univ. of Georgia. Jeg ærgrede mig over at spilde min tid, men tænkte: "Giv dem en chance." Men straks i deres Black Student Office så jeg, at intet var forberedt. En flok smældfede sorte kvinder sad ved deres computere, én tegnede private fødselsdagskort, én spillede hjerterfri, én surfede målløst på Internettet. Ingen havde sørget for de tekniske faciliteter. Og på deres skranke lå en kæmpestak plakater med mit hvide portræt på, som ingen havde gidet sætte op, skønt de havde spenderet en formue for arrangementet. Følgelig kom der kun 4 hvide og slet ingen sorte – ikke engang arrangørerne - i et universitet med 28.000 elever! Jo, nok af den slags oplevelser giver velbegrundede fordomme!

Hvordan favoriserer jeg så de hvide med mine fordomme? Tydeligst ser jeg min positive særbehandling i eliteuniversiteter som Harvard, Yale, Stanford osv. Her går de riges børn, magtens børn, som i hele opvæksten har fået at vide og føler, at de kan ændre verden. De er motiverede, selvbevidste, videbegærlige. Fem Rockefellere har set mine shows her, hvor det er en fryd at være taler, altid i overfyldte sale med begejstrede studenter. For at blive bedre fremtidige ledere er de de allerivrigste til at arbejde med deres egen racisme - ofte har jeg dem i workshops i årevis – en vigtig målgruppe, da disse magtens børn få år efter sidder i regering og som præsidenter. Men skønt det er rigdommens bastioner, kan disse handlekraftige studenter ikke altid skaffe penge til at få mig tilbage flere gange hvert år. Alverdens konger og statsledere har i mellemtiden forelæst og tømt pengekassen. Derfor tilbyder jeg mig tit uhyre billigt til disse forkælede børn. Ofte til under 1 dollar per tilskuer mens mine sorte arrangører betaler op til 1200$ per tilskuer!

Dette er diskrimination så det batter! Hvad værre er: jeg er ikke alene. Ganger man min racisme op med én million andre magtens hvide mænd, der drager rundt og diskriminerer med de samme gode intentioner, ses tragedien. Hvad enten vi sælger anti-racisme, aircondition eller forsikringer, ønsker vi at få den maksimale effekt af vore produkter og undgår derfor ghettoen. Altså sætter vi højere priser for ghettoen – og skaber derved ghettoen. Vil sorte etablere virksomhed, kan de ikke få banklån. Har de hus, bil eller forretning må de betale skyhøje forsikringer eller mister alt ved ulykke. Sorte ghettoer har færre læger end Centralafrika. Da ingen vil investere der, ligger det sorte bælte i sydstaterne i dybeste armod. Japanerne lægger bilfabrikkerne i hvide områder, hvorefter de amerikanske fabrikker flytter fra de store sorte byer for at konkurrere på lige fod. Sluttelig skal sorte i byer som Chicago rejse så mange timer for at komme på arbejde i hvide forstæder, at de opgiver!

Men ingen af vi magtens små mænd ønsker bevidst at diskriminere mod sorte. Vi snakker højlydt om, at vi har en sort ven her og en indvandrerven der. Nej, vi diskriminerer ikke mod sorte eller indvandrere, men mod den afmagt undertrykkelsen forårsager. Den afmagt som får vore udstødte til at føle sig fulde af skyldfølelse, paranoide, frustrerede, udmattede, uligevægtige, følelsesløse, anspændte, vrede, lede ved det, mundlamme, dumme, forvirrede, uværdige, varsomme, mindreværdige, magtesløse, frygtsomme, uengagerede, mistænksomme, sagtmodige, passive, beskyttende, uopmærksomme, fjendtlige, ligeglade, drevne, bluffende, svigefulde, intrigante, manipulerende, hævnagtige, overlegne, iagttagende (over for undertrykkeren), listige, destruktive….og til slut voldelige. Følelser vi på kun få år også har skabt i mange indvandrere i Danmark. 400 år tog det os magtens hvide mænd at skabe den apati i sorte amerikanere, som jeg kom, så og forstærkede i de fede, sorte kvinder bag skranken i Georgia. Hver gang de forsøger at komme ud af starthullerne, kommer vi hvide flyvende og sparker startklodserne væk under dem – og bebrejder dem dernæst for at give op.

Det er vigtigt at forstå, at sorte indvandrere i USA ikke har disse problemer og – som udenrigsminister Powell – klarer sig helt til tops. De udgør flertallet af sorte topstillinger på Østkysten og går - modsat sorte indfødte - i større antal på universitet end i fængsel. Nej, det vi diskriminerer imod er ikke etnicitet, men vrede og smerte. Derfor er det så menneskeligt at være racist!

Og derfor bruger vi magtens hvide mænd hele tiden tilsvarende marginaliserede, magtesløse og vrede hvide såsom Ku Klux Klan, nazisterne og Dansk Folkeparti til at lede opmærksomheden væk fra vore egne forbrydelser. Jo mere disse hvide tabere råber op, jo bedre føler vi os selv tilpas. Men hver gang kærlighedshungrende Klansfolk forsøger at varme sig ved korsafbrænding, og angstfyldte nazister tager sig mod til i fællesmarch at demonstrere følelsen af forladthed, ser jeg de sorte stå i udkanten og le overbærende af disse ufarlige stakler. De sorte ved nemlig, at de hvide, som råber højest, ikke er dem, der har haft nogen som helst reel magt til at skabe deres dybe smerte i ghettoen – magten til at drive millioner af sorte og indvandrere ind i isolation, afmagt og desperation - og sluttelig fængsler og død.

Derfor får jeg kvalme hver gang jeg i mine dårligste øjeblikke ender med at projicere min afmagt over min egen blodige racisme ud på Dansk Folkeparti frem for at tænke positivt om disse vælgere som det de er, mine lidelsesfæller – hver gang jeg nægter at gribe i egen barm og tage ansvar for min egen langt farligere racisme. For hvem bliver lykkelig af at tænke negativt om sine medmennesker? Hvad mere er: fra mit arbejde ved jeg at deres racisme er så meget lettere at komme til livs end min egen magtbaserede: de har jo intet at tabe, alt at vinde. Den overstrømmende taknemmelighed, man møder når man tager sig af dem med ægte omsorg og indleven frem for fordømmelse, kan opleves i enhver marginaliseret gruppe af mennesker, kørt ud på et sidespor, nedslidte og udstødte fra arbejdsmarkedet, ofte med komplekser og psykiske lidelser. Mest har jeg fået øjnene op for deres smerte under mit arbejde i de kompetencegivende voksenuddannelser og der prøvet at gøre den til min allierede i kampen med min egen racisme.

For ligesom dem behandler jeg jo ikke andre ondt med vilje, men fordi jeg ikke tør forholde mig til mit eget indre kaos. Hvad jeg tænker, siger og gør, gør jeg for at opretholde min selvforståelse, identitet og tryghed. Skal jeg virkelig ændre adfærd overfor andre, skal jeg helt ned og røre ved min identitetsfølelse, turde gennemleve mine egne konflikter og indse min begrænsede forståelse. Og hvem er parat til at betale den pris?

Det er meget nemmere at bekræfte den gode gamle selvforståelse, gentage de samme overbevisninger og den velkendte adfærd, så har man da en fornemmelse af, hvem man er. Det er meget nemmere at hetze mod Dansk Folkeparti for os, der har klaret sig godt i livet og opnået reel social magt (modsat verbal) til at skabe vore hjemlige ghettoer: - magten til f.eks. at tage vore børn ud af skoler med indvandrerbørn, til at isolere dem gennem flugt til "bedre" kvarterer, til at diskriminere mod muslimske jobansøgere osv. – en magt, som kun få af DF’s vælgere besidder, men som er den direkte årsag til ghettoen: - isolationen, vreden og volden.

Jeg kan således næppe gøre mig forhåbninger om at blive andet end ansvarlig anti-racistisk racist, - at arbejde på - livet igennem - at blive en aktiv og bevidst allieret af alle undertrykte grupper - på trods af den institutionaliserede undertrykkelse, jeg uønsket er havnet i. Men hvilket politisk parti lever i dagens Danmark op til selv så beskeden en rolle? For i den forstand har Dansk Folkepartis højtråbende racisme været farligt magtfuld og langt værre end den politisk korrekte amerikanske. Men den har endnu ikke spredt så megen død og ødelæggelse, som min institutionaliserede amerikanske racisme har. Denne institutionalisering kommer dog snart……. hvis vi ikke på tværs af alle ideologier begynder at tage os kærligt af den eneste racisme vi er ansvarlige for – vores egen racisme!

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler