Der var problemer med huset. Taget viste sig at være meget utæt, så når det regnede måtte vi sætte baljer og spande op på loftet for ikke at få vand ned i stuerne. Efter snestorm måtte jeg sikre mig, at der ikke lå store driver på loftet. Men trods alle afdækninger dryppede det ofte ned i stuerne. Undertiden måtte vi ikke blot have skåle og spande stående de værste steder, men også flytte møbler og gardiner for ikke at få det ødelagt.

Der var endvidere fugt i ydervæggene. Den nytapetserede væg i soveværelset blev hurtigt skjoldet og sort. Det var just ikke sundt, der dukkede svampeangreb op i studereværelset. Jeg opdagede, at der groede svamp i gulvtæppet og op i en af mine reoler. (Den har mærker af det endnu.) Så måtte kontoret sættes i stand igen. Og sådan blev det ved . De første 5 år var den længste tid, hvor vi ikke havde håndværkere i huset ½ år. Vi kunne se, at ydermurene begyndte at svaje ud for oven. Det viste sig at bjælkeenderne i tagkonstruktionen var rådnede, så spærene trykkede murene ud ad.

Man blev klar over, at huset bogstavelig talt var bygget på sand. Just ikke nogen reklame for netop præstegården. Der var ingen syldsten under. Murene, der var af hjemmebrændte sten og kompakte 1½ stens mure, var lagt lige ovenpå sandet uden nogen fundamentering. Det var byggeskik med de gamle vestjyske gårde, men det duede altså ikke til så stort et hus som præstegården, der tilmed altid havde haft tegltag, der er meget tungere end de vestjyske stråtage. Desuden var tagkonstruktionen for svag. Så hele taget gav sig lidt, når det stormede. Det fik understrygningen til at falde af og taget blev mere og mere utæt. Man besluttede så i samråd med stiftets bygningskonsulent at sætte ekstra spær op og lægge nye tegl på. Det blev gjort. Men dermed blev taget endnu tungere, og murene svajede mere og mere ud. Til sidst nægtede murerne at gøre mere ved huset. Jeg tog ned til Ribe for at snakke med biskoppen om sagen. Og da han hørte, hvordan det stod til, sagde han: "I må have en ny bolig !" Det var en bitter pille at sluge for menighedsrådene, der havde arbejdet så meget med at få huset i orden og det havde kostet over 35.000 kr. Og det var mange penge dengang.

Efter nogle bevægede møder enedes menighedsrådene så om at bygge nyt. Det forårsagede en del ballade i sognet. "Skulle sådan et godt hus rives ned!" " Vi andre bor ikke så godt!" osv. Stemningen var sådan, at jeg var lige ved at søge et andet embede, for det var næsten ikke til at holde ud. Der blev holdt et stort offentligt møde på Fåborg kro, hvor tingene blev forklaret og folk havde lejlighed til at ytre sig. Det skabte lidt ro, men rart var det ikke.

Vi fik fundet en arkitekt fra Esbjerg, Henning Nordholdt. Han havde ikke bygget præstegård før, men det anså jeg nu for en fordel. Jeg havde trods alt boet i den gamle bolig i 5 år, og vidste lidt om, hvordan en præstebolig skulle fungere. Derfor fik jeg ret stor indflydelse på indretningen af den.

Byggeudvalg, arkitekt og jeg var rundt at se på nyopførte præsteboliger andre steder for at hente lidt erfaringer og gode ideer. Og efterhånden tog skitserne form, tegninger udarbejdet og godkendt af menighedsråd og kirkelige myndigheder og licitation afholdt. Men det blev alt for dyrt. Så måtte vi til at skære lidt ned. Det blev nu ikke så forfærdelig meget. Heldigvis var menighedsrådene meget forstående, skulle der bygges så skulle det også gøres ordentligt. Men vi sad bogstaveligt talt og handlede med håndværkerne om små ting, bl.a. om de sidste stikkontakter.

Man besluttede at lægge boligen, hvor den gamle lå, ikke mindst af hensyn til haven. Men det gav problemer. Hvor skulle vi være mens det gamle blev revet ned og det ny bygget? Der kunne lejes et hus til os, men hvor, og det kostede jo også en del. Så jeg foreslog at man byggede i to etaper. At vi flyttede i den vestlige del af det gamle hus. Så blev det øvrige revet ned, og man byggede selve stueafdelingen af huset. Når det var sket, flyttede vi ind der, så rev man resten ned og byggede konfirmandstuen til. Det kunne teknisk lade sig gøre og sådan blev det.

Havestuen blev indrettet til kombineret kontor og opholdsstue. Studereværelset blev indrettet til soveværelse, et hjørne af konfirmandstuen blev indrettet til køkken med afløb lige ud gennem, vandrør ovenpå jorden og ind gennem muren.

Nogle møbler blev opmagasineret ude i byen, og de, som vi ikke skulle bruge, samlede i konfirmandstuen. Konfirmanderne havde jeg så i missionshuset. Men det var en besværlig tid. Vi begyndte med at flytte og rive ned i maj, og først juleaftensdag kunne jeg flytte ind i det nye studereværelse, som man havde arbejdet på at få gjort færdig, så jeg kunne bruge det. Resten af huset var først klar til indflytning til Påske.

Det var besværligt at bo på den måde, ikke mindst da det blev vinter og vandet i det interimistiske køkken frøs i hanen, afløbet stoppede osv. Men vi overlevede, var unge og havde noget godt at se frem til. Drengene, der nu var 6-7 år, syntes at det var spændende.

Resultatet var særdeles godt. Jeg vil stadig holde på, at det er en af landets bedste præsteboliger, kun blev konfirmandstuen ikke stor nok. Men på den tid måtte man ikke bygge dem større. Mine efterfølgere har også været meget glade for huset.

Det gamle hus havde ligget lidt højere end selve haven. Der var således en bred skråning beklædt med græs, og foran havestuen en muret terrasse. Den udnyttedes til friluftsskuespil. Da vi byggede det nye hus, sørgede jeg for, at den jord, der blev gravet ud fra kælderen blev brugt til at udvide skråningen, så der blev en 3-4 m bred græsplæne fra terrassen og ud mod vest. Stykket foran konfirmandstuen, der her var trukket et stykke tilbage, fik en ret stor plads, der kunne bruges som scene, indrammet dels af huset, dels af læbælte og buskads. Forhøjningen gik over i en skråning, der fortsatte ud i græsplænen. Det var meget vellykket til friluftsskuespil.

Grundlovsmøder og skuespil

Sammenslutningen af ungdomsforeninger på egnen, Endrupholm og omegnens hovedkreds, holdt hvert år Grundlovsfest i præstegårdshaven. Der var to foredrag og kaffebord om eftermiddagen. Om Aftenen så skuespil, og derefter bal på kroen.

Det var store opgaver vi kastede os ud i. De første år, var der en skuespiller fra Esbjerg, der instruerede, senere blev det lærer Teglgård, mens jeg assisterede som scenemester m.m. Det var skuespil som:

Ambrosius,
Der var engang,
Molboerne,
Elverhøj,
Røverne fra Rold,
Jeppe på Bjerget,
Et folkesagn,
Trold kan tæmmes,
Som man behager,
Eventyr på fodrejsen,
De tre musketerer.

Det var de bedste amatørskuespillere fra de forskellige foreninger, der blev udtaget. Men det krævede mange prøver. De første rundt om i hjemmene eller skolerne, den sidste uges tid i præstegårdshaven. Dragterne var for en stor dels vedkommende lejede fra en teatergarderobe. Konfirmandstuen fungerede som bagscene og påklædningsrum, men det var mange deltagere, der skulle bruge det.

Det var et stort arbejde, vi lagde i det. Malede kulisser, lavede lyskasser osv. Sminkør og musikere skulle der til. Vort klaver blev flyttet ud i haven til forestillingerne. Der var gerne tre mand til musikken.

Men forud var gået et andet stort arbejde: Haven skulle gøres ren og pyntes op til dagen. Der skulle hentes bænke og borde fra kroerne. Der var år, hvor der var 4-500 tilskuere, så der skulle hentes mange bænke. Og bagefter var der oprydning. Det hang mest på os i præstegården, men festligt var det. Drengene fulgte levende med ikke mindst i prøverne i haven. Der var nogle bestemte, lidt ældre skuespillere, der gik igen fra år til år. Dem fik man et særligt forhold til, ikke mindst fordi de under prøverne og forestillingen lige skulle have sig en enkelt dram, hvor jeg og Teglgård også blev budt.

Der var som sagt år, hvor der var 4-500 tilskuere til forestillingen. Et år måtte vi have en opførelse mere, og eet år var hele holdet i Aventoft i Sydslesvig for at vise forestillingen der. Det var vist nok "Et Folkesagn".

Selve grundlovsmødet om eftermiddagen samlede knap så mange, de første år dog 100-125 tilhørere. Men så begyndte de politiske partier at holde grundlovsmøder og det tog noget af interessen fra de folkelige. I nogle år nøjedes vi derfor med eet foredrag. Og til sidst opgav man eftermiddagsmødet. Men friluftsspillene fortsatte til omkring 1965.

Ungdomsforeningen

Sognets ungdomsforening Fåborg Ungdomsforening, der altså også dækkede Agerbæk, var stiftet i 1914. Gennem mange år havde min forgænger pastor Gunnar Schmidt været formand for den. Jeg kom også hurtigt ind i den. Og blev ved den første generalforsamling valgt i bestyrelsen og denne valgte mig til formand.

Der var god tilslutning. måske omkring 100 medlemmer fra 14 - ca. 25, enkelte ældre. Vi havde møde hver 14 dag på Fåborg kro. Senere også på Agerbæk Hotel.

Møderne begyndte med en sang eller to, så et foredrag ved hidkaldt foredragsholder, så en sang, kaffebord. Og derefter oplæsning ved eller diskussion med foredragsholderen. Så en aftensang. Møderne varede som regel fra kl. 20 til kl. 23.

Foredragsholderne var højskolelærere, præster og lign., der gav sig af med den virksomhed. Det var alle mulige emner, der blev behandlet. Hvis det var en taler, der kom langvejs fra, kunne det ske at han spiste og overnattede hos os i præstegården.

Vi havde altid julefest 5. juledag. Den begyndte med gudstjeneste i Fåborg kirke, derefter juletræ på kroen, kaffebord og bal. Det var i mange år præster ude fra, vi havde, men senere overtog jeg det. Og det var faktisk een af årets vigtige gudstjenester. I Årre Ungdomsforening havde man tilsvarende julefest 3. juledag. Der var det altid mig, der prædikede. Selvom jeg brugte den samme prædiken begge steder, så var det alligevel en belastning oveni julens mange andre gudstjenester. Når julefesten i Årre var slut ved 22,30-tiden kørte mange af de unge til bal i Fåborg, hvor gymnastikforeningen havde bal. Jeg har mange gange haft bilen fuld, når jeg fra festen i Årre skulle tilbage til Fåborg. Begge steder sluttede dansen kl. 1, hvorefter man sang en aftensang, som regel Altid Frejdig.

Een af ungdomsforeningen vigtige aktiviteter var amatørskuespil, "Fælleslæsning", blev det kaldt. Jeg instruerede i mange år disse skuespil. Der var scener i salene på Fåborg kro og Agerbæk Hotel. Men udstyret var lidt primitivt, så vi byggede nye kulisser, der kunne sættes sammen til stuer på forskellige måder, lavede rampelys og projektører, suffitter og så videre. Meget af det blev lavet i kælderen i præstegården. Det var et stort arbejde, men det gav også en god kontakt med de unge. Prøverne foregik rundt omkring i hjemmene, hvor man beredvilligt lagde stuer og kaffeborde til.

Vi opførte stykkerne en lørdag aften i foråret på Fåborg kro, og den følgende lørdag på Agerbæk hotel. Salen var som regel stuvende fuld af tilskuere og så var der bal bagefter. Det var ikke altid de største litterære værker, man havde valgt at opføre. Nogle titler kan jeg dog huske:

Præsten i Vejlby,
Den kloge mand,
Hvad med de andre,
Guderne ler,
De tre klaphatte,
Himlen har ingen tagrende,
Anna Sophie Hedvig.

Hver sommer havde vi en udflugt i bus, undertiden med overnatning på en højskole. Ikke så få gange havde vi ture til den venskabsungdomsforening, vi havde fået i Aventoft i Sydslesvig. Det var med fest på kroen, overnatning, gudstjeneste næste dag inden vi kørte hjem. Turene var til det sydlige Jylland, Fyn og Sydslesvig.

I flere år havde vi nattergaleture, hvor vi tog til Baldersbæk plantage kl. 2 om natten og havde en kyndig ornitolog til at fortælle om de forskellige fugle, når de efterhånden lod deres røst høre. Undertiden var vi så heldige at høre nattergale. Men det var egentlig en lang nat, for vi sluttede med morgenkaffe på Hovborg kro. Og den kunne vi ikke få før omkring kl. 6½-7.

Skt. Hans aften var der bål. Det foregik ofte hos Thomsen Sørensens i Autrup, hvor der var bål ved mergelgraven, kaffe og dans i laden. Senere også hos Jeppe Knudsens i Nr. Agerbæk.

De almindelige møder havde vi i tiden fra september til omkring maj. Men alt dette krævede meget arbejde af bestyrelsen, så den holdt en del møder for at planlægge og uddelegere opgaverne. Bestyrelsesmøderne blev holdt i skiftende hjem og gennem deltagelse i dette bestyrelsesarbejde blev mange af de unge vænnede til at påtage sig opgaver, sagt højtideligt, blev forberedte lidt på demokratiets arbejdsformer.

Mange unge gik derudover til gymnastik et par gange om ugen om vinteren og til håndbold eller fodbold om sommeren.

Det var meget værdifuldt for mig som præst at have med dette ungdomsarbejde at gøre. Det gav gode kontakter til de unge, man vandt deres fortrolighed. Jeg har stadig et særligt forhold til de mange unge, der dengang var med i arbejdet.

Ved nytårstid arrangerede Hovedkredsen fællesmøder i Glejbjerg med foredrag og lign. Til at begynde med to dage, senere kun een. Indtil også det ophørte.

Tiderne blev anderledes, da skoleloven af 1958 blev gennemført. For den betød efterhånden, at en hel del unge fortsatte skolegangen i 8.og 9. klasse. Der kunne de nu også være sammen med kammerater og der var mange ting, der lignede det vi arbejdede med i ungdomsforeningerne, film, diskussioner osv. Derfor havde de, som gik i skole, ikke det behov for at træffe kammerater, som de havde haft, der tidligere var kommet ud at tjene eller i lære fra de var 14 år.

Det blev derfor efterhånden svært at drive en ungdomsforening. Den blev slået sammen med de to gymnastikforeninger i henholdsvis Fåborg og Agerbæk og ophørte i realiteten dermed at eksistere. Det skete i 1966, da havde jeg været formand til den bitre ende.

Men jeg er meget glad for at jeg kom til Vestjylland, mens det folkelige arbejde i ungdomsforeningerne endnu var i fuld blomst. Det betød også, at jeg selv var meget ude for at holde foredrag i disse foreninger. Eet af de første steder var i Krogager. Jeg måtte cykle på grusveje de 15 km dertil, for jeg havde ikke fået bilen endnu. Dette første foredrag var: Præst i storbyen. Jeg fortalte om mine oplevelser i København. Det brugte jeg en del steder.

Andre foredrag i de år:
Tjekkoslovakiet med billeder fra min tur til Prag.
Nis Petersen.
Nordahl Grieg.
Emner om kirken.
Undertiden var det både en gudstjeneste og et foredrag jeg skulle bidrage med.

Men det gik med ungdomsforeningerne i de andre sogne, som det var gået i Fåborg. De blev slået sammen med gymnastikforeningerne og forsvandt.

Der var endnu foredragsforeninger rundt omkring, men de blev efterhånden omdannede til aftenhøjskoler, der kunne få offentligt tilskud. Så de blomstrede op. Navnet betød måske noget, men stort set var det samme indhold som i foredragsforeningerne, dvs. der skulle i hvert fald i begyndelsen være en sammenhæng mellem foredragene, et tema, en linje. Jeg kom med i udvalget, der tilrettelagde møderne, som vi holdt i Slebsager skole. Lærer Teglgård stod som leder. Vi var gerne en 3o-40 medlemmer, der samledes til 6-8 møder i løbet af vinteren. Der var også aftenhøjskoler i Agerbæk, Vrenderup, Årre. Så det var en god folkeoplysningsvirksomhed, der udfoldedes. Men det betød også, at jeg blev bedt om at holde foredrag mange andre steder. Det var egentlig meget morsomt, sådan at komme rundt i store dele af Sydvestjylland. Det var vågne interesserede forsamlinger. Ikke sjældent var der diskussion efter foredraget, eller jeg måtte præstere noget oplæsning.

Jeg har lavet en bibliografi over de foredrag, jeg har holdt. Den ligger i arkivskabet sammen med foredragene.

Der var et lille bibliotek i Fåborg, passet af tømrerens kone. Hun havde nu ikke meget begreb om litteratur, var nok mest til ugeblade, men een skulle jo passe det. Jeg blev valgt i bibliotekets bestyrelse, Teglgård var vist formand. Men det betød også, at vi fik til opgave at finde ud af hvilke bøger der skulle anskaffes. Fra hovedbiblioteket i Esbjerg fik vi dels bøger til gennemlæsning, dels hjælp til at vælge bøger ud. Det hele var lidt primitivt de første år. Biblioteket havde til huse i en stor uopvarmet stue i tømrerens hus, så bøgerne, der ofte havde mange år på bagen, kunne godt være lidt mugne og klamme. Det var ikke mange bøger vi lånte der. Men Grethe og jeg var medlem af en bogklub hos en boghandler i Esbjerg. Der kunne vi få de nyere bøger, og fik faktisk læst en del.

Ydre Missionskredsene

Kort efter at vi var kommet til Fåborg, kom en ældre mand fra Jyllerup op til mig i præstegården og fortalte om den lille kreds i Jyllerup, der samledes for at støtte Santalmissionen. Han ville gerne have mig med til at deltage i den kreds. Det sagde jeg ja til. Det viste sig, at der også var kredse i Årre, og Kærbjerge. Man samledes i vinterhalvåret en gang om måneden i skiftende hjem. Der fortalte jeg så om missionens arbejde, læste op, man sang, drak kaffe og hyggede sig med almindelig snak.

Det var nogle meget hyggelige aftner, og jeg kom til at kende disse hjem særdeles godt. Kredsene omkring Varde var samlede i et kredsforbund. Det holdt et årligt fællesmøde på skift i de forskellige sogne. Her kom så een af de hjemmeværende missionærer og fortalte om arbejdet i Indien. Der var spisning af medbragt mad, underholdning og lotteri og gudstjeneste om aftenen. Kredsforbundet tilrettelagde også missionærens besøg til de enkelte kredse. På eet eller andet tidspunkt kom jeg i kredsbestyrelsen og blev formand. Det førte senere igen til at jeg blev valgt ind i landsstyrelsen. Det betød en del rejser til København til bestyrelsesmøder og deltagelse i det store årsmøde, der afholdtes over flere dage i een eller anden provinsby. Jeg sad i landsstyrelsen til et år efter at jeg var blevet provst, så kunne jeg ikke få tid mere. Det var ret så krævende at følge med i udviklingen på missionsmarken, ansætte og følge de nye missionærer.

Men det kneb med at holde liv i de små kredse i mine egne sogne. Dels havde jeg ikke for meget tid til at gøre det ordentligt, og dels var det svært at få nye og yngre med, så flokken, der samledes blev ældre og ældre og til sidst måtte vi erkende, at der var ikke rigtig baggrund for at holde det gående. Men ikke mindst samværet med folk i kredsene i Jyllerup og Kærbjerge var meget givende. Det var lidt særprægede mennesker i disse yderkanter af sognene. Stilfærdige og nøjsomme husmandsfamilier, som gerne gav deres bidrag til ydre mission. Det var mest grundtvigske folk, der var med i disse kredse. Men også enkelte familier fra Indre Mission var med i Kærbjerge og var gode trofaste støtter og gode bidragydere.

Fåborg kirke trængte slemt til en restaurering af kirkens indre. Altertavle og prædikestol (fra 1600-tallet) afrenses og opmales. Det ternede flisegulv i koret fjernes. Stolestaderne fornyes. Gavlene havde meget fine udskæringer fra 1500-tallet. De skulle bevares, men sæderne var for smalle og ryglænene lodret stående. De skulle fornyes. Der skulle skaffes bedre plads mellem bænkene. Der var den ejendommelighed, som jeg har set i andre vestjyske kirker, at midtergangen ikke var lige i midten. På mandfolkesiden (højreside) var der 5 pladser og på kvindesiden (nordsiden) var der 6-7 pladser. Ingen har kunnet give en forklaring på dette fænomen. Skyldtes det at kvinderne antoges for at være lidt mere bredbagede end mændene? Eller regnede man med flere kvindelige kirkegængere? Eller skulle der være plads til børnene? Gangen mellem rækkerne var temmelig smal, så det var meget vanskeligt at bære en kiste ind og ud. I gangen var der trægulv, mens koret var belagt med gule og sorte fliser i skråt skakmønster.

I skibets nordvestlige hjørne var et fyringsanlæg til opvarmning af kirken. Her måtte kirkebetjenten slæbe tørv og andet brændsel ind igennem kirkerummet og fyre, og slæbe asken ud. Var det kold vinter måtte han fyre hele natten for at få varme i kirken.

Orglet var gammelt og udslidt. Der skulle ikke blot en organist til, men også en bælgetræder. Det var også kirkebetjentens opgave at træde bælgene, så der var luft nok til piberne. Der måtte et nyt orgel til.

Bræddelofterne over både kor og våbenhus var ormædte og rådne, så de skulle skiftes ud.

Det var en meget stor restaurering, der forestod. Man havde fået valgt arkitekt og beregnet omkostningerne. De var ikke småpenge, hen imod 100.000 kr. En del penge lånte vi i Stiftsmidlerne, andre i en Sparekasse. 

Det sidste gik til på en pudsig måde. Sammen med et menighedsrådsmedlem, en ældre gårdmand fra Vrenderup, Jens Peter Christensen, var jeg i Sparekassen i Varde for at søge om et lån på 10.000 kr. som hele sognet selvfølgelig kunne garantere for. Men det var direktøren nu ikke villig til. Men så tog Jens Peter Christensen sin bog til sparekassen frem og sagde: Men så vil jeg gerne opsige mine penge her, så kan sognet låne dem af mig !" Så fik piben en anden lyd, og vi fik vort lån bevilget.

Men vi ville også skaffe nogle penge selv, så vi besluttede at holde en basar i sommeren 1951. Og så gik kvinder i gang med at lave håndarbejder m.m. i løbet af vinteren. Man hyggede sig i små kredse, der syede og nørklede. Der blev samlet gevinster ind fra forretninger og virksomheder. En lodseddel blev lavet og jeg tror den kostede 10 kr. og det var mange penge dengang.

Præstegårdshaven blev gjort i orden, boder og kaffeborde stillet op, og så snurrede tombolatrumlerne, kaffen flød i stride strømme og kager fortæret. Det skaffede os en ganske pæn sum penge. Basaren og en indsamling i sognet gav i alt 23.000 kr. Det var ganske pænt.

20 januar 1953 begyndte vi så på restaureringen. Gudstjenesterne afholdt vi i missionshuset, bryllupper og begravelser i Årre eller Agerbæk kirker.

Alt inventar i kirken blev fjernet, gulvet brudt op. Prædikestolen, der skulle sænkes 40-50 cm, blev pillet ned og den murede sokkel under den hugget itu. Og der fandt vi en indmuret flaske, der viste sig at stamme fra en restaurering i 1882, hvor man havde flyttet prædikestolen lidt. I flasken lå en kort beretning om hvad man den gang havde foretaget sig, et nummer af datidens lokale avis og nogle dengang brugte mønter. En lignende flaske lod vi indmure i det nye alterbord.

Det mest spændende var imidlertid undersøgelsen af gulvet i kirken. Der var ikke tidligere foretaget grundige undersøgelser af gulvene i danske landsbykirker. Min nabopræst i Åstrup, Høgsbro Østergård var meget arkæologisk interesseret, og han fik af Nationalmuseet lov til foretage udgravninger. Og det blev meget spændende. I selve kirkeskibet havde der været foretaget begravelser. Vi fandt forskellige ting, der stammede fra kisterne. Og i den vestlige ende fandt vi sylden til den oprindelige vestgavl, et par meter inden for den nuværende. Det var en syld af marksten, vel mere end 1 m bred og lige så dyb.

Det mest spændende var dog gulvet i koret. Vi fandt rester af det gamle fritstående alter af store granitsten. Og forsigtigt med små skeer og børster arbejdede vi os ned gennem lagene. Vi fandt huller efter træstolper, der har været dele af den allerførste kirke af træ, som formodentlig er brændt. Der var i hvert fald et brandlag, aske og forkullet træ. Her i gulvet fandt vi en del mindre knogler, som vi sendte til Naturhistorisk Museum til bestemmelse. Og det var en mærkelig samling. Der var rester af kat, ko, mus får, duer, gråspurv, ugle, skruptudse og tamsvin. Har huset, der lå her først, været et almindeligt beboelseshus? Dog, senere udgravninger i andre kirker i Sydvestjylland har vist de samme stolpehuller og andre steder rester af trævægge. Så det kan godt have været en trækirke, der først var bygget og i 1100 tallet har man så bygget den kvaderstenskirke, der står i dag. Der var også en smeltegrube, som kan have været brugt til jernudvinding fra myremalm, der fandtes visse steder på egnen. Eller det kan have været brugt til støbning af blytaget.

Det mest spændende var de mønter vi fandt. Vi var blevet meget forsigtige, at ikke noget værdifuldt skulle blive overset, så al jord vi fjernede i koret gik gennem et finmasket sold. Og der dukkede spændende ting op. Vi fandt omkring 35 mønter, som blev sendt til Nationalmuseet. Et par stykker beholdt vi dog. De ligger nu i præstegårdens arkiv. Mønterne var bl.a. 2 fra Valdemar Sejrs tid før 1234, 5 efter 1234 fra et møntværksted i Ribe, 2 fra Erik Klipping, 2 fra Christoffer I, tyske og svenske fra 13-1400-tallet, 1 fra Chr. IV, skilling og markstykker fra Frederik VII. Det må være offerpenge, der er tabt og trådt ned i gulvet. Der er præsterne gået glip af en indtægt!

På et vist tidspunkt turde vi ikke gå videre på egen hånd, men kontaktede Nationalmuseet, der sendte en magister Stiesdal over for at se på, hvad vi havde fundet. Da han tog af sted sagde han, at det havde været meget lærerigt for ham at være med. Man havde ikke tidligere gjort så meget ud af undersøgelserne i landsbykirkerne, men nu blev det bestemt, at intet gulv må støbes til, før gulvene var behørigt undersøgt. Dette arbejde sinkede jo selve restaureringen en del, men det var meget værdifuldt og blev fulgt med stor interesse af folk. Ikke mindst store skolebørn fra byen var med og nogle deltog i arbejdet.

Efterhånden kom der dog gang i genopbygningen. De gamle stolegavle fra 1583 havde fået nye sæder og ryglæn. Prædikestol og altertavle blev restaurerede.

De specielle malere, der udførte dette arbejde, boede på Fåborg kro. Den var på det tidspunkt endnu uden bevilling, og på muren hang et gammelt skilt, hvorpå der stod Afholdskro. Men kromanden, Alfred Brosbøl anede, der stod noget andet under malingen, så han fik kirkemalerne, som vi kaldte dem til at undersøge det nærmere. De tog det med op i kirken, hvor de rensede det. Og så åbenbaredes en noget anden bemaling.: Der stod nu: Kgl. privilegeret kro. Og der var malet klukflaske og glas. Mens det endnu stod i kirken, kom en gammel missionsmand, der sad i menighedsrådet, op for at se til arbejdet. Han kiggede noget på skiltet og på altertavlen, hvor en del af felterne med indskrifter og billeder var taget ud. Han spurgte så. "Men hvor skal det sidde ?" Han blev dog klar over, at det egentlig ikke hørte til der. Men det hænger stadigvæk på muren på Fåborg kro.

Omsider blev restaureringen færdig og tirsdag d. 7 april 1954. kunne vi holde genåbningsgudstjeneste. Biskop Lindegård, Ribe, provst Noack, Alslev og nabopræsterne deltog. Jeg prædikede. Bagefter var der kaffebord på Fåborg kro med tak til mange sider og af mange.

Derefter havde vi middag i præstegården for biskop, provst og menighedsrådet. Her fortalte biskop Lindegård, der var født og opvokset i Hjordkær, om sin tid som hyrdedreng i Gestlunde og fortalte bl.a., at han havde gået til præst og var blevet konfirmeret af pastor Bremer. Og da han efter konfirmationen tjente på en gård i Gestlunde, havde han en dag fanget en stor fisk i åen. Den ville han gerne forære til præsten i Fåborg. Men han havde først fri dagen efter. Men så gik han op til præstegården, kom ind i bryggerset, præsten blev tilkaldt og tog imod fisken, men takkede ikke mindst for tanken, der lå bag. Og tilføjede Lindegård:" Jeg tror nu også fisken selv havde en "tanke!""

I løbet af året blev der også installeret et nyt firestemmigt orgel. Der var ikke råd til mere. Senere i årene 1967-69 syede en kreds af damer et kortæppe, dvs. et tæppe indenfor alterskranken. Det var i korssting og et meget stort og smukt arbejde. Motivet var et stort kornneg med vinranker med druer om. Motivet havde jeg foreslået ud fra Petter Dass’ salme:

Dit minde skal, oh Jesus stå,
uglemt i sind og tanker
mens brød af ager er at få
og druer gror på ranker.

Samtidig med restaureringen byggede vi et hårdt tiltrængt kapel med redskabsrum og toilet i kirkegårdens sydøstre hjørne. En hel del år senere viste det sig at blytaget på kirken var meget utæt, så det måtte lægges om. Også det var et spændende arbejde at følge. Blytækkeren byggede ildsted med smeltekar lige ved siden af kirken. Her blev blypladerne fra kirken smeltet, lidt nyt bly skulle også til. Når blyet var flydende, blev det hældt i en lang form, der var dækket af et tyndt lag sand. Her stivnede det, blev rullet sammen i store ruller, og senere lagt op på taget i lange baner.

I 1970’erne viste det sig at gavlen på koret hældede mere og mere og truede med at vælte ud. Gavlen blev fotograferet, hver kvader nummereret og det hele brudt ned, og opmuret igen.

Også Årre kirke blev restaureret, fik elektrisk varme og et ny orgel, og også der bygget kapel.

Kirkegårdsregulering og tårnbygning

Der var et stort problem på både Fåborg og Årre kirkegårde. Der var ikke ret mange gange, så gravstederne lå i lange rækker bag hinanden uden gange mellem rækkerne. Og gravstederne var faktisk for korte. Det stammede fra gammel tid, da kirkegårdene lå hen i græs. Men da man begyndte at indrette gravstederne til små haver med hække imellem, blev det upraktisk. Folk skulle gå ind over andres gravsteder for at komme til deres eget. Og de bestemte selv hvilke typer buske, der skulle bruges til hække. Det kunne godt føre til en del stridigheder mellem gravstedsejerne, især når een familie flyttede hækkene lidt ind på naboens område for selv at få lidt større plads. Og meget ubekvemt var det ved begravelser, når kisten skulle bæres ind over en del gravsteder for at komme frem til graven.

Særlig galt var det i Fåborg. Menighedsrådene besluttede derfor at søge at regulere kirkegårdene, så der kom gange mellem haver og anden række af gravsteder. Og gravstederne blev store nok, så man dels ikke behøvede at grave hækkene op eller gå ind i et nabogravsted, når en grav skulle graves.

Men det var et meget ømtåleligt emne, for det betød, at faktisk hver 3. række skulle fjernes for at der kunne anlægges en gang. Ingen ville opgive deres gravsted. "Hvis der kommer en gang her, betyder det jo at folk skal gå lige hen over fars og mors grave!" Nogle gravsteder, tilhørende de større gårde, var meget store, flere slægtled var begravede der. Og der var den ordning fra gammel tid, at en families gravsted på kirkegården lå i den retning, hvor gården havde været. Folk fra Vrenderup var begravet på nordsiden af kirken, folk fra Autrup på den sydvestlige del af kirkegården, og folk fra Agerbæk på den østlige del. Man kan stadig se lidt af det, selvom mønsteret i høj grad er brudt op.

Det blev Teglgård og mig, der fik den delikate opgave at sætte denne regulering i værk på Fåborg kirkegård. Vi fik først lavet en opmåling og terning over kirkegården, nummereret gravstederne og lavet en plan over, hvordan det skulle udføres. Vi vidste, at det ville blive meget svært. Folk ville godt have lidt orden på kirkegården, men det skulle bare ikke være deres gravsted, der skulle røres ved. Det blev mange vanskelige forhandlinger med gravstedsejerne. Vi fandt ud af, at det ville være klogt at begynde på nordsiden af kirkegården, for her var der en del tomme gravsteder, så det ville være lettere at få gangene igennem og forhandle lidt om lidt flytning af gravstederne. I løbet af et par år fik vi orden på nordsiden, og så gik det sådan, at folk, der havde gravsteder på andre dele af kirkegården, begyndte at spørge, hvornår kommer I og får vores del ordnet? Det lettede efterhånden på det. Enkelte var meget stædige og ville have ændringer. Så det kunne gå sådan at et gravsted lå lige midt i gangen. Men efter nogle år kom familien så og sagde, at de alligevel godt ville gå med til en ændring. Der skulle dog forhandles, fires og fifles, men til sidst fik vi orden på det, så det kunne føres på nye kort og i kirkegårdsprotokoller, der svarede til kirkegårdens indretning. Det samme arbejde foretoges på kirkegården i Årre, men der gik det stort set nemmere. Gravstederne blev indrammede med hække af tuja og gangene rimelig brede.

Agerbæk kirke var bygget i 1929 efter mange års forberedelser og kirkegård anlagt. Den kom langsomt i brug, idet mange havde deres familiegravsteder på Fåborg kirkegård. Men efterhånden blev der flere og flere gravsteder. Også fordi befolkningstallet i Agerbæk kirkedistrikt steg. Og i slutningen af 1960’erne indså vi, at en udvidelse af kirkegården kunne blive nødvendig. Der blev derfor købt et stykke jord mod øst, og et nyt stykke inddraget til kirkegård. Her valgte man at lave græsplænebegravelse med spredte træer og mindestene grupperede om buskene omkring træerne. Det viste sig at være en meget god ide, så der kom hurtigt mange begravelser i plænen her.

Også med Agerbæk kirke skete væsentlige ting. Den var oprindelig bygget uden tårn, blot med en tagrytter, hvor klokken hang. Men indgangsforholdene var lidt utilfredsstillende. Der var intet præsteværelse. Omklædningen foregik bag alteret, som for øvrigt i så mange landsbykirker. Der var intet venteværelse for dåbsfolk og ingen toiletter. Derfor opstod tanken om at få bygget et tårn på kirken. Vi valgte arkitekt Erik Flagstad til at stå for dette byggeri, og efter flere forslag fandt man en god løsning, der skabte et godt våbenhus med toilet, præsteværelse og kombineret venteværelse og køkken. Også her fik vi bygget nyt orgel og installeret elektrisk varme. Det blev meget vellykket. Finansieringen skete ved lån i stiftsmidlerne og ved basarer og frivillige gaver.

Ikke alle var lige begejstrede ved tanken om et tårn. Een af dem var min søn Jacob, der hørte om byggeriet, da han var hjemme i påsken 1969. Jacob viste det på sin egen måde. Da vi kom ud af kirken efter gudstjenesten påskedag 1970 havde han, som han selv lidt overdrivende siden har skildret det, overmalet kirken med slagord om det forargelige i at bygge tårn, når folk i den 3. verden sultede. På den tid var det Biafra.

Folk var forfærdede og forargede over en sådan demonstration. Hvem havde dog lavet sådan noget? Det var nu ikke, som Jacob ynder at fortælle det, malet på kirken, men på store stykker bordpapir, der så var klistret op over døren og ydermurene, så det var let at fjerne igen. Heldigvis. Da jeg kom hjem til præstegården blev jeg klar over, at det var Jacob og en veninde han havde haft med hjem, der havde gjort det. Jeg blev temmelig gal, og Jacob og pigen syntes det var bedst at fortrække, så de tog til København. Jacob ynder også at påstå, at jeg smed dem ud. Så galt husker jeg nu ikke det var. 
(red. "Jamen, så skal du da få det sidste ord, far, og endnu engang undskyld!")

Men tårnet blev bygget i løbet af sommeren og efteråret 1971 og 1. s. i advent 1971 kunne vi tage kirken i brug med en festgudstjeneste med påfølgende middag for håndværkere og menighedsråd på Agerbæk hotel. I anledning af tårnets opførelse var der givet forskellige gaver. Bl.a. en ny præstestol og 5o alterbægre i sølv. De var resultat af en indsamling, som en arbejderkone, der ellers ikke plejede at komme i kirken, havde sat i gang. Hun havde foreslået at alle beboere gav mindst en krone hver, og det var lykkedes at få nok penge til den gave. Grethe og jeg gav en bibel og en salmebog til præsteværelset.
Der var almindelig tilfredshed med opførelsen af tårnet.

De gamles udflugter

Et helt kapitel for sig selv i mit arbejde var sognenes udflugter for de gamle. De fandt sted i slutningen af juni en eftermiddag. Folk, der havde bil meldte sig til at køre og menighedsrådsformændene i Årre og Agerbæk tog imod tilmeldelser både af deltagere og biler. Jeg gjorde det i Fåborg og skulle samtidig koordinere tilmeldelserne. Det kunne somme tider være svært. Så manglede de biler i Agerbæk, eller de havde for mange i Årre, så var der folk der tilmeldte sig i sidste øjeblik, andre meldte fra. Det var et forfærdeligt puslespil, at få det til at gå op. Der var bilejere, der meldte sig, men med den bemærkning, at hvis det blev høvejr, så kunne de ikke så godt. Og så stod man der!

År efter år var det stort set de samme, der tilbød at køre, og ofte havde de de samme ældre med i bilen. Vi mødte hvert sted kl. 13 og havde aftalt at de 3 hold biler mødtes et bestemt sted. Jeg og nogle menighedsrådsmedlemmer havde en aften et stykke tid før været ude at køre turen igennem og træffe aftaler om kaffebord og besøg. Vi valgte ofte nogle omveje, der førte os gennem smukke landskaber til det sted, hvor vi skulle drikke kaffe, men så kunne det ske, at en af chaufførerne kom og sagde: "Vi kunne da være kommet meget nemmere her til ad landevejen." Men det var jo ikke lige det, det drejede sig om, når vi skulle ud at se noget natur. Efter kaffen, der skulle have meget god tid med snak og sang, kørte vi videre, så noget mere og sluttede af i een eller anden kirke, hvor jeg holdt en kort gudstjeneste. Derfra kørte man så hjemad i spredt orden. Så vi kunne være hjemme ved 19-tiden. Dvs. for en del var det skik, at de kørte ind på een eller anden kro og fik et stykke mad. Det var tydeligt at mange af chaufførerne hyggede sig vældigt ved den udflugt. 

I 1950 kan jeg huske, at vi kørte til Esbjerg, så Vestkystens trykkeri, og så mindesmærket for de omkomne sømænd og drak kaffe på Hjerting kro.

Efterhånden blev turene lidt længere ud i Sydvestjylland, men dog indenfor en 5o-60 km. Vi var ofte en 40-50 biler og omkring 140-50 deltagere. Det var en stor flok at holde sammen på. Men til sidst måtte vi opgive at køre i små biler. En bestemt episode var årsag til at vi gjorde alvor af det. Et år skulle vi til Skamlingsbanken, men kort før var der en bil, der standsede lidt brat op, og Teglgård, der kørte den næste, brasede lige ind i den, og hans passagerer fik nogle skrammer, så de måtte til læge og have plastre på. Teglgård havde gennem nogle år de samme ældre med. Det var Kristian Sømand, Knud Pedersen (kaldet bedstefar) og Christian Thomsen (kaldet Christian Uldtot). De indhentede os, da vi sad ved kaffebordet på Skamlingsbankens Hotel. Jeg kunne se, at de 3 gutter var lidt chokerede, så jeg fik dem ind i skænkestuen, hvor de fik en dram. Og så kom de ind til os andre i salen, hvor de blev modtaget med klapsalver. Jo, det var blevet en begivenhedsrig dag for dem!
(Jacob jr.'s noter her: De tre var på den tid kendt som Fåborgs mere udflydende drikkelag. Far har skrevet en hel særskilt historie om Kristian Sømand, hvem han fik flyttet til præstegården i de sidste år af hans liv).

Trafikken på vejene var nu efterhånden blevet så stor, at det var svært at holde sammen på en kortege på 40-50 biler. Så vi opgav den ordning og gik over til at køre i busser. Det var tillige meget nemmere at lægge til rette, og vi kunne køre lidt længere ud, men på en måde var vi nogle, der savnede den gamle ordning. Men de ældre hyggede sig gevaldigt i busserne og ved kaffebordene. Her traf de jo hinanden fra de 3 sogne, gamle bekendte fra foreningsliv og andet samvær. Men jeg savnede ikke den formiddag, hvor jeg på een gang skulle samle trådene og skrive prædiken til gudstjenesten.

I en del år havde vi kirkeligt sommermøde for hele pastoratet. Det var gerne i begyndelsen af august, og begyndte med gudstjeneste i Fåborg kirke med fremmed præst. Derefter kaffebord til medbragt brød i præstegårdshaven. Så et foredrag.

Der var noget hyggeligt over disse møder ude under de store gamle æbletræer på græsplænen. For at dele sol og vind lige, var der det ene år en missionsmand, der prædikede og en grundtvigianer, der holdt foredraget. Næste år var det omvendt. Det gik ret godt nogle år. Forud gik selvfølgelig et større arbejde med at få haven i orden. Senere blev det til et kirkeligt efterårsmøde på skift mellem de tre sogne.