Jacob Holdt: Mine breve


Brev til mine forældre

fra det republikanske konvent

i Miami
1972-08-30


 


Kontekst:
Jeg var taget til Guatemala for at støtte oprøret mod det blodige militærdiktatur, som Nixon havde indsat som vicepræsident under Eisenhower, da de væltede Guatemalas første folkevalgte regering nogensinde. Jeg havde lige set sulten og undertrykkelsen af indianerne dernede, da jeg besluttede at blaffe 6000 km fra Guatemalas bjerge for at møde manden bag lidelserne, præsident Nixon, til hans konvent for at blive genvalgt. Derfor var jeg ligeså bitter som de tusindvis af demonstranter, der var strømmet til Miami, for at demonstrere mod Nixons fortsatte folkemord på 3-4 millioner vietnamesere.
Brevet bærer derfor stærkt præg af den revolutionære sindstilstand jeg og meget af den amerikanske ungdom var i, men som jeg begyndte at vende mig imod allerede året efter under et andet indianeroprør - i Wounded Knee.


 





Her ses det originale brev delt op i samme sidetal
 

 

1972-08-30-Brev-til-familien



"GUATEMALA   -  MIAMI    -  EN AMERIKANSK TRAGEDIE”

 

Dette var titlen på en smadderinspireret artikel, jeg havde tænkt mig at skrive om de seneste ugers oplevelser, men af gode grunde kan jeg nu ikke skrive den som følge af hændelserne her i Miami de sidste par dage. (mine sammenstød med FBI).  Før jeg fortæller om de uhyggelige scenerier i Guatemala på et senere tidspunkt, vil jeg derfor berette om Miami-begivenhederne. Jeg ankom som sagt fredag aften efter at have blaffet 6.888 km fra Guatemala gennem Mexico, Texas, Louisiana, Mississippi, Alabama og Florida. Boede den første nat hos en meget sød klaverspillende (romantisk) pige i et spanskstilet hus i selve Miami. Da hun ikke var hjemme i weekenden, flyttede jeg dagen efter ind til 3 high society-stræbende dumme piger af typen med svømmebassin, bikinier og plasticbehandlede cocktailparties. De var som alle her i Miami meget skræmte over kriminaliteten i byen.

Om søndagen begyndte så de indledende demonstrationer på Miami Beach - øen der ligger ud for Miami, hvorfor jeg flyttede derover i håb om at finde et sted at bo, hvilket dog ikke er let på en sådan ø bestående næsten udelukkende af verdens mest luksusbetonede elegante hvidstøbte hoteller med ældre damer i perlemorsindfattede bevingede briller og mænd med gondolierehatte og shorts og cigarer. Men jeg vidste dog at jeg altid kunne sove i Flamingoparken, hvor alle demonstranterne var. Jeg havde dog mere ambitiøse planer og var også bange for at få mit flash ødelagt i den regnvåde tropenat. Men jeg fulgte dog demonstranterne op til Hotel Fontainebleau, det mest luksuriøse af alle hotellerne valgt som hovedsæde for republikanerne, dels indkvartering for delegerede og dels konferencelokaler og lign. mindre ting udenfor selve konventhallen. Tog en del billeder af dem da de smed æg på smokingerne af de ankommende delegerede under råbet "Keep the rich out” (æg, som jeg i Guatemala kunne se de fattige indianerkvinder komme til markedet for at købe et enkelt styk af efter at de grundigt havde valgt og vraget i uendelig lang tid for at være sikre på at få det bedste æg - de af dem der overhovedet havde råd til at købe æg).

Efter at politiet om aftenen havde ryddet gaden forholdsvist let (ingen af demonstranterne var interesserede i at blive fængslede så tidligt) lykkedes det mig så på en eller anden måde, som jeg i dag ikke begriber, at snige mig ind i Fontainebleau-hotellet, hvor jeg straks gemte mig i halvmørket i baren (eller coctail-lounge eller hvad de nu kalder det deroppe i de lag) - så meget mere mærkeligt da jeg på det tidspunkt ikke havde min paryk på omend jeg dog havde rullet mit skæg op. Baren var naturligvis smæk dyr så jeg havde slet ikke råd til at købe nogetsomhelst, men det var min plan at hænge på en eller anden af damerne derinde for på denne måde at komme til at bo i selve ”the heart of the beast”.  Det værste ved at komme ind i en sådan overklassebar er at man har meget svært ved at smile før man får noget at drikke, - og man finder ikke en dame der vil give en noget at drikke før man allerede har fået smilebåndet på.

Men det lykkedes dog til sidst at få brudt hul på den onde cirkel og få kontaktet adskillige damer af typen i lange kjoler og flere timers hårfrisør opstyltning bl.a. en meget sød, charmerende og smuk (selv set fra en anti-Hollywood-revolutionær indstilling) overklassepige fra Afghanistan, der inviterede mig på en tiltrængt middag derinde (efter at jeg fortalte hende diskret at jeg ikke havde spist i tre dage, lidt af en overdrivelse). Jeg har senere regnet ud, at jeg må have drukket for mindst loo kr den nat, da jeg husker jeg fik i hvert fald tre øl (Carlsberg bl.a.) og fire Scotts on the rock, men alligevel havde jeg om morgenen halvanden dollar mere end da jeg kom ind. Nå, men på et eller andet tidspunkt gav en eller anden mig så nøglen til sit hotelværelse (et mindre et af de der kun koster 210 kr pr nat, men dog med farvefjernsyn, aircondition, trykknapper og to store dobbeltsenge).

Efter at have slugt et par Alka Seltzer næste morgen for at eliminere efterdønningerne, gik jeg så ned i Lobbyen for at se på de mange store kanoner, der var tilstede her. Det var her jeg løb ind i John Wayne, som jeg typisk nok først genkendte på stemmen. Der var ingen andre der havde opdaget ham, da han forsvandt ind i cocktail loungen, men jeg smuttede efter ham og da han sammen med en del republikanske venner satte sig til at spise, satte jeg mig ved siden af og prøvede at indføre et par spørgsmål om hvad han syntes om at vi havde stoppet hans film ”De grønne djævle i Danmark, men uden at få noget klart svar. I det hele taget virkede han utroligt dum. Jeg ærgrede mig over at jeg havde efterladt min båndoptager i Miami, da jeg kunne have tappet en særdeles god

2

konversation mellem ham og de andre gutter, hvoraf den ene muligvis var Frank Sinatra. Men jeg fik dog taget et par billeder af dem. Jeg vandrede derefter igen rundt i lobbyen og kom i snak med et ældre sort ægtepar, som jeg først troede var stemme-købt af Nixon, men som viste sig blot at være på ferie hernede. De var oppe fra Ohio og jeg fortalte dem om mine rejser rundt i amerikanske slum og nævnte også bl.a. at jeg havde boet i Angela Davis kollektiv og mødt Huy Newton og lign. ting. Det var først bagefter jeg blev opmærksom på at sådanne ting skulle jeg ikke have sagt i et hotel som Fontainebleau, republikanernes hovedkvarter. Jeg havde fuld tillid til negerægteparret, men lidt senere gjorde de mig opmærksom på at mens vi havde talt havde den ene hemmelige agent efter den anden sat sig hen i lænestolene lige omkring os, - og straks de havde sagt det opdagede jeg det selv: mindst fem velklædte glatbarberede, kortklippede herrer sad lige omkring os alle med den typiske lille radio i øret lyttende til hvad vi sagde. Ved en enkelt hang jakken endog løst ud, så jeg kunne se pistolen der var fastgjort under armhulen. Som negeren sagde: "Det ser åbenbart mistænkeligt ud med en ældre neger talende til en ung hippie”. Og som han tilføjede ”men det overrasker mig ikke, det er aldeles ikke første gang jeg er løbet ind i FBI, blot hav øjnene åbne og du vil se dem overalt, no kidding". Vi besluttede så at skilles mens legen var god.

Fra det øjeblik så jeg nu agenterne overalt, og senere fik jeg bekræftet at jeg aldeles ikke havde set syner. Det var så kort efter at jeg mødte denne præstekone fra Chicago, som jeg har fortalt om på kortet (som jeg sendte forleden), som viste sig at være nær ven af Pat Nixon (præsidentfruen Patricia Nixon), som skulle ankomme til hotellet senere på dagen, og at jeg efter at dette var gået op for mig - med mindst ligeså megen løgn og bedrag som Nixon benytter - havde fået gjort hende interesseret i mig. Det var klokken ca. 2 om eftermiddagen om mandagen (skammens dag: Georg Jacksons dødsdag) og planen var så at jeg skulle fotograferet hende sammen med Pat Nixon så vidt jeg kunne komme til det for de andre pressefotografer hvorefter hun om muligt skulle fotografere mig sammen med Pat (jeg er absolut overbevist om at det kunne have ladet sig gøre hvis ikke alt det følgende var sket.

Da jeg var på vej hen mod indgangen, hvor Pat skulle ankomme klokken fire, skete det pludseligt:  Jeg blev overraskende grebet bagfra af to velvoksne mænd fra det hemmelige politi, der tvang armene om på ryggen af mig og uden videre ført ned i et lille halvmørkt lokale i kælderetagen til en af deres afhøringscentraler i det kæmpestore hotel. Hernede blev jeg nu afhørt af den ene efter den anden og kropsvisiteret til negleskidtsdetalje. Da jeg lagde al mulig charme og samarbejdsvilje jeg overhovedet kunne få for dagen, var de ikke alt for brutale og jeg fik lov at sidde ned undtagen når chefen var tilstede, og det viste sig at sagen var så vanskelig for dem, at jeg måtte krydsforhøres af selve chefen for the Secret Service, der mens hans undersåtter var af den typiske agent-type (omend endnu mere stereotype end dem vi kender fra filmene), selv var en gammel tilsyneladende halvdum ærkereaktionær type a la Hover, der endog lignede gamle Edgar men dog var en hel del slankere.

På et tidspunkt var de så i forbindelse med hovedkontoret i Washington for at få mere information om mig, og mens det stod på måtte jeg træde ud af lokalet, da jeg ikke måtte høre hvad det drejede sig om. En ca. 40 årig atletisk udseende agent klædt mere sportsagtigt end de andre skulle bevogte mig i den halve time det tog-, og jeg fik en længere samtale med ham. Det viste sig at han var en del mere liberal end de andre og undskyldte deres og chefens optræden. Han sagde at han selv havde sønner med langt hår, og at han gennem dem var kommet til at indse at det ikke var helt tosset det, de unge protesterede over i hele USA. Jeg fortalte ham mere detaljeret om ”min avis” – ”The Danish Chr. Science Monitor" som jeg allerede havde prøvet at legitimere min tilstedeværelse med overfor de andre - og fortalte også en masse sludder om at jeg repræsenterede en dansk kirkelig organisation osv. Jeg må have virket overbevisende.

Der er ingen tvivl om at jeg fik ham overbevist, og at jeg virkede meget sympatisk i hans øjne, men som han sagde: han havde ikke meget at sige. Det var chefen der havde det afgørende ord, og chefen hadede unge med langt hår. Det viste sig mærkeligt nok, at de ikke fandt noget på mig i hovedkontoret i Washington. Men da jeg blev trukket ind igen, fandt de på at anklage mig for "ulovlig indtrængen i hotellet og besiddelse af hotelnøgle”. Jeg undskyldte mig med at jeg som avismand i Amerika havde lært af den amerikanske presse at det lønner sig at være aggressiv og tage chancer. Dette virkede meget plausibelt som forklaring. Det værste var blot at jeg ikke havde nogen ”credentials” fra min avis. Alt hvad jeg havde var den spanske udgave af introduktionen fra Kristeligt Dagblad (jeg sagde jeg havde efterladt dem i Chicago pga. min rejse til Mexico)

3

og da der ikke var nogen af de tilstedeværende agenter der kunne spansk, måtte de derefter tilkalde en anden spansktalende agent fra et andet kontor i byen, hvorfor det trak endnu længere ud (jeg havde på dette tidspunkt stadigt håb om at komme til at fotografere Pat kl. 4). Da han endelig kom til stede, godkendte han papirerne og min status som Free lance, hvilket dog ikke hjalp meget, da man skulle have pressepas for at entre bygningen.

Chefen bestemte så efter næsten et par timers forhør, at jeg skulle slippe med at blive udvist af bygningen. Jeg krævede så at få lov til at hente min lille anordning til de genopladelige batterier til flash'en, som sad i kontakten under sengen i hotelværelset (som allerede var blevet undersøgt af et bombehold) og jeg fik efter nogen tid lov til at gå derop med selve chefen himself plus en bombeekspert. Denne viste sig i chefens nærværelse at være intet mindre end en karikatur på en spytslikkende krybende underagent.

På vejen ned fik jeg i lobbyen øje på damen fra Chicago, som jeg straks tænkte med sin høje position ville være i stand til at redde mig fra at blive smidt ud. Jeg satte hende hurtigt ind i det hele, og hun forklarede så chefen at jeg var OK og at hun ville følge mig ned i presselokalerne i underetagen for at få udstedt pressepas. Chefen, der som jeg sagde var halvdum, lod sig dupere af hende og godtog hendes forslag, og overlod mig til hende. Da jeg tidligere havde overbevist hende om at jeg var for Nixon, ville hun på vejen købe en af disse store tallerkenformede nåle med det abegrinende fjæs af Nixon til at sætte på brystet. Mens hun snakkede med damerne ved boderne, ville jeg træde hen bag nogle buske for hurtigt at skifte til min korthårsparyk, da jeg mente det ville være lettere på denne måde at få et pressepas.

For sent opdagede jeg, at der sad en agent gemt i buskene, og straks han så mig skifte, opdagede jeg ham og at han tilkaldte en hel flok andre agenter på sin radio, der alle straks kom galopperende, hvorefter hele historien begyndte forfra. Og det nyttede intet, at jeg påstod at chefen "just cleared me", for det viste sig at dette var et helt andet og rivaliserende hemmeligt politi. Hvis det andet var Secret Service, har dette her måske været hærens efterretningstjeneste, eller flådens, eller FBI - eller omvendt. Der var ingen måde jeg kunne finde ud af det på. Disse fyre her kunne alle kendes på at de havde en lille firkantet nål på brystet og gennemgående var yngre, mens de i det første korps alle havde båret en lille nål med et "E".

Og denne nye efterretningstjeneste lod sig aldeles ikke dupere af at jeg var med denne dame, leder af Tricias (Patricia Nixons) kvindeorganisation "The Women’s anti-lib League". Men da de endelig blev overbevist om, at jeg var blevet "cleared" af de andre agenter, var de mest interesserede i min politiske overbevisning, som jeg måtte gøre rede for. Jeg sagde at jeg jo ikke kunne benægte at mit lands regering havde anerkendt Nordvietnam og gav økonomisk hjælp til Viet Cong "men at dette aldeles ikke betød at jeg havde samme opfattelse som min regering, så langt fra." Jeg sagde en del positivt om Nixon, men drejede hurtigt væk fra dette emne, da det er min erfaring, at ligegyldigt hvor durkdreven og velsyet ens fårepels er, er det utroligt svært at sige noget positivt om forbrydere, man ikke med sin bedste vilje kan se noget positivt i - og at virke overbevisende.

Nå, omsider fulgte de mig så ned i pressecentret, hvor det viste sig at de ikke kunne udstede pressepas. Men jeg skulle gå ned til Hotel Versailles, hvor hovedkvarteret for dette var. Jeg blev så lodset ud af Fontainebleau af agenterne, men da jeg udenfor erfarede at Pat allerede var kommet og indså at jeg ikke kunne nå at få et pas før hun var taget af sted igen, prøvede jeg at snige mig ind af hovedindgangen i hotellet, hvilket var kun lo meter fra hvor Pat sad, men blev øjeblikkeligt grebet af nogle af de første agenter, som kendte mig, og sagde at jeg ville blive smidt lige i fængsel, hvis jeg viste mig der igen, hvorefter de med mine arme bagvendt skubbede mig helt ned til fortovet på promenaden udenfor, hvor jeg blev hilst af jublende demonstranter. Jeg løb så de femten husblokke ned til Versailles, skønt mine ny købte Ho Chi Minh-sandaler fra Guatemala smertede langt ind i fodkødet og varmen var uudholdelig og jeg vidste det var forgæves.

I Versailles fik jeg at vide, at pressekvarteret ikke var der, men i Hotel Eden Roc på den anden side af Fontainebleau, hvorefter jeg måtte løbe hele vejen tilbage. Åh, hvor jeg bandede og sværgede. Da jeg endelig ankom, var kontoret lukket og jeg skulle komme igen næste dag, men ville ikke kunne få et pas, sandsynligvis, da dette ikke udstedes til free lance folk. Jeg kunne dog tale med chefen for pressekontoret, Bob Miller som boede i nr 900 Fontainebleau.

Jeg gik så tilbage dertil med den undskyldning at jeg skulle se denne regeringsembedsmand” - men straks igen grebet af sikkerhedspolitiet, der denne gang holdt mig tilbage da de sagde jeg nu var efterlyst af en højtstående chef. Denne viste sig at være fra et andet korps en den første og jeg blev nu af ham og to over-underagenter ført til et lokale, hvor de gjorde mig meget, meget stærkt klart at hvis jeg blev set i hotellet igen, ville jeg omgående blive smidt i fængsel uden dom. Jeg protesterede, sagde jeg godt kunne ”se sagen fra deres side”, men at de jo også måtte se sagen fra min side ”og at vi jo trods alt begge arbejdede i det mest avancerede demokrati, vi kendte med antagelig fuld pressefrihed osv., men hvad jeg havde set i dag og oplevet her af bureaukrati og red-tape, smagte alt for meget af det jeg havde oplevet mens jeg var udstationeret i et østland som Ungarn for mit blad bla....bla....
Men nej, der var ingen pardon.

Jeg forlod så hotellet og stillede mig op udenfor på ankomstramperne sammen med de store TV-net for at tage billeder af Pat når hun forlod bygningen, men straks kom en af de agenter, som jeg nu kendte bedst, ud og vred armen om på mig og sagde at det betød ”at jeg skulle helt udenfor hotellets område”. Jeg stillede mig så op nede på fortovet, hvor Pats limousine ville komme kørende ud, og ventede mindst en halv time på at hun skulle komme. Og lige før hun kom, kom så den samme agent, som lignede Viggo Kampmann, ned for at stå ved siden af mig under udkørslen. Mere tillid havde de åbenbart ikke til mig. Da jeg omsider havde taget mit billede af Pat gennem vinduet til bilen og hun var kørt væk, blev ”Kampmann” pludseligt meget flinkere, måske lidt rørt over at jeg var så stor en beundrer af Pat, at jeg havde ventet så længe, og sagde at jeg måtte forstå at hvis blot jeg fik mit pressepas, ville alt være i orden imellem os, og jeg ville slippe for alt dette besvær og tidsspild. Efter således at have tilbragt det meste af dagen viklet ind i red tape, tilbragte jeg nu det meste af aftenen med at grunde over og spørge mig selv om hvad jeg egentlig skulle bruge det billede af Nixons kone til?
Og det spørger jeg stadig mig selv om...................


Om aftenen fulgte jeg så demonstranterne (nu igen med langt hår og nedrullet skæg) og tog her billeder af bl.a. William Kunstler, Bobby Seale og Allan Ginsburg og afbrændingen af det amerikanske flag osv. og jeg besluttede mig til at lave en lysbilledserie om konventet. Dødtræt - med fødderne skåret i strimler af sandalerne og uden at have fået en dråbe mad hele dagen, blaffede jeg derefter ved midnat til et liberalt hjem i Miami, hvor hele familien stod på hovedet af raseri ved at lytte til Goldwaters tale i fjernsynet direkte fra konventhallen.

Gik til ro der klokken 2, men allerede klokken 7 måtte jeg op, da familien skulle på arbejde og trampede så hele denne næste dag igen rundt med smertende fødder. Prøvede i Eden Roc at få pressepas i kontoret for dagspressen, men forgæves. Lykkedes at kontakte Bob Miller, som tog mig til Fontainebleau og lod mig vente i lobbyen, mens han gik til sit kontor. Blev opdaget af et par agenter, men fortalte hvem jeg var med (Bob havde autoritet over sikkerhedspolitiet), men en af over-undercheferne kom og beklagede sig til mig om jeg ikke kunne fjerne mig fra lobbyen, da alle hans folk kom løbende til ham eller sendte rapporter til kontoret om ”at der var en bolsjevik i lobbyen" (han sagde det i fuld alvor på trods af min paryk og nu igen oprullede skæg). Da jeg lidt senere vandrede hen mod indgangen til lobbyen, blev jeg pludseligt igen grebet af "Kampmann” og ligegyldigt hvad jeg sagde om at Bob Miller allerede havde ”tjekket” mig med sikkerhedspolitiet, førte han mig alligevel ud på gaden. Jeg opgav så at opsøge Bob Miller igen, men gik i stedet til kontoret for ”Weekly and Special Press” på en australsk pressemands råd (dog uden mindste håb om at få et).

Men det utrolige skete. Den unge pige, jeg kom til at tale med, skulle lige til at have frokostpause, og havde slet ikke tid til at høre på alle mine søforklaringer om at jeg kom lige fra Centralamerika, hvorfor jeg ikke havde de engelske papirer, og da hun viste den spanske formular til chefen, var han ved at tale i telefon, hvorfor han fraværende fejede det til side med et godkendende nik, hvorefter hun straks begyndte at udfylde formularerne til det hemmelige politi og gav mig pressekort, medaljer og alverdens ting til at hænge på brystet og billetter til de diverse forestillinger i det republikanske cirkus. Jeg følte mig som den lykkeligste, stolteste og mest forbavsede mand i en verden med pludseligt sprængte horisonter. Og det første jeg overhovedet kunne komme i tanke om at gøre, var at løbe tilbage til Fontainebleau og vandre op og ned i lobbyen hoverende overfor de forskellige modbydelige agenter. Den første

5

der så mig, var "Kampman", der øjeblikkeligt kom farende hen…………men bremsede op, hvorefter han blev et stort smil og sagde ”0h, no, I said to myself. There he is again...” og slog mig på skulderen, “but that is what I told you. As soon you get your credentials, you are OK”.
Hvorefter jeg øjeblikkeligt replicerede: "Now I don’t want any more troublemakers, understood?”  Jeg fortsatte rundt derinde og lagde mærke til at de fleste agenter, som jeg nu kendte så godt, nu undgik mig.

Men så pludselig med et blev jeg grebet bagfra af to andre agenter og med hænderne vredet omkring på ryggen blev jeg nu under voldsomme protester skubbet helt ned på selve gaden skønt jeg viste dem skiltet og sagde jeg var cleared af chefen. ”Vi vil blæse chefen et stykke” eller noget lignende sagde de. "Her er det os der bestemmer.” 
- Slukøret gik jeg så fra Fontainebleau og ned til selve konventhallen. Der foregik alligevel ikke mere i hotellet den dag.

Tirsdagens første session i konventhallen var klokken 2 og jeg kom dertil lige i tide, men blev udenfor viklet ind i en kæmpemæssig demonstration af Vietnam-veteraner og ville skyde nogle billeder af dem først. Det var en lang tavs march i 5 rækker, alle af dem i deres grønne uniformer, og jeg prøvede så at løbe ud og ind imellem dem for at skyde deres, ansigter, men næsten i samme øjeblik jeg begyndte på det, blev jeg sparket ud af demonstrationsværnet, nogle enormt store robuste veteraner i udkanten. Sagen var at jeg nu havde mit presseemblem på samt paryk og oprullet skæg hvorfor jeg aldeles "ikke mere lignede en af deres, og da de havde deres eget fotografiske korps med, var de aldeles ikke interesserede i at hjælpe pressen.

Det var en hård negl at bide for mig. En ting er at blive smidt ud af fjenden ud af fjendens hovedkvarter. Det er langt, langt værre at blive smidt ud af dem man betragter som sine venner fra de rækker man hører hjemme i. Og jeg måtte til fulde erkende hvor frustrerende det er at værre pressefotograf - især når man som jeg forsøger at lave en lysbilledserie dækkende både fjendens og sine allieredes aktiviteter på en og samme tid. -

Nå, jeg gik så ind i konventhallen gennem alle politikerne. Det føltes rigtignok mærkeligt nu så let som en fisk at svømme igennem dem ind til det man før havde betragtet som absolut uopnåeligt. Men meget sjov var der i og for sig ikke derinde. Goldwater var i gang med at tale, men ham havde jeg allerede hørt sidste år i senatet i Washing­ton og det var tilsyneladende den samme gamle melodi han spillede. Der blev også vist en film om Nixons fortræffeligheder under titlen ”Change without chaos” i hvilken han tonede frem som den store fremskridtsvenlige fader - hele filmen var som propagandastykke mindst lige så skrap som de kinesiske - blot stemte den ikke som kinesernes overens med virkeligheden.

Det meste af tiden derinde brugte jeg med at gå og betragte alle de forskellige delegerede, hvor jeg straks må sige jeg var chokeret over at se hvor mange negre og unge det var lykkedes dem at skrabe sammen (officielt 4% negre) og en hel del af de unge var endog halvt langhårede. Det var et frygteligt deprimerende syn. Jeg drak også en hel del Cola og Pepsi. Begge kompagnier havde opstillet gratis boder. De havde åbenbart alt at vinde, intet at tabe med Nixon. Ja på en af Colapigerne så jeg endog et mærkat der sagde "Profit is not a four-letter-word.” Men de værste brystmærkater jeg så derinde (udover dem som alle næsten bar med Nixon-Agnew 72 osv) var vel nok dem der sagde I love lettuce” eller ”I eat lettuce”.

Hvordan kan mennesker være så onde? Her ser man først hvor meget republikanerne er allierede med storkapitalen. Mens Chavez er i gang med at organisere salatarbejderne som i sin tid druearbejderne, der begge lever under de mest fortvivlede fattige kår mange under sultegrænsen og der over hele nationen er en kampagne i gang med Boycot Lettuce" for at disse arbejdere også kan blive organiserede i en fagforening, så går disse djævle her højlydt og praler med at de vil bryde en sådan strejke og boykotte på enhver måde (på samme måde som Nixon gør det ved at lade staten eller hæren opkøbe al den salat, der ikke kan sælges på grund af boykotten, og give den til soldaterne på samme måde som disse i sin tid måtte æde vindruer i tonsvis hver dag).

Nå, men ellers skete der næsten ingen ting inde i konventhallen udover denne verdens største cirkusforestilling” som Fidel har kaldt det, så efter ganske kort tid gik jeg ud og tilsluttede mig demonstranterne. Det var denne dag de havde arrangeret dødens march eller sorgens march, som I sikkert har hørt om derhjemme, et meget, meget gribende optog med alle klædt i sorte kapper med hvide ansigter og bloddryppende hænder. Under selve forestillingen foran konventbygningen løb jeg ind i Nathan Gardels, Pastor Gardels søn fra St. Luis som jeg mødte for over halvandet år siden samt på vej fra Chicago til Guatemala.
(Efternote. Det var Nathan Gardels, der 6 år efter fik Jane Fonda overtalt til at vise min forestilling "Amerikanske Billeder" for en masse inviterede Hollywood promotere i hendes privathjem i Santa Monica. Nathans søster Gloria gav mig mit første lift som blaffer i USA den 27. dec 1970 og tog mig med hjem og bo hos præstefamilien. Hun og hendes mor blev dræbt på samme vej i 2004. Jeg lavede kort efter en mindeforestilling for hendes mand og børn i hans universitetshospital i Birmingham, Al).


6

Han er i øvrigt
den eneste bekendte jeg er løbet ind i hernede, lidt skuffende, synes jeg, men det er jo et lidt afsides hjørne af USA og de fleste tør aldeles ikke at blaffe nede på disse kanter. Det overraskede mig i øvrigt en del at se hvor mange demonstranter der kom flyvende herned. Hvis de unge i USA ikke kan ændre deres personlige livsstil i højere grad, tror jeg aldrig de vil kunne bygge en bedre verden. Jeg er i det hele taget ret skuffet over ungdommen i år. Den er blevet langt mere integreret i samfundet end da jeg først kom her for to år siden.


Efter i ca. 5 minutter at have overværet den dødtrættende aftensforestilling i konventhallen, smed jeg igen parykken og tilsluttede mig aftentalerne i gaden. De var fantastiske med ingen mindre end Jane Fonda (der overalt bliver anklaget for at være landsforræder), Daniel Ellsberg (som kom med nye friske Pentagonafsløringer han havde fået aftenen i forvejen af højtstående i regeringen), David Dellinger (den mangeårige demonstrant og ikke-voldsfilosof) oma. Alle talte de foran et kæmpestort Vietcongflag. Ellsberg pegede på det og sagde: ”Dette er et flag jeg sætter lige så højt som det amerikanske”.

Senere på aftenen fik jeg sammen med en gruppe veteraner lejlighed til at snakke med Jane Fonda og spurgte hende ud om hendes syn på Scandinavian, hvis rolle hun havde nævnt i sin tale, men det var meget afslørende for det høje niveau demonstranterne befandt sig på med hensyn til viden om Nordvietnam. Alle spurgte hende ud om de mindste detaljer med hensyn til digernes ødelæggelse hun havde set. Hun er simpelthen en strålende person selv, utroligt ærlig og en fremragende fortæller. At biograferne nu er begyndt at tage hendes film af programmet pga. hendes landsforræderier kan hun kun le af. Til sidst gik hun arm i arm tilbage med veteranerne i mørket til lejren. Den nat havde jeg fået invitation til at bo i et stort rigt luksushjem på nordsiden af Miami Beach af en australsk journalist, jeg blev gode venner med (et hjem jeg har boet i siden). 

På vejen derop ved 1-tiden så jeg at der var et sort party på et skib ud for Fontainebleau og hoppede straks på skibet for at få en lejlighed til at tale med disse Uncle Toms eller ”niggere”
(hm, skrev jeg virkelig det tydeligt under indtryk af hvad mine sorte venner i ghettoerne kaldte dem for. Sammy Davis blev i mange år lagt for had af de sorte pga. sin omfavnelse af Nixon.) som jeg vil foretrække at kalde dem, alle medlemmer af det sorte republikanske caucus. Efter min mening er de intet mindre end et bundt klasseforrædere og opportunister. Det var meget betegnende at kaptajnen og hele besætningen på skibet var hvid. Jeg snakkede med en yngre pige. Hun hævdede hum ikke var republikaner (og det gjorde næsten alle de jeg snakkede med da de hørte min mening om tingene). Jeg tror de på en vis måde skammede sig over deres rolle. Jeg viste nogle af mine ghettobilleder til pigen og spurgte hvad Nixon måske havde gjort for disse hendes racefæller. Til sidst blev hun åbenbart så led ved situationen, at hun forlod båden. Næste dag så jeg hende i konventhallen. Hun var altså republikaner.

Der er ikke nogen negre jeg hader så meget som den slags der lader sig købe blot for at få individuelle gevinster ud af det og så undskylder det med at de mener det er bedst at arbejde indenfor systemet og lign. hvid retorik. Men det sorte bourgoisi er større end man normalt forestiller sig, og man skal ikke gøre sig forhåbninger om at det er et hak bedre end det hvide. Først kl. 3 om natten ankom jeg til luksusvillaen, hvor jeg kun sov til klokken 9 næste morgen, hvorefter jeg fortsatte mine vandringer på denne konventets sidste dag på de næsten fuldstændig ødelagte fødder stadig uden at have fået forbindelse med mine rigtige sko.

Da der var en pressekonference i Fontainebleau med guvernør Ronald Reagan gik jeg straks dertil og det lykkedes mig denne gang at komme ind helskindet og skyde et par billeder af ham på ca. en meters afstand. Han sagde det mest fortvivlede sludder, snakkede bl.a. om sundhedssystemet i USA, som han hævdede var det bedste i verden ”og til I unge som betvivler dette, vil jeg blot sige. Tag ikke mine ord for gode varer, undersøg det selv”. Det er utroligt at en guvernør for den folkerigeste stat kan sige noget sådant, når kendsgerningerne skriger op om det modsatte. Jeg har fulgt hans råd og undersøgt det og fundet ud af at USA er

1. nr. 22 af verdens lande når det gælder forventet levetid i gennemsnit

2. er nr. 18 når det gælder om laveste børnedødelighed

3. er nr. 15 i ratio af hospitalssenge per befolkningsenhed
4. har færre læger per capita end ved århundredskiftet

(og så er de kommunistiske lande endog ikke regnet med i denne list, da Reagan jo ikke vil tro på tal gældende for dem alligevel).

Derefter gik jeg ud og skød et par nærbilleder af Julie Nixon Eisenhower, som sad og skrev autografer i kulørte hæfter om de fire lykkelige Nixon år. Der var ikke særligt mange fotografer til stede mærkeligt nok, men det var heller ikke annonceret i programmet, en af de få begivenheder udenfor det stramme program, republikanerne

7

fulgte til punkt og prikke, som McGovern senere sagde, det mest lukkede konvent i Nationens historie ”a guided tour through Disneyland". Det var heldigvis andre sikkerhedsagenter, der var omkring Julie, så efter at have afleveret min lommekniv og forskellige penneskafter fik jeg lov at gå op på podiet og skyde billeder af. Senere kom jeg til at tænke på hvor let det kunne have været at kidnappe hende der skønt vi var helt omringede af sikkerhedspoliti ca. ti meter derfra. Hvis vi havde været 6 revolutionære med pistoler gemt i parykken eller skridtet klædt som pressefotografer og TV-teknikere kunne vi meget let pludselig have omringet hende med pistolerne og klamret os så tæt til hende at agenterne ikke ville kunne skyde og derefter vildt skydende til alle sider for at få agenterne på afstand med hende imellem os begynde vandringen ud mod en ventende bil, der hurtigt kørte ud til lufthavnen, hvor den samme klumpvandring fortsatte ud til et ventende fly evt. med flere tilstødende revolutionære med maskinpistoler, hvorefter man beordrede piloten til at flyve til Algier eller direkte til Nordvietnam, hvor hun stadig skulle være under bevogtning af den revolutionære gruppe for at vietnameserne ikke skulle blive bebrejdet for handlingen, og en vis henrettelsesdato skulle fastsættes og træde i kraft dersom ikke alt amerikansk militært materiel, fly og bomber var ude af Vietnam på datoen og PRG havde overtaget regeringen i Saigon. De jeg har talt med om det, mener at det kunne lade sig gøre, men at Nixon sandsynligvis ville ofre sin datter. Men lige meget hvordan udfaldet ville blive kan man ikke andet end være enige i at det ville have været forsøget værd, og at vi til evig tid bør bebrejde os selv at det ikke skete.......
(Ud over at jeg hyppigt hørte USA’s venstrefløj føre samtaler ud på et sådant overdrev, var dette endnu et eksempel på hvordan jeg altid skulle chokere min far, som prompte hver gang skrev tilbage, ”Er det mon nu klogt?”)


Lige efter at jeg havde "skudt” Julie, blev jeg genkendt af de gamle agenter og smidt ud af hotellet for sidste gang. Jeg gik så de ca. 30 husblokke ned til Flamingoparken, hvor demonstranterne var ved at gøre klar til sidstedagens planlagte ikkevoldelige demonstrationer med moderat voldsanvendelse, og jeg fulgte dem gennem gaderne mens de punkterede hjulene i forskellige Cadillacs, væltede affaldsspande på gaden foran øjnene af de skræmte alderdomspensionister. Taktikken var blevet ændret, da konventhallerne var blevet omringet af busser køler mod køler og nogle af marcherne gik derfor op til Fontainebleau, hvor vi blev mødt af de første politistyrker, der gik til voldsomt modangreb med tåregasgranater og pepper gas. Da jeg af sikkerhedsgrunde havde taget paryk på for at politiet ikke skulle tage mig for demonstrant, kom jeg mærkværdigvis om bag politikæderne.

Det var en udmærket position at skyde fra, men uhyggeligt farligt, da det regnede ned over betjentene med flasker og brosten, og jeg var den eneste der ikke havde hjelm, visir og gasmaske på, og det var næsten umuligt at se de flyvende genstande gennem røgen og gasserne og jeg græd som et spædbarn pga. af gassen. Til sidst måtte jeg simpelthen trække mig tilbage. Jeg var fuldstændig ødelagt. Da jeg endelig fik trukket mig tilbage, så jeg at der ikke var en eneste uden gasmaske den næste halve kilometer ned ad Collins St. Fødderne smertede, øjnene sved og hovedet smertede. Det var et helvede det hele. Og jeg var ikke engang tilfreds med billederne jeg fik. Jeg arbejder jo ikke som de fleste pressefotografer med kikkertlinse, så mens de kan stå en halv kilometer nede ad gaden og fotografere politiet overfalde en demonstrant med knipler, er jeg nød til at risikere liv og lemmer for at få det samme billede som diapositiv på en af stand af 1 til 2 meter. (Havde kun en vidvinkel Canon Dial).

Senere på aftenen ville jeg f.eks. tage et billede af en betjent mens han stod og sprøjtede mace mod en gruppe demonstranter gennem gitterværket ved konventhallen hvorfor bøllen minsandten rettede strålen lige mod mit kamera og ansigt. Jeg fik sikkert et godt billede, men Gud fri mig vel, hvor måtte jeg lide for det. Hvis I kan forestille jer en superskrap brændenælde, der i stedet for at stikke hist og her kan brænde på en hel ansigtsflade, så har i en ide om smerterne fra macen der har blændet demonstranter. Selv om jeg straks kom under lægekorpsets behandling var det uudholdeligt, men jeg var dog alligevel i 1øbet af en times tid i stand til at begynde på en frisk.

Nå, nu gider jeg ikke at skrive mere. Fulgte slagets gang gennem aftenen, hvor alt efterhånden blev så indhyllet i CS og pebergasser, at disse langsomt trængte ind i konventhallen, hvor folk måtte under behandling. Her var jeg inde, da Agnew og Nixon holdt deres taler under jublende tilråb fra de delegerede og gæsterne, som hilste Nixon med Heil Hitler udstrakte hænder, hvilket jeg fik nogle udmærkede billeder af kort efter at have fotograferet det amerikanske Nazipartis parade ude i gaden. Det var under Nixons sidste tale jeg sammen med de to australske

8

journalister havde planlagt en lille demonstration derinde. Arnold, en lille krølhåret, der lignede Abbie Hoffman en del, og rejser rundt i USA med næsten samme ideer som mig, havde været heldig at smugle et stort stykke linned med teksten "Nixon kills babies" ind på maven gennem den meget strenge kropsvisitering, og meningen var så at han med ét skulle rive det ud og sprede det ud foran Nixon mens den anden journalist stod på den ene side og jeg stod på den anden for at fotografere det når det skete. Vi fik da også stillet os i position velvidende at det vrimlede med sikkerhedspoliti derinde, så at hele forestillingen i de mest heldige tilfælde kun ville vare sekunder. Hvad vi var mest bange for, var at Arnold ville foretage bevægelsen så hurtigt eller på en sådan måde at en agent ville tro han var i færd med at trække en skyder frem, og derfor øjeblikkeligt plaffe ham ned.

Da vi alle havde stillet os i position uafhængigt af hinanden, kunne jeg se at Arnolds pande var sveddryppende og han tøvede længe - alt for længe. Mit eget hjerte begyndte at hamre. Jeg kunne i mindste detalje identificere mig med hans tanker i øjeblikket. Bagfra hvor jeg stod kunne jeg se at de siddende gæster begyndte at fatte mistanke til ham over måden han stod på. Og jeg så at mindst to af de siddende republikanere begyndte at skæve tilbage på mig som for at undersøge om der var forbindelse imellem os. Jeg begyndte at fotografere gæster og delegerede omkring mig for at de skulle tro dette var grunden til at jeg var der. Så så jeg at Arnold endelig hev linnedet frem - men stoppede midt i bevægelsen som for at tænke det igennem endnu engang.

Men netop dette sekund han tøvede var nok til at han straks blev overfaldet af et hel læs hemmeligt politi, og jeg så at han straks blev arresteret og slæbt ud, mens de delegerede og gæsterne sprang op med vilde tilråb som for at lynche ham, noget vi havde været meget nervøse for kunne ske før agenterne havde taget sig af ham. En krigsveteran fra anden V-krig, som sad to rækker fra ham med en stor fane, gik straks til angreb med fanepinden. Det hele kom fuldstændig bag på mig, hvor forberedt jeg end havde været. Jeg fik slet ikke taget noget billede af det, men prøvede blot at bevare fatningen og blive ved med at tage billeder af delegerede. (Et par af dem kom 33 år senere på væggene af Europas førende kunstmuseer og vandt Deutsche Börse’s Photo pris).

Så så jeg at den ene af dem, der før havde sat os i forbindelse med hinanden, sprang op og løb hen til en gruppe Secret Servicefolk, hvorfor jeg så roligt jeg kunne prøvede at komme væk derfra. Jeg trak mig helt op til bageste række, hvor de kæmpestore amerikanske flag hang ned og prøvede at gemme mig bag dem. Jeg prøvede så bag dem at gå langs bagvæggen hen til den næste nedgang så vidt jeg kunne uden at sætte dem i bølgegang.  Hvorvidt jeg fik sat for megen stormgang i gang i Stars-and Stribes ved jeg ikke, men straks jeg fik kæmpet mig ud af det sidste flag (så stort at det med lethed kunne have dækket over Hitlers flag til Nürnberg-møderne) blev jeg grebet af det hemmelige politi og under tilhørernes bifald (til agenterne) og hujen efter mig og med armene bag ryggen ført ned i underlokalerne, hvor alt der kunne skilles på mig blev skilt.

Men da de var klar over at der ikke var nogen mulig måde de kunne bevise "en sammensværgelse” - at jeg skulle have haft noget med Arnold at gøre, blev jeg ret hurtigt løsladt, skønt jeg et øjeblik havde frygtet at min sidste time i Amerika var kommet. Som for ligesom at hovere lidt over de folk, som havde angivet mig, gik jeg igen op i hallen for at fotografere løs imellem de samme folk som før netop som Nixon og alle de andre stod op og bad en bøn for Amerika. Derefter sang de hvad-det-nu-er-den-hedder om Amerika, hvorefter alle blev losset ud i pebergassen. Flere gange så jeg scener, hvor de store fede politibøller med gasmasker og livremmen fuld af alskens bomber og meterlange køller i hænderne kom ind igennem konventhallen, hvor folk veg til side for dem og tiljublede dem med enormt bifald. På intet tidspunkt har jeg følt mig så meget i en politistat. Det virkede uhyggeligt på mig. Men det var dejligt at se alle de delegerede med lommetørklæder for ansigterne komme ud gennem gassen.

Udenfor lagde jeg mærke til at mindst et af de korps, der var brugt imod demonstranterne under hjelmene havde halvlangt hår og skæg. De var iklædt gasmasker og drejlstøj, men det kunne umuligt være politifolk med sådanne frisurer eller i hvert fald ikke politifolk der bruges til almindelig gadepatruljering. Det så uhyggeligt ud, og hver gang jeg prøvede at fotografere dem, for de efter mig med deres lange rigtige økseskafter. Mest mindede det mig og "falconetterne” som jeg havde fået beskrevet i Mexico.  Men det var en fryd for mit øje da jeg var inde i konventhallen, at se hvordan Mc Closky-folkene havde fået smuglet tre vietnamveteraner i rullestole derind og hvordan disse derinde under Nixons tale pludselig begyndte på selve gulvet blandt de delegerede at råbe det taktfaste råb:

9

"Stop the war, stop the bombing” så højt at det kunne høres af alle de tusinder i hallen, og stærkt må ha forstyrret Nixon. Jeg overværede hvordan sikkerhedspolitiet rullede dem ud gennem folkemasserne mens de fortsatte råbet. Det må afgjort have givet fascisterne derinde en bismag. Men ikke nok med det. Efter dette var jeg også vidne til hvordan selve de delegerede Mc Closky-republikanere blev udrensede og af agenterne med bagvredne arme smidt ud således at der nu kunne blive et massivt fascistisk flertal for Nixon. Det smagte for meget af Tyskland i trediverne. Det var en tragikomisk cirkusforestilling, ikke blot med klovner som Agnew, men med spøgelser som Nixon ovenikøbet. Sent glemmer jeg det taktfaste "four more years, four more years”, ja fire års mere bomberegn. Og efter dette Agnew, ja tænk jer, aviserne taler allerede om Agnew som præsident i 1976 - 200året for den amerikanske revolution........


Det var mærkeligt den nat at gå tilbage til lejren. Mange var arresterede (jeg tog blandt andet nærbilleder af Allan Ginsbergs arrest), men resten var slukørede og skuffede. Mange havde været med i snart mange år nu, nogle var udmagrede efter flere ugers sultestrejke. Folk startede blafningen mod nord allerede samme nat. Jeg selv tog op til min luksusvilla oppe i den nordlige del af Miami Beach, hvor flere af topkanonerne også boede. Jane Fonda boede her en nat og Jerry Rubin og Abbie Hoffman, de to top-yippie-ledere, der blev anklaget blandt de Chicago-8. Det er en ung rig pige, Margie, som ejer huset, eller rettere sagt slottet med svømmebassin lige ud til havet, palmer, vandseng, drinks og god mad. (Nøjagtig 10 år senere kom jeg uanmeldt blaffende hertil med Kitte Fennestad under raceoprøret i Miami midt om natten og gik ind og sov, da de rige på Miami Beach ikke behøver at låse dørene. Da Margie så mig sovende i stuen næste morgen, sagde hun uden at fortrække en mine, ”Oh, Jacob, you’re back. Good to see you again after so long.” 

Det er de mest fantastiske folk jeg har mødt her, de fleste forfattere, filmfolk og professionelle revolutionære. Således bor Fred Baker her som I kan se på vedlagte filmplakat. Han lavede blandt andet filmen om Lenny Bruce, hvilket er meget pudsigt, da det er i den Bernie Travis er hovedstjernen, Bernie, som jeg blev meget fine venner med i The Gaslight i New York og som havde samme ideer som jeg. Det var ham der lavede pladen om Pentagonpapirerne jeg bragte hjem til jul, og hvis første plade blev undertrykt af censuren, da den omhandlede Nixon. Det er altid morsomt at møde fælles bekendte. Men det er dog ikke det eneste tilfælde.

Der er en anden fin herre i huset, som er udnævnt æresborger af Danmark. Han er en eller anden leder af det amerikanske spejderforbund og arrangerede en H.C. Andersenfestival i Californien på et tidspunkt hvorefter han straks blev udnævnt æresborger af Danmark og har været i Odense til H C Andersen-sjov der. Han er en personlig ven af Victor Borge. Men det viste sig at jeg også med ham har fælles bekendte. Han spiller hver uge tennis med Toney, senatoren fra Californien, som jeg snakkede med da jeg kørte med Ted Kennedy i Columbia. I øvrigt er han fuldstændig overbevist om, at Ted i 1976 vil løbe med Toney som vicepræsident for præsidentembedet (sandsynligvis imod Agnew), så det lader til at jeg har fået fat i den rigtige ende.......

Der er også et par forfattere i huset, som er i gang med at skrive en bog, en slags undergrundens ”whole earth” world almanac, som skulle være færdig i 74-75. Da jeg fortalte dem om det jeg har skrevet om sammenlign. vækstrater mellem øst- og vest (hvor jeg siden har fundet langt mere stof, da Kina for kort tid siden offentliggjorde sin vækstrate til FNs statistikker, angav de nøjagtig de 10% jeg har fundet frem til derhjemme i provstiværelset...) inviterede de mig straks til at skrive et afsnit om det i bogen (hvorfor jeg ikke regner med at bogens kvalitet kan blive særlig fremragende, men de har dog allerede fået 6o.OOO dollars på forskud fra et større for lag). 

- Aftnerne her i huset tilbringer vi i reglen ude i svømmebassinet til nøgenbadning (i undergrundskulturen bader man altid nøgen i USA) mens vi ser undergrundsfilm på husvæggen. (Efternote: Jeg glemmer aldrig hvordan vi skålede i champagne i svømmebassinnet når vi så nordvietnamiske film og jublede hver gang vi så dem skyde  amerikanske bombefly ned).

I går var vi ovre hos en nær ven i huset, der flere gange har foretaget ulovlige togter i sin båd til Cuba med musikinstrumenter til cubanske børn, og så der en film han havde optaget i Cuba som videotape på hans fjernsyn. Bagefter filmen viste jeg som kontrast nogle af de lysbilleder, jeg har taget i Guatemala med børn med opspilede maver og tynde arme, spædbørn under behandling i hospitaler for sult og underernæring, billeder fra et fængsel, billeder af maskinpistolerne og højreekstremisternes terror osv. Det kom som en skarp kontrast til filmen om det rosenrøde Cuba. Nej, vi så skam på Cuba fra den kritiske side, men selv så var det paradisisk sammenlignet med Mexico og Guatemala. Der var et par cubanere tilstede, der har boet der gennem 6oerne og var stærkt utilfredse med politikken overfor homoseksuelle på Cuba, der diskrimineres imod og ofte udvises fra universiteterne, men de indrømmede dog at dette træk var mere typisk latinamerikansk (machismo osv.) end specifikt Fidelistisk. Er nu på vej op til New York for at besøge Jerry Rubin og Abbie Hofman og Marly. Blaffer af sted om en dag eller to, så hav det godt så længe.

Jacob


 

 



Indeks over mine breve