Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Skrevet i februar 1999 mens filmen kørte. Da emnet her er kogt stærkt ned i kroniklængde anbefales det at læse de mere udførlige beviser i Min Verdenshistorie 

 

Prinsen af Ægypten I


tekst og fotos af Jacob Holdt

Filmen giver ikke noget sandsynligt billede af den historiske Moses. Han var i sin ungdom verdens første egentlige imperialist og det sorte Afrikas undertrykker. Men netop derfor er vi i dag i stand til at fejre hans 3500 års fødselsdag

(Se også 2. afsnit: Prinsen af Ægypten II)

Da jeg i USA's kirker altid hører de sorte synge om Moses som det store befriersymbol, blev jeg nysgerrig efter at finde den historiske Moses. Jeg skulle snart blive dybt rystet.

Min barndoms storfilm "De ti bud" fik mig til at tro at Ramses II var israelitternes undertrykker før Moses befriede dem. Nu forfører storfilmen "Prinsen af Egypten" endnu en generation verden over med denne vildfarelse, skønt Biblen intet siger om det.

I mellemtiden er der sket en rivende udvikling i arkæologien. Da strategen, folkeforføreren og især lovgiveren Moses uden tvivl hører blandt verdenshistoriens største skikkelser - allerede Platon kendte ham - er det på tide at gøre op med Hollywoods flot tegnede, men yderst forenklede og lidet troværdige billede af jødedommens, kristendommens og islams formidable grundlægger og etiske faderskikkelse. Lad os samtidig sætte lys på bibelforskningens verdensberømte "københavnerskole" med dens skeptiske danske "tro" på, at der ikke findes arkæologiske beviser for Det Gamle Testamentes rigtighed!

Jeg vil her kort skitsere det billede, der i disse år begynder at tegne sig af den historiske Moses på grundlag af ægyptologernes seneste fund og forskydning af faraoernes kronologi. (Kronologien debatteres bravt på Internettet - jeg må her udelade detaljerne - men mange videnskabsmænd regner nu med to samtidige frem for efterfølgende dynastier i Den Tredje Mellemtid efter Ramses II, hvorved han levede ca. år 1000 fremfor år 1200 f. Kr).

Alene tydningen af den utrolige Amarna-brevveksling mellem det monoteistiske Israels første konge, Saul, der levede 400 år efter Moses, og Ægyptens første monoteistiske farao, filosoffen Akhnaton, der kom 100 år før Ramses II, viser at Ramses II umuligt kan have haft Moses som adoptivbror.

At Ramsesfejltagelsen er blevet til næsten historisk sandhed, skyldes at israelitterne ifølge Bibelen trællede for farao i en by, der hed Pi-Ramesses. Denne by blev rigtignok bygget af Ramses II, men alligevel var det nok en helt anden farao ca. 400 år før ham, som Moses gik og snakkede med i "Prinsen af Egypten." Og dog havde Biblen ret i sin stedsangivelse. For nedenunder Pi-Ramesses gravede østrigske arkæologer for nogle år siden en anden by ud, som lå der tidligere, men pludselig var blevet forladt. Og det var selveste Avaris i det bibelske Goshen, hvor en anden Bibelfigur - den ligeså berømte Josef - havde oprettet sit af arkæologer nu identificerede regeringscenter for det gigantiske landvindingsprojekt, han som statsminister udførte for farao Amenemhat III. Her blev også fundet en kultstatue af Josef i usædvanlig faraonisk størrelse, som farao lod fremstille af ham for hans indsats mod hungerkatastrofen - uforglemmeligt beskrevet i Bibelens drøm om Nilens køer. Og her inviterede Josef som bekendt sine brødre og mange familiemedlemmer til at slå sig ned.

At Bibelen "fejlagtigt" kalder byen det, den hedder, da Mosebøgerne nedskrives, er forståeligt - selvom det er beklageligt at Ramses II i snart 2500 år derved bliver husket som den store skurk. At han alligevel blev jødernes store skurk som ødelægger af Salomons tempel 480 år efter flugten fra Ægypten og endog praler med ødelæggelsen af Jerusalem på et tempel i Theben er en anden sag, som igen beviser det. Havde Moses været Seti I's adoptivbarn som hævdet i "Prinsen af Ægypten", skulle ørkenvandringen og dommertiden indskænkes til 200 år, hvilket er så historisk umuligt og anti-bibelsk (1 Kong 6), at man undrer sig over at kristne og jøder ikke gik i demonstration mod biograferne allerede under "De ti bud."

Hvis vi ønsker at høre om Moses ungdom som ægyptisk prins, må vi imidlertid gå uden om Biblen. To jødiske historikere skrev i det tredje århundrede f. Kr. om ham og de havde helt tydeligt adgang til kilder, som Bibelens skribenter ikke kendte i ægyptiske templer og i det berømte bibliotek i Alexandria. Den ene var Artapanus og hans beretning om Moses er så fyldt med historiske navne, at den kan bruges til at udbygge Mosebøgernes med:

Kort fortalt siger han at Palmanothes - en farao i Nil-deltaområdet - forfulgte israelitterne, der boede i Ægypten. Hans datter Merris adopterede et hebræerbarn, som voksede op som prins Mousos. Merris giftede sig med en farao Khaneferre, som "var konge syd for Memphis, for på den tid var der mange konger i Ægypten." Da han blev voksen forvaltede prins Mousos dele af landet for Khaneferre og blev populær blandt ægypterne. Prins Mousos anførte en militær kampagne mod etiopierne, som havde invaderet Ægypten. Da Mousos vendte tilbage, forsøgte Khaneferre at få ham myrdet idet han var jaloux på ham, men "Mousos flygtede til Arabien og opholdt sig hos Raguel, fyrsten i området, hvis datter han giftede sig med." Raguel opfordrede araberne til at plyndre Ægypten, men Mousos holdt ham tilbage af frygt for hans egne hebræiske brødre i Ægypten. Khaneferre døde og Mousos vendte tilbage til Ægypten for at stå over for en ny farao. Plager ramte Ægypten, til sidst hagl og jordskælv. Derpå førte Mousos israelitterne ud af Ægypten.

Det kan undre at man ikke tidligere har brugt Artapanus til at fastslå hvilken farao, Moses blev adopteret af. For sandt at sige har ingen anden farao i hele Ægyptens historie end Sobekhotep IV heddet Khaneferre, som tog navnet da han ca. 1529 f. K. besteg tronen. Han nåede ikke Ramses II’s proportioner, men betegnes dog som det 13. dynastis største farao i en tid med "mange konger." Hans svigerfar Palmanothes må være en af de i dag ukendte konger i det 14. dynasti, som herskede oppe i deltaet sideløbende med det 13. nede ved Memphis.

I den anden historikers version hedder Palmanothes datter i øvrigt Tawaret og der er jo noget dybt symbolsk i at det berømte kurvebarn, som bliver fundet vuggende mellem sivene i Nilen, ender med at blive adopteret af forældre, der er opkaldt efter henholdsvis krokodille- og flodhesteguden og at netop den kvindelige part er gudinde for amning - selvom hun ifølge Biblen overlod den egentlige amning til Moses’ mor. For her berører vi en af faraoernes vigtigste gudefortællinger: flodhesteguden er nemlig en af gudinden Isis’s tilkendegivelser, da hun beskytter sit barn Horus ved at skjule ham i deltamarsken. Horus er beskytteren af nye dynastier og hver ny farao bruger Horus, der sejrede i kampen mod Seth, som deres bevis på retten til tronen.

Kun ved at forstå hvor vigtig denne gudefortælling var for faraoerne, forstår man hvorfor farao adopterer prinsessens fund af et tilfældigt kurvebarn af hebraisk afstamning på et tidspunkt hvor disse indvandreres voksende antal ses som en trussel. Denne "trussel" - lig nutidens fremmedfrygt - har netop været set som en manifestation af kampen mod Seth - guden over fremmede lande. For farao har fundet af dette kurvebarn i floden været så symbolladet - som en senere tids Jesusbarn i staldkrybben - at Moses blev synonym med selve Horus og altså var den retmæssige arving til Ægyptens trone.

Omvendt bliver Moses’ mor, Jokebed, for os andre selve indbegrebet af Isis - den uselviske mor, der beskytter sit barn fra faraos drengemord - hvis man tager Bibelens udlægning her bogstaveligt. Eller i det mindste en genial indvandrerkvinde, der har forstået at gøre brug af ægypternes egne legender til det, som jøderne bittert skulle lære gennem de næste årtusinder - overlevelse gennem personlig assimilation helt til det punkt hvor deres nationale identitet trues af selvudslettelse. Paradoksalt nok den identitet, som Moses største bedrift det jo er at få banket ind i dem ved selv hensynsløst at udslette alt og alle, der kommer i hans vej og at ty til storstilet folkedrab på drengebørn (4 Mos 31:16-17).

Legenden om Moses’ udsættelse i Nilen er dog nok snarere udsprunget af den ægyptiske Horuslegende og genfortalt gennem generationer og dernæst brugt af forfatterne af Mosebøgerne til at forsøge at forklare det usandsynlige; nemlig at endnu en hebræer - ligesom Josef - var nået til de højeste tinder i landflygtighed. Ellers stemmer Artapanus’ beretning fint med Bibelens; Moses flugt til og ægteskab med en datter af araberhøvdingen Raguel er åbenlyst identisk med Bibelens tilsvarende Re’uel. Raguel’s planer om et angreb på Ægypten svarer helt til det der er ved at være optræk til på den tid - Hyksosperiodens arabisk-semitisk invasion. Selv plagerne som ramte Ægypten er nævnt. Hvad de så har bestået af i virkelighedens verden skal vi senere se på i arkæologien.

Men en ting er ikke nævnt i Biblen. Nemlig at prins Moses anførte et felttog mod etiopierne. Lad os derfor undersøge dette ved at se på hvad den anden historiker - den berømte jødisk-romerske Flavius Josefus - skriver om Moses. Da romerne ca. 30 år efter Jesu død ødelagde templet i Jerusalem, fik han lov til at fjerne mange af de hellige bøger, inden templet blev brændt ned. Da han senere i Rom skrev "Jødernes historie," havde han derfor sandsynligvis nogle af de ældste tempeltekster og versioner af Det gamle Testamente som kilde. Mange afsnit derfra blev ikke brugt, da de mange bøger senere blev samlet i den kanoniserede Bibel. Jøderne skrev med deres enestående historiefornemmelse jo mange andre skrifter end Bibelteksterne. Og det må være fra dem Josefus har fået følgende oplysninger:

"Da Moses voksede op viste han sine evner for ægypterne......Nabofolket Etiopierne foretog fjendtlige strejftog helt op til Memphis og havet uden at byerne kunne forsvare sig. Under denne triste undertrykkelse besluttede ægypterne sig for at gøre brug af hebræeren Moses. Kongen befalede sin datter at føre ham frem for at gøre ham til general. Moses påtog sig opmuntret opgaven ....Han overraskede etiopierne i et slag, ødelagde deres egne byer og lavede et sandt blodbad ud af etiopierne..... som til sidst trak sig tilbage til kongebyen Kerma i Etiopien. Stedet blev belejret med stor vanskelighed, da det var omringet dels af Nilen og dels af en stærk mur med volde. Mens Moses var utilpas over at ligge stille med hæren skete følgende: Den etiopiske konges datter Tharbis fik øje på Moses, da han kæmpede med stort mod nær murene....hun blev dybt forelsket....og sendte bud for at overtale ham til ægteskab. Han tog imod tilbuddet mod at hun udvirkede en overgivelse af byen.....Straks efter blev aftalen ført ud i livet og da Moses havde undertrykt etiopierne, takkede han Gud og fuldbyrdede ægteskabet, og førte ægypterne tilbage."

Er der mon nu noget som helst bevis for rigtigheden i disse linier? Der står jo intet om det i Biblen. Og dog! Da jeg pløjede denne igennem på min computer, opdagede jeg at der i 4. Mosebog 12 er omtalt at Moses har en nubisk kone. Hun dukker pludselig op ud af det blå i et skænderi som Moses har med sine søskende Aaron og Mirjam om hans ægteskab med en nubier. Om de udtrykker racisme fordi Moses er gift med en neger, får vi ikke direkte at vide. Men man aner at skænderiet har noget med hudfarve at gøre, for Mirjam straffes straks efter ved at Gud i vrede gør hende "hvid som sne" af spedalskhed. Var dette historiens første dom for politisk ukorrekthed? Moses holder dog så meget af Mirjam at han straks får Gud til at ændre dommen til 7 dages bortvisning. Jo, Moses kunne også helbrede spedalske :-)

Men bortset fra Biblen er det også nævnt i jødedommens Talmud at Moses var gift med en etiopisk prinsesse. Det nubiske kongerige Kush hed nemlig Etiopien i det 3. århundrede, hvor de talmudiske lovsamlinger blev nedskrevet. Dette kongeriges hovedstad, Kerma, lå langt længere sydpå i nutidens Sudan end nogen tidligere farao var kommet. Kan det mon passe at ingen ægyptisk feltherre hidtil var trængt dybere ned i det sorte Afrika end vores verdensberømte Moses? Noget tyder på det, for det eneste ægyptiske felttog ind i Nubien, som er omtalt under hele det 13. dynastis mange konger, er optegnet på en stele i British Museum, der tilhørte ingen anden end Moses’ adoptivfar, Sobekhotep IV. Men ikke nok med det. Nede i selve Kerma fandt man en kæmpestor statue af Sobekhotep. Da der ikke er noget der taler for at nubierne skulle have slæbt en for dem ligegyldig kæmpestatue så langt væk fra Ægypten, er det sandsynligvis en, som Moses opstillede til ære for sin stedfar og sin egen sejr.

Moses har altså ikke blot ført israelitterne ud af Ægypten, men han har også ført ægypterne ud af Ægypten - 300 km længere ned i Afrika end nogen før ham. Og dette kan man den dag i dag se beviser for. For netop ved Kerma rejser der sig en 20 m høj massiv borg af mursten, Deffufa. Den er bygget netop på Sobekhotep's tid efter ægyptisk mønster. For nubiernes egen stil var runde afrikanske hytter og netop lige overfor Deffufa er der tydelige spor efter en sådan stor rund ceremoniel mødehytte.

Med andre ord var Moses verdens første imperialist, der ikke blot plyndrede, men også underlagde sig det erobrede land gennem indgiftning og anlæggelse af administration. Det første kunne tyde på en fredelig overtalelse efter det indledende blodige hævntogt. Den store runde bygning må have været hovedsæde for prinsen af Kush og antyder en intelligent del-og-hersk politik med den af Moses installerede ægyptiske guvernør bosat i Deffufaen overfor.

Dette er nok ikke helt den Moses, afroamerikanerne synger om i "Go down, Moses", men således fik altså Moses sin sorte afrikanske kone - og det kunne Biblen jo godt have fortalt os, da hans søster skældte ham ud for det 60 år efter i Sinaiørkenen. Og racisme var det vel, når hun ikke samtidig bebrejdede ham hans senere lyshudede arabiske kone - den kone Moses fik da han blev sig sin hebraiske identitet bevidst og flygtede fra Sobekhotep, som vist i "Prinsen af Egypten".

Her vil vi blot konstatere, at ligesom Amenemhat III var blevet det 12. dynastis største farao ved hjælp af en berømt jødisk indvandrer, nemlig Josef, blev det 13. dynastis største farao, Sobekhotep IV, det i kraft af den formidable skikkelse Moses. Omvendt var Moses næppe blevet så stor en folkefører senere, hvis ikke Sobekhotep havde givet dette udvalgte hebræerbarn chancen for at udvikle sine lederegenskaber som hærfører i ungdommen. Thi fra Biblen ved vi jo at han ikke duede som demagog og taler, men måtte tale gennem Aaron. Således er måske Sobekhotep's største fortjeneste ikke som farao for Ægypten, men som deus ex machina for jødedommen, kristendommen og islam. Men denne fødsel kom jo ikke uden smerte - eller plager - hvis historiske indicier vi skal se på i næste afsnit.

2. afsnit: Prinsen af Ægypten II

 

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler   

Tilbage til min hjemmeside

Tilbage til Amerikanske Billeder