Jeg blev allerede i 1950 valgt i skolekommissionen for Fåborg sogn. Det betød deltagelse i mange møder. Der var på den tid lærermangel. Det betød ansættelse af mere eller mindre kvalificerede vikarer, og hyppige lærerskift.

Særlig slemt var det i Slebsager skole. Den gamle førstelærer, der havde været der siden 1914, gik på pension i 1951. Skolen var 4-klasset. 1. årgang gik i første klasse, 2. og 3. årgang i anden klasse, 4.og 5. årgang i tredje klasse, 6.og 7. årgang i fjerde klasse.

Der var 3 lærerkræfter: førstelæreren, andenlæreren og en lærerinde. Førstelæreren, Anton Poulsen, var en meget vanskelig herre. Han gjorde livet surt for de andre lærere. Han havde en temmelig gammeldags facon, havde næppe lært megen pædagogik, siden han forlod seminariet. Han favoriserede de dygtige børn, og sjoflede de svage og dem, fra de små hjem. Det var ikke mange unge lærere, der blev mere end et års tid, og det betød et utal af vikarer. Da Jacob begyndte i skolen, havde han de første par år 1954-56 et utal af skiftende lærere. Heldigvis havde vi på det tidspunkt fået en god førstelærer, Aksel Teglgård.

Poulsen gik af i sommeren 1951, og skolekommissionen havde fået flere gode ansøgere til embedet. Vi tog endog en tur til København for at se nærmere på en af ansøgerne, det var Aksel Teglgård. Han blev indstillet og kom i løbet af sommeren.

Det viste sig at være et meget heldigt valg. Han formåede at give skolen en helt anden karakter. Hans holdning var den, at børnene skulle være glade for at gå i skole, være trygge, og gode ved hinanden. Han var en meget inspirerende lærer, der, da vi fik lidt mere faste lærerkræfter, evnede at virke inspirerende også på dem. Det blev en særdeles god skole, som desværre på grund af faldende børnetal, ny skolelov og rationalisering i 1969 blev lagt sammen med og flyttet til Årre skole. Heldigvis blev Teglgård også inspektør der, og satte sit præg på skolen indtil han p ga. sygdom, sklerose, måtte tage sin afsked, et par år før han døde.

Jeg havde meget samarbejde med Teglgård, i biblioteksforeningens bestyrelse, i ledelsen af aftenhøjskolen, som i en hel del år fungerede særdeles godt i Slebsager skole. 6-8 møder i vinterens løb, vi samledes en 2o-30 stykker til foredrag, kaffe, diskussion. Vi arbejdede sammen i ungdomsforeningen. Han var en eminent god oplæser og skuespiller. Så han blev meget brugt i egnens foreningsliv.

Men mest samarbejde havde vi dog i kirken, hvor han var kirkesanger gennem mange år, og tillige kirkebylærer, dvs. han førte et eksemplar af kirkebogen, kontrabogen. Det var samvær ved de mange gudstjenester, bryllupper og begravelser. Det var en utrolig lykke for mig at have en sådan kirkesanger, og han blev ved, selv da sclerosens angreb blev stærkere og han næsten ikke kunne gå.

Som sognepræst havde jeg tilsynet med religionsundervisningen i skolerne efter den dagældende skolelov. Dette tilsyn foretog jeg ved de "eksaminer" dvs. forældredage, der afholdtes før hvert skoleårs afslutning. Som medlem af skolekommissionen var jeg også naturlig deltager i dem.

Eksamensdagene foregik på følgende måde: Vi begyndte kl.8, fulgte et par timer i een eller flere klasser, så var der formiddagskaffe hos førstelæreren for forældre og skolekommission, så igen et par timer, og derefter middag for skolekommissionen hos førstelæreren. Og vist nok i Agerbæk en time eller to efter middagen.

Det var meget festligt at følge disse dage, se børnenes iver efter at vise, hvad de havde lært, og opleve nogle af lærernes nervøsitet. Men også at være sammen med forældrene i klasserne, hvor de sad som en kødrand langs væggene og siden bænkes med dem i lærerens stuer til kaffen.

Det var skolekommissionen, der dagen før eksamen opgav lærerne, i hvert fald i de ældre klasser, hvad de skulle arbejde med børnene i. Men det var nogle drøje dage for mig, der skulle følge eksaminerne ikke blot i Slebsager, men også i Årre, Vrenderup og Agerbæk skoler. Det kunne være ret søvndyssende, men man lærte både børnene og hjemmene at kende på den måde.

I Årre sogn var der i Jyllerup en lille biskole, idet der var lang afstand til Årre skole. Her havde man i vinterhalvåret en "vinterlærer," gerne en mand eller kvinde, der havde været på et vinterlærerseminarium for en kortere uddannelse. De var nu ofte ret gode, idet det betød meget for deres videre uddannelse, hvis de klarede arbejdet godt.

Man havde endnu den "vestjyske skoleordning", der betød at børnene gik i skole hver dag i vinterhalvåret og om sommeren kun to halve dage. Så kunne de hjælpe med landbruget derhjemme eller have en plads på en gård.

Der blev arbejdet godt og solidt i skolestuen i vinterhalvåret. I sommerhalvåret holdt man så blot kundskaberne nogenlunde ved lige. Det var på den tid ikke nogen dårlig ordning. Men i Jyllerup betød det, at der som regel var en ny vinterlærer for hvert år. Førstelæreren i Årre skulle så have de to halve dage om sommeren ved skolen i Jyllerup. Der var ikke noget stort børnetal i Jyllerup, og i midten af halvtredserne nedlagde man skolen og lod børnene gå i skole i Årre.

I Kærbjerge var der en lille friskole, idet beboerne ikke var tilfredse med den lange skolevej børnene havde til Agerbæk. Så der havde man i 1918 oprettet en friskole for børnene fra Kærbjerge. Der var i en del år en 20-30 børn i skolen. Men da børnetallet faldt til under 10, så statstilskuddet til skolen ophørte, måtte man i 1953 nedlægge skolen og sende børnene den lange vej til Agerbæk.

Men det var en særlig oplevelse at være til eksamen i den skole. I alle årene var der kun een lærer, Søren Kristensen, der stammede fra Vrenderup. Der var i de få år, jeg var til eksamen der, kun een klasse. Der var nu også kun et klasseværelse, et rum til læreren og en forstue i en simpel bygning. Lærer Kristensen havde selv lagt tag på, bestående af gamle opskårne olietønder. I klasseværelset var der en 4-5 ribber i den ene ende, for også gymnastikken foregik i samme rum om vinteren.

Søren Kristensen lagde megen vægt på hovedfagene, dansk, regning, religion, skrivning. Børnene var gode til at læse og ikke mindst til at analysere. Det var en fornøjelse at høre dem opløse sætningerne og finde de forskellige ordkategorier. De var tillige fænomenale til at regne, både hovedregning og tavleregning. Tabellerne kunne de på remse. Geografi og naturhistorie blev ikke forsømt.

Selvom der altså var 7 årgange i en klasse, lærte de meget. De store hjalp de små med de svære ting, og de små lyttede med, når det særligt var de store, der blev undervist. Kun kneb det lidt med sangen, for Kristensen kunne ikke selv synge. Det blev vist til 3 år, jeg var til eksamen der, men det var ikke mindre festligt end i de store skoler.

I Vrenderup skole var der 3 klasser og to lærerstillinger. Førstelærer var Frank Jørgensen og på grund af lærermangel passede hans kone, Inger Jørgensen, som egentlig ikke havde nogen rigtig læreruddannelse det andet embede, og i kraft af sine naturlige pædagogiske evner og hjertelighed, fik hun også senere arbejde som lærerinde, først i Lunde i Skads sogn, hvortil de var flyttet, da skolen i Vrenderup i 1958 blev nedlagt, siden i Årre skole. Inger Jørgensen var fra 1971-82 provstisekretær for mig.

Årre skole havde gennem mange år en særdeles god førstelærer, Knud M. Jacobsen. Han formåede, at nå meget langt med børnene i de to år han havde ældste årgange. De blev sat til at holde små foredrag. Adskillige, der siden kom på efterskole, har sagt, at det, de fik på efterskolen, det var såmænd det samme, som de havde haft i sidste klasse i Årre. Jacobsen gjorde meget ud af faget sang, så børnene fik lært utrolig mange sange, og det prægede sognet gennem mange år, at der var god sang og sanglyst ved møder og fester. Det siger også noget om Jacobsens måde at drive skole på, at usædvanlig mange af hans elever selv fik lyst til at blive lærere.

Jacobsen var meget optaget af dansk litteratur, ikke mindst Kaj Munk. Han var en meget brugt foredragsholder i hele Sydvestjylland. Han var lidt af en autoritet i sit sogn, også fordi han som kirkesanger var med til alle gilder i sognet. Til tider prægede han dem lidt for stærkt med sin iver for at synge. Selv det kunne blive for meget. 

Men han var også en god taler ved festerne, om end der efter min smag var lidt vel nostalgisk og pietistisk over hans taler. Men han var min særdeles gode ven. Broderede en smuk pude i stramaj til mig med en krans af kristtjørnblade. Den har jeg som et godt minde om ham. Han var en fortræffelig kirkesanger, der var meget optaget af Laubs melodier, og han formåede at lede sangen på en særdeles smuk og værdig måde. Han var også i en del år medlem af og formand for menighedsrådet. Da han i tog han sin afsked, flyttede han til Kjelst i Billum sogn, hvor jeg besøgte ham en del gange i det lille hus, han havde købt sig der med udsigt over Ho bugt. Jeg kom også til at begrave ham. Han stammede fra Falster, men var faldet godt til i Vestjylland. Han havde hele livet været ugift, men havde gennem mange år en husbestyrerinde, Mette Christensen, der stammede fra Rousthøje.

I Agerbæk var August Jensen førstelærer og kirkesanger. Han var selv vestjyde, fra Skovlund, så han faldt godt til i befolkningen. Han var en stor pædagog, der havde et naturligt tag på børnene og på at lære dem noget, på en sådan måde, at de både respekterede ham og holdt af ham. Glad for kortspil og en dram. Det sidste kneb det ham lidt at styre, så der var altid villige kritikere. Men alle måtte e rkende hans dygtighed som lærer. Han var min kirkesanger i mere end 10 år. Sikker og rytmisk, men han var ikke meget for at lære nye melodier. Det var godt og trygt at have ham i degnestolen.

Da skolen i 1961 fik en overbygning med realklasser fælles for flere sogne, var det det store spørgsmål, om han skulle være skoleinspektør. Skolekommissionen ville indstille ham, men så sagde han nej tak. Han ville gerne have den anerkendelse, at han fik det tilbudt, men han afslog det så og forblev endnu nogle år som lærer.

Men også ham og hans elskelige kone Stinne havde jeg et godt forhold til. Jeg var således i mange år begunstiget ved at have nogle gode kirkesangere og førstelærere, der var meget positivt indstillede overfor kirken og mit arbejde.

Angående oprettelsen af en realskole i Agerbæk havde skolekommissionen mange møder. Det blev vedtaget at overbygningen, dvs. realklasserne skulle være for børn fra Åstrup, Årre, Starup og Fåborg sogne, senere kom også alm. 8.9.og 10. klasser til.

Valget af skoleinspektør for Agerbæk skole voldte en del kvaler. Den udvidede skolekommission måtte holde flere møder uden at nå til enighed. Een gruppe ville indstille en lærer fra Ikast, som var udpræget missionsmand, og en anden gruppe, hvortil jeg hørte, lærer Poul Bennedsen fra Skodborg, som vi skønnede var den egnede, og som passede bedst til befolkningen. Vi kunne ikke blive enige, så vi måtte sende sagen til undervisningsministeriet.

Heldigvis kendte jeg undervisningsministeren, det var Jørgen Jørgensen, og jeg kunne få ham til at indse, at Poul Bennedsen var den, der passede bedst til embedet. Det viste sig også at holde stik.

Bortset fra den sag havde jeg ellers et godt forhold til skolekommissionens formand, Aksel Hansen, en husmand fra Debel, københavner af fødsel, men havde i sin barndom opholdt sig meget i sognet og siden købt ejendom her. Han var en begavet og dygtig mand, som nød stor agtelse, undtagen i lærerkredse. Han kunne have en lidt nedladende og kritisk holdning overfor lærerne. Han var missionsmand og det prægede undertiden hans afgørelser og holdninger. Jeg sad i skolekommissionen sammen med ham i 16 år. Han blev Helle kommunes første borgmester, da storkommunen blev oprettet i 1971 og var det til 1978.

Da vi kun kunne holde ferie og fridage ved at flere præster hjalp med at passe embederne fik jeg meget samarbejde med pastor Knud Erik Jensen i Øse-Næsbjerg, Knud Høgsbro Østergård i Åstrup-Starup, og Martin Salomonsen i Grimstrup-Vester Nykirke. Vi havde således gudstjenester, bryllupper og begravelser i hinandens sogne og passede også kirkebøgerne. Men det betød, at man adskillige søndage før og efter ens egen ferie havde 3 gudstjenester. Det samme gjaldt, når der var sygdom og i vakancer ved præsteskift. Men det var tre gode kolleger, som jeg følte at jeg havde et godt samarbejde med. Og man lærte også efterhånden menighederne og kirkebetjeningerne lidt at kende, så det føltes ikke så fremmed at komme der. Lidt privat samkvem havde vi da også med disse præster.

Derudover blev jeg medlem af et lille arbejdskonvent, hvor vi gennemgik forskellige teologiske nyudgivelser, bl.a. Løgstrups Den etiske fordring. Det var sammen med Kay Schmidt i Bryndum, Salomonsen i Grimstrup, Brink Jensen i Sønderho og Lindebo ved Zionskirken i Esbjerg. . Vi samledes ca. een gang om måneden i et eller andet af hjemmene, drak kaffe, diskuterede de afsnit vi havde læst, og sluttede med at spise. Vore koner hyggede sig med hinanden, mens vi arbejdede.

Jeg var tillige medlem af Varde og omegns konvent. Det samlede præsterne fra et ret stort område, Varde provsti og en del af Skads provsti. Vi samledes til eftermiddagskaffe og fik så et foredrag ved hidkaldt taler, derefter diskussion, og sluttelig spisning af medbragt mad og aftensamvær. Der samledes vi to gange om året i skiftende præstegårde. Det var et konvent man befandt sig godt i, idet det hovedsagelig var grundtvigsk prægede præster, hvoraf flere jeg kendte fra min studietid. Det konvent er jeg stadig med i, endda som den der har været der længst.

Gennem mange år havde vi forbindelse med min forgængers kone, Magny Schmidt, som boede i Lyne, hvor hendes to sønner, Ernst og Niels, havde et par gårde og var store kartoffelavlere. Vi besøgte dem undertiden, ligesom fru Schmidt kom hos os.

I Fåborg var Hans Hermansen, kirkebetjent. Han kone var centralbestyrer. Han sørgede for ringningen, passede kirkegården, gravede gravene, og trådte bælgen til orglet, så længe det gamle orgel fungerede. Holdt kirken i orden og fyrede om vinteren.

Organist var i mange år en husmandskone, Dagmar Jeppesen. Hun havde ikke nogen egentlig uddannelse, men havde da lært sig at spille på harmonium, og klarede altså også orglet i kirken. Det kunne godt gå an.

I Årre var en lærerinde, frk. Jespersen, organist, siden hen to søstre Kaja Christensen, og Gerda Nielsen. De var ret habile.

En gammel kone passede klokkeringningen og en pensionist passede( sådan nogenlunde) kirkegården. Det var ikke nogen stor betaling, de fik. Det var et meget økonomisk menighedsråd.

I Agerbæk var en ældre mand, Ingvard Bertelsen kirkebetjent, og hans kone Marie Bertelsen organist, ganske god.

Jeg havde et godt samarbejde med disse mennesker, som var imødekommende og hjælpsomme, trofaste og pligtopfyldende. Kirkesangerne har jeg tidligere omtalt.

I ingen af kirkerne var der noget præsteværelse, så omklædningen foregik bag et skab, bag orglet eller bag alteret i Agerbæk kirke. Det var besværligt, men jeg sørgede altid for at være i god tid til gudstjenesterne, også for at der kunne være en passende ro, når gudstjenesten begyndte.

Min forgænger, pastor Schmidt var ikke så præcis, så gudstjenesterne begyndte, når han kom 5-10 minutter over den bekendtgjorte tid. Jeg ville begynde præcis og efterhånden vænnede menighederne sig også til det og påskønnede det..

Med 1960 skete der en stor omvæltning i familiens liv med Steens fødsel.

I efteråret 1959 blev vi klar over, at Grethe var gravid. Vi glædede os til den lille nye. Grethe havde det ret godt under graviditeten. Og vi havde en vældig god ung pige, Karen Johansen, så dagligdagen gik nemt og godt. Det var bestemt, at Grethe skulle føde hjemme. Og d. 3 marts begyndte veerne, læge Munck kiggede ind et par gange og til aften kom jordemoderen, fru Petersen, fra Agerbæk. Og hen på aftenen, kl. 21.40. var barnet født, og det blev igen en dreng, sund og velskabt.

Og så kom der gang i telefonen......... til svigerfar og svigermor i Marbjerg, farmor i Askov osv. Og jeg gik over til Morten og Stinne for at fortælle nyheden. Og det brød isen. Der havde fra Mortens side været nogen fornærmelse, så han dårlig hilste på os, når vi mødtes i gården. Det skyldtes, så vidt jeg husker, at jeg havde plantet en række grantræer i skellet mellem hans jord, og det stykke, der hørte til præstegården. Men han hævdede, at der skulle han have fri gennemkørsel hele vejen, så han var meget fornærmet. Men det at jeg gik over og fortalte dem nyheden, som nogle af de første, det brød isen, så vi fik genoprettet det gode naboskab. De var da også de første, der var ovre for at se vidunderet.

Det var altså gået så godt som det kunne ønskes. Jeg havde på den tid ungdomsforeningens båndoptager i huset. Så jeg fik optaget lidt af begivenhederne, drengens første bad, og Karens råb fra køkkenet: "Så er der kaffe". Men drengens første skrig kunne vi ikke få, han ville ikke sige noget, når jeg havde båndoptageren tændt. Men det kom sandelig senere, han skreg næsten døgnet rundt, men især om natten, så vi var ved at blive lidt urolige og trætte. Men så kom en af vore gode venner, Stinne v. der Recke os til hjælp. Hun var hjemmesygeplejerske, men var vist holdt op med at arbejde. Hun flyttede op til os og tog sig af drengen om natten.

Jeg havde en tid haft nogle problemer med halsen. Jeg havde dog 2 gudstjenester d. 6 marts og begravelse d. 8. Men drengens fødsel, manglende nattesøvn og migræne, havde taget så hårdt på mig, at jeg ikke kunne sige noget og måtte til læge: "præstesyge." Fik forbud mod at tale og fik sygeorlov til 1 maj. Jeg havde dog konfirmationer i Fåborg d. 27 marts og i Agerbæk 3. april. Jeg skulle så gå til talepædagog i Esbjerg. Der fik jeg stemmen lagt om, så jeg ikke sled så meget på den. Men det blev der sagt mange gode vittigheder om.

26 marts var det farmors 75 års dag. Det blev fejret med frokost for lærerne fra sløjdskolen. Hun var nu flyttet i det hus, hun havde fået bygget, og vi fik solgt det gamle hus.

Selvom jeg havde sygeorlov, kunne jeg dog passe kirkebogsarbejdet og hjælpe med altergangen ved gudstjenesterne, som flere forskellige præster forrettede. Men jeg kunne også passe haven og fik tid til at læse en hel del.

1. maj var jeg så klar til at have gudstjenester igen. Kl. 8,30 i Agerbæk, og kl. 10 i Fåborg, hvor drengen blev døbt: Steen Even Holdt. Ebbe, Ida, Evald og Lis var faddere, og om aftenen var der så middag i konfirmandstuen. Familie og venner fra egnen.

Og så var det snart hverdag igen med gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmander, sygehusbesøg, møder i Santalkredsene, ungdomsforeningen, foredrag rundt omkring i Sydvestjylland osv.

Sommerferien i det år tilbragte vi i Marbjerg, hvor vi boede på gården hos Ebbe, men naturligvis var meget hos svigerfar og svigermor. Senere på året var svigerfar syg og indlagt på Roskilde sygehus. Vi var derfor i Marbjerg nogle gange. 29 december døde svigerfar og jeg begravede ham fra Fløng kirke d. 4 januar 1961.

Steen voksede og trivedes, var en sund og glad dreng, selvfølgelig hele familiens midtpunkt. Om sommeren stod hans kravlegård meget på græsplænen, og jeg lavede en stor flytbar indhegning til ham på den lille græsplæne ved østgavlen. Der kunne vi følge ham både fra anretterværelset og køkkenet, og der kom Kristian Sømand ofte og snakkede med ham. De var særdeles gode venner. Se i øvrigt beretningen om Kristian Sømand. Og det var en stor sorg for Steen, da Kristian blev syg og døde i 1964.

Ferien i Venedig

I sommeren 1963 genoptog vi for alvor vort rejseri. Vi havde fået en dejlig stor vogn, Ford Taunus. Så vi forberedte os på en rigtig lang tur. Jeg havde lavet en let kasse til tagbagagebæreren, så alle de lette ting som soveposer og lign. kunne anbringes der. Jeg havde bygget et lille køkkenbord med to gasapparater, plads til gryder og tallerkener, skuffe til spisebestik og andet udstyr, dåser med mel og gryn og konserves. Der var et låg på, som kunne drejes ud til siden og så fungere som køkkenbord, det var vældig praktisk. Vi havde anskaffet en lille stol, der kunne sættes op ved bagsædet til Steen, så han kunne sidde mellem de store drenge. Vi havde et meget fint villatelt, borde, stole og kufferter til tøj. Det var utroligt, hvad man slæbte med sig på ferie. Men det skulle også slå til til 5 mennesker i 3 uger. Det var noget af en kunst at få pakket bilen. Og den var også godt fyldt. 

Netop det år havde justitsministeriet bestemt at alle biler skulle forsynes med store stænklapper. Lovlydig, som jeg er, havde vi da også fået sat dem på. Men da vi skulle til at køre og alle var ombord, så viste det sig, at bilen var blevet så tung, at de bageste stænklapper slæbte på jorden. Jeg måtte så til med hæksaksen at klippe det nederste af lapperne. Men af sted kom vi. Vi overnattede et par steder i Tyskland på campingpladser. Men det var noget af et arbejde, hver dag at få pakket ud, stillet telt op, gjort klar til madlavning, indrette sovepladser, og så næste morgen efter morgenmaden pille det hele ned og pakke bilen. Nok var de store drenge ret flinke til at hjælpe til, men det var alligevel mig det hele hang på. Vi kom gennem Østrig og over alperne, selvom det var så svært for bilen at slæbe det hele over, at køleren begyndte at koge, så vi måtte stoppe og køle lidt af. Men omsider kom vi ned i Podalen og fandt frem til lejrpladsen på Punta Sabioni, halvøen, der går ned udenfor Venedig og danner lagunen. Det var en meget stor plads lige ud til Adriaterhavet, en herlig badestrand.

Lige ved siden af os boede en tysk familie, en postembedsmand Buck-Emden med kone og tre børn. De var fra Stade, lidt nordvest for Hamborg. Det naboskab havde vi meget glæde af. Deres yngste dreng, Eckardt, var lidt ældre end Steen, men de legede fint sammen.

Pladsen var meget stor, men velindrettet med gode vaske og toiletfaciliteter, stort supermarked, restaurant, som vi nu ikke havde råd til at spise på. Men supermarkedet havde også nogle særdeles gode grillstegte kyllinger. Det var vist første gang vi smagte sådan noget. Så det benyttede vi os af et par gange, ellers lavede vi maden selv. Dansk dåseskinke, skipperlabskovs og lignende retter, der var lette at klare på et feltkøkken, men der skulle meget til, de store drenge var 15-16 år, så de kunne spise noget.

Nogle gange tog vi ind til Venedig. Det foregik med hurtigbåd, vel en 20 min’s sejlads. Den lagde til lige ved dogepaladset, så vi var i centrum lige med det samme. Det var spændende at gå rundt i den by, vi havde hørt og læst så meget om.

Kanaler, broer, kirker, paladser. Der var meget at se. Vi havde en lille sele på Steen, så vi havde styr på ham, at han ikke faldt i kanaler eller blev væk i menneskemylderet. Han var helt hvidhåret den gang, og det kunne italienerne ikke stå for. Mange skulle stryge den lille lyse dreng over håret.

Jacob havde anskaffet sig et filmkamera, var allerede den gang god til at fotografere og filme. Så vi flottede os og tog en tur med gondol gennem kanalerne, og det var stor oplevelse, så der blev filmet og fotograferet på livet løs.

Og så havde vi en helt speciel oplevelse: Jeg prædikede i Venedig !

Jeg havde vinteren før læst i Valdensermissionens blad, at danske præster og andre interesserede var velkomne til besøge valdeserne i Norditalien. Valdeserne var en protestantisk kirke. Det var opstået i de vestlige alper omkring 1400, hvor nogle opvakte folk havde opponeret mod den katolske kirke, og dannet deres eget kirkesamfund med gudstjeneste på modersmålet, afskaffet al helgendyrkelse og udsmykning af gudstjenesterummene. Den kirke havde bredt sig lidt i Italien, og havde en aflægger i Canada. Jeg havde i vinterens løb skrevet til præsten i Venedig, og fået svar, at vi var velkomne til at besøge kirken. Da vi var godt og vel installerede på lejrpladsen, ringede jeg ind til præsten, og fortalte, at vi var der, og ville komme i kirke den følgende søndag. "Kan De så ikke sige noget ved gudstjenesten," spurgte han. Jeg kunne tale på engelsk og så ville han oversætte. Det lød jo meget spændende. Et par dage før var vi inde i byen og fandt frem til kirken, i stueetagen af et stort palads. Det var et meget enkelt kirkerum med bænke, knæfald, et bord, og en prædikestole, ingen udsmykning af nogen art, kun et skriftsted på væggen over prædikestolen. Det lignede mest et dansk missionshus.

Men jeg skulle tale der. Så lørdag formiddag satte jeg mig som sædvanlig til at skrive prædiken. Dog på en lidt anden og behageligere! måde. Jeg sad ved teltbordet med en god kold flaske hvidvin på bordet. Jeg havde fået ideen til "prædikenen", men jeg skulle jo tale engelsk og det var uvant for mig at udtrykke mig i religiøse vendinger på et fremmed sprog. Men efterhånden som det sank i flasken gik det bedre og bedre!

Søndag morgen tog vi så tidligt med vaporetten ind til Venedig, gik gennem de mange smalle gader og fandt frem til kirken. Der sad allerede en del kirkegængere og sludrede hyggeligt. Udenfor var skraldemændene ved at tømme skraldebøtter og det gik under højlydt sang. Præsten kom, og vi aftalte slagets gang.

Jeg, der var i lange bukser og vindjakke, blev anbragt indenfor knæfaldet til stor forundring for menigheden, der efterhånden fyldte kirken. Efter en salme, hvor menigheden virkelig sang med, i modsætning til de katolske kirkers tradition ( og italienerne kan virkelig synge, også udenfor operascenerne!) og diverse bønner og skriftlæsninger, fortalte præsten, at de havde besøg fra Danmark og at jeg som præst ville sige lidt ved gudstjenesten. Og omsider blev det så min tur. Jeg havde jo tidligere set, at den eneste udsmykning i kirken var inskriptionen på væggen over prædikestolen. Der stod, så vidt jeg husker på italiensk: Jesus Christos, guds lam.

Så jeg sagde noget i retning af, at ligesom I her over jeres prædikestol har en stærk indskrift, således er der også på prædikestolen i en af mine kirker (Fåborg) i Danmark en indskrift udskåret i træ: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn p(å) d(et) a(t). Og så har der ikke været plads til mere, men enhver lidt bibelkyndig kunne jo selv fortsætte: at hver den som tror ikke skal fortabes men have evigt liv. Og det udviklede jeg så videre til en lille prædiken, hvorefter jeg bragte en hilsen fra en protestantisk menighed i Danmark.

Jeg havde talt på engelsk og præsten oversatte sætning for sætning til italiensk. Og det var en meget lydhør menighed. Senere prædikede så præsten selv og med nogle salmer, nadver og velsignelse, sluttede gudstjenesten.

Bagefter hilste vi på en del af menigheden. Steen var imidlertid blevet tørstig og ville gerne have lidt vand at drikke, så vi blev budt med ovenpå i præstens lejlighed, men kom ikke længere end til køkkenet, hvor drengen fik sit vand. Jeg have håbet på at se lidt af, hvordan en protestantisk præst med familie boede og snakke lidt dem, men det blev der ikke noget af. Så vi vandrede igen ad de smalle gader ud i det strålende solskin. Men jeg har da kunnet prale af, at jeg har prædiket i Venedig.!

Men ellers nød vi badelivet på lejrpladsen. Det var en meget fin strand uden sten og tilpas lavvandet, så Steen kunne rigtig boltre sig der. Men omsider måtte vi pakke sammen og begynde hjemrejsen. Det var en lang tur gennem Podalen, men omsider gik det op over alperne, ad de stejle veje med hårnålesving. Det var ret anstrengende at køre der, for der var megen trafik og man måtte være agtpågivende hele tiden. Men vi fandt en lejrplads et sted i bjergene med en herlig udsigt over bjerge og dale. Videre nordpå, vi passerede Innsbruck og holdt frokostpause et sted i bjergene ved en lille rastplads. Da vi havde spist ville Jacob se sig lidt om, gik ned ad en skråning og fik øje på en stor grøn plads. Den sprang han ud på, men af og ved!, det viste sig at være en møddingpøl. Han sank i med begge ben, men fik sig til sidst dog trukket op igen. Men opdagede så at hans ene sandal sad fast nede i møget, så han måtte ud og stikke armene ned for at fiske den op. Da han kom op til os andre, så han farlig ud. Ben, arme og tøj var snavset til og lugtede ganske forfærdeligt. Heldigvis var der en bjergbæk tæt ved. Den måtte han ud i selv om vandet var isnende koldt. Han og tøjet blev da skrubbet rent. Men det kneb med at få lugten af sandalerne. Vi kunne simpelthen ikke have dem inde i bilen, så de blev spændt på tagbagagebæreren og hang til luftning der indtil vi kom til den næste lejrplads, hvor de kunne få en rigtig omgang med sæbe og varmt vand.

Vi nåede frem til Berchtesgarden, hvor man nu kunne komme op til Hitlers bjerghytte. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Ved opkørslen var der vældige forsvarsværker, og man kunne køre et stykke op, hvorefter man skulle med Hitlers private elevator op gennem bjerget. Den var rigt udsmykket med fine træsorter, spejle og guldbelægninger. Og så var der telefon i den. Da Steen opdagede det, spurgte han om ikke han kunne ringe hjem til farmor. Det lod sig dog ikke gøre, men vi fik set Ørnereden, Hitlers fornemme bjerghytte, med en pragtfuld udsigt over bjergene og storluksus indvendig. Senere besøgte vi også Zugspitse, Tysklands højeste bjerg. Også det var en oplevelse med den vide udsigt over alperne. Videre gennem alpelandskabet med de idylliske landsbyer, besøgte også Oberammergau, hvor de berømte passionsspil opføres hvert tiende år. Og ad de lange tyske autobaner og med et par overnatninger nåede vi omsider hjem. Det var den sidste tur, hvor hele familien samlet var af sted.

Siden ville de store drenge på egen hånd. Men Grethe, Steen og jeg besøgte Venedig 3 år senere. Vi var egentlig kørt til Jugoslavien. Men lejrpladsen var dårlig og havde dårlige strandarealer, så vi besluttede at køre til Italien, til Punta Sabioni, hvor vi havde været 3 år før. Da vi omsider hen på aftenen nåede frem og kørte og ledte efter en ledig plads og endelig fandt en, opdagede vi, at vor nærmeste nabo var familien fra Stade, som vi havde boet nabo til tre år før. Og det blev vældig hyggeligt og vi holdt forbindelse med dem en del år. De besøgte os i Fåborg, og vi dem i Stade, og da Steen og jeg i nov. 1975 skulle hente Jacob i Rotterdam, boede vi på vejen derned en nat hos dem. Vi sendte nogle år julehilsner til hinanden, men efterhånden gled den forbindelse ud.

1950 Hillmann, grå Z 4461

1956 Ford Taunus, grå chokoladefarvet Z 4461

1960 Ford Taunus, gul ZA 23 405

1964 Opel Rekord grå ZA 23 405

1967 Opel Rekord grå ZA 23 405

1970 Opel Kadett BD 49 430

1973 Audi gul CY 20484

1976 " orange EE 36 943

1978 " 80 gul HS 23 565.

1986 aug. Opel Kadett (83) beige LB 51 116

1998 marts Opel Ascona (87) SU 47 298

Foredrag holdt 1 gang x, 2 gange xx, flere gange xxx

Emne / titel skrevet

"Præst i storbyen" aug. 1950 xxx

"Vi anklager kirken" febr. 1953 xx

"Tjekkoslovakiet" 1954 xxx

"Nis Petersen" 50erne xxx

"Niels Anesen: De mange fold"  x

"Ungdomsproblemer" xxx

"Præst og menighed" 1955 xxx

"Sekterne" 50erne xxx

"Kristendommens betydning og indflydelse på samfundet" xx

"Fredens år og deres brydninger 1900-14" x

"Fællesskab" x

"Menneskesynet" xxx

"Kirkens stilling og betydning for samfundet gennem tiderne" xx

"Gudstjenesten" xxx

"Hinduisme/buddhisme/islam" xx

"Diskussionsoplæg" xx

Ved høstfester 1957 xxx

Nordahl Grieg 1958 xxx

"Kristendommens komme til Danmark" 1959 xx

"I øvrigt mener jeg at ungdommen bør..." 5oerne xxx

"Kirken reformeres" 60erne x

"Vækkelser og kirkelige retninger"

"En moderniseret kristendom" xxx

"Mission i en ny verden" 1964 xx

"Vort liv i morgen" Diter Stoltze 60erne xxx

"Petter Moens Dagbog" 1960 xxx

"Kulturproblemer" Toynbee-Berdjajef 60erne xxx

"Ungdom og kirke-diskussion" xxx

"N.T.’s tilblivelse" xxx

"Vor færden i kirke og på kirkegård" x

"Hvad venter præsten af skolen" x

"Leck Fischer: Skyldig i synd" 1960 xxx

"Albrecht Goes: Før daggry" 1960 xxx

"Ungdommen og hjemmene" 1960 xxx

"Pottemagermotivet hos Jeremias" 1963 xx

"Paulus" xx

"Morten Pontoppidan" X

"Eivind Berggrav" sept 1966 xxx

"Nathan Söderblom" okt 1966 x

"Niels Dael" okt. 1966 xx

"Folkekirke-vækkelse-mission" 1966 x

"Andre kirkesamfund" 60erne x

"Israels historie og G.T" x

"N.T. i almh. Johannesskrifterne" x

"De tre første evangelier" xx

"Trosbekendelsen" x

"Dåben" x

"Nadveren" x

"Kirkelig brevkasse" x

"Røg i køkkenet: Ægteskabsproblemer" xxx

"Profeten Esajas" 70erne

"Ungdomsproblemer og -oprør" 1971 xxx

"Konfirmandundervisningen" 73 og 77 xx

"Hans Christensen Steen" 70erne xxx

"Salmebogen" 70erne x

"Muhamedanismen" x

"Er bibelen Guds ord?" sep. 1982 xx

"Guds rige" 80erne xxx

"Haldor Hald" 1983 xxx

"Et lys i mørket Olov Hartmann: Indenfor" 1983 xxx

"Folkekirkens situation" 1984 x

"Poul la Cour" okt. 1986 xxx

"Har folkekirken en fremtid?" 1988 x

"Gerhard Rasmussen: Tilfældet Max Colbert" 1988 xxx

"En østeuropæisk skæbne: Karawatski" dec. 1990 xxx

"Grækenland" jan. 1990 x

"Israel" okt. 1990 xx