17. Dynasti:

121. tipoldeforældre: Ta’o II Sequenenre, farao i Theben 1558-1543 og dronning Ahhotep II

Vi skal nu vende tilbage til vores kongefamilie, som efter Hyksosoprøret var flygtet sydpå til Theben. Der er gået over 100 år, gennem hvilke en hel række af konger i vores familie har haft magten, men en magt der ikke har været stort andet end nomarkers - som lokale vasalkonger. For tilsyneladende har de skullet betale en ydmygende skat til Hyksoskongerne oppe i deltaet. Men ellers synes forholdet mellem Ægyptens to kongehuse at være særdeles godt og alt ånder fred og ro. Således blev der fundet en vase med navnet på Hyksoskongen, Apophis’ datter, Herit, i en af Thebens kongegrave. Hvis der havde været egentligt fjendskab imellem dem, ville man have smadret vasen som ægypterne normalt gjorde det med navnene på deres fjender for at de ikke skulle leve videre. I stedet tyder alt på at Herit er blevet gift ind i det 17. dynasti hvorved Hyksoskongerne rent faktisk bliver en del af vores familie. Så når vi nu skal høre om Tao II’s opgør med Apophis er der al mulig grund til at betragte det som et opgør mellem to grene i vores familie selvom jeg dog ikke på dette spinkle grundlag har tilladt mig at føre Herit og Apophis ind i vores stamtræ.

På Tao II’s balsamerede lig i Kairo museum kan man se at han var 35 år, da han døde. Hans ansigt var glatbarberet og hovedet ikke raget, men med mørkt, krøllet hår. Hans mor var Tetisheri, datter af en dommeren Tjenna fra en særdeles betydningsfuld familie i byen Eshmunen, for i det følgende dynasti bliver hendes efterkommere såsom Thutmose og Ahmose opkaldt efter guder fra hendes egn.

Disse senere store konger skylder da også deres hele magt til det grundlæggende forarbejde Tao II gjorde og pga. hans tidlige "heltedød" bliver den efterlevende Tetisheri dyrket som deres store heltinde. Hendes to børn Tao II og Ahhotep I blev gift med hinanden - sandsynligvis da Ahhotep kun var 15 år gammel. Hun var nemlig stadig i live da Thutmose I kom til magten og må da have været op mod 90 år.

Da vi skal se på mange af den slags søskendeægteskaber i vores familie er det måske på sin plads lige at slå fast, at disse ikke - som den gængse overtro hævder det - synes at føre til sindssyge i det senere afkom. De medfører sandsynligvis blot en fordobling af de gode eller dårlige egenskaber i den fysiske og mentale karakter og rent faktisk har nogle af de mest geniale konger eller dynastier været produkter af sådan indavl. Den voldsomme sociale fordømmelse af blodskam i vore dage bekræfter faktisk dette. For i et sådant stigmatiseret klima vil det nok kun være lettere sindsyge, der indlader sig på denne form for incest, hvorved sindsygen i deres afkom kan forklares som fordoblingen af forældrenes abnormale opførsel. Men når sådanne ægteskaber var almindelige som hos faraoerne, der jo betragtede sig selv som guder, ja, så vil en fordobling af det "almindelige" blot føre til endnu mere af det samme - hvad vi andre så end måtte mene om det ugudelige deri. En "ugudelighed" de prøvede at kompensere for ved også at have andre koner end deres søster. Den almindelige ikke-gudelige ægypter dyrkede derimod hverken blodskam eller polygami, men faraoerne havde jo som guder ikke stort andet valg end at opføre sig som guderne. For alle vidste jo at Geb (jorden) ikke havde andet valg, da den ville have børn, end at få det med sin søster Nut (himlen). Sammen fik de Isis, Osiris, Nephthys og Seth, så Isis og Osiris havde jo heller ikke andet valg end at parre sig med hinanden. I deres isolation og fremmedhad kunne de jo ikke gifte sig med guder i andre lande. Ligeledes kunne faraoerne ikke gifte sig (før langt senere i historien) med kongelige fra andre lande og netop for ikke at blive "ugudelige" - dvs. at gifte sig under deres stand - var de altså tvunget til at tage deres egne søstre. Jo, de havde skam høje tanker om sig selv nogle af dine forfædre, Lalou.

Udover Tao II’s balsamerede lig eksisterer der faktisk intet om ham, men da der som led i ægypterkongernes voldsomme propaganda mod Hyksos blev lavet en fortælling om ham, må man konkludere at det var ham der startede det store oprør mod Hyksos. Og som sådan regnes han for en af Ægyptens helte. Den populære historie om ham blev fortalt igen og igen tre-fire hundrede år efter i det 19. dynasti og er delvis bevaret på Sallier papyrusen i British Museum . Den viser noget om hvilket knæk Hyksosperioden har været for kongernes selvfølelse:

"Det skete i de dage hvor Ægypten var besat af de beskidte og der ikke var nogen konge i hele landet. På det tidspunkt herskede Tao II i sydlandet og de beskidte, nemlig de asiatiske beduiner, og deres hersker Apophis var i Avaris, og hele landet blev tvunget til at betale skat til ham. Apophis gjorde Seth til sin gud og tjente ingen anden gud i landet end Seth. Han byggede ham et af de fineste templer og bragte blomster til Seth hver dag nøjagtig ligesom det gøres i Ra’s tempel i Heliopolis."

Propagandaen her går på det blasfemiske i kun at dyrke én gud, mens helten i historien, Tao, "knæler for den øverste gud, solguden Ra eller Amon-Ra.". Men som tidligere nævnt viser anklagen netop hvor ægyptiserede Hyksosoprørerne var.
I tiden som slaver havde de simpelthen "oversat" deres tidligere kanaanæiske gud, Baal, "Herre", kendt fra Biblen, til deltaområdets lokale gud Seth. Ligeså er der antydninger af at de havde oversat den gammeltestamentelige El - "Gud" - netop til den øverste gud Amon-Ra, som Apophis havde indført i sit kongenavn. Anklager om gudsfornægtelse har imidlertid gennem hele verdenshistorien været et af de sikreste virkemidler i al propaganda for at påberåbe sig legitim ret til magten.

"Nu pønsede kong Apophis på at sende et budskab til kong Tao (for at yppe kiv med ham) og han indkaldte alle sine rådgivere; men de vidste ikke hvad de skulle sige til Tao. Han sendte derfor bud efter vise mænd og skriftkloge og disse udformede ordlyden som Apophis søgte. En budbringer blev sendt til kongen i sydlandet, der sagde til ham: "Hold op med at jagte flodheste i søerne ved Theben, thi flodhestene forhindrer mig i at sove; både dag og nat runger deres brølen i mine ører."

Det er selvfølgelig absurd at Apophis skulle være i stand til at høre flodhestebrøl 750 km væk og teksten er da også et forsøg på at ophidse til religionskrig. Som vi husker med fundet af Mosesbarnet flydende i sivene blev flodhesten set som en manifestation af den onde gud Seth, der var ude efter Horus - faraos beskytter. Flodhestejagt var derfor en populær sport blandt Ægyptens faraoer og adelige. Derimod var dyret helligt for dem, der som Apophis dyrkede Seth.

"Derpå blev Tao bekymret, for han vidste ikke hvad han skulle svare Apophis’ budbringer. Til sidst gav han ham alle gode ting såsom kød og brød med og sagde: "Hvad angår sagen, som din herre har sendt dig om....." (Her er teksten i papyrusen ødelagt). Da Apophis’ budbringer var draget af sted, sammenkaldte Tao alle sine rådgivere, sine kaptajner og sine dygtigste generaler og han fortalte dem om det alvorlige anliggende Apophis havde bragt op. Og de blev helt stille - alle som én - og var meget foruroligede, for de vidste ikke hvad de skulle svare, hverken godt eller dårligt....."

Herefter er papyrusen helt ødelagt og vi ved ikke hvordan det lykkedes Apophis at starte en religionskrig mod Tao. Historien forekommer vanvittig hvis man ikke tolker den som religiøs propaganda skrevet af Taos efterkommere. Det er nok mest sandsynligt at han har næret planer om et oprør på et tidspunkt hvor Hyksosmagten var ved at svækkes, og at Apophis har fået nys om planerne og er rykket imod ham. Havde Hyksos virkelig været udenlandske aggressorer ville det sikkert ikke have været nødvendigt at fremstille en så sofistikeret agitation for at retfærdiggøre et modangreb, så historien underbygger min teori om at Hyksos var et internt slaveoprør.

Som vi skal se af det følgende afsnit er det dog mere sandsynligt at det er ægyptiske allierede af Apophis, der myrdede Tao, og at den egentlige krig mod Apophis først brød ud under hans sønner Kamose og Ahmose. Det forfærdende syn af hans mumie giver en anelse om hvordan han kan være blevet dræbt. Han har ligget på sin seng i lejren, da angriberne kløvede hans pande med en kampøkse, endnu en økse skar ind i hjernen over det ene øje, et sværd blev drevet igennem venstre side af hovedet og en hammer smadrede højre øje og næsen. Det forpinte ansigt viser sammenbidte tænder, der har bidt gennem tungen.

Det kan undre at hans lig er blevet reddet og senere balsameret så godt at vi kan danne os et billede af hvordan vores 121. tipoldefar må have set ud. Men da kroppen blev stiv inden balsameringen, må tropperne have foretaget et hastigt tilbagetog med Apophis’ allierede i hælene, mens de bar deres døde konge. Muligvis deponerede de liget midlertidigt i en grav i Theben og flygtede med resten af kongefamilien til Nubien, for først senere blev Tao begravet i en mindre pyramide i Theben.

8. kapitel: Wadjkheperre Kamose