"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2008,    37. årgang - 1. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester.
 

Du kan selv trykke julebrevet ud ligesom papirudgaven her
 


Jul/Nytår 2008                                                              37. årgang

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!)
.....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder,
som har betydet noget for mig.

  

Indholdsfortegnelse

 

Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:

 

1. Årets døde og myrdede blandt vennerne – heriblandt en mand hvis bog og inspiration jeg som vagabond bar med mig overalt i USA.

2. Verden er gået af lave med finanskrisen og vi er alle tabere. Jeg selv har aldrig held i penge. Læs om hvordan jeg inden markedsfundamentalismens skibbrud mistede først en kvart million kr pga. konkurs – og dernæst flere millioner kr i indtjening.

3. Hvordan Elton Johns elsker snuppede 300.000 kr fra mig – men Elton John bagefter kom et plaster på såret ved at sende mig halvdelen af beløbet.

4. Hvordan Stein Baggers familie fik vristet millioner ud af mig, men også om hvordan dette var begyndelsen til hans egen storhed…..og fald.

5. Hvordan mine aktier i ØK raslede ned og ØK’s topdirektør alligevel bildte mig ind, at ”ØK har gjort dig til en rig mand.”

6. Hvordan jeg prøvede at få USA’s ambassadør til at tage en muslimsk kvinde med på skødet, da han ville ankomme til min udstilling i Gellerup flyvende i en F16. Men hvad sagde mon palæstinenserne – flygtet som de var fra sådanne daglige overflyvninger?

7. Hvilken verdenskendt person jeg så til middag hos statsministerens søn i USA – og alligevel ikke kunne kende. Og hvordan vi i vore debatter efterhånden blev så enige at vi besluttede i stedet at dyste med hinanden i Berlin maraton. Hvem af os mon vandt?

8. Hvordan Michelle Obama var med til at skrive mit show om og hvordan mange andre af mine sorte elever fra den tid nu inviterer mig tilbage pga. Obamas valgsejr.

9. Hvordan jeg i år havde så mange udstillinger rundt i Europa at jeg til sidst flygtede fra to af dem til et muslimsk drømmeland…..men straks blev hentet tilbage.

10. Hvordan min søn rejste fra en amerikansk kæreste for i stedet at rejse med en russisk, men blev indfanget af russerne, som han så skyde en af sine amerikanske venner…..og derefter ved hjælp af den første blev befriet af amerikanerne.

11. Hvordan jeg selv efter ca. 26.000 timers indespærring blev befriet af japanerne mens disse fastholdt min datter og forhindrede hende i at sende livstegn.

12. Hvordan min udstilling sidste sommer er årsag til en endnu større næste år, hvor I er inviteret til kæmpefest. Dato og invitation (er det mon Louisiana?) finder du inde i julebrevet, så vil du til fest…..tja, så må du igen i år tygge dig igennem hele julebrevet
J


Julebrevene forsøger at fortsætte grundideen fra Amerikanske Billeder med at beskrive politik og samfund udelukkende ud fra det personligt oplevede.

 

Kære årbog…….gamle venner……og svage smugkiggende sjæle


Da jeg intet har oplevet i år – udover som I kan læse det samme økonomiske kollaps som I selv har oplevet – og da jeg i julen rejser til Indien og derfor ikke kan bruge denne til mit sædvanlige hyggelige julebrevsskriveri, vil jeg I år skåne jer med et ganske kort brev.
Jeg skal advare om at det i år er rene dagbogsskriverier uden større politiske betragtninger.
Året startede hårdt og brutalt 4 dage efter nytår, da min amerikanske agent skrev at hans søn Muhannad netop var blevet myrdet. Han skulle til begravelsen – idet denne var muslimsk - hurtigt bruge det billede jeg havde taget af Muhannad sammen med min søns første kæreste, Anna, under deres sidste besøg hos os i New York. Muhannad havde forladt moskeen efter fredagsbønnen for at samle sine to børn op i et socialt byggeri, hvor han blev myrdet af et familiemedlem til børnenes mor for øjnene af sine børn. Jeg fik det at vide næste dag, lørdag, og billedet skulle bruges til begravelsen om søndagen, så jeg måtte hurtigt grave ned i arkiverne. Muhannad, som min søn tit havde leget med i barndommen, var utrolig begavet og netop optaget på Yale universitet.

 Han drømte også om en modelkarriere hvorfor han var glad for at møde Anna, som nu er en af de helt store supermodeller. Som de fleste af USA’s sorte muslimer var han opdraget til at holde sig fri af kriminalitet og fængsler, hvorfor chokket over hans uskyldige død var ekstra stort for familien.

Ellers brugte jeg ugerne efter nytår på endeløse filmoptagelser til britisk TV. Med den milde influenza og rustne stemme jeg havde gået med gennem et helt år nu var jeg ikke særligt inspireret. Og da filmfolkene mest var interesseret i at høre om mine vagabondår – og ikke om mit arbejde med racisme i dag – måtte de nærmest trække alle ordene ud af mig. Jeg har snakket om mine vagabondår hele mit liv og gad ikke endnu engang. Dag efter dag gik det på samme måde og optagelserne var så godt som ubrugelige, da jeg blot virkede som en træt gammel (hostende) mand. Så sagde jeg en dag for sjov til dem: ”Jamen, jeg tror det er fordi I er to mænd. Hvis filmselskabet havde sendt en sød kvindelig interviewer er jeg sikker på det ville gå bedre.” Jeg tænkte ikke nærmere over mit vits, men kort efter fløj de hjem til London og da de vendte tilbage bragte de den mest sexede søde pige med sig, som de havde instrueret i at stille alle spørgsmålene. Derefter startede vi forfra….og nu gik det strygende. Kemien mellem os var helt anderledes. Sådan skal man lave film – i al fald med mig. Filmen ”A portrait of Jacob Holdt” kan I se på min hjemmeside, men for jer venner er der intet nyt deri. Derimod skulle I have set den labre larve bag kameraet J

Februarturneen i USA var også en fiasko. Da jeg kom fra JFK-lufthavnen for at hente min bil var hele bådopmagasineringsområdet indhegnet og med vagter. Det viste sig at John Schmitt, som næsten gratis havde passet på min bil der i ti år, nu var blevet arresteret som storkriminel. Han havde aldrig fået tilladelse af New York by til at huse hundredvis af både og biler og skyldte kæmpebeløb for skatteunddragelse. For at få bilen udleveret skulle jeg nu igennem et enormt bureaukrati løbende fra kontor til kontor i Manhattan for at bevise at det var min bil. I har ingen anelse om hvor stort bureaukratiet er i USA. Først efter en uge kunne jeg med politi, der kom kørende helt inde fra Manhattan, få bilen udleveret. Da det var et år siden jeg sidst havde kørt den, troede jeg ikke den ville starte. Men det gjorde den og kørte endda i 10 minutter hvorefter den pludselig gik i stå midt på motorvejen. Øjeblikkelig stoppede en politibil bag mig og krævede at jeg flyttede mig. Jeg var frygtelig nervøs for at de ville se at registreringsmærkaterne på forruden var udløbet og at jeg ville få en kæmpebøde og miste kørekortet. Men nej, situationen var så alvorlig at de simpelthen med deres bil skubbede min store van ind på en sidevej uden at stige ud – dovne som amerikanske betjente er. På et værksted lovede de at lave bilen på et par dage, men hver dag når jeg ringede havde de fundet nye uforklarlige problemer. Det elektriske system i disse moderne elektroniske biler kan ikke tåle at den altid står parkeret ved det salte hav. Jeg gik som en ”hjemløs” rundt dag efter dag hos Christina og ventede på at de fandt fejlen. Til sidst var der gået tre uger uden at jeg kom på landevejen og jeg gav op og solgte bilen til værkstedet, hvilket de lige fra begyndelsen havde pønset på. Egentlig var det en lettelse nu at stå uden mit rullende hjem og dermed også de dyre årlige forsikringer, syn, reparationer. En udlejningsvogn er ikke så bekvem og hyggeligt indrettet med TV, bar, musikanlæg, sofastole osv., men til gengæld starter den altid. Og sengen, som 32 danske medrejsende har sovet i, har jeg bygget så den let kan samles i en udlejningsvogn. Det var det jeg nu gjorde inden turneen sydpå.
      
Men at vente tre uger hos Christina var noget af en prøvelse. Vi har boet sammen i over 20 år, men aldrig så længe af gangen. Nu var det pludselig som ethvert andet ægteskab med rollefordeling, børnehentning, indkøb, opvask osv. (Rengøringen har hun heldigvis to afrikanere til og takeout maden bringer de overalt i New York cyklende underbetalte mexicanere hyppigt).  Tilmed havde vi vores første skænderi nogensinde. Vi så forbavsede på hinanden og kunne næsten ikke tro det. Hun, som er så lattermild at jeg kun troede hun kunne skændes med børnenes far. Raymond (en af verdens førende modefotografer), som hun ikke vil have indenfor dørene, er jeg til gengæld blevet rigtig gode venner med når jeg afleverer børnene hos ham ved limousinen om morgenen eller i hans nye 8 millioner dollars lejlighed på Broadway. En særlig glæde var det i de tre uger at have rigeligt tid sammen med børnene, Eva og Max, når Christina svømmede i det iskolde vintervand rundt om Manhattan eller sammen med de garvede ”Polar Bears” i Coney Island – noget hun kun fik mig lokket til en enkelt gang….og kun i 10 minutter.


     En særlig krise fik jeg da en gammel veninde i Rom pludselig ringede og sagde at hun havde bestilt billet til New York for at køre med mig rundt. Jeg var ikke begejstret, men da hun tidligere havde hjulpet mig og min datter meget i Rom, hvor vi boede hos hende, kunne jeg ikke sige nej. Uden at spørge mig om det passede i mine planer havde hun nemlig allerede købt billet. Men så kontaktede hendes søster mig for at høre om alt var i orden til turen. ”Ja,” skrev jeg, ”men nu jeg har dig i røret vil jeg godt lige høre dig hvilken tilstand Paula er i. Jeg ved jo at hun to gange har været langvarigt i hospital for selvmordsforsøg og har haft mentale problemer.” Hvorpå søsteren skrev at hun var lettet over at jeg spurgte, for den var helt gal med Paulas sindstilstand nu. Og for hendes og familiens skyld, ville jeg ikke nok aflyse hendes tur med en passende undskyldning eller løgn? Hvis jeg lod hende komme med skulle vi aflægge besøg hos den og den psykiater, hvorefter hun opgav adresser og telefonnumre på en stribe af psykiatere. Og var jeg klar over at Paula aldrig sov? Jeg tænkte at sindssyge folk har jeg været sammen med hele mit liv, så det var ikke noget problem. Men at få sin nattesøvn ødelagt kunne jeg ikke klare. Jeg husker en sindssyg mand, som Cindy og jeg engang havde samlet op i Californien og taget med hjem fordi han ikke havde noget sted at bo og skulle i retten næste dag. Hele natten havde han rumsteret rundt stirrende op i loftet, så vi blev nødt til at barrikadere døren til soveværelset. Og i Købmagergade-kollektivet havde tyskeren Frank og amerikaneren Nelly ligeså sindssygt jagtet hinanden rundt natten igennem med knive og ødelagt vores søvn i ugevis. Dette var jeg ligesom blevet for gammel og nærtagende til nu. Men nu begyndte Paula dag efter dag – eller rettere i de romerske nattetimer – at ringe grædende til mig, tryglende mig om at komme med. Det var virkelig svært fordi hun er utrolig sød, charmerende og begavet. Som 18-årig havde hun oversat hele mit show til italiensk og charmeret os alle i Købmagergade i perioden, hvor jeg havde 30-40 flygtninge indkvarteret. Men netop charmen mindede mig for meget nu om rigmandsgroupien Sandra, som i 1987 forfulgte mig over det ganske USA og var skyld i at jeg to gange smadrede min bil totalt og en anden gang fik hele mit udstyr til 150.000 kr stjålet. Særligt anspændt var jeg og søsteren den dag, hvor Paula efter planen skulle flyve og det stadig ikke var lykkedes os at tale hende fra det. Christina og jeg havde inviteret en bunke gæster til middag, men hele aftenen stod jeg i telefonen med den grædende Paula og følte mig simpelthen noget så grusom og modbydelig overfor denne gamle ven. Men at tage hende med ville være endnu mere uansvarligt, havde hendes læger nu overbevist mig om. Alligevel har jeg virkelig svært ved at sige definitivt nej og har altid foretrukket blot at lade tingene udvikle sig uden at gribe ind. Lettet var jeg, da søsteren næste dag ringede og sagde at Paula ikke var taget af sted, men nu blot snakkede om at hun ville købe ny bil.

Så jeg følte mig som en fri og i al fald lettet mand, da jeg i min nye udlejningsbil endelig efter tre uger kørte sydpå fra New York. Statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, havde spejdet efter mig forgæves i ugevis, da han ville invitere mig til middag med sine republikanske venner i Washington, men nu indtil flere gange havde måttet aflyse fordi ”min ven fra Danmark kører rundt i en gammel kasse der bryder sammen hele tiden.” Det øgede vist blot mystikken omkring mig i hans fine republikanske omgangskreds, der alle arbejder med at få skatten ned (som om denne ikke er lav nok i USA?) Da jeg trådte ind i hans stue i Alexandria og så billederne på væggen udbrød jeg begejstret: ”Gud, vi har jo fælles venner. Hende her kender jeg, men hvad pokker er det nu hun hedder….hvor var det dog jeg mødte hende sidst?” Sådan fik jeg straks gjort mig selv til grin hos republikanerne, for den velkendte dame jeg ikke straks havde genkendt på billedet sammen med Henrik og hans kone var ingen mindre end Laura Bush. Dette viste de mig grinende længere henne på væggen, hvor de var afbildet sammen med George W. Bush. Faktisk var Henriks far lige under mit besøg selv på fint besøg på præsident Bushs ranch i Texas. Men vi hyggede os gevaldigt under deres fine middag og da republikanere lever i en verden langt væk de fattige, lyttede de opmærksomt og interesseret til mine historier fra det virkelige liv i ghettoerne.

Under mine foredrag i Danmark havde jeg tit drillende indbudt Henrik til at tage med på besøg hos mine venner i hans lokale ghettoer. ”Det vil jeg da uhyre gerne”, sagde han, men da jeg næste dag skulle i kirke med gangsteren Alphonso, havde Henrik pludselig alverdens undskyldninger om at han desværre skulle til ballet. Men ok, Henrik, du får en ”second chance” næste gang jeg er i byen. Jeg løber ikke fra mit ord!
Ellers er der ikke meget sjovt at berette om forårsturneen, hvor jeg skulle have stødt på et par søde danske piger i Florida og have dem med i bilen, men nu kun nåede mit show i en eliteskole i North Carolina og fødselsdagsfest for min mangeårige ven, Tony Harris’ søn i Atlanta. Dog fik jeg også besøgt en anden gammel gangsterven, Lep Whitley, som lige som Alphonso på sine gamle dage står og hallelujaer i kirken søndagen lang.

Hjemme i Danmark igen måtte jeg allerede dagen efter flyve til London for at modtage den fineste fotografpris i Europa, Deutsche Börse prisen, i Photographer’s Gallery. Vi var fire, der var nominerede på grundlag af vores seneste bogudgivelse, John Davies, Esko Männikkö, Fazal Sheikh og jeg selv og i månedsvis havde man arbejdet på vore udstillinger. De andre sendte store flotte indramninger af deres bedste billeder mens jeg nøjedes med at sende en stak gamle støvede billeder, der stod i et rum og kørte uophørligt på en Kodak carousel – sådan som jeg synes at mine billeder skulle præsenteres. Vibeke havde forinden set en chance til at tage en ferietur til London under påskud af at transportere stakkevis af mine bøger til museets boghandel. Hun havde set frem til at jeg vandt prisen på 300.000 kr, så vi kunne få råd til at ombetrække min farmors forlovelsesgave fra 1919, sofahjørnet i vore stuer, men var for spændt til selv at møde op til denne Oscaruddeling. Aftenen før var der gallamiddag for os fotografer, som jeg kom et par timer for sent til. Da jeg mødte frem under desserten og spurgte min sidemand: ”Who are you?” svarede han tørt og kort, ”I am your competitor?” Med min manglende interesse for fotokunst havde jeg selvfølgelig ikke sat mig ind i hvem de andre var mens de åbenbart alle vidste hvem jeg var og – gik det op for mig – regnede med at jeg ville vinde. ”Hvad har du så tænkt dig at bruge de mange penge til?”, spurgte jeg igen min sidemand. ”Whisky?” svarede han igen ligeså tørt og kort.  ”Nå, det er dig der er fra Finland, kan jeg regne ud. Hver gang jeg havde finner boende i mit kollektiv i København lugtede hele lejligheden straks af whisky og de sagde heller ingen ting i tre dage, hvorefter jeg spurgte dem, ”Jeg går ud fra I er fra Finland?” ” Og sådan kom jeg også straks på talefod med Esko Männikkö mens jeg undrede mig over hvordan han havde taget sine billeder idet en væsentlig del af kunsten jo er at kunne kommunikere med folk. Men da jeg så hans billeder forstod jeg. De var nemlig taget af dyr i zoologiske haver mens hans eneste interesse var at gå på jagt og drikke whisky. Så hans billeder følte jeg mig ikke truet af og heller ikke John Davies kedelige landskabsbilleder. Kun Fazal Sheikhs engagerede billeder af udsatte indiske kvinder syntes jeg burde have en chance for at vinde. Men da aftenen for den store prisuddeling kom gik det ganske anderledes. Det hele var lagt op som en Oscar uddeling og vi stod som sild i en tynde. Jeg stod mast tæt op af netop Esko, der som den eneste havde sin familie med. Og da jeg så hans to yndige piger på 9 og 11 stå der med store forventningsfulde og ængstelige øjne, blev jeg under indflydelse af champagnen så rørt at jeg i mit inderste ønskede at han måtte vinde, thi det ville være en grusomhed mod disse piger at se deres far tabe. Jeg har aldrig været med i en sådan nervepirrende konkurrence før og hadede at føle spændingen i mig selv over noget så inderligt ligegyldigt som ”nybetrukne sofamøbler”. Endelig stod Elton Johns elsker, David Furnish, som ligesom han er en stor fotosamler, på scenen for at trække vinderen op af posen. ”And the winner is, Esko Männikkö!” Jeg var – efter alt hvad jeg havde hørt og læst om at mine billeder var de mest usædvanlige – mildest talt forbavset, men tænkte straks på de to små piger, der nu brød grædende sammen i jubel – eller så meget som finner nu kan udtrykke følelser J Det var selvfølgelig også det mest retfærdige al den stund de andre fotografer udelukkende lever af og kæmper for at overleve af deres fotografering mens jeg lever fint af foredrag. Alligevel var jeg lidt skuffet da jeg aldrig har fået en pris før. Det fik jeg dog alligevel i form af den check vi andre fik på 30.000 kr hver hvorfor vi også kan titulere os selv som modtagere af Deutsche Börse prisen. Hvilket igen – modsat for de andre – ingen forskel gør i mit travle foredragsliv. Så jeg svor på stedet at jeg aldrig mere vil stille op i så nervepirrende, men latterlige konkurrencer. Skal jeg have en pris kan de sende den til mig i København frem for at gøre min kone til gidsel gennem næsten et helt år. Det holder hendes nerver ikke til mere! J
Et plaster på såret var det at Elton John nu blev opmærksom på mine billeder og kort tid efter købte 8 af dem for 160.000 kr ligesom Photographer's Gallery nu er begyndt at sælge dem som fotokunst. Men dette gav mig dog også skrupler, for et af Eltons billeder var det af Leslie i badekaret. Så i hvilken grad bør jeg nu dele sådanne arbejdsfri indtægter med min gamle kæreste, som stadig lever i yderste fattigdom i Connecticut – udover at invitere hende til fine middage som jeg gjorde det til vores 30 års jubilæum. Det var denne udbytning, som gjorde at jeg i så mange år modsatte mig ethvert forsøg på at udstille og sælge mine billeder mens jeg nu bløder lidt op fordi så mange af mine afbildede venner er døde.

Ugen efter måtte jeg igen tilbage til London til premiere på Tv-filmen, der var blevet lavet om mit liv som fotograf. Der var stuvende fuldt og folk var begejstrede for filmen. Bagefter var der spørgsmål til mig og instruktøren Marcus Werner Hed. Jeg tænkte at det kunne jeg sagtens klare, da jeg jo er vant til spørgsmål fra store amerikanske publikums. Men briter er ikke amerikanere. Dels kunne jeg knap nok forstå deres forskellige dialekter og dels kunne jeg ikke forstå den britiske tænkemåde, der lå bag. I mange tilfælde måtte Marcus nærmest ”oversætte” deres spørgsmål til mig. Alligevel trampede jeg rundt i det og sagde på et tidspunkt: ”Sorry, I don’t understand British dialects so well.”  ”But I am Irish,” svarede manden fornærmet. Alligevel fik jeg meget ros af irerne fordi jeg lavede en lang sammenligning af undertrykkelsen, de sorte var udsat for, med den som irerne havde været udsat for af briterne. Sværest havde de ved at forstå - med den succes billederne nu har - at jeg havde trukket mig ud af England i 1983. ”But you litterally ran me out of town – even though Ken Livingstone (Londons populære borgmester) had blown it up as the most important show of the year.” Hvorefter jeg måtte fortælle dette nu yngre måbende publikum alt om hvad der var sket dengang vrede moddemonstranter organiseret af CIA var trængt ind i det store Scala teater og efter vrede udfald om showets ”racisme” havde væltet hele mit udstyr ned over publikum og afbrudt forestillingen. Næste dag trængte vrede demonstranter ind i byrådet og overhældte toryer med skoldhed kaffe, hvorefter debatten om Amerikanske Billeder kørte i aviserne i ugevis og jeg flygtede med showet til Irland og siden hen kun enkelte gange viste det i universiteter i Nordengland. Den samme holdningsændring overfor mine billeder finder jeg i Frankrig, hvor de ikke i dag fatter at jeg engang i Paris måtte have politibeskyttelse under hele mit show pga. de mange bombetrusler.

En stor del af året brugte jeg på lignende måde med at flyve ud for at åbne mine udstillinger i Amsterdam, Luxemburg, Frankfurt og Frankrig. Til udstillingen i Rimini i Italien tog Vibeke med på en lille ferie. Ellers brokkede hun sig så meget over mit fravær at jeg – træt som jeg selv var af de endeløse middage og taler af borgmestre hvert sted – undlod at vise mig til mine ferniseringer i Berlin og i Krakow for i stedet at tage på en uges ferie med hende i det smukke Andalusien. Eneste fejl vi gjorde var at leje bil frem for, som Vibeke sidst, at tage rundt i bus, da man mest bevæger sig mellem de skønne gamle bycentre, hvor man alligevel ikke kan parkere. Jeg havde tidligere set Grenada, så vi koncentrerede os om nogle af Europas absolutte perler i de gamle bydele af Cordoba, Sevilla, Cadiz og Malaga – især de mange vidnesbyrd om den tolerante muslimske periode som fulgte efter vore hærgende visigotiske forfædre og før Isabellas intolerante fordrivelser af jøder, kættere, muslimer m.fl. Som sædvanlig fandt vi at de billigste hoteller til under 30 euro i de ældste smalle gader var de bedste og at man skal bede om at få familiens egne ”private” lukkede værelser for at få sit drømmeværelse med egen balkon og nedhængende roser, hvis man sin høje alder til trods ønsker at få ægte Romeo og Julie romantik. Vi ”udlåner” gerne disse utrolige Romeo og Julie værelser til jer andre, hvis I skal derned, men ellers skal alle seværdighederne opleves og ikke beskrives i disse kedelige dagbogsoptegnelser nedskrevet for min egen erindrings skyld.

Fotomuseet i Berlin var blevet så tosset over mit fravær til åbningen at jeg senere i sommerferien blev nødt til at flyve derned, da de som kompensation havde arrangeret et stort foredrag for mine fotofans i Berlin. Det blev til noget af et tilløbsstykke med 600 tilhørere. Jeg havde i årets løb lavet en simpel PowerPoint-præsentation om mine billeder og især hvad der er sket med folkene deri i årene siden hen. At følge mennesker gennem store dele af livet – fotografisk – gør åbenbart et enormt indtryk på tilskuerne – især historierne om de mange triste skæbner som siden endte i mord eller fængsel. Jeg skulle kun tale i to timer, men efter 6 timer – da museet skulle lukke – var salen stadig fuld. Særligt bevæget blev jeg i pausen da folk stod i lang kø for at få deres gamle udgaver af min bog signeret – ca. hver anden med den gamle vesttyske bog og hver anden med den østtyske. Nu i én herlig integration i fælles by, fælles land og fælles EU. Synet fik mig næsten til at tude ved tanken om alle de gange vi havde siddet fast ved muren i timevis når vi krydsede med showet mellem øst og vest. ”Østtyskeren” Christina Voigt, som havde reddet min udstilling i Øksnehallen sidste år, sad stolt hver gang jeg viste hende på besøg hos mine sorte venner i USA, nu integreret med sine og mine ”vesttyske” venner, som arrangerede flere fester bagefter, bl.a. i det smukke Potsdam. Men denne gang boede jeg hos en anden veninde, den smukke og sprudlende Beatrice Minda, som jeg havde udstillet sammen med i Frankrig og som også havde været ude at køre med mig. I flere dage cyklede og svømmede vi sammen langs Spreefloden, hvorved jeg opdagede hidtil ukendte og utrolige sider af denne perle af en hovedstad.

I maj var jeg på en hyggelig tre dages skovtur til Letland med den kække Johanne Smith-Nielsen, MF, og en hel flok idealistiske yngre kvinder fra Amnesty International. Vores mål var at optræde som et beskyttende menneskeskjold for Rigas årlige Gay Pride parade, som hvert år angribes af rasende skinheads og borgere kastende med brosten og menneskelort. Disse opmuntres og finansieres af hadske politikere, nationalister, biskopper og i år endog af en homofobisk mangemillionær, hvorfor Amnesty forsikrede hver af os for over 15 mill. kr. Altså knap så sjovt som vores hjemlige fredelige og farvesprudlende Mermaid Parade, som jeg deltager i hvert år – i år i øvrigt sammen med politikere fra næsten samtlige partier nu hvor det er kommet på mode at profilere sit anti-muslimske frisind ved at vandre arm i arm med højhælede, sminkede transvestitter. Jeg har netop haft en længere debat i Jyllands-Posten med en sort indvandrerbøsse, der naturligvis trives herhjemme, men ikke kan se at den værste racisme altid kommer i frisindet forklædning – i kærlighedens navn for at beskytte ens børn fra det man selv lærte at frygte – og som altså ikke er væsensforskellig fra homofobien i Letland. Jeg var selv helt skræmt af det alarmerende voldsbillede Amnesty havde givet os af vore homofobiske modstandere, men da jeg så disse højstøvlede, kronragede søde nazister i én stor råbende angst masse sammen med højhælede, hatteklædte og ligeså søde gamle damer, som igen - ikke af had, men af kærlighed ”for at beskytte vore børn mod AIDS og umoralsk udenlandsk indflydelse” - kunne jeg ikke andet end straks falde for dem og blande mig med dem.

Jeg besluttede at min opgave ikke var at skabe mere Vesteuropæisk had mod denne østeuropæiske homofobi, men gennem mine billeder at skabe forståelse og empati for deres lidelsesmønstre, som i så høj grad var præget af deres egen mangeårige undertrykkelse og isolation. Som næsten eneste mand nød jeg hengivenheden fra Amnestys søde piger, som selv aldrig turde komme i nærheden af deres ”farlige” modstandere. Først da de så mine billeder gik det op for dem at de havde malet sig selv op bag frygtens intolerante barrikader og de takkede mig for at have hjulpet dem til at se mennesket bag ”hadet.” Så de har allerede inviteret mig med på næste års ”Pickvick with the Devil” i Østeuropa – eller som jeg ser det – en afslappende ferietur med dejlige piger til eksotiske byer, restauranter, bøssebarer mm.
 

Sommeren tilbragte Vibeke og jeg i sommerhuset – den første uge med Christina Voigt på besøg med sine forældre fra det østlige Tyskland, hvorfor vi fik mange sjove beretninger om livet før murens fald over deres medbragte østtyske pølser på grillen.
Ellers knoklede jeg løs med at lave den digitale udgave af mine lysbilledshows – foreløbig på dansk, norsk og engelsk – nu hvor jeg her efter flere års stress endelig havde fået lidt arbejdsro. Da jeg efter sommerferien startede mine nye digitale shows, følte jeg mig som en befriet mand. I 26.000 timer har jeg siddet indespærret i mørke lokaler under mit 4 timer lange show for at skifte lysbilledbakker hvert femte minut og slæbte rundt på et ton udstyr. Nu kan jeg – til arrangøren Hanne Ellegårds forbavselse – ankomme cyklende til min bi-årlige forestilling på Frøbelseminariet med min bærbare og en videoprojektor over skulderen. Eller flyve til konferencer på en dag i USA og vende hjem den næste uden at bruge en uge i New York på først at læsse udstyr, reparere biler osv. Det lykkedes mig at finde et par billige japanske projektorer til kun 26.000 kr stk næsten lige så lysstærke som dem jeg havde troet jeg skulle bruge til 65.000 kr stk. LO og LB-fonden havde støttet mig med 50.000 hver.


I sommerferien blev vi mere og mere ængstelige for vore børn. Lalou var taget til Japan og i flere uger hørte vi intet fra hende skønt en sommerhusnabo kunne fortælle at hun havde set spor af hende på Facebook. Lalou havde i sin travlhed ikke haft tid til at finde en net-cafe og kunne ikke bruge sin mobil i dette højteknologiske (men i øvrigt trygge) land, sagde hun senere. Værre var det intet at høre fra Daniel. Hvert øjeblik han har fri fra universitetet blaffer han ud for at udforske nye steder i verden. I vinterferien blaffede han af sted for at se Armenien, men var kommet til at fryse i sine sandaler i Tyrkiet og lå med forkølelse, hvorfor jeg på en sms foreslog ham at tage til Damaskus og få lidt varme hos vore venner, Sherin Khankans forældre. Det lød fornuftigt at tage sydpå, men det er imod hans stolthed og for letkøbt at bo hos hans fars venner, så den næste sms jeg fik fra ham lød: ”Hej far, er sandelig kommet ind i varmen, for jeg bor nu hos Hizbollah-bevægelsen i Libanons bjerge. Og de er bindegale og har bomber og maskingeværer over det hele og sælge narko. I går blev en hel del mennesker dræbt af en bombe her i nærheden….osv.” Som følge af vores lange nervøse uvished, der derefter fulgte, har jeg gemt hans sms. Det lykkedes ham at nå hjem lige da universitetet startede igen, men han fortalte rystet Vibeke at han faktisk selv havde været bange denne gang. Men nu ville han i sommervarmen gøre et nyt forsøg på at nå Armenien og havde taget en amerikansk kæreste, Naomi, med på blaffeturen gennem Europa og Tyrkiet. Fra Armenien sendte han nogle sjove billeder hjem af de lastbiler, de havde blaffet med, og bagefter fået lov til at dekorere smukt med graffiti, der er ukendt på de kanter. Da han ligesom jeg altid ”lige skal se det næste land rundt om hjørnet” efterlod han Naomi i Georgien for at tage videre til Azerbaijan, hvor visum var for dyrt for hende. I Azerbaijan fandt han straks en russisk pige, som han blaffede rundt med, men tog derefter tilbage til Georgien for at hente Naomi til den lange hjemtur. Men så kom denne rystende mail fra ham: 
”Hej, Jeg er desvaerre rejst ind i Georgien i morges uden at blive advaret af graensevagterne om den nuvaerende situation. Den foerste chauffoer, der samlede mig op efter graensen fortalte mig straks at der i dag er blevet bombet massivt i Bantumi og Gori, der er uundgaaelige byer at komme igennem, hvis man vil til Tyrkiet via koeretoej. (Man kan ikke komme til Tyrkiet til lands via Armenien, hvor graensen vestpaa er lukket). Ogsaa i Tbilisi er der spraengt bomber og landet er i krigstilstand - ikke kun i Abkhasien og Sydossetien, som det tidligere var tilfaeldet. Heldigvis kom jeg trygt til Tbilisi og bor i en lejlighed der tilhoerer 2 amerikanske journalister. Den ene er hjemme og den anden rejste til syd Ossetien for at lave en reportage i gaar og vi kan ikke laengere faa fat paa ham via hans mobil, der er slukket. Rigtig mange er blevet draebt i det omraade, han opholder sig, indenfor det sidste doegn. Jeg er ogsaa pissebange naar jeg sidder ved fjernsynet og ser alle de lig der bliver transporteret gennem gader jeg selv gik i for 12 dage siden (i Gori - Stalins foedeby og kun 45 minutters koersel fra hvor jeg er nu). Det er i det hele taget meget ubehageligt at vaere her lige nu og jeg havde da heller ikke regnet med andet end at tage direkte igennem til Tyrkiet denne gang uden at stoppe her, men det er ikke muligt idet alle veje vest paa er lukket pga bombninger denne morgen og Bantumi er ogsaa ved at blive evakueret for indbyggere. Saa lige nu kommer der mange flygtninge til Tbilisi fra diverse ender af landet. Jeg kan ikke rejse tilbage til Azerbaijan, fordi det var et single entry visa og jeg kan foerst ansoege om et nyt dertil paa mandag og maa derefter vente 3 dage. Den eneste realistiske maade jeg kan forlade landet paa er at jeg tager til Armenien, hvor jeg kan faa et nyt visum paa graensen og saa flyve hjem fra Yerevan. Lufthavnene i Georgien er nemlig blevet bombet og selvom der stadig er enkelte selskaber, der har afgange fra Tbilisi, saa har de fleste stoppet flyvningerne og jeg foeler at det er for risikabelt at koebe en saadan billet, der maaske ikke bliver til noget.
Naa, men jeg skriver tilbage saa snart jeg ved mere om hvad der sker. Hvis jeg kan blive evakueret fra Georgien, betyder det saa at jeg evt. faar en helikoptertur til et sikkert omraade udenfor landet eller evt en hjemrejse til DK? Hvad vil I tro? Naa, men I ved jo at jeg elsker jer og forhaabentlig ses vi paa en eller anden maade snart igen. –Flim”
Med de dramatiske billeder vi selv så i fjernsynet i de følgende dage af russernes hensynsløse bombninger og uvisheden om hvor langt russerne ville rykke frem imod Tbilisi, var vores nerver naturligvis på højkant mens vi kommunikerede med den danske konsul i Tbilisi, som ihærdigt forsøgte at evakuere Daniel (her i familien kaldet Flim). Amerikaneren, som han boede hos, så han senere på Tv fra Ossetien såret på et hospital – skudt af russerne, hvis bomber han også kunne høre udenfor byen. Men efter nogle dage åndede vi lettede op da han sendte denne mail: ” Efter en 14 timers tur i en amerikansk konvoj, er jeg nu blevet evakueret til Yerevan og dermed i tryghed. Dette kunne lade sig goere fordi Naomi fortalte at jeg var hendes forlovede, hvorfor den amerikanske ambassade accepterede mig i deres koeretoej. Vi regner med at flyve til Riga den 13 eller 15 og derfra blaffe hjem. Ha det godt. –Flim”
Fra Letland, hvor han har mange venner, blaffede han derpå over Berlin hjem, hvor han ankom kun en time før en vigtig aftalt lægeundersøgelse. I sommerens regn havde Vibeke og jeg flere gange pønset på selv at tage til Tyrkiet, idet Őzlem Cekic mailede os dernedefra om at komme og bo hos hendes store kurdiske familie. Mens alle I andre venner svigtede os i sommerregnen, var hun med familien spontant dumpet på besøg hos i sommerhuset. I årets løb havde jeg adskillige gange været hendes hoffotograf, når hun den ene gang efter den anden inviterer store grupper af Københavns hjemløse og socialt udsatte børn i Folketinget ligesom jeg fotograferede den største invasion af muslimer nogensinde derinde, da hun lavede kurdisk nytår på tinge. Se mine billeder på nettet af Villy Søvndal danse kurdisk folkedans.


Özlem Cekic med hjemløs i Folketinget


 

Fortsættes i 2. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside