"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2009,    38. årgang

Tilbage til oversigt

 

 

Jul/Nytår 2009                                                                                  38. årgang

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

Julebrevene forsøger at fortsætte ideen fra Amerikanske Billeder med at beskrive politik og samfund udelukkende ud fra det personligt oplevede.

 

 

 

Indholdsfortegnelse

 

Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:

 

1. Årets døde og myrdede blandt vennerne – heriblandt to af mine julebrevsmodtagere

2. Hvordan min gode ven Søren Espersen aktivt gik i kamp for at redde min pension.

 

 

Kære årbog…….gamle venner……og svage smugkiggende sjæle

 

Jeg har i år fået så meget presse at de fleste af jer nok har fået mig op til halsen. Så lad mig derfor skrive dette julebrev ganske kort til jer og primært hæfte mig ved de ting jeg har brug for at notere ned som dag/årbogsoptegnelser for mig selv. Oplevelsesmæssigt var det heller ikke 2009 mest spændende år. Allerede før I modtog sidste julebrev var Vibeke og jeg fløjet til Indien for kun 3800 kr. Vi landede i Delhi, men denne gang ville vi ned i varmen i syden og de indiske flyselskaber med farverige navne som Spicejet fungerer næsten bedre end de europæiske lavprisfly. Selvfølgelig er jeg (særligt her under klimakonferencen) normalt voldsomt imod lavprisfly og at vi ikke sætter priserne mange gange i vejret med grønne klimaafgifter for at standse uansvarlige miljøsvin som Vibeke og mig. Som vi kan se det mht. os selv nytter ingen frivillige aftaler og jeg arbejder da også aktivt for kollektive adfærdsbegrænsende højprishop frem for vore flove lavprisflob. I det mindste tog vi denne gang ikke vore børn med på vores globetrotterudflugt for ”det vil jo være for stor en belastning og vi er jo nød til at tænke på jeres fremtid her på kloden efter vores død. ”

Vi fløj straks ned til varmen i Kerala og havde egentlig tænkt os som vores søn at bo privat gennem hans ”couchsurfing.org,” men da vi jo ikke som ham blaffer rundt med god tid viste det sig lidt for besværligt i kæmpebyerne at finde frem til værterne. Så det blev til en lidt mere uspændende hoteltur. Dog endte vi med i den utrolige historiske by ”Fort Kochin” bl.a. med at bo i Vasco da Gamas gamle udskårne seng og værelse kort fra kirken hvor han blev begravet efter at have opdaget søvejen til Indien 500 år tidligere. Utroligt hvad portugiserne nåede at få bygget af imponerende domkirker dengang og hvor store dele af den sydindiske befolkning der blev kristne. Overalt lå kirker, moskeer og templer side om side i fredfyldt harmoni. Hindutemplerne var lidt forsømte i Sydindien, men vi nød at gå til nytårsgudstjeneste og fredagsbønner i moskeerne. Som altid når jeg deltager i den muslimske bøn bliver jeg inviteret hjem bagefter og netop i hjemmene så jeg hvor meget muslimer, hinduer og kristne blander sig med hinanden i den grad at man ikke kan se forskel. Det gav mig en hel del inspiration til de artikler jeg på det tidspunkt sendte hjem til Jyllands-Postens hadske debat om muslimer. Ganske vist havde jeg fået forbud af Vibeke mod at skrive mens vi var på ferie, hvilket hun forbinder med et eller andet helligt om at komme hviledage i hu. Men jeg havde rodet mig ud i en spændende debat med min ven Søren Espersen – sjovt nok om homoseksuelle og muslimer – så jeg kunne jo ikke bare lade hans artikler komme på tryk uden at give igen, når han nu altid er så sød at sende dem til mig inden publikation i håb om at provokere et svar fra mig. Heldigvis lykkedes det mig at bevare min hemmelige flirt med Søren ved – straks Vibeke var faldet i søvn om aftenen – at sidde på sengekanten og skrive lange kladder til artiklerne i hånden – noget jeg ikke har gjort i årevis af indtastninger med min ene finger. Vibeke lagde ikke mærke til noget, men blev tvært imod helt glad når jeg om dagen opfordrede hende til at shoppe lidt rundt på egen ”mens jeg sidder og læser min avis. ” I disse ledige stunder farede jeg så hen til nærmeste internetcafe og renskrev nattens artikler og sendte dem til mine to søde redaktører hjemme på Jyllands-Posten, Birgitte Greve og Tina Bryld, som jeg efterhånden havde fået et lige så flirtende forhold til som Søren. Jeg har dog avisen mistænkt for at have givet dem ordre til at benytte mig som nødvendig modvægt for at kunne videreføre deres årelange hetz mod muslimer (betegnelsen som danskerne bruger for at dække over deres fremmedhad) og som minder så meget om den samme avis førte mod jøderne i 30’erne.

Ind imellem blev det da også til lidt indisk romantik med Vibeke. Nytårsaften fejrede vi først på et billigt alkoholfrit hotel, men lånte os senere på aftenen ind til det langt festligere brag af en fest hos nogle danske bekendte på et luksushotel med et gigantisk fyrværkeri omkring svømmepølen. Lige så billigt klarede vi de flydende små etfamilieshoteller gennem sumpene med egne kokke og lækre airconditionerede soveværelser ved at snige os om bord hos et indisk par, der var på deres bryllupsrejse, men også kunne se fordelen i kun at betale det halve for romantikken. Vibeke og jeg var også lidt usikre på om vores egen romantik på så lang en rejse gennem sumpene ville blive helt ”bæredygtig” ganske alene, men det blev den jo så ved at låne lidt af Mayals og Hirals nygifte romantik arrangeret af deres respektive forældre. Når danskerne hetzer løs mod ”muslimernes tvangsægteskaber” glemmer de jo altid at hinduer og kristne fra de samme verdensdele har nøjagtig samme traditioner og ikke virker mindre lykkelige end os af den grund. Mens vore tre tjenere serverede os måltider og drinks fra morgen til aften morede vi os med at have mange af de samme svigermoderhistorier at fortælle og - selv efter kort tids ægteskab – mange af de samme ægteskabsproblemer. Det frie valg fører nok til mere Løkke, men ikke nødvendigvis til mere lykke. Vi endte hurtigt med at blive så indgiftede med Mayal og Hiral at vi rejste en stor del af vores senere rejse sammen med dem hvorved vi selv uden at couchsurfe fik et utroligt godt indblik i indisk privatliv, som vi har fortsat via e-mail siden hen.

Mens maoisterne hærger i Nordindien for med vold at skabe en lignende stat, er Kerala jo også spændende ved gennem frie valg næsten uafbrudt siden min ungdom at have haft kommunister ved magten. Jeg husker i al fald hvordan jeg allerede dengang romantiserede Kerala, for modsat de kommunistiske diktaturers planøkonomi fungerer denne demokratiske stat virkelig. Som fattigsdomsfotograf blev jeg grundigt snydt her, da vi intetsteds så en fattigdom som den jeg kender i USA. Alle havde pæne huse, elektricitet og skoleundervisning, hvorfor der var mindre end halvt så mange analfabeter som i resten af Indien. Og herligt var det jo for en gammel oprører som mig at vade rundt i valgplakater og bannere med hammer og segl og Che Guevara alle vegne, for netop disse symboler så jeg kun sjældent i de gamle stivnede østeuropæiske stalinistdiktaturer, men forbinder med min ungdoms demokratiske kommunistpartier i Italien og Chile med den tilsvarende succes de havde med at ”få togene til at køre til tiden” i de italienske byer, hvor de blev valgt til magten.

Modsat Danmark fungerede den side dog over hele Indien. Vi havde håbet at hoppe rundt med Indiens berømmede luksustog fra by til by, men da Sydindien er fyldt med turister i juletiden var de alle selvfølgelig udsolgt. Så vi måtte hoppe på 2. klasse på de mere langsomme tog, hvor vi lå stablet tæt om natten med fattigfolk og kakerlakker. Men da inderne overalt er utroligt søde – selvom deres gæstfrihed ikke helt matcher arabernes – var det jo i sig selv hele rejsen værd. Denne tæthed med de indfødte oplever man nemlig ikke når man havner i turisthelveder som Goa, hvor man kommer i større nærkontakt med uforskammede russere – gid dog Berlinmuren stadig stod, tænker man nogen gange – end med de indfødte. Aner man en lille racist i mig når jeg siger at jeg næsten foretrak de dovne, øldrikkende sammenklumpede danske turister frem for disse russere, der opførte sig som om de lige var undsluppet et fængsel og ikke har lært den empati som hører med til at forvalte sin og andres frihed? Havde vi ikke fundet en enorm tom tennissal at bo i langt væk fra deres larmende hoteller og lige ud til de vidunderlige strande - var vi straks flygtet videre op til Mumbai som planlagt. Her var dog så vidunderligt at vi absolut ikke kunne løsrive os omringede af hvidt sand og palmetræer til alle sider og med så meget plads i vores ”soveværelse” at Vibeke næsten var ligeglad med at jeg fotograferede hende nøgen til mine hjemmesider… når blot jeg tog billederne fra modsatte ende af værelset! Se det kalder jeg ægte frihed… for en fotograf som mig!

At der var en lille racist i mig opdagede jeg en dag på stranden, da vi spiste morgenmad. Her gik altid det triste syn af enlige sultne hunde, som man tit ser i fattige lande. De turde ikke direkte tigge, thi blot man kiggede på dem slog de skyldigt øjnene ned og stak halen mellem benene og luskede væk. Alle mennesker undgik dem som pesten og rørte dem aldrig. Jeg tænkte ikke over at jeg selv kørte med på hele denne ghettoisering af dem, som mindede om vores forhold til romaerne i Europa – disse indvandrere fra Indien i hvem vi gennem århundreders ghettoisering har skabt en lignende tiggerkultur. Så en dag kom der et par unge amerikanske piger ned på stranden, hvor de straks fik øje på disse hunde. ”Oh, how cute little doggies, ” sagde de og begyndte straks at klappe og forkæle dem uden spor tanke for vores uudtalte forbud ”dem rører man ikke! ” Og nu oplevede jeg det samme fænomen, jeg selv holder så mange foredrag om: ”om at bruge ikkevoldelig kommunikation for at integrere os med vore udstødte (såsom sorte/muslimer osv.). ” At når mennesker, som har været udsat for vores manglede kærlighed i lang tid og derfor bliver fjendtlige og mistænksomme, pludselig får den kærlighed de hungrer efter, ja, så retter de pludselig ryggen og elsker os tilbage. Jeg var helt chokeret over at se hvor hurtigt disse hunde, som vi havde dannet et billede af som jordens skidt – et billede hundene tydeligvis selv havde tilegnet sig – pludselig blomstrede op og så, - ja, helt ”menneskelige” ud. Se, sagde jeg til Vibeke, hvor jeg dog elsker amerikanerne. Mens vi indere, russere og danskere mishandler disse hunde, får amerikanerne dem straks til at blomstre op. Det er jo et fint billede på hvordan amerikanerne integrerer sig med deres indvandrere og muslimer og får det bedste ud af dem, mens vi fremkalder alle deres værste sider i dem og derefter bruger disse som argument for yderligere at ghettoisere dem. ”

Da vi tog tilbage til Delhi fik vi lejlighed til at afprøve teori i praksis ved at vi – modsat tidligere besøg – denne gang flyttede ind i Old Delhis værste ghettoområde. Heroppe nordpå var det vinter og når vi om natten gik tilbage til vores lurvede, loppede hotel måtte vi bogstaveligt vade hen over hundredvis af frysende mænd, kvinder og børn, der lå og sov på gaden eller stod og holdt sig varme omkring ildsteder i mørket. Mange steder i verden ville man være blevet lidt bange for dette syn i et sådant virvar af smalle mørklagte gyder, men efter i et par uger i de bedrestillede sydlige stater at have vænnet os til inderne, følte vi os nu fuldstændig trygge og derfor ikke berøringsangste. Og denne udstråling af tillid til de fattige blev straks belønnet – som med Goas hunde – med gengældte smil og kærlighed. Ligesom i de fleste muslimske lande kunne jeg her trygt gå rundt i mørket med mit dyre Nikon kamera om halsen og fotografere de sovende, der grinende vækkede hele rækken af andre sovende når jeg forstyrrede dem med blitzen. I kastesamfundet er der ingen skamfølelse og vrede forbundet med at være fattig og her på bunden af samfundet lå muslim og hindu side om side på smukkeste vis. I de fleste kristne storbyer i verden er tilsvarende kvarterer plaget af voldsom kriminalitet. Modsat kristne kirker, hvor folk typisk i vor verdensdel sidder i stive rækker og umiddelbart skræmmer en fotograf som mig langt væk, blev jeg her overalt i gyderne nærmest trukket ind af de bedende i deres farverige templer og moskeer klemt inde mellem butikkerne. Ligesom jeg overalt i verden vader hen over de bedende rækker i moskeerne mens jeg fotograferer dem i bøn, var hindutemplerne her lige så gæstfrie. Men som i andre muslimske lande havde tidens burkamode også her vundet en vis udbredelse siden første besøg i 1997 i takt med hetzen mod de muslimske lande efter 9/11. Ligesom med andre modefænomener fortsætter dette sikkert også kun i en kort årrække og ligesom i Danmark var disse kvinder trods det lukkede udseende lige så lette at komme i kontakt med som andre, - ja, nogle nærmest om at blive fotograferet. Desværre, for kameraet har jo altid været et godt redskab til at flirte med og at flirte er jo sjovest hvis man møder lidt modstand. Skønt den religiøse harmoni præger helhedsindtrykket i Indien kan hinduerne godt minde om danskerne i deres overbevisning om at deres civilisation er den højeste på jorden hvilket ind i mellem udarter i forfølgelse af de kristne og muslimerne, særligt når disse er konverterede dalitter. Dog er nationen kommet langt sammenlignet med det blodbad, der fandt sted under dens og min fødsel, som jeg blev mindet om ved læsningen af Salman Rusdies fantastiske ”Midnight’s children” på turen.

 

Hjemme i kulden igen blev jeg straks kastet ud i den triste danske disharmoni som forelæser og formidler ved et stort kulturtræf for ”danskere” og ”muslimer” i Brandbjerg, som selvfølgelig ikke havde nogen problemer med at fungere sammen i disse kunstige rammer. Jeg bliver i stigende grad brugt som integrationskonsulent i sådanne rammer og har jo altid elsket at være med til at bringe mennesker sammen. Hver gang får jeg selv en masse nye indvandrervenner, som det er spændende senere at overnatte hos på mine turneer. Foredragene gik sin vante gang, men på Gribskov Efterskole fik jeg natten før den underligste aflysning nogensinde: ”Vi beklager at måtte aflyse foredraget, da hele skolen brændte ned i nat. ” Som professor Elias Baumgarten, der hyppigt har arrangeret mine foredrag i U. of Mich, skrev på min væg i Facebook: ”Der er da heller ingen grænser for hvor langt folk vil gå for at undgå at se Amerikanske Billeder. ” Senere på året vendte jeg dog tilbage og holdt foredraget midt mellem de nedbrændte bygninger, hvorfra eleverne den nat yderst dramatisk var blevet evakuerede og en elev sagde begejstret til sin lærer: ”Du ved hvordan jeg med mit ADHD aldrig kan sidde stille mere end et kvarter, men i dag har jeg siddet bomstille i 5 timer. ”  


Nåede ikke at blive færdig med dette sidste julebrev pga. det pludselige arbejde med min udstilling på Louisiana.
Herefter gik jeg over til at skrive erindringsbog.

Kærlig hilsen

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 KBH K Tlf. 33-12 44 12

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside