Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Kronik i Politiken Søndag 16. januar 1994

 

Stop volden

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

 

Politiets forsøg på at feje medansvaret for volden på Nørrebro ind under gulvtæppet har fået forfatteren til at komme med denne ikke-voldelige opfordring til politi og borgere.

Vi var mange, der var så rystede af Nørrebrooptøjerne efter valget, at vi ikke magtede at give lyd fra os: blandingen af chok over at det kunne ske i en velfærdsstat og medfølelse med politiet og dets meget menneskelige reaktion i en situation, vi sagtens kunne leve os ind i. Nu skal vi så rystes en gang til over at Rigspolitiet fuldstændig fejer kerneproblemet i begivenhederne til side med en detaljeret rapport om at optøjerne var planlagt af nogle få agitatorer.

Overalt i verden bortforklarer magthaverne oprør med at der lå en sammensværgelse bag, at det blev fremkaldt af udefra kommende agitatorer, osv. At alt ellers ville være lutter idyl. Hvor lavt I i Rigspolitiet er faldet i jeres argumentation har jeg lyst til at belyse med spørgsmålet: Hvor meget af et oprør tror I, at undergravende elementer vil kunne fremkalde i Lyngby eller Buddinge selv efter årelange forberedelser? Ligesom enhver, der har deltaget i demonstrationer, ved at disse altid har en hård kerne, der tager sig selv uhyre alvorligt med walkie-talkies, megafoner osv., burde enhver også vide at det ikke var EU-ja'et, der fremkaldte Nørrebro-oprøret, Kingfrikendelsen, der fremkaldte Los Angeles-oprøret eller NAFTA-aftalen, der fremkaldte Mexico-oprøret.

Se dog i øjnene, kære rigspolitichefen, at kollektive eller individuelle vredesudbrud blandt marginaliserede grupper finder sted simpelthen fordi de skal finde sted, når smertesophobningen er for stor. Talrige gange har jeg på natlige cykelture gennem Nørrebro måttet igennem barrikader og bål i gaderne. Dette vil fortsat ske ligegyldigt hvor fordømmende vi - som har vores på det tørre - stiller os i de bedrestillede kvarterer, eller hvorvidt vi stemmer ja til EU-union og NAFTA - eller ej.

Vi har nok i Danmark en større forståelse for disse sociale processer end f.eks. amerikanerne. Vores forståelse er uhyre vidtfavnende, når etiketten 'indianer' bliver sat på oprørere (selv når de bruger våben i Mexico) eller hvis der er tale om stenkastende børn stillet over for veludrustede hære ude i verden. Men vores forstående sympati ændres til fordømmende tale om manglende moral straks etiketten 'Christiania' eller 'Nørrebro' sættes på stenkastende unge. Det giver os ubehag at få afsløret eksistensen af marginaliserede grupper midt i velfærdsstatens sikkerhedsnet. Så skuffer det at se ellers socialt bevidste pludselig vende deres sociale forståelse på hovedet og begynde at forsvare politiets brug af skydevåben.

For dette er kernepunktet i begivenhederne på Nørrebro og det eneste der der overhovedet bør diskuteres i Rigspolitiets rapport: Selv den største ophobning af knust glas undskylder simpelthen ikke at man tager et eneste menneskes liv! Da jeg morgenen efter oprøret cyklede gennem Nørrebro, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at kun bankerne havde fået vinduerne knust.

Ikke en af butikkerne på de lange strækninger mellem bankerne havde fået ruderne knust (eller som det normalt er tilfældet i Amerika: fået varer stjålet). Uden at ville undskylde noget, kunne jeg ikke undgå at se kontrasten mellem oprørernes uhyre selektive angreb på det, de magtesløst og naivt - så som mennesketomme symboler på deres forhadte union, og den fuldstændig tilfældige måde politiet havde skudt på og næsten dræbt mange i en ophidset gruppe af mennesker. Inden eftermiddagen var alle ruder erstattet og bankerne fortsatte som hidtil uden noget som helst tab ud over en lidt højere forsikringspræmie blandt de mange andre naturlige omkostninger, der er ved at gøre forretning i en marginaliseret befolkningsgruppe.

Når jeg sammenligner med den berigelsestrang, der kommer til trist skue under oprør i det langt mere materialistiske Amerika, har vi selv under de værste vredesudbrud i Danmark i virkeligheden oprørere med en moral så høj, at den fuldt ud reflekterer samfundets som helhed. Dette bør vi huske på under vredesbekæmpelse - eller det som jeg hellere så det blive til i en velfærdsstat - intelligent behandling af nødvendig vredesudløsning.

Det er naturligvis trist at se at så store smertesophobninger finder sted i en velfærdsstat, at de udarter i vredesudløsninger, al den stund hele ideen med en velfærdsstat er vedvarende at modvirke de sociale spændinger, som en uhæmmet eller løbsk kapitalisme fører til. Men vi må nok se i øjnene at vi lever i en verden, hvori vi konstant vil påvirkes af de hurtigt eskalerende smertesophobninger udadtil, og derfor ikke i fuld udstrækning har råd eller vid til fortløbende at justere velfærdsstaten i den udstrækning, der er brug for.

Det gælder først og fremmest om at lære at lytte til vreden til den har fået afløb. På grund af mit arbejde blandt USA's sorte med deres voldsomme vredesmønstre, har jeg forsøgt at lære denne kunst at folde armene og roligt lytte, når jeg bliver angrebet indtil vreden har fået afløb. Hvis jeg begynder at forsvare mig, som det jo er meget menneskeligt at gøre, kommer vi ingen vegne og kan slås i det uendelige. Men lader jeg vreden få afløb uden afbrydelser eller modsigelser (som man jo let fristes til, da vrede altid er irrationel), ender vedkommende altid med at blive fuldkommen rolig og i reglen senere på den ene eller anden måde at alliere sig med min sag. Denne ro, når vreden har fået afløb, føles næsten ekstatisk.

Da jeg tog til det store raceoprør i Miami i 1980, hvor rasende sorte havde slæbt hvide ud af passerende biler og dræbt dem, advarede alle hvide mig mod at tage ind i oprørets områder, selv da det var døet hen. Men netop dette øjeblik vidste jeg, at der ikke var noget sikrere sted i hele verden at befinde sig. Boblen var bristet og der var en utrolig ro og iver efter at tale med en hvid blandt beboerne i de brændende bygninger fulde af skudhuller. Dette salige øjeblik, som alle, der har været med i kollektive vredesudbrud, kender så godt - hvor politi og oprørere nærmest vandrer rundt med hinanden arm i arm - må vi lære at nå frem til uden tab af menneskeliv.

Når vi har set i øjnene, at der vil ske stadig større smertesophobninger i fremtidens samfund med dets større og større brudflader, må vi bruge denne erkendelse til som progressivt velfærdssamfund at gå i forreste række med at vise verden, hvordan human og intelligent vredesudløsning bør finde sted. Vi taler i dag meget om, hvordan vi kan eksportere os ud af den økonomiske krise ved at eksportere knowhow om velfærdsstaten. Her tror jeg at dansk politi, som sammenlignet med det jeg har set rundt om i verden jo ikke er så slemt som nogle gør det til, har den helt store fremtid for sig med lidt bedre træning. Men træning skal der til. For, kære betjente, med det I udviste på Nørrebro hin ulyksalige nat har I jo ingen levende chance for at konkurrere ude i en voldsom verden præget af flere og flere af Pinochets sorte drabanter. I kunne jo knap nok ramme de levende mennesker i kød og blod, som I helt åbenlyst sigtede på!

Første skridt må politikerne tage. Den danske velfærdsstat er jo - når alt kommer til alt og især set med amerikanske øjne - en intelligent og tværpolitisk fælles respons af partier fra Venstre og de konservative til det yderste venstre på et samfunds ophobede kriser. Derved har vi undgået de helt store brudflader, som i udlandet. Hvert af de medvirkende partier har således måttet bide en masse af sin egen retorik i sig. Og det må de også gøre når det kommer til intelligent vredesudløsning, hvor man ikke samtidig kan lægge lige stor vægt på 'privat ejendomsret' og 'mennesket i centrum. Man må vælge mellem nogle knuste ruder eller nogle knuste menneskeliv. Valget burde være let nok, men vi ved hvordan politikere kløjs i retorik og forfalder til 'pøbler og horder uden moral' i krisens øjeblik, hvor alle forfærdes over vredens voldsomhed. Nej, det er nu imellem vredesudbruddene, at vi må bruge hovedet og give nye direktiver til politiet. Disse kunne f.eks. indebære at staten hjælper forsikringsselskaber ved rudeknusninger i stort omfang.

Thi det modsatte - at give politi ordre til at forhindre rudeknusninger med alle midler - er jo langt dyrere. Bliver blot én lammet for livstid af en kugle, knippel eller brosten, koster det staten langt mere i hospitalsophold og pleje end samtlige knuste ruder i Nørrebrooprøret. Ingen betjente eller deres prøvede familier ønsker at blive misbrugt af politikerne til at forsvare værdier som på 10 min. kan erstattes af arbejdsløse glarmestre!

Her er det igen vigtigt at holde velfærdsstatens fortjenester in mente: at velfærdsstaten er omkostningseffektiv. Nok betaler amerikanerne kun halvt så meget i skat som os, men når alle deres regninger til sygesikring, undervisning og langt større politi og forskansninger over for marginalgruppernes vrede er betalt, har gennemsnitsamerikaneren ikke nær så mange penge til ferie i fjerne lande som vi.

Dette indebærer at vi f.eks. ikke bør sætte politi ind, når der er tale om større kollektive vredesudløsninger medmindre en usædvanlig situation opstår, hvori menneskeliv er truet. Faktisk har dansk politi allerede hyppigt benyttet denne taktik med store besparelser til følge. Flere gange har jeg på Nørrebrogade set folk spærre trafikken med store barrikader og brændende bål uden at en eneste rude blev knust: Netop fordi politiet klogt holdt sig på afstand! Enhver, der har været til demonstration eller oprør, ved jo at gemytterne først rigtig kommer i kog, når politiet viser sig. Aldrig har jeg set dette fænomen så vanvittigt som da jeg deltog i indianernes oprør i Wounded Knee.

Indianerne samledes i en væbnet demonstration med nogle haglgeværer og en enkelt AK-47 midt i nogle landskaber, der slet og ret var en ørken. Der var intet af værdi, de kunne eller havde tænkt sig at ødelægge i hundreder af miles omkreds. Men så fløj regeringen sværtbevæbnet politi og FBI ind fra hele landet, som omringede og begyndte at beskyde indianerne.

Begge sider gravede sig nu ned i skyttegrave og skød på hinanden i månedsvis med flere døde og sårede på begge sider til følge. Under optrapningen fik indianerne nu smuglet 'rigtige' våben ind. Myndighederne skabte her et ægte indianeroprør i en udørk, hvor der ellers ingen var at gøre oprør imod.

Enhver fornuft vil kalde dette uintelligent vredesbekæmpelse, og dog danner dette ulyksalige mønster skole under vredesudløsninger verden over.

Det vigtigste direktiv politikerne må give politiet er derfor: aldrig at bringe våben ind i en situation med kollektivt vredesudbrud. Jeg fordømmer ikke politiets reaktion på Nørrebro, men derimod de politikere, der dels tillod at de blev sendt ind i en situation, hvor ingen brosten blev løftet mod et menneske før politiet viste sig, og dels tillod politiet at medbringe skydevåben, hvor enhver kan sige sig selv at alles gemytter vil komme i kog. Ikke mindst ved synet af bevæbnet politi. Politikerne har på sin vis dømt politiet til undergang i en sådan situation. Jeg færdes selv i USA blandt nogle af de værste voldsmænd i verden, som kan skyde én ned for en dollar, og hvis jeg havde båret våben iblandt dem, havde jeg i dag været død. Den som bærer våben er i tanken parat til at begå mord i en kneben situation. Denne frygt bevirker at man danner fjendebilleder af modparten, hvilket denne straks mærker og lad sig opflamme af.

Som sagt har danske oprørere selv under vredesudbrud en meget høj moral, og denne viden og tillid til de bedre sider i modparten kan og bør politi trænes til at opmuntre ved selv at vise en høj moralsk standard. Set med gudernes øjne var det der skete på Nørrebro derimod intet andet end en bandekrig mellem store drenge - nogle iført uniform, andre uden - men hyppigt stammende fra de samme marginaliserede samfundsgrupper. Men politiet må ikke lade sig spise af med af politikerne at blive reduceret til at være forvoksede, skræmte gadedrenge med prygl og spark som hovedargumenter. Det kan og bør være et stolt forbillede for ungdommen.

Vi kan f.eks. ikke løbende lave kampagner for at få skræmte 14-årige drenge til ikke at bære våben, når vi samtidig har politifolk så skræmte for deres egen skygge, at de ikke med åben pande i et af verdens tryggeste lande tør konfrontere en lettere ophidset befolkningsmængde (som kun vender vreden mod politiet fordi den netop ikke ser dem som positive forbilleder). Selvom de fleste danskere kunne forstå politiets reaktion hin nat, betragtede de dybest nede politiet med samme foragt som de følte over for oprørerne.

Spørgsmålet vi bør stille os er, hvor mange ramte oprørere, der skulle have været døde, før vores væmmelse for dem var vendt til sympati. I USA tog det blot fire dræbte studenter i Kent State pludselig at vende et kæmpelands opinion dramatisk imod regeringen. Lidt knust glas på Nørrebro vil ikke nå verdensopinionen, men hvor mange dræbte demonstranter i et område, der ikke har fået fuldt udbytte af velfærdsstaten, er vi og vore politikere parate til at tage ansvar for - over for verdensopinionen?

Noget af det jeg husker fra fortidens demonstrationer, der mest afvæbnede vreden før den eksploderede, var når politifolk tilkendegav solidaritet med demonstrationen. Deltagerne smeltede slet og ret. Hvad enten politiets følelser var ægte eller ej, var det en uhyre intelligent brug af 'repressiv tolerance'.

Oprøret smeltede bort før det blev til et oprør. Denne taktik kan også bruges i dag ved at træne politiet til ikke at danne fjendebilleder af vredens grupper, men i stedet at identificere sig med vreden. På denne måde vil politiet kunne føle den og arbejde konstruktivt med den lang tid før den eksploderer i vold og få større forståelse for de uundgåelige eller nødvendige vredesudbruds psykologi. Og forstår man vreden, kan man ikke længere skyde mod smertens børn.

Jeg er af den overbevisning, at med de positive forudsætninger vi har i dette land, hvis tankegang - også oprørernes og politiets - er så grundlæggende grundtvigiansk, kan vi med en lille smule træning give politiet den fornødne selvtillid og tillid til medmennesket, der vil gøre det ikke blot til stolte forbilleder for ungdommen, men også til en god eksportvare som konsulenter i velfærd i andre lande.

Før vi lader politikerne give politiet lov til at gå løs på kollektive vredesophobninger med skydevåben, synes jeg vi bør huske hvad der skete med dem, der 'planlagde' (for at bruge Rigspolitiets udtryk) og udførte fortidens vredesudladninger. Når jeg mindes deltagerne i blot én aktion, jeg engang deltog i, i hvilken der røg langt flere vinduer end der var tale om i Nørrebro-oprøret, synes jeg det er morsomt i dag at se de samme deltagere - aften efter aften - tone frem på tv-skærmen som nogle af nutidens førende tv-kommentatorer, politikere og kunstnere - nu talende med alfaderlige og beherskede stemmer. Lidt flove over i vores ungdoms aggressioner ikke at have levet op til Kings ikke-voldsprincipper, dækker vi i dag over hinanden med samme iver som politiets folk dækker over hinandens forseelser i vredens øjeblikke. Ligeledes ser jeg en utrolig stor del af dem, der deltog i christianitternes indianeroverfald i Rebild, i dag blandt vore ledende film- og teaterfolk, forfattere og politikere.

Og tilsvarende i USA: næsten samtlige af dem jeg blev rystet grundigt sammen med i blodige kampe med politiet under det republikanske konvent i 1972 sidder i dag i de højeste stillinger i landet - eller er opinionsdannere for alverdens konger og præsidenter som ejere af CNN.

Ingen ville sikkert undvære disse folk i dag. Har vi råd til at udstyre politiet med mulighed for at tage blot et menneskeliv blandt oprørets mænd, som kunne vise sig senere at blive en Vaclav Havel? 'I kan ikke slå os ihjel', råbte vi dengang og kunne i dag tilføje 'for vi blev en del af jer selv.' Denne uendelige tro på menneskets muligheder bør være grundlæggende for hvad vi lader vore politikere vælge at satse på: glas eller menneskeliv. Det er nu - i fredens rationelle stund - valget skal ske. Ikke i kampens hede, hvor alle fejler. Det er op til politikerne om sådanne fejl kan blive uigenkaldelige.

 

 


 
Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler