"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2019,    49. årgang

 

Tilbage til oversigt over 37 års julebreve


Bemærk, de årlige julebreve ophørte det år jeg holdt op
med at turnere i USA og ikke længere følte at mit arbejdsliv
var spændende nok til at skrive om. I stedet gik jeg
langsomt i gang med erindringsbindene "Om at sige ja."

 

 

Et juleeventyr

....fra en Vestjysk præstegård....



Kære venner

Inden jeg længere nede afslører min julegave til jer vil jeg kort fortælle om året der gik.
Ganske vist ikke så spændende et år som dem i de tidligere rejsebeskrivelser, der ofte fik jer til at foreslå at udgive årbøgerne som erindringer.
For af samme grund stod dette år i redigeringens tegn for sammen med mine tre søde forlæggere, Majbrit Hansen, Kristoffer Zøllner og Birgitta Lund at færdiggøre første bind af min planlagte føljeton "Om at sige ja", hvoraf jeg foreløbig har skrevet 2500 sider.


Men at selv kedeligt papirarbejde også ind imellem kan blive dramatisk vidner mit forslag til bogens bagside om :-)

Tja, bl.a. som følge af forlagets protest mod mit krav om at få billeder med af samtlige mine 19 barne- og tjenestepiger fra barndommens præstegård (både som de så ud for 70 år siden og når vi er sammen i dag) ....og mange andre uforståelige redaktionelle indvendinger :-)
Eller f.eks. når jeg ønskede at fortælle om hvert eneste af Vietnamkrigens blodige slag - samt hele dens forudgående hundredårige kolonihistorie :-)

Jeg forsøgte nemlig at gøre bogen ikke blot til et tidsbillede, men nok så meget til et moralsk forsvar for os så ofte udskældte "gamle 68'ere". Tænk sig, bare fordi vi havde den uforskammethed at gå i oprør verden over mod Amerikas folkemord på 4 millioner vietnamesere og indonesere samt USA's blodige overgreb på demokrati og menneskerettigheder i talrige andre ulande i årene før Carter, som nutidens unge i dag stort set intet ved om. Mit håb er at de unge kan bruge vores kampe dengang som inspiration for deres egen langt vigtigere kamp i dag mod vores fælles klimaforbrydelser!!! 

Men vigtigst i første bind af "Om at sige ja" har været at prøve selv at forstå og fortolke, hvordan alle disse ydre kampe skridt for skridt formede min ungdom på en sådan måde at jeg trods min egen pædagogiske fiasko endte med at erklære selvsamme land min kærlighed og at bruge det meste af mit voksne liv som støttepædagog for professorer i USA - såvel som lærere i Danmark.


Ofte virkede det som de rene tilfældigheder, der kastede mig i armene på de mennesker, som førte mig den vej - f.eks.den sorte bøsse, der voldtog mig på min første dag i USA, men som førte mig ind i den Glidekirke, der fik mig afradikaliseret og til i stedet at glæde mig over og at elske menneskene - syndige som vi er her og nu på jord - frem for at ville lave dem om i et eller andet utopisk paradis. (Detaljerne om denne ufrivillige "kovending" kommer dog først i bindet med kapitlet "Om at sige ja til bøsser"). 

Fra denne befriende kirke med dens glædens budskab går der tilsynedeladende - parallelt med mit eget ligeså betydningsfulde faderopgør - en række for mig uforklarlige hændelser og prøvelser (igen, føler jeg, som var de styret ovenfra) - til min hjemkomst 5 år efter. Her blev jeg som beskrevet udsat for en tilsvarende smertefuld prøvelse ved bogstaveligt at måtte flytte ind hos et opløst lig .....hvorved jeg mirakuløst havnede i en ny vækkende oplysningsperiode i Grundtvigs egen tidligere lejlighed. I den lejlighed skrev han bl.a. vores elskede julesalme "Vær velkommen" samt "Den signede dag" hvis vers min far havde dekoreret hvert tunge trappetrin med op til min barndoms flugtværelse fra den sorte skoles forbandede pligter.

Men først og fremmest startede Grundtvig her et opgør med sin egen tids ideologiske ortodoksi ved at skrive "De levendes land" om at leve med menneskene her på jord og ikke i et utopisk paradis, som "lifligt gjennemlødede"
mig til i et tilsvarende opgør ved at skrive min bog "Amerikanske Billeder" her i efteråret 1976.
Og ja, en lige linie helt frem til at jeg i min alderdom har fundet hvile i et tilsvarende glædens og tilgivelsens budskab hos min præst Kathrine Lilleør i Sankt Pauls kirke.


Men et halvt år tidligere havde jeg også forsonet mig med min far (efter mit tidligere overgreb på hans kirke), da jeg i december 1975 stærkt imod mit eget ønske vendte hjem efter 6 år i USA og flyttede ind i min barndoms præstegård.
Dette møde med "fædrelandet" er udførligt beskrevet i "Om at sige ja" kap. 8, men det fører direkte til min julegave til jer, som jeg nu vil afsløre.


Lidt om julegaven


For her i præstegården skrev jeg med stor inspiration - enten ovenfra eller fra "Guds eget land" - netop i disse juledage for 44 år siden teksten til lysbilledshowet "Amerikanske Billeder". Skønt det kun kunne lade sig gøre når min far ikke skrev juleprædikener på sin skrivemaskine - og det gjorde han hele tiden i juledagene :-) - blev hele teksten til "mit juleeventyr" færdigskrevet på kun en uge. Dvs. lige så hurtigt som Kaj Munk skrev "Ordet" i en anden vestjysk præstegård. (Mange af temaerne var ganske vist allerede bygget op i de fotobøger jeg underholdt mine chauffører med under blafningen i USA).

At det skulle gå så hurtigt skyldtes at min far havde arrangeret min første forevisning i provstiets største kirke, Treenighedskirken i Esbjerg, allerede den 29. februar og der også på disse to måneder skulle laves indtaling, udvælges og indspilles musik samt blaffes til København for at foretage indkøb og rådgivning af multimedie-show udstyr og redigering af de 15.000 billeder.


At jeg magtede at skrive så hurtigt og afslappet tror jeg skyldes at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig at showet skulle bruges til andet end nogle få kirker og skoler derude i Vestjylland. For skulle miraklet ske at dette sjuskede lysbilledshow blev godt modtaget derude hvor kragerne vender, tænkte jeg, så kunne jeg jo altid senere tage mig tid til at gennemarbejde det og faktatjekke det, så det også kunne vises for de intellektuelle i storbyerne.  :-)

Jeg beskriver også i "Om at sige ja" hvorfor det endte med som musical at få så stor succes, at mine publikums stadig 40 år efter ofte automatisk begynder at nynne showets sange når de møder mig på gaden både i USA og Danmark og tilmed spørger om jeg selv komponerede musikken :-)
Nej, successen skyldes tværtimod at jeg er så umusikalsk og "tonedøv" at jeg kun valgte den musik ud, der straks havde fanget mine egne ører, når jeg hørte den i sorte hjem. For i en "hit-and-run musical" skal musikken jo øjeblikkeligt trænge igennem til publikum, da den her kun spilles en gang.

For at sige det kort blev min "vestjyske musical", som I sikkert husker det, straks en sådan succes at jeg kort efter var booket over det ganske land og alene i den "intellektuelle" universitetsby Århus snart havde vist det for over 9000 mennesker i Stakladen.
Jeg fik derfor aldrig tid til at lave mit "vestjyske show" om med det resultat at det endte med siden at blive vist fast i 30 år i USAs universiteter og verden over - ja, endog blev arrangeret for kongefamilien i Nepal lige før denne blev myrdet.
 


Også til mit 20nde show i Berkeley Universitys største auditurium, Wheeler, var der lange køer.


At mit liv således fuldstændig ufortjent skulle ende i 40 års "show business" er noget af det jeg selv - og mange af mine gamle klassekammerater der var med ved bogudgivelsen den 10. oktober - aldrig har forstået med min middelmådige begavethed.

Året i år har derfor i sig selv været lidt af en fordybende rejse - tilbage i fortiden og ned i ubehagelige og fortrængte lag af mig selv - for at forstå og beskrive ikke mindst alle jer kærlige frelsende engle, som trods mine åbenlyse fejl og fjolletheder, tidligt tog hånd om mig og hjalp mig til at skabe det produkt, som jeg nu gerne som en sølle tak vil give tilbage til jer.
 
For nu hvor showet har været vist over 7000 gange og min event manager i Nordisk Film netop er aftrådt efter gennem 20 år fast hvert år at have vist det i Imperial, Dagmar og alle landets BioCityer, og I derfor ikke har mulighed for længere selv at gå ind at se eller gense den digitale udgave, - ja, så har jeg lyst til at give jer gamle (nu lidt mere magelige) venner hele "min vestjyske musical" i julegave for at I kan opleve den i jeres egen hjemmebio (nu hvor vi 68'ere for længst har skiftet vores ølkasser ud med luksusfladskærme).
Se den på jeres største skærm og helst med hovedtelefoner for at få det bedste ud af musikken.

For hvis ikke I har Netflix' serier til at underholde jer med i julen, kunne det jo være at I fik lyst til at gense showet sammen med jeres børn eller børnebørn for at se om showet "stadig holder". Det eneste der faktisk er ændret fra min oprindelige "vestjyske musical" er de indledende to numre af IceT og Ice Cube, idet min rap-elskende søn Daniel i 90'erne følte at jeg burde følge lidt med tiden. Så han fik sin gamle far overtalt til at opdatere "Millenium udgaven" til at foregribe den voldsomt forværrede vrede, der ligger bag nutidens "Black Lives Matter" bølge i takt med at racismen var blevet værre og værre siden jeg lavede mit oprindelige show i præstegården.


At få indpasset min søns to nye musikstykker ind i min gamle musical betød et kæmpearbejde med at rykke de 3000 billeder rundt i 34 parallelle karouseller. "Millenium-udgaven" kom også til at hedde "Harvardudgaven", da teksten blev gennemgået af 20 undervisere - flest fra Harvard - for at sikre at fremtidens digitaliserede udgaver uden fejl vil kunne streames ind i undervisningen over hele USA.
Og dermed også ind i jeres julestuer :-)


Derfor vil jeg blive rigtig glad for at høre fra jer hvordan I i disse ændrede tider oplever showet i dag.
For som jeg skrev i julebrevet 2004 om filmoptagelserne til "Manderlay" - som Lars von Trier blev inspireret til efter at hans pædagogiske kone Bente havde tvangsindlagt ham til at se Amerikanske Billeder -
drillede Lars mig:
"Hvis jeg skulle arbejde ligesom dig, Jacob, ville det svare til at jeg på tyvende år kørte land og rige rundt med
Forbrydelsens element."
Hvortil jeg ligeså drillende svarede: "Ja, Lars, der er jo nogle kunstnere som kun magter at lave døgnfluemesterværker som er glemt i samme stund. Og så er der andre som laver mesterværker som holder i generationer - ja, som selv efter en generation formår at inspirere endog verdenskunstens største mestre .....som dig!" 


Godt ord igen, Lars, jeg har jo ikke som dig format til at genopfinde mig selv igen og igen.
Men lad os nu høre hvordan I, som så showet en generation før Lars von Trier, oplever dette i vores helt anden Trumpske tidsånd i dag.
Og endnu engang en dybtfølt tak (til mange af jer) for jeres medvirken til at skabe dette værk, som også en anden kendt (og Oscarvindende) filminstruktør nu ønsker at filmatisere som en 6 timers TV-serie.

Nu får I endelig lov til at pakke jeres julegave op. Her er den - foreløbig dog kun på dansk og engelsk:

Dansk 1. del            Dansk 2. del

Engelsk 1. del         Engelsk 2. del


Send gerne disse links til jeres republikanske venner i USA :-)

Dette er også en prøve på om jeres ungdoms lange opmærksomhedsevne stadig er fuldt intakt. Under min juleafslutning på Viby Efterskole i sidste uge så eleverne mit show fra kl. 8:45 til 16:15 kun afbrudt af en halv times middagspause.
Er I mon stadig på samme højde?  :-)

Nogle af nedenstående TV "shows" har I tidligere underholdt jer med i juletiden sikkert uden problemer. Så nu hvor I ikke som i foredragssalene behøver at se det hele på en gang kan I ikke længere klage over længden :-)
Gæt faktisk h
vilken forestilling er den korteste målt i tid? 
(A) "Borte med Blæsten" (B) "Sommer" (af Lars Noreen)
(C) "Amerikanske Billeder" (D) "Shoa" (E) "Nicholas Nickleby" (F) "Parsifal" (G) "Sorg klæder Elektra" ? (Jeg vil naturligvis slet ikke medregne operaen "The life and times of Joseph Stalin" som kræver 12 timers sitzfleisch!)

_________________________________

ps. Til jer som også har fået tid til at læse om alt det andet omtalte i min nye bog "Om at sige ja" er her en oversigt over fejl deri og links til supplerende sider. Har I lyst til at se mine foredrag om bogen "Om at sige ja" kan de bl.a. opleves her:

23.1 2020 i Svendborg
26.1 i Houstrup kirke i Esbjerg
19.2 i Askov Højskole
20.2 i Arnold Busck i Købmagergade
24.2 i Lynge bibliotek
25.2 i Broby bibliotek på Fyn
14.3 i Faglitterær Festival i Lyngby
18.3 i DJØF i Århus
19.3 i Store sal i DOK1
21.3 i Historiske dage i Øksnehallen om "Forsvar for 68'erne"
24.3 i Folkekirkens Hus i Ålborg
2.4 i Gentofte Hovedbibliotek
23.4 i Hornslet bibliotek på Djursland
4.5 i Kulturværftet i Helsingør
28.5 i Gulddysse Kulturgård, Roskilde
13.6 i Biblioteket i Allinge på Folkemødet
18.6 i Græstedgård i Ølstykke



I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Aller kærligst drillenissen....    
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
 

 

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside