Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Kronik i Politiken 4. september 1999

 

Kan vi løfte sløret for vore øjne?

tekst og fotos af Jacob Holdt


Tørklædedebatten får foredragsholderen Jacob Holdt til at gribe i egen barm og at bruge racesituationen i USA som et spejl  for sin sygdomsdiagnose

 

Tørklædedebatten har været gennemsyret af den holdning at det er "de andre", der er noget i vejen med, og at vores dybe danske tolerance blot skal justeres, så de mest iøjnefaldende hindringer for indvandrerne falder væk. Men billederne af Søren Henriksen, Ebbe Lundgaard og Mærsk Mc-Kinney Møller, der misbruger deres enorme magt til at udelukke en allerede undertrykt og sårbar befolkningsgruppe fra et mere værdigt liv, genfremkaldte for mig barndommens billeder af guvernør Wallace, der spærrede indgangen til de hvides universitet og en bedre fremtid for Alabamas sorte. De fleste danskere følte dengang en så afgrundsdyb foragt over for denne krænkende behandling af medmennesker, at vores og verdens ophobede indignation til sidst fik præsident Kennedy til at sætte tropper og borgerretslovgivning ind.

I min barndoms naivitet var jeg overbevist om, at Wallace måtte være et uhyre ondskabsfuldt menneske - en naivitet det er vigtig for mig at huske nu for at kunne forstå disse nutidens Wallacer, der kæmper imod og kun tøvende viger for vor hjemlige centralregerings dekreter. I særlig grad fordi den ene hører til min vennekreds, og jeg ved, at der bag hans uforsonlige racistiske facade i denne sag gemmer sig et hjerte, der normalt banker for retfærdighed.

Nej, vi må aldrig glemme mennesket bag racisten, og jeg ved da også at de udøver deres onde handlinger vel vidende, at de - ligesom Wallace - repræsenterer den større befolknings ønsker (læs racisme). At danskerne nærer fordomme over for muslimerne er ligeså menneskeligt og forståeligt som disses fordomme over for os. Men fordomme bliver farlige, når man har den sociale magt til at bruge dem til at undertrykke andre med. Denne cocktail er selve definitionen på racisme.

De farligste racister er dem, der har magt til at skade de undertrykte mest. Jeg var rystet over under tørklædedebatten at se store ungdomsskarer belejre en magtesløs gruppe fortabte og ghettoiserede nazister i Greve (adskillige ofre for en fortvivlet eller kærlighedsløs barndom, fortæller deres barndomsvenner mig). Men ingen tænkte på at lave store demonstrationer uden for Dansk Handel og Service, FDB og Mærsk skønt næsten ingen muslimske indvandrere vil påstå, at nazisterne nogensinde har gjort dem personligt fortræd. Nej, deres smerte og frustration over at være lukket ude kommer fra disse magtfulde institutioner - og alle de mørkets kræfter i danskerne, disse repræsenterer.

Det absurde i tørklædesagen er derfor, at den kom til at handle om noget ligegyldigt ydre og ikke disse indre mørkets kræfter i danskerne; - denne alle-inficerende sygdomsvirus, der blot benytter tørklædet til bekvemt at formumme det isbjerg af kulde, vi lukker indvandrerne ude med fra første dag i landet - eller fra afsløringen af deres navne i jobinterviews. Man bør ikke lukke folk ind for at lukke dem ude - og dernæst i deres senere ophobede vrede spærre dem inde.

Det ville være mere ærligt og mindre belastende ved alle grænser at sætte skilte op: "Ingen med slør eller forkerte efternavne bedes søge indrejse i Danmark" ligesom jeg engang blev standset af et skilt ved grænsen til Guatemala: "Langhårede ingen adgang". Jeg kunne dog få de intetanende grænsevagter til at klippe min lidt for lange korthårsparyk, der skjulte mit lange hår nedenunder. De gjorde det jo "for min egen skyld", for langhårede blev betragtet som guerillaer og skudt. Muslimerne ved Danmarks grænse kan ikke lave sig om "for deres egen skyld" og bør det heller ikke. Thi det er jo ikke det gæstfrihed handler om.

"For deres egen skyld", siger de danske Wallacer med Lundgaard i spidsen, "så de kan lære at indpasse sig". Dette minder endnu engang om min barndoms naivitet, da jeg troede at Wallace diskriminerede mod de sortes hudfarve. Naivt, for så ville de jo ikke fra slaveriets tid have omgivet sig med sorte tjenestefolk. "For deres egen skyld" burde de sorte aflægge sig - ikke sløret - men deres dårlige manerer og karakter. Først når de havde fået "ordentlige (hvide) manerer" ville de gøre sig fortjent til "hvide jobs" og ikke at skulle sidde bagest i bussen. De sortes karakter var jo så stærkt deformeret af århundreders udelukkelse, at alle hvide var overbeviste om, at den "ville skræmme kunderne væk," og at de sorte derfor måtte "ændre sig først."

Men kan vi så let aflægge en formet personlighed? "Nogle af mine søstre bærer ikke slør, men min mor og mine andre søstre ville føle sig aldeles nøgne uden sløret," sagde min søns pakistanske ven forleden. Min dumsmarte danske antimuslimske racisme fik mig til at drille: "Ja, danskerne opfører sig ligeså hensynsløst overfor en anden kultur som den muslimske regering i Jakarta, da den påbød de hinduistiske kvinder på Bali ikke længere at gå barbrystede rundt. Men de ældre balinesere føler sig fuldstændig "nøgne" med alt det tøj og går derfor stadig barbrystede rundt."

At tvinge nogen til at gå med jødestjerne er ligeså undertrykkende for et menneskes værdighed som at tvinge nogen til det modsatte. Enten tvinger man folk til at blive synlige - for at kunne diskriminere og udelukke dem - eller også diskriminerer og udelukker man dem for at gøre dem usynlige fordi man ikke bryder sig om at tænke på dem - eller at se dem som ligeværdige medborgere.

Det er synd, at den tolerance overfor jøderne, som gjorde os verdensberømte, da vi i 1943 stod overfor racismens endelige valg - at den ikke er blevet afløst af en tilsvarende tolerance overfor muslimerne. For vor relative tolerance overfor de underligt påklædte og beskidte russiske jøder, der væltede ind i landet ved århundredskiftet, bestod jo netop i ikke at lukke dem ude "for deres egen skyld." Derved var vi i stand til at gøre dem så danske, at vi allerede 50 år efter var i stand til at se dem som vore naboer - og derfor redde dem - "for vores egen integritets skyld." Som Suzanne Brøgger morsomt fortæller om sin jødiske familie i "Jadekatten," tillod vi dem at blive så meget lig os selv, at først da vi "stødte dem fra os" i bådene - "for deres egen skyld" - gik det op for dem, at de var jøder.

Men ude i Europa havde den voldsomme antisemitisme og udelukkelse fået jøderne til - ikke blot at holde fast i deres kultur, men at videreudvikle den i underlige "tilslørede" hassidiske retninger, så deres undertrykkere tænkte endnu dårligere om dem og endog udviklede det pudsige begreb "den beskidte jøde". Jeg kan huske, hvordan jeg i den grad havde tilegnet mig det hvide sydstatsbegreb om "den beskidte sorte," at jeg i lang tid forbavsedes over at se de fattige sorte bruge lige så meget tid på at vaske sig som de hvide, når jeg boede hos dem. Men er det ikke tilsvarende smuds, der pludselig vælter op fra vore dybeste psykiske kældre, når jeg i tørklædedebatten hører ordet "hygiejnisk" brugt som grund til at forbyde tørklæder? Som i al racisme savnes logikken, for det er vel netop med tørklæder på, at man ikke taber håret i maden ligesom personalet i de mest sterile operationsrum hyppigt ligner de rene talibanske påbud.

Der er altså ingen logik i den ghettoiseringspolitik, som Henriksen, Lundgaard og Mc-Kinney Møller udøver - for at lefle for min og andre danskeres racisme. At udelukke "vor tids jøder" eller "vor tids sorte" vil, som Østeuropas og USA's tidligere skræmmende eksempler viste det, blot bevirke, at de udstødte holder endnu mere fast i deres kulturer, videreudvikler den og bliver mere og mere anderledes og fjendtlige over for os. Mange muslimske kvinder gik ikke med slør, før de blev udsat for vores menneskelige foragt og kulde - og smider det straks når de besøger deres hjemlande. For først dér ønsker de at skilte med, at de har haft succes med at blive danskere. M.a.o. står de omtalte supermarkedsbosser - og alle vi andre - under anklage for at "tvinge" en i forvejen - også af deres egen kultur - undertrykt gruppe til at gå med det, som vi i vore selvretfærdige tanker ser som selveste symbolet på undertrykkelse, tørklædet.

I USA inviterer man derimod straks indvandrerne ind i den menneskelige varme. Der behøver de dem ikke som lynafledere for egen smerte og afmagt, da de allerede har de sorte til dette formål. Derfor ser jeg næsten aldrig tørklæder hos muslimerne. Kun de indfødte sorte muslimer benytter det - tydeligvis som reaktion på de hvides udelukkelse af dem. Når jeg fortæller mine pakistanske og tyrkiske veninder i USA, at i Danmark går muslimerne hyppigt med slør og har udviklet en vrede over udelukkelsen med næsten samme høje kriminalitet som de sortes i USA, er de rystede. For de ønsker jo selv - og bliver opmuntret til det - med det samme at blive "superamerikanere" i en sådan grad, at hvide forældre bevidst forsøger at få deres børn i skoler med mange indvandrere - fordi disse "er mere motiverede." Danske forældre gør det stik modsatte - og gør derved indvandrerne mere ghettoiserede, mere "tilslørede," mere vrede (læs: mere kriminelle) og mindre motiverede for nogensinde overhovedet at ønske at blive danskere.

På den måde gør vi gradvist en stor gruppe mennesker så anderledes og foragtelige, at det er let for en Wallace, en Henriksen, en Lundgaard og en McKinney Møller at retfærdiggøre yderligere udelukkelse i befolkningens øjne. Skønt vore højere idealer får 81% af os til at sige til Gallup, at vi ikke har noget imod at blive betjent af kvinder med tørklæde, mener et flertal, at virksomhederne gerne må holde dem ude i arbejdsløshed. Det ligner ærkeracistens svar i USA om sorte: "Jeg er ligeglad med, om folk er sorte, gule, grønne eller blå" hvorefter de 10 sætninger senere siger "....blot de ikke tager vores arbejde eller gifter sig med min datter."

Det rystende i tørklædesagen er, at vi vil udelukke dem fra et af de i forvejen mest ringeagtede jobs: "Du kan jo altid blive kassedame i Irma" siger vi for at skræmme vore børn til bedre præstationer i skolen. Guvernør Wallace ønskede trods alt "kun" at spærre døren til de højere hvide læreanstalter, hvor 90% af de sorte alligevel ikke var kvalificerede. Og befolkningen undskyldte sig med, at de sorte jo havde deres egne universiteter, samt - vigtigst - allerede havde en levevej som f.eks. kassedamer, dernede på den sociale rangstige, hvor "de hørte hjemme."

 

Nej, Wallace var skam helt menneskelig sammenlignet med de danske supermarkedsbosser, der i dag spærrer dørene for de udstødte og slet og ret nægter dem en levevej! Uden en levevej gør de dem nemlig endnu mere foragtelige i vore øjne. For er der noget, der støder det danske racistiske øje - inklusive mit eget - er det jo synet af alle de tilslørede kvinder på bistandshjælp, der "dovent vralter op og ned ad gaderne dagen lang med en stribe unger bag sig." At de gør det, fordi vor selv samme racisme nægter dem et arbejde og som sagt nægter dem at blive som os gennem følelsen af at være frie mennesker - frie til f.eks. at smide sløret og få færre børn - ser vi ikke. Vores viden om, at vi har brug for alle disse børn til engang at betale vores folkepension, magter ikke at tale racismens evige ikke-logik til fornuft. Heller ikke vores viden om, at de udelukkede til alle tider har fået flere børn end dem, som undertrykte dem. De sorte i USA udgjorde altid 12% på trods af europæernes millionindvandring, og skønt det engelsktalende Canada lukkede for fransk indvandring, eksploderede tallet i Quebecs ghettoer fra 6,000 til 6 millioner i samme periode, hvor tilvæksten i Frankrig lå på ca. nul. Det er klart, at efter en sådan udelukkelse, som f.eks. gjorde det lettere for engelsktalende sorte at få arbejde som kassedame end for hvide fransktalende, ønskede de franske på ingen måde at blive integrerede i deres nye land og "videreudviklede" i stedet deres særprægede franske kultur - indtil de i smerte og vrede eksploderede i vold i 70'erne (mens de franske indvandrere i USA i mellemtiden var blevet eksemplariske, integrerede hvide "superamerikanere").

