Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

Boykot Shell, men hvor længe?


tekst og fotos af Jacob Holdt
 

Shells dumpning af den udtjente boreplatformBrent Spar hvirvler et ocean af giftigt slam op fra vore dybeste afgrunde. For de af os, der i snart mange år har boykottet Shell som et led i kampen mod Sydafrikas apartheid var det jo ved at blive et nagende spørgsmål, hvor længe efter befrielsen vi skulle fortsætte. For danske medløbere var besættelsestiden jo ikke slut den 4. maj 1945. På den ene side føler vi ikke at Shell for hurtigt skal "belønnes" af forandringerne (der ikke mindst kom i kraft af amerikansk ungdoms aktive "divestment" kampagne i midtfirserne - en afgørende periode hvor europæisk ungdom var bemærkelsesværdig tavs). På den anden side giver de gule Shell-skaller nu mange af os følelsen af at vi selv er endt som forstenede fortidsskaller. For det mangeårige mønster med aldrig at havne på en Shell-station, ja, endog at køre mange forurenende liter benzin op for at finde en alternativ tank eller at medbringe reservedunk for at kunne nå en anden i nødens stund, - skænderierne i bilen på vej til de familiefester, hvor man har lidt svært ved at forstå at en forlængst overstået kamp på den anden side af jorden berettiger ens forsinkelse, osv - ja, sådanne ofte absurde mønstre kan sætte sig så dybt i én at man til sidst hverken magter eller måske ønsker at komme ud af dem. (Er det mon et alderdomstegn?) At det hele er udtryk for ens egen dybere moralske afmagt er man udmærket klar over. Under Vietnamkrigen var jeg f.eks. med til at overklistre København med anti-Esso-plakater med billedet af en napalmbrændt drengs forvredne ansigt, som Esso-ansatte ligeså hurtigt kørte rundt og malede over. Selvom Standard Oil sikkert for længst er holdt op med at fremstille napalm, brændte kampagnen sig uudsletteligt ind i mit eget sind. 20 år efter må jeg konstatere, at skønt jeg på egen hånd har brændt ca. 92.000 liter bilbenzin (og endnu mere flybenzin) ud i USA's atmosfære i de mellemliggende år, har jeg endnu ikke sat mine bildæk på en eneste Exxon tankstation (i øvrigt lidt af en videnskab, da Standard Oil i mange år havde forskellige navne i hver delstat). Enhver kan se at et så langvarigt mønster af slalomkørsel mellem tankstationer intet har med fornuft eller idealisme at gøre, men snarere er udtryk for skyldfølelse over ens egen kolossale tilsvining af jordkloden, som man fortvivlet forsøger at efterrationalisere i sit eget hoved og - da dette ikke lykkes - derefter ubevidst kanaliserer over i en eller anden "idealistisk" Don Quixote-kamp mod de multinationale vindmøller, skønt disse jo blot har foræret én "the smoking gun." Det deprimerende syn i morgentimerne af timelange køer af enlige bilister på Lyngbyvej og andre steder med alternative transportmuligheder viser jo tydeligt hvem der har lært Shell at blæse på miljøet og børnebørnene!

Netop fordi vi forbrugere udmærket ved at vi selv er de virkelige forbrydere og derfor søger enhver kærkommen lejlighed til at købe aflad, bør olieselskaberne træde uhyre varsomt for at vores osende indadvendte skyldfølelse ikke skal vokse sig til en følelsesladet, udadvendt selektiv boykot (thi en mere konsekvent generel boykot frygter de naturligvis ikke fra deres hykleriske forbrugere). Lige nu er det Shell, som har forbrudt sig ved - på åbent hav - kynisk at kalkulere med vores utroligt flygtige hukommelse i disse omskiftelige tider: - ude af øje, ude af sind! Om Shell vil være i stand til at gyde olie på de oprørte bølger på længere sigt er nu op til forbrugerne. Som ovennævnte eksempler viser, er det uhyre let at stivne i sin tillagte boykot-adfærd når det reelt drejer sig om afladshandel snarere end om en boykots øjeblikkelige ydre mål. USA's oliehungrende bilister (som fortsat nægter at betale mere end 1,35 kr. pr. liter benzin) var skadefro over de uhyre summer Exxon rettelig måtte betale for rensningen af Alaskas kyster. Ligeså har Shell med sit formastelige, kortsigtede - og værst af alt - helt åbenlyse profitjageri gjort sig fortjent som let angribeligt offer for den adfærdsbegrænsning vi i jagten på lignende kortsigtede mål ikke magter at idømme os selv.

Selvom en lille forbrugergruppes boykot kun udmønter sig i tab af små markedsandele i øjeblikket, vil den som "stivnede" boykotmønstre over mange år overstige omkostningerne ved f.eks. at rense Brent Spar på landjorden. I vores øjeblikkelige ophidselse råber alle nu op om en selektiv boykot af Shell, men synes at glemme at angive hvor længe boykotten skal fortsætte efter Brent Spars dumpning for at få afskrækkende virkning. Lad os derfor sætte en tidsramme på inden dumpningen så Shell får nogle håndgribelige tal på bordet til de tabs/gevinstkalkuler, de svedende kæmper med i disse dage. Vi er blevet informeret om at affaldsstofferne først vil vise sig på havets overflade om måske 100 år - hvilket under alle omstændigheder vil være en horribel gave til vore børnebørn. Men lad alligevel tvivlen komme miljøet til gode også i de første 100 år og sætte dette antal år som en foreløbig tidsramme for boykotten. Den tid, den sorg, kan vi som Shell sige - og til den tid tage boykotten op til revision. Men sammen med denne advarsel til andre olieselskaber om at miljøsvineri ikke betaler sig må vi forpligte os til selv at handle mere ansvarligt overfor miljøet. Jeg foreslår, at hver borger sender følgende udtalelse til en underskriftsindsamling sammen med et evt. støttebeløb til Greenpeace, som har været mest aktiv i denne sag, og derfor bør offentliggøre antallet:

"Undertegnede forpligter mig overfor mine børn og børnebørn til konsekvent at boykotte Shell indtil år 2095 (i nødsituationer kun at tanke nok til at nå næste tanksted) og samtidig effektivt at begrænse min egen udledning af CO2 ved at stemme for partier eller forslag, der søger mindst en fordobling af 1995's benzinpriser. Jeg indvilger i at staten henlægger dele af denne ekstra beskatning af min kørsel til en særlig fond for mine børnebørn til rensning af havene, dersom f.eks. boykotten rammer Shell så hårdt, at selskabet ikke - når tiden kommer - vil kunne påtage sig opgaven selv." (Underskrift).

Send f.eks. et lignende løfte til dine børnebørn til Dump Shell c/o Greenpeace, Bredgade 20, Baghus 4, 1260 Kbh. K, giro 668-9159 og indram samtidig teksten i bilens forrude og i hjemmet ved siden af diverse diplomer for regnskovsopkøb etc. En boykot, der ikke forpligter på længere sigt, har Shell jo råd til ikke at tage alvorligt!

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;