"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Uddrag fra mine julebreve om Anita Roddick

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Anita Roddick som jeg har fortalt om hende i mine julebreve til ca. 200 gamle skolekammerater og venner - år for år.


Fra Julebrevet 1994; Om min rejse med Anita Roddick

 

....En af årets store oplevelser var forårets turné i USA. Selve turneen var ganske vidst en total fiasko, for p.g.a. en langvarig betalingsstrid med min agent havde jeg kun tre shows. Netop derfor var jeg henrykt. Alt hvad jeg har skrevet om i årevis i julebrevene - det implicitte ønske om at blive menneske igen - havde jeg nu en hypotetisk chance for at realisere. Inden afrejsen til USA havde jeg fået en opringning fra en, der nærede nøjagtig det samme ønske selv - en vis Anita Roddick fra The Bodyshop - som ville med mig ud og køre. "Hvem mon det kan være?" gik jeg ind i stuen og spurgte Vibeke. Hun var ved at falde om af forbavselse. Ikke over at jeg ikke kendte navnet, men over det underlige sammentræf at jeg får en opringning fra ejeren af et verdensomspændende kosmetikfirma i selv samme øjeblik hvor hun lige selv var kommet ind ad døren efter indkøb i en af hendes butikker på Strøget og nu sad i sofaen med favnen fuld af sæbedyr o.a. derfra til børnene. "I ligner hinanden fantastisk meget. Hun er nøjagtig ligeså selvpromoverende i en god sags tjeneste som du er det. Du bliver garanteret forelsket i hende," sagde Vibeke - allerede jaloux på forhånd - men med hendes beundring for Anita også lidt stolt. Drillende døbte hun straks mit rullende hjem i USA for "The Bodyshop". Da jeg så Vibekes reaktion, glædede jeg mig straks til at møde Anita og strøg ind i The Bodyshop for at købe hendes bog "Body and Soul," som jeg læste hele vejen til USA - kun afbrudt af mit obligatoriske vinterbad på Island. Efter et enkelt show i Pennsylvania, hvor jeg blev rost for at være den eneste foredragsholder hele vinteren hvem det var lykkedes at nå frem gennem sneen, strøg jeg med halsbetændelse ned mod varmen i Florida for at samle Anita op efter hendes sidste Tv-show. I en boghandel havde jeg købt et bånd med en af hendes morsomme taler (til børsmænd på Wall St.) og sad og lyttede til det i bilen for at øve mig på hendes britiske accent idet jeg normalt har en dyb aversion mod britisk (vist nok fordi en af min kones tidligere elskere var englænder). Om det er grunden til at jeg var så ivrig efter at møde Anita vil jeg overlade til dybdepsykologien, men i al fald var hastigheden så høj at jeg snart endte med et brag i The Bodyshop - i ordets amerikanske betydning - et automobilværksted! I to dage måtte jeg med voldsom influenza vandre frem og tilbage mellem et mørkt muggent motel og nogle drævende langsomme sydstatsmekanikere. Anita var ligeså skuffet over forsinkelsen. Hun havde i mellemtiden læst min bog, som havde grebet hende stærkt. For at spare tid måtte jeg flyve hende op til Atlanta, hvor jeg bad Tony Harris, min langvarige medarbejder, om at underholde hende i et par dage med nogle af de ideer vi bruger i vore workshops. Da jeg endelig samlede hende op, havde jeg overhovedet ingen stemme. Men min intuition havde ikke fejlet: vi svingede øjeblikkeligt sammen og talte næsten uafbrudt 24 timer i døgnet, for mit vedkommende med et hviskende hæs influenzastemme.
 

Det var en stor oplevelse for hende at møde de folk hun kun få dage før havde stiftet bekendtskab med i min bog. Første dag kørte vi ned til Mary i Alabama, som I vil huske som kvinden hvis hus blev brændt ned af hvide klanfolk p.g.a. hendes forhold til en hvid. Med den utrolige kulturforskel, der er mellem mig og Mary med hendes vrede underklassepsykologi, er det et sandt mirakel for mig at vort forhold har kunnet fortsætte gennem 20 år. Med den særlige betydning hun har for mit show, hvorunder jeg dagligt får spørgsmål om hende, forstod Vibeke da også tidligt hvorfor det var så vigtigt for mig at bevare netop dette forhold. Med de dybe følelser vi nærer for hinanden, undrede det mig astrologisk set ikke for nylig at opdage at Mary og jeg er født nøjagtig samtidigt samme år. Netop derfor glædede det mig at Anita og Mary havde det overmåde festligt sammen. Jeg har sjældent hvide venner med på besøg i den sorte underklasse i sydstaterne, idet jeg føler at den skyldfølelse de fleste - især danskere - udviser overfor denne knusende armod er mere dehumaniserende for ofrene end nogen anden form for racisme. Når Anita kom til at gøre så voldsomt et indtryk på mig var det ikke mindst fordi hun er den første jeg har haft med, som syntes fuldstændig fri for denne skyldfølelse. Alle vi besøgte - rig og fattig - vadede hun lige ind i med træsko, og selv de tristeste skæbner i underklassen fik hun til at blomstre op, så jeg så fuldkommen nye og ukendte sider i dem. Mary har ikke telefon, men gennem naboer havde jeg meldt vores ankomst. Som sædvanlig, når jeg kommer på besøg, havde hun derfor trakteret hele dagen. En traditionel soulfood-gryde stod og boblede på brændeovnen, da vi trådte ind over det gabende hul i gulvet, som stadig ikke var repareret efter at DR-TV's store kameramand var braset en meter ned igennem de rådne brædder. Men da Anita så de udkogte grisehaler og sort-øjebønner med fedtklumper i, var hun ikke spor sulten, men kastede sig over majsbrødet i ovnen. Jeg undskyldte med at hun var vegetar. Heller ikke Tv-folkene, jeg havde haft med, havde formået at spise Marys eller naboernes mad. Soulfood - fedtklumperesterne fra slaveherrens bord - er jo med nutidens øjne ikke den sundeste mad, men for mig (og for bedrestillede sorte) får den alle de følelser til at vælde op fra den lykkelige tid engang, da jeg var tvunget til at spise en sådan kost dag efter dag. Og mine følelser for Mary er uløseligt knyttet sammen med denne kost. Bagefter lå både Anita og Mary i næsten konstant krampelatter ved at prøve hinandens tøj, hatte og parykker. Senere samlede vi Beth op (side 115 i gml. udgave af bogen), købte en masse øl og kørte op til Ida Ford (nederst side 61), som mødte os med geværet i mørket udenfor sin spøgelses-shack dybt inde i skovene. Ida kan ikke ytre to sammenhængende ord og bor værre end noget menneske jeg har mødt på hele jorden. Hver gang jeg er kommet i nu 20 år bryder hun ud i et jubelskrig, for jeg er med garanti det eneste lyspunkt i hendes formørkede tilværelse - om ikke andet med de øller jeg altid har med. Men var der nogen hun kom til at elske var det Anita. Og kærligheden var gensidig. De sad konstant og kyssede hinanden, den tandløse Ida med skråtobakssavlen konstant dryppende fra hagen. Og her må Anita virkelig have overvundet noget i sig selv, for når man så hvad Ida havde levet af i ugevis - udkogte grisehaler i tykt sort tjærevand med døde fluer og maddiker på et ildsted, der fik stenalderens til at ligne ren idyl - ja, så ville de fleste nok have foretrukket at kysse selveste frøen. Men Anita var intelligent nok til at vide, at det jo var det hun i virkeligheden gjorde. Det som i så høj grad bandt os sammen var erkendelsen af at vi begge havde haft mod til sådanne grænseoverskridelser - at kysse smerten i al dens skønhed - hvorfor det, som i eventyret, var gået os begge godt. I vores uafbrudte dialog på køreturene var det, der interesserede hende mest, netop at bore i de oplevelser, jeg havde været igennem med mennesker, som havde givet mig smerte, og hvordan jeg altid havde været i stand til at vende smerten og hæsligheden til en positiv berigende oplevelse. Og jo mere hun borede i det, jo mere dukkede den ene glemte oplevelse op efter den anden, idet vi kørte ned på den strækning igennem det sorte bælte, hvor jeg havde haft måske flest smertefyldte oplevelser. Og straks jeg fortalte om dem, ønskede hun at møde de folk, som havde givet mig smerte, f.eks. alle de gamle savlende homoseksuelle mænd, som altid havde udnyttet mig på disse øde strækninger. Særligt var hun begejstret for David Lancote, den gamle hvide antikvitetshandler, som havde samlet mig op hin nat i Mississippis uendelige skove og sagt til mig, at han ville indkvartere mig i et af de mest overdådige hjem, jeg nogensinde havde boet i, hvis jeg lige ville tage en smut med ham ind på en mørk sidevej i skoven i hans gamle rustne pick-up-truck. Jeg havde selvfølgelig ikke troet ham, men havde som bekendt det princip aldrig at sige nej til folk. I dag, hvor amerikanerne simpelthen ikke kan begribe, hvordan jeg kom ind i disse overdådige plantagehjem, er det for længst gået op for mig, at bag hver eneste af sådanne positive oplevelser lå en smertefyldt tildragelse, som jeg var i stand til at opleve som noget positivt fordi jeg vidste den altid førte mig lige lukt i himmerig (eller endnu bedre steder). Anita havde stærkt psykologiske evner, for hun fik mig til at fortælle om og genopleve ting, jeg altid har haft for meget blufærdighed til at fortælle andre om, men som jo skal bearbejdes på et tidspunkt fordi de på et eller andet plan bestod af fortrængt smerte. Fortrængt smerte, ved jeg jo fra racisme og nazisme, er noget af det allerfarligste. Og hvilken gunstigere situation, kan man så tænke sig, end sammen med ens psykolog at møde de mennesker, som gav én smerten dengang man ikke opfattede det som smerte, men som nødvendighedens bismag. Anita var ikke blot god til at åbne mig op, men åbnede selv op på ligeså ærlig vis. Men som den kendte offentlige person, hun er, vil jeg naturligvis ikke viderebringe de mere spændende private ting, hun betroede mig, i dette brev.

Netop fordi vi kom så tæt ind på livet af hinanden opstod hurtigt den ekstatiske tilstand af næsten forelskelse, jeg elsker ved mødet med smukke mennesker. Vi havde jo begge to prøvet lidt af hvert og delt senge med hundredvis af mennesker gennem livet. Alligevel havde vi den underlige forlegenhed, som unge nyforelskede, da vi den første aften skulle finde ud af, hvem der skulle sove hvor. Jeg ville normalt have sovet i Marys seng, men da hun kun har én seng, måtte en af os sove i bilen. Og da vi havde oplevet meget vold i løbet af aftenen - smugkroen vi dansede i i Tv-udsendelsen var netop blevet brandbombet og en ny var oprettet lige lovlig tæt på Marys hytte med al den vold, der følger med (bl.a. havde Marys fætter i løbet af aftenen skudt alle lamperne ud både inde i huset og udenfor) - ja, så var Anita lidt nervøs for at sove alene i bilen. Da vi havde gjort os ikke så lidt bemærkede i dette racebetændte område, var hun også bange for at Marys shack igen skulle blive brandbombet. Det var ikke en helt let situation. Jeg var dels bange for at såre Marys følelser ved i hendes øjne at vælge at sove med et hvid kvinde, og dels bange for at give Anita følelsen af at lade hende i stikken. Uden Anitas vidende havde jeg måttet give The Bodyshop's amerikanske hovedkvarter en nøjagtig rutebeskrivelse. De havde først truet med at sende en medarbejder diskret bagefter os i egen bil. De var så bange for hendes sikkerhed på turen, at jeg havde lovet at aflægge hemmelig telefonisk rapport flere gange daglig for at de ikke skulle slå alarm. Nå, jeg så naturligvis straks det absurde i at det var måske første og eneste gang i mit liv jeg stod overfor det svære valg mellem at sove sammen med en landarbejder eller en multi-milliardær. Jeg løste problemet ved at sige til Mary, at vi blev nødt til at køre, da vi skulle møde nogen næste morgen. Anita ville aldrig have sagt det, men jeg vidste at hun ikke ville kunne klare Marys morgenmad. Så vi endte med at køre "The Bodyshop" langt ud i skoven og sov der efter en glad nat med masser af øller og billard i smugkroer.

 

Som leder af et verdensomspændende firma (kun jer i Esbjerg synes at være blevet forskånet en af hendes butikker, men den kommer snart!) var jeg imponeret af at Anita ikke én gang på turen kom i nærheden af en telefon, men fuldstændig absorberede sig i de mennesker hun var sammen med (mens jeg f.eks. selv måtte aflægge hyppige rapporter hjem til mit hovedkvarter, altså Vibeke, som havde været stensikker på, at jeg ville blive forelsket - og med god grund: "Du behøver jo ikke at se "Indecent Proposal" for at vide at du ikke har en chance overfor 5 milliarder!" drillede jeg. Det er jo skønt at være lidt ovenpå ind imellem.) Med sådanne rigdomme, tænkte jeg, hvor længe kan Anita klare sig i bilen i Sydens sveddryppende hede uden et bad? Hun var ikke meget for at indrømme at hun godt kan lide luksus. Efter nogen tid begyndte hun i det stille at mumle - når vi passerede moteller - at det jo kunne være skønt i eftermiddagsheden lige at checke ind en times tid og få et koldt bad. Jeg har aldrig brudt mig om at smide om mig med penge til nyttesløse formål - heller ikke andres penge - så jeg tænkte at jeg i stedet ville lære hende nogle af mine vagabond-tricks. Uanmeldt drejede jeg pludselig ind på et truck stop, gav hende en gammel hat på og sagde at hun skulle gå lige efter mig med bøjet hoved og store John Wayne skridt. Vi vandrede derefter op i truckernes aflukkede loge, hvor de må få et gratis bad hvis de har tanket lastbilerne helt op. Vi stillede os afventende ved et af bruserummene og gled så ubemærkede ind inden døren nåede at smække i efter en nyvasket trucker, som kom ud. Blandt de mange truckere havde ikke én lagt mærke til at der var en kvinde iblandt dem (hvilket truckere ellers nok plejer at have et godt øje for), men for Anita var det en kostelig oplevelse at stå midt imellem alle disse kæmpestore cowboytyper i højhælede støvler, flere splitternøgne - bortset fra cowboyhatten på hovedet. Alligevel mumlede hun aldrig mere noget om at få bad.

Til gengæld var det hende, der var snarrådig, da vi sad fast i timevis på den regntunge mark hos Wilma, kvinden jeg sad i sengen og diskuterede med i Tv-udsendelsen om sort selvbebrejdelse. Wilma var denne gang i depression efter moderens død og kom aldrig ud skønt Anita havde lange diskussioner med denne afgrundsdybe fortvivlelse bag sprækkerne. Mens jeg satte mig ud på landevejen for at vente en halv dag i dræbende hede på en Falck-vogn specialbygget til lastbiler, udnyttede Anita kvinders velkendte evne til at spille hjælpeløs overfor mænd, hvoraf hun havde øjnet nogle på store traktorer ude i bomuldsmarkerne, og fik dem til at trække os ud af pløret.

Vi besøgte en store skare af mine venner og overalt snakkede hun med mig om, hvordan hun kunne skabe "business opportunities" for dem. Hun ønskede inderligt min hjælp og erfaring til at stable nogle projekter på benene på samme måde som hun overalt i verden har fået selv de fjerneste indianerstammer og indfødte til at producere varer til hendes butikker. Men en ting er at arbejde med og bo hos stolte, stærke stammer i Afrika og Amazonjunglen. Den håbløse selvdestruktion og vold hun så her var imidlertid en udfordring hun intetsteds i den tredje verden havde mødt på sine mange rejser. Ikke mindst volden. Søsteren til Nina, som lå grædende i sengen i Tv-udsendelsen, fortalte os f.eks. i forbigående at hendes mand lige var blevet myrdet i et brutalt øksemord. "Nå," sagde jeg, "så var det da hurtigt du fandt dig en ny mand." Ja, sagde hun, det var hendes mands morder, som var flyttet ind. Jeg så undrende på hende, da jeg vidste hun havde holdt meget af sin mand, og hun tilføjede: "You 'got to understand, it's so hard to find a good man these days." Hun beskrev hvordan hun var kommet hjem og havde fundet sin mands kløvede hoved på gulvet og da nu ham den fremmede mand var til stede, havde hun fået ham til at hjælpe med at tørre blodet op. Og - ja, så var han altså endt med at blive boende....

Som kontrast til al den smerte tog jeg hende med til de overdådigt rige plantagehjem jeg havde boet i i Natzhez i Mississippi. Det var det eneste sted, hvor jeg fortalte folk, hvem det egentlig var jeg havde med, idet jeg ikke ønskede at hendes rigdom skulle ødelægge mit forhold til mine fattige venner selvom hun fik min tilladelse til efter rejsen at sende dem alle store checks, hvilket bl.a. reddede Mary fra at miste sin jord. Da de hørte i Natzhez hvem jeg havde med denne gang satte de det helt store maskineri i sving og lavede bl.a. en fest, hvor Anita kunne møde David, den fede homoseksuelle antikvitetshandler, som havde bragt mig ind i alle herlighederne. Datteren i familien kom kørende helt fra Dallas for at møde Anita, og sønnen helt fra New Orleans. Særligt glad var jeg for at gense Earlene, den tykke sorte tjenestepige a la Borte med Blæsten, som dengang dagligt havde serveret morgenmad i himmelsengen for mig og

Emely (side 117 i bogen). Earlene tjente stadig for familien og fortalte mig hvordan det havde været at finde Emely i pølen af blod, da hun skød sig selv i badekarret nogle år efter. Det er betegnende at de eneste af mine gamle kærester, som har begået selvmord, begge var millionærer. Den anden var datteren af Shlits-bryggerifamilien (omtalt side 235). Emely's børn underholdt nu Anita med hvordan jeg en af de første dage, da jeg havde boet hos dem, til en fin middag med mange gæster havde overrasket alle ved pludselig at hive min korthårsparyk af så mit lange hår væltede ud, hvorefter værtinden Emely havde brudt den pinlige stilhed med "Oh, I knew you were a Communist, but I like you anyway". Og om hvordan jeg havde "bedraget" dem dengang ved intet at fortælle dem om at jeg gik og fotograferede de sorte. Men nu hvor de alle har bogen eller havde set showet, kunne de godt forstå hvorfor jeg havde været nødt til at "føre dem bag lyset". Under rundvisningen i de historiske plantagehjem udviste Anita en utrolig kunst- og historieviden. Hun er nok et af de mest intelligente mennesker jeg nogensinde har mødt med lynhurtige bemærkninger afslørende en kæmpemæssig detaljeviden om alt. Og så er hun en af de få venstreorienterede, der ikke er gået på kompromis med sin overbevisning. Målt med hende følte jeg mig tit utroligt reaktionær i mine politiske idealer - eller mangel på samme!

