Kronik i Berlingske Tidende fredag den 5. maj 2000
Se også min selvbiografi om min tid som Vietnam aktivist



Det ville klæde både chefredaktør Peter Wivel og Berlingske Tidende at tage et selvopgør her 25 år efter Vietnam-krigen ved at se på egne fortielser dengang frem for at angribe andres

Langt de fleste af os stod dog i begge konflikter på samme side: den undertryktes (se billedet). Derfor beklager jeg som Wivel at vores moralske indignation over Vietnamkrigen lod sig bruge af enøjede betonstalinister og over at selvsamme venstrefløjs "internationalisme" i dag er blevet afløst af en snæver nationalistisk rød-sort nej-holdning til ægte fredsbevarende sammenslutninger såsom EU. Men ved udelukkende at fokusere på en 29-år lang, brutaliserende krigs deprimerende slutresultat og venstrefløjens delvise fortielser i slutspurten, ender Wivel i en langt værre fortielse af Vietnamkrigens årsagssammenhæng.

Som ung vestjyde uden let adgang til de mange kritiske analyser af Vietnamkrigen i USA i de år, var jeg selv et let offer for den tids enøjede argumentation. At det var et brutalt kommunistisk regime, der overfaldt et demokratisk land mod syd, var soleklart og medvirkende til at jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom. Når jeg senere blev aktiv i Vietnambevægelsen, var det ikke for pludselig at sværme for venstrefløjen. Men da jeg lærte at årsagen til Eisenhowers aflysning af frie valg i Sydvietnam i 1956, var, som Eisenhower sagde, at "80% af sydvietnameserne vil stemme kommunistisk", ja, så faldt hele mit enøjede verdensbillede sammen. Den Eisenhower, som netop havde væltet Guatemalas første demokratiske regering (som han kaldte kommunistisk fordi den legaliserede fagforeninger og politiske partier), lagde nu grunden til langvarig krig for at undgå frie demokratiske valg. Jeg indså, at krigen ikke drejede sig om kommunisme. 

For vietnameserne var den et opgør med kolonialismen og de ville stemme for Ho Chi Minh, der ligesom Nelson Mandela og så mange andre frihedselskere blev kommunister fordi Vestmagterne nægtede dem støtte. Den sydvietnamesiske befrielsesfront blev derpå dannet som reaktion på de stjålne genforeningsvalg. Da den havde stor succes, invaderede USA og fik den så godt som udslettet. Først derefter - har amerikanerne siden indrømmet - fik befrielsesfronten hjælp fra nordvietnamesiske styrker, hvorved det kom til at se ud som aggression, fordi verden havde glemt, at 80% af sydvietnameserne opfattede det som ét land - bortset fra at det i det hele taget er meningsløst at tale om aggression, når den midlertidige delelinie blev presset ned over vietnameserne af undertrykkende kolonimagter på den anden side af jordkloden.

Jeg husker også chokket, da jeg fra amerikanske kilder lærte at USA havde finansieret Frankrigs nedslagtning af 1 million vietnamesere, som kæmpede for afkolonisering - jeg som var opdraget til at se USA som et frihedselskende land, der støttede selvstændighed.

Jo, godt nok følte jeg ubehag ved de mange røde faner, når vi demonstrerede mod USA's knægtelse af en kolonis frihedstrang, og godt nok fik vi kvalme over at høre om Nordvietnams brutale kollektiviseringspolitik og frygtede lignende i Sydvietnam, hvis USA tabte. Men derfra og til som Berlingske Tidende dengang - og nu åbenbart igen - at støtte drabet på 3 millioner vietnamesere for at undgå at de valgte en populær nationalist, er der dog et spring. Det er også racistisk, for intetsteds i Europa ville vi eller USA tillade et blodbad på 3 millioner hvide. Når man tænker på ramaskrigene hver gang vi ramte forkert i Serbien, er det rystende at se Wivel bagatellisere dette halve holocaustresultat i Vietnam (mest på civile) med "den amerikanske krigsførelse var langtfra altid et smukt syn".

Hvis det endelige resultat tæller mest for Wivel, støtter han så også franskmændenes nedslagtning af 1 million algeriere under henvisning til at kolonialismens afskaffelse her også medførte etpartidiktatur? Eller skulle vi have undladt at støtte afghanernes kamp mod Sovjets invasion under henvisning til det ideologiske rædselsregimente under Taliban, der blev resultatet?

Jo, vi er naturligvis medansvarlige for de frihedskrige, vi støtter, men så må Wivel heller ikke fortie det ansvar f.eks. Berlingske Tidende havde for folkemordet i Cambodja gennem sin konsekvente støtte til USA's politik dengang. I alle de år Ho Chi Minh-stien gik gennem Cambodja med Sihanouks billigelse lå landet hen i fred og idyl. Derpå afsatte USA den populære konge for at kunne invadere landet, hvorpå befolkningen gjorde oprør. Slutresultatet af invasionen blev et Holocaust med 1/3 af befolkningens død til følge.

Jeg for mit vedkommende ønsker ikke at løbe fra kvalmen over at jeg dengang støttede bondebefolkningens oprør og lod mig derfor på 20-årsdagen for Khmer Rouges indtog i Phnom Pen låse inde i "the killing fields" i 42 graders hede uden mad og drikke for at meditere mellem de tusinder af kranier over min eget ansvar for dette folkemord. Det ville klæde både Peter Wivel og Berlingske Tidende at tage et lignende selvopgør her 25 år efter Vietnamkrigen ved at se på egne fortielser dengang fremfor at angribe andres. 

(Udeladt af pladshensyn i Berlingeren: 
Underligt nok blev jeg selvsamme 20-årsdag på den støvede vej til byen fra "the killing fields" presset så langt ud i siden af et stor turistbus, hvorpå der stod "Berlingske Tidende," at jeg røg på hovedet i en muddergrøft fyldt med menneskeekskrementer. Dette mærkelige sammenfald fik mig til at reflektere over hvordan jeg i 1967 - i fortvivlet afmagtsfølelse over avisens fortielser om Vietnamkrigens baggrund - havde taget arbejde på Berlingske Tidende for om muligt indefra at prøve at sabotere avisens - som jeg så det - "blodige enøjethed" - med det særlige ansvar jeg følte som tidligere KU'er. Heldigvis lykkedes mit antidemokratiske forsøg ikke, men det hører med til et ærligt selvopgør at erkende hvor langt ud i muddergrøften man kan føle sig presset i kampens hede.)

Wivel har ret i at meget af venstrefløjen på lignende vis havnede i totalitær flirten, men spørgsmålet er om ikke de enøjede fortielser i højrefløjens avismonopol var stærkt medvirkende til at man søgte så ekstreme alternativer. Når Wivel efterrationaliserer tigerøkonomiernes imponerende "spring fremad", fortier han samtidig at mange socialistiske lande i 60'erne havde en ligeså frygtindgydende økonomisk vækst og derfor af mange medfølende med post-kolonial skyldfølelse sås som en mulig og uundgåelig - om end midlertidigt udemokratisk - løsning på den desperat stigende sult og nød i den tredje verden i årene før den grønne revolution løste meget af problemet. 

Ligegyldighed overfor de forudsagte sultkatastrofer føltes som mere kriminelt. At prioritere fyldte maver over stemmeret var både for de fattige og os et naturligt svar på den støtte vor store læremester i demokrati, USA, gav utallige diktaturer i de år. Hvor meget billedet har ændret sig siden sås af Herbert Pundiks seneste artikler i Politiken om Nordkorea, hvor "børnene sulter og fuglene skriger om mad." 30 år før brugte han de nøjagtig samme ord om Sydkorea som kontrast til det dengang blomstrende Nordkorea.