........mens jeg sad og skrev en dag skete der pludselig noget, som med ét ændrede resten af dagen for mig. En ungarsk født kvinde ringede og sagde at hun gerne ville tale med mig. På grund af mit arbejde får jeg ofte opringninger fra folk i nød, men hun sagde at hun aldrig havde hørt noget om mig før. Jeg blev nysgerrig og kørte ud til hendes lejlighed da min intuition sagde mig at der måtte stikke noget dybere under selvom hun ikke havde sagt noget om at hun havde brug for hjælp.

Hun ønskede blot at tale med mig. Hun var en ung smuk mor på 36 år med en 12-årig datter. At hun virkelig ingen anelse havde om hvem jeg var, fandt jeg ud af da jeg fortalte hende om Amerikanske Billeder. Hun var kommet her til for ti år siden som flygtning fra det kommunistiske Ungarn (på et tidspunkt hvor vi var holdt op med at køre Am. Bil. i Danmark) og talte så flydende dansk nu at hun havde fået en god stilling som dansklærer for nye flygtninge.

Jeg følte at der måtte være en grund til at hun havde ringet, og alligevel gik det virkelig trægt i de første timer med overhovedet at finde noget at snakke om. Så jeg begyndte at stille spørgsmål om Ungarn og fortalte hvor mange gange jeg havde camperet der før i tiden. Især om den første gang, hvor jeg var blaffet dertil med min gamle jødiske kæreste, Marly. Her havde vi i mange af de hjem, vi boede i, oplevet en voldsom antisemitisme - ikke mod Marly, som de ikke vidste var jøde - men i ungarernes tale- og tænkemåde. Da jeg derfor nu - 25 år efter vores lille blaffetur rundt i Europa - sad her i København og forsøgte at få en samtale kørende med Angela, som min mystiske ungarer hed, kom jeg under omtalen af "min jødiske kæreste" til at spørge hende om hvad hun selv havde følt om jøder, mens hun var vokset op i Ungarn.

Dette begyndte at løsne op for et og andet i hende, og hun fortalte mig nu om hvordan alle hendes kærester gennem hele hendes liv havde været jødiske og at faren til hendes barn var jøde. Denne oplysning var nok til at få mig til at spørge om hendes forældre havde været meget anti-semitiske eftersom jeg så ofte i USA har set døtre af åbenlyse racister gå igennem årevis af oprør ved at have udelukkende forhold til sorte mænd. Hun bekræftede at hendes far havde været "meget, meget" antisemitisk, men syntes ikke at have lyst til rigtig at ville tale om det på det tidspunkt. Så lidt efter gik samtalen endnu engang i stå med masser af gaben på begge sider.

Da hun henkastet spurgte mig om "mit arbejde i Amerika", som hun intet vidste om, fortalte jeg så om forårsturneen og endte med historien om "massemorderen" Woody. Angela var tydeligvis meget træt - havde ikke sovet i dagevis, sagde hun - men på dette tidspunkt begyndte hun pludselig at spidse ører. Hun stillede detaljerede spørgsmål om Woody og om hvad jeg følte overfor ham. Og da jeg fortalte hende om mine følelser - at den eneste frelse jeg så for Woody (og for menneskeheden i det hele taget) var min og andre menneskers fuldstændige tilgivelse af ham og om hvordan jeg havde forsøgt at give ham min betingelsesløse kærlighed, men midlertidigt havde fejlet (som hans mordforsøg på den sovende familie viste) - og hvordan jeg nu ønskede at fortsætte med at hjælpe ham og hans to brødre i fængslet - ja, pludselig var det som om Himlens sluser åbnede op og at denne kvinde begyndte at øse ud af sig selv. Hun sagde nu at hun ville fortælle mig noget som hun ALDRIG havde delt med nogen før:

Indtil hun var 6 år gammel huskede hun sit liv som meget lykkeligt med en overstrømmende kærlighed fra hendes far og mor. Men en dag blev lykken brat afbrudt med en banken på døren - og hendes far forsvandt. I de næste 10 år fik hun at vide af hendes mor og folk omkring hende at hendes far var “soldat”, men i stigende grad undrede hun sig over hvorfor en soldat aldrig kom hjem. Hun følte sig også isoleret i skolen og lukkede sig mere og mere inde i en skal.