Vi havde haft det så morsomt og skønt sammen, at jeg var dybt deprimeret den dag jeg skulle aflevere Anita i New Orleans. Den eneste af mine venner, vi desværre ikke nåede at besøge, var massemorderen Woody helt ude ved Texas-grænsen. Nu hvor hun skulle i gang med arbejdet igen, indkvarterede hun os i New Orleans' fineste hotel, The Richelieu. Første begivenhed var en stor fest, de lokale Bodyshop-medarbejdere havde lavet. Særligt i USA udgøres disse næsten udelukkende af unge idealistiske kvinder. Så da vi ankom til hummerfesten i taxaen, brød der straks et jubelskrig op fra mængden som var selveste The Beatles kommet til byen. Og da ingen vidste hvem jeg var - og jeg derfor blev taget yderst alvorligt som hendes ledsager - nød jeg al den kunstige opmærksomhed jeg fik denne aften fra de unge kvinder, når de ikke magtede at kæmpe sig igennem kødranden omkring Anita. Det var underligt efter den anonymitet, vi havde nydt sammen i så lang tid, at se Anita næste dag på forsiderne af alle aviserne og fra morgen til aften i TV-programmer. Hun havde inviteret mig til at deltage bl.a. i debatter med de handelsstuderende på to af mine egne gode universiteter, Loyola og Tulane, men jeg skulle ikke nyde noget af at være hendes sidevogn. Når jeg nu havde ligesom ejet dette smukke menneske i så lang tid var jeg simpelthen skinsyg over at skulle dele det med andre. Hendes idealisme kendte ingen grænser. Da vi sad til middag en aften med forretningsfolk nævnte en af dem, hvor trist det var at de plastikperler, der bliver kastet ud fra flåderne under Mardi Gras, nu produceres i østen. Med tanke på alle de fattige sorte, vi lige havde mødt, fik Anita straks den idé at lade de udskudte socialhjælpsmødre i fattiggårdene producere dem. Sværmeriske ønskedrømmerier hos en gammel venstreorienteret? Nej, allerede næste dag satte Anita hele sit kæmpemaskineri i sving for at få denne business op at stå. Nu hvor det var hende, som var i centrum, kunne jeg slet ikke følge med hendes tempo. Denne dynamik har jeg tit selv oplevet, når jeg har haft danskere med på mine tournéer, at de ikke i længere tid kan følge med mit tempo. Man får simpelthen uanede kræfter og energi fra folk når man er centrumsfigur, og falder let hen i en døs når man ikke er det.


En sådan døs, ja depression, faldt jeg hen i i dagene efter jeg forlod Anita. Jeg indså at Vibeke havde fået ret i at jeg ville blive forelsket i Anita, en følelse der naturligvis blev forstærket af min pludselige ensomhed ude på landevejene. Flere gange beep'ede Anita mig, men jeg ringede aldrig tilbage. Derefter kørte jeg i lang tid rundt for at tilbringe mere tid sammen med alle dem, vi lige havde besøgt. Det blev en uhyre kreativ periode med masser af nye billeder, hvorved jeg her i sommer har kunnet udskifte en fjerdedel af billederne i showet med up-to-date-billeder.......

______________________________________________

...........På vej nordpå havde jeg to blaffere med i bilen, der lugtede så voldsomt, at jeg blev nødt til at standse hos en veninde i North Carolina for at give dem et bad før de fik lov til at sove i min seng. Hun var netop blevet ansat som mediekonsulent for The Bodyshop for at forbedre Anitas image i de amerikanske medier og sagde at Anita netop nu var i hovedkvarteret i Raleigh. Og havde jeg lyst til at møde hende igen? Nej, tak, sagde jeg. Mediernes Anita er ikke min Anita. Jeg vil have hende for mig selv - uspoleret. Men hun blev ved med at forfølge mig. Mine to shows i Georgetown og Johns Hopkins University havde Anita opfordret alle sine Bodyshop-ansatte i Washington og Baltimore at komme til - samt en meget indflydelsesrig dame i Baltimore, som Anita havde købt et helt museum til - alt betalt. På samme måde ønskede Anita at lave "joint business ventures" med mig og bad mig om ideer. Jeg har faktisk en idé til et stort fællesprojekt i New York, men har udbedt mig betænkningstid, da jeg ikke rigtig ved om jeg orker hele det mediecirkus, der vil følge med, på nuværende tidspunkt i mit liv. Så foreløbig starter vi sammen på et lidt mindre niveau ved at hun i marts måned sender mig ud til sine projekter i Nepal - dels for at fotografere - og dels for at jeg skal vise Am. Bil. for alle de trekkere, der vandrer i bjergene og intet har at foretage sig om aftenen i Kathmandu. Pengene fra forestillingerne skal gå til AIDS-bekæmpelse blandt Nepals prostituerede. Ideen er så skør at jeg straks sagde ja. Men nu truer Vibeke med at tage med sammen med børnene fordi hun er bange for at mit forhold til Anita vil nå nye højder i Himalayas bjerge uden deres nærvær....

______________________________________

Om efterårsturneen samme år:

......Men efter endnu en ørkesløs vandring gennem folkeskoler i efteråret var jeg i oktober mere end rede til at tage tilbage til USA. P.g.a. den fortsatte krig med min agent havde jeg gudskelov kun fem shows derovre. Anita Roddick havde ringet op igen. Hun var deprimeret over de fortsatte angreb i pressen og ønskede at glemme det hele ved at tage med mig på landevejen endnu engang.......

_______________________________________
 

Fra julebrevet 1995. Om mit deprimerende gensyn med Anita i New York.


........I sidste års julebrev skrev jeg om min rejse med Anita Roddick, ejeren af The Body Shop. Hvis I er interesseret i flere "soap operas" bringer jeg nu The Anita Roddick Story som føljeton fordelt over flere afsnit i julebrevet. En god sæbeopera har sine op og nedture. Vi havde planlagt i længere tid at mødes igen, men at få dette til at gå op for to så forvirrede og flyvske hoveder er virkelig et puslespil. I ugevis havde jeg haft sekretæren i det amerikanske hovedkvarter i Raleigh i telefonen, som havde haft sekretæren i verdenshovedkvarteret i England i telefonen dagligt. Så personligt et forhold fik jeg til sidst til den amerikanske sekretær at vi her i efteråret besluttede at mødes, da vi jo nu kendte hinanden så godt. Derom senere. Til sidst lykkedes det at få brikkerne til at falde på plads. Men kun ved at jeg kørte fra en workshop ved middagstid i Colgate Universitet halvvejs oppe ved den canadiske grænse ned til New York for at mødes med Anita i ca. en time, hvorefter jeg straks måtte vende om og køre det meste af natten for at være oppe ved Montreal næste dag. Anita kom til gengæld med fly direkte fra England. Jeg havde en voldsom influenza af at sove i frostvejr i bilen. Så voldsom blev den, at jeg ikke magtede at spise den lækre mad Anita serverede i en restaurant. Jeg tror aldrig før det er sket at jeg havde været så syg, at jeg intet kunne spise. Jeg havde lovet Anita i længere tid at komme med et forslag til vort videre samarbejde og skulle nu præsentere det. Men det eneste jeg kunne finde på, var min gamle ønskedrøm om at få et fast teater i New York som vi havde haft det i San Francisco. Om dagen med shows for skolebørn og om aftenen for offentligheden. I weekenderne med workshops udført af førende anti-racismefolk. I foyeren kunne der være præsentation af Body Shops produkter og filosofi. Hele komplekset kunne hedde "The Body and Mind Shop" - altså ud fra devisen at det ikke er nok med et sæbesundt legeme, men at der også skal en sund "hjernevasket" sjæl til - frigjort fra racisme, sexisme, homofobi o. lign. lidelsesmønstre. Mine feministiske venner i NY var begejstret for ideen om et sådant vedvarende forum for holdningsbearbejdelse. Midt i al den kritik, Anita havde fået det sidste år i USA, tænkte jeg at dette også ville være en ny måde for hende at føre sig progressivt frem. Direktøren for The Body Shop i Danmark havde syntes godt om ideen, og jeg vidste at det ikke var pengene, der ville vælte projektet. Anita havde tidligere givet et helt museum kvit og frit til en ven i Baltimore og var blevet over en milliard kr. rigere siden sidst. Med presseomtalen af showet ville The Body Shop jo også få vedvarende skjult reklame, hvilket er vigtigt for et firma, der ikke bruger penge på annoncer. Men dels var jeg så syg og bleg, da jeg skulle forelægge hele projektet, at jeg var på nippet til at brække mig ud over bordet. Og dels - men nok så vigtigt - var min egen entusiasme for projektet kølet en hel del de sidste par år. Jeg ved at jeg simpelthen ikke orker at gå igennem hele det medieshow, der ville følge med. Jeg hader efterhånden interviews og talkshows og de evindelige gentagelser og at skulle spille rollen som noget jeg var engang, men ikke er mere. Jeg har i de senere år haft det fint med at leve en mere anonym eksistens med "hit and run" shows i USA - væk inden medierne (eller Ku Klux Klan) dukker op. Kombinationen af influenza og totalt manglende begejstring fra min side har uden tvivl ikke virket særligt overbevisende på Anita. Hun bed i al fald ikke på ideen, hvilket pudsigt nok var hvad jeg inderst inde selv håbede på. Jeg hader nemlig at tage stilling og ansvar og kunne se for mig al det bøvl jeg ville få med at starte noget så stort op. Desuden er det totalt imod min arbejdsfilosofi selv at tage initiativer. Alt hvad jeg hidtil i livet har foretaget mig er sket på andres initiativ. Her har mit problem været at jeg altid sagde ja til mere end jeg kunne overkomme. Jeg havde jo også en familie at tænke på nu, som jeg ikke engang havde turdet forelægge planen først.

Alt i alt var det et nedslående gensyn med Anita. Da jeg kørte nordpå den nat i en fygende snestorm, rystede jeg så voldsomt af feber, at jeg gjorde noget jeg aldrig har gjort før - tog ind på et motel af angst for at blive alvorligt syg i frostnatten. Jeg var nemlig nødt til at bevare min stemme, da det eneste gode amerikanske Tv-selskab, PBS, som har en høj kunstnerisk og pædagogisk programflade i stil med BBC's, var ved at lave en film om Jacob Riis og mig.

.................

Senere samme år; Om hvad der skete da Bodyshop sendte mig til Nepal for at rejse penge til aids-ramte kvinder

Som en udløber af mit forhold til Anita Roddick skulle jeg dagen efter topmødet rejse til Nepal for at vise show for The Body Shop. Det er sjældent jeg kommer ud at rejse, for at rejse er at udvide sin bevidsthed. Og det gør jeg jo ikke gennem mit rutinearbejde i USA. Derfor havde jeg virkelig sommerfugle i maven da jeg for første gang i mit liv skulle til et nyt kontinent, Asien. Da jeg føler at jeg er stivnet mere og mere i mine tankebaner, havde jeg slæbt over 10 kg buddhistisk litteratur med. Jeg havde virkelig glædet mig til at afstresse med lidt læsning, men sådan skulle det ikke gå. Guderne må have andre planer med mig. Jeg har jo efterhånden Danmarks største bibliotek over sort litteratur, men med alt mit tidsslugende rejseri blandt sorte har jeg ikke fået læst så meget som én af bøgerne endnu. Så nu glæder jeg mig til i min alderdom at læse lidt om hvad sort kultur er, for alle jeg møder synes at have en større viden om det end jeg.

The Body Shops idealistiske danske direktør, Jan Tronier, havde fået den idé at jeg skulle støtte deres projekter i Nepal, som er omtalt i Anitas bog. Da der ingen underholdning er i nattetimerne i Kathmandu, skulle jeg vise show for vestlige trekkere.

Indtægterne skulle ubeskåret gå til deres AIDS-oplysningskampagne blandt Nepals kvinder, så det var jo ikke svært at sige ja til. Jeg har tit savnet noget der mere konkret kunne gavne andre end blot det at være flyttemand for tankegods.

Imidlertid havde vi ikke taget højde for det nepalesiske toldvæsen, som ikke ville have mit gamle udslidte udstyr ind i landet. Skønt der allerede var sendt elegant trykte indbydelser til prominente regeringsfolk, måtte jeg efter adskillige besøg hos toldere i mørklagte kvarterer med whiskyflasker under armen opgive. Det var dog en stor oplevelse forinden med korslagte ben på tykke tæpper at få lejlighed til at trænge en lille smule igennem til mennesket bag de "toldere og farisæer", som man igennem sit liv har fået så stor respekt for. Ja, så meget, at skønt jeg oprindelig var EF-modstander med stærke emotionelle argumenter, skulle der ikke ret meget show-virksomhed til på de europæiske landeveje før jeg blev ligeså fanatisk EF-tilhænger med ganske anderledes praktiske argumenter - f.eks vanviddet i at blive sendt frem og tilbage over den engelske kanal i dagevis fordi hverken Frankrig eller England ville have vores udstyr ind. Ofte måtte vores sekretær Dominique bruge ugevis derhjemme på at redde trådene ud for os - eller betale kæmpemæssige beløb for at vi kunne få det gamle nedslidte udstyr ud af lande, som det var lykkedes os at smugle det ind i. Netop derfor vendte Dominique nu ustandseligt tilbage i tankerne hos mig: denne smukke, glade franske pige, som engang havde banket på i Købmagergade for at give mig røde roser - og som jeg var faldet så pladask for at jeg straks gjorde hende til "sekretær". I de næste fem år var hun mine mange indre frustrationers og aggressioners venlige og smilende talsmand og ansigt ud mod offentligheden. Nu, hvor jeg var ved at ædes op af raseri over at toldere har så meget magt at de blot kunne lade mit udstyr ligge i Singapore mens selv kongens ministre med guldtrykte invitationer i hånden måtte gå forgæves, havde jeg virkeligt brug for hende igen. Og POP! Der var hun så pludselig igen - i form af sin datter, Pernille, der som lille pige havde løbet rundt blandt os i Købmagergade - og som nu rejste rundt på egen hånd i Nepal. Mens jeg kæmpede en brav kamp med tolderne i aftentimerne, havde Pernille nu den samme afstressende virkning på mig, når vi allerede før solopgang sammen tog ud til bøn og alsang i hinduistiske og buddhistiske pagoder. Disse stærkt religiøse oplevelser i det smukke morgenlys var så betagende og overvældende at du simpelthen ingen anelse har om alle de smukke tanker, jeg der sendte dig, Dominique! Jo, fortiden vender bestandig tilbage i mit liv når jeg har mest brug for den.

Jeg gav til sidst pokker i aidsramte kvinder - eller ønskede i hvert fald ikke at medvirke til yderligere korruption med de beløb, som tolderne krævede - selv med deres fattige snottede børn på skødet, og løb i stedet efter en uge nærmest skrigende op på CARE's Nepal-kontor. CARE's danske direktør, Niels Tofte, havde hjemmefra håbet at jeg ville få tid til "lige at tage nogle billeder for CARE når du nu alligevel skal derud." Udtrykket "lige" siger nok mere om din begejstring for frivillige, Niels, end om Nepals uvejsomme bjerge. Jo, hvis nogen efter min artikel i Politiken om ulandsracisme havde mig mistænkt for at være i lommen på CARE har de vist ingen anelse om hvor svært det er at komme i lommen på Niels. Men under alle omstændigheder foretrak jeg at lave frivilligt beskidt markarbejde for CARE frem for frivilligt renvasket bestikkelsesarbejde i byen for The Body Shop. Inden et døgn var jeg sendt ud i Syangja-distriktet for at fotografere kvinder, - et ønskejob. Ulandsfotografer - både kvindelige og mandlige - bruger jo i forvejen 80% af deres film på kvinderne. Nu behøvede jeg ikke engang at undskylde min sexisme!.......

_________________________________

Senere samme år 1995. Om vores sommerferie i England hos Anita Roddick:

På vej hjem fra Cornwall fik vi feriens højdepunkt. I Littlehampton fik vi lyst til lige at køre forbi Body Shop-fabrikkerne. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge portvagten om Anita Roddick var hjemme for tiden selvom jeg ikke havde tænkt mig at se hende. Nej, sagde han og vi begyndte at gå derfra. Men lidt efter vinkede han os tilbage idet Anitas sekretær havde genkendt mig oppe fra sit kontor, hvor vi blev kaldt op. Hele kontoret stimlede sammen. Alle havde hørt om Anitas rejse med mig. De afbrød over telefonen Anita i et vigtigt møde, og hun sagde at vi absolut skulle med hende hjem. Skønt rundvisningerne for de mange turistbusser udenfor var slut for i dag, fik vi en personlig rundvisning af en af cheferne. Der var store omfavnelser, da Anita kom fra mødet. "I know everything about you," sagde Anita til Vibeke. På vej ud af fabrikken blev Anita genkendt af en stor mængde fans og måtte ud af sin VW for at give autografer. Vi var overrasket over at hun ville have os med hjem, for hun var dagen før kommet hjem efter 6 uger i USA og havde endnu ikke set datteren, Justine's nyfødte barn Maiya. Ligeså overrasket blev vi i det store smukke hjem ude på landet. Mens Anita havde siddet i møde, havde hun over telefonen bedt sin 85-årige mor om at lave mad til os, som blev bragt med taxa fra Littlehampton derud, hvorved der snart stod et veldækket bord i haven med mindst tyve retter italiensk mad. Da Anita hørte at vi havde camperet i vores lille kuppeltelt i Skotland udbrød hun: "Hvorfor sagde I dog ikke at I kom, så kunne I helt for jer selv have fået min store borg i Skotland - ikke langt fra dronningens." Som I alle ved plejer jeg altid at dumpe ind hos mine venner uden at advare Jer først, men da Anita nu viste os billeder af sin borg - komplet med tårne, vindebroer og voldgrave - fortrød jeg for første gang i mit liv at jeg var dumpet uventet ind. Vibeke og børnene delte øjeblikkelig min fascination af Anita. Vi fortalte hende og manden, Gordon, om hvor forelsket jeg var blevet i hende sidste år, hvilket ikke kom helt bag på hende. Og var der nogen der nu blev forelsket i hende, var det Lalou. Anita er jo af den impulsive type der ikke blot uforskammet kaster sig over maden lang tid før gæsterne har sat sig, men som samtidig midt i hyggelige middage springer op og siger: "Kom op og se mine smykker, Lalou" hvorefter Lalou spænede efter hende op i soveværelset og Anita hev alle sine smykker ud på gulvet. "Vælg alle dem du vil ha', Lalou!" Det var sandelig svært for Lalou, men hun endte med at blive så belæsset med smykker og gaver, at hun ikke kunne sove den første aften, men blot lå og betragtede dem alle på natbordet og sagde: "Tror I Anita er rigere end dronningen i Danmark?" Også Anitas store labyrintiske have var så fuld af underlige indfald, at vi aldrig lærte at finde rundt i den. Der var netop i samme uge et timelangt program på BBC om den. Som de gode gæster vi var, syntes vi at familien, som så sjældent var samlet, skulle have ro for sig selv om dagen, og kørte selv på udflugter. Men allerede den første dag efter hendes lange Amerikarejse kørte Anita til Brighton for at købe de fineste kunstbøger til Vibeke. Hun blev aldrig træt af at give gaver. En hel dag brugte hun på at trække en af Lalous tænder ud - vist en af de sjoveste dage i Lalous liv. Men Gordon var ligeså sød med en helt anderledes stilfærdig charme. Han viste sig at være ligeså politisk som Anita og fortalte mig om hvor bekymret han var for sin personlige ven, lederen af Ogonifolket, som The Body Shop havde hjulpet, Ken Sawi. Så da hele verden blev rystet over Kens henrettelse senere på året, vidste jeg hvilket slag det var for Gordon. Anita lovede at give Vibeke al mulig hjælp med Afrikafestivallen - bl.a. med sine personlige kontakter til Wodaabe-folket i Niger, som Vibeke har tænkt sig at bringe herop og ved selv at komme og tale om "trade, not aid". Til mig foreslog hun at vi sammen skulle starte op i Sydafrika til næste år. Med alle de bristede illusioner om integration, der er i Amerikanske Billeder, var jeg dog ikke så sikker på at det ville være en konstruktiv måde at lancere The Body Shop på i Sydafrika. Efter 4 dage var vi blevet så naturlig en del af familien, at det føltes mærkeligt at bryde op. Pga vores atomboykot af Frankrig måtte vi køre den 1.500 kr. dyrere rute med Englandsbådene hjem........

_____________________________________

 

Fra Julebrevet 1998; Om Anitas og Bodyshop-medarbejdernes middag hjemme hos os i Gernersgade:

 

......Mens det var en stor glæde at være med til at hjælpe Vibekes far til hægterne igen, fik vi snart ny sygdom at slås med i familien. Muligvis var det Anita Roddick, der udløste den. Hun sendte mig i august en fax om at hun ville komme til Danmark og om det var muligt at se mig. Vi ønskede at invitere hende til middag og måske endog have hende boende, men hendes multinationale Bodyshop er jo 3-4 doblet i værdi siden hendes rejse med mig i 94 og jeg havde stærkt på fornemmelsen at hun ville være hårdt spændt for under besøget i Danmark. Så jeg tog ud til Bodyshops hovedkontor for at få hendes planer. Jo, hvert minut af hendes 4 dages besøg havde de og medierne allerede lagt beslag på, men måske jeg kunne presses ind i et par minutter under hendes frokost om tirsdagen. Hvadforno'd, tænkte jeg? Det vidste jeg at hverken Anita eller jeg kunne acceptere. Og så gik jeg straks i krig for at få ændret Bodyshops planer. Da de jo er imod reklame, lever konceptet alene af den omtale Anita skaffer koncernen i medierne under evindelige rejser til afdelinger i hele verden. Så ikke et minut var de villige til at opgive. Heldigvis havde Bodyshops kvindelige ledere i deres skoletid set Amerikanske Billeder og da jeg nu insisterede på at Anita skulle se den ny udgave mens hun var i Danmark, indvilgede de i at jeg kunne få lov at vise 1. delen mellem Anitas store tale til offentligheden på Holmen og alle de danske Bodyshop-ansattes middag en time efter. At jeg var så ivrig efter at hun så showet skyldes jo min langtidsdrøm om at få hende med i en finansiering af mit teater i New York. Men en times forvirrende forevisning for hende i en restaurant ville ikke være tilstrækkeligt. Det lykkedes derpå at få middagen flyttet til Spiseloppen på Christiania, hvorpå jeg gik i lag med Christianitterne. De skulle samme aften have stort anti-vold-fællesmøde i Operaen i Pusher Street og var begejstrede for mit forslag om at indlede det med Amerikanske Billeder. Jeg vidste at Anita ville elske noget overraskende - såsom at blive ført igennem Christianias mudder ad bagindgangen ind til et stort fællesmøde med langskæggede christianitter. Men det hele måtte holdes hemmeligt - vi ville ikke have pressen til at tage billeder af hende mellem hashklumperne. Nu kom imidlertid et stort opsat voldsomt angreb på Anita i Børsen til min hjælp. Heri blev hun vist midt i en mark med hashplanter og fremstillet som en hippie der ville føre hash ind ad bagvejen gennem sine butikker, som samtidig i Frankrig netop var blevet raidet af politiet for hampeprodukter. Hun går rigtignok personligt ind for fri hash, men hendes butikker gør det skam ikke. Men da de som de første har lanceret hampeprodukter mellem sæberne er de yderst sårbare. Så pludselig turde Bodyshop-ledelsen end ikke at spise i nærheden af Christiania af frygt for flere angreb i pressen. Og det blev min chance, thi nu var det for sent for dem at skaffe ordentlige lokaler ude i byen til 66 medarbejdere. Jeg vidste at jeg ikke kunne få lov til at få Anita hjem til middag alene, som Vibeke havde ønsket det efter alt det Anita havde gjort for os i sit eget hjem, og foreslog nu at de alle 66 skulle komme sammen til vores lille lejlighed i Gernersgade. Det syntes Bodyshops ledelse var en god idé og ledelsen i England godkendte det og fik besked om at holde det hemmeligt overfor Anita. Men nu skulle der handles hurtigt. Som I måske vil huske fra et julebrev havde Anita, da vi uventet var kommet dumpende ind på ferie i England, med lynets hast fået sin italienske mor til at lave de fineste italienske retter, som blev bragt ud til hendes landsted i taxa. Da min søns "svigermor," Sandra, er italiener og før havde imponeret os med sin vidunderlige madlavning, fik vi nu hende til på kun to dage at lave tonsvis af de fineste italienske retter. Samtidig lavede jeg en hurtig lille handel med Metodistkirken i vores gade: mod at komme i kirke lidt oftere i fremtiden og at holde gratis foredrag til deres arrangementer for bl.a. hjemløse, kunne jeg låne kirken til at vise show i. Anita havde siden sin ankomst flere gange spurgt efter mig, men nej, fik hun at vide, "der ville sandsynligvis ikke blive tid til at se mig." Heller ingen af Bodyshops ansatte havde nogen anelse om hvor de skulle hen, da de den sidste aften blev transporteret fra Holmen i busser og på mystisk vis sat af ved en kirke. Men indeni stod jeg og da Anita så mig, faldt vi straks om halsen på hinanden. "Oh, how I just love such surprises" sagde hun igen og igen. Da alle havde sat sig på kirkebænkene, fortalte jeg de forbløffede Bodyshop-medarbejdere - alle unge idealistiske piger - om min og Anitas hemmelige forbindelse og satte showet i gang. Mange af dem havde set det i deres skoletid, men dels var det nu opdateret, og dels virkede det pludseligt langt mere nærværende, når de nu så deres beundrede leder gå lyslevende rundt mellem de fattige sorte i showet. Særligt Anita var berørt og vendte i aftenens løb igen og igen tilbage til hvordan vi kunne arbejde mere effektivt sammen. I første omgang ønskede hun at jeg skal optræde sammen med hende i februar i University of California, hvor hun er medlem af bestyrelsen og lige havde købt en stor ranch, jeg kan bo på. Men nu kom der bud fra køkkenet om at maden var klar og vi gik hjem i vores lejlighed, hvor Vibeke og Sandra havde sat oceaner af italiensk mad frem på begge etager. Med stearinlys overalt forekom det mig at der aldrig havde været så hyggeligt før. Alle var begejstrede, ikke mindst Anita, der sprang rundt med sit lille turistkamera og fotograferede alt og begejstret udbrød at hun aldrig på sine besøg i Danmark havde set et dansk hjem. For mig var det morsomt at se hvor reserverede de unge danske piger var i samtaler med hende, da jeg i USA havde set de tilsvarende amerikanske ansatte overfalde hende som hysteriske Beatles-fans. Men denne berøringsangst er jo typisk dansk og havde den fordel at min familie kunne monopolisere Anita hele aftenen, hvorved vores oprindelige ønske om at få hende alene til middag så godt som var endt med at gå i opfyldelse - blot med 132 øjne iagttagende i baggrunden fra vores nye, lettere slidte sofaer, som vi i sommerens løb havde fået for 150 kr. på loppemarked. De var jo ikke helt som de kæmpe Chesterfields vi havde slynget os i i Anitas hjem, sagde Vibeke beskedent. "Oh, that little house was getting too small," svarede Anita "now I have a much bigger castle." Alt i alt var aftenen en kæmpesucces for alle parter og da mange skulle gå ved midnatstid for at nå butikkerne i Jylland om morgenen, blev der ikke drukket meget, hvorfor Bodyshop overlod os et helt års vinforsyning. I ugerne efter væltede det ind med blomster, breve og emails fra Bodyshop, fra pigerne og fra Anita, der alle takkede for en uforglemmelig oplevelse. Daniel blev lovet arbejde hos Bodyshop, når han og Anne flytter til New York i 99 efter eksamen for at fortsætte hendes modelkarriere, jeg skulle optræde sammen med Anita i USA, osv.

_______________________________________

Fra julebrevet 2007; Om Anitas død:

......Da jeg kort tid efter rejste rundt med en gruppe nydanske skuespillere i ministeriets integrationsbusser for at fremme integrationen på Fyn, fik jeg pludselig under køreturene den ene sms og opringning efter den anden fra venner så fjernt som Kentucky. De havde lige hørt at min ven Anita Roddick, Body Shops grundlægger, var død natten før. Jeg var egentlig mest overvældet over at de alle som én i den anledning straks tænkte på mig, selv venner af Anitas mand, Gordon. Jeg var ikke helt overrasket over hendes alt for tidlige død, da den hepatitis B hun havde fået som ung vagabond gennem det sidste år havde gjort hende så syg, at hun bl.a. ikke kunne komme til min fødselsdag. Det var nu 13 år siden vi sammen vagabonderede rundt og sov på primitiv vis i min bil i USA, som beskrevet i julebrevet 1994 og i hendes artikler, men vi havde sidenhen arbejdet sammen på flere af hendes bøger, løsladelse af fanger i Angolafængslet mm. Samt besøgt hinanden. Som altid når venner dør løber straks alle tankerne igennem hovedet på én om de sjove oplevelser, man har haft sammen - som den nat hvor jeg skulle vælge mellem at sove sammen med en af verdens rigeste kvinder og Mary, en af de fattigste. Eller den nat, hvor Anita skulle trække en tand ud på min datter, som i hendes lille borg fablede over om "Anita mon er rigere end dronningen af England." Men jeg blev hurtigt revet ud af mine sørgmuntre tanker af TV2, som ringede for at få mig til at stille op i deres Odense-afdeling samme aften og fortælle om 11. September. Jeg fatter ikke hvorfor dansk Tv kun tænker på mig hver gang der er katastrofer i USA – eller når de skal mindes i mangel af nyere nyheder......

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside