Men hvordan er amerikanerne blevet så fattige at de - modsat nordeuropæerne - ikke har råd til at betale høj skat? Det burde Moore have fortalt for at vise, hvor store tabere de er - ikke blot i sundhed, men i generel livskvalitet. For det er faktisk let at overbevise dem hvis man bruger deres egen selviske argumentation. Jeg har i 30 år holdt foredrag i amerikanske universiteter om at fattigdom kun kan udryddes vha. en velfærdsstat. Især business universiteterne hyrer mig til at udfordre deres republikanske elever. Her nytter ingen "langhårede" medmenneskelige argumenter. Først da jeg begyndte at bruge cost-benefit analyser, begyndte de virkelig at lytte. Vi danskere er så enige om at kæmpe for velfærdsstatens velsignelser, men også vore politiske drømmere glemmer ofte, hvor mange penge vi sparer, hver gang vi sætter skatten op for at få endnu mere lighed og tryghed.
 

Livet er svært for de fleste mennesker, - en ensom vandring hen ad en isglat bjergrand med konstant fare for at falde ned til begge sider. For at beskytte de svageste fra at falde ned, afsætter vi i velfærdsstaten lidt penge til et rækværk på begge sider. Den amerikanske minimalstat siger derimod "lad falde hvad ikke kan stå", "enhver er sin egen lykkes smed" osv. Danskerne er bondesnu og har lært, at udover den tryghedsfølelse, det giver alle, sparer vi penge ved at forebygge frem for at helbrede. I USA lader man de svageste falde ned af bjergsiden med det resultat, at de andre må bruge kæmpebeløb på at beskytte sig mod deres vrede. Det koster seks gange så meget at smide de faldne i fængsel som at give dem en højere uddannelse, siger statistikkerne. Ifølge New York Times koster det to millioner dollars at henrette et menneske, men kun en million i stedet at give det livstidsfængsel. Men mange dødsdømte er psykisk syge, som først søgte, men blev nægtet en behandling til få tusinde dollars, fordi politikerne hellere ville skære i skatten for at opnå genvalg.

På samme måde viser undersøgelser, at for hver dollar sparet på prænatal omsorg ender man med at bruge $4 i sundheds-, institutions- og fængselsomkostninger. Eller for hver dollar sparet på seksualoplysning ender man med at bruge $5 i kontanthjælp til uuddannede teenagemødre, som Europas velfærdsstater kun udklækker en brøkdel af. $35.000 sparet på vaccination af børn koster senere skatteyderne mere end $1 million i sygdomsbekæmpelse, osv.

Nedsat skat går altid ud over de svageste og eksemplerne på amerikanske politikeres uhensigtsmæssige skattebesparelser er utallige. Et resultat af deres kortsigtede politik opsummerede Washington Post i en chokerende rapport, som viste, at 23% af amerikanske børn således vokser op i fattigdom, mens det i Europas velfærdsstater kun er 5%. Jeg har i årevis fotograferet, hvordan denne fattigdom forkrøbler børn med kolossale indlæringsproblemer og kriminalitet som følge. Så et land, som vælger at tabe en fjerdedel af sine børn på gulvet tvinges til senere at bruge enorme summer på politiopsyn og indespærring af vreden – penge som vi i velfærdsstaten "trygt" i stedet kan holde ferie for.

Intetsteds er den farlige konservative amerikanske cocktail af ønsketænkning og forhalet pengespild så åbenlys som i sundhedssystemet, hvor de "beskattes" dobbelt så hårdt som danskerne. Goderne, vi modtager i et samfund, skal naturligvis betales, men USA's sundhedssystem er sat op som et gigantisk vejsystem med bompenge. Det giver måske i dag mening at privatisere vore veje og lade brugerne betale for miljøsvineriet med bompenge. Men forestil jer et betalingssystem med bemandede bomme på de mindste biveje i Nevada og Wyoming til at opkræve vejpenge af den ene bil, der kører forbi hver dag. Og at man foruden hver bomvagt ansatte en betjent til hvert sted at undersøge, om forsikringen er i orden, og en inspektør til at undersøge, om bilen lider af rust eller andre ulovligheder, inden denne får lov til at køre videre. Således bliver et privatiseret sundhedsvæsen mere ineffektivt end det værste sovjetiske bureaukrati. I USA har man ansat 3 millioner bureaukrater udelukkende til at spille Gud eller chikanere de syge og sørge for, at de helst ikke modtager behandling. Er man for fed eller i jobs som bartender, frisør o. lign., er det næsten umuligt at få forsikring, mens alle andre bliver syge af stress over at nærlæse og sammenligne policer i uforståeligt sprog. 40% af omkostningerne går til inddrivelse af regninger og forsikringsfolk ansat til at frasortere dem med størst chance for at blive syge.

I virkeligheden skubbes regningen over på skatteyderne. For 45% af USA’s sundhedssystem er ikke privatiseret, nemlig pensionisternes MEDICARE og de fattiges MEDICAID. De som kasseres får ofte for sen og dårlig behandling på de fattiges hospitaler af langt ringere standard. Alene derfor ender amerikanerne med at betale dobbelt så meget som os, nemlig dels høje forsikringer og dels for et skattefinansieret hospitalsvæsen.
 

Dette nedbryder også tilliden mellem læge og patient, som ikke ved om lægen kræver ekstrabehandlinger og unødvendige undersøgelser for at tjene ekstra eller er lønnet af medicinalbranchen. Den manglende tillid giver hyppige erstatningssager, der løber op i millioner - både til advokaterne, for svie og smerte, men især til dækning af fremtidig behandling, som jo ville være gratis i vores sundhedssystem. Disse regninger sendes igen videre til forbrugerne, da lægerne må betale skyhøje forsikringer for at dække sig ind.

Og synd at vi også herhjemme nu har fået demagogiske politikere og liberale naivister, der vil sætte skatten ned. Men lad dem ikke gøre os lige så fattige som amerikanerne, der har mistet friheden til at rejse og til i praksis at bestemme hvor meget de vil bruge på livsnødvendige goder som sundhed og uddannelse, en frihed vi gør brug af i hvert folketingsvalg. Lad os hellere gennem en målrettet cost-benefit oplysning lokke højtuddannede udlændinge til vores skatteparadis ved at vise dem, at de her – modsat i USA - vil få både tid og råd til ligeså lange ferier som os i deres hjemlande.