Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Indlæg i POLITIKEN  31 december 1994

Se også Tv-interviewet med mig om Jacob Riis

 

Jacob Riis og den amerikanske drøm

 

tekst og fotos af Jacob Holdt

Jacob Bjerg Møller skriver (Pol. 31.12) at Jacob A. Riis var danskeren, der gav USA en social samvittighed. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Jacob Riis tværtimod bliver brugt til i USA at flygte fra et socialt ansvar. Da jeg for nylig deltog i et Jacob Riis seminar i Denver, havde jeg forventet én lang ros af Riis, men overraskedes i stedet over det ene bitre angreb på ham efter det andet. Kritikken gik overvejende på at Riis' billeder var romantisk sødsuppe, og at Riis ikke havde haft øje for det håb, der tydeligt var i de mennesker, han fotograferede, men havde valgt kun at lade dem definere af deres midlertidige barske omgivelser. Med bagklogskab i nutidens helt anderledes destruktive fattigdom bliver Riis' billeder derfor nøjagtig som amerikanerne ønsker at se fattigdom: de bekræfter den amerikanske drøm frem for at prikke hul på den! Skønt Riis som den immigrant, han var, umiddelbart så sit nye samfund som statisk, var han jo ikke uvidende om, at disse driftige, hvide immigranter på New Yorks Lower East Side kun en generation - ja, for de flestes vedkommende kun 10 år senere - ville være ude af denne slum. Da USA jo ikke - som Danmark i dag - havde et socialt sikkerhedsnet under immigranterne, måtte disse uundgåeligt havne i mere eller mindre kortvarig nød, indtil de kunne immigrere vestover. Når Riis med tiden vandt gehør for sine reformkrav, var det da også i kraft af, at store dele af befolkningen selv var tidligere immigranter og naturligt ønskede at bedre forholdene for disse i overgangsfasen - på trods af alle de fordomme, de samtidig nærede overfor deres fattigdomssymptomer, underlige sprog og skikke. Frem for at være talsmand for de fattige i bredere forstand blev Riis snarere at sammenligne med de danskere, der i dag ønsker jugoslaviske flygtninge hurtigt ud af gennemgangslejrene og ind i den danske befolkning, som den gave og ressource de repræsenterer for deres nye land. Riis' eneste folkelige modstand var den indre svinehund, der ønsker at immigranter først gør sig fortjent til et sådant paradis ved at vise ydmyghed gennem en skærsild af pinsler. At fornuften så hurtigt vandt over svinehunden i form af konkrete reformer skyldes uden tvivl, at Riis opererede i en opgangstid med uendelig tro på fremtiden. Derfor kan man også med sikkerhed sige - ligesom siden hen med Martin Luther King - at hvad enten han havde levet eller ej, var hans reformer alligevel hurtigt blevet ført ud i livet. For hverken Riis eller King opererede i et vakuum: de nød begge grænseløs opmærksomhed helt op til præsidentniveau som eksponenter for en optimistisk opgangsperiodes uundgåelige demokratiske udvikling.

I dag bruges de da også begge fortvivlet til at cementere den amerikanske drøm hos den del af befolkningen, der ikke ønsker at se i øjnene, at drømmen ikke længere har bund i virkeligheden. Mange hvide peger med stolthed på Jacob Riis' billeder for at vise hvordan deres egne forfædre "trak sig selv op med støvlestropperne", mens de er blindt anklagende overfor den fattigdom, som årene siden gjorde mere og mere statisk. Riis billeder af en håbets fattigdom med stærkt familiesammenhold og hårdt arbejde får ikke blot republikanske hvide til at føle sig godt tilpas, men kan direkte bruges imod nutidens permanente underklasse, hvori tilsvarende værdier for længst er blevet kvalt i håbløshed og desperation. Det er betegnende, at de billeder en anden dansker 50 år senere tog af en spæd fremspirende underklasse, aldrig kunne bruges på samme måde. For selvom fattigdommen endnu ikke på Peter Seekjærs tid endeligt havde knust familiestrukturen, aner man i hans billeder en begyndende apati, som i amerikansk tankegang tolkes som selvforskyldt og derfor vækker ubehag. Dette ubehag forstærkes af, at Seekjær som en af de første beskæftiger sig med den sorte underklasse. Og i dag, hvor denne underklasses vrede ikke enkelt og bekvemt manifesterer sig som nogle få let nedrivelige slumhusblokke på The Lower East Side, men truer befolkningen i hver eneste afkrog af Amerika, skal man ikke forvente at se nogen ny håbets fotograf som Jacob Riis - selvom velmenende museumsfolk hyppigt forsøger paralleller til nutidige fotografer. For i modsætning til Jacob Riis' tid er næsten hele fattigdommen i dag koncentreret i "underklassen", dvs. den del af befolkningen, som fra barnsben har fået at vide at den aldrig vil nå så meget som i nærheden af stigen, der fører op til den amerikanske drøm. Ingen fotograf, der siden har forsøgt at skildre den irrationelle vrede, voldelige selvdestruktion og knusende apati, som vor tids bevidsthed om en sådan permanent indespærring fører til, vil som Jacob Riis komme til at sidde med ved præsidentens bord. For ingen præsident ønsker at miste stemmer fra frygtens flertal.

Jacob Riis realiserede den amerikanske drøm ved at skildre den amerikanske drøm. Men modsat de fleste danske immigranter (hvoraf 80% ender som republikanere), viser flere valg han foretog sig igennem livet, at han aldrig ville have ønsket at se sin beundringsværdige pionærgerning brugt i reaktionens øjemed. Selvom vi i Danmark har grund til at være stolte af en Jacob Riis' såvel som en Victor Borges amerikanske succes, bør vi vogte os for at se dem brugt på stort set ens vis: nemlig til at få amerikanerne til at glemme en social samvittighed!

 

 


 
Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler