Go back 

"Farmors erindringer"

af Anne Sofie Marstrand, 
født Rasmussen

nedskrevet af hendes søn, 
provst Jacob Holdt

 

"Ikke før væven er stilnet,
og skyttelen sluttet at slå,
skal Gud trække tæppet til side
og lade os rigtig forstå,
hvorfor de mørke tråde
såvel som de gyldne bånd
er lige nødvendige for mønsteret
i mesterens kyndige hånd."

 

Lad dette lille norske vers stå som indledning til disse småting, som jeg nu genoplever i min erindring og prøver på at fæstne til papiret.

 

Jeg er nu blevet 75 år og mærker daglig, at kræfterne og energien svinder, og at det kun er det lettere arbejde, jeg kan udføre, så bliver det jo mest håndarbejde, jeg kan beskæftige mig med. Som en afveksling i dagene begynder jeg på dette lille skriftlige arbejde.

 

Jeg er født i Præstø 26-3-1885. Mine forældre var Peter Rasmussen og Bodil Kristine Knudsen.

Far var på dette tidspunkt detailhandler. Han var fra et fattigt hjem i Ø. Egesborg ved Vordingborg. Faderen hed Rasmus Jensen og moderen Anne Olsdatter. Fra kirkebogen oplyses, at far var født 17 oktober 1839, døbt 24 november 1839, båret til dåben af pigen Anna Jørgensen, Overbjerg og pigen Maren Olsdatter, Rodstofte. Faddere var: Christen Jens Endegaard, gmd. Hans Hermansen, Ugledie og gmd Jørgen Pedersen Overbjerg.

Han blev konfirmeret søndag efter Michaeli dag 1853. Døde da han var 50 år af tuberkulose.

Så vidt jeg husker efter mors oplysninger, havde far en søster som hed Sidsel.

Far kom tidligt ud at tjene på forskellige steder. Var også med i krigen 1864.

I nogle år bestyrede han en gård for en enke i Skibbinge. En af hendes døtre, Nicoline, som senere blev gift med Peder Christensen Bækgård, har fortalt mig en del om far og hans arbejde.

 

Hvor langt tilbage kan man huske? Ja, det er vel forskelligt, jeg ved ganske bestemt, at jeg husker enkelte ting fra mit 4-5 år, og det er ikke ting andre har fortalt, men ting, der har sat sig så fast i min erindring, fordi de på det tidspunkt har spillet så stor en rolle for mig, det er ting i tilknytning til min far. Far spillede en stor rolle for mig, og mor har fortalt mig mange ting om mit forhold til far. Han havde så inderligt ønsket sig en søn, men jeg mærkede i hvert fald aldrig hans skuffelse. En gang husker jeg dog, han så på mig og sagde: "Du skulle nu have været en dreng!" Om det var et udbrud af uvilkårlig skuffelse, eller han hos mig i et øjeblik havde set noget, der havde mere lighed med en dreng end en pige at gøre, ved jeg ikke.

Men eet ved jeg, at jeg fulgte ham alle steder i butikken og senere på landet, i gården, kørte med ham. Hvilken fryd var det ikke for mig at stå på trappen og vente på, at han skulle komme og løfte mig op i vognen. Jeg kan endnu tydelig se for mig, hvordan mine ben strittede lige ud fra sædet, så korte var de.

Jeg husker ham som en meget alvorlig mand. En høj skikkelse, alvorlige dybe øjne, mørkt hår. Han havde en meget fast og sikker optræden og et par øjne, som kunne skyde lyn, når der var een eller anden sag, han gjorde sig til talsmand for.

Han var en tid købmand i København, Jeg tror han begyndte derinde som gårdskarl og så arbejdede sig frem til det, man på den tid kaldte hørkræmmer.

Hvordan kan det gå til, at han kommer til København?. Ja, vel ikke andet end, at han med sine levende interesser for samfundsliv og politik, må være der, hvor det rigtig brænder på. Jeg har da også på mors og andres fortællinger forstået, at han i provisorieårene levede stærkt med i det politiske liv.

Det er også i sådanne diskussioner om politiske problemer i mit hjem, at jeg husker far så tydeligt, ikke at jeg forstod noget af det, men jeg forstod så meget, at det var noget, der betød noget, der var noget han ville forsvare. Fra mit skjulested nede under skrivebordet slugte jeg ham både med øjne og ører. Han havde den vane, når der var en sag, der optog ham stærkt, så gik han frem og tilbage på gulvet med hænderne på ryggen. Mor fortalte, at jeg travede trofast bagefter i samme stilling, ingen sagde noget-, men jeg synes, jeg endnu kan mærke hans stærke alvorlige øjne hvile på mig, han vidste jo, at det kun var en kort tid, han havde tilbage.

Den sidste tid han levede, boede jeg hos mine bedsteforældre, hvor min yngre søster havde opholdt sig hele tiden under fars sygdom. Jeg husker tydeligt den morgen, da bedstefar fortalte mig, at far var død. Jeg kunne og ville ikke forstå, at det var sandt, selv da jeg kom hjem til mor og ingen steder fandt far, troede jeg det ikke... han måtte komme tilbage.

Man siger så ofte, at børn glemmer hurtigt, men det ved jeg, at den korte tid jeg levede sammen med min far, har haft betydning for mig gennem hele livet. Han har hele mit liv stået for mig som en stærk personlighed med rige evner og en stærk vilje til at sætte tingene på plads og selv gøre et arbejde for de mennesker, der trængte til hans hjælp.

Nicoline Christensen har fortalt mig en del om min far. Han bestyrede gården for hendes mor efter faderens død. Moderen var københavner og havde vist ikke meget forstand på landbrug, så det var en meget forfalden gård med dårlig økonomi, far kom til. Der var noget at tage fat på, men far havde både vilje og energi og fik rettet det hele op, og samtidig tog han sig af de tre halvstore pigers opdragelse. Det fortalte en anden af søstrene, Hansigne, mig: "Vi havde stor respekt for ham, men samtidig holdt vi af ham. Senere forstod vi, at det var ham, der havde reddet vort hjem."

Mens han var bestyrer der, kom han til at kende min mor, hun var jævnaldrende med de tre piger, og kom ofte der.

Hendes forældre Knud og Maren Larsen havde en gård der i byen. Den havde som de andre gårde været fæstegård under herregården Nysø. Jeg husker den tydeligt som en gammel firelænget sammenbygget gård med en portåbning. På den tid var det ikke skik, at de unge døtre kom ud blandt fremmede, men mor kom til herregården Nysø for at lære mejeri og blev mejerske. Hun blev gift med far, da hun var omkring 20 år. Han var da 40. Mor havde ikke lyst til at komme til København og far har derfor begyndt en detailhandel i Præstø, da de blev gift.

Efter få års forløb blev far angrebet af tuberkulose, og lægen rådede ham til at flytte på landet. De fik så 12 tdr. land af bedstefars gård oppe ved kirken, og der byggede de så en lille ejendom, men sygdommen tog hårdt fat, og 1890 døde far. Jeg var da 5 år, mor var 26 år. Hun forsøgte da at klare bedriften med hjælp fra bedstefar, men det kneb for hende at få arbejdet gjort, og i 1893 giftede hun sig med gårdbestyrer Anders Olsen. Det var vist nærmest et ægteskab af praktiske grunde, som familien fik i stand, og når jeg nu tænker tilbage og mindes forskelligt, så har jeg det indtryk, at det heller ikke var lykkeligt. Jeg husker ikke mor som en glad kone, men måske hun da allerede var præget af tuberkulosen, vel sagtens smittet af far.

Hun døde 1896 kun 32 år gammel. Jeg fyldte 11 år dagen efter hendes begravelse, og var nu forældreløs, havde mine bedsteforældre nede i byen, men de var gamle mennesker, hos dem var min 4 år yngre søster, så vi har aldrig været sammen som søskende.

Tuberkulosen var en snigende sygdom. Der kunne intet gøres andet end dæmpe den forfærdeligt hoste, som fulgte med. Helbredelse var der ikke tale om, men der var en meget stor smittefare. Der var ingen sanatorier, ingen sygeplejerske. Hjemmet måtte klare sig selv og ved gode naboers hjælp. Når jeg kom fra skole, måtte jeg tage fat af alle kræfter, der skulle gøres rent og ryddes op, mad skulle laves, mor dirigerede det hele fra sin seng. Der var ikke tid til leg, og det blev kun til sjældne besøg ved min elskede bæk med de mange blomster. Allerede på den tid havde blomster min store interesse.

Ved mors død blev jeg en ensom lille pige. Jeg skulle trods mine unge år holde hus for min stedfar, han havde heller ikke megen forståelse for min tilværelse. Engang imellem kom hans søster, men det bragte ingen glæde, kun skænd og hårde ord, og det endte altid med gråd og tilflugt til bækken. Engang imellem var der en husbestyrerinde en kort tid, men den meste tid måtte jeg klare det hele selv.

At det blev ensomme og triste år, siger sig selv, men tillige alt for meget arbejde for et barn. Ingen andre børn der i nærheden, kun ældre mennesker; alt, hvad der var trykt, ja, selv en lille lap, blev gemt til side for at jeg ved lejlighed kunne finde et skjult sted og læse det. Jeg husker endnu min store fryd, da jeg i en gammel urkasse fandt rester af en gammel billedbog, den blev omhyggelig gemt og ofte læst ved vinduet i måneskin.

Ofte tyede jeg til bækken. Dens rislen og alle dens blomster blev for mig en erstatning for menneskelig omgang .. planter og blomster betød så uendeligt meget for mig. Jeg vidste tidligt, hvor jeg skulle finde de første blå anemoner i skoven, solduggen og hjertegræsset i engen og den hulkravede kodriver ved den store mergelgrav. Både de blå og hvide violer på kirkegårdsdiget havde min særlige kærlighed, og ingen violer har siden overgået dem i duft og farve.

De vilde jordbær på diget fulgte jeg nøje fra den dag, de begyndte at blomstre og til den dag, da jeg kunne plukke dem som modne røde bær og trække dem på strå. Mon jeg nogensinde i livet smagte noget, der havde fin en duft og smag?

Man vil vel sige, at sådan er tingene for en i barndommen, og at disse små oplevelser stadig står for en i et stærkt lys, men for det ensomme barn blev det af særlig betydning.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er det ikke en lys og lykkelig barndom, der blev mig til del. Mine forældres langvarige sygdom og død satte sit tunge præg på mine første barneår, og de sidste barneår var ensomheden det, som gjorde sig mest gældende. Der var ikke mange glæder, men jeg tror, at min interesse og kærlighed til blomster og planter gav min tilværelse indhold.

Jeg har ofte, når jeg var i Præstø for at handle, løbet en omvej for at komme forbi et gartneri, så jeg kunne kigge ind og se herlighederne. Lommepenge kendte jeg ikke, men enkelte gange fik jeg nogle få ører for et eller andet særligt arbejde, eller jeg havde bud med for nogle gamle mennesker, som så gav mig en skilling. Jeg passede omhyggeligt på disse penge, ikke for at bruge dem til slikkeri, men når jeg havde fået samlet 50 øre eller måske en krone, kunne jeg i gartneriet købe en lille potteplante, som jeg så passede med stor omhu. Planter fra skoven og grøfterne prøvede jeg på at få til at gro i haven, og stor var min glæde, når det lykkedes.

En trofast ven havde jeg i den hvide hund "Bella".

Jeg havde et godt stykke vej til skolen. Om vinteren var den meget besværlig at komme igennem med et par små træsko, så det hørte til regelen, at jeg sad med våde fødder der.

Vi havde en meget gammel lærer, som mor også havde gået til. Han røg sin pibe og læste sin avis i timerne. På væggen hang der et par gamle landkort, engang imellem blev vi stilet op foran dem, og det eneste jeg husker fra denne "geografi-undervisning" var, at vi skulle kunne landenes hovedstæder. Salmevers og skriftsteder skulle læres udenad. Der blev ikke givet forklaringer på det, der var uforståeligt for et barn. Læsning i kor af gamle pjaltede læsebøger. Regning på tavle, men aldrig en eneste skriftlig dansk stil eller diktat. Læreren må vel have ment, at jeg i de sidste år kunne så meget, at jeg kunne bruges som hjælpelærer. Det vil sige, at jeg i mange timer blev sat til at sidde og lære de mindre børn at stave og regne. ja, det var ikke megen lærdom, jeg kom ud af skolen med, da jeg som fjortenårig blev konfirmeret i Præstø kirke.

Det var en stor flok konfirmander, både fra land og by, og landboerne følte sig i høj grad som de ringeste, både på det ene og det andet område. Selve undervisningen fik jeg heller ikke meget ud af.

Jeg var i den tid stærkt optaget af, at jeg skulle have nyt tøj (det hørte også til sjældenhederne at få nyt tøj), men det hørte jo til. Når man skulle konfirmeres, skulle man have nyt tøj fra inderst til yderst. Det var vist meget beskedent, det jeg fik. Jeg havde jo ingen mor til at ordne det, men en gammel sypige købte det og syede det. Jeg følte mig vist rigtig fin i min lange sorte kjole med høj stivet krave.

Det var en lang og omstændelig konfirmation af de 80 børn, der sad og hængte på træbænkene i flere timer. Hjemme var der ingen fest og kun nogle enkelte gaver: en paraply, en broche og en slangering. Jeg havde så brændende ønsket mig et armbånd. Det forekom mig i mine tanker som noget af det fineste, der fandtes, men hvem skulle vel finde på at give mig så høj en luksus. Jeg fik dog en køretur om eftermiddagen. Sammen med min stedfader kørte jeg hen for at besøge hans søster, men det var hverken fornøjeligt eller rart.

Nu da skolen var slut, blev tilværelsen endnu mere trist. Nu var der kun arbejde fra morgen til aften. Nu skulle man være voksen og gøre voksent arbejde, enten der var kræfter eller forstand til det.

Jeg hungrede efter læsestof, alt, hvad jeg kunne få fat på af gamle almanakker og blade blev skjult, taget frem, når der var lejlighed til at læse det, når ingen så det. Jeg har læst meget ved måneskin, når jeg egentlig skulle ligge i min seng.

Så snart foråret kom, sidst i marts måned, var min søndagstur ud til skoven, til stedet med de blå anemoner. Hvor kunne jeg fryde mig ved at se al den skønhed. Og så kom det hele i hurtig rækkefølge, de hvide anemoner, hanekam, de blå og hvide violer på kirkediget, kabbelejen og forglemmigejen ved bækken, hjertegræs og soldug i engen.

På een af mine ekspeditioner efter vilde blomster i en grøft trådte jeg ned i et hul, som desværre viste sig at være en hvepserede. At hvepsene blev rasende er der ikke noget at sige til, de fløj i hovedet på mig og satte sig i håret. Jeg havde to lange fletninger, som de særlig kastede sig over. Det var i nærheden af bedstefars gård og jeg styrtede vildt skrigende ind til bedstemor. Jeg husker, at hun tog et håndklæde og med det strøg hun hvepsene væk fra håret. Selvfølgelig havde jeg fået nogle stik, men i forhold til den mængde, der overfaldt mig, slap jeg heldigt.

Mor havde tidlig lært mig Fadervor og at bede til Gud, når der var noget i vejen. Det var godt for mig, da jeg ingen havde, jeg kunne ty til med mine sorger og savn. De små aftensange, som mor så tit havde sunget, lå også stadig gemt i mit sind. Det var tit og ofte, jeg tyede til min mors små simple sange. Så stod min mor så levende for mig; jeg både så og hørte hende. Jeg kan endnu høre hende synge med sin kønne stemme, stille og blidt: "Fred hviler over land og by."--- og salmen "Aldrig er jeg uden våde" sang hun meget tit.

Endnu mindes jeg mørkningstimen hos mor. Når der var syslet og dyrene havde fået sit, sad vi ved den åbne kakkelovnslåge og så fortalte mor eller sang. Da kom vi hinanden så nær, at det har været mig til velsignelse hele livet igennem. Måske var det hele præget af, at mor vidste, at det blev kun en kort tid, hun fik lov at være noget for sit barn, og barnet anede ikke noget om, hvilken ensom tilværelse, der lå forude.

 

Disse små tildragelser og oplevelser fra min barndom står stadig præget i min erindring.

Hvor husker jeg tydeligt de gamle ringerfolk i deres hyggelige hjem oppe ved kirken. Konen var meget proper og dygtig. Der var en egen fred og ro over det lille hjem. Hvor brændende ønskede jeg ikke, når jeg kom der i et ærinde, at konen ville sige til mig om at sidde ned; men jeg skulle altid skynde mig, og hun tænkte vel heller ikke på, hvad sådan en lille stund kunne betyde for et ensomt barn. Denne kone gik altid med store huller på benene, og jeg har samlet mange blade af planten følfod til hende. Hun lagde dem på de dårlige ben.. Om der var lægedom i dem, ved jeg ikke, eller de kun kølede de ophedede ben. Men det var et gammelt husråd.

De havde to stuer, en temmelig stor stue med langbord og vinduesbænk, skab og kommode. Den kommode tiltrak særlig min opmærksomhed. Der lå et fint tæppe på, der stod fotografier i udskårne rammer, og så var der et par fine vaser af farvet glas fyldte med tørret hjertegræs og farvede papirblomster.

På væggen hang nogle olietryksbilleder med bibelske motiver. Der var særlig eet, der tiltrak min opmærksomhed, der stod: "Gud, velsign vort hjem" med store forgyldte bogstaver og udenom var der en blomsterkrans af roser og forglemmigejer. Hvad det var der så stærkt betog mig, ved jeg ikke. Om det var de naive ord eller den stemning, der var over det hele, ja, det ved jeg altså ikke.

Gulvet var hvidskuret og sandstrøet i et fint mønster, og den store sorte kakkelovn skinnede straks i øjnene. Der var ikke gardiner, men der var potteplanter, der altid blomstrede: pelargonier, geranium, der duftede over hele stuen, blot man rørte ved dem, fuchiaer i flere farver, og så var der månedsroser, og var der nogen, der kunne få dem til at blomstre, så var det Johanne.

Se, det var nu ikke den stue, man kom i til daglig, nej, det var en søndagsstue, som havde lidt af kirkens højtid over sig. Der kom nemlig præsten hver søndag for at skifte til præstekjolen, som blev opbevaret henne i det store klædeskab. Søndag morgen havde Johanne lagt sidste hånd på værket til at modtage præsten. Sandet lå i sirlige slyngninger hen over gulvet. Brændeknuderne blussede i kakkelovnen, og på de varme ringe var strøet kongerøgelse, som sendte en herlig duft ud i stuen. Var det sommer, så stod der en stor buket blomster på bordet. Så kunne præsten komme.

Soveværelset havde vinduet til haven med de mange blomster. Der stod en stor dobbeltseng fyldt med store dyner, i loftet et sengebånd. Ved vinduet stod et lille bord, og så var der et par træstole, det var deres egentlige opholdsstue. Køkkenet var lillebitte og meget mørkt. Vinduet vendte lige ud til kirkegårdsdiget, et stort gammelt stendige. Der var en ganske smal gang mellem huset og diget. Tæt ved stod et par store kastanietræer ved indgangen til kirkegården.

Johanne havde altid eet eller andet godt til mig, når jeg kom med bladene til hendes dårlige ben. Der kunne vanke en tvebak eller et stykke brunt kandis, om sommeren var det ofte stikkelsbær. Skulle jeg have bud med til Præstø fik jeg gerne en skilling, som jeg omhyggelig gemte.

Mange gange var jeg med Niels i kirketårnet, når han skulle ringe til begravelse og kime til bryllup. Så stod jeg spejdende oppe i tårnet i den store glug. Når vi så kunne se følget langt ude på vejen, gik Niels til klokken, og sammen med en anden mand ringede de så med begge klokker. Var det brudevielse klemtede Niels selv med kneblen på den store klokke. Min bestilling var det så at trække Niels i ærmet, når følget var nået til kirkedøren - så forstod han, at nu skulle der standses.

Der var mange smalle stentrin op til tårnet, men jeg syntes bare, at det var en stor oplevelse og spænding at stige op i det halvmørke rum, hvor man ikke vidste, hvad der kunne komme een i møde, og det var først, når vi stod på det øverste loft oppe ved de to store klokker, og Niels havde fået lukket lugerne op, så vi kunne se ned på de kendte steder, at man følte sig helt rolig. Det kneb for Niels på sine gamle skrøbelige ben at komme så højt op, men det var da heldigvis kun, når det gjaldt bryllup og begravelse. Aften og morgen og om søndagen ringedes der nede fra kirken. der gik et langt reb fra klokken og ned i kirken, så man kunne står dernede og trække i klokkerebet.

Disse to gamle mennesker, kirken og kirkegården blev et led af min barndom.

Lidt længere borte lå en gård. I min første barndom boede "Jens Pæsen" og "Boel" der. Senere blev det datteren Marie og svigersønnen Peder Gundersen, som overtog den.

Jens Pæsen var ikke nogen almindelig mand. Der gik mange historier om ham. Han var en slider og dertil nærig, så der gik mange rygter om hans rigdom.. Det gjaldt for ham om at få så meget arbejde af sine folk som muligt. I høstens tid var det særlig slemt. Han spiste ikke sin mad sammen med folkene. Nej, Boel havde smurt den og sat den frem i spisekammeret, og så sad han derude. Jeg forestillede mig, at han aldrig fik grovbrød, men kun sigtemellemmadder. Folkene sad efter rang i folkestuen, men ingen for bordenden. På langbænken ved vinduet sad øverst husmanden, så forkarlen, så andenkarlen og tilsidst drengen. På den modsatte side stod pigerne op, der var altid to piger. Ved den nederste bordende stod Boel med den store blanke brødkniv og skar de store rundtenommer af det hjemmebagte brød. På bordet stod silde-skamlen. Det var et stort aflangt brædt, hvorpå der lå flåede spegesild. De var ikke udvandede, men taget lige op af den store salttønde. Skindet var trukket af dem. Så tog hver især et stykke sild, som han skar af med sin lommekniv og spiste til et stykke fedtebrød. Så var der også det store saltmadsfad med pølser, flæsk og kød, hvor hver kunne forsyne sig. Under måltidet kom Jens Pæsen ind i stuen med snapseflasken under armen og skænkede en snaps til husmanden og forkarlen og så forsvandt han igen ud i spisekammeret.

Jeg har aldrig set Jens Pæsen gå, altid løb han i luntetrav, både hjemme i gården og ude på marken. Dengang stod man tidlig op. Kl. 4 var den almindelige tid om sommeren. Der blev sagt om Jens Pæsen, at i høstens tid sov han på knæene. Jeg forsøgte om aftenen at gøre ham kunsten efter, men kom til det resultat, at det var ubekvemt og besværligt, men blev også klar over, at i den stilling kunne man i hvert fald ikke sove for længe, og det var jo nok meningen. Ved spisningen var han også ivrig efter at få folkene ud så hurtigt som muligt. Han var hurtig færdig og så kom han ud til folkene og sagde:" Der er skyer på himlen, det trækker op til en byge , I må "missæl" skynde jer."

Jeg var lidt bekymret for, hvordan Gud ville tage imod ham, når han døde, for han havde spottet Gud. Det fortaltes, at han engang i regnvejr havde løbet ud på marken og kastet en høtyv op mod himlen og brugt slemme ord.

Men een ting er sikkert. De var velhavende folk og der var orden både inde og ude. Stuerne var noget for sig selv på den tid, hvidskurede gulve over det hele. De blev skuret i kalk, sand og grøn sæbe med en skurevisk, der var snoet på en ganske bestemt måde. Det var skarp lud for hænderne og selvfølgelig kravlede man rundt på knæene. - Salen, den største stue var noget særligt, og jeg husker endnu min betagelse, når jeg en enkelt gang kom derop for at se Boels blomster. Der var lange hvide blondegardiner, som var sirligt ordnet et langt stykke ud på gulvet, og langs med væggene stod store dragkister, chartoller og skabe og midt på gulvet et rundt bord. Under det, det fineste, jeg endnu havde set - et gulvtæppe, det var vist ikke ret stort, men der var farver. I midten lå der en stor gul løve og sov og udenom slyngede sig en blomsterkrans af verdens skønneste fantasiblomster. Til daglig var det dækket til med avispapir, og den stue blev kun brugt een gang om året ved det store årlige familiebesøg.

Der var stor gammeldags velstand i den gård, men det var tillige alt sammen meget finere end på andre bøndergårde, og jeg har det indtryk, at det var Boel, som havde ført det med sig. Hun var Jens Pæsens anden kone, og de havde kun en eneste datter, Marie. Jens Pæsen var en meget stilfærdig mand, men de to kvinder var til gengæld altid venlige og smilende. Jeg husker også, hvor sirlige og pæne, de altid var i deres påklædning. Boel gik om formiddagen med et stort bomuldsforklæde, der dækkede hele kjolen, om vinteren havde hun stukket korsklæde på, det var sort med en farvet bort. På hovedet havde hun en lille blondekappe. Om eftermiddagen havde hun sort silkeforklæde og en finere kappe med "hængler". Det var et par sorte brede silkebånd, der hang ned over nakken. Der var altid to piger på gården.

Lige så sikkert som kirkeklokken ringede søndag, lige så sikkert var der kirkegang fra den gård. Den ene søndag kom Marie og Peder Gundersen og lillepigen, den anden søndag Boel og storpigen.

Fra den gård kom der også mange krukker ekstra god mad til mor, mens hun lå syg, og jeg var glad, når jeg skulle bringe den tomme krukke tilbage. Så vidste jeg, at der vankede en ekstra stor og god mellemmad af det store hjemmebagte sigtebrød.

Deres have var også noget for sig, ikke alene var den meget velholdt, men den var rigtig anlagt med hække og snoede gange, og mange blomster og træer, som man ellers ikke så i bondehaver. Midt på plænen stod en stor rødtjørn.

På den tid havde man også store lagre af dyner, lagner, skjorter og særke. Det meste af det var gammelt, men ubrugt, hjemmelavet af uld fra deres egne får, og hørren var vokset på marken, spundet af dem selv, men vævet hos landsbyvæveren. Det meste var sikkert fra en tidligere generation. Een gang hvert år måtte svigersønnen spænde for stadsvognen, og så kørte Boel til Præstø, hvor hun købte ind af tøj, hvad der skulle bruges i årets løb. Det var ikke lidt, der blev købt, men det var af det bedste, der kunne fåes. Hun huskede også altid at købe noget til sine piger. Fik de tøj til en ny særk, så blev det syet under hendes opsigt.

I gæstekammeret var der hele bjerge af hjemmelavede dyner i de skønneste farver og striber. En gang skulle jeg sove der og selvom der var taget mange dyner af, havde jeg på fornemmelsen, at jeg sank til bunds i et hav, som helt lukkede sig om mig.

Det var ikke enkelte små ting, der var gemt i de store gamle kister.

Det var gammeldags velstand i alle måder.

Et tredje hjem, som betød så meget for mig, var familien på Tubæk mølle. De var tilflyttere. Der var fire børn, af hvilke den ene, Karen Marie blev min veninde. Vi var jævnaldrende, havde fødselsdag samme dag. For et års tid siden kørte Jacob en tur for mig til min barndomsegn. Jeg havde da lejlighed til at træffe hende igen og snakke lidt med hende en ganske kort tid. Hun fortalte da, at jeg havde taget mig af hende, da hun som fremmed kom ind i skolen den første skoledag. I det hjem kom jeg ofte, der var alt det, som jeg savnede så stærkt: kærlige forældre, en livlig søskendeflok og et meget hyggeligt hjem. Hun havde en ualmindelig dygtig mor. Hun havde stort fjerkræhold, høns, gæs og kalkuner - en stor smuk have med masser af frugt.

Der var sang og musik, leg og dans i storstuen. Der var alt det som jeg i så høj grad savnede. Karen Maries mor kunne nok se, at jeg i så høj grad havde hjælp behov, både på den ene og den anden måde, og hun var altid rede til at hjælpe. Jeg glædede mig i mange dage forud, når jeg var indbudt til at tilbringe en søndag eftermiddag der. Så gik dagen med leg i haven, roning på åen. Da kunne jeg for en tid glemme alt det, der pinte mig.

Børnene der lærte tidligt at tage del i al slags arbejde, de fik en god oplæring af deres dygtige mor og her kunne jeg også altid hente råd og vejledning. Ja, blot det at være sammen med dem alle, var en stor hjælp for mig. Når jeg skulle ind til byen Præstø (den lå ca. 1 times gang fra mit hjem) skulle jeg altid forbi møllen, måtte jeg de fleste gange nøjes med at kigge langt derind, jeg turde ikke vove at bruge tiden til et lille kort besøg.

I Præstø skulle alle indkøb gøres, og det var selvfølgelig altid til fods.

Ofte gik det i løb det meste af vejen, og det havde en bestemt årsag. Der lå et lille gartneri i nærheden af vejen, og jeg ville gerne gøre den lille afstikker for at få lov til at kigge på de få beskedne planter, der var udstillet i det lille vindue. Højdepunktet var dog, når jeg havde fået samlet så mange penge sammen, at jeg kunne komme ind og købe en lille plante. Jeg kiggede til den mange gange på vejen hjem, fik den anbragt i vinduet og fulgte dens vækst hver dag.

Præsten boede i Præstø, og der gik jeg så ind to gange om ugen til forberedelse. Det fik jeg ikke meget ud af. Det var en stor urolig flok, 80 børn fra by og landsogn. Jeg holdt meget af præsten; han var så venlig, men han så så inderlig bedrøvet ud. Han havde mistet sin unge kone, og sad nu alene tilbage i den store præstebolig.

En dag, da jeg skulle til præst, kaldte møllerkonen på mig og gav mig en pung og sagde, at der lå 11 kroner i den: om jeg ville betale dem til præsten. Det var tiende. Jeg betalte også præsten de 11 kr., men hvor forbavset blev jeg ikke, da jeg nede på gaden ville lukke pungen rigtigt og da så, at der lå en krone i et rum. Jeg var meget ulykkelig over, at jeg havde snydt præsten og spekulerede meget på, hvordan jeg kunne gøre min brøde god igen. Det mente jeg kun kunne gøres på een måde, at jeg tog kronen og næste gang betalte dem til præsten. Jeg tog kronen og gav den tomme pung tilbage, gemte pengene til næste gang. Med højt bankende hjerte gik jeg op til præsten, lagde kronen foran ham og sagde med rystende stemme, at der var blevet betalt 1 krone for lidt sidste gang. Uden nogen snak tog han pengene til sig og glad var jeg, nu mente jeg, at jeg havde lettet mit hjerte. Men den krone spøgte stadig i mit indre, jeg var kommet til at tænke på, at jeg havde da sikkert betalt 11 kr. den første dag, ellers ville præsten vel have gjort vrøvl, da der på sedlen stod, at der skulle betales 11 kroner. Men den enkelte krone, hvor var den kommet fra ? Var den lagt i pungen for at prøve min ærlighed, eller vidste de ikke, at den var i pungen. Jeg var dybt ulykkelig, da det gik op for mig, at præsten slet ikke skulle have haft den krone. Altså præsten havde jeg ikke gjort uret, men hvad måtte de andre gode mennesker ikke mene og tænke om mig. Jeg havde ingen, jeg kunne betro mig til. Det var sjælekvaler, som atter og atter dukkede op. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det til møllerkonen. Jeg var bange for , at hun ikke ville tro mig, når jeg fortalte hende sagens rette sammenhæng, og endnu på mine gamle dage kan denne krone pludselig spøge for mig. Men een ting vidste jeg, at Gud kendte sagen og han vidste, at jeg ikke havde taget de penge, og at jeg i barnlig naivitet havde gjort, hvad jeg anså var det rigtigste.

Ensom som jeg var, blev naturen for mig den bedste adspredelse. Om søndagen og om aftenen tyede jeg ud til forskellige steder, som jeg holdt meget af. Ofte var hunden Bella, en hvid ulvespids med, vi førte lange samtaler.

Hvor var vinteren lang og trang, hvor længtes jeg dog efter foråret, så jeg kunne komme ud på mine små togter til de kendte steder. Tidlig i marts begyndte jeg at spejde efter forårsblomsterne. Der var først violerne på kirkegårdsdiget. Hvor nænsomt plukkede jeg ikke den første viol. Endnu står den for mig som den skønneste og mest duftende viol, jeg nogen sinde har set. I løbet af få dage var der blåt over det hele. Når øjet havde set sig mæt på al den blå herlighed, søgte jeg hen ved nogle småbuske. Der plejede de hvide violer at blomstre, men først nogle dage efter, at de blå rigtig var kommet i gang. Nu måtte jeg hver dag over til diget og nyde synet og duften. En dag da jeg sprang over bækken, så jeg pludselig den lille gule følfod og længere henne var gæslingerne på piletræerne. Jo, nu var det forår, og så gik tankerne til skoven; nu måtte der også være sket noget der.

Langt inde i bøgeskoven var der en plet med blå anemoner. Den første søndag gav jeg mig på vandring til skoven. De første gange var det med en vis ængstelse. Der var ensomt i skoven, sjældent så jeg nogle mennesker. En enkelt gang mødte jeg en skovhugger, men jeg ville se de blå anemoner, og glæden over de skønne blomster var så stor, at jeg glemte alt andet, når jeg vandrede hjemad med en lille buket i hånden.

Når jeg nu mange år efter hører eller læser Kaj Munks digt "Den blå anemone", ser jeg min barndoms skov med de blå anemoner.

Ja, nu bragte næsten hver dag nye blomster frem. Så var det bækken med hel sit trylleri af lyde og blomster, der optog mig. Der kom de gule kabelejer og den blå forglemmigej.

Engen var et stykke borte, men også der måtte jeg ud. Der var planter, som ikke fandtes andre steder. Kærulden var som det fineste tæppe over det hele. Der var vibefedt og hjertegræs og de store gule engblommer.

Og så den store mergelgrav. Der var der også noget at se. At jeg i min ivrighed efter dunhammere eller gule iris ikke stod på hovedet i vandet, er mig i dag en gåde. At der kunne være fare på færde, tænkte jeg aldrig på, og der var heller ingen, der advarede mig. Der var også dyreliv. Der var hundestejler, både grønne og brune frøer, guldsmede og vandkalve og mange andre.

Ja, og så grusgraven langt ude på marken med digesvalerne og alle de forskellige vilde planter. Der kunne det dog nær være gået galt engang. I min iver efter at undersøge svalerederne, lagde jeg ikke mærke til, at et stort jordlag rev sig løs og styrtede ned og væltede mig over til den modsatte side. Jeg fik dog kun et stykke af benet begravet, men der var ikke noget brud, og da der var en mand, der arbejdede derude, fik han mig gravet fri, men jeg måtte vandre på strømpefødder hjem, hvilket indbragte mig en del skænd af faster Ellen. Senere kom dog også træskoene frem.

Men denne tildragelse lærte mig at være mere forsigtig.

Hvad har jeg ikke båret hjem af vilde planter og plantet dem i haven. Jeg plantede bregner og hanekam. Jeg var ikke klar over, at jeg ikke kunne berede dem de samme voksesteder, som de kom fra, så det var sjældent det lykkedes mig at holde dem i live sommeren igennem, skønt jeg vandede og kiggede til dem hver dag. Der var dog en plante, som det lykkedes at få til at gro. Jeg havde fundet den på een af mine togter langt ude på en fremmed mark ved en gammel mergelgrav. Jeg kunne se, det var en kodriver eller hanekam, men den lignede ikke dem, jeg ellers kendte. Blomsten var stærk gul med et endnu stærkere gult midterparti og havde en herlig duft. De enkelte blomster var ikke store, men sad mange samlede i en klynge på en stiv stilk. Mange år senere fik jeg fat i dens rigtige navn: hulkravet kodriver, men jeg kaldte den blot den hanekam, der dufter så godt. Den havde jeg held med, da jeg plantede den i haven. Mange år efter (jeg tror ikke, at jeg havde set den i mellemtiden) fandt jeg den i en grøft ved Lejre. Jeg plantede også den hjem i opkørselen til præsteboligen. Der formerede den sig og blomstrede fint. Den jord, den havde mellem de lave fyrretræer, har sikkert passet den.

Da jeg igen fik have i Askov, og den skulle plantes til, var jeg ivrig efter at få så mange forskellige primulaer som muligt, men denne vilde plante kunne jeg ikke finde nogen steder. Jeg så dog et glimt af den på en rejse med toget til Sønderborg. Der voksede den i en klynge på en baneskråning i nærheden af Tønder.

Nogle år senere på en biltur til Fyen, hvor vi kørte ad den gamle landevej, opdagede jeg den i en grøft. Bilen måtte holde, og med besvær fik jeg gravet et par planter op , og nu står de i min have.

Ja, blomster og planter har hele livet betydet så meget for mig både i glæde og i sorg.

At denne store interesse for blomster har senere været mig til stor hjælp, da jeg begyndte at arbejde med farve på andre områder, er jeg ganske sikker på. At det også for mig har været en hjælp i de mørke tider, er jeg også overbevist om. Glæden over blomster, som trives og gror, har udvidet sig til andre områder, som jeg endnu har megen glæde af, kludeklip, vævning, al slags håndarbejde, tegning og maling.

Endnu husker jeg levende en eftermiddag, jeg var sendt til Præstø efter et stort rugbrød. At gå med et stort rugbrød i armene 4-5 km er ikke så let en sag for et barn, men det gik endda. Jeg havde fået en krone med, og brødet kostede 50 øre, altså havde jeg fået 50 øre tilbage. Da jeg var kommet omtrent hjem, opdagede jeg, at jeg havde tabt pengene. Jeg blev helt ulykkelig; komme hjem og sige, at jeg havde tabt pengene, turde jeg ikke, og hvor skulle jeg lede, og hvor langt skulle jeg gå, og det nærmede sig aften. Det var efterår, og langs vejen, jeg gik på, var plantet en del piletræer, og bladene fra disse lå tæt. Når jeg tænker på det nu, syntes det en umulighed at finde de penge. Men så bad jeg til Gud, sådan som min mor havde lært mig jeg skulle, når der var noget i vejen, og i min barnlige enfold bad jeg Gud hjælpe mig med at finde pengene, og i tro til at han ville hjælpe mig, begyndte jeg at søge stykke for stykke mellem de vise blade. Hvor langt jeg kom, husker jeg ikke, men jeg husker tydeligt min store glæde, da min fod pludselig ramte pengene, jeg havde igen fået et synligt bevis på, at det nytter at bede.

Når jeg nu ser de muligheder, der gives børn og unge til at få tilfredsstillet deres læselyst, må jeg tænke på, hvor lidt læsestof jeg havde til min rådighed. De gamle almanakker blev læst ikke blot een gang, men mange. En stump af en gammel avis blev gemt, for at jeg ved lejlighed kunne stjæle mig til at læse den.

I dag søndagen efter pinse hørte jeg i radioen en prædiken over teksten om Nicodemus. Jeg kom da til at huske på, at salmen om Nicodemus læste jeg i min barndom gang på gang. Ja, så tit, at det var tydeligt at se på bladene. Når jeg ikke havde noget andet læsestof, tyede jeg til salmebogen, men der var så meget i salmerne, som jeg ikke forstod, så da jeg fandt salmen om Nicodemus, så jeg i det første vers hele scenen for mig. Jeg kan endnu ad tankens vej genopleve det indtryk den gjorde:

"Hos dig, o, Jesus, sent om nat en mand på døren banker
han kommer hungrig, træt og mat af mange tanker,
du vides ikke, at han kom, men lader op så mild og from
og tænder lys, som nat og nød, ja dom og død
med livsens stråler gennembrød"

Jeg så det hele i et billede, som gjorde et meget stort indtryk på mig. 0Derfor måtte jeg læse denne salme atter og atter.

Hvad jeg læste blev i måneskin og på tider, hvor jeg kunne stjæle mig til det. "Det var spild af tid og man kunne tage sig noget mere nyttigt for", mente man. I skolen var der en gammel slidt læsebog, som jeg også havde været igennem mange gange. Det var en stor oplevelse for mig, at jeg engang imellem fik lov at tage en gammel "skriftlæsningsbog" frem.

Den bog kendes ikke mere. Det var læsestykker af forskelligt indhold, men var skrevet med mange forskellige slags håndskrifter. Det var med ærefrygt, man tog den gamle slidte bog i sin hånd og prøvede at tyde disse mærkelige snørklede bogstaver og få dem dannet til noget, man kunne forstå og så en enkelt gang få lov til at læse dem højt for lærer Madsen og få et rosende ord.

Den samme lærer havde min mor haft og de samme gamle skriftlæsningsbøger havde hun også læst. Lærer Madsen havde en datter, Ingeborg, som blev gift med dyrlæge Thestrup fra Præstø. Det må være deres søn, den nuværende justitsminister.

 

- - - o o o - - -

 

Mennesker, jeg har mødt, og som har haft betydning for mig gennem livet.

Først må jeg nævne min far, skønt jeg kun havde ham de første fem år af mit liv, er jeg ikke i tvivl om, at han fik den allerstørste betydning for mit liv. Hans forhold til mig i disse 5 år har præget sig så dybt i min erindring, og det sammen med, hvad mor fortalte mig i de følgende seks år, og hvad andre mennesker har fortalt om ham, har givet mig et billede af hans stærke personlighed, har været mig en hjælp gennem livet.

Min mor, som døde, da jeg var 11 år, var en stille mild kvinde, gift, da hun var 20, enke, da hun var 26, præget af fars langvarige sygdom og død, og få år efter kom den snigende sygdom til hende. Hvor husker jeg ikke mørkningstimen med hende, hvor hun fortalte og sang. Endnu synes jeg, at jeg kan høre hende synge "Fred hviler over land og by".

Så kom de triste år, hvor jeg følte mig ensom og ofte ulykkelig, men den grund som min mor lagde havde nedlagt i mit hjerte, at der var en Gud, som vågede over mig, måtte jeg ofte ty til, og ham stolede jeg på.

Min lærer, gamle Madsen, havde også været min mors lærer. Meget fik jeg ikke ud af min skoletid. Han var gammel, skolen var gammel. Hjælpemidlerne få og ringe. Som oftest gik min skoledag med at undervise de andre børn i dansk og regning. Han foreslog min stedfar, at jeg skulle gå i skole i Præstø og få en eksamen, men det kunne ikke lade sig gøre, og da jeg blev konfirmeret var min skolegang forbi. Nu var der kun arbejde fra morgen til aften.

Nicoline Christensen, Bækgården, hvis mand var min formynder (hun var een af de tre piger min far havde opdraget, da han var bestyrer på hendes mors gård), var flink til at hjælpe mig både på den ene og den anden måde. Det var også hende, der sørgede for, at jeg som 15-årig kom til Hesselballe Højskole som pige; 20 kr. om måneden med tilladelse til at overvære en time fra 5-6 - foredrag og oplæsning.

Forstanderen hed Simonsen, og jeg kan rolig sige, at det var ham, som fik størst betydning for mig i min ungdom. Han og hans kone blev som far og mor for mig på alle måder. Det var strengt arbejde. Men den ånd, der herskede, betog mig helt, så det blev af afgørende betydning for min senere tilværelse.

Det var også på hans forslag, at jeg begyndte at læse til lærerinde. Men det voldte mange vanskeligheder. Jeg havde i arv 1500 kr., men min formynder stillede sig meget uforstående, men jeg holdt stædigt fast på min beslutning, og til sidste lykkedes det.

Jeg havde stadig mit faste tilholdssted på skolen, og hver gang jeg tog derfra, fik jeg den samme hilsen med mig: et klap på skulderen og "Gud være med dig".

Hvor var han stolt, da jeg kunne meddele ham, at jeg havde fået udmærkelse til eksamen, og at jeg havde fået ansættelse ved øvelsesskolen hos frk. Lang, hvor jeg havde læst.

Han sendte mig også et smukt brev med gode ønsker og Guds velsignelse over vor gerning, da Jacob og jeg flyttede ind i den gamle præstegård i Dallerup. Han havde i sine unge dage kendt den gamle provst Deichmann, der havde været præst der.

Når jeg skrev og fortalte ham om vort liv, om arbejdet i sognet, og kirkegangen, så fik jeg altid et brev et brev igen, hvor han glædede sig over, hvad jeg fortalte.

Hvor kunne jeg hele dagen gå og længes, da jeg gik på skolen, efter et foredrag og en oplæsning. Der lukkede bøgernes og sangens nye verden sig først rigtig op for mig.

Skolen hørte jo ikke til de store, men den ånd, der beherskede det hele, var så ægte og rig, at man uvilkårligt sagde til sig selv:"Her er godt at være."

Det var et strengt arbejde for os to piger, der skulle passe det huslige og samtidig få nogle timer med foredrag. Tidligt skulle vi op og kom ofte for sent i seng. Vi ville jo gerne være sammen med eleverne om aftenen i haven eller skolestuen, så vi fik for lidt søvn. Men var jeg end aldrig så træt, når jeg kom ind i skolestuen, så slugte jeg lærdommen med åbent sind. Jeg kunne vel nok til tider tænke med lidt misundelse på eleverne, der hele dagen sad i skolen, men jeg vidste, at på den måde jeg havde det med at arbejde, så var det den eneste måde, jeg kunne få et højskoleophold på. Jeg havde kun mig selv at stole på, ingen jeg kunne klage til og ingen, der kunne hjælpe mig. Det var blot at sætte viljen ind på at nå et mål: at blive så dygtig som muligt ved at tilegne mig så meget af de kundskaber, jeg hidtil havde manglet.

At jeg gennem denne dobbelte indsats fik en udvikling, som senere hen i livet blev mig til megen hjælp, anede jeg ikke noget om.

Hvor var morgensang og aftensang en rig del af dagen og søndagen, hvor vi i flok og følge gik til kirken i Hjortshøj. Jeg tror ikke, jeg forstod ret meget af prædikenen, men blot det at vi den lille flok sad sammen og sang, ja, jeg tør sige af fuld hals, det var nok til at give dagen sit særlige indhold.

På turen hjem pjankede vi og legede, og samtidig glædede vi os til den sædvanlige søndagsmiddag: bøf eller frikadeller og sagosuppe med de store sagogryn med et bestemt antal svesker til hver. Ja, det var det store efter lørdagens middag, der bestod af tyk øllebrød med skummetmælk og tykke pandekager.- Ja, kosten var tarvelig, men der var ingen der klagede.

Forstanderen var selv fra et fattigt hjem. Han uddannede sig først til snedker og senere til lærer. Han blev gift med en gårdmandsdatter fra sin hjemby, og de to begyndte sammen en slidsom tilværelse i Hesselballe. For deres spareskillinger købte de et stykke jord og begyndte at bygge. Nu kom hans uddannelse som snedker ham til hjælp. Det blev nemlig ham selv, der murede og snedkererede med konen som håndlanger. Hun fortalte mig engang, at de måtte tage natten til hjælp til arbejdet. Endelig nåede han sine ønskers mål, at kunne starte en højskole. Det blev alle dage en lille skole, men jeg tror, at jeg tør sige, at de elever, der gik ud derfra, havde foruden de gode og solide kundskaber, havde fået noget, der gav tilværelsen indhold; respekt for ethvert vel udført arbejde og indpodet viljen til at ville gøre en indsats for de virkelige værdier i livet. Man var aldrig i tvivl om, hvor de to mennesker havde hentet deres styrke til at leve det vanskelige liv, som blev dem til del.

1910 blev jeg optaget på Th.Langs Forskoleseminarium, var en kort tid på præperandkursus, hvilket var meget nødvendigt, da jeg ikke var i besiddelse af ret mange kundskaber, så både den tid og de 1 1/2 år på seminariet var noget af et slid, men resultatet til eksamen blev "udmærkelse". Vi var 3 af de 27, der opnåede det resultat. Det var både en overraskelse og en stor opmuntring for mig, men jeg havde ingen forældre at dele glæden med. Den nærmeste, der kunne glæde sig over resultatet var min gamle forstander, som jeg da også straks skrev til og fortalte det.

Jeg fik et meget kærligt og godt brev fra ham.

Men nu gjaldt det om at komme i arbejde, og jeg begyndte da også at kigge i Folkeskolen efter ledige pladser, men inden jeg havde fået bestemt mig for noget, kom der bud fra frk. Lang, at hun ville tale med mig. Hun spurgte, hvad jeg havde tænkt mig. Ja, jeg ville da søge en plads. Hun tilbød mig da, at jeg fra april til sommerferien skulle være på skolen, så kunne jeg vikariere, når der manglede en lærerinde i de små klasser, og ellers kunne jeg hjælpe til med forskelligt i huset.

Det var eksamenstid, og derfor mange frokoster og middage for censorer. Så kunne jeg i de tre måneder have god tid til at finde et arbejde, som jeg kunne blive glad for. Jeg kunne da se, at der var en god løsning på mine problemer. Jeg havde jo ikke noget hjem at tage til, men skulle dog have et sted at være. Jeg sagde tak og det var en god tid for mig. Tit var jeg med frk. Lang i "Hytten", et dejligt sted i Svejbæk. Tit tog hun derud med et lille hold gæster, så ordnede jeg kaffe og aftensmad.

En dag kom frk. Lang og fortalte, at hun havde fået brev fra en skolebestyrerinde frk. Mikkelsen i Vejle, om hun kunne skaffe en lærerinde til hende: om jeg kunne tænke mig den plads. Men jeg måtte da vide, hvad jeg skulle undervise i. Jeg fik at vide, at det var en privat pigeskole. Det gjorde mig noget betænkelig, og da jeg så fik at vide, at jeg foruden dansk og regning i de yngste klasser skulle undervise 1. mellem i fysik, så sagde jeg, at det kunne jeg umuligt med det lille kendskab, jeg havde til fysik. Så mente jeg, at den sag var klar. Men et par dage efter kom hun igen. Nu havde frk. Mikkelsen fået det ordnet det sådan. at foreløbig var der en lærer, der ville tage de timer, og så skulle han samtidig give mig et kursus i fysik, så jeg senere kunne overtage undervisningen.

Resultatet blev så, at jeg den 1. september tog til Vejle. Jeg havde dog forinden lovet frk. Lang, at når der blev en plads ledig ved øvelsesskolen, skulle jeg komme tilbage.

Det blev et trist år i Vejle, kun gamle lærerinder, alt meget højtideligt, men en sød og venlig bestyrerinde. Jeg fik 60 kr. pr. måned og boede oppe i et lille gavlværelse med skrå vægge og kun det mest nødvendige bohave. Køkkenet var en trækasse ude på loftet. Der kunne stå et primusapparat. Der skulle jeg så lave den mad, jeg ville have. Der var ganske vist et pensionat nedenunder, men med den gage(60kr) kunne jeg ikke tillade mig at spise der. Da jeg havde været der i 2 mdr. var der 5 kr. mere i min konvolut. Den dag syntes jeg egentlig, at jeg var rig og jeg besluttede , at de 5 kr. skulle bruges til noget særligt. Jeg gik ud og købte mig et højst tiltrængt spejl.

 

Der var ikke noget udenfor skoletiden, der lagde beslag på min tid, så jeg havde god tid til at forberede mig grundigt til timerne og også til studiet af fysikken.

Men det hele forekom mig oldnordisk. Bygningen var gammel, ligeså alle hjælpemidler. Det hele forekom mig at være så håbløst. Jeg kom lige fra seminariet, hvor man drøftede nye undervisningsmetoder og materiel. Så jeg var glad, den dag, da der kom brev fra frk. Lang, at nu var der en plads til mig efter sommerferien.

 

Det blev en ny tilværelse for mig, da jeg i sommeren 1911 kom tilbage til Silkeborg. Det var de gamle kendte lokaler, en lærerstab, som jeg kendte, men samtidig blev der stillet store krav på alle måder. Nye ting skulle prøves i undervisningen, vel forberedt skulle man være, man vidste aldrig, hvornår der kom fremmede gæster og skulle overvære en time.

 

Forskolelærerinderne var inddelt i hold på tre til praktik. Fagene var: Dansk, regning, religion, historie, geografi. Det var de såkaldt "rullende timer", først skulle lærerinden undervise 1 time a 20 minutter, så skulle hun give opgaver til eleverne senere i ugen, hvor eleven så overtog undervisningen, bagefter var der så "kritik". Efterhånden skulle man også nedskrive karakterer og oplysninger om hver enkelt elev. Det var et stort ekstra arbejde, men man fik ikke tid til at drive den af.

 

1915 fik jeg lyst til at få lidt andet ind i min tilværelse. Jeg søgte om orlov og søgte ind på "Statens kursus for skolekøkkenlærerinder". Jeg kom så til København, boede i Rosenvænget hos et par gamle præstefolk. Præsten var meget omstændelig i at lære mig forskellige ting, f. eks."Hvordan man behandler et rullegardin" og den skuffe, hvori jeg havde mit sengetøj," den skulle endelig trækkes ud med begge hænder på een gang." Han satte tit min tålmodighed på en hård prøve.

 

Disse 10 måneder var meget krævende, de fleste timer havde vi på lærerhøjskolen i Odensegade, men ellers fløj vi byen rundt for at se på undervisningen i skolekøkkenerne. På Rigshospitalet havde vi også timer i bakteriologi.

Selve skolekøkkenet lå øverst oppe i tagetagen. Det var et vældigt stort rum med store brændekomfurer midt i, udenom borde med taburetter. Langs væggene var arbejdsborde og vaske, og i den ene ende af rummet var et sted, hvor forevisningerne fandt sted. Der var to rækker bænke som var hævet over det øvrige gulv. Vi var 12 elever. Foran stod et bord, hvorfra der blev forevist de forskellige ting. Derfra underviste de forskellige lærerinder, og der måtte vi elever også demonstrere vore opgaver under kritik fra en lærerinde og af vore kammerater.

Lederen og forstanderinden var en frk. Blicher, dygtig, men meget streng, ikke afholdt. Vi syntes vist ikke altid, at hun var retfærdig.

Frk. Rasmussen, en ældre skolekøkkenlærerinde, holdt vi alle sammen meget af, hun var både venlig og forstående.

En kvindelig læge underviste i fysiologi og sundhedslære.

En stor del af tiden gik med undervisning i praktisk arbejde (frk.Blicher). For os, der havde en del erfaring i madlavning, var det ikke så vanskeligt, men der var en del af eleverne, som det kneb meget for, og da var disse timer noget af et mareridt. Der var ikke tale om, at de måtte spørge de mere erfarne til råds, men når man så de fortvivlede anstrengelser og bedende øjne, så kunne man nok på een eller anden måde komme staklen til hjælp. Når man fik et nap i kjolen, når vedkommende gjorde sig et ærinde ud i forrådskammeret, så betød det, at man også skulle derud, så kom et hastigt spørgsmål og et lige så hastigt svar.

Jeg var så heldig at have frk. Blichers bevågenhed, vel sagtens fordi det praktiske arbejde faldt mig let. I slutningen af tiden blev jeg kaldt ind på hendes kontor. Jeg blev forelagt et tilbud: de københavnske skolekøkkener. Jeg havde absolut ikke lyst til dette, og jeg kunne da også sige, at jeg kun var forskolelærerinde, og der forlangtes lærerindeeksamen for at blive ansat i Kbhvn, så det var udelukket. Men hun havde talt med de ledende kræfter, og hun mente nok, at der kunne gives dispensation. Hun bad mig tænke over sagen i 8 dage. Men jeg måtte sige nej til det vel nok velmente tilbud. Fra den tid mærkede jeg en kold skulder. Da vi skulle have vore afgangsbeviser, blev vi kaldt ind een for een. Jeg fik mit udleveret med den bemærkning:" Ja, De ville jo ikke Deres eget bedste!"

 

Jeg kom så tilbage i min gamle plads, men fik nu skolekøkken med mellemskolen. Det første år kun med pigerne, men efter drengenes eget ønske fik de også lov til at deltage på lige fod med pigerne. Jeg tror nok, at det var første gang, at drenge blev undervist i skolekøkkenet. Senere fik ungdomsskolen også timer der.

 

Jeg var glad for at komme tilbage til skolen. Der var meget arbejde, og altid noget nyt, der skulle prøves.

 

Een af mine kammerater, frk. Sørensen, var blevet lærerinde i Sorring, en anden, frk. Jensby, var kommet til Låsby. Gennem dem og ved møder traf jeg sammen med lærer Hjuler i Låsby. Han og hans kone, Karen, blev mine gode venner.

 

Det var også i deres hjem, at jeg mødtes med pastor Holdt. Han havde selv været lærer, så vi havde mange fælles interesser. Vi mødtes ofte i skolen, hvor han tit var gæst sammen med sin mor og søster. Sammen med lærer Hjuler var jeg også i præstegården. I sommeren 1919 forlovede vi os. Lærer Hjuler var på kursus og i den anledning var jeg hos Karen. Jacob skulle på ferie sammen med sin mor og Hedvig til København hos Anna. Vi fik aftalt om søndagen inden Jacob skulle prædike i Låsby kirke, at vi skulle mødes i Kbhvn. et par dage efter. Det skete, uden at Karen opdagede noget. Jacob ville så, når de kom til Kbhvn. fortælle nyheden, inden jeg kom, men det blev lidt af en skuffelse for ham, fortalte han siden, for det var slet ingen nyhed for dem. I København blev jeg vel modtaget af familien og hans venner. Vi fik ringe på den 15 august, det var Jacobs forældres bryllupsdag.

 

Vi havde otte dejlige dage sammen med familien. Jeg rejste så til Silkeborg d. 25, da jeg dagen efter skulle begynde skolen. Vi havde sendt kort ud fra Kbhvn., så alle vidste det.

Jacob holdt stærkt på, at vi skulle gifte os, så hurtigt det kunne ske, men jeg holdt dog på, at jeg skulle have en afløser først, og det lod sig også gøre.

 

26 oktober 1919 blev vi viet i Låsby kirke af pastor Munk, Silkeborg. Vi havde løst Kongebrev, så det hele skulle gå så stille af som muligt.

Jacob holdt sin eftermiddagstjeneste og kl. 4 skulle vi vies, så der var rigelig tid til at folk kunne komme fra kirken, inden vi kom.

Ivrige hænder havde pyntet kirken og alle blev siddende. Da lærer Hjuler spurgte een af menigheden, hvorfor de ikke gik, fik han det svar: "Vi har hørt , at vor præst skal giftes og nu vil vi se, om det går rigtigt til."

 

Så flyttede jeg ind i den gamle præstegård i Dallerup som præstekone, og som præstens kone: en dobbelt stilling, som jeg nu skulle se at røgte på bedste måde til gavn både for Jacob, men også til hjælp i hans arbejde.

 

Det var gode og lykkelige dage, vi fik sammen. Jeg var taknemmelig over, at jeg nu havde et rigtigt hjem, hvor jeg kunne bruge al min tid og mine kræfter på at gøre vor fælles tilværelse så rig som mulig. Vi kunne dele både stort og småt med hinanden, glæde os over, at menigheden tog så vel imod os, hvad der også glædede farmor meget. Hun tog så ivrig del i hele vor tilværelse, og det var hende en meget stor glæde, at Jacob nu var blevet præst og at menigheden var så glad for ham. Det var som farmor først nu følte sig rigtig hjemme, da hun igen kom til at leve i en præstegård, hvor hun kunne tage del i hele det liv, der kan leves i en præstegård.

 

Skrevet 1960.

 

Den gamle præstegård.

Påbegyndt juli 1972.

 

For kort tid siden stod jeg på Dallerup kirkegård, som så ofte før siden 1921.

Den 25 juli 1921 blev min mand sognepræst Jacob Holdt begravet der.

 

Mine tanker gik som så ofte før tilbage til den korte lykkelige tid i vort ægteskab. Nu er der kun et synligt minde tilbage af den gamle præstegård, nemlig det store kastanjetræ, der stod midt i gården.

 

For mit indre øje genopstår det hele for mig, og i et kort nu genoplever jeg forskellige episoder fra 26 oktober 1919-26 juli 1921, den tid, der blev så rig både på glæder og sorger. Det blev den tid, der blev selve livet i min tilværelse.

 

Der er skrevet så meget om de gamle præstegårde af mennesker, som en kortere eller længere tid har haft deres ophold der. Skønt det kun blev så kort et tidsrum for vort vedkommende, har jeg alligevel lyst til at skrive lidt om "vor præstegård."

Om der er nogen, der bryder sig om at læse det, er vel tvivlsomt, men eet er sikkert. Det giver i hvert fald mig en glæde og tilfredsstillelse at nedskrive dette.

Hvem er "vi"? Ja, det må jo blive en meget kort slægtshistorie af vort samliv.

 

I sommeren 1919 var jeg gæst i Låsby skole, og havde der flere gange mødt pastor Holdt. Vi havde mange fælles interesser og mange samtaler, og enden på det blev, at vi den 15 august 1919 vekslede ringe i København for at mødes med Jacobs mor og søskende. Jacob var 44 og jeg selv 34. Jacob var inde på, at vi skulle gifte os så hurtigt som muligt, når jeg kunne blive løst fra min stilling.

Vi var enige om, at det skulle foregå i al stilhed. Vi løste kongebrev og bestemte, at vielsen skulle foregå i Låsby kirke søndag d. 26 oktober umiddelbart efter, at Jacob havde holdt eftermiddagsgudstjeneste. Lærer Hjuler var den eneste, der vidste det,--- troede vi da. Men i sidste øjeblik var det alligevel sivet ud, så kirken var pyntet med alle efterårets skønne farver. Der havde været fuldt hus til gudstjenesten og alle kirkegængerne blev siddende, selv om gudstjenesten var forbi.

Lærer Hjuler spurgte da een af de nærmestsiddende: "Hvorfor går I ikke?" Svaret blev:" Vi vil da se, at vor præst bliver rigtig gift!"

Pastor Munk, Silkeborg, skulle vie os; jeg kom sammen med ham. Stor var både hans og min forbavselse, da vi kom ind og så den fyldte kirke.

Dagen sluttede med en lille middag for den nærmeste slægt i præstegården.

 

 

Så begyndte vort samliv som præstefolk. Jeg tror, at jeg tør sige, at for os begge to var det en stor opgave, vi gik ind til, men vi tog det som en gave fra Guds hånd, som vi hver dag kunne sige tak for. Det var Jacobs første præstekald, og med stor alvor gik han ind til sit arbejde på at være mennesker til hjælp og trøst. Når et hjem eller en familie blev ramt af de store sorger kunne han sige:" Hvor ville jeg dog gerne kunne sige noget til disse mennesker, som virkelig kunne trøste og bære."

 

Jeg tror, at det ofte lykkedes for ham, fordi han var så tillidsfuld i sin tro og havde så let ved at komme i forbindelse med mennesker ved sin jævne færd.

Vi blev mødt med stor velvilje af alle vore nærmeste naboer i Dallerup, som jo var dem, vi fik mest med at gøre. Først og fremmest vore gode forpagterfolk, Johanne og Rasmus Busk, og Sofie og Søren Vestergaard, Marianne og Laust Bastrup, og så vor gamle Niels Peter, altmuligmand i præstegården.

 

Men derudover havde vi venner i begge sogne. Jacob tog det som en vigtig opgave at opsøge de syge og gamle i hjemmene. Mange dage har han gået og cyklet for at komme på disse besøg.

Begge sogne var vidt spredt over store områder. I sin lommebog tegnede han kort til de forskellige ejendomme.

Han blev vel modtaget, og jeg har fået at vide, at man var glad for hans besøg. At han selv havde meget ud af at møde de syge og gamle i deres hjem, ja, det sagde han ofte. Det var hans store sorg, at han ikke kunne synge. Han havde mistet sin stemme som barn under den store difteritis-epidemi. Derfor ville han gerne, at jeg tog med, når det kunne lade sig gøre. Det var især, når der var hjemmealtergang.

 

Tit tænker jeg tilbage på disse dage, når vi skulle ud til gamle Maren. Hun boede hos sin søn, Jens Chr. Jensen. Hun var gammel og blind og huskede ikke ret meget. Men ved altergangen var hun levende med, hun sang med på salmerne og slog korstegn for sig. Det blev en højtidsstund for alle os andre.

Min mand fortalte mig engang, at der var en mand, der havde sagt til ham, at han ikke kunne forstå, at gamle Maren havde noget ud af den altergang, hun forstod jo ikke noget af det. Min mands svar var: Forstår du noget af det, der foregår, når du går til alters. Bare vi alle kunne tage imod det, der bliver rakt os, som gamle Maren.

 

Så tit jeg kunne, tog jeg på besøg hos dem, der boede i nærheden. Jeg husker dem tydeligt: Hanne i Herregården, blinde moster, den gamle jordemoder, Mørkta og Jens Peter. De boede alle i Sorring og kunne ikke gå til kirken.. Så snakkede vi lidt om børn og børnebørn og om de små problemer, og jeg sang de salmer, de helst ville høre. De havde hver især ganske bestemte.

 

Her må jeg fortælle lidt om den gamle jordemoder. Hun var en klog gammel kone, men også meget hård og dømmende. Hun havde altid været meget optaget af religion og havde været i flere sekter, men ikke fundet fred og ro nogen steder og var også nu på sine gamle dage en søgende sjæl. Det kunne man forstå på hendes spørgsmål til os. Hun spurgte min mand: Kommer vi lige i himlen, når vi dør? Hans svar: Vi ved ikke noget om disse ting! Hun var ikke tilfreds med dette svar og kom atter og atter tilbage til det spørgsmål.

Hun boede sådan, at vi altid skulle forbi hendes hus, når vi skulle op til de andre gamle. Da hun altid sad ved vinduet, kunne hun se, når vi gik forbi og ikke kom ind til hende. Det fik vi at vide næste gang. Jeg husker også, at jeg i den første tid var lidt beklemt, når jeg skulle besøge hende.. Jeg frygtede hendes spørgsmål, og så havde hun en måde at sige tingene på, så hun satte os på plads. Jeg fandt dog vist nåde for hendes øjne, fordi jeg kunne synge en salme. Det var nr. 658 " Om himmeriges rige vi tales ved."

"Den kan hverken præsten eller degnen synge", sagde hun. Den kunne jeg, og der var meget at tage fat på. Den havde 9 vers og de er lange, og så er melodien ensformig og tung. Den var streng at komme igennem, og der var ingen mulighed for at springe et vers over, for hun fulgte med. Somme tider var jeg ved at ønske, at jeg ikke havde sagt, at jeg kunne melodien. men når jeg havde sunget den, syntes jeg også, at jeg med god samvittighed kunne gå videre til "blinde moster" eller en anden af de gamle.

 

Det var jo en gammel pottemageregn her i Sorring, og der var mange steder, hvor de stadig formede lerting og brændte dem. Nu er der kun et værksted tilbage. Det er Knud Jensens, han er af gammel pottemagerslægt. Han var een af Jacobs første konfirmander.

Det allermindste værksted tilhørte Mørkta og Jens Peter, et par særprægede mennesker. De havde i deres unge dage været i Amerika. Hvorfor de var havnet i Sorring, ved jeg ikke. Jeg har aldrig hørt, at de havde nogen slægt der. De levede meget stille for sig selv i et lille hvidkalket hus. Jeg tror, at jeg kan sige, at det var den mest beskedne bolig, jeg har set. Man kom ind i en gang med toppede brosten, derfra ind i en lille stue med hvidkalkede vægge. Mellem vinduerne stod et lille træbord. Så var der et par træstole, måske var der også en kommode, på væggen et par bibelske olietryksbilleder, men det der tildrog sig min opmærksomhed, var blomsterne i de gardinløse vinduer. Der var en kæmpemyrte og flere store eksemplarer af de gamle potteplanter, og alle havde de et væld af blomster.

Ved siden af stuen var deres sovekammer, som selvfølgelig var lige så spartansk udstyret. Der stod en stor dobbeltseng og et skab, og der må vel også have været en kakkelovn. Det rum har sikkert også været deres opholdsrum. Den forreste stue blev vist kun brugt, når præsten eller andre kom.

Deres egentlige liv og arbejdsdag var i værkstedet, et stort rum på den anden side af forstuen. Der lå en stor bunke råt ler nede i et hjørne, dækket til med sække. Så var der et stort bord, en drejeskive og hylder, hvor tingene blev stillet til tørre og andre hylder med de færdigbrændte ting. Og så den store ovn, hvori tingene blev brændt. Køkken var der ikke, men her i værkstedet havde hun et lille primitivt komfur, hvor hun lavede mad.

Det var et hjem uden nogen som helst form for luksus og bekvemmeligheder, og så var det måske byens lykkeligste hjem. De var begge to dybt alvorlige kristne mennesker. De gav tiende af alt, hvad de tjente. Det blev vel ikke til så meget, men de krævede så lidt for sig selv. Jeg ser dem så levende for mig, to små beskedne mennesker, rene og pæne var de altid, og sådan var også deres hjem. De kom til kirken i Dallerup i blanke træsko. Selv om vinteren vandrede de den lange vej.

De var "de ydmyge af hjertet" om hvem, det er sagt, at de skal se Gud.

 

Vi fik vor søn d. 8 december. Det var altså vinter, men Mørkta gik en vinteraften ned til præstegården. Vi hørte nogen skramle ude i bryggerset. Jacob gik derud for at se, hvad det var. Der var mørkt derude, men han havde vel fået en lille køkkenlampe med sig. Der stod Mørkta med en pakke, som indeholdt nogle lerfade, som Jens Peter havde lavet. Det skulle være en gave til os i anledning af drengens fødsel. At vi begge blev dybt rørte, siger sig selv.

Ude på Sorring mark boede en gårdmand, Laust Hedegaard. Han havde været rejsende missionær, trofast kirkegænger, skønt Jacob jo ikke hørte til Indre Mission. Ofte fik Jacob et lille brev fra ham, eller han kom og talte med ham om søndagens tekst. At de så forskelligt på mange ting, gjorde intet skår i deres venskab. Han havde aftalt, at når begivenheden var sket, skulle Jacob hejse flaget, for det kunne han se, når han stod udenfor sin gård.

 

Vi havde mange gode venner indenfor Indre Mission. Formanden for menighedsrådet, Kr. Hansen, var den ledende kraft. Han var en stor hjælp for Jacob, han var een af de stille i landet, og Jacob satte ham meget højt. At han også satte pris på Jacob, fik vi et stærkt bevis på, da Jacob var død. Menighedsrådet ville sætte en sten på graven, og menighedsrådet var i den anledning samlet for at bestemme, hvad der skulle stå på stenen. Lærer Hjuler har fortalt mig, at der var forskellige forslag, men det forslag, som Kr. Hansen kom med, fandt de alle, var det rigtige: "Han boede midt iblandt os", et ord fra det Gamle Testamente. Kan der siges noget bedre om en præst. Jeg ved jo fra vort samliv, at det var det han gerne ville, og så forstod jeg også, at sådan havde menigheden også opfattet ham og hans gerning blandt dem.

 

Hvordan så præstegården ud ? Ja, det var en firlænget gård, havde vist også været en almindelig bondegård. Dallerup sogn havde hørt sammen med Linå, jeg er ikke klar over, hvornår det blev selvstændigt pastorat. Den ældste præst, den første i embedet var vist nok provst Deichmann, men jeg ved ikke hvor langt tilbage i tiden, man skal. Jeg har aldrig hørt nogen i sognet tale om ham, men jeg har alligevel fået lidt kendskab til ham gennem min forstander på højskolen. N.P. Simonsen. Da jeg fortalte ham, at jeg skulle være præstekone i Dallerup, sagde han: Der har Deichmann været præst, og han fortalte en del om ham. Jeg forstod, at han havde været en særpræget skikkelse, men også en meget dygtig og afholdt præst. Han var en meget myndig mand. På den tid var præsten "vor far" og måtte ofte sætte tingene på plads. Der fortaltes, at en mand, der havde mistet en ko, kom ned til provsten og sagde, at han havde haft en drøm, hvor Gud havde sagt til ham, at han skulle gå til provsten, så fik han penge til en ny ko. Provsten havde vel gennemskuet manden og svarede: "Sagde han også, hvor jeg skulle få pengene fra?"

Hvem der kom efter Deichmann, ved jeg ikke, men mon ikke det har været Lind 1884-1897, Edslev 97-07, Therkildsen 07-18, Holdt 18-21. Lind blev nabopræst til min svigerfar på Sjælland. Det var ham, der anbefalede Jacob at søge embedet i Dallerup. Han havde også anbefalet ham til menighedsrådet. (Det var et sidespring.)

 

Men nu selve bygningen. Gården var hvidkalket med stråtag. Lå lige op til kirkegården. Udlængerne var sammenbygget. Her havde Rasmus Busk sit domæne. De boede i et lille hus på den anden side af vejen.

Der var en smal forhave ud til vejen med græsplæne, flagstang, et lysthus og så en blomstergruppe, hvor Jacob havde plantet asters. De stod ganske tæt, det ene år var de lyserøde, det andet år var de lilla i forskellige nuancer. Det var et skønt syn og vi frydede os meget over dem. Op ad væggen var espalier med æbler. Langs med den længe, der var bygget sammen med stuehuset, var den egentlige have.

 

Da vi begge var meget interesserede i haven, gjorde vi et stort arbejde, og der var nok at tage fat på. Den var temmelig forsømt og det hele var meget planløst. Vi begyndte med at grave op for at få samling på det hele. Det østre hjørne ud mod vejen var et vildt buskads. Det blev ryddet, så der kunne komme lys og luft ind, og alle de løgplanter, vi havde fundet rundt omkring, blev plantet her. Det var et skønt syn næste forår. Folk stod stille på vejen og kiggede ind. Desværre blev det kun en kort glæde for os, og allerede året efter var det hele ødelagt.

 

Alle primulaer plantede vi langs med en lang gang og indenfor dem en lang fuchiahæk og ellers alle slags stauder, som vi hentede rundt omkring. Så var der en lille god køkkenhave og enkelte frugttræer og en lang nøddegang, hvor vi høstede mange nødder. Mod nord var stendiget ind mod kirkegården. Det var meget dårligt, fyldt med bregner og vilde blomster. Der var så smukt ved det gamle kirkegårdsdige.

 

Stuehuset var hvidkalket med stråtag, lavt til loftet. Bræddeloft, gennemhullet af orm. Der lå altid ormemel på møblerne i stuerne. Men det vænnede man sig til. Skulle der komme gæster, blev der først tørret støv af lige før gæsternes ankomst.

Kakkelovne i alle rum, ikke alle lige gode. Petroleumslamper. Ja, det var næsten det sværeste at vænne sig til. Det var et stort dagligt arbejde at gøre alle disse lamper i orden, og det skulle gøres omhyggeligt, ellers osede de, og det var ikke rart at gøre rent efter en osende lampe. Der var ialt 14-15 lamper, men det var jo ikke nok til alle rummene, så skulle man ind i andre rum, måtte man have en af de små grønne lamper med sig. Man havde kun lys i de rum, hvor man opholdt sig, i gangen, og i spisestuen var der et par små lamper, som man hurtigt kunne få fat i. I den første tid var det svært, når vi kom hjem. En aften i mørke stod jeg altid og famlede ved dørkarmen for at finde en kontakt for at få lys, men den var der ikke. Så blev jeg endelig klar over, at jeg skulle famle mig frem til det lille bord, hvor der altid stod en lampe med tændstikker ved.

 

Vand var heller ikke indlagt. Det skulle hentes i spande ude i gården. Om sommeren kunne det sagtens gå, men om vinteren!

Ja, man lærte hurtigt at bruge dagslyset og sørge for at få både vand og brændsel inden døre. Det var heller ikke rart at skulle på WC en vinteraften. Ofte i sne eller isslag i mørke at begive sig ud i gården og op til det nordligste hjørne, og så sad man der i sus og træk og buldrende mørke, mens vinden tudede i de gamle træer på kirkegården, og man hørte alle mulige mærkelige lyde. Man følte sig næsten som en helt, når man igen sad i den lune stue. Men hvem ville indrømme, at man faktisk havde været lidt bange.

 

At der var mus siger sig selv. Altid havde vi fælder sat op, men det værste var dog rotterne. De holdt til i sidebygningen, hvor der var pigekammer, konfirmandstue, bryggers og rullestue.

Rullestuen var bygget over mælkekælderen, så der var lavt til loftet. Ned i kælderen kom vi aldrig, da der altid stod en alen vand. Vi dristede os dog til at kigge derned og så døde rotter flyde rundt. Det var en stor gammel stenrulle, vi havde. Niels Peter hjalp os med at rulle, men han syntes altid, at det tog for lang tid. Han passede nøje på, at tøjet ikke blev lagt om mere end een gang. Derfor skulle jeg altid snyde mig til at få dugene lagt om to gange. Han fortalte også, at på herregården, hvor han havde været staldkarl, der hjalp han også med at rulle, og der sang de et salmevers af "Hyggelig rolig" for hver stok, og så skulle stokken være færdig.

Jeg havde ikke noget imod at få den skik indført, men jeg syntes aldrig, at der kom rigtig gang i rullen. Hvad der var skyld i det, ved jeg ikke, men sangen gik ikke rigtigt. Niels Peter sang ikke rigtigt og Dorthe grinede mest, så det var mig der skulle holde gang i det, og jeg havde nok med at passe stokkene.

 

En vaskedag var drøj. Alt vandet skulle bæres ind fra gården, men det gjorde Niels Peter, først til at sætte tøjet i blød, så til den store gruekedel, og alle kar og baljer skulle fyldes. Selvfølgelig syntes Niels Peter, at vi frådsede med vandet. Vi havde en vaskekone, der hed Stine. Hun var både stor og stærk, og hun kunne nok sige Niels Peter besked. Brændsel skulle han også sørge for. Men det værste var dog, når vi skulle ud og skylle tøjet ude ved pumpen i gården. To store kar blev trillet ud, og så skulle Niels Peter sørge for at fylde dem, og der skulle meget vand bruges til en storvask. Det var en drøj omgang, særlig ved vintertid i frost og kulde.

Med stor forsigtighed blev tøjet hængt på loftet. Loftsbrædderne var rådne, og der var flere steder, hvor der var lagt forstærkninger over, så det gjaldt om at færdes forsigtigt. Farmor syntes dog det var for strengt med den rulle, så hun forærede mig en maskinrulle. den stod i mellemgangen. Derfra kunne vi køre den ind i spisestuen, og det var en stor lettelse.

 

Rotterne var vor store plage. Jacob fortalte, at da han havde været ovre for at se på embedet, var gulvet i dagligstuen ødelagt af rotterne. Det havde nær taget modet fra ham, sagde han. Det var dog blevet gjort i stand, inden de flyttede ind.

Pigen kom tit og fortalte, at rotterne havde muntret sig over hendes værelse, og engang fandt vi en død rotte i hendes skorsten. Hun havde nok hørt spektaklet om natten i skorstenen, men hun troede, at det var en fugl.

Særlig slemt var det i konfirmandstuen. Der skulle tændes op i kakkelovnen om morgenen, inden konfirmanderne kom. Hverken pigen eller jeg var glade for den bestilling. Først hamrede vi på døren af alle kræfter for at drive rotterne ned i hullerne. Det at få tændt op i den gamle kakkelovn var noget af et kunststykke. Den var så utæt alle vegne, og ringene så brændte, at man risikerede, at de faldt ned i ilden, hvis man kom til at skubbe til dem. Ild var der ikke meget af, men røgen slog ud alle steder, så vinduer og døre måtte åbnes. Så varme var der ikke meget af trods vore anstrengelser. Så snart børnene var væk, var rotterne der igen. Vi har tit gået uden for vinduerne og kigget ind og set, hvordan rotterne farede rundt for at finde noget spiseligt, der var efterladt.

 

Men trods alle disse besværligheder og mangler havde vi et dejligt hjem i de to år det varede. Jeg havde købt soveværelse-møblement. Jacobs stue var jo i orden. Farmors møbler blev stående, hun skulle jo have sit faste ophold hos os, og de møbler skulle efter farmors død deles mellem Jacob og Hedvig. Jeg havde mit skrivebord og et par kurvestole med, så tog farmor hvad hun ville have af sit eget ned på sit værelse. Det var gamle og slidte ting, der stod i stuerne. Det stammede fra mine svigerforældres præstegård. De gifte børn havde hver især fået forskellige værdifulde ting.

 

Jacob var hurtig blevet klar over, at han ville arbejde på at få en ny præstegård, og da dertil kom, at hele boligen viste sig at være meget fugtig, og at jeg af den grund blev stærkt angrebet af gigt, og da det stadig blev værre, ville lægen have sendt mig væk. Men det var vanskeligt. Lille Jacob var kun få måneder gammel. Hvem skulle passe ham. Det magtede farmor ikke. Jeg håbede på, at når sommeren kom, skulle det blive bedre. Men så kom der så meget andet til, og inden jeg vidste af det, måtte jeg forlade boligen.

 

Det var en kort tid, vi fik lov at være sammen: fra 26 oktober 19129-21 juli 1921, men det blev en lykkelig tid, vi havde fælles interesser, både på skolens og selvfølgelig på det kirkelige område. Vi kunne arbejde sammen i haven, og gjorde der et stort arbejde. Da vi blev klar over, at vi måtte gøre alt for at få en sund bolig, blev der lagt mange planer. Jacob udså sig hurtigt en byggegrund, oppe på kirkebakken. Der var i hvert fald ikke fugtigt, og der kunne blive en ganske dejlige have på skråningen mod syd. Lægen erklærede også boligen for sundhedsfarlig, og i løbet af foråret 1921 blev den kasseret. Jacob var i ministeriet for at få talt om beliggenheden og kom glædestrålende hjem og fortalte, at nu var det i orden, og nu var der udsigt til, at vi i løbet af et år skulle få en bolig, men, ak, der kom vi aldrig til at bo.

 

 

Min svigermor havde sit faste ophold hos os. Derfra rejste hun så på kortere eller længere besøg hos sine andre børn. men hun længtes altid hjem til Dallerup. Jacob var vel nok hendes mest elskede barn, han var jo den ældste, og der havde altid mellem de to været et særligt forhold. Det var altid Jacob, der skulle ordne tingene.

F ra han var 13 år og blev sendt i Ålborg Latinskole, havde de hver uge sendt hinanden et brev, og det blev de ved med indtil farmors død, der skete 6 uger før Jacob døde.

 

Den ældste datter, Benedikte, var gift med adjunkt Åge Mørch på Herlufsholm. Hun døde tidligt fra to små børn, Signe og Helmer. Jeg forstod på farmors fortællinger, at Benedikte havde været farfars hjertebarn, og ved at læse hans tale ved hendes begravelse forstod jeg, hvor meget hun havde betydet for dem alle.

 

Anna kom så derud som husbestyrerinde for Åge. Familien havde vel håbet, at hun skulle gå ind i Benediktes sted., men de to søstre var meget forskellige. Anna var en urolig natur, og Åge giftede sig med Nelly Berthelsen. Det gav et brud mellem Åge og de to gamle, men børnene kom meget i Køng præstegård og var til megen glæde. Signe blev som ganske ung gift med juristen Kaj Borgschmidt Hansen, som ved sin død var inspektør på Vridsløse fængsel. Helmer studerede teologi, var en tid sømandspræst i Hull. Døde som sognepræst på Fyn.

 

Olaf læste teologi, men gik ind i forsikringsvæsenet, var ansat i Baltica, da han døde under den spanske syge. Han var gift med Ellen Kongstad. Der var to børn, Grethe, som blev gift med en kontormand, og Hans, som døde ung.

Anna var en meget urolig natur, kunne ikke finde sig tilfreds i noget arbejde, forsøgte mange ting, havde vanskeligt ved at omgåes sine medarbejdere. Endelig begyndte hun på noget, som farmor mente skulle være noget blivende: hun kom ind på kommunehospitalet og begyndte på sygeplejen. Der traf hun en frk. Mortensen, hvis broder var belgisk kaptajn og sejlede på Kongofloden. Han kom hjem på orlov, og resultatet blev, at Anna forlovede sig med Kristian Mortensen. Hans orlov var vist et halvt år, og de skulle så giftes, og han ville søge om, at få hende med ud. Men det blev nægtet, vel på grund af det farlige klima. Så kom der bud til Kristian, at han skulle rejse ud før tiden. Der var vist sket et dødsfald blandt kaptajnerne. Men der blev stillet til bryllup i løbet af 14 dage. Der var ikke tid til lysning, men de løste kongebrev. Kristian skulle møde i London på et skib, der gik til Kongo. Anna rejste så med derover, for at de kunne være sammen de sidste dage, inden skibet skulle afgå. De otte dage i England var alt, hvad de fik af samvær i deres ægteskab. Kristian tog så til Kongo for at tage fat på sit arbejde. Efter aftale skulle han så komme om 3 år. Efter Kristians ønske holdt Anna op med sygeplejen. Hun skulle nu bo i en lejlighed, som de havde lejet og også fået købt møbler til.

Kristian havde en stor gage som kaptajn og sendte de penge, hun skulle bruge, men farmor syntes, det var en dårlig ordning. Anna havde jo ikke noget at tage sig til, så hun førte en omflakkende tilværelse for at få tiden til at gå, og med Annas indstilling til fast arbejde, var det meget uheldigt. Så længe forældrene boede i Køng, opholdt hun sig jo mest der, men det måtte jo få en ende.

 

I april 1918 blev farfar 70 år og skulle da søge sin afsked. Med bekymring så de alle hen til den dag. De vidste, at det ville blive svært for farfar at forlade sit embede. Jacob havde mange overvejelser både på den ene og den anden måde for at få det ordnet så godt som muligt. Og så ordnede det hele sig af sig selv, inden der var noget bestemt. Farfar havde haft konfirmation en søndag, og han og farmor havde om eftermiddagen været ude på besøg hos nogle konfirmander. Da de havde spist til aften blev de enige om, at de ville gå tidligt i seng. Da farmor vågnede næste morgen, lå farfar død i sengen.

 

Jacob havde sagt sin stilling på Herlufsholm op og havde søgt embede og fået Dallerup-Låsby.

Da de flyttede fra Køng præstegård, boede farmor og Hedvig hos Anna, og Jacob hos Johannes på Vintappergården (ved Lyngby), hvor Johannes var bestyrer for grosserer Stilling-Andersen.

Så kom den spanske syge, både Jacob og Olaf blev angrebne. Olaf døde, og rygterne kom til Låsby, at det var Jacob, der var død. Da det tog nogen tid, inden Jacob kom til kræfter, blev indsættelsen udsat en tid. Men så havde sygdommen rigtig taget fat i Låsby. Så da Jacob kom derover, var der 6 lig, der ventede på at blive begravet. Så den første tid rasede sygdommen stærkt der.

 

Da boligen var ordnet flyttede farmor, Hedvig og Jacob til Dallerup. Det må have været i efteråret 1918. Anna tog med derover for at holde jul. Nu var de tre år gået for Kristian i Kongo, og han skulle nu komme hjem lige efter nytår. Da julen var forbi, rejste Anna til Kbhvn. for at tage imod Kristian. Hun ventede ham hver dag, så kom der et telegram: Kristian var død af spansk syge og begravet i Leopoldville.

Det var et hårdt slag for hele familien, men det var dog værst for Anna. Hun blev helt slået ud. Det eneste, hun foretog sig, var at ryge, og det gjorde hun ustandselig. Men farmor sagde til mig: Ja,jeg havde i de år, Kristian var derude, gjort mig mange tanker om, hvordan det samliv skulle gå. De var så vidt forskellige de to mennesker. Han havde opholdt sig i udlandet i mange år og levet en lang ungkarletilværelse, og så var han så ordentlig, ja, pertentlig i alle måder, og, sagde farmor, Anna var lige det modsatte. Tid, sted, orden og lignende så Anna stort på, og farmor vidste, hvordan det var gået, da Anna skulle holde hus for Jacob, mens han var lærer i Thisted, og skønt Jacob fandt sig i mange ting, så blev det da umuligt for ham, og farmor sluttede med at sige: "Ja, det er strengt for Anna, men det havde aldrig gået."

 

Så kom også spørgsmålet, hvad hun skulle tage sig til, nu kom der jo ikke flere penge fra Kongo. Sygeplejerske var hun ikke, hun havde jo afbrudt, da hun manglede et år. Med hendes nuværende alder (hun var over 35) kunne hun ikke komme ind igen og fortsætte. Nu havde hun i 3 år ført en løsgængertilværelse, så hun kunne vist heller ikke tænke sig at tage fat på noget særligt bindende arbejde. Kristian havde haft en del penge stående i en bank derude, men da de blev sendt hjem, var de svundet meget ind. Den belgiske kurs var meget lav, så de kunne ikke slå til ret længe. Hun boede en tid i Dallerup, men hun måtte jo have et arbejde, hun kunne leve af.

Da vi blev forlovet i august 1919, boede hun stadig på Strandboulevarden. Jeg mener farmor vel nok betalte noget.

 

Farmor havde sit faste ophold hos os, men tog tit en lille rejse til Kbhvn. Hedvig var også blevet ledig ved vort giftermål, men havde dog fundet sig en husbestyrerindeplads i Kbhvn. Men farmor havde mange bekymringer med sine to døtre. Hedvig kunne ikke rigtig finde sig tilfreds og klagede meget til sin mor og det pinte farmor. Vi kunne da sagtens forstå, at det var ikke let for hende, hun havde alle dage gået hjemme, og var på den måde ikke vant til at rette sig efter andre. At det også indvirkede på os, siger sig selv. Der var kommet en fremmed ind i den snævre familiekreds, og det havde forandret det hele. Men det mærkede vi aldrig på farmor. At jeg til tider følte mig trykket af situationen, ja, det er vel forståeligt, men det forandrede ikke forholdet mellem farmor og mig, og da heller ikke forholdet mellem Jacob og mig. Men det hvilede som noget knugende over os, fordi vi stod så hjælpeløse over for det hele.

 

Anna havde også snart opbrugt sin formue, så hun skulle også finde et arbejde, men det var ikke så let. Endelig bestemte hun sig for at lære at lave konfekt, men det opgav hun igen.

 

I hjemmet i Dallerup havde vi begge nok at gøre. Jacob var meget optaget af sin menighed, besøgte syge og gamle, lange ture på cykel eller til fods. Han gik med liv og sjæl op i sin præstegerning. Når det kunne lade sig gøre, tog jeg ofte med, især, når der skulle være hjemmealtergang. Jacob havde mistet stemmen under en difteri-epidemi, og kunne altså ikke synge, skønt han var musikalsk, så han ville gerne, at jeg tog med og sang for. Det var jo ikke alle steder, man selv kunne synge. På den måde oplevede vi mange rige stunder sammen med familierne.

 

I haven arbejdede vi meget. Der var så meget, der skulle plantes om og rettes op. Det største arbejde var vel nok, da vi ryddede et stort stykke af det sydvestlige hjørne, der lå lige ud til vejen. Der blev plantet mindre buske og mængder af løgvækster. Vi frydede os over det skønne syn det følgende forår, og tit stod folk ude på vejen og kiggede ind.

 

Vi fik en dejlig have, ikke særlig smuk i anlægget, men med et væld af blomster alle steder. Det var en rigtig gammeldags hyggelig have. Her hentede jeg hver søndag blomster til alteret, og på de store festdage kunne jeg pynte stolene. Ved høstfest-gudstjenesterne var stolene pyntede med aks, fuchsia og apargesgrønt.

 

 

De gamle tings tale.

 

I Fåborg præstegård ved Varde i året 1958 står der blandt så meget andet et gammelt skab. Det har fulgt slægten Holdt i tre generationer. Hvor gammelt det er, er der ingen der ved. Det stod i Løgumkloster præstegård, da præsten Jacob Holdt flyttede ind i året 18

 

Jacob Hansen Holdt er barnefødt i "Kolkåd". Det var to gårde, som lå et stykke udenfor Løgumkloster. Det gamle billede, en lille akvarel, hvor man ser gårdene, nogle får og en gammel mand med toplue, stammer herfra. Den gamle mand er Jacob Hansen Holdts far. Så langt tilbage kan vi komme i slægten. Det er den samme mand med tophuen blandt familiebillederne. Så vidt jeg ved, var Jacob Hansen Holdt eneste søn. Han blev ikke bonde, men studerede i Kiel. Han blev teolog og kom til Flensborg som præst ved den danske kirke, Ansagerkirken, senere kom han til Åbenrå og sidst til Løgumkloster, hvor han døde og blev begravet.

 

I genforeningsåret var Jacob og jeg med min svigermor på rejse i Sønderjylland.

Min svoger Johannes var efter genforeningen kommet til Rise ved Åbenrå, hvor han bestyrede en gård for grosserer Stilling-Andersen, og der besøgte vi dem lige efter kongebesøget, ja, endnu kørte de kongelige rundt dernede. En morgen fik vi at vide, at kongen ville komme oppe på vejen på en bestemt tid på vej fra Løgumkloster til Åbenrå. Vi stod alle deroppe, da kortegen kom. Jeg var kommet et stykke fra de andre og stod på den modsatte side med Anne Marie(Johannes Holdts datter) på armen.

Kongens bil standsede ud for mig, jeg nejede, men kongen vinkede mig hen til sig og rakte hånden til mig. Jeg fik et kongeligt håndtryk, ganske vist var den i en meget snavset hvid handske, men det var dog vist det man kalder et "kongeligt håndtryk".

 

At denne rejse var en meget stor oplevelse for min svigermor, siger sig selv. Hun gennemlevede igen en del af sin ungdom i Løgumkloster præstegård, hvor hun havde opholdt sig i længere tid for at lære husholdning.

 

Min svigermor hed Jane (Christiane) Hummel, var født i Norge, men kom som ganske ung til Kbhvn., hvor hun blev optaget i sin onkel, professor Hummels hjem, da der ingen børn var. En broder til hende Kristian Hummel fik også sit hjem der under sin studietid, han blev senere ingeniør.

Jane Hummel gik på Frk. Zahles skole og tog privatlærerinde-eksamen. Det var ret almindeligt på den tid, at døtre, som ikke ligefrem skulle være tjenestepiger, tog den uddannelse. Så vidt jeg ved, var det særlig fremmede sprog, der blev lagt vægt på. J.H. var særlig dygtig til fransk. Jeg husker endnu ret tydeligt, hvordan hun med lethed læste og oversatte et brev, som Jacob havde fået fra Frankrig. Hun havde også en meget smuk håndskrift. Min anden svigermoder, Marie Marstrand, og Evens svigermor havde også taget den eksamen, og de tre kvinders skrift var så ens, at jeg straks kunne se, at de havde haft den samme skrivelærerinde.

 

Jane Hummel kom som ung lærerinde til Langeland, hvor hun blev lærerinde for dr. Fibigers børn. Det må vist have været i Rudkøbing. En søn derfra er vist den kendte vandbygningsingeniør Fibiger, som har bygget en del havne.

Jacob Holdt var blevet huslærer hos greven på "Tranekjær". Adskillige gange havde de to unge i ferien sejlet med det samme skib fra Langeland til Sjælland uden at kende noget til hinanden. Men da det gentog sig gang på gang, kom der alligevel lidt efter lidt et nærmere bekendtskab i stand, og enden på det blev, at han friede og fik hendes ja.

 

Næste ferie fulgtes de ad til Løgumkloster, hvor hun blev præsenteret som svigerdatter.

Jacob Holdt søgte nu præstekald i "det gamle land", skønt han var sønderjyde med liv og sjæl. Jane kom så i huset hos sine svigerforældre for at få en huslig uddannelse til at være husmor og præstekone. De havde haft en plejedatter, en kusine til Jacob Holdt. Hun blev gift med den kendte sønderjyske fører I.P. Junggren.

En datter af dem blev gift med Villars Lunn. Han var søn af Sigismund Lunn til Knabstrup, en stor gård på Sjælland. En anden søn af Sigismund Lunn var officer, og hans datter igen blev gift med forstander Morten Bredsdorf, Roskilde Højskole, hun hed Margrethe.( Ved en tilfældighed opdagede jeg for nogle år siden, at professor Troels Fink, Flensborg, er gift anden gang med slægtning fra Knabstrup. Troels Finks mor er af slægten Marstrand. Her mødes altså familierne Holdt og Marstrand.)

 

Jacob Holdt(2) søgte og fik præstekald i Grejs, blandt " de stærke jyder". Her blev deres første barn født og fik i dåben slægtsnavnet Jacob Holdt(3). Det var den tredje af navnet. Det er senere blevet brugt af nye generationer. At J.H. også fik navnet Christian var af hensyn til Janes plejefar, som bl.a. gav dem sit arbejdsbord, et firkantet mahognibord, som står hos mig foreløbig, men som skal tilfalde den sidste af Jacob Holdt'erne, når han kan sætte fod under eget bord. Det har også sit at fortælle om slægten.

 

Da den gamle præst døde i halvfjerserne, flyttede hans enke til sønnen og svigerdatteren, altså mine svigerforældre, og flyttede med dem og døde i Nørholm ved Ålborg.

 

Der var efterhånden blevet en støre børneflok: Jacob, Benedikte, Olav, Anna, Hedvig og Johannes. To små drenge, tvillinger, Aksel og Valdemar døde som små. Det var en stor husholdning og en meget lille løn, en del fik de i naturalier, smør, flæsk og fjerkræ. Jeg husker tydeligt, at farmor fortalte, at penge havde hun aldrig. En gang til jul stod hun og så på hylderne i kælderen og alt det flæsk og fjerkræ, der lå der, da tænkte jeg, sagde farmor: "Ja, sulte kan vi ikke, men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne bytte een af ænderne for en tokrone."

Nyt tøj kendte børnene ikke, farmor sad og syede alt det gamle tøj om, som hun fik af familien. Min mand fortalte, at det første nye tøj han fik, fik han først, da han skulle begynde at gå i Latinskolen i Ålborg.

Som en del af lønnen var højtidsofferet. Til jul blev der gennem skolen sendt to sedler ud til alle fastboende, de var af forskellig farve, f. eks. en hvid og en blå. Heri lagde så folk, hvad de havde lyst til. Papiret blev pakket sammen om mønterne og ombundet med en sytråd, og 1.juledag vandrede så mændene op til alteret og lagde præstens seddel på alterbordet, derefter gik de til degnens stol og lagde hans seddel, imens der blev sunget en lang salme. Det samme gentog sig påske og pinse.

Min mand har fortalt, hvor spændt børnene var på offerets størrelse, deraf afhang mange ting. Bl.a. huskede han så tydeligt, hvor spændt han var på, om der kunne blive råd til et par sko til ham, når han skulle ind til Ålborg. Jeg ved ikke, om der var nogen lov for, hvor lidt man måtte give, men der var mange, hvor der kun var 25 øre. Det var en kedelig måde at få sin løn på, men tiderne var fattige.

 

Farmor var en meget dygtig og sparsommelig husmor og uhyre nøjsom i hele sin færd. Farfar var den livlige, glade og tilfredse mand, men farmor var altid fuld af bekymringer. "Kyllingesorger" kaldte farfar dem, men hun havde jo også meget at stå i.

I Nørholm havde de jord til præstegården, men det var en dårlig forretning, for farfar havde ikke begreb om landbrug.

"Ja, vi var fattige, sagde farmor engang, men vi har da aldrig sultet." men det kunne knibe med tøjet både til hende selv og børnene, men heldigvis var familien i Kbhvn. flinke til at sende deres aflagte tøj. Da hendes første barn skulle døbes, skulle der skaffes en dåbskjole, men penge til at købe tøj for fandtes ikke, men hun havde heldigvis et hvidt underskørt og deraf syede hun dåbskjolen.

 

Min svigermor, farmor.

 

Hvornår så jeg hende første gang ?, ja, det har sikkert været i Låsby skole. Familien Holdt var flyttet til Dallerup 1918. Familien bestod af præsten Jacob Holdt, hans mor, Christiane Holdt og hans søster Hedvig Holdt. Hedvig skulle bestyre huset.

Pastor Holdt og lærer Hjuler havde mange fælles interesser, og der blev et godt forhold mellem skole og præstegård. Som gæst hos lærer Hjulers traf jeg ofte sammen med præsten. Han havde gennem en årrække været lærer, først ved Thisted realskole, senere som adjunkt ved Herlufsholm. Da han blev teologisk kandidat, var der ingen mangel på præster, men et overskud, og han valgte da at blive lærer.

 

I Thisted vandt han mange gode venner, bl.a. lærer Nørby, faderen til den senere så berømte sanger, Ejnar Nørby. Jacob havde Ejnar Nørby som elev i dansk. Flere år efter Jacobs død så jeg et interview, som en journalist havde haft med sangeren, da han rigtig var kommet frem i rampelyset. Journalisten spurgte: " Er der nogen, der har haft særlig betydning for Dem i deres uddannelse?" Svaret lød: "Ja, jeg havde en lærer i skolen, som viste mig, hvilken betydning et smukt dansk havde, og det har været mig til stor hjælp."

Anna kom til Thisted og skulle holde hus for Jacob, men det blev en skuffelse for begge parter, fortalte farmor. De var så forskellige. Det vidste vi, sagde hun også, men vi havde håbet, at Anna kunne falde til ro i samlivet med Jacob. Hun havde prøvet forskelligt, men ingen ting passede hende, så blev det prøvet som en sidste udvej. Men lige så ordentlig og pertentlig og punktlig Jacob var med alt, hvad han havde med at gøre, lige så modsat var Anna i alt. Jacob har fortalt om den husførelse, som var en stor prøvelse for ham, men han ville gerne have det til at gå for sine forældres skyld, men det kunne ikke gå i længden.

 

Senere søgte Jacob til Herlufsholm som adjunkt. Han var godt kendt med livet der, da hans ældste søster, Benedikte, som var død, havde været gift med adjunkt Aage Mørch. (Efter Benedictes død havde Anna en tid været husbestyrerinde for Aage og hans to børn, Helmer og Signe). Farmor havde håbet, at Anna havde gået ind i Benediktes sted, men Aage giftede sig med Nelly Berthelsen, en kunstmaler- datter fra Næstved. At det var en skuffelse for familien , siger sig selv, men jeg tror nok, at Jacob var den, der kunne forstå det. Selvom forholdet mellem de gamle i Køng og Aage blev forandret, blev Jacob og Aage ved at holde sammen.

 

Det er fra farmor jeg har min meste viden om slægten. Hun havde jo sit faste opholdssted hos os i Dallerup, til hun døde. Derfra rejste hun på besøg hos de andre børn.

Hver eftermiddag sad vi i dagligstuen ved det store vindue ud til gården. Vi havde vor bestemte plads på hver sin side af et lille bord. Mens vi begge arbejdede med vort håndarbejde (farmor var meget flittig) fortalte hun om sit barndomshjem i Norge. Faderen var ansat ved den kgl. reberbane i Frederikshald. Moderen stammede fra Nederlandene. Der kom efterhånden en del børn. Farmor og en broder, Christian, kom til Danmark til deres morbror, professor Hummel. Farmor gik på frk. Zahles skole og tog eksamen derfra som privatlærerinde. Christian blev ingeniør.

 

Farmor kom til Rudkøbing som lærerinde hos doktor Fibiger. På sine ferierejser på skibet havde hun lagt mærke til, at der altid var en ung sorthåret mand med, men han forsvandt altid, når de kom i land. Det var imidlertid ikke så mærkeligt, for hans feriemål var Sønderjylland og hendes var København. Men en skønne dag tiltalte han hende på skibet, og så var bekendtskabet gjort. Det førte senere til forlovelse og ægteskab. Den sorthårede mand var cand. theol. Jacob Holdt. Han var huslærer hos greven på Tranekær.

 

Nu da han havde fundet sig en livsledsager, ville han søge præsteembede. men da farmor ikke havde deltaget meget i huslige gøremål, blev det bestemt, at hun skulle til oplæring hos sin svigermor i Løgumkloster. Hvor længe hun var der, ved jeg ikke, men da de blev gift flyttede de til Grejs, hvor Jacob Holdt var blevet præst. De kom til at bo mellem "de stærke jyder", en stærk åndelig sekt, som havde deres egen salmebog og havde deres faste bestemte måde at leve deres liv på i kristelig henseende, f. eks. skulle børnene døbes i kirken, inden de var otte dage gamle.

 

I Grejs blev deres første barn, Jacob, født, altså den tredje Jacob Holdt.

Det var, så vidt jeg forstod, et meget lille embede med en ringe løn, så de levede meget spartansk. Farmor fortalte bl.a.,at da drengen skulle døbes, havde hun selvfølgelig ingen dåbskjole til ham, men heller ingen penge, så hun kunne købe tøj til at sy en af. Hun tænkte meget på, hvordan hun skulle klare det, men så en dag klarede det, hun kom i tanker om, at hun kunne bruge sit hvide underskørt, og hun fik syet en meget fin dåbskjole.

 

Fra Grejs flyttede de til Salling, til Oddense-Otting. der fik de det noget bedre, men penge var det stadig småt med, da lønnen mest bestod af naturalier. Smør, flæsk, fjerkræ og så højtidsofrene.

Hvor mange af børnene, der er født i Oddense, ved jeg ikke, og der er ingen, jeg kan spørge om det, men jeg ved, at tiden der var en travl tid for farmor med sine egne børn og som præstekone. Jeg tror, at hun med sin praktiske sans var en god hjælp for farfar. Hun fortalte engang, at de altid havde været vant til at have juletræ. Da de kom til Oddense, blev hun klar over, at det var en skik, der ikke var kommet dertil endnu. Der lå en lille pige syg i et af hjemmene. For at glæde hende, fik farmor fat i et lille juletræ, satte det i en urtepotte, pyntede det, og børnene bar det til den syge pige. Det blev en stor oplevelse ikke alene for den lille pige, men mange, både voksne og børn kom for at se det juletræ.

 

Ja, farmor havde ikke meget af denne verdens goder at give af, men ud af sit rige sind fandt hun altid udvej til at glæde andre.

Det viste hun også over for os i Dallerup. Hun syntes, at hun var så rig nu, da hun hver måned fik sin pension. Nu kunne hun købe og give os gaver. Hun brugte kun så lidt på sig selv, bare hun kunne glæde os andre med en eller anden ting, så var hun glad, og hvor var hun taknemmelig for alt, hvad hun fik. Hun ville så gerne have et bolsje om aftenen og ville også, at vi andre skulle have eet, men det blev aldrig mere end det ene. Hun havde dem i en blikdåse, og hun havde den aftale med Jacob, at de skulle skiftes til at fylde dåsen op, så det var altid med en vis spænding, vi så hvad der nu var kommet i.

 

Farmor havde en svaghed for "præstekranse", det var nogle makronkager, som bageren i Sorring bagte. Ofte sendte hun bud med Jacob, når han skulle til Sorring, om at tage disse kager med hjem. Så fik vi en kop ekstra kaffe om aftenen.

Hun befandt sig godt i Dallerup, var glad for vore flinke naboer, og det passede hende godt igen at bo i en præstegård, være med i hvad der skete i menigheden. Og det var selvfølgelig en stor glæde for hende at mærke, hvor glade menigheden var for hendes søn, og hvor godt han befandt sig som præst.

 

Så oplevede hun også at blive farmor til Jacobs dreng. Det var for hende, ja, for os alle en stor glæde, da han blev født d. 8/12 1920. Nu gik det lidt ud over hendes håndarbejde, for hun skulle helst være ved hans vugge hele tiden. Nu havde hun heller ikke så megen tid til at rejse ud til de andre børn.

Jeg har for nylig læst en del breve, som hun har skrevet, når hun var i Kbhvn. Ofte skriver hun:" Jeg har det godt, men jeg længes hjem til min dreng."

 

Han havde en tid en skrigeperiode, og farmor var helt ude af sig selv, når han tog fat. En gang skulle jeg tage et møde for Jacob i Låsby, da han var optaget et andet sted. Midt under mødet kom der telefon, at jeg skulle skynde mig at komme hjem, for drengen skreg. Ja, det var jeg jo vant til, men der måtte jo være noget særligt på færde, når der blev sendt bud. Jeg cyklede hjem i største hast, og hjemme fandt jeg både farmor og pigen og Hanne, som gik rundt med en skrigende dreng - da de ikke selv havde kunnet klare det, havde de hentet forpagterkonen. Dagen efter havde vi lægen, som ingenting kunne finde, der var årsag til skrigeriet. Da vi skulle have kaffe, kørte lægen vuggen ind i soveværelset, så kunne han skrige der. Men farmor sad som på nåle, og flere gange ville hun rejse sig og gå derind, men lægen tog hende i hånden og sagde:" Der er nogen, der skal skrige en tid af deres liv."

Måske benyttede drengen sig også af, at når han tog fat, så var der een eller anden, der satte vuggen i bevægelse.

 

Jeg har mange gange set både farmor og min mand mødes ved vuggen, når 0han skreg, og de beskyldte gensidigt hinanden for at forvænne drengen.

Ofte har jeg tænkt på, at det var så kort en tid, de to fik lov til at tage sig af drengen og give ham deres rige kærlighed.

 

Da Jacob var et halvt år, var både hans farmor og hans far døde, og hjemmet i Dallerup stod foran opløsning, og jeg stod for at skulle skabe en ny tilværelse for min dreng og mig selv.

 

Det var en nødvendighed, at jeg fik et arbejde, da det så ud til, at min pension ville blive meget lille.

Jacobs søster, Anna, foreslog, at vi flyttede sammen i hendes lejlighed i Kbhvn., men hun skulle også skaffe sig et arbejde. Hun forsøgte forskelligt, men hun opgav både det ene og det andet. I løbet af tre måneder skal man ud af en embedsbolig, så jeg skulle gerne skaffe mig tag over hovedet inden ret længe. Der var på den tid stor mangel på boliger. Jeg rejste så med Anna til Kbhvn. og boede sammen med hende en måned, men da blev jeg for alvor klar over, at det kunne ikke gå i længden.

 

En dag fik jeg brev fra frk. Lang, at der var en plads ledig til november. Det brev satte tingene på plads for mig. Jeg kom bort fra Kbhvn., jeg fik et arbejde, som gav mig mulighed for at give min dreng og mig selv en god tilværelse.

 

Jeg fik ved gode venners hjælp købt et hus i Silkeborg, så kunne jeg få samlet mine møbler sammen. De havde stået opmagasineret rundt om hos folk, og jeg fik igen et hjem.

Den 1. november 1921 begyndte jeg igen som lærerinde efter at have været borte i to år både af glædeligt og sørgeligt. Min søster kom til mig for at tage sig af Jacob og passe huset. Da huset var temmelig stort for os alene, kunne vi leje nogle værelser ud til unge piger, og snart var huset fuldt. En del unge piger, som boede ude i byen, kom og spiste til middag. Der var nok til moster, men hun havde som regel to flinke piger til hjælp.

 

Jeg selv måtte bruge alle mine kræfter på skolearbejdet. Jeg måtte sande, at intet er så godt i en stor sorg, som et arbejde, der kræver alle ens kræfter og tanker.

Der kunne dog komme tider, hvor jeg syntes at sorgen og savnet overvældede mig, men jeg stod med ansvaret for vor dreng. Jeg havde ikke glemt en samtale, som Jacob og jeg havde på sygehuset. Han var på det tidspunkt i bedring, og hvad, der gav anledning til, at han pludselig sagde: "Ja, skal vi to ikke få lov til at leve sammen med vor dreng, så er det bedst, at det er mig, der skal gå bort først. Du er bedre skikket til at opdrage ham", ja, det ved jeg ikke, men alle hans tanker drejede sig om hans dreng, og om han har haft en forudanelse om, at den tid, hvor vi var sammen, kun skulle blive så kort.

 

 

Efterskrift.

 

Lidt biografiske noter om farmors senere liv. Jeg omtaler hende herefter blot som farmor.

 

Efter at være vendt tilbage til Silkeborg, hvor hun købte hus i Fredensgade nr. 19., virkede hun som lærerinde på Th. Langs Seminarium. Havde som hovedfag skolekøkken.

Hendes søster, Marie Rasmussen, flyttede dertil og passede huset for hende, og de havde samtidig et lille pensionat for unge kvindelige seminarieelever. Nogle boede der, andre kom blot og spiste. Moster var nok den, der tog sig mest af mig, idet hun jo var i hjemmet hele dagen. Bag huset var en lille have, som i sommertiden naturligvs var min foretrukne legeplads.

 

Men det hele ændredes totalt, da farmor giftede sig igen.

2 januar 1929 blev hun viet i Vartov kirke i København til valgmenighedspræst Even Nikolaj Marstrand.

De havde kendt hinanden fra den tid han var sognepræst i Venge, et nabosogn til Dallerup-Låsby.

Han var blevet enkemand i 1924, og havde et par år efter nedlagt sit embede i en stilfærdig protest imod Kirkeministeriets afgørelse i en bestemt kirkestrid på Fyn.

 

Han flyttede til Tåstrup med sine to døtre, Gerda og Ida, og en husbestyrerinde, han havde haft den sidste tid i Venge.

Han ville forsøge at ernære sig som videnskabelig forfatter, idet han ikke blot var cand. teol. men også cand. polit.

 

Imidlertid havde den i 1924 oprettede valgmenighed i Osted måttet sige farvel til sin præst, og bestyrelsen bad derfor Even Marstrand om at blive valgmenighedspræst. Det sagde han ja til, idet han bedre ville kunne trives i de friere forhold i en valgmenighed, og da den ikke var særlig stor, ville han også have tid til sit videnskabelige arbejde og forfattervirksomhed.

 

Hvordan de fandt sammen, har de aldrig fortalt noget om. Det hørte tydeligt til deres meget private sfære.

Men jeg kan huske, at farmor og jeg besøgte ham i præsteboligen i Allerslev i efterårsferien i 1928. Og der mødte jeg første gang mine kommende halvsøstre.

 

Farmor og jeg flyttede så til Allerslev, det må have været mellem jul og nytår.

Her i Allerslev kom farmor så igen til at virke som præstekone. Hun levede selvfølgelig stærkt med i sin mands arbejde, og jeg faldt hurtigt ind i en ny situation, kom meget hurtigt til at kalde og betragte min stedfar, som min far. (Herefter betegnet som EM.)

 

EM var en udpræget studerekammertype, havde meget lidt praktisk sans, så det var farmor, der på så mange måder styrede hjemmet.

 

Valgmenigheden var ikke stor, men EM tog sit arbejde som præst meget alvorligt. Forberedte sine gudstjenester med stor omhu, nedskrev sine prædikener hver lørdag formiddag, lærte dem udenad og holdt dem uden manuskript. Menigheden var meget trofast, sluttede godt op om gudstjenesterne i Osted og Allerslev kirker og ved møder i præstegården.

 

EM havde en meget stor arbejdsdisciplin. Hver formiddag sad han og arbejdede i sit studereværelse. Eftermiddagene blev ofte brugt til besøg hos syge og gamle i menigheden. Han skrev mange artikler, særlig i Højskolebladet, og i faglige tidsskrifter. Flere gange havde han den glæde, at de blev præmierede.

Nogen større indtægt gav de imidlertid ikke, og lønnen som valgmenighedspræst var lille (400 kr om måneden, senere nedsat til 350 kr), så farmor forsøgte at hjælpe lidt på økonomien ved at holde foredrag. Det var særlig kvindespørgsmål, huslige forhold.

 

Nogle somre havde hun tillige vævekursus i præsteboligens lille sal. Selv vævede hun meget, gardiner, møbelstoffer, kludetæpper osv.

Hun fik stiftet og var i mange år formand for en husholdningsforening.

I en eller to perioder var hun medlem af sognerådet i Lejre kommune.

Der var dog trods alt råd til, at vi havde ung pige i huset. Deres løn var nu heller ikke særlig stor (35 kr om måneden), det blev nok også betragtet som lidt af en læreplads.

 

Også her havde haven farmors store interesse. Og det var især hendes, pigens og vi børns arbejde at passe den. EM indskrænkede sig til at slå græsplæne og sætte kartofler, da han havde lidt svært ved at se forskel på urter og ukrudt.

 

Boligen var opført i 1924 i vestjysk bondestil, stråtag med afvalmede gavle og rødkalkede mure og var meget smuk. Havde centralvarme, badeværelse, rimelig godt indrettet, så vi børn kunne få hver sit værelse og familien havde god plads.

 

Gerda fik en uddannelse som husholdningslærerinde fra Ankerhus i Sorø, og Ida blev sygeplejerske.

Jeg fik studentereksamen fra Roskilde Katedralskole i sommeren 1939, tog sammen med Ida på højskole i Nordsverige i okt. 1939, men på grund af krigen vendte vi tilbage til jul 1939.

Jeg begyndte derefter i jan 1940 på det telogiske studium i København. Kandidat jan 1946. Hjælpepræst ved Grundtvigskirken.

 

I 1948 og 49 var EM syg i nogle perioder, hvor jeg så kunne hjælpe lidt med gudstjenester og kirkelige handlinger.

 

13 dec. 1949 var EM taget til København for at gå på Det Kgl Bibliotek, men faldt død om i biblioteksgården.

18 dec 1949 holdtes begravelseshøjtid i Osted kirke, hvor jeg talte, og senere mindesamvær på Efterskolen.

Kisten blev kørt til krematoriet i Kbhvn. og senere nedsatte vi urnen på Venge kirkegård, hvor hans første kone var begravet.

 

EM var 70 år og havde lige taget sin afsked fra valgmenigheden, og de havde besluttet at prøve at bygg0e hus i Askov og flytte dertil.

 

På den tid havde jeg søgt embedet som sognepræst i Fåborg-Årre. EM var meget optaget af det, idet han kendte en del til Vestjylland fra de år, hvor han havde været lærer på Askov Højskole.

 

Da jeg så blev udnævnt til sognepræst I Fåborg, og vi skulle flytte dertil, bestemte vi, at farmor, der skulle flytte fra boligen i Allerslev, skulle flytte med os til Fåborg.

I slutningen af marts 1950 kom så til Agerbæk station 2 jernbanevogne med møbler og bohave, dels fra vor 2-værelseslejlighed i Kbhvn. og dels og især fra Allerslev, hvor der var mange møbler, egentlig stammende fra flere hjem.

Farmor fik sig indrettet i præstegårdens store gæsteværelse og levede ellers med i familiens og sognets liv. Det var så tanken, at hun ville bygge et hus tæt ved præstegården. Men det blev imidlertid klart gennem det år, hun boede i præstegården, at det ikke var nogen god ide af hensyn til Grethe. Så hun købte i stedet et mindre hus i Askov, og flyttede dertil i 1951.

 

Efter en del års forløb syntes hun at huset, der var i 2 etager, var for besværligt, og hun købte derfor en mindre grund og byggede et mere praktisk og overkommeligt hus på Maltvej, og her boede hun, til hun i 1976 kom på Plejehjemmet Egely i Vejen, hvor hun, der var temmelig svækket af et langvarigt sygehusophold, igen livede op og fik nogle gode år, til hun døde 17 september 1979.

 

Da hun flyttede til Askov var hun stadig meget virksom og rask, 66 år. Så hun var meget aktiv med foredrag og demonstrationer, vævning, og mange andre slags håndarbejder. Porcelænsmaling. Havde i nogle år ordblinde elever fra sløjdskolen at undervise. Havde, til de sidste år hun var i huset, en lille flok piger i en slags børnehave en eftermiddag om ugen, var med i læse-og sykreds og læste selv op for"de gamle" på alderdomshjemmet, som hun selv sagde. Hun var ganske vist ældre end de fleste.

 

Selv årene på plejehjemmet var præget af hendes aktivitet.

Hun ordnede sine fotoalbum, lavede blomsterkort med pressede blomster. Læste og skrev en del.

Men i september 1979 blev hun, der nu var 93, svagere og døde d. 19 september 1979.

Hun blev bisat fra Askov kirke d. 23. september. Urnen blev nedsat på Dallerup kirkegård, hvor hendes første mand var begravet i 1921.

 

Jacob Holdt.

 

 

 

Copyright © 2001