"Mine julebreve" af Jacob Holdt

Jul/Nytår 2000,    29. årgang

Her delt op i 2 afsnit:

Denne del: Om forårsturneen i USA, min fars sygdom og sommerferien i Grækenland/Italien

Del 2: Om min fars død

Tilbage til oversigt over julebreve

 

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.


Indholdsfortegnelse


Jeg plejer at indlede julebrevet med små appetitvækkere, men dette falder mig lidt svært i år, hvor både årets forløb og derfor også julebrevet i den grad blev præget af min fars sygdom og død. Denne er naturligvis et rent familieanliggende, så hvis der er noget år du burde springe læsningen over er det nok i år. Jeg skriver jo først og fremmest disse julebreve som dagbøger for mig selv. Ikke få iblandt jer har dog også haft berøring med min far, som lokalt var en offentlig person, så for nogle kan dette julebrev have lidt interesse selv om det egentlig ikke handler om ham, men om mine egne oplevelser med ham gennem året.

En anden af årets store "oplevelser" for mig er just heller ikke spændende læsning for jer, nemlig sidste halvdel af mit historiske løb på 1200 km fra Vesterhavet til den botniske bugt og fra Skagen til Elben, skønt jeg bør nævne at dette har været et løb KUN for mine julebrevslæsere. Men for mig var det en personlig sejr og viljesanstrengelse at kunne gennemføre noget, som ingen andre har gennemført før eller nogensinde vil kunne gennemføre (forklaring følger!) og som var min egen originale idé og på mit eget initiativ gennemført i for det meste mørk, regnfuld og frysende ensomhed. Alt andet i mit liv har jo været noget andre har taget initiativ til.

 

Kære årbog.... gamle venner ....såvel som svage smugkiggende sjæle

Årets julebrev starter i reglen med at et af jeres julebreve dumper ind gennem brevsprækken og det pludselig går op for mig at nu er det vist tid til selv at gå i gang med skriveriet. I år var Marius' det første. Jeg fatter aldrig hvordan du sammen med i reglen Torben, Virtus og Peter Frederiksen altid er så checkede at I får sådan noget udarbejdet allerede inden julen står én om ørerne - hvis ikke jeg lige huskede hvordan I var de samme i klassen der altid var rettidige med jeres stileafleveringer. For et julebrev er da et man skriver i julen - for at flygte lidt fra familien og juleræset - og ikke midt i sommerferien. Har I da aldrig forstået det? Så har man jo en chance for at få det ud til nytår og til at få ALLE årets oplevelser med og ikke kun sommerferiens. Men når jeg vælger at nævne netop jer ved navn er det skam mere for at rose jer for jeres trofasthed gennem årene. De fleste af jer andre mander jer højest op til et julebrev hvert 5. eller 10. år. Og det er jo lidt trist at man skal gå rundt i 5-10 år i frygt og uvished om ens gamle venner mon nu er døde. Heldigvis har en del af jer efterhånden fået e-mail, hvilket jeg udnytter på den måde at jeg i løbet af året sender et par bunkebreve ud. Hvis disse er tilstrækkeligt provokerende - såsom min artikel om EU-valget - svarer mange af jer skam også vredt tilbage hvorved jeg ånder lettet op ved tanken om at I da er i live. Kommer e-mailen tilbage med besked om at modtageren ikke kendes, går jeg derpå i gang med et større detektivarbejde for at finde ud af om I heller ikke længere eksisterer på det ikke-virtuelle plan. Som regel har I blot skiftet udbyder, men især når det gælder mine amerikanske venner betyder det næsten altid et kæmpearbejde og dyre telefonpenge at få opstøvet dem igen, da der jo ikke findes folkeregister i deres ugudelige land. Så husk endelig at sende e-mail om adresseforandring.

Jeg skal i år forsøge at gøre mig lidt kortfattet - mest fordi det ikke forekommer mig som om der er noget særligt ophidsende at berette i dette år der blev præget af tabet af min far. Han var stadig med os nytårsaften, da vi sammen sprang ind i det nye årtusinde og Vibekes første røgfri år (skræmt af den megen kræft i familien). Januar gik med en hel stribe foredrag på gymnasier. Til en del af dem havde jeg et Tv-hold med fra DK-4, der er ved at lave en reportage om mig - vist nok også for TV-2. De er vældig søde at have med sig overalt, Theis og Charlotte, - ja, Theis tager det med OVERALT så bogstaveligt at han tit forfølger mig med kameraet helt ind på toiletterne før det går op for ham at nu er han vist trængt for langt ind i privatlivets fred. Charlotte var en af dem jeg rejste sammen med i Bolivia og der hyppigt delte bordets og nattens glæder med. Hun blev nemlig så rørt over at se Bolivias mange sultende hunde, at jeg i nattetimerne hjalp hende med at hugge lidt af overfloden fra de overdådige kongelige borde til fordeling blandt hunde og børn i gaderne. De var også med da jeg havde show i min fars gamle gymnasium i Roskilde hvor han netop havde været til 60-årsjubilæum. Amtsgymnasiet ligger i al fald i Katedralskolens gamle bygninger og at dømme på reaktionerne og alle de e-mails jeg fik fra eleverne bagefter må det være Danmarks bedste gymnasium. Det er en fornøjelse at have med sådanne engagerede elever at gøre, som for manges vedkommende dukkede op i større eller mindre grupper også til mange af mine efterfølgende shows på hele Sjælland i tiden derefter - eller sågar i to tilfælde arrangerede shows for mig i deres egne landsbyer. Men kun få dage efter var jeg på Herlev gymnasium, hvor det stort set var som at slå i en dyne. Theis, som forsøgte efter bedste evne at filme ikke-responsen, var så forarget over elevernes manglende reaktioner, at han gik rundt og interviewede dem: "Jamen, hvorfor reagerer I ikke? Hvad er der i vejen med jer?" Modsat Theis har jeg jo for længst vænnet mig til at man kan have en hel stribe af tilsyneladende succes'er hvorpå der pludselig kommer et show, hvor reaktionerne af uforklarlige grunde er så overfladiske at man føler hele jorden kollapse under sig.

Mens Vibeke var på en romantisk udflugt i Venedig med sin gamle kæreste, Ole, sluttede jeg januarturneen med et show for en jødisk verdenskongres i Mosaisk Center i København. Men sikken et besvær at få hele udstyret igennem alle deres sikkerhedsforanstaltninger! Jøderne har jo altid været mine bedste støtter og spændende var det at høre fra israelerne, som jeg havde til bords under den efterfølgende koshermiddag, hvordan også de kunne se parallellerne mellem Palæstina/Israel og racismens kløfter i USA og Europa. Jeg har altid været en aktiv ven af både Israel og palæstinenserne, men jeg må godt nok tilstå at jeg er ved at miste tålmodigheden med israelernes herrefolkshuseren på det sidste.

Underligt nok fløj jeg lige fra jøderne i København til et tilsvarende jødisk center i New York dagen efter. Så hovedkulds at jeg ikke havde fået udstyr nok med og under forestillingen måtte sende Theis og Charlotte ud i New Yorks gader for at købe lysbilledapparater og udstyr. Heldigvis var disse to søde plageånder fulgt med over Atlanten nu hvor jeg omsider havde brug for dem. Og da jeg ikke bryder mig om at blive filmet når jeg er træt og tung af jetlag havde jeg jo nu en bekvem undskyldning for at slippe af med dem. Min agent Muwwakkil var kommet til New York for at se min nye Millenium-udgave af showet og sammen spiste vi middag bagefter. Theis og Charlotte havde været harmfulde på mine vegne over nogle af de aggressive e-mails Muwwakkil havde sendt mig i Danmark, men nu hvor vi mødtes, syntes de også at han er meget sød. Han lever i et lille værelse i sin families hus i yderste fattigdom og et rod, som alle mine danske medrejsende siger ser værre ud end de værste af mine billeder. Men som jeg altid siger, hvis ikke JEG skulle støtte black business, hvem skulle så? Den ny udgave af showet om ghettoens problemer talte da også meget stærkt til Muwwakkil og fik ham i hvert fald til at indse, at showet er mere aktuelt end nogen sinde. Dette bar min turné i februar da også præg af som den mest hæsblæsende i mands minde. Jeg havde ikke mindre end 33 shows på 33 dage i 33 stater! Da disse lå på kryds og tværs i landet - ofte med 5000 km i mellem - sov jeg i perioder mest på flyvemaskiner udbredt som Arafat på tre flysæder. Desværre tillod Theis' og Charlottes økonomi ikke at de fulgte mig overalt. Så de lejede bil for at møde mig når jeg landede ved universiteter i nærheden af New York, desværre i de mest dødssyge skoler uden meget guf, der kunne bruge til en Tv-udsendelse. Derfor har de besluttet sig til at gøre et nyt forsøg her i februar 2001, idet jeg ikke kunne have dem med på efterårsturneen som de havde håbet.

Ellers var der intet ophidsende over turneen. På trods af diverse flysammenbrud og aflysninger pga. snestorme nåede jeg alligevel frem hver dag - ofte i sidste øjeblik. Men hvor er det stressende når jeg i reglen var oppe kl. 4 hver morgen efter kun tre timers søvn at skulle stå og kæmpe i desperate køer med alle sine kasser for at komme med et alternativt fly. Det eneste spændende show var i Arizona State University, idet Arizonas største avis havde slået det stort op med et af mine Ku Klux Klan-billeder på forsiden. Det betød at der kom et hav af mennesker til forestillingen, men da klanen er meget stærk i Arizona, frygtede myndighederne for mit liv og havde kommanderet to politibetjente ud til at beskytte mig hvor som helst jeg færdedes. Selv når jeg var på toilettet, gik den ene af dem med mig ind. Midt i stresset var der dog et par afslappende dage i Californien og Florida til at besøge gamle venner i. Dette gav mig dog yderligere lidt stress i Los Angeles, hvor jeg skulle vælge mellem at bo hos to gamle kærester, den ene socialarbejder og jøde, den anden sagfører og af græsk afstamning. De havde begge arrangeret shows for mig i hver sin ende af landet i fortiden, men nu var de med gudernes onde vilje og et mystisk sammentræf af omstændigheder midt i denne kæmpeby endt med at arbejde i den samme lille velgørende sundhedsklinik for de fattige. Jeg vidste at jeg ikke kunne bo hos den ene uden at såre den anden. Jeg valgte grækeren, Kristen, da jeg sidste år boede hos Mimi. Men Kristen blev alligevel lidt såret over at jeg ikke "viste interesse for hendes arbejde" ved at tage med og møde hendes medarbejdere, idet hun jo var synligt og berettiget stolt over - bl.a. efter indvirkningen af Amerikanske Billeder - at være gået fra en højt betalt sagførerstilling i Hollywood til et nærmest "frivilligt" job som fundraiser for de fattige. Helt konkret var hun gået ned fra en løn på 1,35 millioner kr. om året til 300.000 kr. Så jeg burde jo have vist hendes arbejde lidt mere respekt! Men den anden, Mimi, har jeg såmænd lige så meget respekt for. Hun vil kun arbejde direkte med mennesker (i nød) og nægter at have med computere at gøre. Men denne kendsgerning gjorde det netop nemmere for mig at fravælge hende. En hel del af mine nære venner kan jo i dag sidde bag skærmen og følge min færden rundt i landet på min Internet-kalender over kommende foredrag. Og ve mig hvis de opdager at jeg skal til deres by og ikke kommer og besøger dem! Alle ønsker jo at tro at netop de er "den eneste ene" og har hyppigt forberedt en større modtagelse eller fest eller bringer venner til mine shows uden at jeg overhovedet har annonceret min ankomst. Jo, med Internettet begynder jeg virkelig at blive en fange af min fortid!

Dette gjaldt også i Florida, hvor jeg i min udlejningsvogn lige netop havde tid til kun at besøge en af mine venner. Og da Linda, pigen i den røde kjole med olielampen, som I husker fra showet, normalt er i fængsel eller på crack, ville hun jo nok ikke finde ud af at jeg havde været i Florida. Tiden var også for kort til at opsøge ghettoens problemer, så her valgte jeg rigdom over fattigdom og besøgte Tommy, kendt som playboymillionæren i bogen. For ham yngler pengene uden at han rører en finger. Nu var han endnu rigere med et luksushjem nær Orlando. Dette var et vidunderligt sted at slappe af under palmerne ved deres sø efter samme morgen af have sagt farvel til mine frysende forfølgere, Theis og Charlotte, i sneen oppe i Pennsylvania.

Men netop på dette tidspunkt kom Vibeke, Lalou og svigermor på besøg i New York og det var jo lidt trist vi ikke kunne mødes herovre i mit andet liv, når Vibeke og Lalou var der for første gang i 9 år. Det blev dog til en del telefonsamtaler. Hver aften ringede jeg til dem fra en ny stat og den sidste nat, da jeg havde show i Virginia - hvilket synes næsten lige om hjørnet i USA - var jeg på nippet til at køre de 5 timers kørsel op til New York for at sige farvel til dem, men opgav da jeg skulle nå en flyver til Arkansas om morgenen. I Wisconsin havde en anden dansk Vibeke fået organiseret et show til 26.000 kroner. Det er mange penge at hive ud af netop en katolsk skole, så af og til får jeg da lidt ud af de danske udvekslingsstuderende, som tidligere har set showet i danske gymnasier. På grund af de mange flyveshows havde jeg i øvrigt ingen danskere med på turen, men i de sidste dage nåede én dog at få lidt kørsel rundt i New York. Jeg havde fløjet hele natten fra Oregon og var blevet hentet af en limousine for at vise show langt ude på Long Island om morgenen. Så kun ved at lade min sorte uniformsklædte limousinechauffør køre forbi kunne jeg nå at samle danskeren op i JFK-lufthavnen. Hvis vedkommende havde gjort sig tanker om at jeg arbejdede for de fattige i USA, kan det nok være at hun gjorde øjne ved at blive samlet op af mig siddende bag i en 10 meter lang hvid limousine med en næsten stueagtig indretning. Men en whisky fra barskabet løsnede hende nu hurtigt op under køreturen.

Men størst glæde var det dog få min søn, Daniel, med de allersidste dage af forårsturneen. Han havde sidste efterår arbejdet et par måneder som løsarbejder og var lige efter nytår taget til Singapore, Malaysia og Thailand for at rejse rundt. Men da han kom hjem efter et par måneder, var han blevet så glad for at rejse, at han nu også ville til Amerika. Da jeg ikke kunne tage ham med straks pga. mine flyvninger, blev han utålmodig og blaffede til Berlin. Men nu stod han her. De første dage sov han hos mig i bilen. Ellers ønskede han at stå på egne ben og ikke at bo hos mine venner, såsom i Christinas luksuslejlighed. Han startede absolut på bunden og sov de mærkeligste steder hos folk han mødte under sine natlige graffitismørerier. En nat var han lige ved at blive arresteret i Harlem - dog ikke for at male graffiti, som jo regnes for småting i ghettoen - men fordi politiet troede at han solgte narkotika. Hvad ellers skulle en hvid lave deroppe? Ellers levede han af forskellige småjobs, bl.a. var han nøgenmodel og skulle i én seance stå i timevis og holde to ældre damer i hånden foran en større gruppe kunstnere. Flere af hans kammerater kom over og besøgte dem, men selv med dem kunne Daniel næsten ikke få sig selv til at gå på restaurant. Han er utroligt nøjsom og kammeraterne kom hjem og berettede hvordan han blev tyndere og tyndere. Gennem hele dette år, hvor han nu har rejst, lagde vi mærke til at der blev ved med at stå det samme på hans bankbog. Han lærte på egen hånd mange af mine gamle vagabondkneb med f.eks. at gå baglæns ind i biografer for ikke at betale den dyre billet. Hvis nogen påstår at han går i mine fodspor er det absolut sket ad genetisk vej. Jeg mener ikke at jeg nogensinde har opildnet ham i den retning. Efter tre måneder i New York ville han ud at blaffe rundt i Amerika på trods af alle advarsler fra amerikanerne om at han ville blive slået ihjel, voldtaget osv. Selv jeg advarede ham, da Amerika jo ikke er hvad det var i 70'erne. Han fulgte dog mit råd om at male et skilt som mit med "Touring USA from Denmark" og tog så af sted vestpå. Hans mål var Californien, men da vi ikke havde hørt fra ham i en uge, begyndte vi forældre jo at blive lidt ængstelige. Min far lo blot drillende: "Og det siger du? Hvordan tror du så ikke mor og jeg havde det dengang vi ikke hørte fra dig i tre måneder af gangen?" Men jeg havde jo givet Daniel mit telefonkort med, så han havde ingen undskyldning for ikke at ringe hjem. Endelig ringede han dog, da han netop var ankommet til Sacramento. Jo, turen havde rigtignok været hård, 8 dage med kun lidt søvn og en masse forsøg på overgreb fra sex-gale mænd nøjagtig som jeg havde advaret om. Vi fornemmede at der var noget han ikke ville helt ud med og foreslog at han tog ned til min gamle kæreste, Marly, i San Francisco, som er psykiater. (Hun blev omtalt udførligt i 25. års jubilæumsbrevet). Det gjorde han og diskret e-mailede vi hende hver dag for at høre om hun mente at han skulle have taget psykisk skade af oplevelserne. Men hun meldte straks tilbage at han var så psykisk sund som nogen, - ja "langt sundere end hans far havde været i de år hun havde kendt ham." Daniel sad under middagene og underholdt familien om sine oplevelser i et væk - specielt deres lidt yngre datter sad med store ører. Men det gjorde Marly også, for - som hun sagde - for hende var det som at få rullet lidt af sin ungdom op for sig igen. Hun fandt alle sine gamle billeder frem fra dengang hun og jeg havde blaffet rundt og levet af at fiske ting op af affaldsspandene. Hver nat sad hun og interviewede Daniel til langt ud på natten og fortalte ham om hvordan hans far og hende engang havde gjort de samme ting. Marly er stadig et uhyre aktivt menneske og slæbte Daniel og sine egne børn rundt til alskens aktiviteter. Så tiden hos hende var hans bedste på hele Amerikaturen, erklærede han siden.

Efter en uge blev han nødt til at blaffe tilbage, da hans visum udløb. Og tilbageturen blev om end endnu værre end udturen. Én lastbilchauffør prøvede at voldtage ham og han måtte flygte ud i præriemørket. Da han senere på natten listede tilbage til lastbilen for at prøve at hente sine ting, kunne han ikke dy sig for at tage et billede af den sovende overfede chauffør, som lå splitternøgen. Siden var der et timelangt interview med Daniel på DR program 1, hvor han fortalte meget flot om oplevelserne og hvor DR lagde dette og andre af hans billeder ud på deres hjemmeside. Fra lastbilernes computere sendte han os i øvrigt under turen flere gange e-mails, hvorefter jeg sendte takkemails til chaufførerne for at samle ham op. Til sidst blev han i New York stat arresteret af politiet og var rasende over at de havde konfiskeret hans kamera. Han fik det dog igen efter en længere blaffetur tilbage. Men der hvor jeg virkelig fik respekt for ham, var da han var nået helt til Newark lufthavn i New Jersey kun få kilometer fra Manhattan. Her i dette helvede af spaghettiveje havde jeg tit selv opgivet og taget en bus resten af vejen. Men nej, Daniel ruttede ikke med pengene. Han blev stående i hele eller halve dage indtil han ad store omveje fik lifts helt ind til Manhattan. Og så var han tilmed kun 20 år, mens jeg var 24 år, da jeg først startede. Måske alderen gør én lidt mere magelig!

Vi havde glædet os til at få Daniel hjem. Men nej. Der var ikke gået mere end et par dage inden han igen var på landevejen. Man kan jo, som han sagde, ikke nå at få brugt nogle af sine opsparede penge efter kun et halvt års rejser. Nu tog han sin kæreste Sara med og sammen blaffede de hele sommeren rundt i Tyskland, Holland, Frankrig og England, hvor de sov i parker og i trappeopgange. I radioudsendelsen fortalte Daniel meget filosofisk om hvor fantastisk det er at sove under folks trapper og lytte til lydene fra deres huse. I Hyde Park sov de under buskene i en hel uge inden det ridende parkpoliti smed dem ud. Den lille filippinske Saras danske adoptivforældre var godt nok lidt ængstelige, men hjem nåede de da - kl. 4 natten inden hendes første skoledag i gymnasiet. Men kort efter var Daniel på landevejen igen. Efter radioudsendelsen og hans begejstrede beretninger stod hans kammerater nu i kø for at komme ud at blaffe med ham. Jeg tror han var i Berlin tre gange med forskellige. Simon blaffede med ham til Barcelona og Ibiza kun en uge før Daniels kusines konfirmation. Selv tog Simon dog mageligt flyveren hjem, mens Daniel kom blaffende - kun lige et par timer før konfirmationen, som han havde fået besked på at skulle nå hjem til. Og Magnus blaffede med ham rundt i efterårsmørket i Sverige, men tog dog selv toget hjem.

Her i skrivende stund - et par dage før jul - blaffer Daniel rundt i Marokko, hvorfra han beretter den ene skrækindjagende historie efter den anden om overfald, pengeafpresninger, kidnapninger af skumle mænd, afpresningsforsøg fra nøgne smukke kvinder osv. Men når det endelig går op for disse at han rejser uden penge - ja, så oplever han også en utrolig gæstfrihed, som gør det hele værd, med overdådige natlige Ramadan-måltider og overnatning blandt familiemedlemmerne i overfyldte stuer med skrigende unger. Han gør meget ud af at leve sig ind i befolkningens levevis, bl.a. ved selv at sulte dagen igennem under Ramadanen. Hans næste mål er Japan. Jo, for man kan jo ikke komme længere øst på. Alle vore russiskkyndige venner såsom Maria Tetzlaff advarer ham om overfaldene i nutidens vilde østen. "Nå, men så tager jeg bare over Iran og Afghanistan," svarer han. Men det er mit indtryk at han lærer utrolig meget af det. På vore tidligere ferieture kunne jeg aldrig få ham til at kigge i et kort og han havde ingen anelse om hvor han var. Østeuropa kedede ham dengang mens han elskede Italiens livlige campingpladser. Nu er han helt besat af at kigge i kort og er der nogen han er blevet forelsket i er det østeuropæerne. For overalt er det rumænske, polske, russiske og tyrkiske chauffører, der samler ham op og er søde imod ham. Mens vesteuropæerne er blevet "egoistiske og ødelagte af deres rigdom" og kort sagt "ghettoiserer" ham som blaffer. Så det er egentlig ikke underligt at han søger mod det som han opfatter som den østeuropæiske varme og menneskelighed. Modsat mine erfaringer i 70'erne har han samme dybe kritik overfor amerikanerne i dag som overfor vesteuropæerne. Men vi har nok lidt det til fælles, at det er gennem blafningen vi er begyndt at nære interesse for "the underdog." Om hans interesse udmønter sig i et politisk engagement er for tidligt at sige, men han er dog til min glæde begyndt at læse aviser.

Vi er også glade for at han - modsat de fleste af nutidens drenge - nu vil på højskole - den faktor, der i hvert fald var med til at sætte mig i gang som ung. Flere af mine venner blandt de kriseramte højskoleforstandere har aktivt prøvet at rekruttere ham, men han har desværre valgt den eneste som har elever nok, Holbæk Kunsthøjskole. Når jeg i mit arbejde ser hvor glade eleverne er for at være på højskole, hvor de får lagt lidt bund og selvforståelse i en mere og mere karrierebetonet og forvirret verden, gør det mig så vemodig at se hvordan de fleste unge blot styrter ud i tekniske og IT-uddannelser uden at få noget af den inspiration med, som er så vigtig for kreativ tænkning og udvikling indenfor netop sådanne fag. I bør virkelig gøre et stærkere forsøg på at overtale jeres børn til at tage en sådan grundtvigiansk tænkepause, synes jeg.

Jeg spørger mig selv efter denne omtale af Daniels blafferier - og flere af jer vil nok også - om dette er den stolte far, der her taler. Til dette vil jeg sige både ja og nej. Nej i den forstand at man vel er stolt over at nogen kan gennemføre noget der forekommer én selv svært eller hvis nogen har overvundet svære handicap for at kunne gennemføre det. Men som gammel blaffer forekommer blafning mig som bekendt lige så let og naturligt som at køre bil. Og de færreste forældre er vel rettelig stolte af at deres børn kan køre bil. Men samtidigt må jeg sige et rungende JA, da jeg jo udmærket ved at blafning i dag ikke er så let som da jeg blaffede. Vi blaffere blev jo den gang båret frem af en tro på menneskeheden og fremtiden, som gjorde os selv ukuelige. Samtidig er Daniel jo langt mere end jeg selv det som jeg definerede som en ægte "vagabond" - en der ikke blot bevæger sig fra A til B men som blaffer i den tredje dimension: giver sig hen til det enkelte menneske uden at tænke på at udnytte dets situation i en eller anden højere sags tjeneste ved at fotografere eller beskrive det. Men først og fremmest er vanskelighederne i dag jo blevet så store at jeg ved at jeg selv hurtigt ville have opgivet. Kriminaliteten i USA er mere end dobbelt så høj som dengang, hvilket betyder at folk lukker sig inde i angst og kun meget sjældent inviterer Daniel hjem, mens jeg f.eks. aldrig i løbet af 5 år og 220.000 km's blafning oplevede at sove udendørs en eneste nat (undtagen en nat ved en guldgravers bål langt ude i bjergene, hvilket jo trods alt var at blive inviteret ind i hans hjem). Det er efter min mening ingen sag at blaffe og gå igennem lidt hård behandling på landevejen når man ved at der er menneskelig varme lige om hjørnet. Så hvor længe ville jeg mon selv have blaffet "in the age of aquarius" hvis ikke det dengang var et dagligt kærlighedens klasselotteri i hvilket mindst hver tiende chauffør var en kvinde, der næsten lige så tit inviterede mig hjem i en varm seng. Af samme årsag syntes jeg aldrig at det var særligt spændende at blaffe i Europa, hvor jeg sjældent blev inviteret hjem. Men i dag tør ingen kvinder at samle blaffere op i USA og bortset fra et par "dirty old women" havde Daniel ingen af sådanne opløftede lotterigevinster (om end han mødte ligeså mange mandlige seksuelle aggressioner som jeg) - skønt han ellers han ellers ingen problemer har ved at opnå kvindelig opmærksomhed.

Under disse omstændigheder må jeg virkelig tage hatten af i beundring over det mod (til at overvinde sig selv og alle de bloddryppende skrækindjagende advarsler amerikanerne havde givet ham på forhånd om at blaffe) og den hårdnakkethed og ukuelighed Daniel udviste på netop den landevej, hvor jeg havde blaffet med ham som toårig - en oplevelse som han endnu ganske vagt påstår at kunne huske. Sjovt nok brugte han næsten samme udtryk til at beskrive oplevelsen som jeg kan huske jeg dengang brugte: "I aner ikke hvor smuk en oplevelse det er at stå en hel nat langt ude på prærien med lynene i det fjerne mens man venter på et lift (med sin søn på armen)." Hans visuelle hukommelse er i øvrigt fænomenal, opdagede jeg i New York, hvor han hele tiden kunne huske hvordan man kom fra et sted til et andet - skønt han kun var 12 år, da han var der sidst.

Da Daniel kom hjem fra USA i juni holdt vi en lille fest, hvortil mange af jeg julebrevsmodtagere var indbudt. Dels for at fejre Daniels 10.000 km's vel overståede blafning i USA og dels for at fejre min egen lille "historiske" rekord herhjemme med som den første i Danmarkshistorien at løbe tørskoet gennem Danmark fra Vesterhav til Østersø og fra Skagen til Elben på én foredragssæson. Dette skøre mål omtalte jeg i sidste års julebrev og jo - jeg kan nu på et halvt års afstand sagtens se hvor skørt et jeg-projekt det var. Men jeg er alligevel lidt stolt over at jeg havde noget af min søns vedholdenhed til at få det gennemført. Men først og fremmest overrasket over at jeg - bortset fra de yderste strækninger i Slesvig-Holsten og Blekinge kunne gennemføre det som et ægte miljøløb - altså at alle de gennemløbne strækninger skulle ligge i nærheden af steder, hvor jeg alligevel holdt foredrag, så jeg kunne undgå unødig bilkørsel. Eneste sted hvor dette ikke lykkedes var strækningen fra Sæby til Skagen, da I skagboere jo er så ukulturelle at I endnu aldrig har inviteret mig som foredragsholder! Men nogle steder holdt det virkelig hårdt at få det sammensatte puslespil til at gå op og jeg måtte løbe længere strækninger end jeg egentlig kunne holde til. En af de værste var fra Blåvand fyr til Esbjerg, der viste sig pga. lange omveje (grundet forbud mod at løbe på motorvejsstrækninger) at blive på 42 km - altså et helt maratonløb. Et maratonløb kan være slemt nok, men dette foregik i ensomhed på en kold vinterdag i isslud og hård kuling, så allerede efter 5 kilometer var jeg fuldstændig gennemblødt. Da jeg opdagede hvor langt, der var, fristedes jeg til at dele strækningen op i to løbedage. Men der var ingen kære mor da jeg ikke havde flere foredrag i Vestjylland resten af foråret. Værst var at den uforudset lange strækning tvang mig til at løbe stærkt, da jeg skulle nå mit foredrag for CARE i Esbjerg om aftenen. Heldigvis boede CARE's medarbejder Helle Lühne på hotel, så jeg kunne få et tiltrængt varmt brusebad inden showet, hvilket ikke altid var tilfældet under denne vinters "løbende" foredrag. Og da jeg dernæst så to af jer gamle klassekammerater blandt publikum, Torben og Jens Oluf, varmede det ekstra meget, så jeg helt glemte smerterne i benene.

Men sådanne umulige maratonløb var ikke engang de længste jeg endte med at løbe efterhånden som min form blev bedre og bedre i løbet af foråret. Den stille eksamenstid uden mange foredrag havde jeg afsat til de ca. 300 km's løb gennem Sverige. Strækningen til Kristianstad gennemførte jeg med busser og tog fra Malmø og kan således med lidt stolthed vedlægge billetdokumentation på at ikke blot Fredericia-Christiania, men såmænd også Fredriksstadt til Kristianstad levede helt og fuldt op til dogmetrosbekendelsen om et ægte miljøløb. Det kunne såmænd også godt have været tilfældet på strækningen Kristianstad til Kalmar, men her valgte jeg alligevel med min historieinteresse at tage bilen med for at se mange af de 57 slotte og borge såsom Glimmingehus, som Daniels og Lalous diverse tipoldeforældre ejede før vi mistede dem i 1558. Nu havde jeg jo god anledning til at generobre dem - om ikke andet som velegnede overnatningssteder. Løb og slægtsforskning kombineret må jo godt være lidt sjovt, når de nu er så kedelige hver for sig. Vinterstrækningerne mellem de tusinder af får og vindmøller i Ditmarsken var en ubeskrivelig oplevelse, men løbet gennem Skåne og Blekinge midt under forårets udspringen i april, maj og juni var uden tvivl mit Danmarksløbs absolutte højdepunkt og åbenbaring. Åbenbaring fordi Sverige altid for mig blot har stået for nogle kedelige mørke granskove man skulle jage igennem for at komme til Stockholm. Det var slet og ret en ubeskrivelig oplevelse at løbe med nøgen overkrop i gylden aftensol gennem bakkedal og skove med birketræer og mosbegroede kæmpestene det ene øjeblik, og det næste gennem gule sennepsmarker med røde træhuse plantet i. Hvordan kunne vi dog så let opgive "dette hovedland", som det blev kaldt, tænkte jeg? Men nu er dette ligegyldigt da det jo stadig er "vort" og du, Nils Vest, har da også slået på tromme lige siden for at få mig med som medlem i jeres Dansk Skånske Forening. I min begejstring over denne skønhedsåbenbaring gik det nu op for mig at jeg havde helt uanede kræfter. Som I vil se på strækningerne fra Kristianstad-Karlshamn og Karlshamn-Karlskrona i løbsdagbogen på mine hjemmesider nåede jeg her op på at gennemføre 64 km på en eneste nat - altså halvandet maraton to gange. Dette kan åbenbart lade sig gøre hvis man får et par timers hvil undervejs. Først løb jeg 30-32 km i de sene kølige aftentimer, sov derpå 4 timer i bilen og løb så igen 30-32 km i den kølige morgenluft. På den måde kan man jo hurtigt "gå sig over sø og land" og gøre apostlenes heste til en alvorlig konkurrent for bil og tog. Faktisk regnede jeg ud at med standsninger på stationer er det kun 8 gange hurtigere at tage toget og kun 10 gange så hurtigt at tage bilen som at løbe. Mao. hvad skal man med en bil når man på kun et døgn kan løbe fra København til sin gamle Statsskole i Esbjerg, hvor vores gymnastiklærer Norup tilmed stod og modtog mig i skolegården sammen med rektor og Jydske Vestkysten og et par øl for præstationen og erklærede at han nu tilfreds kunne gå på pension - som den sidste af vor ungdoms lærere. Lad mig slå fast at der naturligvis ikke er tale om nogen særlig sportspræstation at klare f.eks. Fyn på kun syv timer, idet hver af de etaper, der er løbet i selve Danmark, hverken i længde eller tid er mere imponerende end de strækninger enhver maratonløber øver sig på. Men lagt i forlængelse af hinanden kan ca. en million skridt alligevel godt se lidt forbavsende ud, som I kan se af løbekortet.

Men det var jo lidt trist at jeg ikke havde ret mange vidner til min lille Danmarksrekord. Heldigvis lykkedes det mig til finalespurten op mod den Botniske Bugt at få overtalt Vibeke og Lalou til at tage med på campingtur i Blekinge og Kalmar Län i Kristi Himmelfarts-ferien for at være med på min sidste afsluttende etape, de 94 km fra Karlskrona til Kalmar. Vibeke er altid den mest skeptiske overfor mine jeg-projekter, så det betød meget for mig at hun i det mindste kunne se at jeg virkelig sled for sagen når hun hjalp mig som rullende væskedepot på de lange skovstrækninger, hvor der intet væske var at få. Men helt skørt synes jeg nu ikke mit løbeprojekt har været. Vibeke er nemlig enig i at vi er ved at nå en alder hvor det er vigtigt at dyrke lidt motion og er selv begyndt at løbe lidt. Men hvorfor bruge de få kostbare timer jeg har med familien i København til dette når al min spildtid ligger på landevejen under mine lange foredragsturneer? Løbeturen sluttede helt naturligt, syntes jeg, ved Kalmar slot, der ikke blot er symbolet på nordisk enhed, men bygget af Vibekes 22. tipoldefar, Kong Knut Eriksson. Jeg blev jo lidt nysgerrig efter "lige at kigge ind i selve Sverige" når nu vores gamle yderste grænsestation i Brömsebro har ligget ubemandet i 242 år. Vibeke og Lalou måtte nu give mig ret i de begejstrede naturbeskrivelser, jeg var kommet hjem med under Blekingeløbet og sagde: "Hvorfor ta'r vi dog ikke på telttur herover noget oftere i weekenderne?"

Men den store finale ventede endnu, broløbet over Øresund. I flere år havde min bror, Niels Jørgen, arbejdet sammen med svenskerne på at få dette kolossale arrangement til at løbe af stablen. De af jer der løb sammen med de 100.000 andre løbere og så de indledende arrangementer i Brøndbyhallerne vil være enige. Ikke underligt at han aldrig nåede selv at løbe broløbet, som han ellers havde villet, men endte med at falde i søvn under broen kl. 5 næste morgen. Herved kom han sovende ind tilværelsen som nybagt bedstefar, idet familiens nyeste skud, den kære lille Mikkeline, blev født som kronen på værket i samme øjeblik. Således fik jeg udmanøvreret en hård konkurrent, thi det er jo flintrende ligegyldigt hvor hurtigt 100.000 andre sportsidioter løber, blot man klarer sig nogenlunde overfor sine egne venner. Torben havde heldigvis meldt fra, så nu gjaldt det kun om at slå Marius, som havde slået mig under Storebæltsløbet. Efter 1200 km's hård vintertræning mente jeg mig parat til dysten og zigzaggede da også forbi alle medløbere de første 5 km - ikke mindst min søn, der jo som doven hjemvendt blaffer dagen før ikke havde fået spor træning. Theis var stillet op for at filme mit løb fra sin cykel, men sejlede dog hurtigt bagud, da han ikke måtte komme med i tunnellen. Fra mine foredrag ved jeg hvor meget energi man får af andre mennesker og aldrig i mine 1200 enlige kilometer løb jeg så hurtigt som nu hvor jeg følte mig båret af alle de andre. Det lykkedes mig da også endelig at slå Marius, som kun træner sølle 7 km omkring Bagsværd sø hver morgen. Men al min træning taget i betragtning var det kun med et forbavsende og skuffende sølle minuts forspring - og kun et kvarter hurtigere end min tid over Storebælt, hvor jeg ikke havde trænet (….jeg vil slet ikke udtale mig om hvor hurtigt Marius' søn løb!). Men dette sørgelige vinderresultat stemmer ganske godt overens med hvad jeg havde observeret i vinterens løb: at godt nok er jeg en langsom løber, men jeg løber som et tog - eller rettere et prustende lokomotiv - der kører som et klokkeværk ligegyldigt hvor meget man smører det - med nøjagtig 10 km i timen hvad enten jeg har trænet eller ej eller to gange været afbrudt af USA-rejser på halvanden måned. Så nøjagtigt løb jeg at jeg i Danmark var begyndt at bruge kilometerstenene som ur, hvorfor det føltes som havde jeg "tabt mit ur" da jeg begyndte på Sverige, der ligger tidløst hen uden kilometersten.

Og nu skal I høre hvad fordelen er af at løbe så forudsigeligt. Da jeg kom til målet i Malmø lå alle omkring mig på grønsværen og ømmede sig. Hvorfor? Jo, vel fordi de alle havde "løbet sig helt ud". Mens jeg derimod var skuffet over, ja, følte mig direkte snydt over at vi "allerede" var i mål, idet jeg jo slet ikke havde fået løbet mig selv ud efter de store distancer jeg lige var blevet vant til i Sverige. Så jeg løb let og uhindret videre de næste 20 km op til vort gamle bispesæde i Lund, da dette var den eneste strækning jeg manglede i Sverige i at gennemføre min historiske rekord. Denne vil i øvrigt aldrig kunne slås af nogen, da både Storebælt og Øresund nu er lukket for løb. Altså sluttede jeg, som jeg havde planlagt hele foråret, mit Danmarksløb af med en virkelig flot finale af et ægte maratonløb, i hvilket jeg (i modsætning til tidligere maratonløb jeg har deltaget i) fik fejet alle mine 100.000 medløbere over ende, så jeg i ene majestæt kunne sejle i mål i et blæsende Lund. Jo, helt og aldeles alene, for der var jo heller ingen tilskuere og laurbærkranse deroppe ved målstregen.

Så hvis nu nogle af jer er lidt onde og siger at "Jacob blot har lavet sin rekord for at have noget at underholde os med i julebrevet", - jamen så bør I da være glade for at jeg sådan løber ud af mit gode skin for at kunne divertere jer lidt i årets julebrev. For bortset fra mine løberesultater på hjemmesiderne er der virkelig ikke andre end jer, der ved noget om dette - et løb helt og alene for mig selv og mine venner. Jydske Vestkysten kom kun ind i billedet for at reklamere for et CARE-show (men det skyldtes faktisk også en af jer julebrevslæsere idet journalisten var samlever med en af mine gamle kærester!). Men - skønt det ikke skortede på opfordringer til at få velgørenhedssponsorer - ligesom pigen der stod på rulleskøjter fra Esbjerg til København i en god sags tjeneste - ja, så syntes jeg hele tiden at dette var for latterligt et jeg-projekt til at komme i mediernes søgelys med. Medierne har jeg jo vigtigere ting at misbruge til. Som et løb for mine venners skyld blev I, der bor øst for Storebælt, da også inviteret til en kombineret brovandring og fest. Dels for at fejre vores nye forbindelse til Skåne (jeg er dog stadig modstander af Øresundsbroen! Samvær på flyvebåde, i tog og til løbs fremmer den mellemfolkelige forståelse mere, mens biler blot giver ensomhedsfølelse). Og dels for at fejre Daniels foreløbige rekord på 10.000 km's blafning i USA og min egen rekord på 1200 løbekilometre. Vi fik også en festlig dag, hvor vi først i en større flok gik over broen og derpå havde fest hele aftenen herude i gården. Mine festindbydelser kommer - ligesom mine julebreve - altid lidt sent ud, så mange af jer kunne ikke komme. Men hyggeligt var det. Vores gode venner, Eva og Ebbe, overraskede os efter vores brogang ved i gården at have lavet en imponerende model af Øresundsbroen med to flotte vejskilte visende til Kalmar den ene vej og til Elben den anden - alt sammen fyldt med herlige frugter. Ebbe er leder på arkitektskolen, så denne arkitektonisk korrekt udførte kæmpemodel af broen føltes absolut som en passende og yderst velfortjent laurbærkrans efter en lang hård vinters tit forfrosne løb. De to burde rettelig hedde Adam og Eva, da de ustandseligt ofrer sig for menneskeheden (og, jo, alligevel tør nippe til syndens forbudte frugter). Jeg vil slet ikke her nævne hvordan Eva har ofret sig for mig i årets løb, da jeg ikke vil være i stand til at beskrive det uden at det lyder som endnu et af mine vanvittige jeg-projekter. Lad mig blot sige det kort - uden lysglimt som hende var livet ikke værd at leve!

Min fars og svigerindes kræftsygdom havde som sagt ansporet både mit løbeprojekt og Vibekes rygestandsning nytårsaften - denne gang tilsyneladende med held og uden andre hjælpemidler end kræftspøgelset. Med mine løb undgik jeg selv bogstaveligt hospitalet. Under sidste efterårs fald ned i en massegrav i Kosovo havde jeg nemlig beskadiget mit ben så voldsomt, at det gav usigelige smerter når jeg løb. Diverse læger og eksperter indstillede mig til operation, men på grund af de lange ventetider kunne denne først blive den 17. april. Det kunne jeg jo ikke vente på, og fortsatte derfor mod deres advarsler mit historiske løb, som skulle være færdigt til broåbningen. Og langsomt gik smerterne da også i sig selv, så da jeg kom til 17. april glemte jeg helt at melde afbud på hospitalet, hvilket jo var mindre heldigt for de andre ventende. Men moralen er vist at vi ikke skal vente på at politikerne ændrer forholdene, når man blot kan tage sagen i egen hånd og "løbe fra de lange ventetider".

Så heldigt gik det dog ikke for min far. Han havde sidste efterår haft en ret uskyldig prostatakræft, der lige pludselig efter jul mod forventning bredte sig til knoglekræft. Han havde utrolige smerter og måtte indlægges på Esbjerg Centralsygehus. Han havde aldrig i sit 79-årige liv ligget på hospital, så dette var en underlig oplevelse her på det sygehus hvor han gennem 50 år har siddet hver uge og givet trøst til sine indlagte sognebørn. Heldigvis kom han snart hjem igen. Han stillede sig professionelt og afklaret overfor døden, men ønskede blot at det skulle ske hjemme hos hans elskede Inge i Agerbæk. Så hurtigt havde jeg dog ikke tænkt mig at smide ham overborde og begyndte at behandle ham med de indianske rødder, jeg sidste efterår bragte hjem til Vibekes søster. Han sagde "pøj" hver gang han skulle drikke teen, som han kaldte for "Jægersborg hegn", men drak den dog villigt. Men mod mine forventninger blev han svagere og svagere og mere og mere sengeliggende. Jeg havde inderligt gerne villet passe ham hele sommeren og sat tid af til det og aflyst efterårets shows i USA. Både min far og jeg følte det var for stor en opgave at byde Inge, som jo selv var oppe i alderen. Men desværre - vil jeg sige, for det er en utrolig dejlig opgave at passe en døende far og for første gang i sit liv føle at man laver noget fornuftigt og meningsfyldt - følte Inge jo det selv samme behov for at vise hengivenhed. Og når valget kom mellem Inge og mig havde min far ingen tvivl om hvem han helst ville have omkring sig. Og med rette, thi Inge var og er hengivenheden selv. Men i flere perioder skulle hun heldigvis passe sit eget i København og slet og ret komme til hægterne igen, hvorfor jeg flyttede ind som sygepasser. Gennem vore lange rejser sammen i Amerika var jeg gradvis kommet tættere på min far, som jo hørte til en generation hvor man ikke altid oplevede stor faderlig tæthed. Min meget direkte tale til hans 70-årsfødselsdag havde yderligere løsnet op og bragt os tættere. Men alligevel var det en ganske ny oplevelse nu, at opleve den fysiske nærhed ved at bære ham rundt i huset - eller at gøre alt rent, når morfinen pludselig fik ham til uden advarsel at brække sig ud over alt - selv min morgenavis inden jeg havde fået den læst. Det meste af tiden sov han, hvor jeg ligesom oplevede den evige stilhed, kun afbrudt af min farmors bornholmerurs slag. I disse enetimer gav jeg mig i lag med hans store kirkehistoriske bibliotek og underholdt mig bl.a. ved at lave Internettets største samling af stamtavler over profeter, helgener og paver, der er mine børns direkte forfædre og som nu ligger på mine hjemmesider. I min fars vågne timer prøvede vi at føre vores fælles slægtsforskning videre, da det jo nu var af yderste vigtighed hurtigt at få navne, datoer og beskrivelser på alle de gamle familiebilleder, bibler og bøger. Det meste af livet føler man jo, at "det kan man altid vente med." Men ellers gik tiden med madlavning, hvor jeg prøvede efter bedste evne at lave "den dødsdømtes sidste ønskemad" - dvs. ikke den vegetarmad, jeg normalt laver til Vibeke, men for første gang at sætte mig lidt ind i den tunge sovsede vestjyske kød- og kartoffelverden. Den mad kom jeg såmænd selv til at nyde, da den jo var uløseligt knyttet til den nostalgiske barndomsverden fra præstegården, som samværet med min far nu rullede op. Med det resultat at jeg blev federe og federe i løbet af sommeren - ikke mindst da min far her på det yderste pludselig havde fået en ubændig appetit på wienerbrød og kager. Hver eftermiddag - når min far var friskest - blev stilheden pludselig forvandlet til følelsen af at være på en hovedbanegård. Thi da kom der en sand invasion af besøgende og til sommerens lykkeligste øjeblikke hørte da også at servere te og kaffe og wienerbrød for dette menneskehav ude på terrassen omgivet af min fars stolte blomsterhav i haven. Og jo, det var bedst når der kom mange mennesker, der så kunne konversere med hinanden, idet min far blev sværere og sværere at trække ord ud af, men glædedes over at høre de andres stemmer. For mig var det en sand fryd at få besøg af alle min barndoms faste grundpiller, Hanne Teglgård, Mette Blåberg, Marius' forældre osv., men også lidt vemodigt da deres bedre halvdele jo alt for ofte selv allerede var i jorden. Men selv om min far blev mere og mere stille, bevarede han til det sidste en tør humor. Da jeg en dag spurgte om jeg ikke skulle tilkalde en præst, råbte han op: "Nej, for Guds skyld. Ingen tale om." Min astrologven, Lisbeth, som uden at kende ham personligt fulgte hans tilstand fra det fjerne og e-mailede mig dagligt om hans tilstand, kunne dog se at han fandt mere og mere styrke i sin indre tro, - en tro som han nu holdt helt for sig selv og ikke ønskede "professionelt" at prædike om - og i al fald ikke ville have spoleret ved synet af en præst!

Da min fars sygdom så ud til at ville trække ud, fik min bror Steen mig overtalt til at tage med ham og ungerne og Lalou på campingtur i Venedig. Vi skulle deles om kørslen, men knap havde jeg overtaget rattet før campingvognen gik i totalt slinger og lille Christian stak i et hyl over at hans forfærdelige onkel skulle køre. Efter 20 timers kørsel checkede vi ind på den gamle Marina camping, hvor vi lå med vore forældre i barndommen, men lige så snart ringede Steens nu fraskilte kone om at hun også ville ankomme med bus. Så syntes jeg at det var bedre at de var alene, og da jeg var alt for rastløs til at ligge og dase på en badestrand, stak jeg efter en nat af fra dem. Vibeke skulle arbejde med sin "Images of the World" festival hele sommeren og Daniel blaffede selv rundt i Europa. Hans blafferier havde jo gjort mig helt misundelig over den følelse af frihed jeg ligesom selv havde mistet med årene og min fars sygdom havde ikke mindst fået mig til at indse, at hvis man skal nå at se hele verdens vidunderlige mennesker, historiske værker osv., - ja, så skal man til at skynde sig. I min nyvundne historieinteresse havde jeg især fået øjnene op for alle de klassiske værker, jeg aldrig havde fået at se, fordi Vibeke i vore sommerferier ikke kan klare varmen i Syden. Mit første mål var Rom, hvor jeg stadig manglede at se meget. Paola, en gammel kæreste som i sin tid oversatte mit show til italiensk, samlede mig op, men det var ikke det heldigste tidspunkt at besøge hende, da hun to gange lige havde forsøgt at begå selvmord med lang efterfølgende hospitalsindlæggelse. Da hun derfor skulle passes af moderen, fik jeg hendes lejlighed for mig selv sammen med en besøgende veninde fra Sardinien, der var midt i sit doktorspeciale. Paola tog mig dog med til flere fester og koncerter, hvor det igen slog mig at næsten ingen italienere får børn mere - alle gifte akademikere uden tid til børn i deres liv - stik imod billederne vi vist alle har i hovedet af de børnerige familier fra 60'ernes vidunderlige italienske filmbølge.

Mit mål havde været at studere den klassiske græske kultur på Sicilien, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere gik det op for mig at jeg burde se den i Grækenland først. Altså smuttede jeg lynhurtigt til Grækenland, hvor jeg på den korte tid jeg havde fo'r rundt og så alt det jeg aldrig havde nået at se, nemlig oraklet i Delphi, teatret i Epidaurus, Korinth og Agamemnons gamle borg i Mycenae. Samtidig fo'r jeg ad store omveje rundt i det vidunderlige øhav for at se måske turens højdepunkt, Delos, det store gudekompleks, der var den tids Bruxelles, hovedsædet i det deliske øforbund indtil dette blev ødelagt af mine børns skrækkelige 65. tipoldefar, Mithridades Eupator af Pontus i år 69 f.v.t. Her mødte jeg også et par af jer julebrevslæsere, som jeg øhoppede med i nogle dage. Det eneste, der ærgrede mig, var at jeg ikke havde fået Lalou med, da hun hellere ville jagte unge italienske fyre med sin kusine. Men efter et par uger tog jeg tilbage og hentede hende, nu ved Gardasøen, hvorefter vi sammen tog syd på. Først boede vi hos Paola i hendes mors store lejlighed og beså de mere børnevenlige ruiner som Coloseum, Forum Romanum og de kristnes katakomber, mens Paola, der nu havde fået mere livsmod, kørte os rundt til alle de steder vi ikke kunne nå til fods. Derefter tog vi ned til Napoli og Pompeji, hvor en af Lalous forfædre var omkommet under asken engang. Så vi gik rundt og prøvede at forestille os i hvilket af husene han havde boet. Men Lalou er i den alder, hvor hun hellere vil shoppe end kigge på ruiner, så vi lavede en rask handel: 50% arkæologi og museer mod 50% shopping hver dag. Og jeg holdt faktisk mit løfte og traskede rundt i alskens ens sko- og tøjbutikker i Napolis vidunderlige gader. Lidt romantik fik vi sågar også i den blå grotte på Capri og i fuldmåneskin ved bugtens fiskerestauranter. Med i handelen indgik for familiefredens skyld at jeg måtte opgive den klassiske periode på Sicilien - for denne gang - hvorefter vi vendte tilbage til mit hjemsted hos Paola i Rom (nu for 4. gang) for yderligere at shoppe/arkæologisere inden hjemrejsen.

Jeg skulle være hjemme den 24. juli, hvor min agent i USA ville komme og forhandle med mig. Han havde udsat sit besøg tidligere på sommeren, da hans bror blev myrdet dagen før afrejsen. Da han imidlertid ikke havde sendt mig nogen e-mail hele sommeren, gik jeg ud fra at han igen var forhindret og tog til familietræf i sommerhuset. Uheldigvis, for da jeg senere kom hjem til Gernersgade, lå der en sur seddel fra Muwwakkil. "Hvor var du henne når jeg nu kom helt fra Amerika for at besøge dig?" Hans besøg skulle have været kort, men han blev så sur - også over racismen og behandlingen han som sort havde fået i lufthavnen - at han allerede næste morgen var fløjet hjem igen. Det gjorde mig frygtelig ked af det, da jeg i årevis har inviteret ham - ikke mindst fordi han altid beklager sig over at jeg tjener for mange penge på de shows, han arrangerer, mens han selv sidder i fattigdom i ghettoen, og jeg derfor gerne lige ville vise ham hvor høje leveomkostningerne egentlig er i Danmark. Men det fandt han vist selv ud af da han i stedet for min gæstfrihed havnede på Sheraton.

Vibeke havde arbejdet næsten 20 timer i døgnet, mens vi var væk, og nu kom det store øjeblik, hvor den største festival nogensinde skulle løbe af stablen. Lalou og jeg skulle med til den stilfulde åbning og der blev holdt mange højtidelige taler om globalisering og hvad ved jeg. Men på en eller anden måde syntes jeg at både åbningen og stedet var en skuffelse i sammenligning med det festfyrværkeri af en åbning, som jeg beskrev i 25. års-julebrevet, til Vibekes sidste Afrika-festival. Og dette kunne jeg med min vanlige manglende diplomatiske sans ikke dy mig for at sige til Vibeke. Men da dette jo er stort set det samme som at sige til en nybagt mor at hendes baby er grim, oplevede jeg igen et raserianfald fra Vibeke som dengang - dog nu af helt andre årsager da min kunst udi manglende diplomati kommer i utallige forklædninger. Dette havde dog den fordel at i stedet for at gå rundt med min kone, kom jeg nu på en længere rundvisning sammen med hendes chef og efterhånden gode veninde, Connie Hedegård, under dennes rundvisning af den utroligt interesserede prinsesse Alexandra. Da jeg i øvrigt på Vietnams 25-års befrielsesdag havde angrebet chefredaktør Peter Wivel i en kronik i Berlingeren, havde Connie Hedegård inviteret Peter Wivel til en konfrontation med mig i sit debatprogram "Deadline" på DR2, men dette, fortalte hun nu, havde Wivel nægtet under henvisning til "at det da var langt over hans sengetid om aftenen." Det kunne ellers have været morsomt, da jeg jo havde kendt Wivel i en lidt mere venstreorienteret udgave i vores Vietnam-ungdom og på Information. Men dette ønskede han åbenbart ikke at ruske mere op i end nødvendigt.

Ellers var netop festivalens debatter for mig det bedste. Og særligt den om det vigtige i at ruske op i fortiden vedr. Sandhedskommissionen i Sydafrika, som har inspireret mig meget i mit eget arbejde. Her var jeg i øvrigt glad for for første gang siden apartheidtiden at gense Sydafrikas ambassadør, som jo dengang havde brugt mine lokaler i Købmagergade til sit "undergravende terroristiske arbejde." Vibeke var i øvrigt så nedslidt af forberedelserne til festivalen at hun ikke selv orkede at gå til de officielle middage, men sendte mig som repræsentant. Og det var jo ikke det værste arbejde jeg kunne få, særligt ikke når jeg havde repræsentanter for Sandhedskommisionen til bords - og disse hældte måske lige lovlig rigeligt i glassene ….med deres særlige evner til at få sandheden frem på bordet!

Fortsættes i del 2

Tilbage til oversigt