SIDEN ER jeg blevet klogere. I dag, hvor jeg i stedet turnerer i USA, ved jeg at færger i denne snævre betydning eksisterer i alle samfund. Hvor meget mere tid burde jeg ikke kunne, have haft til mig selv i dag, hvor jeg dagligt afkorter mine ture med broer og tunneler gennem det færgeløse amerikanske samfund? Men nej. Sådan fungerer mennesket ikke. Uden at man selv er klar over det skydes grænserne for det mulige lige så stille længere ud. I dag kører jeg ikke sjældent på en uge strækninger; der svarer til København-Rom-Moskva, hvor nattesøvn og andre menneskelige hensyn for længst er røget over bord. Men grænserne skubbes bestandig videre ud. For et år siden. fik min agent så den idé at putte mig på flyvemaskiner med det resultat at jeg på en typisk uge i marts holdt foredrag tirsdag aften i Pittsburg, onsdag i Maine, torsdag i Texas, fredag i Alaska og søndag i New Orleans. Efter en sådan rumtur og et ræs til og fra lufthavne er den menneskelige sjæl så fortumlet, at den bjergvandring på ca. en time det lykkedes mig at få i Alaskas umådelige natur om lørdagen blev uendelig meget tommere end den oplevelse det var som barn at sidde og blæse mælkebøttefrø ud over Storebælt i ventetiden eller den dybe fryd selv den travleste forretningsmand har, når han genfinder stumperne af sin egen barnesjæl ved synet af børn i færd med at håndmade mågerne over færgerælingen.

SE, I DET virkelige liv har vi alle på hver sin vis 'agenter', der pacer os frem fordi de er i hård konkurrence med andre agenter. Men når erhvervslivet påstår at Storebælt er en hæmsko for udviklingen, er det en hul påstand al den stund bæltet optræder som en lige stor forsinkelse for alle firmaer på hver side af bæltet og altså ikke er konkurrenceforvridende. Og en påstand om, at det hæmmer os i konkurrencen over for udlandet er lige så luftig som at hævde at rige lande som Schweiz og Norge ville have været endnu rigere dersom de ikke havde bjerge, der i tid og psyke adskiller befolkningsgrupper. Mest tåbelig forekommer mig imidlertid troen på at en Storebæltsbro ville medføre en produktivitetsforøgelse i samfundet. Mine bitre erfaringer fra USA gør netop denne naive tro på at enhver stor investering automatisk fører til produktivitetsforøgelse til fanatisk modstander af Storebæltsbroen. Ikke blot kan jeg køligt konstatere, at jeg på trods af de store afstande jeg kan tilbagelægge i det færgeløse samfund ikke nødvendigvis kommer flere mennesker i tale end hvis jeg f.eks. kun kørte rundt i New York eller på Sjælland. At skubbe grænserne for det menneskeligt mulige så langt ud har blot betydet endnu længere arbejdsdag (nu uden kontakt med familien i månedsvis) for at producere stort set samme resultat. Mangen en ensom forretningsmand jeg dagligt er omgivet af på flyene har gjort den samme erfaring uden mulighed for at kæmpe imod af angst for at blive tabt bag en vogn eller 'missing the boat', som det flottere og måske lidt nostalgisk hedder i USA. Der kan direkte blive tale om en produktivitetsnedsættelse.

Den træthed og det psykiske slid man bliver udsat for ved sådanne grænseudvidelser betyder at man lever dårligere og mindre præcist fordi man i processen skærer sig selv af fra andre mennesker og ikke længere forstår deres dybere behov (nøjagtig som de flyvende politikere, der står bag disse Storebæltsfantasier om at bruge milliarder på at 'spænde bæltet ind'). Det jeg ironisk nok holder foredrag om i det brofyldte USA er netop det at danne bro mellem mennesker, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at bygge broer og tunneler, der afskærer mennesker fra hinanden og fra deres sunde forhold til naturområder. I lidt mere udvidet forstand er det om hvordan vi i den skandinaviske velfærdsstat har været i stand til -- ikke på trods af (som amerikanerne umiddelbart tror) -- men netop som følge af at lægge naturlige pauser og pusterum ind i vort daglige. arbejde at overgå dem i produktivitetsforøgelse. Dels gennem lovgivning og dels ved at tillade os selv at give efter for det indre ur, som siger 'nu er det nok' og ta' en bajer eller en kop kaffe.

DESVÆRRE HAR kun få danskere oplevet hvad det vil sige at arbejde i et konkurrencesamfund uden velfærdsstat. Oplevet hvad det vil sige som amerikanerne kun at kunne få en uges eller med lidt held to ugers ferie om året, mod vores fem uger. Eller oplevet hvad det vil sige at arbejde ofte længere end otte timer helt uden de hyggelige øl- og kaffepauser, vi danskere. ikke kunne leve uden. Men ofte har jeg hørt danske forretningsfolk i USA give udtryk for chokket over den lave produktivitet her på trods af en iøjnefaldende voldsom energiudfoldelse (ikke ulig den man finder i den tredje verden: overlevelsesenergi), om 'hvordan de konstant spænder ben for sig selv fordi de ikke får lov at koble fra'. Eller omvendt: amerikanske turisters beundring over den utrolige overflod, vi her har skabt, 'på trods af at I tar det så afslappet og tilsyneladende altid sidder og drikker øl på arbejdspladserne'. Det er i denne rolle som psykisk opladningssted færgerne er så utroligt vigtige for det danske samfund -- ikke mindst for dem, hvis arbejdsplads er på landevejene, forretningsfolk, lastbilchauffører, osv. Efter halvanden times kørsel kommer her naturligt den kaffepause, som netop den slags svage sjæle af præstationshensyn ofte ville snyde sig selv for.

Og som de af trafiksikkerhedshensyn burde tvinges til at tage ved lovgivning selvom broen kommer. Jeg mindes kun at have set få lastbiler kørt i grøften fra København til Esbjerg, mens jeg ustandselig ser lastvognstog i grøften i USA, fordi der ikke er tid til pauser. Det er umuligt for mig at forstå, hvad der er at indhente i tid på strækningen til Jylland med en bro. Ved sammenlægning af bil- og togfærger ville tidsgevinsten ved en bro være ca. en halv time. Men intet ansvarligt menneske ville vel køre så lang en strækning uden en halv times kaffepause. Og hvad er et ensomt rastløst hvil på en halv time i en af de triste grillbarer langs motorvejene mod den herlige psykiske opladning på 60 minutter med udsigt man får på færgerne? Min erfaring fra USA siger at man kun får rigtig psykisk opladning ved de tvungne hvil. Den travle rejsende er ikke selv herre over sine hvil. På en Storebæltsfærge kan jeg læse en avis i fred og ro og huske det læste. Når jeg ta'r et frivilligt hvil ved et truckstop i USA, får jeg ikke farten og stresset ud af kroppen, kan ikke koncentrere mig om at læse avisen, da jeg konstant føler mig skyldig over at være bagud et eller andet, som jeg ikke ved hvad er. Samtidig giver færgerne en herlig opladning ved nok at være det eneste sted i riget hvor man er i stue med -- ja på bølgelængde med -- et fuldstændigt tværsnit af befolkningen, fabrikanter og musikanter, landboere, muslimer og Christianitter, hele familien Danmarks kønsroller er her til fælles mønstring.

UDEN FÆRGERNE blev vi nødt til at opfinde en lignende demokratisk foranstaltning, hvor vi hyppigt kan løbe ind og få os en afslappet snak over en øl med gamle skolekammerater, der siden er kommet på Fælles Kurs med centrumdemokrater og slige morsomme hjulpiskere. Imens kan vore børn slippe af med de indestængte tog- og bilfrustrationer i en sprudlende komsammen på legepladsen. At tænke sig at nogen politiker kunne finde på at tage denne smukke danse tradition fra os. I hvilket andet land er så bred en del af befolkningen så hyppigt i samme båd? Nej, vel, det er noget uendeligt dansk vi her er ved at kaste over bord i en eller anden pludselig fremskridtsrus om at livet vil være bedre, uden færgerne. Eller måske en krisetids fata morgana om at vi vil kunne klare os "bedre over for udlandet? Ja, måske endog et lillebrorskompleks? At dømme efter et indlæg i Politiken kunne noget tyde på, at det er det vi ligger under for. Hør bare: 'Glansen vil gå af selv Golden Gatebroen i San Francisco... en hængebro til biler med et frit spænd på 1416 meter -- mod Golden Gates bare 1280 meter... Så om ikke andet vil Den lille Havfrue ikke længere være alene om at repræsentere Danmark blandt verdensattraktionerne'.

Mage til Storebæltspotenser og nationalt selvbedrag har jeg sjældent hørt. Golden Gate er ikke længere end så mange andre broer, men er kendt fordi dens skønhed kan ses fra og i smukke omgivelser. En Storebæltsbro vil kun kunne nydes fra de færger, som ikke længere skal eksistere. Broer imponerer ikke amerikanere og andre turister. De fleste i USA kender ikke deres længder. Det de alle bider mærke i er antallet af folk, der har begået selvmord fra dem -- måske fordi de ikke kunne klare det præstationssamfund uden afkobling, som de symboliserer. Den lille Havfrue har jeg aldrig hørt nogen tale om i udlandet. Men gang på gang har jeg overhørt samtaler i elevatorer og kontorer mellem folk, der berettede om noget af det der imponerede dem mest i Danmark og sågar Europa: vore rigtige havfruer, nemlig de nøgne solskinspiger i de danske parker og det for 'amerikanerne komplet ufattelige 'De ruller hele tog om bord på kæmpeskibe med torvepladser på.' 'Are you kidding? I wish to see that'. Den slags snak på udenlandske arbejdspladser gør mere for dansk turisme end nok så mange millioner investeret i havfrueplakater. Havfruen eksisterer ikke i udlandet, men derimod i vort eget sind som et symbol på de danske farvande vi elsker, men som hun nu skal hindres i at skue ud over og psykisk oplades ved. At sende hende ned gennem et seks km lukket rør og derefter på en 90 m høj flyvetur gennem et lukket stålsystem uden udsigt er en brutalitet mod den danske sjæl langt mere alvorlig end hendes legendariske hovedafhugning.

JEG KØRER ustandselig gennem disse havnetunneler i USA. Ingen bryder sig om dem. De er 'klaustrofobiske' og undertrykkende. Campingvogne med gasflasker og tankbiler bliver dirigeret udenom. Jeg oplevede på tættere hold de mange dræbte og indespærrede, da en bil eksploderede i en tunnel i Californien. Vil der stadig være et fuldt udbygget færgenet til sådanne biler såvel som klaustrofobiske og andre psykisk handicappede? Og til alle dem, der efter at nyhedens interesse har lagt sig vil foretrække de 60 minutters afslapning på færgen frem for de 40 minutters stress på biltoget? Det må vi kræve. Aldrig har så mange milliarder været brugt på at spare så lidt tid. Det var vist DSB der først kom på ideen for bedre at kunne konkurrere med bilismen (sic!). DSB graver sin egen grav. Langt billigere kunne DSB slå bilismen ved at købe to Jumbofly, anlægge en landingsbane på begge sider af bæltet hvor sporene ender. Det tar ikke længere tid for 500 passagerer at stige op i en fleredørs Jumbo end det nu tager at komme op til færgens cafeteria og fem-minutters hoppet over bæltet kræver kun få mands betjening, hvorved DSB stadig kan opnå at sende næsten 1800 ud i arbejdsløshed. Skør idé, men ikke i sammenligning med at bruge 13 milliarder kr. på at spare 1/2 times kaffepause væk som alligevel skal tages et andet sted for bilister.

DET VÆRSTE er dog at Storebæltsbroen allerede når den står færdig vil være forældet. Med den rasende fart forskningen i elektricitetsledere pludselig har taget, vil vi efter alle beregninger have magnetpudetoget fem-otte år efter Storebæltsfærgens færdiggørelse. Den toneangivende senator Moynihan forsøger for tiden af al magt at få USAs kongres til at foretage kæmpeinvesteringer i dette (før japanerne kommer med det) -- et projekt der med hurtigrejser fra bycenter til bycenter vil slå flytrafikken ud i store dele af USA -- og i hvert fald i Europa. Vi ved intet om hvordan teknikken kommer til at se ud ved et tog så billigt og miljørent i drift, at det måske kan drives af danske vindmøller.

Men det er sikkert at hvad der nu bygges til langsommelig snegletrafik over Storebælt ikke vil kunne bruges til magnetbåret trafik på over 500 km/t. Med et slag kunne DSB blæse konkurrerende fly- og fjernbils-os et langt stykke bort og gøre rent bord i Danmark. Men efter så store investeringer, som der nu skal foretages i denne allerede forældede Ford T model af en bro, vil der ikke bagefter være midler til en parallel magnettogstunnel, der kan bringe os til Esbjerg på under en time. Jeg vil gerne se de socialdemokrater i øjnene, der måske i 90erne skal forklare stockholmere, hvorfor de ikke kan komme til Hamburg på 21/2 time, fordi man her i Danmark kluntede i det på den mest bagstræveriske måde i 80erne. Jeg foreslår socialdemokraterne, som så skuffende er gået med til denne undergravning af den kollektive trafik, som Storebæltsbroen vil medføre, ikke at de løber fra deres aftale med regeringen, men at de med henvisning til de sidste års forskningsresultater udskyder planerne, så vi ikke spænder ben for os selv om ti år.