Racismens altid manglende logik ses også i vores ubehag over at blive betjent af kvinder med tørklæde i de selv samme supermarkeder, hvor vi gnubber os op og ned af dem som kunder. Vi begrunder hyklerisk modstanden med, at det ville "signalere et religiøst tilhørsforhold," mens det udelukkende handler om at projicere vores altid rumsterende indre svinehund ud på andre, hvilket bliver sværere, hvis butikkerne begynder at "signalere menneskeligt ligeværd." Derfor støtter et flertal butikkernes ret til at skilte med, at der findes "undermennesker" på samme selvfølgelige måde som slaveherrerne, der gladeligt satte sig i hestevognen ved siden af deres storsvedende, fede slavemamma'er, mens de ville gå i døden for at forhindre, at disse opnåede ligeværd.

Når supermarkederne vælger at cementere det herskende menneskesyn - frem for at være pionerer - ved vi også fra USA, hvordan racismen med tiden forstærkes. 100 år efter slaveriet var man ikke i stand til længere at sidde ved siden af de sorte. Man ville kun betjene dem, hvis de sad bagerst i busserne. Og i dag må de i Shoney-restaurantkæden ikke længere servere kunderne (skønt en tredjedel af disse er sorte), men kun være synlige ude i baglokalerne - dvs. køkkenet. At jeg fortsætter med at spise dér er udelukkende for hver gang at indlevere min skriftlige protest, og sidste år førte disse og andres da også til at Shoneykæden fik en kæmpebøde for racediskrimination. Det absurde og igen ulogiske i denne racisme er, at man accepterer, at de sorte laver ens mad ude i baglokalerne (her arbejder også muslimerne i danske supermarkeder), hvor de siden slaveriets tid i trods og vrede over udelukkelsen har moret sig med at spytte i slaveherrens mad inden serveringen. Men at lade dem servere for de hvide, som de gjorde under slaveriet, ville signalere for meget ligeværd overfor kunderne - og altså skabe ubehag, så længe den undertrykte ikke er blevet "som os" og har lært de "rigtige manerer" - hvide amerikanske såvel som danske. At dette aldrig vil ske, så længe man lader supermarkedsbosserne signalere ulighed, ser vi af racismens selvforstærkende lavine i USA.

Så længe vi binder muslimerne til vores indre svinehund, får vi dem aldrig til at spise danske svin - som så mange af vore jøder endte med at gøre det - ligeså lidt som vi får nazisterne i Greve til at blive en del af vor store tolerance ved hvert år at demonstrere vort behov for at hade dem - mens vi hyklerisk og utilsløret går arm i arm med dem i hetzen mod muslimerne.

Ingen af os går fri af denne virus, skønt vi kun sjældent ser dens sygdomssymptomer så åbenlyst som i supermarkedernes forsøg på at ghettoisere. Jeg har aldrig fundet nogen tendens i mig selv til at tænke dårligt om f.eks. jøder og homoseksuelle, men gør det dagligt i USA om sorte og i Danmark om muslimer. Første gang jeg opdagede min infektion var pudsigt nok, da jeg i nogle år indkvarterede over 60 muslimske flygtninge - alle mænd. Skønt jeg elskede deres hyggelige kaffekultur, hobede mine frustrationer over den megen trængsel sig op, og i min selvforskyldte smerte endte jeg med at projicere mine indestængte aggressioner ud i negativ tænkning overfor de tilslørede kvinder "derude" på Nørrebro. De var nemlig "fremmede." Mine egne muslimer var blevet venner og "var derfor gode nok," som danskerne siger i Gjellerupghettoen.

Men den jeg først og fremmest lærte at elske, var min egen svinehund. Og hvorfor egentlig forsøge at "udelukke" den, når vi til alle tider har skullet leve med den, kære danskere. Klap den hellere, tag den ind i varmen, kæl for den, omfavn den og accepter den som en del af dig selv. Snak med dine venner om den - så sparer du penge på terapi eller druk. Og inden du har bemærket det, har du fået en af de magtberusede Wallacefigurer, en af de magtesløse nazister - eller sågar en af de foragtede tørklædedækkede muslimer til bords - og opdager, at de er fuldstændig som dig selv - kun forskellige i måden, de binder deres egne svinehunde på - eller giver dem for lidt kærlighed, fordi de måske selv fik for lidt. Men det er jo så meget mere grund til at invitere dem ind i det gode selskab!

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler