Jul/Nytår 2006 35. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og
måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om
alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse
Livet er en
herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget
liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der
gik i min lille sandkasse:
1. Om hvordan den første kvinde,
som jeg som ung forelskede mig i, men ikke kunne få, sendte mig på en lang rejse
ind i de sortes verden og derved gav mig min bog, mit show, min første såvel som
min anden kone, ja, hele min karriere og senere arbejde - for pludselig i dette
år - 50 år efter – uventet at vende tilbage og lægge armen om min skulder og
sige: "Nu er jeg omsider din, Jacob!"
2. Om årets døde og myrdede blandt
venner og julebrevslæsere.
3. Om hvordan jeg gjorde mig til
venner med flere af mine gamle fjender i årets løb bl.a. i KGB – og derved fik
nye fjender blandt mine gamle venner.
4. Om hvorfor jeg elskede synet af Dannebrog brænde…….og om alle de flag jeg
selv brændte af i protest.
5. Om hvordan min gode ven Søren Espersen, DF, brændte mig af fordi jeg legede
julelege med ham og – ligesom med jer - skrev lidt for lange julebreve til ham.
Med eneret for julebrevet skal I her få lidt af vores hemmelige korrespondance
forinden.
6. Om hvordan det lykkedes mig at
få Ku Klux Klans leder til at forlade klanen og om – desværre – hvordan dette
kom til at koste ham livet.
7. Om min morskab med at glatte ud mellem en højhattet pave og en småskoet
minister.
8. Om hvordan jeg var i seng med
hver eneste af Ugandas pygmækvinder, som i så henseende ikke gik i små sko.
9. Om hvordan vi indenfor familiens kreds ved hjælp af sex var på nippet til at
starte en krig mellem to afrikanske nationer – diplomatarisk og dramatisk – og
hvordan familien derved blev en måneds forsidestof.
10. Om at lave en integrationsfest
med unge muslimske veninder og gamle jødiske kærester - på mellem 80 år og
skindøde – og hvem det ikke lykkedes mig at integrere.
11. Irak forbløder og snart må vi tage nogle af de 2 mill. flygtninge til os i
forhold til vores krigsandel. Julebrevet både begynder og slutter med hvordan vi
kan bruge Iraks smerte til at komme hinanden lidt nærmere og derigennem
overvinde egen smerte.
12. Og sluttelig min invitation
til dig om at deltage i en kæmpefest sammen med mange af de her omtalte
personer. Din invitation finder du inde i brevet, så – py ha – du bliver vist
nødt til at læse det hele, hvis du vil sikre dig at komme med til dit livs fest.
Julebrevene forsøger at fortsætte
traditionen fra Amerikanske Billeder med at beskrive politik og samfund
udelukkende ud fra det personligt oplevede.
Kære årbog…….gamle venner
……og svage
smugkiggende sjæle
Lad mig
starte med at fortælle jer hvorfor jeg skriver til jer med en lille historie fra
USA og Irak. En dag bad en lærerinde sine elever skrive navnene på deres
medstuderende ned på 2 stykker papir. De skulle levne noget plads mellem hvert
navn. Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste
medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn. Det tog klassen
resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de
hver især deres opgave. Den følgende lørdag skrev lærerinden en liste til hver
eneste elev, hvor der stod, hvad de andre elever havde skrevet om vedkommende.
Om mandagen gav lærerinden hver enkelt elev hendes/hans liste. Inden længe
smilede all eleverne. "Virkelig" hørte hun, der blev hvisket. "Jeg vidste ikke,
at jeg betød så meget for nogen" og "jeg vidste ikke, de andre kunne lide mig så
meget" var de fleste kommentarer. Ingen nævnte senere disse lister. Lærerinden
vidste ikke, om eleverne viste listerne til eller diskuterede listerne med deres
forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun
ønskede. Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden, og gruppen af elever
begav sig videre på livets landevej. Mange år senere blev en af eleverne dræbt i
Irak, og lærerinden deltog i den efterfølgende begravelse af netop denne
specielle elev. Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så
smuk og så voksen ud, som han lå dér. Kirken var fyldt med hans venner, og en
efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Lærerinden var den sidste, der
velsignede den døde i kisten. Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der
var med til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun
nikkede "ja". Så sagde han: "Mark talte meget om dig". Efter begravelsen deltog
de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far
var der også. De ville tydeligvis gerne tale med hans tidligere lærerinde.
"Vi vil
gerne vise dig noget" sagde Marks far, mens han tog sin tegnebog op af lommen.
"De fandt dette på Mark, da han blev dræbt. Vi tænkte, du ville genkende det"
mens han varsomt foldede to stykker papir ud. Papir, der tydeligt var blevet
tapet sammen pga. sliddet af de mange gange, det havde været foldet og lagt
sammen. Lærerinden vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå
hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark.
"Tusind tak fordi du gjorde det", sagde Marks mor. "Som du kan se, skattede Mark
det meget højt." Alle Marks kammerater samledes omkring hende? Charlie smilede
skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste, den ligger øverst på mit
skrivebord derhjemme." Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt om, at det
blev indføjet i vores bryllupsalbum." "Jeg har også mit, det er i min dagbog",
sagde Marilyn. Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin lommebog frem, og
viste sin slidte liste frem for gruppen og sagde stolt "Jeg har det altid med
mig.. Jeg tror, vi alle har gemt vores liste."
Da satte
lærerinden sig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der
aldrig ville se ham igen.
Selv om
I, gamle venner på min egen særlige liste over julebrevsmodtagere, ligesom jeg
selv er begyndt at opleve flere og flere venner dø, lever de fleste af os som om
vi har glemt, at livet en dag stopper. Derfor er det vigtigt at fortælle de
mennesker, vi elsker eller som har betydet noget for os, hvor vigtige de er for
os - inden det er for sent. Og omvendt at få et livstegn fra dem. Jeg er ikke
selv for god til at pleje gamle venner i hverdagen, der er jo så mange nye der
hele tiden kræver min opmærksomhed. Men julen har jo altid været en god
undskyldning eller formaning om at tage sig sammen. I formaningen ligger ikke
bare det at "være gode ved hinanden", men snarere kærlige overfor os selv. Vi
høster jo, hvad vi sår! Det vi fylder andres liv med, kommer siden tilbage til
vort eget. Bag påmindelsen lurer angsten for en dag selv at stå alene eller for
at have lukket sig inde i sin egen verden så længe at man til sidst ikke længere
kan kommunikere med en verden omkring sig, som ser mere og mere fremmed ud. Mit
julebrev starter m.a.o. altid som en sur pligt overfor mig selv, men ender i
reglen med at jeg har svært ved at stoppe. For under skrivningen dukker hele
tiden den ene af jer op i tankerne, så den anden, som jeg lige vil fortælle det
og det til.
Men der er også en fare ved dette årlige navlebeskueri, som jeg oplevede det for
leden da en desperat far mailede mig for at få mig til at gå aktivt ind i
forsvaret for Nørrebro Ungdomshus, som hans datter var så glad for. Jeg svarede
først nej under henvisning til at jeg har travlt nok med arbejdet med at
integrere marginaliserede unge indvandrere til også at beskæftige sig mig med
marginaliserede unge danskere. Men i mit indre handlede det mere om: "Nej, nu
skal jeg have skrevet mit julebrev og gjort status over mit eget forvirrede liv.
Jeg har absolut ikke tid til at tage mig af alle disse autonome, der løber rundt
med hanekam og søm i hele hovedet og laver ballade mens vi andre gør
juleindkøb." Jo, jeg indrømmer det, også jeg kan have fordomme overfor dem jeg
ikke har tæt inde på livet til daglig. Og særligt over hvordan disse autonome
med deres gode antiracistiske ideer altid ender med at gøre det forkerte som
dengang jeg marcherede sammen med nazisterne og autonome pludselig angreb os fra
alle sider med brosten. Altså bekæmpede de racisme med had frem for kærlighed.
Men ok, jeg kunne godt se at det var forkert at deres ungdomshus blev taget fra
dem og besluttede at gå med i deres kæmpedemonstration, som kom fra alle
brokvarterer ind til Rådhuspladsen. Som altid bliver man så grebet af
stemningen. Og stemning var der med tusinder af fakler i mørket omkring det
store juletræ med fed musik og flammende taler. Og hvis jeg havde haft fordomme
mod disse unge, ja, så får man jo altid sine fordomme rystet af sig når man
blander sig med dem man "fordømmer" i tankerne. For det første bliver
marginaliserede mennesker altid glade for at få støtte udefra og bliver
overstrømmende kærlige overfor den fremmede. For det andet var et utroligt stort
antal af dem mine tidligere elever fra gymnasier og efterskoler, der snart
omringede mig med spørgsmål. En pige ville slet ikke forlade mig igen efter at
have sagt noget som jeg ellers kun hører fra amerikanere: "Dit show er bare så
fedt. Jeg har set det fire gange. Det har ændret hele mit liv." På hvilken måde,
tænkte jeg? For hendes glade ansigt var piercet overalt med så store søm, at jeg
kom til at tænke på en fakir. Men det var umuligt at blive rørt over deres glæde
over deres ungdomshus og slet og ret at smelte overfor dem og alle deres dejlige
"vibrationer".
Men var der noget, der fik mig til helt at overgive mig, var det da jeg
pludselig hørte en stemme bag mig: "Far, hvor er det dejligt også at se dig her.
Hvordan får du dog tid til det?"
Tænk sig, det var min egen søn, jeg pludselig fandt der i mængden med sin søde
nye kæreste fra Colombia. Det fik mig til glad i hovedet at istemme slagsangen
"I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv" i skyldfølelse over at
erkende at dem man har fordomme imod jo altid viser sig enten at være ens egen
familie eller ligesom en selv – hver gang man drister sig ud af sin indkapslede
skal og blander sig med dem – ligegyldigt om det er Ku Klux Klan, islamister,
transvestitter – eller som her, borgerskabets utilpassede bærme.
Jeg havde i nogen tid følt at min søn og jeg var ved at glide fra hinanden og
foreslået at vi sammen gik ind og så Zhang Yimous fantastiske film "Min lange
rejse" om en japansk fars forsøg på at nærme sig sin søn. Men hvor dum kan man
være i sin intellektualisering af problemet? Alt hvad jeg behøvede at gøre var
blot at bevæge mig derhen hvor min søn er lige nu på sin livsrejse for at få
bedre kontakt og sønlig respekt. Nu fortalte han sammen med de andre om hvor
fantastisk og særligt et musiksted Ungdomshuset er "kendt ud over hele Europa".
"Du må se i øjnene, far, at Christiania bare ikke er stedet mere. De unge ser
det som et sted for jer pensionister." Tja, tænkte jeg, han må jo vide hvad han
snakker om, da han fandt sin første kæreste i Christiania og følger hele Europas
musikliv intenst. Det er jo svært at indse, når man som jeg har deltaget i
næsten alle Christianias demonstrationer og troede at man var "med på
barrikaderne", at man er ved at blive "normaliseret" og slet og ret kæmper for
Ældresagen. Ikke Nils og Britta? (Christianitten Nils Vest er altid den første
til at læse og reagere på mine julebreve, så du bliver også den første jeg
driller i år). Hvorom alt er, har jeg nu ikke andet valg – hvis jeg vil se mig
selv og min søn i øjnene og "være lidt tættere på familien frem for alle dine
vanvittige projekter," som min kone siger, - end at kaste mig ud i forsvaret af
Ungdomshuset og skamfuldt skrive tilbage til den desperate far, som havde bedt
om min hjælp: "Undskyld, men jeg troede kun det var "de andres" børn som kom i
huset." Jo, jeg kunne godt se hvorfor han følte sig alene. Stemningen var
virkelig gribende der i regnen på Rådhuspladsen, men hurtigt så jeg hvorfor
disse unge følte sig så alene og svigtede. Hvor var alle de andre forældre og
voksne sympatisører, som kunne have gjort denne demonstration så stærk at den
blev hørt? Dette varslede ikke godt og slet ikke næste dag i aviserne næsten
ingen dækning at finde af disse unges desperate forsøg på at råbe politikerne op
med fredelige demokratiske midler. Så helt bag på mig kom det ikke da jeg næste
eftermiddag så at gadekampene allerede var brudt ud på Nørrebro. Så først skrev
aviserne spalte op og ned om det. Hvorfor giver vi altid først dem vi
marginaliserer opmærksomhed når deres vrede over at føle sig forkastede slår ud
i vold og terrorisme? Der er jo ingen forskel i den henseende mellem vore egne
utilpassede børn og 2.g-indvandrerne.
Nej, det er ikke let at sidde og skrive julebrev når man føler, at man burde
være derude i gaderne og blande sig med sin familie og være lidt mere kærligt
nærværende i julen!
Min februartur i USA blev ødelagt af at vi herhjemme havde undladt at give vore
nye medborgere kærligt nærvær, men i stedet havde valgt at håne, spotte og
nedgøre dem og at påberåbe sig retten til at gøre det værste man kan mod sine
medmennesker - racistisk at angribe dem på hele deres medfødte identitet – altså
noget de ikke selv har valgt eller har mulighed for at vælge. Jeg skulle have
været rundt og besøge og fotografere de mennesker, som USA i fortiden behandlede
på samme afstandtagende vis – de sorte, som netop på samme vis blev tvunget ind
i ghettoer – men fandt mig selv fuldstændig fastlåst til skærmen under hele
karikaturkrigen og kom næsten ikke ud af min lejlighed i New York. Der er sagt
nok om den sag herhjemme, men at opleve den fra USA var rystende. Selv de
langskæggede hassidiske jøder, som jeg normalt med deres stærke tilknytning til
Israel opfatter som ret islamofobiske, udbrød forargede eller triste: "Hvordan
kunne I dog gøre det (imod os)?" Dels fordi det jo var den samme form for
hånende karikering de selv i århundreder var udsat for i Europa og dels fordi
ingen ønsker at miste sine heltefigurer. Og helte havde danskerne indtil nu
været for amerikanske jøder efter redningen af jøderne under krigen.
Alligevel blev jeg også lidt stolt over for første gang at se Danmark på
forsiden af New York Times. Ikke blot i et kæmpeinterview med min veninde Rushy
Rashid (mens den ukendte Anders Fogh var gemt væk langt inde i avisens
prioritering af hvem amerikanerne tydeligvis holdt med). Men nok så meget over
at se Dannebrog brænde over hele forsiden. Det var jo fuldstændig som at se Ku
Klux Klan brænde kors af for at få lidt anerkendelse og et øjebliks berømmelse.
For det var tydeligvis en berømmelse vi danskere selv havde efterstræbt i de
sidste 5 år på samme måde som vi danskere i min ungdom tydeligt kunne se at de
hvide amerikanere selv havde antændt de flammer, vi dengang så omhylde Capitol
og frihedens symboler i Washington og hundreder af andre byer, efter at de i
årevis havde nægtet at give at give de sorte frihed og anerkendelse som
ligeværdige mennesker. Når jeg nu så fattige pøbler andre steder i verden af
nøjagtig samme grund angribe frihedens og et lands nationale symboler havde jeg
– ligesom danskerne dengang – ikke svært ved at vælge hvilken side jeg skulle
stå på. Man skulle jo nødig blive reaktionær med alderen! Men det krævede
alligevel en del selvransagelse, for gennem hele min barndom havde det været min
opgave at hejse flaget i præstegården hver gang der var bryllup og begravelse i
sognet – dvs. næsten hver dag – og var der noget jeg blev hjernevasket til inden
jeg intellektuelt havde kapacitet til at forstå vrøvlet og vanviddet i det, var
det at "ære og elske mit flag" og aldrig lade det berøre jorden. Indtil jeg blev
lidt mere rebelsk fra 14-årsalderen tror jeg aldrig at jeg lod Dannebrog blot
stryge hen over græsset en eneste gang, så "ærefrygtig" var jeg.
Når jeg
nu oplever at det var nøjagtig den samme måde mine muslimske venner fra
tidligste barnsben blev opdraget til at elske og ære profeten Muhammed af deres
forældre med næsten de selv samme sætninger, - ja, så kunne jeg ikke andet end
at føle hvor ondt det gjorde på dem at se hele deres værdigrundlag blive brændt
af og bespottet – ikke af nogen uskyldige barnerumper eller en fjern fattig
uuddannet og arbejdsløs pøbel, men af nogle rige og højtuddannede, men hadske
mennesker i disses planlagte og velkalkulerede forsøg på at gnide salt i såret
og sparke på nogle sårbare mennesker som allerede lå ned i deres samfund (for
derved at skabe endnu større opbakning til en indvandrerfjendsk regering). Når
man som jeg i årevis har levet med – og frygtet – den tyndhudede vredesknap, som
sorte amerikanere har fået af århundreders tilsvarende udstødelse og
dehumanisering og oplevet under mine foredrag i USA hvor - for os undertrykkere
- ubegribeligt og tilsyneladende "uskyldigt" lidt der skal til at presse denne
vredesknap i bund, - ja, så var resultatet af danskernes barnagtige leg med
tændstikker aldeles ikke overraskende. De ligger som de har redt, tænkte jeg og
alle de amerikanere, der bekymret følger europæernes marginalisering af
muslimerne. Det er jo for dem – ligesom for danskerne i 60’erne – altid lettere
for den udenforstående at se hvor skylden ligger placeret.
Jo, det
er primitivt at være skadefro, men det var næsten uundgåeligt når jeg netop i
den tid nærlæste Jyllands-Postens læseres reaktioner i et forsøg på at forstå
undertrykkerens snørklede tankegang og derved bedre at kunne "nå den" og "rykke
lidt ved den" med mine argumenter i en planlagt kronik i avisen. Man må jo altid
tale til det gode i de kriminelle, har jeg for længst lært :-) Og det var under
dette nærstudium af læserne – hvoraf jeg endda finder nogle højtuddannede fra
min egen vennekreds – at jeg blev virkelig rystet over at opleve danskernes
sindstilstand. Men samtidig ikke kunne andet end at tilgive dem for trods alt at
være – ja, menneskelige – om end mennesker i meget, meget små sko. For næsten
ord for andet lød læserbrevene nøjagtig ligesom muslimernes: "Hvordan kan de dog
krænke og spotte det vi holder helligt?" Og det hellige, de talte om var, tro
det om I vil, ikke andet end et stykke farvet tøj! Jeg var som sagt ikke i
Danmark på det tidspunkt og ved ikke om der var andre, der anfægtede denne
parallelreaktion mellem danskerne og dem, hvis identitet, de angreb.
Nok om det, men det tvang mig også til at spørge mig selv om jeg selv ville have
brændt Dannebrog af, hvis jeg havde stået f.eks. sammen med dem vi i dobbelt
forstand har ghettoiseret – først ved at behandle jøderne ligesom vi i dag
behandler muslimerne – og derefter ved med deres forståelige reaktion på vores
udstødelse og forsøg på at skabe og forsvare deres egen identitet at ghettoisere
en anden minoritet – palæstinenserne, hvis vredesknap derfor i forvejen er helt
i bund. For vrede og forurettede mennesker er et nationalflag eller ambassade jo
intet andet end et symbol eller en dertil indrettet skamstøtte, som alle lande
har opfundet for at deres ydre fjender kan gå i krig mod symbolet i stedet for
mod menneskene i det land, de er vrede på. Så at brænde ligegyldige og tomme
ambassader af burde virkelig opmuntres af FN. Og få har sikkert brændt så mange
af slagsen af som mig. Når vi var hundredtusinder over hele jorden, som havde
lyst til at gøre alt muligt ved amerikanerne, hvis vi havde mødt nogen på vor
vej, pga. deres folkemord på 3 millioner fattige vietnamesere, - ja, så er jeg i
dag hvor jeg er kommet til at elske mine fjender – amerikanerne – glad for at vi
dengang blot gik til angreb på deres ambassader. Jeg vil nok snart i min høje
alder få mod til at tilstå alle de terroristangreb jeg dengang deltog i sammen
med i øvrigt en masse af de mennesker, som i dag sidder på magten i Danmark.
Men der hvor jeg har været med til at brænde allerflest flag af er ikke
herhjemme, men inde i det land flaget tilhørte. Og det synes jeg måske at vi
efter vores store nationale Dannebrogskrise i februar kunne have lært lidt af.
For hvor var de danskere henne som i solidaritet med dem, vi havde krænket,
besluttede sig for at krænke vore egne helligdomme ved f.eks. at brænde
Dannebrog af? Det var nemlig noget af det, der gjorde mig allermest forelsket i
den medfølende amerikanske ungdom engang, at jeg overalt i demonstrationerne i
USA imod Vietnam-krigen så dem afbrænde Stars and Stribes, som er mindst ligeså
helligt for dem. Det er ingen kunst at brænde andres flag af, men det kræver
virkeligt mod og selvransagelse at brænde sine egne sakrosankte værdier af. Og
omvendt – hvis man vil afprøve ytringsfrihedens grænser gør man det selvfølgelig
ikke ved at krænke det som er helligt for andre, men ved at øve vold imod det,
der er helligt for en selv. Den prøve dumpede du eklatant på, Søren (Espersen,
DF, som I år er kommet med blandt mine venner og julebrevslæsere), ved at kræve
lovforbud mod Dannebrogsafbrænding! Nej, sandelig, det er ikke let at gøre vold
mod den barndom, som du og jeg havde til fælles, og hvori du tilmed havde din
"Koran" hængende mellem de to Dannebrogsvinduer i dit loftsværelse i Svenstrup.
Men det er jo netop dette ytringsfrihedens grænser handler om. I den forstand er
vi begge syndere ved udelukkende at have brændt andres værdier af. (For først
senere i livet blev Stars and Stribes også MIT flag og derved svært for mig at
brænde af). Husk dog på, at med din geniale strategi mht. at gøre Dannebrog
næsten synonymt med Dansk Folkeparti, har du gjort det uendelig meget lettere
for mig og mange andre danskere at få mod til at afprøve ytringsfriheden på os
selv, der hvor det gør ondt, ved at brænde Dannebrog af. Da jeg i 1996 så
Dannebrog flittigt brugt i den dansk/ghanesisk/vestindiske danseforestilling om
slavehandlen "Muso" (ghanesisk ord for Holocaust) – altså om en tidligere
periode i Danmarkshistorien hvor nogle havde brugt Dannebrog til at undertrykke
andre med – begyndte jeg i løbet af stykket langsomt at se flaget som et
Svastika. Mange af mine ældre jødiske venner i USA går i dag stadig rundt og
spytter efter det tyske flag og alle folkevogne, de ser i gaderne. Latterligt,
jo, men med din jødiske kone, Søren, vil du forstå lidt af de følelser, jøderne
ikke mindst fik i årene inden Holocaust, da flaget og "vore tyske værdier" blev
brugt flittigt og hysterisk til at udelukke dem fra det gode selskab. Derfor har
jeg været glad for under årets fester med vore indvandrere at se hvor flittigt
disse nu bruger Dannebrog for at vriste dette smukke fælles nationale symbol fra
jeres ensidige og undertrykkende misbrug af det.
Ja, se blot på
mine
fotografiske skildringer fra muslimske fester hvordan de faktisk bruger dette
korsets symbol langt mere ivrigt end mange af jer gamle flæskestegs-venner gør
det til jeres fester!
(Som I ved – intet julebrev uden forsøg på også kærligt og
inkluderende at "tryne" jer lidt! Hadske afstandtagende "svinestreger" skaber
derimod kun yderligere had ……ligegyldigt hvilken ret man gryntende påberåber sig
til at tegne dem.)
Mens jeg og mange amerikanere inklusive lederskribenterne i de største aviser
såsom Washington Post med en vis skadefryd på afstand nød synet af Dannebrog i
flammer – som en sund mental ventil og erstatning for virkelig krig mellem
civilisationerne – gjorde det anderledes ondt i de samme dage at få noget andet
jeg har kært – mine hjemmesider, som jeg møjsommeligt har opbygget gennem 10 år
– afbrændt af Ku Klux Klan. Det var i al fald det jeg skrev hjem til jer i en "hot"-mail
da jeg nu ikke kunne sende fra min egen server i Florida. Men det var
selvfølgelig ikke mine magtesløse fattige venner i Ku Klux Klan (som i øvrigt
elsker mine hjemmesider), der havde mulighed for at brænde min lille virtuelle
verden af, men derimod – i lighed med Dannebrogskrigen - igen jeres eller i al
fald de fleste menneskers trang til at hade snarere end at forstå anderledes
mennesker, der var årsag til det. Ved den sidste tælling et år før havde jeg
over 20 millioner besøgende om måneden på mine hjemmesider, men helt galt gik
det da
www.collegehumor.com, der læses af
millioner af collegestuderende i USA, gjorde mine hjemmesider
anbefalelsesværdige. Så brændte cpu'en i min server i Florida simpelt hen
sammen. Jeg lagde derpå hjemmesiderne ud på en af verdens største og sikreste
servere hos mormonerne i Utah. Det tog 4 dage at loade alle 22.000 sider op, men
kun en time efter aktiveringen smeltede også de ny hjemmesider ned. Derefter
fandt en tekniker i Florida så ud af at han kunne løse problemet ved at jeg
slettede alle KKK-filerne. Hvor populære mine KKK-sider er, gik nemlig op for
mig, da han fortalte at han allerede havde studeret dem – lang tid før han
opdagede at de lå på den serverstation, han selv var tekniker for. De sider har
jeg nu fået oprettet på
www.kukluxklan.info som jeg vil gøre til et undervisningssted om had – altså
VORES HAD – alle os retskafne mennesker jorden rundt som diskriminerer i det
skjulte og ubevidste med det dybe behov dette derefter giver os for at fordømme
nogen, som vi tror, er værre end os selv, for moralsk at kunne se os selv i
øjnene som anstændige mennesker. Med andre ord kunne jeg kun løse problemet ved
at indføre rigid raceadskillelsespolitik på mine hjemmesider - at lægge "de
sorte" ned på en server i syden og "de hvide" ud på en server i Midtvesten.
Et af resultaterne af at være afskåret fra verden i to uger var at jeg sendte
det ene rasende læserbrev til Jyllands-Posten efter det andet uden at vide at
bladet allerede havde besluttet sig til at trykke min kritiske kronik om hvordan
deres politik med at håne dem vi skal integrere vil føre de forhånede lige lukt
ind i ghettoer. Kronikken kan I læse på mine hjemmesider, men når jeg råber vagt
i gevær skyldes det jo at jeg tydeligt husker den tid i 70’erne, da amerikanerne
benyttede en lignende "skik følge eller land fly"-tænkning overfor de sorte – og
jeg skildrede hvad der skete med den psyke disse fik som resultat. Det sjove er
at jeg egentlig dengang så de hvide som søde, velmenende og retskafne mennesker
– nøjagtig som jeg gør det med danskerne i dag – og derfor i en vis grad kunne
forstå og leve mig ind i deres – kan jeg i dag se – hadske argumenter.
Men selv jeg er rystet i dag over at erkende i hvor høj grad jeg dengang kørte
med på de hvides hjernevask.
For kort tid siden læste jeg f.eks. i New York
Times en artikel om en mand der var ved at grave ud til sit hus og var stødt ind
i nogle fliser. Ved en nærmere udgravning viste det sig at være et kæmpemæssigt
svømmebassin fuldstændig intakt. Det viste sig at denne bys byråd og samtlige
hvide borgere i 1973 – på den tid, da jeg havde boet iblandt dem og opfattet dem
som "søde, rare og gæstfri" – havde besluttet at dække byens offentlige
badebassin til med jord i protest mod at de nye borgerretslove tvang byen til at
integrere det og åbne det for sorte. Siden havde alle i byen glemt alt om det.
Jeg så dette eklatante bevis på hvordan racisten altid straffer sig selv og sine
egne børn som et direkte billede på sindstilstanden i et flertal af den danske
befolkning i dag, der ønsker at gøre alt hvad der er muligt for at lave
"stramninger" overfor indvandrerne selvom det betyder at deres egne hvide børn
må flytte til Sverige for kærlighedens skyld, gå for lud og koldt vand på lavere kontanthjælpsatser osv.
Netop i februar oplevede jeg et rystende eksempel på hvordan en sådan racisme
presser de uønskede ofre ind i ghettoer – og hvordan racisten således igen
straffer sig selv ved at fremkalde vold og kriminalitet. I Edinboro State
College i Pennsylvania var det de sorte elever, som havde organiseret mit show.
Så ved jeg altid på forhånd at jeg får problemer, for ghettoerne i USA skærer jo
som en usynlig apartheid-linie gennem hvert eneste universitet. Således også
her, hvor højst en eller to hvide kom til forestillingen, der normalt kun har
hvide tilskuere når de hvide organiserer det. Men allerede under middagen med de
søde sorte kvinder, som havde arrangeret showet og nu sloges om hvem af dem jeg
skulle bo hos, dannede jeg et billede af dem, som jeg senere på aftenen fik
bekræftet i en snak med de ca. 80 elever, der mødte op, alle på nær fire sorte
kvinder. Der var ingen mænd, for så godt som alle deres brødre var i fængsel.
Men ikke nok med det. Ikke en ud af de 80 var vokset op i et hjem med en far.
Alle deres fædre enten havde været i fængsel gennem det meste af deres barndom
eller var det stadig. De kendte intet til mandlige rollemodeller. Så slem var
ghettoiseringen ikke i de år i 70’erne, jeg beskriver i "Amerikanske Billeder"
hvor der var flere sorte i universiteterne end i fængsel mens det i dag er lige
omvendt. Dette er hvad et samfund får ud af at gå på straffeekspeditioner mod
"de uønskede" frem for at nære kærlige ønsker om at integrere dem. De hvide
skatteborgere ender med at straffe sig selv, da det koster dem 6 gange så meget
at have folk i fængsel som på universitet. Bortset fra den usikkerhed de har ved
at især deres sønner - både i USA og i stigende grad Danmark – ustandseligt
bliver verbalt og fysisk overfaldet af ghettoens sårede og afviste børn.
Nøjagtig den samme apartheidsituation – men på en lidt omvendt måde - oplevede
jeg også i februar, da min kone og datter kom over med friske
Dannebrogsflammende aviser hjemmefra. Vi var gået til gospelgudstjeneste i vores
favoritkirke i Harlem, men natten før var århundredets snestorm gået over byen,
som lå helt "død" og begravet under meterhøje snedriver. Så ved jeg at de sorte
ikke går i kirke og derfor sad vi ca. 60 hvide europæiske turister alene i en
"sort" kirke i en tyst hvid verden. Kun et par af præsterne og koret var mødt
op. Og som sædvanlig ikke en eneste af de hvide amerikanere, der jo undgår
ghettoerne som var det pesten. Det sidste synes vi europæere er racistisk og
primitivt, da vi jo ikke er opvoksede med had og frygt overfor de sorte.
Alligevel er det nøjagtig det samme undvigende billede jeg ser, når jeg går i
vore hjemlige moskeer. Det undrer ikke at danskerne bruger nøjagtig den samme
undskyldning for ikke at komme i indvandrernes religiøse huse som amerikanerne
bruger for ikke at komme i de sortes kirker – "vi troede da ikke at vi var
velkomne." Altså endnu et aspekt af vores racisme, nemlig skyldfølelsen og
frygten for at blive afvist af dem som vi i vores indre tænker dårligt om. Det
er netop denne side af de velmenende hvide studenters "evasive racism" jeg nok
har arbejdet mest med i mine 25 års workshops i USA, for sådanne fordomme opstår
uundgåeligt i vores selvvalgte isolation.
Som I ved har jeg selv gennem årene åbnet mig op for mange af de grupper, jeg
havde fordomme overfor og mødte hver gang en overstrømmende glæde fra gruppens
medlemmer. Men jeg opdager hele tiden nye grupper, som jeg har fordomme overfor.
I de sidste par år er det f.eks. væltet ind i USA med sikh’ere fra Indien,
hvorfor mange af de pakistansk muslimske jobs i New York er ved at blive
overtaget af sikher. Og da jeg aldrig – siden jeg i et helt år i min ungdom
havde en sikher boede hos mig i Dannebrogsgade, nemlig den nu afdøde Jogindar
Sing Johar, der hver morgen viklede sin 30 meter lange turban rundt om alle mine
sengestolper - har haft noget forhold til denne religiøse minoritet, opfattede
jeg den uundgåeligt som "afvisende" og "lukket", naiv som jeg var.
Da jeg derfor
en dag i New York kom med en taxa, der blev kørt af en sikh, tænkte jeg at nu
måtte jeg tage mig sammen og forsøge at åbne mig op for disse underlige
turbanklædte langskæggede, men "lukkede" mænd. Og metoden jeg brugte var
selvfølgelig den samme jeg havde brugt hver gang tidligere, hvor jeg stod
overfor en "fremmed" gruppe, som jeg nærede fremmedangst overfor. Min taxatur
var kun et kort stykke op gennem Manhattan, så hvert minut måtte bruges intenst.
Jeg begyndte nu i mit indre at sende ham alle de kærlige tanker, jeg kunne
mønstre, og at stille det ene interesserede spørgsmål efter det andet. Denne
ældre mand var mindst ligeså lukket og næsten fjendtlig først, som de fleste
opfatter de hasidiske jøder, men langsomt fik jeg ham varmet op. Og da jeg kom
til spørgsmålet: "Hvor ligger egentlig jeres tempel her på Manhattan? Jeg har
aldrig set det," svarede han pludselig: "Jamen, det tempel jeg tilhører ligger
helt ude ved JFK-lufthavnen. Har du lyst til at se det?"
Nu var
gode råd dyre. Jeg havde virkelig travlt med at komme til et møde med et
filmselskab, som skulle bruge mine billeder i en ny Hollywoodfilm, men dette var
en chance jeg nok ikke fik igen. Mødet kunne jeg sagtens flytte uden tab af
indtægt, da filmen absolut skulle bruge mine billeder, men her fik jeg et
uimodståeligt tilbud fra en taxachauffør, der var villig til at opgive 6 timers
indtægt for den taxa, han må leje hver dag, for i stedet at køre mig i templet
resten af dagen. Allerede her opdagede jeg hvor naiv og direkte racistisk jeg i
tankerne havde været overfor en minoritet, som der skulle så lidt anstrengelse
til for at åbne op og komme på talefod med. Som med alle tidligere minoriteter
opdagede jeg hvordan han øjeblikkelig greb den sjældne udstrakte hånd fra
"undertrykkeren" og derefter ville gøre alt hvad der var i hans magt for denne.
Men ikke nok med at han straks slog taxametret fra for i uhyre tæt trafik at
køre mig fra Manhattan en hel times kørsel ud i den anden ende af Brooklyn. Nej,
undervejs sagde han pludselig: "Har du fået noget at spise?" Hvorefter han endnu
engang vendte taxaen for at køre mig den stik modsatte vej op til sit hjem i det
nordlige Queens. Han ville absolut have at jeg mødte hans børn som "taler bedre
engelsk end jeg." I det pæne integrerede parcelhuskvarter (idet de hvide
amerikanere jo tager pænt imod deres pjaltede indvandrere) måtte jeg straks tage
sko og strømper af, som man jo gør det i sikhhjem, inden hans tilhyllede kone
(thi sikherne tildækker jo modsat muslimerne både deres mænd og kvinder af
religiøs ærbødighed) ivrigt gav sig i lag med at lave et helt måltid mad til
mig.
Mens jeg
ventede kom børnene hjem fra skole og jeg spurgte dem om de havde nogen hvide
kammerater. "Ja, da, alle vore kammerater er da hvide. De konkurrerer alle
sammen om at sidde ved siden af os i skolen." Det ses i USA åbenbart som
spændende og "fedt" at sidde ved siden af sådanne eksotiske tilhyllede små piger
mens jeg måtte erkende at danske børn opdrages til lige modsat at undgå og
derefter endog at tale dårligt om indvandrere – altså på samme måde som de
amerikanske børn opdrages til racistiske følelser overfor de sorte. Alt dette
vidste jeg selvfølgelig allerede, men det gav mig alligevel skyldfølelse at
erkende at jeg kun to timer tidligere havde opført mig ligeså undertrykkende
overfor sikherne som de hvide overfor de sorte i min indre tænkning. Alligevel
insisterede disse førstegenerations sikhere på at leve i en slags parallelkultur
– på at deres børn så indisk fjernsyn i hjemmet og fastholdt alle sikhernes
traditioner. Dette gav dem en indre styrke, som bl.a. viste sig ved at en del af
de unge sikhere var begyndt for første gang i 500 år at smide deres tildækning.
Altså gennem den kærlige beundring de nyder fra amerikanerne for deres
multikulturelle særpræg får de frihed til langsomt at assimilere sig. Danskernes
håbløse diktatoriske krav om at "blive som os og skik følge eller land fly" har
derimod den modsatte virkning – at vore indvandrere lukker sig i multikulturelle
samfund og ghettoer, som aldrig bliver assimilerede, aldrig bliver rigtig
danske. Efter at have tilbragt et par timer med at spise lækker indisk mad med
familien, gav faderen, Lakwinde Singh, derpå den ældste søn besked på at køre
taxaen ind og aflevere den i taxafirmaet på Manhattan mens han selv i familiens
bil kørte mig en time mod syd til templet. Og her gentog hele ceremonien sig.
For efter at have smidt sko og strømper og bedt sammen med ca. hundrede sikher i
templet blev jeg sat på ræd og mange rækker sammen med ca. 60 af disse
langskæggede ældre mænd og enkelte kvinder, hvorefter et hel hold gik rundt og
øste de lækreste retter op. Dog så vidt jeg kunne se næsten nøjagtig de samme
retter som vi lige havde nydt i hjemmet, hvoraf jeg kunne se at denne 4-5 timers
tur op i Queens handlede om alt muligt andet end blot at stille min sult. Den
lange omvej var blot et forsøg på at vise den taknemmelig, som jeg altid møder
når jeg gør mig lidt anstrengelser for at tænke lidt kærligere om andre, for at
åbne mig op for deres verden. Når man gang på gang opdager hvor meget man selv
får ud af det (Lakwinde ofrede som sagt en hel dagløn på mig), fatter man ikke
hvorfor de fleste danskere gør lige det modsatte overfor muslimerne ……eller at
de fleste amerikanere gør det overfor de sorte og mexicanerne.
I hvor høj grad vi snyder os selv fik jeg et fint eksempel på i marts måned. Jeg
har fortalt jer en del om "alle de muslimske skønheder" der dumpede ned i mit
skød efter at jeg besluttede mig til at åbne mig op for muslimerne. Nu skulle
kaliffen for den moske jeg føler mig mest knyttet til, nemlig ahmadiyyaernes i
Hvidovre, komme til Danmark. Han er overhovedet for 200 millioner ahmadiyyaer i
hele verden, så for disse var det som for os at få paven på besøg. Ikke mindst
fordi kalif Hadhrat Mirza Masroor Ahmad går klædt næsten som en pave med en
kæmpemæssig kalot på hovedet. Der blev indkaldt til mange store møder med ham og
imamen for Nusrat moskeen og efter det største møde med pressen skulle
festmåltidet med ham indtages. Men hvem havde man udvalgt til at repræsentere
moskeen til denne middag i byens fineste hotel? Ingen mindre end mig –
udelukkende i kraft af at jeg 5 år tidligere havde forsøgt mig med den samme
positive tænkning overfor muslimerne som lige havde landet mig i et lille
sikh-himmerige i New York.
Således kom jeg alene sammen med Rikke Hvilshøj til
at sidde til bords med selveste "paven" og hans ledsagere – en udsøgt fornøjelse
bortset fra at sidde ved siden af Rikke, som talte i vest når han talte i øst og
som jeg ustandselig måtte redde i land, når hun snakkede sekulært volapyk om at
"integrere ahmadiyyaerne" – som jo allerede er de mest integrerede og
veluddannede af alle vore muslimer - mens han snakkede om at fastholde dem i
deres religiøse overbevisning osv. Aldrig har jeg følt så stærkt hvor orwellisk
vort sprog er blevet når vi kan kalde en de facto udsmidningsminister for
integrationsminister.
Men tankeløs var jeg også selv da jeg efter dette
himmelske måltid trådte ned på jorden til de almindelige dødelige i et
tilstødende lokale og der trak min kone hen for at hilse på min nye ven,
kaliffen. Som den eneste af alle kvinderne – thi selv Sherin havde ærbødigt
taget tørklæde på denne dag og holdt sig pænt tilbage sammen med alle mine
højtuddannede, men nu tildækkede ahmadiyya-veninder – rakte min kone hånden
frem, hvilket fik kaliffen til at stivne som en støtte.
Først senere hviskede
han til mig: "Ved du ikke at jeg ikke kan give kvinder hånden?" For godt nok
hører denne blandt muslimerne undertrykte minoritet til vore bedst integrerede,
men når selveste paven møder frem, ja så følger pavers reglementer om en vis kønsadskillelse ligesom vore integrerede jøder kræver det i synagogen i
Krystalgade, hvor alt skal fortsætte "som vi gjorde det i gamle dage."
Denne måde at sælge anti-racisme på - altså at appellere til egoismen i os alle:
"se hvad I får ud af det, I kommer til middag med paven eller Rikke Hvilshøj
(hvem I nu foretrækker)" – var jeg i det sidste år slået mere og mere ind på.
Modsat hvad jeg oplever blandt amerikanerne virker den gamle måde ikke rigtig på
danskerne med dens: "se hvad I gør mod dem, som I ghettoiserer, I gør dem
magtesløse, selvdestruktive, voldelige, hadefulde i sproget, kriminelle,
terrorister osv." Disse følgevirkninger af vores racisme får nemlig blot
danskerne til at tænke endnu mere racistisk overfor deres ofre. Mens jeg kan
appellere til det gode – eller til den kristne næstekærlighed – i amerikanerne,
må jeg altså appellere til det egoistiske i danskerne for at få mit budskab
igennem. Sidstnævnte metode bruger jeg dog omvendt med fordel overfor
amerikanerne når jeg snakker om fattigdom (undertrykkelsen "classism"): "Se hvor
mange penge I kan spare/tjene ved at have en velfærdsstat ligesom danskerne. I
får så mange penge til overs at I ligesom dem kan rejse jorden rundt på ferie."
Fortsættes i 2. del
|