Slægten stammer fra Vestslesvig, fra Løgumkloster-kanten. De ældste i slægten, jeg har navnene på, er Hans Iversen Bossen og hustru Bodil Lasses. Han har ganske sikkert været bonde. Hans søn Lars Hansen Holdt, gift med Anmarie Jacobs, ejede een eller to gårde i "Koldkåd", der ligger lidt nord for Løgumkloster. En gammel akvarel viser denne vestslesvigske bonde med toplue stående på marken med nogle får, og man ser gårdene og i baggrunden silhuetten af Løgumkloster kirke. Der findes blandt familiebillederne en blyantstegning i rund sort ramme af ham, også her med topluen på.

Det er formodentlig fra ham slægtsnavnet Holdt stammer. Han er nok i daglig tale blevet kaldt Lars Hansen fra Holt. Ordet holt betegner iflg. etymologisk ordbog på oldnordisk og nordtysk "en lille skov", eller træbevokset stengrund. I hvert fald fik hans søn navnet Jacob Hansen Holdt. Han var født 10 november 1801 i Ulstrup, Nr. Løgum sogn. Han blev ikke bonde. En ældre broder overtog gården og Jacob læste, blev student fra Flensborg 1827, studerede i Kiel og blev teologisk kandidat (Gottorp) 1831. Var 1840-50 præst ved Helligåndskirken i Flensborg. Fra 1850 konstitueret tysk compastor i Åbenrå, diakon 1864 samme sted.

Trods stillingsbetegnelsen "tysk compastor" har han formodentlig været dansksindet, idet han ved sin afrejse derfra fik foræret et sølvskrivesæt, og herpå står der: Til Pastor Holdt fra den danske menighed i Åbenrå den 25 Maj 1865. 

I årene 1865-77 var han sognepræst i Løgumkloster, hvor han døde 24 november 1879. Han var gift med Anna Magdalene f. Møller. Hun var født i Flensborg d. 4 april 1814. Efter mandens død boede hun hos sønnen Jacob Laurids Paul Holdt, der var sognepræst i Oddense-Otting menigheder i Viborg stift. Hun døde 21 maj 1889 i Nørholm sogn, Ålborg stift.

Jacob Laurits Paul Holdt, født 9 april 1844 i Flensborg. Cand. theol. fra København i 1870. Kapellan 1874-76 i Grejs-Lindbjerg, Ribe stift. 1876-82 sognepræst i Oddense-Otting sogne, Viborg stift, 1882-93 sognepræst i Nørholm, Ålborg stift. 1893-1917 sognepræst i Kjøng, Sjællands stift. Han var gift med Christiane Hedevig Hummel, der var født 8 februar 1851 i Frederiksværn, Norge, hvor faderen var rebslagermester ved marinen. 

Den ældste af deres sønner, Jacob Christian Gotfred Holdt, blev min far. Han var født 30 september 1874 i Nørholm sogn, student fra Ålborg Katedralskole 1893, og theol. kandidat fra København 1899. Da det på den tid var svært at få præsteembede, var han som mange andre først huslærer på store gårde: Vilstrupgård ved Børkop, Scheelenborg ved Kerteminde, 1903-1913 lærer ved Thisted Realskole. 1913-18 adjunkt på Herlufsholm. Efter faderens død i 1917 følte han som den ældste søn forpligtelse, kald til at følge slægtstraditionen og blive præst.

Han søgte forskellige embeder og blev 2 oktober 1918 udnævnt til sognepræst i Dallerup-Låsby i Århus stift. Han var på det tidspunkt stadig ungkarl, og tog sin mor og sin søster Hedvig med til præstegården i Dallerup. Det var lige mens "den spanske syge" rasede, og det er blevet mig fortalt, at da han kom til sognet, stod der en del lig, der ventede på, at en præst kom til sognet og kunne foretage begravelsen.

Hos førstelæreren og kirkesangeren i Låsby, traf han en lærerinde fra Silkeborg, Ane Sofie Rasmussen. De forelskede sig i hinanden og blev gift i Dallerup kirke 26 oktober 1919. Hun var født 26 marts 1885 i Skibbinge sogn ved Præstø. Faderen var død allerede 1890 og moderen døde i 1896.

Hun havde fået mulighed for at læse til lærerinde, og blev 1912 forskolelærerinde fra Th. Langs seminarium i Silkeborg, og i årene 1913-19 var hun selv lærer på seminariet. En af hendes veninder var lærerinde i Sorring, og det var her hun lærte min far at kende. Hun har skrevet en kort, meget smuk beretning om sin barndom og ungdom, og ligeledes om årene i Dallerup præstegård. Her blev jeg født d. 8 december 1920. Ved dåben d. 2. januar 1921 i Dallerup kirke fik jeg i henhold til traditionen for den ældste søn i hvert slægtled navnet Jacob Holdt.

Det blev kun en kort tid i præstegården. Min farmor, som også boede der, døde d. 6 juni 1921 og blev begravet på Køng kirkegård. I juli måned blev min far indlagt på sygehuset i Silkeborg for en brokoperation og var i god bedring. Min mor besøgte ham og havde et kort ærinde i byen, men da hun kom tilbage til sygehuset, var han død af en blodprop. Det skete d. 21 juli 1921. Han blev begravet under meget stor deltagelse på Dallerup kirkegård. Min mor fortæller et sted i sine erindringer, at mine forældre havde en samtale, mens han lå på sygehuset, og der sagde han pludselig: " Ja, skal vi to ikke få lov til at leve sammen med vor dreng, så er det bedst, at det er mig, der skal gå bort først. Du er bedre skikket til at opdrage ham." Han havde ved een eller anden lejlighed taget det løfte af hende, at hun aldrig måtte sende mig på kostskole. Han havde i sin tid som lærer på Herlufsholm set alt for mange ulykkelige drenge.

Min mor stod så og skulle skabe en tilværelse for sig selv og mig. I løbet af 3 måneder skulle hun forlade præstegården. Hun vidste tillige, at hendes pension ville blive meget lille, så et arbejde skulle hun også finde. Efter forslag fra min faster Anna, flyttede hun over til hende i København, men blev hurtigt klar over, at det var ikke noget, der kunne gå ret længe.

Da hun så fik tilbud om en stilling som lærerinde på hendes gamle skole Th. Langs seminarium, faldt tingene på plads, og allerede fra 1. november var hun så igen lærerinde og havde et arbejde, der kunne give hende og mig en god tilværelse.

Ved gode venners hjælp købte hun et hus i Silkeborg, Fredensgade 19, fik samlet sine opmagasinerede møbler sammen og fik min moster, Marie Rasmussen til at passe huset og mig. Da huset var ret stort kunne hun leje nogle værelser ud til unge piger, der gik på seminariet. Andre kom der og spiste middag, så huset var fuldt af unge kvinder. I det daglige var det i høj grad moster, der tog sig af mig. Mor havde sin skole og forberedelserne dertil at passe. Omgivet af alle disse kvinder kunne det vel ikke undgås, at en lille lyslokket dreng blev en del forkælet.

Til mine tidligste erindringer fra de år hører lyden af træskotrin tidligt om morgenen, når arbejderne gik til den store papirfabrik ved havnen. Og fra min seng kunne jeg høre og se solsorten på taget af det store hus på den anden side af gaden.

Ud mod haven var der en dejlig glasveranda, hvor jeg legede, og om sommeren i haven, der havde en høj mur ud mod gaden. En af mine yndlingslege var at være mælkemand. Når moster vaskede storvask i vaskehuset, havde jeg en kasse på min legevogn og fik så sæbeskum i nogle spande eller kander. Det var flødeskum, jeg solgte til imaginære kunder. Senere blev et gyngestativ flittigt brugt. Jeg havde et par legekammerater. En genbofamilie havde, som så mange andre i de år, en wienerpige i pleje en tid. Louise hed hun. Det var ikke nogen velstillet familie, tømrersvend var manden vist, men de havde altså hjerte og husrum til at tage sig af en fattig afmagret østrigsk pige.

En dreng, Aksel, blev jeg gode venner med. Vi legede meget med hinanden, og ofte kom jeg i hans hjem. Det var velstillede folk. Faren var grosserer i chokolade, sukkervarer vel i det hele taget. Men det kan jeg ikke huske, at vi mærkede så meget til. En tid havde han tuberkulose og var på kystsanatorium, hvor jeg husker, at vi besøgte ham. Ham holdt jeg forbindelse med i mange år. Han blev uddannet som boghandler og fik sin egen forretning i Århus, hvor jeg besøgte ham nogle gange. Men efterhånden ebbede det venskab ud.

Nok var vi flyttet fra præstegården i Dallerup, men min mor blev ved med at have tæt forbindelse til sognet, hvor hun havde været præstekone, de få år, det varede. Ofte var vi på besøg derude. Særlig to familier besøgte vi. De havde været naboer til præstegården. En lille gårdmandsfamilie, Mariane og Laurs Bastrup. Deres gård lå lige på kanten af de store bakker, der førte ned til engen og bækken. Det var spændende at være med Bastrup, denne store stovte jyske bonde, ud i marken, når kornet skulle høstes. Så kørte han med det, der hed en aflægger, en slåmaskine, der ved hjælp af nogle vinger lagde kornet i passende bunker, og så lærte jeg at binde neg, sno et bånd af stråene og binde det sammen til neg. Det var nu ikke altid båndende, som jeg bandt, holdt sammen på neget.

Til daglig levede man mest i køkkenet. Jeg husker, hvordan Marianne aldrig til daglig havde en tallerken selv, men spiste af mandens tallerken..... vel for at spare på opvasken. Spændende var det at være med nede ved bækken, hvor der var en hævert, et apparat, der ved vandtrykkets hjælp kunne pumpe vand op til gården. Da jeg senere var flyttet til Sjælland, besøgte jeg dem næsten hver sommer, når jeg, mens jeg endnu gik i skole, var på cykeltur til Jylland.

Mest forbindelse havde jeg dog med de folk, der havde været præstegårdsforpagtere, mens mine forældre var i præstegården. De havde siden købt deres eget lille sted, lige uden for Sorring. Det var ikke stort, og som så mange andre husmænd måtte Rasmus Busk tjene lidt ekstra ved at være mælkekusk. Jeg har ikke været så forfærdelig gammel, før jeg selv med rutebilen kunne tage ud til Sorring og besøge dem. Ofte var jeg med ham på mælketurene rundt til gårdene efter mælk, og videre til mejeriet, og tilbage til gårdene med skummetmælken. Det kunne være koldt at sidde der på vognen, men det hjalp, når vi havde været på mejeriet, og den varme skummetmælk var kommet i spandene. Så kunne jeg krybe ned mellem dem og sidde og få lidt varme. Ofte blev vi budt ind på gårdene til en kop kaffe og en mellemmad. Og det var dejligt. Der var altid nogle koner, der gerne ville snakke med mig. Jeg var jo den afdøde præsts søn. De fulgte mig med stor interesse.

Engang blev jeg af een af dem spurgt om, hvad jeg ville være når jeg blev stor. "Jo, svarede jeg, jeg vil være præst og mælkekusk". "Ja, men det kan da ikke lade sig gøre", indvendte man. "Jo, svarede jeg, jeg vil præst om søndagen, og mælkekusk om hverdagen."

Den helt store fornøjelse var det, når vi i sommertiden fik budt jordbær. Men et sted havde jeg ikke lyst til at spise dem. Og da jeg blev spurgt hvorfor, skal jeg have svaret: " Nej for der er skidt i jordbærrene!" Der flød bare et blad rundt i mælken, men det var altså nok for en lille dreng fra byen til at kaste vrag på de dejlige bær.

Rasmus Busks kone hed Johanne, og hun var selv hjemme. Lidt bestemt, men så god og kærlig overfor mig. Det var mange småferier jeg tilbragte hos dem. Hun var meget proper og pillen. Jeg husker endnu hendes to stuer, der stod med spejlblanke ferniserede gulve og de blankpolerede kakkelovne, alt skinnede af properhed. Når hun skulle derind efter eet eller andet, tog hun altid sine hjemmesko af og gik på strømpesokker derind. Stuerne blev ikke brugt til daglig, kun når der var gæster. Til daglig sad man i køkkenet.

Her hjalp jeg med at trække køerne ud på marken, og flytte dem, med at luge roer og om efteråret at tage dem op. Megen hjælp har det nu nok ikke været, men så var jeg da beskæftiget. Det var et godt og kærligt sted for mig at komme, og jeg holdt forbindelse med dem lige til de døde. Jeg besøgte dem næsten hver sommer, da jeg i 14 - 16 års alderen var på cykelture til Jylland i sommerferien.

Morsomt nok kom jeg mange år senere til at vi deres dattersøn i Agerbæk kirke. De havde kun et barn, en datter, Anna. Da hun blev gift, fik hun selv en flok børn. Boede i mange år i Silkeborg, hvor hun havde et lille spisested. En af hendes sønner, Leif, kom i købmandslære i Hjortkær, 4 km syd for Fåborg, så han besøgte os af og til i Fåborg præstegård. Han traf i Agerbæk en pige, Henny, som han forelskede sig i, de blev forlovet og en dag i 19?? kunne jeg vi dem i Agerbæk kirke. Med til deres bryllup var Rasmus og Johanne Busk. Det var en stor glæde for os alle tre. Og 25 år senere var jeg med til Henny og Leifs sølvbryllup i Oksbøl. De boede nu i Billum.

Begge steder var det, mens jeg var dreng, lidt strengt, når der skulle soves til middag. Det var jeg ikke vant til eller indstillet på, men middagssøvnen var der noget ukrænkeligt, næsten helligt over.

I Silkeborg fik vi ikke sjældent besøg af folk fra Dallerup og Sorring. Især husker jeg gamle "Niels Peter", han havde været karl og til sidst vist en slags altmuligmand i præstegården. Ham var jeg glad for. Han røg altid på en lille pibe med låg, havde ur med kæde i sin vestelomme.

På eet eller andet tidspunkt må jeg være kommet i børnehave. Selve børnehaven husker jeg ikke noget af. Men en enkelt ting var så overvældende, at det bed sig fast i min hukommelse. Kun en bagatel: Jeg havde hver dag en blikkasse med, hvor der i et rum var plads til en lille flaske kærnemælk og i et andet en madpakke. Men een dag smagte mælken forfærdeligt. Det var nemlig sødmælk, hvor der var kommet sukker i. Moster eller en af pigerne havde taget af den forkerte flaske.

Senere kom så skolegangen. Det blev i børneskolen i seminariets øvelsesskole. Det havde den fordel, at jeg kunne følges med min mor til skole. Jeg blev vel så hentet af min moster eller af een af pigerne, når min skoledag var til ende.

Een af skoleårets store begivenheder var sommerudflugten. Med bådene på Gudenåen sejlede vi til traktørstedet Hattenæs, hvor der var leg, og spisning af de medbragte madpakker. Alle var i det stiveste puds. Jeg i hvidt tøj. Sommersol og fest. Mest spændende var sejlturen op ad åen, især, hvis man var så heldig at komme med den gamle hjuldamper "Hjejlen", hvor de store hjul rigtig fik vandet til at skumme. Andre ture gik til Himmelbjerget med den lange seje traven ad de snoede stier op til bjergets top med den storslåede udsigt over skovene og søerne, og lykken var det, hvis man fik en rigtig "Himmelbjergstok" sort med udskæringer i og rød knop til håndtag. Det var trætte og nok også vanskelige børn, der vendte hjem fra sådanne udflugter, mættede med indtryk og oplevelser.

Selve skolegangen husker jeg ikke meget af. Men jeg må have lært at læse og regne... og skrive. Det sidste var nu nok ikke særlig godt, for mor har fortalt, at en dag, hvor vi var begyndt at skrive med blæk, havde lærerinden sagt: "Det er da noget forfærdeligt griseri, Jacob". Men jeg trøstede hende: "Ja, men Williams er da meget værre."

Men pludselig blev der vendt helt op og ned på min tilværelse. Ved juleafslutningen i skolen, da jeg gik i 2. klasse, hørte jeg pludselig seminariets forstander holde tale for min mor, som hun takkede for de år, hun havde virket på seminariet og i øvelsesskolen, og hun ønskede hende og mig alt godt i den nye tilværelse. Jeg forstod ingenting. Men senere fik jeg så at vide, at vi skulle flytte til Sjælland. Min mor skulle giftes igen. Man kan undre sig over, at hun ikke havde forberedt mig lidt på det, men hun har vel skønnet, at jeg næppe ville have kunnet lade være at fortælle det til højre og venstre, og hun har nok ønsket, at der skulle være så lidt blæst om det som muligt.

Mellem jul og nytår forlod vi Silkeborg og min kære moster, som havde betydet så meget for mig. Huset blev senere solgt og moster fik en plads som husbestyrerinde for en sadelmager, der var enkemand i byen. Jeg tror nok, at hele denne omvæltning var værst for hende.

I januar 1929 blev min mor så viet i Vartov kirke i København til Even Nikolaj Marstrand. Vielsen blev foretaget af valgmenighedspræst Thorvald Balslev, en af min stedfars gode venner. Bagefter var der bryllupsmiddag hos "farfar", den gamle borgmester Jacob Marstrand i dennes store lejlighed ved Glyptoteket.

Vi flyttede så ind i præsteboligen i Allerslev og til en tilværelse som en hel familie, idet jeg fik ikke blot en stedfader, men også to søstre, Gerda og Ida, som var henholdsvis 3 og 1 1/2 år ældre end mig. 

Jeg havde været der før, idet min mor og jeg havde besøgt min stedfar i efterårsferien i 1928. Da havde jeg leget godt med de to piger, der var ret så kvikke og dristige. Bl.a. havde de fundet ud af, at ved hjælp af en stige kunne vi komme op på et lille halvtag, der forbandt huset med garagefløjen, og derfra kunne vi kravle op ad stråtaget helt op på tagryggen, hvor der var en herlig udsigt. Og så kunne vi kure ned ad stråtaget. Det blev der naturligvis sat en stopper for. Taget havde ikke godt af det, og helt ufarligt var det da heller ikke. Men end ikke det besøg havde fået mig til at ane uråd. Vi blev dog hurtigt en familie. Det varede ikke længe, før jeg ganske naturligt kaldte min stedfar for far, og sådan benævner jeg ham i det følgende.

Det var en dejlig stor præstebolig, bygget i 1924. Centralvarme, badeværelse. Og så mange værelser på loftet, at vi børn kunne få hvert vort værelse. Derudover var der pigeværelse, og så længe vi børn var hjemme, havde vi ung pige.

Jeg kom godt ud af det med mine to søstre. Medvirkende var nok også, at netop det år blev det en rigtig streng vinter med megen sne og frost. Så vi tumlede meget i sneen med vore kælke. Der var nogle fine skrænter, idet præstegården lå ret højt, og på den træbevoksede skråning mod øst var der ret stejlt, så der var gode kælkebaner ind og ud mellem træerne. Vi var også med, når der skulle kastes sne for at få vejene ryddede, og folk fra gårdene var kommanderet ud til snekastning.

Som legetøj havde jeg modeljernbane, ikke elektrisk, men med lokomotiver, der skulle trækkes op. I årenes løb fik jeg en hel del udstyr til det, så det var ret imponerende anlæg, jeg kunne bygge. Senere blev det meccano. Byggesæt med mange stænger, hjul og plader. Det var spændende maskine og køretøjer, jeg kunne bygge.

Om aftenen samledes familien i dagligstuen omkring den store bordlampe. Så læste far højt. Det var Felix Salten "Bambi" og andre dyrefortællinger, Ingemanns historiske romaner, Selma Lagerlöfs romaner. Aftenen sluttede med en aftensang og fadervor. Da vi blev ældre, sad vi med hver sin bog eller pigerne med håndarbejde. Gerda gik på den tid i realskolen i Tåstrup, hvor de havde boet. Men Ida og jeg blev undervist hjemme sammen med to nabodrenge Ebbe og Finn Frandsen.

Fra sommeren 1930 gik jeg i skole i Osted friskole, der var 5 km, så jeg havde fået lært at cykle. Det gjorde børn ikke så tidligt den gang som nu. Skolens leder hed Kristian Hansen, og var af den gamle grundtvigske lærertype, der satte fortællingen meget højt. Så her mødte jeg i levende fortælling bibelhistoriens spændende beretninger, den nordiske mytologis gudeverden, og historiens helteskikkelser.

Danskundervisningen var også meget god. Man fik lært at stave og at analysere. Vi var flere årgange i samme klasse, så nogle af kammeraterne var ældre end jeg. Det generede mig egentlig kun, når vi spillede fodbold, så blev jeg gerne sat på mål. Det brød jeg mig ikke rigtig om, for det var nogle hårde skud, de store drenge sendte på mig.

Den sorte skole i Roskilde

Da det var meningen at jeg skulle læse, fik jeg foruden skolegangen i Osted friskole også lidt ekstraundervisning hjemme, sådan at jeg ville have en chance for at klare optagelsesprøven til 1. mellem i Roskilde Katedralskole.

Allerede i 11 årsalderen skulle man altså bestemme sig for, hvilken uddannelse, man ville sigte på. Så jeg var til optagelsesprøve i juni 1932 og var så heldig at blive optaget på Katedralskolen.

Det var en noget anden form for skolegang end den, jeg havde haft hidtil. Ikke blot var der nye fag, engelsk, matematik, fysik, kemi, senere tysk. Lærerne var nok fagligt dygtige, var cand.mag.er, men pædagoger var de bestemt ikke alle sammen. Der mødte jeg lidt af det, man i grundtvigske kredse med slet skjult foragt har kaldt den sorte skole. Det var lektier, terperi, gloser, remser, grammatik, så det stod efter. Og så karakterbøger !

Det var slemt, for det var ikke særligt gode karakterer, jeg kom hjem med. Men trods alt klarede jeg mig da igennem de fire mellemskoleår uden at dumpe, selvom det var tæt på et par gange.

Min mellemskoleeksamen var dog så hæderlig, at jeg kunne komme i gymnasiet. Da jeg allerede på det tidspunkt havde besluttet mig for at studere teologi, valgte jeg den sproglige linje. Vi var 14 elever i klassen, 3 drenge og 11 piger, der fulgtes ad til vi blev studenter.

Her fik vi skolens rektor, V.S. Lauridsen, som lærer i historie. (Da jeg var kommet til Fåborg mange år senere, opdagede jeg, at hans far havde været førstelærer og kirkesanger i Årre, og jeg er overbevist om, at hans opvækst i dette vestjyske sogn i meget høj grad havde præget ham og hans livsholdning.) Han var en meget streng og krævende lærer, forlangte, at vi virkelig arbejdede med stoffet. Første gang vi fik karakterer, var de for os alle helt i bund. Men vi lærte at respektere ham og hans krav, så det gik efterhånden nogenlunde.

Hans interesse for historie gav sig udslag i, at han fik udsmykket skolens gange med danmarkshistoriens kendte navne og begivenheder. Da hans største interesse var dronning Margrethe, var der en gang, der særligt var helliget hende, "Margrethe-gangen". Skolens naboskab til domkirken var nok medvirkende dertil. Hovedmindesmærket i domkirken er jo dronning Margrethes store marmorsarkofag bag højalteret. Nok var skolen også under hans ledelse en udpræget kundskabsskole, men over indgangen til en af gangene havde han ladet indskrive salmelinjen: "Gør vor kolde kundskab varm" fra Grundtvigs salme " Kom Gud Helligånd, kom brat."

Een lærer havde vi et ganske særligt forhold til, lektor Rathsach, vi var det sidste hold, han førte op til studentereksamen, før han gik af. Vi havde ham i engelsk, hvor han gav os en god indføring i eng. litteratur ikke mindst poesien. Oldtidskundskab var ikke et fag, der var yndet af eleverne, men han formåede at gøre den græske kulturhistorie og arkitektur så levende og spændende for os, så vi fik meget ud af det. Han var pædagog, og vi holdt meget af ham. De andre klasser og lærerne kaldte os lidt gemytligt, drillende og misundeligt for "de små Rathsacher".

Til årets skolefest var det tradition, at 2. g'erne opførte et amatørskuespil. Da det blev vor tur var valget faldet på Hostrups "Eventyr på fodrejsen". Det var morsomt at være med til prøverne, der foregik til dels efter skoletid. Jeg skulle spille "Skriverhans". Man har nok ment, at da jeg kom ude fra landet, var jeg egnet til at spille denne forsorne sjællandske småforbryder. Selve opførelsen kom jeg nu ikke med til, idet jeg havde fået lungebetændelse, og det var dengang, før pennicellinets opfindelse, en ret alvorlig sag. Jeg var meget dårlig i 8 dage, men klarede det dog.

Vi havde en gymnasieforening "Hroar", der holdt møde på skolen hver lørdag aften. Her var der foredrag, diskussioner og enkelte fester. Jeg kom til skolen ved at gå eller senere cykle til Lejre station og så med toget derfra til Roskilde, så et kvarters gang til skolen.

Det var udmærket at komme tidligt op om morgenen. Det var værre, når vi skulle hjem, for da passede togtiderne dårligt. Der var ofte 1-2 timers ventetid. Dem tilbragte jeg ofte på biblioteket i Roskilde, der heldigvis lå på vejen til stationen. Undertiden var jeg med kammerater hjemme, men der var ikke så mange, der boede i selve byen, idet mange af skolens elever kom fra oplandet. I sommertiden cyklede jeg dog de 10 km til Roskilde. Selvom det kunne være en våd og kold omgang, så var det både sundt og dejligt. Den bedste tur hjem var dog den dag sidst i juni, da skoleåret sluttede, og der var en lang sommerferie foran en.

I juni 1939 blev vi studenter. Efter sidste fag køretur i hestevogne rundt i byen og til kammeraternes hjem, øl og vin og hurraråb. Translokationen fandt sted i den store skolegård omkring lindetræet, hvor vi studenter var i smoking og hvide kjoler. Rektortale, højstemte sange, vi fik overrakt vore eksamensbeviser, blev fotograferet foran "kongeporten" til Domkirken. Siden studentergilde i Herthadalen ved Lejre, med festmiddag med vin i for os lidt uvante mængder, sange, dans og sværmen i den lyse sommernat.

Og så spredtes vi for alle vinde til forskellige uddannelser, de fleste dog ved universitet eller læreanstalt i København. I nogle år mødtes vi dog til Roskildensersamfundets årsfest, der altid holdtes på hotel "Prinsen" i Roskilde. Men det ebbede efterhånden lidt ud, siden blev det kun til de runde jubilæer, vi mødtes.

Ungdomsårene i Allerslev

Da mange af katedralskolens elever kom fra et stort opland, var der grænser for, hvor meget vi kom sammen uden for skoletiden.

Jeg havde egentlig mere glæde af mine kammerater i Allerslev. Især de to nabodrenge. Ebbe og Find. Deres forældre havde en gård, der lå lige nedenfor præsteboligen, så der tilbragte jeg megen tid, eller de var hos mig.

Vi byggede huler i gamle halmstakke, eller hytter oppe i store træer. Legede indianere, sørøvere og alt muligt andet. Undertiden var vi lidt med i markarbejdet, kørte med, når fodermesteren skulle ud at malke køerne på marken, men især når hø og korn skulle køres hjem. Det var festligt at sidde med på læssene og at være med at forke negene ind i laden eller op i stakkene.

Undertiden fik vi lov at ride på hestene. Store sindige jyske arbejdsheste, men de kunne sandelig godt flytte sig. Sadler havde vi ikke, så det bumpede slemt, når hesten gik i trav, bedre var det, når den slog over i galop.

I nærheden af mit hjem løb en å. Der var på den ene side af den nogle dejlige skrænter med græs eller krat. Det var en herlig legeplads, hvor man kunne balancere på de store sten i åen. Somme tider gik det selvfølgeligt galt, så man plumpede i med et ben, "fik en sok", som vi kaldte det. Der var skræpper så store, at man kunne gemme sig i dem. Der var fisk i åen, som vi prøvede at fange med snøre eller løkke, dvs. det var en pind med en meget tynd ståltråd, der endte i en løkke, der kunne trækkes sammen. Så gjaldt det om, når vi kunne se en stor fisk, at få løkken ned i vandet og listet hen om fisken, og så trække den op. Det kunne lade sig gøre, men var meget svært.

Men sommer og vinter gik mange ture til "skrænten". Om vinteren var der de fineste kælkebakker. Nogle steder gik åen om vinteren over sine bredder, og var der længere tids frostvejr, blev der gode skøjtebaner. Selv om vort udstyr ikke var det bedste, så have vi det sjovt.

Jeg var så heldig at have nogle gode fedtlædersstøvler, jeg kunne spænde skøjterne på, andre havde bare gummistøvler, som de nærmest bandt skøjterne på. Men skøjteløb blev nu aldrig min store interesse. Jeg frøs altid om fødderne.

Tidligt begyndte jeg at samle på frimærker. Det hang nok sammen med, at min rigtige far, havde samlet frimærker gennem mange år. Men han satte dem aldrig i album, vaskede dem og bundtede dem med 100 i hvert bundt. Så der var meget spændende at gå på jagt i. Jeg fik album og klæbede mærkerne op, efterhånden i serier for de forskellige lande osv.

Mange af mine jævnaldrende samlede også på frimærker, så vi dannede naturligvis en frimærkeklub, hvor vi mødtes en gang imellem og byttede frimærker. Jeg havde yderligere det store held, at min stedfaders broder, Olav Marstrand, der boede i Schweiz, var frimærkesamler og -handler.

Han var oprindelig uddannet elektroingeniør, men da hans far, borgmester Jacob Marstrand, ville afhænde sit store bageri på Købmagergade, gik han ind og overtog det. Men han var vist ikke heldig med det, så han flyttede til Schweiz, arbejdede en del år som ingeniør, men slog sig senere ned i en bjerghytte, hvorfra han drev sin frimærkehandel. Fra ham fik jeg mange spændende mærker. Senere, da han flyttede til Danmark i 1937, slog han sig ned i Allerslev, så jeg havde nær kontakt til ham og lærte meget om frimærker, deres opsætning osv. Så jeg fortsatte en hel del år, med pauser ind imellem, med at samle og ordne frimærker. Endnu de første år i Fåborg kunne jeg pusle med dem, men efter hånden blev der så meget andet, jeg var optaget af, så frimærkerne blev lagt på hylden.

En overgang var jeg meget optaget af at fange og samle sommerfugle og biller. De blev omhyggeligt præparerede og sat på knappenåle i tomme cigarkasser.

Stor betydning havde gymnastikforeningen i Allerslev. Der var gymnastik for os drenge om eftermiddagen. Pigerne havde deres egne hold, og senere, da vi var konfirmerede, var vi med på karleholdet. Der havde vi gymnastik to gange om ugen om aftenen. Det kunne godt om vinteren være lidt koldt. Der var kun en stor gammel kakkelovn i den ene ende af salen, og megen varme gav den ikke. Der kunne undertiden være is på vinduerne og gulvet var hundekoldt. Hygiejnen var ikke noget at prale af. Gulve blev svabret over en gang imellem. Bad var der ikke til os, kun et beskedent omklædningsrum. Men der var fest, når der var gymnastikopvisning. Så mødte mange op og trængtes på de få bænke uden rygstød for at se vore anstrengelser: Først de små piger, så drengene, så de voksne piger og til sidst karlene, der gerne sluttede af med nogle raske spring: kraftspring, flyvespring og flik-flak. Så var der kaffebord med medbragt kage eller smørrebrød og til sidst bal.

I april var der amtsgymnastikopvisning. Det foregik i Roskilde i Hærens store gymnastiksal, hvor holdene fra de forskellige sogne i amtet viste deres præstationer. Disse store opvisninger blev senere henlagt til Højskolehjemmet. 

Om sommeren var der det store gymnastikstævne i Borrevejle Vig. Her havde amtsforeningen i begyndelsen af 30'erne bygget en opvisningsplads med siddepladser på en stor skråning ned mod vigen. Der var så en stor estrade, hvor gymnastikken og de øvrige opvisninger fandt sted. Her var også indrettet vandrerhjem, kiosk og omklædningsrum. Meget af det var bygget ved frivillig arbejdskraft. Jeg selv har været med ude at arbejde der. Der var også badebroer, bådudlejning, så det var et meget søgt sted om sommeren. De store opvisninger sluttede gerne med et historisk optrin. Lejrekongerne var ofte hovedpersonerne i disse spil fra sagnhistorien.

En af gymnastikforeningens aktiviteter var folkedans, hvor vi et par måneder, vist om efteråret, dansede i gymnastiksalen. Her havde vi også dilletant, som det hed på egnes udtryksmåde, amatørskuespil. Også her var jeg ofte med. Jeg har spillet klokker Link i "Nej", den unge københavner i "En søndag på Amager". Det var festligt, ikke blot selve opførelsen, men også de mange prøveaftner, der som regel foregik i skiftende hjem. Det var et godt kammeratskab, der trivedes her mellem sognets mange unge og ældre.

På mange måder følte jeg mig bedre til pas mellem de unge, jeg var vokset op sammen med på landet, end mellem mine klassekammerater på Katedralskolen. Det var et stort fremskridt, da der sidst i 30'erne blev bygget ny skole med tilhørende gymnastiksal med ordentlig varme, omklædningsrum med bad, og scene. Der var nu gode muligheder for foreningslivet.

Det gav også gode forhold for sognebiblioteket, hvor jeg en del år lånte bøger. Til trods for at vi i skolen ikke havde nogen særlig inspirerende dansklærer, fik jeg dog interesse for litteraturen. Selvom der var mange bøger i vort hjem, var der dog ikke de nyere forfattere som Jacob Paludan, Hans Kirk, så dem fandt jeg på biblioteket. Det var jo spændende læsning.

Af nogle af mine kammerater i mellemskolen lærte jeg at bygge en radio, et såkaldt krystalapparat, der kunne virke uden batterier eller strøm. Det var med høretelefoner. Anden radio havde vi ikke før krigen brød ud. Da syntes min far, at han godt ville kunne følge med i, hvad der skete. Men han havde været meget glad for krystalapparatet, fordi han der kunne høre torsdagskoncert. Det var han meget glad for. Selvom man skulle sidde med høretelefoner på (de kunne godt klemme lidt), så var det da spændende, og gengivelsen var meget ren og klar. Jeg selv brugte radioen til at høre eftermiddagskoncert fra Wivex, mens jeg læste lektier. Det har sikkert været meget befordrende for indlæringen af den tyske grammatik!

Økonomien i vort hjem var ikke særlig strålende. Fars løn som valgmenighedspræst var lille. Lidt tjente han ved foredrag og artikler, han skrev. Men mor forsøgte at hjælpe på økonomien ved selv at holde foredrag, arrangere vævekursus, og selv væve en del. Så jeg blev ofte sat til at hjælpe med at sætte en væv op, gøre den klar til vævning. Det drejede sig om at lave trend, rulle denne op på bommen, siden "sølle", og binde skafter op. Det var både til kludetæpper, lyseduge, gardiner, møbelstoffer og duge.

Da far, som det studerekammermenneske han var, var meget upraktisk (i haven kunne han kun betros til at passe kartoflerne og græsplænen), så blev vi børn sat i arbejde, jeg mest, fordi jeg var længst hjemme. Men det gav mig, selvom jeg dengang ikke var særlig begejstret for det, en interesse for havedyrkning. Jeg måtte også passe høns, fodre, muge og også slagte dem, når der skulle en høne i gryden.

Omkring ved 12 års alderen forærede mine forældre mig en høvlebænk, som jeg fik installeret i et lille værksted, jeg indrettede. Her brugte jeg mange timer, søm og brædder til småmøbler, sæbekassebiler og meget andet. Den høvlebænk har fulgt mig lige siden. I præstegården i Fåborg havde jeg et dejligt værksted, hvor alle 3 drenge rigtig fik lært at bruge værktøj, noget som er kommet dem alle til gode. Og her i Agerbæk har jeg den jævnligt i brug, og nu bruger også børnebørnene den, når de er her.

I sommeren 1934 gik jeg til præst. Det var naturligvis hos min far. Vi var 3 drenge og vist et par piger, alle børn fra valgmenigheden. Drengene var foruden mig selv, min legekammerat Ebbe Frandsen og Ejgil Jørgensen, søn af undervisningsminister Jørgen Jørgensen. (Jørgen Jørgensen havde været medstifter af valgmenigheden i 1924 og var dens formand. Ejgil Jørgensen var jeg en del sammen med senere i Studenterkredsen og dens gymnastikforening. Han var polit., kom til udenrigsministeriet, blev siden dets direktør og sluttede som Danmarks ambassadør i U.S.A.)

Selve konfirmationsforberedelsen husker jeg ikke meget af, kun at det var salmer, trosbekendelse, fadervor, og en del læsning i det nye testamente med samtale over det læste. Ingen udenadslæren. Konfirmationen var d. 13 oktober 1934 i Allerslev kirke. Fest bagefter hjemme med gæster, familie og mine "gudforældre", skoleinspektør Peter Hjuler og hustru Karen, fra Ølgod.

Far og mor ville gerne give os så god en uddannelse som muligt. Desværre var de økonomiske muligheder ikke så store. Det var således kun Gerda og Ida, der fik klaverundervisning. Der var ikke råd til, at jeg også fik det. Jeg kunne endda have haft særdeles god brug for i mit senere arbejde at kunne spille til salmer og sange. Gerda blev en ganske god pianist. Ida tabte efterhånden interessen for det. Der var også et par vintre, hvor jeg sammen med en kammerat gik på danseskole i Roskilde, men særlig ferm til at danse blev jeg nu aldrig.

Vore forældre ville også gerne lære os Danmark at kende. Det begyndte i det meget små med en to- tre dages cykeltur til Sydsjællands herregårde og Stevns klint, hvor vi alle 5 var af sted. Det har nok været i 1932. Året efter var far (og Ida?) og jeg på cykeltur med telt til Møn.

Siden var jeg hver sommer en tur i Jylland. Jeg cyklede til Kalundborg og tog færgen til Århus, eller til København og tog natbåden på dæksplads (det kunne godt være koldt, selv i sovepose) til Århus. Derfra kørte jeg så til Sorring, Dallerup og til Silkeborg, hvor moster stadig boede. Et år var jeg tillige i Ølgod og senere i Blåvand i "Ankergården", som fars søster faster "Julle" ejede. Der var vi en del fætre og kusiner samlede og nød badelivets glæder.

I sommeren 1936 var Gerda, Ida og jeg på cykeltur i Sverige. Vi sejlede fra København til Stockholm, boede på vandrerhjem og cyklede så ned gennem de store smålandske skove. Cyklede og cyklede. Når pigerne kunne komme af sted med det, kom de nu op at køre med lastbiler. Jeg kunne så stampe mig frem ad de grusede veje til det vandrerhjem, hvor vi havde aftalt at mødes.

I sommerferien 1937 var jeg med en flok kammerater fra gymnasiet på cykeltur. En af lærerne, adjunkt Kjær, var meget sønderjysk interesseret og ledede denne tur. Vi sejlede fra København til Lübeck, så byen dens kirker, tårne og ølstuer. Boede på vandrerhjem og oplevede her Hitlerjugend i fuld udfoldelse. Turen gik nordpå, Dannevirke, Hedeby, Slesvig, Isted, Flensborg. Så ud vestpå, til Rudbøl, til Dybbøl, Sønderborg, Als. Det var i ferien mellem 1. og 2. g., og det rystede os godt sammen.

Efter studentereksamen ville jeg godt opleve noget, inden jeg tog fat på teologien. Jeg ville gerne en vinter på højskole, hvilket mine forældre syntes var en god ide. Da de begge havde været en del i Sverige, og far var gode venner med rektoren på Sdr. Sunderbyn højskole i Norbotten, blev det bestemt, at jeg skulle derop en vinter. Ida skulle samtidig være pige hos rektoren. Men da skolen først begyndte i oktober, skulle jeg have tiden til at gå med noget. Jeg tog så arbejde på en mindre gård, hos et af valgmenighedens medlemmer, Thorbjørn Frandsen. Her hjalp jeg med høsten og senere med roerne og tjente dermed lidt penge, inden vi skulle rejse.

Men der var en noget trykket stemning overalt, for 2. verdenskrig var brudt ud. Og ingen vidste noget om, hvordan det hele ville udvikle sig. Alligevel tog Ida og jeg af sted. Det var en lang togrejse gennem hele Sverige. Södra Sunderbyn lå tæt ved den finske grænse, helt oppe ved det øverste af den Botniske bugt. Vi kom velbeholdne derop. Jeg kom til at bo hos en af lærerne, delte værelse med en kammerat. Her var det allerede vinter, sne og meget tidligt mørkt.

Jeg deltog naturligvis i den almindelige undervisning. Sproget voldte ikke nogen vanskeligheder. Der var undervisning i svensk litteratur, historie, bygningskundskab, regning, bogholderi, sløjd og foredrag. Efter gymnastiktimerne var der bad og sauna, og så ud at rulle sig i sneen, selvom det frøs 10-15 grader. En aften var der musikunderholdning. Her hørte jeg første gang Mendelson-Bartholdys violinkoncert. Det var en fremragende kunstner, der spillede. 

Eleverne var her oppe fra Sveriges nordligste len. En del var samer og gik til tider i lappernes dragter, og vi hørte meget om deres særlige kultur, som højskolen var med til at værne om.

Men krigen lagde sin tunge skygge over det hele. Nok var der lidt stilstand i krigen nede i Europa, Polen var løbet over ende, og man ventede på Hitlers næste udspil. Men i Finland var vinterkrigen brudt ud. Rusland forsøgte at trænge ind i Finland. Det lykkedes kun i nogen grad, for finnerne værgede sig tappert trods den voldsomme russiske overmagt. Men spændingen var intens, ikke mindst her tæt ved den finske grænse, hvor vi var. Og midt i december syntes vore forældre, at det var bedst, at vi vendte hjem. Vi var absolut ikke indstillet på det. Vi havde fået mange gode kammerater og ventede os endnu en hel del af tiden på højskolen. Men hjem måtte vi.

Da det så ikke blev til mere med det højskoleophold, besluttede jeg mig til at tage fat på teologien og fik mig indmeldt til de forskellige forprøver og immatrikuleret ved Universitetet.

Fortsættes i 2. del