"Lucies Verdenshistorie"

En genealogisk familiekrønike

Den vestlige verdens historie fra antikken til de 
europæiske nationalstaters samling fortalt i én familie

af Jacob Holdt

1. kapitel

Vore ægyptiske forfædre:

Det gamle rige og den første mellemtid

150. tipoldefar:

Ptah-em-heb, ypperstepræst for guden Ptah i Memphis,

f. ca. 2170 f. Kr.

Kære Lalou

Vores familie blev født i vold og kaos i en ulykkelig tid i Ægyptens historie. Sandsynligvis blev vores allerældste familiemedlem, Ptah-em-heb, født lige i slutningen af det man kalder Det Gamle Kongerige. Det var en lykkelig og tryg tid hvor kulturen blomstrede op og bogstaveligt nåede et højdepunkt. Det er fra den tid de højeste bygningsværker verden endnu har set stammer - de store pyramider, som du Lalou og ethvert barn verden over kender. Faraoen, som blev betragtet som en gud, var ubegrænset hersker og ejede al jorden i det højtudviklede landbrugssamfund med stort anlagte vandingssystemer omkring Nilen. Rigdommen var så stor at faraoen kunne befale hundredtusinder af mennesker til at arbejde på pyramiderne. Da man ikke havde penge, blev alt arbejde betalt i naturalier såsom korn og geder, men mange af de regeringsembedsmænd og guvernører, der var nødvendige for at styre det hele, fik også tildelt jord til låns - og blev altså lensmænd. Men jorden havde de efterhånden ladet gå i arv til deres børn og derved blev "nomarkerne," som disse feudalherrer kaldtes i Ægypten, rigere og rigere. Til sidst blev de så stærke at faraoen ikke kunne kontrollere dem mere og der udbrød borgerkrig. Pludselig brød hele den fine samfundsstruktur sammen. Det blev til alles kamp mod alle og da godsejerne nu hæmningsløst udsugede bønderne blev landet ramt af en forfærdelig hungersnød, som varede i mange år. Et øjenvidne fortalte om rædslerne:

"Hver mand ser i sin søn en fjende. Når man skal pløje, må man bære skjold. Alle siger: "Vi ved ikke hvad der sker i landet." Kvinderne er ufrugtbare og føder ikke. Den som engang ejede prægtige klæder, går klædt i pjalter. Husmødrene sukker: "Ak, blot vi havde noget at spise." Overalt høres dette skrig: "Lad os slå de mægtige iblandt os ned." Retssalens love er smidt ud. Man tramper på dem ude på gaden. Ørkenen breder sig mere og mere i landet. Høsten går til grunde. Alle er på jagt efter tøj, grøntsager og olie. Forrådshusene er plyndrede, deres vagter slået ihjel. Krokodillerne bliver overmætte af rov. Frivilligt kaster man sig for dem, så sanseløse af skræk er menneskene blevet. Både gammel og ung siger: "Jeg ville ønske jeg var død" og de små børn klager: "Om man blot aldrig havde bragt os til verden." "

- Hvordan klarede vores familie sig dog igennem denne mellemtid når kvinderne var ufrugtbare og børnene ønskede at de ikke var født?

- Ja, Lalou, det er et godt spørgsmål at stille til en slægtsforsker. Men i den lange rejse, som vi nu begiver os ud på for at komme op i nutiden til dig selv, vil du se hvordan vores familie har skullet igennem mange sådanne mørke mellemtider, hvor hele samfundsstrukturen bryder sammen og alle spor af familien er næsten udviskede. Indirekte fortæller øjenvidnet jo om hvor højt udviklet samfundet havde været i Det Gamle Rige, hvor man havde retssale og allerede havde kunnet skrive i mere end tusind år. Vores ældste tipoldefar Ptah-em-heb har da også sikkert kunne skrive, for han tilhørte et familie af ypperstepræster for guden Ptah i hovedstaden Memphis, som stod lige under faraoen i rang. Der hvor han legede som barn har han kunnet skimte de store pyramider i det fjerne og kunnet drømme sig tilbage til de forrige tiders storhed midt i det kaos, der nu væltede hele kongedynastiet.

- Hvad er et dynasti, far?

- Det er en lang sammenhængende række af familiemedlemmer som har ladet deres magt gå i arv til deres børn. Men da konger er herskere, væltes de hyppigt af tronranere. Ingen udenforstående kunne derimod gøre krav på embedet som ypperstepræst, som gik i arv fra far til søn gennem generationer - også i de mørke mellemtider. Derfor kunne præsten Ankhefensekhmet i ca. 730 f. Kr. på et monument opremse hele sin slægt igennem 60 generationer 1400 år tilbage i tiden. Tilmed er vi så heldige at han ud for mange af navnene noterede hvilken farao, de var ypperstepræster under, og hvilken anden stilling de havde. Disse oplysninger kan ægyptologerne så afstemme ved andre fund i templer og kongegrave. Man har således regnet ud, at vores Ptah-em-heb herskede under faraoernes 8. dynasti under en af de mange ukendte småkonger i den første mørke mellemperiode. Da ypperstepræsterne havde en høj position i samfundet er de tit blevet gift med faraoernes prinsesser. Så når en kongerække - altså et af faraoernes dynastier - pludselig er blevet væltet af en tronraner, er det tit igennem ypperstepræsternes slægt vi kan føre vores familie videre til det næste kongedynasti.

Det mellemste rige

12. dynasti

137. tipoldeforældre:

Amenemhat I. Sehetepibre, født ca. 2030 f. Kr., 
farao 1991-1962 f. Kr. og dronning Nefrutotenen

Andre koner: Sit-Hathor, Nefru-Sobek og Dedyet (hans søster)

Nu skal du høre om den ældste farao vi har i vores familie. Ud af det kaos og den fattigdom, som den første mørke mellemtid havde efterladt sig, rejste han Ægypten til en ny glansperiode fuldt på højde med det gamle kongerige. Men desværre skete det med vold og bedrag. Den tilstand af lykke og fred, som prægede befolkningen i det gamle Ægypten - hvor man f.eks. ikke blev begravet med sine våben - var slut og volden blev for alvor introduceret i vores familie. Hans adfærd var en naturlig konsekvens af den barndom han havde haft i de utrygge tider. Hans far Sesostris må have været af adelig byrd. Om hans mor Nefret siger han selv at hun var af Nubisk afstamning - altså nede fra nutidens Sudan sandsynligvis med sorte afrikanske rødder ligesom din 2. tipoldemor Waage 3700 år senere. Statuerne af ham viser tydelige negroide træk.

Amenemhat 1 Sehetepibre - kalkstensstatue i Metropolitan Museum NY. Andet Mellemriges kunst var usædvanligt realistisk og man ser tydeligt hans negroide træk.

Amenemhat var først statsminister - eller vesir - under det 11. dynasti, hvor det var lykkedes faraoen Mentuhetep 2. at genforene det splittede Ægypten og etablere fred skønt folket stadig sultede. Fra den tid har man fundet nogle interessante klippeinskriptioner i nogle stenbrud nede sydpå. Her skriver Amenemhat at hans majestæt befalede ham "at drage ud til dette herlige bjerg med en hær af stenhuggere, håndværkere, minearbejdere, billedhuggere..." for at hente ham sten til en sarkofag. "Jeg bragte ham sarkofagen, mindet for evigheden. Aldrig var dens lige bragt ned fra dette bjerg siden gudernes dage. Hæren vendte tilbage uden tab, ikke en mand omkom, ingen trop gik tabt, ikke et æsel døde, ikke en håndværker svækkedes. Dette skete for min herres majestæt som et vidunder, som jeg udførte for ham på grund af min store kærlighed til ham. Jeg er hans yndlingstjener, som gør alt hvad han priser, hver dag." Men i nærheden er der fundet en mere mystisk inskription om en mirakuløs hændelse, der ledsagede deres korte ophold. "Dette under hændte at ørkenens dyr kom ned til os. En drægtig Gazelle kom lige løs på mændene. Skønt den så dem, vendte den ikke om før den nåede denne blok til sarkofaglåget, som endnu var på sin plads. Den fødte sin unge på den mens denne konges hær så derpå. Så blev dens nakke overskåret mens den hvilede på den. ....(Skrevet af) arvefyrsten, bypræfekten og vesiren, lederen af alle rådsherrerne i domstolen, som forestår alt, hvad himlen giver, jorden frembringer og Nilen bringer, og alle ting i dette land, vesiren Amenemhat."

Man aner at Amenemhat her har visioner om et oprør mod hans højtelskede herre symboliseret i ungen der fødes ovenpå graven af det gamle dynasti. Kendsgerningerne er i al fald, at da Mentuheteps søn, Mentuhetep 3, døde var det slut med den nyvundne fred. De magtlystne feudalherrer havde igen gravet stridsøksen frem og Amenemhat støttede først sin nye konge Mentuhetep IV med et felttog på titusind mand i den østlige ørken. Vi ved ikke helt hvordan, men pludselig omstyrtede han derpå kongen (måske dog først efter dennes død!) og væltede i alt fald det 11. dynasti.

Men det er interessant at læse Amenemhat's egne ord i en propaganda pjece, som han lod fremstille for at vise hvor nødvendigt det var at erstatte det gamle kongehus med nyt blod. Den simpleste måde er jo at skildre i rystende toner nationens triste tilstand, en metode vi har set brugt mange gange siden. Hvis man blot kan gøre folk virkeligt bevidste om deres utilfredshed er vejen beredt til et systemskifte. Da denne papyrus, som i dag ligger i St. Petersborg, sammen med stenbrudsindskriptionen er det ældste skrift vi har bevaret af et familiemedlem og samtidig måske verdens første skriftlige forfalskning er den værd at bruge lidt plads på. Ameni, som han kalder sig selv, fremstiller det nemlig som om det er en gammel profeti af hofpræsten Nefertij lavet på begæring af en af de store faraoer i det gamle kongerige. Her er vores 137. tipoldefars egne ord lagt i munden på profeten 700 år før:

"Landet er lagt øde; og ingen sørger over det, ingen taler derom, og ingen græder. Hvordan er dette land? Solen er tilhyllet, så at menneskene ikke kan se. Man lever ikke, thi uvejret tildækker den. Alle mennesker er bedøvede, fordi den mangler. ...Jeg viser dig landet i forvirring. Hvad der aldrig før var sket, er indtruffet. Man vil gribe stridsvåbnene, og landet lever i oprør; man vil lave pile af bronze og bede om brød for blod; man ler med en sygelig latter, man græder ikke for de døde, man tilbringer natten fastende for de døde, enhver tænker kun på sig selv....En mand sidder med hånden på ryggen, mens den ene dræber den anden. Jeg viser dig sønnen som en fjende og broderen som en modstander, en mand slår sin far ihjel. ...Landet formindskes, men dets ledere bliver mange. Marken er gold, men dets afgifter store. Korn er der kun lidt af, men skæppen er stor, og der regnes med den til overmål.

Jeg viser dig landet i forvirring; den, hvis arm var sønderbrudt, har nu en stærk arm. Jeg viser dig hvorledes det underste er blevet det øverste....Man lever i dødsriget."

At Amenemhat kan slippe godt fra en sådan propaganda skyldes selvfølgelig at mindet om den mørke mellemtid stadig lever i befolkningen. Dens eneste redning er at få en ny stærk hersker eller gudekonge på tronen igen som dengang pyramiderne blev bygget, en tid som alle ser tilbage på som den lykkeligste og rigeste i Ægyptens historie. Og netop her ringer propagandapjecen ud i profetiske ord om at en messias vil komme. Redningsmanden er selvfølgelig den som har forfattet "profetien" for at overbevise alle om at et nyt dynasti er nødvendigt:

"Men se, en konge skal komme fra syden hvis navn er Ameni, søn af en kvinde fra Nubien. Han skal tage den hvide krone og bære den røde (altså forene Nord- og Sydægypten) og stille Horus og Seth tilfredse (guderne der ifølge Osirismyten delte landet imellem sig).

Glæd jer, I mennesker som skal leve på hans tid. De, som pønser på oprør, skal miste mælet af rædsel for ham. Asiaterne vil falde for hans sværd. Libyerne skal falde for hans flammende tugt, de oprørske for hans rasende vrede. Han skal bygge "Herskerens mure" for at ingen asiater skal kunne trænge ind i Ægypten for som vanligt at vande deres kvæg. Retfærdigheden skal atter komme på sin plads, og uretten drives ud."

Ameni blev faktisk en stor farao og den velstand og fremdrift der kom til at præge det Mellemste Rige, skyldes hans og hans efterfølgeres evne til at knægte de mægtige nomarker og dog diplomatisk at vinde deres loyalitet. Det blev således en feudal stat i stil med Europa 3000 år senere, han organiserede. Det var ikke nogen let opgave og en stor del af hans regeringstid blev opslugt af det. Mens han havde været vesir under Mentuhetep havde hovedstaden ligget nede i Theben mod syd, men nu flyttede Amenemhat regeringssædet op til El Lisht i nærheden af de gamle storkongers Memphis mod nord for at få bedre kontrol over landet. Det blev ofte angrebet af asiater og disse "sandets folk" måtte drives ud. Derfor byggede han de "Herskerens mure" , som "profeten" havde spået, en serie fæstninger og garnisoner ud mod Sinai såvel som fæstninger i Nubien mod syd. Under hans to forgængere var guden Amen begyndt at blive populær i Theben og der byggede Amenemhat ( "Amen foran hovedet") nu et stort tempel, som skulle få kolossal betydning mange generationer senere, hvor Theben igen blev regeringsby. Det fik mig til at spekulere over hvordan den anden del af vores slægt - ypperstepræsterne for guden Ptah oppe i Memphis - mon reagerede på denne nye konkurrence. Ameni måtte jo have kendt dem personligt. Stor var min forbavselse da jeg opdagede at vores ældste farao i familien havde gjort vores 143. tipoldefar - præsten Neterwihetep - til sin statsminister eller vesir. Om dette har været et smart diplomatisk træk er uvist, men om Amenemhats storhed hersker der ikke tvivl. Ellers ville han og hans efterkommere have været ude af stand til at herske i to hele århundreder med et væld af byggeaktiviteter og kulturel opblomstring - just efter en borgerkrig uden noget spor af hvem der overhovedet havde haft magten. Ameny er synligt selv stolt:

"Jeg var en mand, der besad yndest og urokkelig kærlighed, en elsket fyrste....Der var ingen datter af en ringe mand, som jeg misbrugte, og der var ingen enke, som jeg undertrykkede, der var ingen bonde, som jeg hindrede, og ingen hyrde, som jeg viste tilbage, ingen leder for en gruppe, hvis folk jeg tog fra ham i stedet for afgifter. Der var ingen elendige i mine omgivelser og ingen
hungrige i min tid."

Så skal vi tage ham på ordet har han behandlet alle vore navnløse forfædre fra den tid hæderligt. Og det er jo godt at vide når de nu ikke selv kan give mæle. Men det Gamle Riges fredfyldte tryghed kunne dog ikke genoplives i det Mellemste Rige. Splittelsen havde ført til ufred mellem nord og syd og gjort bandeuvæsen til en latent trussel for bønder og vejfarende. Man begyndte at blive begravet med våben i kisterne for at sikre sig i efterriget. Selv Ammenemhat følte sig utryg i sit palads. Han regerede ganske vist i 30 år, men han huskede altid hvordan han midt i livet var kommet til magten med vold og hvor mange der havde besteget tronen på samme vis blot for at blive væltet en dag. Dette skete også for vores Ameni den 15. februar 1961 f. Kr. Hvordan det skete skal vi prøve at finde ud af gennem hans søn, Sesostris I.

 

2. kapitel: Sesostris I. Kheperkare


Forordet i "Lucies Verdenshistorie"
            Indeks i  "Lucies Verdenshistorie"

Tilbage til Min verdenshistorie           Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside

Copyright © 2001 JACOB HOLDT; All rights reserved.