Da hun blev 16 kom hendes far hjem, men da var hun flyttet til universitetet og så ham sjældent, da hun følte sig helt fremmed overfor ham - lukket inde i sin egen skal som han var. Da hun blev gravid med en jødisk kæreste, som hun senere giftede sig med, blev hun genstand for voldsom vrede og forkastelse fra både moren og faren.

Den jødiske familie blev nu i stedet en virkelig familie for hende, hvor hun fandt overstrømmende varme og kærlighed for første gang siden hun var 6 år. Men konstant havde hun på fornemmelsen at de kendte en de kendte en sandhed om hende, som hun ikke selv havde kendskab til. Kun glimtvis havde hun dog fornemmet at det var noget med at hendes far havde været på den forkerte side under krigen. Hendes forældre fik på en eller anden måde (jeg husker ikke hvordan) ødelagt hendes ægteskab med den jødiske mand, og da den jødiske familie havde gode forbindelser i kommunistpartiet, lykkedes det ham at tage til Californien, mens hun flygtede til Danmark i 1986. På dette tidspunkt i samtalen slap der en bemærkning ud af hende om hvordan “jøderne kontrollerede alting i landet på det tidspunkt.”

Hun fandt sig hurtigt til rette i Danmark og var efter kommunismens fald begyndt at sende sin datter (med det jødiske navn, Theresa) på langvarige besøg hos begge hendes bedsteforældre. Med årene begyndte Angela at komme ud af sin selvfornægtelse. Da jeg spurgte om hun virkelig intet kunne huske fra disse år, sagde hun tøvende at da hendes far havde forladt dem i 1966, huskede hun at hendes mor en aften havde lukket døren, men gennem døren kunne hun høre radioen meddele noget om “Nazist” og “dødsstraf” og “livsvarigt fængsel.”

Nu, da brikkerne med årene langsomt var begyndt at falde på plads for hende, var hun fyldt med vrede overfor sin mor fordi hun aldrig havde fortalt hende noget. Hun fandt ud af gennem ungarske venner i Danmark at en bog om Ungarns krigsforbrydere var blevet udgivet efter krigsforbryderprocessen, og ringede til sin mor og sagde at hvis hun ikke sendte hende denne bog, ønskede hun aldrig at se hende igen.

Et par måneder før jeg nu mødte Angela havde hendes mor sendt hende bogen og den åbenbarede en sandhed langt værre end hendes værste anelser. Jeg bad om lov til at se den, men kun tøvende lod hun mig se den senere på dagen. Den var trykt på det dårlige papir, som var så almindeligt i kommunistiske lande i de år og den var om processen mod Ungarns 5 værste krigsforbrydere (eller dem, hvem det var lykkedes at skjule sig helt til 1966; de fleste blev sikkert henrettet lige efter krigen).

Der var masser af billeder af hendes far fra retssagen og endog fotografier af ham, når han stod ved kæmpestore massegrave og gav nakkeskuddet til knælende jøder. Men billederne af hvad han havde foretaget sig under den nazistiske besættelse “under ordre” var ikke den værste anklage; værre var alle de drab han havde begået på egen hånd som 18-årigt medlem af nazisterne før den tyske besættelse. Kun de, som man havde fundet vidner til, var nævnt i anklageskriftet: 17 tilfælde, hvor han havde opsporet og myrdet jødiske familier i deres hjem og på gaden.

Jeg tror ikke at jeg behøver at sige mere om hans skyld. Alle disse 5 forbrydere blev nu dømt til døden. Men kort efter dødsdommens afsigelse fik Angelas far, X X, sin ændret til livsvarigt fængsel fordi han havde en datter og en nu gravid kone. (Dette var 21 år efter krigen og Ungarn var midt i en optimistisk vækstperiode, som Marly og jeg skulle se 5 år senere).

Angelas mor havde været fuldstændig uvidende om hans forbrydelser, da hun giftede sig med ham i 1959. Hun var meget yngre og havde været dybt forelsket i og forlovet med en student på universitetet, men på et besøg i Antals hjemby, havde hun mødt ham og var blevet charmeret af ham og især hans velstand. Han ejede sin egen urfabrik (utroligt i et kommunistisk land og man kan ikke lade være at spekulere over om den var grundlagt med penge røvet fra de jøder han havde dræbt). Hun havde nu giftet sig med ham for at få “økonomisk tryghed.”

Angela husker det rige hjem hun boede i indtil hun var 6 - og hvordan alting så blev taget fra dem og de sad tilbage i en trang, kold lejlighed. Med det chok hendes uvidende mor må have fået, undrer hun sig stadig over hvorfor hun ikke lod sig skille fra ham under hans livsstraf (han blev løsladt for god opførsel efter 10 år) eftersom de lever sammen som hund og kat i dag. Men dette smukke træk har vi så ofte set med kriminelles hustruer - at de står bag deres mænd, når disse er under anklage: Jeg oplevede det personligt, da Vibeke stod bag mig i den svære måned med alle anklagerne imod mig om at være KGB-agent. Hun kastede fra sig i forsvaret af mig midt under sin afgørende universitetseksamen.

Efter at have modtaget denne bog var Angelas liv blevet forvandlet til et totalt mareridt for hende før jeg mødte hende. Hun havde lukket sig fuldstændig inde - havde mistet alle sine venner, og i de sidste uger endog holdt op med at gå på arbejde, da hun var i total opløsning. Hun var konstant træt da hun kun fik 2-3 timers søvn hver nat. Hvorfor, spurgte jeg?

Hun svarede at hun havde tilbagevendende mareridt med det samme tema: hun står med sin datter i den ene hånd og sin bror i den anden mens en gruppe nazister er ved at gøre sig parat til at skyde dem ned med maskinpistolsalver. Hun føler at hun kan redde datteren, broderen og sig selv ved at fortælle nazisterne “hvem hun virkelig er,” datteren af en stor nazist. Men hun kan ikke få sig selv til at gøre det og føler hele tiden sin datters fugtige hånd glide ud af sin egen.....efter hvilket hun altid vågner op.

I dagtimerne fortsætter hendes mareridt, da hun er plaget med skyldfølelse over at sende sin datter (Theresa havde virkeligt stærke jødiske ansigtstræk, da jeg senere så hende) ned til Budapest for at bo hos en mand, som personligt havde væltet så mange børn som hende i graven. Hun følte sig selvisk over at ville have sommerferien for sig selv til at komme sig i, skønt hun i virkeligheden sender datteren tilbage for at bevare kontakten med ungarsk sprog og kultur og for at give hende hvad hun aldrig selv havde haft - følelsen af en rigtig familie med to sæt bedsteforældre at være hos. Angela nægtede at tage derned selv - og endog at tale med forældrene i telefonen.

Der er mange utrolige ironier i hendes beretning: som et resultat af Theresas besøg i Ungarn har de to bedstefædre nu fået et virkeligt dybt venskab med hinanden - jøden og den nazistiske bøddel! Ja, faktisk så havde Theresa sagt efter sit sidste besøg at hun ikke brød sig om når de to bedstefædre var sammen, for så ville de altid sidde i lange , dybe samtaler med hinanden - og fuldstændig glemme at lege med hende.

En anden ironi er at begge hans børn ender med at forråde den tidligere Nazibøddels mål, for Angelas bror er homoseksuel - og har også afskåret alle forbindelser med ham - ikke på grund af hans forbrydelser, men fordi faderen nægter at vedkende sig ham. Det er derfor at hun ser både sin jødiske datter og sin homoseksuelle bror som ofre i mareridtet. Hendes bror bor nu i Danmark, men nægter at tale med Angela om forældrene (“jeg har problemer nok med at være bøsse”) og har ikke engang ønsket at høre om krigsforbryderbogen.

Det var grunden til at jeg var den første, som Angela nogensinde havde indviet i sin hemmelighed - åbenlyst på et tidspunkt, hvor hendes liv var gået helt i hårdknude. Jeg forstod nu hvorfor højere kræfter havde sendt mig her, men undrede mig over hvordan hun havde fået mit navn. Hun fortalte nu, at da hun planlagde flugten gennem jerntæppet fra det kommunistiske Ungarn, havde en veninde, Eva, givet hende mit navn.

Det var i de år, hvor jeg gav husly til flygtninge fra hele verden i min lejlighed - og hvor jeg til sidst var endt med 66 arabiske, palæstinensiske og iranske mænd - med det resultat at alle mine danske og amerikanske venner var flygtet fra lejligheden. Jeg vidste at mit navn cirkulerede i den arabiske verden, for hyppigt kom arabiske landes aviser for at lave interviews og historier om mig og jeg måtte trygle dem om ikke at skrive om mig, da jeg var bange for at få endnu større flygtningestrømme.

Jeg var overrasket over nu at høre at mit navn også havde cirkuleret blandt de indespærrede i den kommunistiske blok. For Angela havde fået at vide at hvis hun fik brug for hjælp når hun kom til Vesten, skulle hun gå til “denne mand.” Det var den eneste grund til at hun havde søgt til Danmark, men her var hun allerede på førstedagen havnet i Sandholmlejren og havde fået at vide at hun skulle søge om asyl derfra - grunden til at hun havde glemt alt om mig indtil nu.

Hendes havde haft et godt liv siden hen, men nu - ti år senere - i sin nuværende krise havde hun pludselig huske ordene “hvis du får brug for hjælp, skal du gå til denne mand” og havde gennemrodet alle sine gamle papirer for at finde lappen med mit navn. Jeg er nu ikke i situation, hvor jeg har mulighed for at hjælpe flygtninge mere (med noget så let som husly) da jeg siden har indkapslet mig selv i lykken ved et selvisk kernefamilieliv, hvor jeg til fulde elsker at glemme alt om verdens problemer. (Thi i de år hvor jeg husede alle de flygtninge forlod selv min kone og søn mig - ude af stand til at udestå stanken og skidtet fra så mange sovende mennesker på hver en tomme af gulvet, ja selv på toppen af køleskabet osv. Så i selvvalgte krisesituationer kan man åbenbart ikke altid regne med at ens kone vil stå ved ens side!)

Denne eneste hjælp jeg altså nu kunne give Angela var at lytte til hendes problemer og denne - som jeg sagde - selv denne lille hjælp var næsten blevet en fiasko hvis jeg ikke ved en tilfældighed var komme til at ytre disse magiske forløsende ord “at tilgive en massemorder.” Da dette var hvad der nu havde sat hele denne lavine i gang var jeg heller ikke spor i tvivl om at nøglen i mit svar til hende skulle koncentrere sig om at “tilgive faderen.”

Jeg har ikke forstand på drømmetydning. Alligevel prøvede jeg at bruge hendes mareridt til at fortælle hende, at hvis hun ikke rakte ud mod og fik forbindelse med de nazistiske mordere, hun stod overfor (eller m.a.o. fuldkomment i sit hjerte prøvede at tilgive sin far), så ville hendes datters hånd glide ud af hendes egen.

Hermed mente jeg ikke blot i bogstavelig forstand, at hendes datter en dag vil bebrejde hende for ikke have fortalt hende om bedsteforældrene - ligesom Angela selv havde vendt sig imod sin mor, fordi hun havde skjult sandheden for hende. Men for mig var betydningen af barnets hånd, der glider ud af hendes, mere noget om vigtigheden af at bryde den onde cirkel af had for at redde fremtidige generationer.

For at hun kunne forstå hvad jeg mente, fortalte jeg hende om hvordan vi i Am. Billeder var holdt op med at vise showet i Tyskland, fordi mine “ansatte” med tiden nægtede at arbejde i det utålelige klima af had, som herskede der i årene omkring 1977-83. For overalt i disse år mødte vi i de år unge tyskere som fornægtede deres egne forældre pga. de roller de havde haft i fortiden som “Hitlers villige bødler” og i reglen havde de afbrudt al forbindelse med dem.

Denne formålsløse utilgivelighedsproces havde formet og forkrøblet de unges egen karakter så at deres vredesbetændte klima blev utåleligt for alle - ikke mindst for de sorte, som viste mit show. Aften efter aften måtte disse stå og forsvare mine sætninger i showet om Ku Klux Klan og Nazister “at sådanne ensomme og fortvivlede tabere kunne jeg ikke andet end holde af.”

For de unge tyskere vendte slet og ret deres had mod folk, som nægtede at hade. De ønskede at placere ansvar, hvilket er vigtigt, men de havde ingen tilgivelse i deres hjerter, og endte følgelig med at gøre mine sorte ansatte ansvarlige - ikke blot for mine meninger, men endog for klanens! Ofte fornemmede mine sorte talsmænd mord i luften som de “fortalere” de ironisk var endt med at blive for KKK og Nazister i dette ulogiske univers. Ved at fornægte deres egne forældre endte de unge tyskere ikke blot med at bære deres forældres had videre, men også disse med at forskanse sig i deres egen smerte.

Først og fremmest prøvede jeg at fortælle Angela at hun ikke var alene, for der var hundredtusinder af børn af krigsforbrydere som hende, der gik igennem en tilsvarende smerte og tortur. Og at hun ville ende med at ødelægge sig selv med had og negativ tænkning hvis hun ikke i det mindste PRØVEDE at række hånden ud til sin far - og dermed redde sig selv som i drømmen.

For at overbevise hende om hendes egennytte af dette, fortalte jeg hende om hvordan jeg selv havde lært at overleve blandt onde mennesker og kriminelle i mange år. Ved at sende dem et signal - et budskab - om ubetinget tillid og tilgivelse - altså i virkeligheden at fortælle dem at “du er god, jeg har grund til at have tillid til dig” - hvilket ofte er første gang nogensinde sådanne undertrykte mennesker har været genstand for et sådant budskab - er vi altid i stand til at hjælpe dem ud fra deres forskansninger af “sej” eller “farlig” som de har tillagt sig for at kompensere for deres dybe smerte og mangel på selvværd.

Magtesløses eneste følelse af magt ligger i at kunne skræmme os andre, men denne falske magtberuselse må vi aldrig give dem ved at udvise frygt overfor dem - altså ved at sige til dem “du er dårlig, jeg har grund til at frygte dig” - og derved re-stimulere alle de negative følelser de fik omkring sig selv fra barndommens. Så først angriber de os.

Nej, mennesker elsker at føle sig elskede, så når vi i stedet lærer at sende dem det modsatte kærlighedens budskab - for vor egen egoismes og overlevelses skyld - er det så overvældende et budskab for dem at de altid “smelter” og bliver vores nærmeste allierede og vil gøre alt muligt for at hjælpe een - som jeg gang på gang har oplevet de med kriminelle, med Ku Klux Klanmedlemmer og som jeg så det med Woody og hans familie.

Når man gradvist lærer hvor let det er at overleve i en verden af vold og ser hvordan selv de mest “monstrøse uhyrer” inderst inde hungrer efter kærlighed og accept, så ændrer man også gradvis selv og bliver mere og mere tillidsfuld, hvorved man er i stand til at sende endnu mere positive vibrationer ud, som yderligere forstærker ens egen sikkerhed og mentale velvære.

Omvendt er det altid de folk jeg ser låst fast i frygt og mistillid i mine rejser som jeg ser blive skadede, hvorved de uundgåeligt ender med at sende det modsatte budskab ud til deres angribere “Du er en skidt fyr, jeg har grund til at frygte dig.” Således re-stimulerer vi de negative følelser kriminelle har af sig selv fra barndommen og inviterer dem direkte til at handle skidt imod os. Og er vi først blevet skadede (som de fleste mennesker jo er) ved vi hvordan det forstærker vores frygt, vores negative vibrationer overfor andre, hvorved den onde cirkel bliver værre. I mine workshops i USA, hvor jeg prøver at hjælpe unge hvide til at få lidt tillid til deres medborgere, bruger jeg ofte udtrykket: “Hvis et lidelsesmønster (altså summen af vore smertesoplevelser, som de senere viser sig i vore irrationelle handlinger) angriber dig - og kun et lidelsesmønster vil nogensinde kunne finde på at angribe dig - er hjælpen altid lige ved hånden: nemlig i det menneske som sidder låst fast inde bag det skræmmende lidelsesmønster.”

Skønt min personlige overlevelsesfilosofi ikke kan benyttes i krigssituationer styret af irrationel gruppeopførsel, ved drive-by shootings o. lign., er den altid anvendelig i mødet med individuelle - såsom at prøve at overleve mentalt med en far som Angelas. Linien mellem undertrykker og offer er så uklar under alle omstændigheder at det er bedst for vores positive tænkning og velvære ALTID at betragte alle som ofre. I modsætning til hvad det synes som tillader en sådan holdning andre i at komme ud af deres mentale forskansning og at tage livet i deres egne hænder - at frigøre sig fra undertrykker/offer rollerne.

Fortsætter vi derimod en skyd-skylden-på-andre måde at tænke på er vi allerede selv på vej ned ad det skråplan hendes far engang startede ud fra, hvor vi delegerer ansvar væk fra os selv og ender med at blive overvældet af negativ tænkning - det som også kaldes for had.

Hvis du ikke fuldstændigt forsøger at tilgive din far i dit hjertes inderste, sagde jeg, er du på samme vej som Jugoslaverne og Rwanderne, hos hvem ophobningen af had eksploderer hvert 50. år. Nogen må bryde den onde cirkel. Derfor er jeg så stor en beundrer af Mandelas (for ikke at tale om de Klerks) sandhedskommission, der giver alle tidligere hvide såvel som sorte bødler fuldkommen tilgivelse mod at de tilstår ALLE deres forbrydelser.

Årsagen til at jeg holdt sandhedskommission op som et opmuntrende eksempel for Angela var at hun personligt havde været et offer for den tidligere skrue uden ende af eskalerende vold og had i Sydafrika. Da vi tidligere på dagen havde talt om Amerika, havde jeg fornemmet en stærk racisme i hende overfor sorte. Da jeg spurgte hende hvor hun havde den fra, fortalte hun mig om en hændelse, da hun først var ankommet til Danmark.

I flygtningelejren Sandholm havde hun kort udvekslet et par bemærkninger med en sort flygtning fra Sydafrika og et par nætter efter havde han derpå tvunget sig ind i hendes værelse og voldtaget hende. Senere havde lejrmyndighederne fået hende overtalt til ikke at gøre en politisag ud af det, “da han var et mentalt skadet offer for apartheid under hvilket hvide bødler havde dræbt begge hans forældre - årsagen til hans had mod de hvide nu.”

Disse to ofre for undertrykkelse, Angela og Sydafrikaneren, havde på sin vis begge mistet deres forældre til undertrykkelsen - og bar nu deres had videre mod hinanden. For at undgå at hun selv nu skulle bære hadet videre på så meningsløs vis, var det ikke svært for Angela nu - intellektuelt i det mindste - at indse at hun blev nødt til at gøre som sandhedskommissionen: at tilgive sin far.

Problemet er hvordan man tilgiver een man ser for sig som sådan et uhyre at man personligt reagerer - ikke overfor mennesket indeni - men overfor den forskansning af fjendtlighed han naturligvis var endt i som følge af straf og samfundets årelange forkastelse og ghettoisering af ham. Det overraskede mig ikke at han ikke havde været i stand til at udtrykke samvittighedsnag.. For for at kunne gøre det er man nødt til at kunne føle et positivt klima af kærlighed, forståelse og tilgivelse omkring sig, ikke forkastelse og had.

For at hjælpe hende over denne hindring bad jeg hende om at prøve at se for sig sin far som ung mand - at prøve at se det sårede barn i ham engang. På det tidspunkt huskede hun pludselig at hendes fars stedfar, som havde opdraget ham, havde været jødisk, men hun havde aldrig rigtig spurgt ham om hans barndom og vidste ikke mere. Hvad der end har været årsagen endte han som meget ung i nazistpartiet.

Jeg bemærkede derpå at han sandsynligvis havde set ud ligesom alle de unge nazister, jeg havde marcheret ved siden af i sidste års store europæiske Nazimøde i Roskilde, som jeg ønskede at opleve fra nazisternes synsvinkel. (Som nævnt i sidste års julebrev var dette sjovt et stykke tid indtil vi blev bombarderet med brosten og bomber af antinazister med lige så meget had i deres hjerter). Hun lyttede intenst da jeg beskrev det sårede og fortabte udtryk jeg havde set i de unge nazistansigter og hun ønskede at se billederne jeg havde taget af dem.

Nogle af mine tilskuere ved et show i Hillerød genkendte for nylig to af dem som deres tidligere skolekammerater og fortalte mig om hvilken forfærdelig barndom Per og Brian havde haft. Men skønt de havde leget med disse forsømte børn i barndommen, havde de alligevel fornægtet dem, da de voksede op og blev nazister. Med andre ord - fejltagelsen vi altid gør med ofre: vi vender dem ryggen nøjagtig på det kritiske punkt med voldsomme vredesudbrud i deres ungdom, når de mest har brug for vores hjælp og støtte. Derved ender vi med i stedet at forankre dem i deres smerte og vrede ved at stigmatisere dem som “NAZISTER”, en identitet som ellers ville have været kortvarig for de fleste af dem. (Ofte er der ikke brug for andet end en kortvarig kærlighedsaffære til at bringe dem ud af den - sådan som vi så det med den tidligere leder af nazistpartiet, som forelskede sig i en palæstinenser).

Da jeg fortalte Angela at jeg havde tænkt på at invitere enten Per eller Brian med mig på turne i USA (fordi jeg ved hvor lidt der skal til for at bringe dem ud af sådanne ungdomsaktiviteter og finder det et en mere konstruktiv måde at bekæmpe nazisme på end at smide brosten efter dem) - ja, så tryglede Angela mig pludselig om at bringe en af dem hjem til sig for at hun kunne få at se “sin tabte far som han engang havde været” før han var endt i det glatte føre (hvor ingen kan holde sig oprejst eller vende om uden omgivelsernes støtte) på skråplanet ned mod bøddelrollen. Faktisk følte jeg at et sådant møde ville være til gavn for begge parter.

Fra nu af begyndte jeg at se positive tegn på at Angela var ved at komme ud af sin forskansning og bad hende om at prøve at se for sig hvor let det var for det “sårede barn i nazistuniformen” lidt efter lidt at glide fra A til B til C til X’ecutioner - når hun tog datidens historiske kræfter i betragtning.

Hvor hadefuld jeg end selv havde været overfor amerikanerne i min ungdom pga. deres krigsforbrydelser i Vietnam, hvad der fik mig til at ændre mig var da jeg kom til USA i 70'erne og hyppigt mødte alle disse hæderlige og i bund og grund “gode” Vietnamveteraner, som ofte fortalte mig om hvilke uhyrer (“monsters”) de var endt med at blive i Vietnam.

En elskværdig lastbilchauffør havde kun en måned før han samlede mig op i Mississippi fået sin afsked fra hæren for uhæderlig opførsel. Han fortalte mig om, hvordan han pludselig, da hans bedste ven blev dræbt i kamp, havde mistet besindelsen og var løbet ind i landsbyer og havde flået gravide kvinder op med bajonet, hevet babyerne ud og smadret dem mod træer osv. Kun et par dage efter dette var han spadseret ned gennem USA's gader og alting syntes nu “fuldstændig uvirkeligt.”

Nej, på det rette tidspunkt og i de rette rammer kan den dybere smerte i os alle provokeres til at eksplodere - og ingen udenforstående fordømmelse (eller trussel om straf) kan ændre dette.

Derfor må vi prøve nye fremgangsmåder - såsom Mandelas - eller sådan som Angelas jødiske svigerfar havde vist det kan gøres. For han havde sandt at sige prøvet at ende hadets onde cirkel ved først at skabe et kærligt tilflugtssted for en bøddels udsatte datter - og dernæst ved at gøre sig til ven med “barnet” inde i bøddelen selv.

Det er sådanne smukke historier om kærlighed og forsoning, der kan gøre mig fuldstændig opstemt og som giver mig livgivende inspiration til at fortsætte i en ellers “tilsyneladende” mere og mere voldelig verden med dystre fremtidsudsigter.

Hen mod enden af dagen fornemmede jeg tydeligt at jeg gjorde indhug i Angelas forskansning og at hun blev mere og mere positiv i sine tanker overfor faren - og deres fælles fremtid. Da han er gammel nu, opmuntrede jeg hende til at skynde sig for at han ikke skulle dø før deres forsoning - ikke for hans skyld, men for at redde sig selv fra senere selvbebrejdelse - og jeg vil tilføje i for mig selv: for menneskehedens fremtids skyld. Store ord, ja - men netop den starter og slutter i det små - i hver og een af os.

Lad mig sluttelig sige, at dette blev en helt utrolig dag for mig - der oprullede sig langsomt op som en film i begyndelsen og endte i en overdådig eksplosion af noget uhyre vigtigt, som blev udrettet for os begge. Men naturligvis kom jeg helt udmattet hjem og faldt slet og ret om på sengen.

Der er nemlig også en anden side til sådan en begivenhedsrig dag: Når man oplever mærkelige ting som jeg gjorde det den dag kan i det mindste jeg ikke undgå at føle, at hvad jeg oplever udadtil egentlig er et spejl af hvad der foregår i mit eget indre. At leve i ghettovolden i så mange år var når alt kommer til alt måske bare en måde for mig at bearbejde den dybere smerte, vrede eller vold i mig selv. M.a.o. en storartet, sjov og - som det endte med at gå - endog produktiv måde for mig at undgå at blive et nazistisk uhyre selv - hvis ellers den teori holder. (Jeg har i hvert fald hørt den hyppigt nok fra psykologer, astrologer o. lign. til at være fuldt bevidst om det i selv under begivenhedernes forløb hvilket gør det lettere at holde hovedet oven vande).

Efter den mærkelige tur jeg havde i februar hvor jeg mødte usædvanlig mange mord og massemordere overalt, var jeg tvunget til at tage et dybere kig ind i mig selv (for min egen forstandigheds skyld var jeg glad for at jeg havde et sundt vidne med mig overalt - skønt dette ikke tager noget fra teorien).

Men denne dags oplevelser med Angela og Theresa forstærker endnu engang vigtigheden jeg ser af at vi lærer at vende de dybere og mørkere kræfter i os ud i et mindre destruktivt og mere kreativt forløb. Og det kan vi kun gøre med hjælpen og kærligheden vi får fra andre - kærligheden jeg igennem årene har fået fra så mange af jer, der modtager denne e-mail.

Kærlig hilsen

Jacob

Der var en lykkelig afslutning på denne historie. Angelas liv ændrede sig fra den dag. Hun kom til sig selv igen, slappede af, og endte med senere den sommer at sende sin datter ned for at bo hos "nazistforbryderen." Og senere på sommeren satte hun sig pludselig i bilen og kørte selv ned og besøgte sin far, omfavnede ham og havde sin forsoning med ham.