(Ved at sove
ovenpå udstyret om natten, er det i år lykkedes mig at slippe igennem et
helt år uden at få noget stjålet. I april havde jeg dog indbrud i bilen ikke
færre end to gange på en nat. Jeg vågnede ikke ved rudeknusningen, som jeg
ikke kunne høre i min ende af den lange bil, men først da de rumsterede
rundt derinde. Skønt det var i New York lykkedes det mig hver gang at jage
tyvene væk. De har vel troet at jeg var bevæbnet.)
Nå, men jeg skal ikke redegøre her for alle de
universiteter der derefter fulgte. Få dage efter kom min gamle
klassekammerat fra gymnasiet, Hans Peter Knudsen, over for at køre med som
chauffør. Det var utrolig hyggeligt og hjalp lidt på stresset. Af alle de
chauffører jeg indtil nu har haft med er han ubetinget den bedste. Først og
fremmest fordi han ikke snakker ret meget så man kan få læst lidt. Og fik
han en spand kaffe og en pose "Chocolate Chip" kager i timen kunne han køre
i en uendelighed. I aner ikke hvilken fryd det er at gå i seng om aftenen i
St. Louis og vågne op næste dag i Texas.
Han er også den der har fået den bedste tur ud
af det: efter New York gennem New England og Washington ned til Nashville
til de amerikanske universitetsstudenters årlige konvent, hvor jeg var
nomineret til årets fredspris. (Bob Geldorf, som organiserede Live Aid til
Afrika, endte dog med at få den. En trøst er det, at min agent lige har
fortalt at jeg er blevet nomineret til den igen i 1988.) Derefter Minnesota,
Chicago og ned til varmen i Texas. Efter næsten en måneds hårdt arbejde var
der nu lejlighed til at køre Hans Peter på en hurtig tur gennem sydstaterne
for at besøge mange af dem, I kender fra bogen, såsom Mary, hvis hus brændte
ned. For Hans Peter var dette højdepunktet: "Nu har jeg set Amerikanske
Billeder mindst 30 gange, men det er først nu det går op for mig at det er
den barske virkelighed."
Jo, og at virkeligheden nu er langt værre. Det
der mere end noget_ andet har gjort Am. Bill. efterspurgt i USA er nok at
virkeligheden har overhalet de værste spådomme i showet. Racismen er
blomstret op siden 1975, da jeg sluttede min første rejse. Alle statistikker
om sort/hvide forhold bliver konstant værre. I mit sidste julebrev fortalte
jeg mest om alle de universiteter, hvor jeg viser showet. Lad mig her
fortælle lidt om hvordan jeg bruger det i nu mere end 200 universiteter.
Showet er kun indledningen. Da det på så mange
måder går imod hele det idealbillede unge vokser op med af USA, har det en
undertrykkende virkning på tilskueren, som ikke får mange psykologiske
flugtmuligheder under oplevelsen. En sådan mini-undertrykkelse giver de
hvide tilskuere samme følelser, som dem de sorte i ghettoerne dagligt lider
under. Når de privilegerede hvide studenter oplever disse handlingslammende
følelser i sig selv, bliver det pludselig lettere for dem at forstå alle de
tåbelige og frugtesløse reaktioner, der hele tiden kommer ud af de sortes
afmagt. Gennem denne identifikation kan det måske undgås at de i mødet med
disse afmagtsreaktioner bliver gjort endnu mere racistiske (hvilket normalt
ingen hvid eller sort kan undgå, når de ser de ting, der foregår i
ghettoen). Chokket er så stort, at studenterne i reglen bliver motiverede
til at gå videre med at befri sig for deres racisme. Den intellektuelle
begyndelse til dette foregår i mine seminarer næste dag, hvor de ofte for
første gang i deres liv er i stand til at forstå racismen i deres eget sind.
Bl.a. gennemgår jeg min egen racisme. Ofte varer disse seminarer i timevis,
og jeg elsker den utrolige dialog vi ofte kan få i gang mellem hvide og
sorte. Jeg selv arbejder dog kun med at få studenterne til intellektuelt at
forstå deres egen racisme. Siden følges det så ofte op af eksperter som Dr.
Charles King, der er i stand til at grave ned til de dybere ubevidste lag og
løsne knuderne op.
Dette kunne jeg skrive meget mere om (end jeg bør i et julebrev) og jeg
håber en dag at kunne introducere denne teknik til danske forhold. Problemet
er blot at mens jeg kan forstå den uundgåelige "undvigende" form for racisme
i USA, kan jeg ikke begribe den blatante danske racisme. Flere af jer, der
modtager dette brev, har sagt ting til mig som jeg aldrig har hørt i USA:
"Jævn ting ska a sæj dej: A æ faneme deunde lyn mæ racist! Men de ska et
skyll ås ow" uden næppe at have haft berøring med andre racer.
Jo mere jeg lærer om amerikansk racisme, jo mere succes kan jeg mærke jeg
har med arbejdet. Mange af eliteuniversiteterne såsom Harvard og Yale
tvinger nu deres førsteårsstuderende til at gå igennem mit racismeprogram og
også i byråd er det ved at vinde indpas. I foråret startede jeg med Chicagos
byråd, hvor de hvide og sorte byrådsmedlemmer har bekriget hinanden konstant
efter valget af den sorte borgmester Washington. Jeg var meget beæret over
at få lov til på min egen måde at "mægle" lidt i denne 7 millioner store by.
Som mine sorte venner i Chicago var jeg en stor beundrer af denne
progressive borgmester, som i sin første embedsperiode forøgede antallet af
offentligt ansatte kvinder fra 9 % til 36 % og skabte en lignende revolution
for andre minoriteter såsom mexicanere, homoseksuelle, asiater osv. Så det
var et forfærdeligt slag lige før jul at denne gadens mand døde af et
hjerteslag. Jeg græd i en hel time i bilen, da jeg hørte det.
Lad mig kort ridse op, hvorfor vi regner arbejdet med racisme så vigtigt i
USA. Som bekendt falder USA fortsat bagud i konkurrencen med andre lande.
Politikerne snakker i stigende grad om hvad de kan gøre for at forbedre
skolesystemet i USA, men går ikke til roden af problemet, som bl.a. er
racisme. Nemlig den kendsgerning, at de sorte og spansktalende som et
resultat danner angerknuder i sindet, som gør det mere naturligt for de unge
at gå i fængsel end i skole. De får emotionelle blokeringer overfor
uddannelse i stil med dem sexismen har givet kvinder overfor
"mands"-uddannelser. Hvert år jeg kommer tilbage til universiteterne er der
færre og færre sorte tilbage her (undtagen Vestindiske sorte, som udgør 85 %
af eliteuniversiteternes sorte elever (men kun 2 % af de sorte i USA) fordi
de ikke har indvendiggjort amerikansk racisme og følgelig klarer sig ligeså
godt som hvide). I dag udgør de sorte og de spansktalende 20 % af
befolkningen. En gang i næste århundrede vil de udgøre 50 %. Når snart 50 %
af den amerikanske intelligens er låst fast i uproduktive vredesmønstre, som
ikke kan bruges i fremtidens teknologiske datasamfund, forstår I hvilket
problem USA har i konkurrencen med lande, hvor de bedre kan udnytte alle
deres menneskelige ressourcer. Det er denne erkendelse, der gør Am. Bil.
mere og mere brugt, da folk begynder at indse at man ikke kommer uden om en
dybtgående bearbejdelse af de hvides stigende racisme og de sortes stigende
indvendiggjorte racisme hvis man skal redde Amerika fra selvdestruktion.
Det er således en afsindig spændende tid at
leve i og være med til at yde noget i. Jeg håber blot at jeg selv kan følge
med og hele tiden forøge min forståelse af problemet. Det er ikke altid let.
F.eks. skulle jeg i år gå igennem en stærk dødsangst. En god ven af mig, som
er både Kierkegaardsforsker og vanvittig dygtig astrolog, havde for længst
advaret mig om at den ville komme. Men det kom alligevel bag på mig hvilken
retning den tog. Da jeg i februar havde hævede kirtler blev jeg pludselig
slået med angst over at have AIDS. Jeg har jo ikke levet et helt kysk liv og
færdes meget i de mest Aidsramte områder. Så i måneder var jeg fuldstændig
overbevist om at jeg havde AIDS og planlagde stille i mit sind resten af mit
liv. Hvis nogen af jer læste min kronik om mit og andres AIDS-hysteri
(Politiken 19. juli) fik I sikkert indtryk af at jeg havde check på
situationen. Men i virkeligheden prøvede jeg at skrive mig ud af angsten ved
med USA's statistikker at overbevise mig selv om umuligheden af at jeg
skulle have AIDS. Jeg er jo ikke i nogen risikogruppe, men bondeanger og
astrologisk determinisme kan hurtigt flytte nogle pæle i ens realitetssans.
Da jeg endelig fattede mod til at tage en AIDS-test, prøvede lægen i en halv
time at tale mig fra det:
"Du har jo ikke en jordisk chance for at få
AIDS, som du rigtigt skrev i Politiken." Han havde ret, men jeg følte mig
som et netop løsladt gidsel, da jeg fik testen.
Jeg skrev i kronikken om det positive ved at
gå gennem en sådan dødsangst, men jeg blev også mere opmærksom på andres
død. Når jeg går rundt på kirkegården hjemme i landsbyen tæller jeg nu ikke
mindre end 4 gamle skolekammerater under jorden. Et ominøst chok var det
samtidig at erfare at min klasse-, navne- og skæbnefælle (han blev også
smidt ud af gymnasiet), Jørn Holt, netop havde begået selvmord... 3 børn,
lykkeligt gift osv. Politisk blev jeg ikke blot berørt af borgmester
Washingtons død, men også af James Baldwins. Hans forfatterskab var ikke
blot en katalyst for hele borgerretsbevægelsen, men også for mig, da hans
analyse af det hvide sind i højere og højere grad stemmer overens med det
jeg selv er kommet frem til langt senere. Som det ideal han var for mig,
blev jeg glad da han fortalte om hvad han havde hørt om mig gennem årene fra
forfattere som Cecil Brown og Michael Thelwel og fra et spændende
racismemøde i Frankrig arrangeret af bl.a. Mitterands aktive kone, tror jeg
det var. Jeg måtte udeblive fra dette og vi blev ved med at gå i cirkler om
hinanden. Han inviterede mig til at undervise en af hans klasser i
University of Massachusetts, men netop den dag lå han fuld i Frankrig. Da
jeg siden besøgte ham, lå han fuld i sengen. Så stor var min glæde, da han i
foråret kørte 2 timer i en snestorm for at se mit show. Bagefter var vi på
druk sammen med Hans Peter. Baldwin var en imponerende personlighed (også
fordi han som homoseksuel kom ud af skabet langt før dette blev almindeligt
i USA) og jeg havde håbet på at få et længere samarbejde med ham.
Hans Peter var på forårsturneen i 5 uger.
Derefter var jeg alene et par uger før Vibeke og vores søn Film kom over for
at hjælpe. Vibeke var gravid og ville have styr på sin rejselyst før
fødselen. Min agent havde lavet en håbløs tur til os: den ene dag i N.Y.,
næste dag Detroit, så Miami, så Boston, så St. Louis, Atlanta, Californien,
Chicago. Det svarer til Moskva, Spanien, Nordnorge, Athen, Amsterdam e.
lign. på få dage. Med et: par bib-bib spil holdt Film fint til de lange
køreture, men midt i Texas på vej til Californien gav vi op, aflyste et
teater i San Francisco, parkerede boligen hos venner i Texas og tog bus ned
gennem Mexico.
Det var som at komme i himmerige.
Bjergbestigning, Maya-- og Aztecindianere, tortillaer etc. Ude i bjergene
kom vi til at bo hos Jørgen Nash’ datter Pernille i et herligt
internationalt teaterkollektiv. Vi følte stærkt med hende og hendes mand.
