Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Dagbladet Information 10-11. september 2005


 

Vort eget Titanic

 

Lige siden dagbladet Information arrangerede mine første turneer med Amerikanske Billeder i 1976 har jeg oplevet danskernes skadefro pegen med fingre af USA når de fik racismens hæslige ansigt rullet frem på skærmen. Og hver gang måtte jeg påpege overfor dem – bl.a. på s. 209 i min og Informations bog fra 1977 – at de ville opføre sig ligeså racistisk hvis de fik problemerne tæt på. Sjældent har jeg oplevet denne menneskelige parallel så tydeligt som under New Orleans’ deja-vu med Titanics rige på 1. klasse, der går i redningsbådene mens nøglerne til de indespærrede fattige på 3. og 4. klasse bliver kastet bort.

Få steder i USA ses den institutionaliserede racisme så demonstrativt som i New Orleans, hvis hvide kører højt hævet 10-20 m oppe på trygge højveje hen over ghettoens arbejds- og magtesløse ind til arbejdet i centrum. Da vandet steg omkring de sorte i ghettoen om mandagen vidste jeg at de ikke ville nå væk, da de altid får deres fattighjælp den 1. – altså først om torsdagen. Få har penge de sidste 14 dage af måneden, har jeg bittert måtte lægge mine ghettobesøg til rette efter, idet jeg ikke har råd til at "låne" alt for mange penge til venner, der ikke kan betale dem tilbage. Ghettobusserne, som Greyhound kaldes da de er ligeså raceadskilte som de hvides fly højt oven over og kun fører til andre håbløshedens ghettoer, var da for længst afgået og bistandskontorerne oversvømmede.

Endnu tungere var skæbnen for de fede sorte, som ugen før havde holdt min søn vågen natten lang ved at presse ham helt ud af sæderne da han under en blaffetur gennem USA modvilligt måtte tage Greyhound efter at have fået hele ansigtet slået til blods i Atlantas ghetto. Han vidste jo at der ikke længere findes barmhjertige samaritanere, som tør at samle de mest trængende og sårede op. Men få ser nogensinde de allerfedeste sorte, som slet ikke kan komme ud af en dør. Da jeg normalt ser dem fylde hele dobbeltsenge ud i ghettohjemmenes nederste etage, vidste jeg at de var druknede – disse uundværlige fede "frelsende engle" som ghettoens forsømte børn overlades til i årevis når deres egne mødre er på crack eller i fængsel. Når den ophobede vrede slår ud i smertens børn i deres ukontrollable teenageår er dog selv nok så kærlige og årvågne sorte engle af liden nytte hvis de ikke kan flyve.

Og hvide engle, som har kraft og overskud til at flyve, møder de aldrig i netop disse år hvor de har mest brug for en kærlig hånd. For de hvide flygter langt væk – ikke fra sorte (indvandrere), men fra vreden og smerten de har skabt i ghettoen. "Let the children live" står der på søjlerne under de undvigende hvides flugtveje, der så knusende smadrer alt håb i fattiggårdene neden under de konstant gungrende højveje. Da højvejene endelig blev helt stille i sidste uge, vidste de unge at det sidste håb om en hjælpende hånd var ude og gik amok.

Er de ofre eller barbarer, rystes vi i omverdenen til at spørge hver gang ghettoens daglige vrede eksploderer og en sjælden gang slår glasruden mellem "dem og os" i stykker? For vi ser "dem" jo kun ca. hvert 10. år når der under "raceoprør" går hul på ghettoens usynlige mure og disse vrede sorte plyndrende bryder ind i Walmart (mens vi ikke reagerer på Walmarts årelange kalkulerede udplyndring af dem) eller ser dem magtesløst skyde endnu vildere omkring sig end under deres daglige paranoide crackflugt, der får New Orleans politi til at sige: "Hvorfor bruge kræfter på at fængsle dem når de et par dage efter har udryddet sig selv langt mere effektivt?"


Men hvordan skubbede vi egentlig vore medborgere ind i så effektiv og smertelig en ghettoisering? Jeg tænker ikke her blot på hvordan jeg gennem årene har set flertallet af danske turister i New Orleans skubbe de sorte dybere ind i håbløshedens ghetto ved aldrig at bevæge sig uden for de gule streger hotellerne angiver som skillelinien mellem "dem" og "os". Børn siges ikke at huske meget fra 2-årsalderen, men når jeg oplever ghettoens børn komme løbende mig i møde 5-7 år efter mine selv nok så overfladiske tidligere besøg, hvorunder jeg tilmed havde næret aggressive tanker overfor deres tidlige tegn på destruktiv indre uro (uden dog som ghettoens beboere at slå dem fysisk), - ja, så erkender jeg hvordan vi, der har et overskud til at optræde som deres frelsende engle, totalt har svigtet dem ved at blande os med dem så sjældent eller ved helt at vende dem ryggen indenfor vore gule apartheid-streger.


For 100 år siden boede vi overalt i Syden i tæt fysisk integration med de sorte og legede med vore nabobørn. Men mentalt ønskede vi ingen integration, så politikere og medier forsøgte efter bedste evne indtil for 60 år siden at "out-nigger" hinanden for at få vores opmærksomhed - næsten ord for ord som danske politikere og medier gør det i dag hvis vi erstatter "colored" med "muslim/indvandrer". Da denne psykiske undertrykkelse ophørte i USA efter borgerretskampens forsøg på at skabe lighed i sindene var det for sent. Millioner af sorte var på vej mod nordens byer (og New Orleans) i håb om at få en bedre modtagelse af deres mere frisindede hvide med al deres fordømmende "pegen fingre" ad sydens undertrykkelse.

Men netop her så jeg i 70’erne deres håb blive endeligt knust. Hver gang mere end ca. 20% sorte børn var kommet i en skoleklasse trak de hvide deres børn ud, hver gang mere end 20% sorte var flyttet ind i et kvarter flyttede de hvide længere ud. Det smertende stik i hjertet, som sorte bedrestillede forældre fik derude på tærsklen til den amerikanske drøm ved at føle sig skubbet ind i større og større isolation, forplantede sig øjeblikkeligt til ghettoens unge, der slog ud i en kriminalitet og vold, verden ikke tidligere havde set udenfor Sydafrikas tilsvarende apartheid. Denne vold, som vi nu ser parallelt i vore hjemlige marginaliserede, blev skabt af frisindede, bedreuddannede hvide. For overalt i Syden så jeg hvordan de hvide der aldrig låste dørene til deres fattige sorte naboer - ligesom vi ser verdens laveste kriminalitet i mange af de lande vore hjemlige indvandrere kommer fra (f.eks. Syrien, Egypten). Dengang var der flere sorte i universitet end i fængsel mens det i dag er omvendt. Dengang var hver hvid i USA kun 6 gange så rig som hver sort. I dag er de 8 gange så rige. Vores velstand er jo knyttet til de mursten vi ejer, så hver gang vi kan få vore uønskede skubbet ind i ghettoer gør vi disse fattigere ved at få værdien af de huse, vi flygter mod, til at stige i værdi.

Ja, sådan kunne jeg blive ved. Den endelige tragedie, vi nu ser klart for os i New Orleans, fik mig til at tænke på klimaet herhjemme i 1976-78, da tusinder af Informationslæsere kom til mine lysbilledshows. Når jeg dengang - step for step – viste hvordan de hvide bevidst bygger ghettoer og hvordan de til sidst selv bliver ofre og får deres lænkede køleskabe selv på 5. etage stjålet af de marginaliserede, - ja, så husker jeg den skadefro latter i publikum: "Hvor har de hvide amerikanere dog fortjent det sådan som de opfører sig!"

Men lige siden har jeg set mange af den tids publikum få børn – og derefter bevidst at misbruge disse til en ligeså undertrykkende ghettoisering af vore nye medborgere. I dag græder mine publikums ude skolerne i stedet for at le. For de ved at det nu er dem selv - og deres forældre - der udøver den menneskeskabte tragedie bag New Orleans’ og Titanics forlis.

Ja, sådan kunne jeg blive ved. Den endelige tragedie, vi nu ser klart for os i New Orleans, fik mig til at tænke på klimaet herhjemme i 1976-78, da tusinder af Informationslæsere kom til mine lysbilledshows. Når jeg dengang - step for step – viste hvordan de hvide bevidst bygger ghettoer og hvordan de til sidst selv bliver ofre og får deres lænkede køleskabe selv på 5. etage stjålet af de marginaliserede, - ja, så husker jeg den skadefro latter i publikum: "Hvor har de hvide amerikanere dog fortjent det sådan som de opfører sig!"

Men lige siden har jeg set mange af den tids publikum få børn – og derefter bevidst at misbruge disse til en ligeså undertrykkende ghettoisering af egne vore nye medborgere. I dag græder mine publikums ude skolerne i stedet for at le. For de indser at det nu er dem selv - og deres forældre - der bærer på den dybere menneskeskabte tragedie bag New Orleans’ og Titanics forlis.


Artiklen inspirerede Information til at skrive en leder om mine ideer næste dag.


 

 


Copyright © 2005 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler