Shells dumpning af den udtjente boreplatformBrent Spar hvirvler et ocean af
giftigt slam op fra vore dybeste afgrunde. For de af os,
der i snart mange år har boykottet Shell som et led i
kampen mod Sydafrikas apartheid var det jo ved at blive
et nagende spørgsmål, hvor længe efter befrielsen vi
skulle fortsætte. For danske medløbere var
besættelsestiden jo ikke slut den 4. maj 1945. På den
ene side føler vi ikke at Shell for hurtigt skal
"belønnes" af forandringerne (der ikke mindst
kom i kraft af amerikansk ungdoms aktive
"divestment" kampagne i midtfirserne - en
afgørende periode hvor europæisk ungdom var
bemærkelsesværdig tavs). På den anden side giver de
gule Shell-skaller nu mange af os følelsen af at vi selv
er endt som forstenede fortidsskaller. For det
mangeårige mønster med aldrig at havne på en
Shell-station, ja, endog at køre mange forurenende liter
benzin op for at finde en alternativ tank eller at
medbringe reservedunk for at kunne nå en anden i nødens
stund, - skænderierne i bilen på vej til de
familiefester, hvor man har lidt svært ved at forstå at
en forlængst overstået kamp på den anden side af
jorden berettiger ens forsinkelse, osv - ja, sådanne
ofte absurde mønstre kan sætte sig så dybt i én at
man til sidst hverken magter eller måske ønsker at
komme ud af dem. (Er det mon et alderdomstegn?) At det
hele er udtryk for ens egen dybere moralske afmagt er man
udmærket klar over. Under Vietnamkrigen var jeg f.eks.
med til at overklistre København med anti-Esso-plakater
med billedet af en napalmbrændt drengs forvredne ansigt,
som Esso-ansatte ligeså hurtigt kørte rundt og malede
over. Selvom Standard Oil sikkert for længst er holdt op
med at fremstille napalm, brændte kampagnen sig
uudsletteligt ind i mit eget sind. 20 år efter må jeg
konstatere, at skønt jeg på egen hånd har brændt ca.
92.000 liter bilbenzin (og endnu mere flybenzin) ud i
USA's atmosfære i de mellemliggende år, har jeg endnu
ikke sat mine bildæk på en eneste Exxon tankstation (i
øvrigt lidt af en videnskab, da Standard Oil i mange år
havde forskellige navne i hver delstat). Enhver kan se at
et så langvarigt mønster af slalomkørsel mellem
tankstationer intet har med fornuft eller idealisme at
gøre, men snarere er udtryk for skyldfølelse over ens
egen kolossale tilsvining af jordkloden, som man
fortvivlet forsøger at efterrationalisere i sit eget
hoved og - da dette ikke lykkes - derefter ubevidst
kanaliserer over i en eller anden "idealistisk"
Don Quixote-kamp mod de multinationale vindmøller,
skønt disse jo blot har foræret én "the smoking
gun." Det deprimerende syn i morgentimerne af
timelange køer af enlige bilister på Lyngbyvej og andre
steder med alternative transportmuligheder viser jo
tydeligt hvem der har lært Shell at blæse på miljøet
og børnebørnene!
Netop fordi vi forbrugere udmærket ved at vi selv er
de virkelige forbrydere og derfor søger enhver
kærkommen lejlighed til at købe aflad, bør
olieselskaberne træde uhyre varsomt for at vores osende
indadvendte skyldfølelse ikke skal vokse sig til en
følelsesladet, udadvendt selektiv boykot (thi en mere
konsekvent generel boykot frygter de naturligvis ikke fra
deres hykleriske forbrugere). Lige nu er det Shell, som
har forbrudt sig ved - på åbent hav - kynisk at
kalkulere med vores utroligt flygtige hukommelse i disse
omskiftelige tider: - ude af øje, ude af sind! Om Shell
vil være i stand til at gyde olie på de oprørte
bølger på længere sigt er nu op til forbrugerne. Som
ovennævnte eksempler viser, er det uhyre let at stivne i
sin tillagte boykot-adfærd når det reelt drejer sig om
afladshandel snarere end om en boykots øjeblikkelige
ydre mål. USA's oliehungrende bilister (som fortsat
nægter at betale mere end 1,35 kr. pr. liter benzin) var
skadefro over de uhyre summer Exxon rettelig måtte
betale for rensningen af Alaskas kyster. Ligeså har
Shell med sit formastelige, kortsigtede - og værst af
alt - helt åbenlyse profitjageri gjort sig
fortjent som let angribeligt offer for den
adfærdsbegrænsning vi i jagten på lignende kortsigtede
mål ikke magter at idømme os selv.
Selvom en lille forbrugergruppes boykot kun udmønter
sig i tab af små markedsandele i øjeblikket, vil den
som "stivnede" boykotmønstre over mange år
overstige omkostningerne ved f.eks. at rense Brent Spar
på landjorden. I vores øjeblikkelige ophidselse råber
alle nu op om en selektiv boykot af Shell, men synes at
glemme at angive hvor længe boykotten skal fortsætte efter
Brent Spars dumpning for at få afskrækkende virkning.
Lad os derfor sætte en tidsramme på inden dumpningen
så Shell får nogle håndgribelige tal på bordet til de
tabs/gevinstkalkuler, de svedende kæmper med i disse
dage. Vi er blevet informeret om at affaldsstofferne
først vil vise sig på havets overflade om måske 100
år - hvilket under alle omstændigheder vil være en
horribel gave til vore børnebørn. Men lad alligevel
tvivlen komme miljøet til gode også i de første 100
år og sætte dette antal år som en foreløbig tidsramme
for boykotten. Den tid, den sorg, kan vi som Shell sige -
og til den tid tage boykotten op til revision. Men sammen
med denne advarsel til andre olieselskaber om at
miljøsvineri ikke betaler sig må vi forpligte os til
selv at handle mere ansvarligt overfor miljøet. Jeg
foreslår, at hver borger sender følgende udtalelse til
en underskriftsindsamling sammen med et evt.
støttebeløb til Greenpeace, som har været mest aktiv i
denne sag, og derfor bør offentliggøre antallet:
"Undertegnede forpligter mig overfor mine børn
og børnebørn til konsekvent at boykotte Shell indtil
år 2095 (i nødsituationer kun at tanke nok til at nå
næste tanksted) og samtidig effektivt at
begrænse min egen udledning af CO2 ved at stemme for
partier eller forslag, der søger mindst en fordobling af
1995's benzinpriser. Jeg indvilger i at staten henlægger
dele af denne ekstra beskatning af min kørsel til en
særlig fond for mine børnebørn til rensning af havene,
dersom f.eks. boykotten rammer Shell så hårdt, at
selskabet ikke - når tiden kommer - vil kunne påtage
sig opgaven selv." (Underskrift).
Send f.eks. et lignende løfte til dine børnebørn
til Dump Shell c/o Greenpeace, Bredgade 20, Baghus 4,
1260 Kbh. K, giro 668-9159 og indram samtidig teksten i bilens forrude og i hjemmet ved siden af diverse
diplomer for regnskovsopkøb etc. En boykot, der ikke
forpligter på længere sigt, har Shell jo råd til ikke
at tage alvorligt!