Deres hus var netop brændt ned og deres 5-årige datter indebrændt.
Hjem til sommer i Danmark. Da jeg i år brugte
meget tid ovre hos Vibeke med at istandsætte hendes lejlighed inden
fødselen, investerede jeg ikke nok energi i min egen. Især om sommeren er
jeg overrendt med rejsende og flygtninge, men i år opnåede vi ikke den
syngende kammeratlige atmosfære, som bl.a. Kanal.2 romantisk har beskrevet.
Jeg endte med så mange arabere, at alle amerikanerne og jøderne flygtede.
Jeg har gjort den erfaring at man ikke skal have mere end 50 boende ad
gangen. Derefter går den gode stemning i stykker. Nogle nætter talte jeg 66
sovende på mine gulve med det resultat, at vi begyndte at få mange af de
samfundsproblemer inden døre, som disse folk var flygtet fra. Da nogle af
mine fattigste sorte venner fra bogen, som jeg havde inviteret til Danmark,
tog på hotel fordi moderen havde blærebetændelse og ikke kunne stå i kø
foran toilettet flere timer hver gang, indså jeg det absurde i situationen.
klit hus skal først og fremmest være for dem, som gennem deres billeder og
gæstfrihed skabte Amerikanske Billeder. Jeg endte derfor med at lukke hele
huset for flygtninge, hvilket var lidt af en falliterklæring.
Jeg var også deprimeret over min finansielle
situation. Skønt jeg efterhånden ligger i de højere indtægtsgrupper i USA,
er dollaren nu så lav at jeg kom hjem til en gæld på 650.000 kr. (Da pengene
i USA tilhører et fond for racismebekæmpelse kan de ikke frit føres "hjem".)
Et lyspunkt var det at det lykkedes at samle
næsten alle de gamle fra kollektivet og vennerne fra dengang vi arbejdede
som gruppe til en stor 10-års jubilæumsfest. Vi var selvfølgelig på mange
måder vokset fra hinanden, men må erkende at vi satte et stærkt præg på
hinanden i de år. Ca. 22 fandt sammen som par (eller ekspar) derved og har
indtil nu produceret 8 børn.
11 I mit sidste julebrev efterlyste jeg om
nogen af jer var interesserede i at køre med rundt i USA som
chaufførmedhjælper. Jeg fik ikke nogen respons (I har jo jeres at se til,
men husk på tilbuddet, hvis I senere skulle få tid). Jeg inviterede dernæst
medlemmer af forfatterforeningen med og den første der slog til var digteren
Pia Tafdrup. Vi kørte. rundt sammen i 5 uger i september. Showene var få og
ret kedelige her i begyndelsen af skoleåret, så vi fik rigelig tid til at
lære hinanden at kende, at prøve alskens restauranter, se museer, ramle ind
i Elsdyr, blive lagt i håndjern og smidt i fængsel af politiet i
Massachusetts, ligge i sengen i bilen ude i naturen og lytte til New Age
musik, besøge dem, der er med i bogen osv. Man bliver normalt rystet ret tæt
på hinanden på sådanne ture, men vi kom nok til at røre hinanden stærkere
end vi havde været forberedt på (selvom min astrolog havde forudsagt præcist
hvad der ville ske måneder før jeg overhovedet havde mødt Pia Tafdrup). Hun
var som en vidunderlig gave sendt ovenfra. Det er underligt hvor forskelligt
man kan svinge sammen. Pia, med hendes ordenssans, pertentlighed og
tvillingetrang til ustandseligt at gøre notater om alt og alle, kunne jeg
garanteret ikke bo sammen med blot få dage i hverdagen. Maya, derimod, min
"sekretær" i Købmagergade, som jeg har delt både seng og værelse med på så
harmonisk vis i 4 år at Vibeke kalder hende min "anden kone", kunne jeg
simpelthen ikke køre sammen med i USA. Vi var ved at "gå op i en spids" af
irritation over hinanden og smadrede ustandseligt bilen indtil hun klogelig
blev "afhopper" da hun indså vores stigende tendens til at hoppe gennem
forruden til kinddans med lygtepæle i snestorm.
Mens Pia læste digte op i en kirke i Brooklyn, afbrød jeg som planlagt
efterårsturneen for at tage tilbage til fødselen i oktober. Når man dagligt
underviser ikke blot i racisme, men også "classism" (den
institutionaliserede ulighed, utryghed og manglende velfærdsstat i USA), kan
man jo ikke passivt sidde hen og se på at grundlaget for den skandinaviske
velfærdsstat langsomt smuldrer pga. et dalende fødselstal. Man må gøre en
aktiv indsats! Hele familien var med på Rigshospitalets miljøfødestue med
musik og planter, Flim med vidt åbne øjne under det hele. Der blev lidt
dramatik, da barnet, en dejlig datter, kom ud næsten livløs og hastigt måtte
i intensivafdeling et par dage. Jeg vaskede gulv i en uendelighed inden de
kom hjem og det blev en vidunderlig og afslappet familiemåned. Det er et
herligt driverliv blot at stå op tre gange om natten og skifte ble og pusle
i sammenligning med at skulle køre natten igennem på kaffe, chokoladekager,
trucker- og cowboymusik.
Vi holder barnedåb i Kastellets kirke den 16. januar og prøver - inspireret
af det just vellykkede supermagtstopmøde - for første gang i årevis at samle
vor kære, men håbløse familie - snart ligeså splittet og sekterisk som
verdenssituationen. Vi må jo kunne lære at være i stue sammen indenfor
familiens rammer hvis vi skal gøre os håb om at skabe en mere harmonisk
verden. Om ikke andet for børnenes skyld…….
Nå, i november måtte jeg tilbage til arbejdet - den mest hektiske måned
nogensinde med shows hver eneste dag. To gange på en uge var jeg i Texas med
Princeton i nordstaterne ind imellem. Den eneste dag jeg ikke havde noget,
skrev min agent Muwwakill i mit program: "You are free today. You need a
rest!" Min hviledag gik med 20 timers kørsel fra Maine til Midtvesten. Det
kan nok være jeg sendte en venlig tanke til Hans Peter og Pia. Jeg havde
ikke nået at finde nogen egnet medhjælper i den måned. Det var nu også mest
en flyvemåned - ind og ud af 16 flyvemaskiner fra jumboer til sligrevalsende
4-personers pløjemarksfly, der på utroligste vis magtede at løfte alle mine
kasser hen over de nøgne frostramte palmer i Texas.
At flyve er som en sociologisk lærebog: jeg
har for længst lært kunsten at udnytte et racistisk system ved at bestikke
de sorte skycaps i lufthavnen med 10$ og således spare 90$ når de smugler
mine extrakasser udenom kontrollen og at bruge min bog til at blive vinket
forbi af de sorte canadiske toldere med.
Men når man flyver ind til kæmpemæssige sorte
millionbyer som Chicago, Detroit og Washington sammen med kun hvide
strømlinede forretningsmænd med ens frisurer, ens hvide skjorter og slips og
åndsvage ens briefcases med kodelåse, så vender det sig alligevel i en at se
en så pinlig kontant illustration på magtmisforholdet i samfundet og man
græmmes ved tanken om den uhyggeligt lange kamp vi har forude for at ændre
denne racistiske og sexistiske undertrykkelse. Og den endnu mere kvalmende
tanke: at man jo objektivt set selv er en del af dette hvide mandsimperium
(det fryder mig når de skæver til mig som var jeg en narko-pusher og derved
giver mig en herlig følelse af at være outsider og hofnar: det er dog at
foretrække frem for at blive accepteret i undertrykkernes højtflyvende
Martiniklub).
Største oplevelse i november var mit 3-dages
seminar i Dearborn, en racistisk hvid forstad af Detroit. Her var jeg i
stand til at skabe en utrolig dialog mellem sorte og hvide, der hver nat
endte sent. Når de sorte får lov at lufte deres anger-fjendske mønster og de
hvide deres skyld-frygt overfor hinanden, så begynder vi at få løsnet op på
de håbløse knuder i begges sind. Det er selvfølgelig en proces, der skal
fortsætte, og det gør det da også på nogle af skolerne. Det var en oplevelse
også for Pia Tafdrup at se f.eks. på University of Wisconsin, hvordan en
stor og voksende gruppe i "American Pictures Unlearning Racism Committee" nu
i over halvandet år efter mit første show mødes hver søndag for i timevis at
hjælpe hinanden med at overvinde deres racisme. Og - når jeg sammenligner
med mit første møde med dem - at opleve den lykke og glæde de udstrålede som
et levende bevis for hvor befriende det er at få løst de knuder op, som
ligger så dybt begravet i de fleste menneskers sind.
Sådanne selvhjælpskommitteer minder mest om de tilsvarende for alkoholikere
og narkomaner. I min undervisning kan jeg da også tit fornemme når nogen har
været udsat for andre former for undertrykkelse. Alkoholikere, incest- og
voldtægtsofre, der kender alle de psykologiske faldgrupper, der følger,
forstår simpelthen langt hurtigere end andre, hvad det vil sige at være
racist, sexist, homofobisk etc. Det var en åbenbaring for mig en nat at bo
hos to sådanne kvinder, der havde lidt under incest og voldtægt, og som
resultat var blevet alkoholikere, narkomaner og "overeaters". Det var aldrig
rigtig gået op for mig før hvor mange af disse kæmpefede amerikanske brød,
der i virkeligheden er incestofre. Jeg endte med at dele vandseng med dem
den nat: en gyngende oplevelse med 400 pund på den ene side og 200-300 pund
på den anden side. I modsætning til mine vagabondår er det desværre sjældent
jeg får lejlighed til nu om dage blot "at lade stå til og flyde med" ind i
sådanne lærerige situationer.
Savnet efter denne frihed har fået mig til at
tage en drastisk beslutning: at slippe af med lejligheden og teatret i
Købmagergade. Jeg vil simpelthen til at befri mit eget liv en smule, arbejde
af lyst frem for af tvang. Jeg elsker mit arbejde, men det er umenneskeligt
at skulle stå overfor 400-1000 nye mennesker hver eneste dag blot for at
betale af på en lejlighed, man alligevel ikke har tid til at bruge. Med den
lave dollar er det som at bo i Japan og arbejde i USA, en tåbelighed.
Showet har nu kørt i 12 år i Købmagergade som
den længst-kørende forestilling nogensinde i København. En ting er at vise
det hver aften i skoleåret i USA, noget andet at slide sig selv op på
turister og flygtninge hver nat om sommeren. Ikke blot et transatlantisk
dobbeltliv, også et splittet liv her i København mellem Vibekes og min egen
bolig. Jeg savner at få tid til at rejse noget mere, at læse noget mere og
psykisk at koble af fra skoleårets overdosis af mennesker. Jeg vil have tid
til at rejse i ghettoerne og fotografere og opdatere og forsøge at forstå
undertrykkelsesdynamikken og min egen racisme bedre.
Og endelig også at få mere tid til familien. Havde jeg ikke været så heldig
at finde en så stærk, inspirerende og selvstændig partner og mor som Vibeke
havde jeg jo aldrig været i stand til dette dobbeltliv. Hun er et utroligt
fund og vort forhold bliver stærkere og stærkere for hvert år, så det nok
ender med at jeg en dag i 60-årsalderen får overtalt hende til at gifte sig
med mig. Vent og se!
Men jeg ønsker også at se mange af jer noget
mere. I de år jeg turnerede i Danmark var der ofte tid til at dumpe ind. Men
i de senere år har jeg knapt nok fået lejlighed til at snakke dansk mere i
sommerferien. Derfor var jeg utroligt glad for at få en lille julehilsen fra
mange af jer i år. Uden denne navlestreng til jer, som så stærkt var med til
at forme mit liv, som jeg var med til at forme jeres, ville jeg ende som et
skizofrent menneske. (Guderne må vide om jeg allerede er det?) Nu må I ha en
god jul og et godt nytår.
